andre og trængte ham efterhaanden bort til Kakkelovnen. Her stak han brutalt sit Ansigt lige op i Prestens, strøg sig med Fingrene over Næsen og lod ham høre, at han meget vel kjendte til hans Kneb. Under alt dette braakede han slig, at det var umuligt for Hr. Thulesius at komme tilorde. Da denne omsider fik sagt, at han var kommen for at tale med en syg Kone, men at dette ikke kunde ske for det stygge Hus, som Jyderup holdt, trængte denne Presten videre bort til Døren, rev den op og kommanderede: „Marsch ud!
Og Hr. Thulesius gik.
Det maa ogsaa i Sandhed have været et uhyggeligt Optrin, som Jyderup fik istand. Vi hører nemlig, at et Par af Lemmerne, som ogsaa ellers opfattede Jyderup nærmest som et ondt Væsen, flygtede ud af Stuen, straks han kom ind, og at de øvrige var rent forfærdede over, at en lærd Mand kunde tage slig paa Vei. Men om den danske Grobian end denne Gang kunde spille Herre og Mester overfor den gamle Prest, fik hans Optræden dog ikke gaa aldeles upaatalt hen. En Almuesmand, som havde et Erende indom Fattighuset, var Vidne til Jyderups Opførsel. Han fandt sig da beføiet til at lade ham høre, at han ialfald overfor Presten skulde bære sig ad paa Folkevis. Efterat Jyderup havde vist Presten Døren, vilde han ogsaa til at gjennemhegle Arbeidskaren for hans Indblanding. Men
