Idet Hr. Thulesius traadte ind i Stuen, hilsede han meget høfligt og venligt paa de agtede „Matroner“ – en Titulatur, hvoraf de sees at have følt sig særlig smigrede –, ønskede dem alt det, som godt var, paa det nye Aar og forhørte sig om, hvorledes hver især af dem havde det. Han har vel ogsaa frembaaret en Taksigelse for det Juleoffer, han havde faaet, siden han kunde komme til at spørge dem, om Jyderup havde takket dem for det Juleoffer, han havde faaet. Dette Spørgsmaal skulde han helst have holdt igjen. Thi ganske vist fik han fuld Rede paa det, idet den ene Kjærringen snakkede i Munden paa den anden om, at det ikke var skeet paa nogen anstændig Maade. Men i det samme kom Jyderup farende ind i Stuen. Han gik lige løs paa Hr. Thulesins og udøste over ham en sand Syndflod af Uartigheder. Han lod ham blandt andet høre, at han skulde være velkommen, om han indfandt sig for at læse for Lemmerne. Men Hr. Thulesius skulde ikke uleilige sig; thi man kunde godt være hans Sjælesorg foruden. Og nu slog Læseren om sig med sine vanlige Brauterier om, at han var en examineret Mand, og at han her gjorde Fyldest for sig saa godt som nogen Prest med Kappe og Krage. Var Hr. Thulesius derimod kommen for at afhøre Vidner, saa var han Kar for at vise ham Døren. Under denne lange Tale tiltalte han Presten med „Du“ og „I“ om hver-
