Ole Andreas Thulesius var gjennem næsten hele den sidste Halvdel af det 18de Aarhundrede Tredieprest ved Vor Frelsers Kirke i Kristiania.
Inden den ældre Generation her i Hovedstaden lever hans Minde temmelig friskt endnu den Dag idag, og det lader til, at der i den nærmeste Tid efter hans Bortgang maa have været et nærmest uudtømmeligt Fond af Anekdoter efter ham.
Disse Træk repræsenterer i Regelen et eller andet satirisk Indfald eller, om man vil, en eller anden drøi Grovhed, som han leilighedsvis havde givet tilbedste. Han maa have været begavet med Vid og Lune. Men dette var ingenlunde af det harmløse Slags. Det er heller ikke til at undres over. Han var nemlig en skuffet Mand, der saa med Bitterhed paa Livet og paa sine lykkeligere Medmennesker, som han følte sig langt overlegen med Hensyn til Begavelse. Saa meget er da ogsaa sikkert og vist, at han maa have været en lærd og indsigtsfuld Mand, der besjæledes af Sandhedskjærlighed og Retsind,
