ikke være at vente; men Skylden er ikke paa hendes Side. Hvori hendes Kvaksalveri har bestaaet, ved man nu ikke længere; men siden man ikke hører noget om hendes Kure, kan man under de forhaandenværende Omstændigheder gaa ud fra, at det har været aldeles uskadeligt. Naar det kommer til Stykket, har det vel væsentlig staaet i Forbindelse med den Godgjørenhed, hvormed Fattigfolk altid mødtes i Thulesius’s Gaard nede i Dronningens Gade lige under Kirkegaarden.
Thi godgjørende og hjælpsom var Presten og hans Hustru i høi Grad. Og dette gav et Overskud, som vi i det følgende maa have in mente, naar vi for hans Vedkommende ser os nødt til at gjøre det ene Fradrag efter det andet. Det var det samme Regnestykke, som Samtiden puslede med og ikke fik til at gaa op; der blev bestandig ialfald en liden Rest igjen til Presteparrets Fordel.
I Kristiania vedblev Hr. Ole Thulesius at leve paa spændt Fod med sine Embedsbrødre og med sine Overordnede, og af og til kunde de Uenigheder, som hans slemme Mund og irriterende Optræden skabte, ikke bilægges uden ved den geistlige og verdslige Rets Indskriden.
I de af Professor Dr. L. Daae udgivne Optegnelser af Stiftsprovst Dr. Otto Holmboe heder
