Det lader imidlertid til, at Thulesius i en enkelt Henseende havde forregnet sig en Smule, dengang han traf sit Valg af Hustru. Det unge skjønne Pigebarn, som blev saa rent altereret, da hun hørte om sin Forlovelse, var nemlig begavet med Ben i Næsen og skulde snart vise sig Situationen voksen. Thulesius blev vel ikke nogen Tøffeldanser i den Forstand, man tager dette Ord; men det var dog altid hun, som bestemte, hvor Skabet skulde staa.
Fru Conradine Dunker, som kjendte baade hende og hendes Husbond, fortæller nemlig i sine Erindringer:
„Fru Thulesius var en meget klog Kone, ja saa klog, at hun, som Svensken siger, kunde mere end „supa och sitta ned“. Hun gav sig af med at give Raad i Sygdomme, hvorfor hun ikke var yndet af Lægerne. Om hendes Indsigter i Lægekunsten kan jeg intet bevidne; men det er vist, at hun forstod at styre sin urimelige halstarrige Grobian af en Mand, og naar han vilde fare ud af Skindet for Bagateller, saa anstillede hun sig endnu værre end han, saa at han sagde: „Nu, nu, det er ikke Umagen værd at lamentere slig over saadanne Smaating“.
– Madame Thulesius var al Agt og Ære værd, og hun har tilvisse i enhver Henseende været et Mønster for sin Samtid. At hun som den bidske Prests Ægtefælle skulde gaa aldeles fri for Kristianiasladderens Pøbelagtigheder, kunde
