det stakkars Barn, som maatte holdes adskilligt tilgode. Men efter Samtidens Opfatning var en saadan „Haandfaldenhed“ netop et Bevis paa, at alt var, som det skulde være.
Nu boede Frøken Orning i Oslo, og Kopulationen skulde saaledes foregaa i Hospitalskirken. Men at vies her og af Hospitalspresten høvede hverken den adelige Frøken eller Trediepresten til Byens Kirke, og en vakker Dag i Juli Maaned modtog Hospitalspresten, Hr. Iver Brinch, fra den lykkelige Brudgom følgende Skrivelse:
„Velædle og vellærde Hr. Brinch!
Da jeg ikke kan vide, om det er Dem bekjendt, at jeg skal kopuleres med velædle og velbaarne Frøken Anna Lange Orning, som opholder sig i Deres Menighed, og da det egentlig tilkommer Dem denne Kopulation at forrette, saa gjøres vitterligt, at jeg dette mit Ægteskab med det første agter at fuldbyrde, og som jeg da ikke finder for godt at lade mig kopulere af Hospitalspresten, men af velædle og høistærede Hr. Konsistorialraad Wegner, saa gives Dem herved og tilkjende, at jeg haver erholdt Kongl. Maj.ts. Bevilling de dato 4de Juli næstafvigt at lade mig kopulere af en uvedkommende Prest, naar den vedkommende intet afgaar i sin Rettighed, og som jeg ved, eftersom mig er sagt, at Deres Velærværdighed gjerne bruger den Maade stricte at rette Dem efter Love og Forordninger, saa sender jeg ham og indsluttet hans tilkommende
