Luther i Tyskland optraadte først mod Afladshandelen, siden mod Kirkens hele Lærebygning, fattede Kristiern strax Interesse for den djærve, uforsagte Augustinermunk, hos hvem han fandt saa mange Egenskaber, som han selv var i Besiddelse af. Allerede tidlig besluttede han sig til at erhverve Universitetslærere fra det nye Lærdomssæde i Wittenberg, hvor mange af de danske paa denne Tid søgte hen for sine Studiers Skyld. For at vinde Indsigt i den nye Lære, som han muligens gjennem sine sachsiske Morbrødre havde stiftet Bekjendtskab med, indkaldtes først Melanchtons Discipel Matthias Gabler som Professor i Græsk og som Prædikant Mester Martin Reinhardt, der tidligere havde været Prest i Stiftet Würzburg. Om der herunder maa søges et Udslag af den ægte reformatoriske Aand, kan vel være Tvivl underkastet. Men sikkert er det, at dette første Forsøg paa at overføre Reformationen til Norden faldt uheldigt ud. Mester Martin prædikede medens Kongen i 1520 var fuldt optaget med de svenske Anliggender, i Nikolai Kirke i Kjøbenhavn, og det slog ikke feil, at der var fuldt Hus, naar han prædikede. Men det var ikke for at opbygges ved hans Prædikener, Folk kom. At disse holdtes paa Tysk, havde intet at sige; thi Tysk var nok dengang som i senere Tider den kjøbenhavnske Middelstands og Overklasses andet Modersmaal. Men Sagen var, at Folk kom dels for at more sig, dels for at forarges. Den simple Prædiken og den endnu simplere Salmesang, der stod i skarp Modsætning til den katholske Kirkes hele rituelle Skik, maatte for Datidens Menneskers Øren have en parodierende, for ikke at sige blasfemisk Klang. Heraf vidste de katholske Prester at benytte sig. De fik en ung Gut, som havde en mageløs Evne til at drive Abespil og Bajadsstreger, til at herme efter den fremmede Prædikant, og siden kunde Mester Martin knap vise sig, før Folk lo af ham. Han blev kjed og lei af dette og drog sin Vei. Siden vilde Kongen have Martin Luther selv opover til Danmark; det saa en Tid ud til, at det vilde gaa, da Luthers Sag ved Rigsdagen i Worms som bekjendt stillede sig meget slet. Men Kurfyrst Fredrik fik dog Betænkeligheder da det kom til Stykket, og sørgede for Luthers Sikkerhed ved at bortføre ham til Wartburg. I hans Sted kom Andreas Bodenstein Karlstadt, der i den nærmest forudgaaende Tid havde vundet et Navn, der i Anseelse ikke gav Luthers meget efter, paa Kong Kristierns Indbydelse til Danmark om Vaaren 1521. Men hans Ophold her blev kun kort, ikke meget over en Maaned ialfald, da han i sit Fædreland fandt en videre Mark for sit Arbeide. Siden hindrede de politiske Forhold Kongen fra at arbeide videre for Reformationens Sag.
I den danske Hovedstad havde Reformationens oprindelige Grundtanker paa denne Tid en Talsmand i Karmelitermunken Paul Eliassøn eller Helgessøn, som hans Fadersnavn sandsynligvis har været. Allerede før Luthers Fremtræden havde han ivret mod Afladshandelen og andre kirkelige Misbrug; derfor havde han med Forventning hilset den nye Lære. I sin Stilling
