Ulfstand, Otte Rud og Søren Norby i Spidsen bryder den dansk-norske Marine sig den glimrende Bane, som stedse skulde blive de forbundne Nationers “Vei til Ros og Magt“ i de følgende Aarhundreder. I Juni Maaned 1511 kunde saaledes Jens Holgerssøn Ulfstand og Søren Norby efter at have convoyeret 250 hollandske Handelsskibe til Preussen og Lifland herje Vismars Havn, Warnemünde (Rostocks Havn) og Rügen og berede Borgerne i de tyske Stæder en lidet glædelig Pinsefest samt plyndre 14 Sogne søndenfor Kalmar. Den paafølgende 9de August leveredes der udenfor Bornholms Kyst et blodigt Slag mellem 18 lübeckske og 20 danske Orlogsskibe, i hvilket de danske ogsaa utvivlsomt kunde tilskrive sig Seiren, skjønt en voldsom Storm af Sydost endte Kampen, der havde varet fra den tidlige Morgen til langt paa Nat. Den næste Dag toges 2 af de 3 Orlogsskibe, Stralsund havde udsendt. Men den tredie Dag blev hele den store hollandske Flaade, som Jens Holgerssøn Ulfstand og Søren Norby om Forsommeren havde convoyeret for den allerstørste Del tagen eller ødelagt af Lübeckerne, uden at Jens Ulfstand med sin bedste Villie formaaede at indhente Ransmændene.
Alligevel havde “Østersøens Dronning“ faaet Øinene op for, at Danskerne ikke længere var en Fiende, de kunde knipse til som i de gode gamle Dage, og til Hemming Gads store Sorg begyndte Lübeck at stande efter Fred. Men ogsaa i Sverige havde Sagerne antaget et fra Forholdene ved Krigens Fornyelse vidt forskjelligt Udseende. Den Raadløshed, man i de senere Aar havde sparet hos Svante Nilssøn, havde gjort Almuen tvivlraadig og misfornøiet med alle hans Foranstaltninger. Der klagedes over de trykkende Skatter, Krigen medførte, og den Begeistring, hvormed Kampen i Aake Hanssøns Dage havde været ført fra svensk Side, var forlængst bortdunstet. Paa Grund af denne Stemning blandt Almuen vandt de Anskuelser, Fredspartiet inden det svenske Rigsraad havde fremholdt, mere og mere i Styrke, og andre tilstødende Aarsager, som Næringsløshed og deraf følgende Fattigdom, Dyrtid og Pest gav forøget Næring Ved Udgangen af September Maaned samlede Rigsraadet sig i Strengnæs, og her blev det snart enigt med sig selv om, at Svante Nilssøn ikke længere kunde vedblive at være Rigsforstander, og det opfordrede ham derfor ligefrem til at nedlægge sit Embede. Svante svarede hertil, at han maatte gjøre Paastand paa at nyde den samme Ret, som blev den fattigste Bonde i Riget tildel, ikke at dømmes uden at være hørt; men forresten var han villig til at nedlægge sin Magt til førstkommende Faste eller Paaske. Hans Mening hermed var vistnok kun at vinde Tid for saa med saa meget større Kraft at kaste sig over sine Uvenner i selve Sverige; men Døden bortrev ham forinden.
Den 2den Januar 1512 havde han paa Slottet i Vesteraas en Sammenkomst med en Del Bjergmænd fra Dalarne for at træffe Aftale om Driften af et nyoptaget Kobberverk. Under Sammenkomsten besvimede han. Man bragte ham ud i fri Luft; men førend man endnu havde faaet Stunder til at række
