skyldig, men sremdrog et og andet af Kongens private Liv, som ikke kunde være denne behageligt at høre. Navnlig udbasunede de det usømmelige Forhold, hvori han havde indladt sig med en gift Adelsdame Edle Jernskjæg. Da nu udenlandske Fyrster satte sig i Bevægelse for at udvirke Dronningens Frigivelse, erklærede de, at Dronningen skulde blive sat paa fri Fod, saasnart Kongen havde opgivet de Slotte og Fæstninger, han endnu havde i Sverige. Imidlertid havde Sten Sture sat sig i Besiddelse af de finske Slotte, paa samme Tid som Svante Nilssøn og nogle med ham forbundne Partigjængere foruroligede de norske Grænselandskaber.
Under Krigen i Sverige var der tillige opstaaet et spændt Forhold mellem den danske Konge og de vendiske Hansestæder, væsentlig paa Grund af, at disse ikke havde afbrudt sin Forbindelse med Sverige, saa længe Krigen stod paa. I Aaret 1503 blev der i Lübeck under Mægling af den pavelige Afladskræmmer Kardinal Raimund Perauld prøvet et Forlig, men dette blev kun for en Del opfyldt. Derimod udvirkede Kardinalen med Lübeckernes Bistand, at Dronning Kristina atter kom paa fri Fod. I December Maaned 1503 efter samfulde tre Aars Fravær betraadte hun atter dansk Grund. I Mellemtiden (Foraaret 1502) var hendes Datter Elisabet (sødt 1485) bleven gift med Kurfyrst Joachim af Brandenburg. Dels for at besøge denne Datter, dels for at foretage en Pilgrimsreise til Nordtysklands mest berømte Valfartssteder, Wilsnack i Brandenburg og Sternberg i Mecklenburg drog Dronning Kristina tidlig om Vaaren 1504 til Tyskland, hvorfra hun efter noget over en Maaneds Fravær atter vendte tilbage til Danmark.
Med Sverige var Fredsunderhandlingerne allerede komne i god Gang, da Dronningen kom hjem. Hendes Frigivelse af Fangenskabet havde nemlig ryddet den væsentligste Anstødssten for fredelig Underhandling af Veien. I Sverige var Stillingen imidlertid nys før bleven ikke lidet forandret, idet Sten Sture i Midten af December 1503 var afgaaet ved Døden under et Ophold i Jønkøping. Rygtet talte om, at han skulde være bleven ryddet af Veien ved Gift, som Fru Merete Ivarsdatter, Svante Nilssøns Forlovede, skulde have givet ham; men det er vel ikke stort at agte paa. Ved Hemming Gads Hjælp blev Svante Nilssøn den 21de Januar 1504 valgt til Sveriges Rigsforstander. Hans første Foretagende var at aabne Fredsforhandlinger med Danmark, og paa et Møde, der holdtes i Kjøbenhavn, blev der den 18de Mai 1504 sluttet en Stilstand paa et Aar. Før dennes Udløb skulde alle tre Rigers Raad træde sammen i Kalmar i Juni Maaned 1505 for at gjøre en endelig Fred og bilægge al Strid og Tvedragt.
Under Stilstanden opstod der imidlertid forskjellige mindre Tvistigheder, som tildels ovenfor er berørte. Disse benyttede Svante Nilssøn til at modarbejde Fredsslutningen, og han havde hellere end gjerne set det be-
