Universitet, hvor han i 1463 var bleven Magister. I Erkebiskop Gautes Tid bestyredes Erkestolens Jordegods paa Nordmøre og i Romsdal efter hans Faders Død af Broderen Jon Ivarssøn, der boede paa Ættegaarden Aspe paa Nordmøre, og som i sin Kreds maa have været en særdeles agtet Mand. En anden af deres nærmeste Frænder, Thrond Ivarssøn, synes ogsaa at have indehavt et Ombud paa Erkestolens Vegne.
Om Gaute Ivarssøns Optræden under Thronledigheden efter Kong Kristiern I’s Død er ovenfor fortalt. Hans Modstandere paastod, at han ogsaa efter Kong Hans’s Hylding stod i Ledtog med Sten Sture. Muligt er det, at han i ikke ringe Grad har pustet til Gjæringen mod Kongen i de første Aar efter dennes Thronbestigelse. Ved Mødet i Bergen i Juni 1486 blev dog Spændingen mellem ham og Kongen bilagt. Ved denne Leilighed afgjorde Erkebiskopen ogsaa et Klagemaal, som Almuen i Midsyssel paa Agder førte over sine Prester for ulovlige Oppebørsler. Under de Uroligheder, som Knut Alvssøn vakte i det søndenfjeldske i Begyndelsen af det 16de Aarhundrede, synes Erkebiskop Gaute at have holdt sig fuldstændig udenfor Partierne. Sandsynligvis har han havt nok at varetage i sit Arbeide som Kirkens Tjener. Hans Visitatsreiser ses at have strakt sig til de mest afsidesliggende Fjeldbygder i hans vidtløftige Bispedømme. Saaledes kunde Bønderne i Tønset, som dengang synes at have været et Slags Kapelsogn under Opdal, i 1580 berette Oslos bekjendte Superintendent Jens Nilssøn, at Gaute var den sidste katholske Erkebiskop, som havde holdt Visitats her. Han tør derhos, skjønt der herom ikke foreligger noget udtrykkeligt, have taget sig med Kraft af Throndhjems Domkirkes Restauration. At Gaute har havt noget dybere Indblik i Tidens Brøst, eller at der fra ham er udgaaet nogensomhelst Bevægelse, der har tilsigtet at skabe et nyt Liv i den norske Kirke, har man ingen Grund til at tro. Hans kirkelige Syn har neppe naaet ud over det forretningsmæssige Vanegjængeri.
Medens Kong Hans ligeoverfor den norske Geistlighed i den første Del af sin Regjeringstid havde holdt sig den i Haandfæstningen indgaaede Forpligtelse efterrettelig, kun at tildele Indsødte Kirkens Beneficier, tog han det ikke saa nøie dermed i sine senere Aar. I 1505 døde Biskop Herlog Vigleikssøn af Oslo. Til hans Eftermand valgte Kapitelet et af sine Medlemmer Thorkel Jonssøn, og Pavens Stadfæstelse af hans Valg var allerede indløbet, da Kongen, uvist af hvilken Grund, negtede at anerkjende ham, og uden videre indsatte en dansk Geistlig ved Navn Andreas Mus paa Oslos Bispestol. Hvorledes Thorkel Jonssøn optog dette, skal vi senere hen høre.
Den eneste Begivenhed af særlig kirkelig Interesse, som kan siges at have fundet Sted i Gautes Tid, var Indførelsen af en ny Munkeorden her i Landet. Det var den saakaldte Hellig-Antonius-Orden eller St. Antonii Brødre, som Ordenens Medlemmer kaldtes. Denne Orden, der som Lægbroderskab kan føres tilbage til det 11te Aarhundrede men som først fra
