Mellem de Husraad, som Sydtysklands Bønder bruger, hører Planten „Springwurz“ (Euphorbi lathyris) til de hyppigere anvendte. Den benyttes fornemmelig i Sygdomme hos Dyr. For Menneskene ansees den mindre tjenlig, da den virker meget sterkt. Det tør og hænde, man har en vis Sky for at bruge den paa Folk; den har nemlig en Fortid, som ikke er helt uden Plet og Rynke.
I tyske Hexeprocesser og Skattegraversager spiller nemlig „der Springwurzel“ en Nolle, som ikke er af det gode. Den samme Kraft, som man nuomstunder tilskriver Planten, tillagde man den ogsaa i Fortiden, men i en kolossal Maalestok, idet den i sig skulde rumme alle Naturens forborgne Evner. Finderen eller Eieren af dette Tryllemiddel skulde nemlig ved det ikke blot være istand til at læge alle Sygdomme, Men og Brøst, men kunde ogsaa bane sig Vei til de Skatte, som laa skjulte i Bjergenes Indre. Der fandtes ikke det Laas eller Stængsel, som kunde holde igjen, naar det kom i Berøring med denne vidunderlige Plante.
Men hver den, som betjente sig af den, var ogsaa uhjælpelig hjemfalden til den onde.
– I de 60–70 Hexeprocesser, som man hidtil kjender fra vort Land, nævnes „Spingwurzel“ ikke. Man tør derfor gaa ud fra, at de Forestillinger, som knyttede sig til den, endnu ikke havde naaet herop i den Tid, da Hexebaalene flammede over Landet. I Grunden er dette ikke saa besynderligt, som det ved første Øiekast kunde synes. Vi har nemlig Sikkerhed for, at der efter denne Tid fra de sydgermaniske Folkefærds mythiske Forestillingskreds overføres forskjellige
