Fjøsgangen bestaar i den fordømmelige Vane og
Skik, at Karle og Drenge, som ei vil foragtes af andre,
søger om Natten, især hver hellig Aften, til Fjøset
eller Fæhuset, hvor Kvindekjønnet paa Loftet over
Kreaturerne haver deres Senge og uden Modstand
kaster sig til dem i Sengen. Det skammer ingen sig ved.
Forældre og Husfædre ved det, men anser det som
ganske fornøden til at befordre de unges Ægteskab.
Dette begynder Ungdommen strax paa, holder saa ved
mange Aar udi Samleie og det ofte i Flæng, da mange
Drenge løber til en Kvinde. Da kommer det an paa,
hvilken som sterkest er, prygler de andre fra hende og
søger ene Seng med hende. De afslagne løber da til
andre den Nat, men passer vel, naar deres Overmagt
ei er tilstede, at komme igjen en anden Tid. Hvor
sømmelig denne Skik er, kjendes deraf, at man ei almindelig
ser nogen staa Brud, uden hun er høi besvangret,
og mange besvangrede, som enten formedelst
Fattigdom eller fordi Forældrene ei vil afstaa deres Jord
for Datteren, bliver ugifte, ved ikke blandt de mange
at udfinde den rette Barnefader. Saaledes løber en
eller flere Drenge til tvende Søstre, og Brødre og
Blodsforvante løber til Kvinden. Hvor nu saadan
herskende Vane haver Overhaand, kan der mindst være
Mangel paa ukydske og urene Hjerter, som er bekvemme
til Satans Dyrkelse, som følger.
1. At faste til Mands. Det er: en eller flere Jenter dækker Juleaften et Bord i et enligt Kammer eller og i et Udhus, sætter Mad og en Skaal Øl paa Bordet, sidder fastende ganske Dagen ved Bordet uden at tale et Ord, til omsider det er Aften, da de siges at høre som en sterk Vind suse, hvorpaa Døren oplades, og en Lignelse efter den,
