der Fanden fik ingen Tilhører at se,
han skjæmtes at prædike mere
Man hørte, det Rygte med Tiden forsvandt;
thi Fanden derefter ei Leilighed sandt;
saa skal man den Abe fixere.
Petter Dass’s Nordlands Trompet (Rektor Erichsens Udgave, Kra. 1874. S. 107 f.)
Der findes i Retsakter fra Slutningen af det 17de Aarhundrede oftere Tegn til, at Utborder har været paa Færde; men deres Magt kom neppe nogensinde tiere til at udvikle sig i den Fylde som i den nys fortalte Kriminalhistorie fra Nordland. Provst Jens à Møinichen skulde saaledes efter sin Forflyttelse til Bergen opleve en anden Spøgelseshistorie, som havde stor Lighed med Spøgeriet paa Stegen, skjønt ikke han selv, men hans Søn Rektor Erik à Møinichen var den, som fik den nærmeste Befatning med den.
Fra gammel Tid af havde Hammers Sognekald ved Bergen været henlagt under Bergens Kathedralskoles Rektor. Med Undtagelse af en kort Tid i Slutningen af det 17de Aarhundrede vedblev dette Forhold at bestaa indtil Prestegjeldets Deling i 1749. Erik à Møinichen, der var Rektor i Bergen og Sogneprest til Hammer 1708–1728, skildres vel som en alt andet end duelig Skolemand, men han maa dog have været ret oplyst for sin Tid: mellem Henrettelsen i Stegen og den nedenfor sortalte Begivenhed ligger der kun 23 Aar.
I Aaret 1711 spurgtes der i Bergens Omegn, at det spøgte paa Gaarden Erstad i Hammers Preste-
