raabte det atter igjen: “Giv mig Mad!“ Manden sagde: “Jeg vil forsøge at lægge et Stykke Fladbrød under Kvernen,“ som han og gjorde. Spøgelset spurgte: “Hvad skal jeg gjøre med tørt Brød? Smaa Børn kan ikke æde tørt Brød alene.“ Da forsøgte Manden og lagde et Stykke Smør paa Brødet. Strax forsvandt det altsammen.
Manden lod mig det strax forstaa; men for adskillige Forhindringer kunde jeg ei saa Tid til at komme did før Domin. 25de Trinit., da jeg strax lod Tøsen for mig kalde og i Enrum hende examinerede, formanede til Bekjendelse, om hun vidste sig skyldig, dog forgjæves. Men det merkede jeg, at naar Lovens haarde Bogstav blev hende foreholdt, mistede hun saasom Mælet, saa jeg føie Svar kunde faa af hende. Hvoraf jeg sluttede en svar Samvittighed. Gav saa Befaling til hende, hun 3die Dag derefter skulde møde mig paa Skaalvold, som var den 16de November, hvilket og skede.
Da vi var komne did om Aftenen, hørte vi føie til Spøgelset, men Folket i Gaarden sagde, at det kastede og slog efter sig, der de gik hen og røgtede Kvæget. Om Aftenen holdt vi Kor, og siden formanede jeg hende med adskillige Motiver til en alvorlig Bekjendelse, hvoraf hun strax blev saa bevæget, at hun begjærede at tale med mig i Enrum. Derpaa gik jeg med hende ud i Gaarden alene, da hun aabenbarede for mig sin Gjerning, scil. at hun, desværre! var skyldig i Barnemord, som hun for 14 Aar siden havde begaaet lige efter Spøgelsets Anklagelse. Hvorpaa jeg trøstede hende, at Naaden i Himmelen var dog større end Synden paa Jorden, saafremt hun ofrede Gud et angerfuldt Hjerte i en stadig Tro til Jesu Fortjeneste etc.
