var fugtigt og Stenene var slibrige, maatte jeg lade blive at prøve derpaa .....
Dette Fossefald er det høieste af alle bekjendte Fossefald, ikke alene i Europa, men endog i hele Verden, skjønt det ikke fører den største Mængde Vand ....
Da jeg havde maalet Fossen, var Klokken 8 om Aftenen; jeg vendte tilbage, og en Mand viste mig en anden Fodsti tilbage til Hovedveien forbi en Gaard, der kaldes Berge og ligger 295 Alen høiere end det øverste af Fossen eller 1563 Alen over Havet. Fjeldet tæt over Gaarden er endnu 181½ Alen høiere, hvorfra man ser Maane-elven ovenover Fossefaldet, hvor den endnu gjør adskillige smaa Fossefald, efterat den er kommen ud af Mjøsvandet; her fandt jeg en Bygager, som ikke kunde modnes i denne Høide, naar den savnede Ly for Vindene af Fjeldene rundt omkring. Paa denne Gaard nedstyrtede for nogle Aar siden fra Fjeldet en Snelavine om Natten og flyttede Huset flere Alen og dræbte en af de nuværende Beboeres Sønner. Noget lavere ned imod Fossen ligger en anden Gaard, som kaldes Fosse og i en temmelig Afstand fra Fossen. Naar der er Flom, og Isen om Vaaren løsner i Fossen, zitre Bygningerne saa sterkt, at Dørklinken bestandig giver Lyd fra sig ved Dørens og Husets Rysten. Jeg kom tilbage til Bø Kl. 12 om Natten, da det varede længe, inden vi fandt Hestene, som vi havde sluppet i Fjeldet for at søge sig Føde; desuden tog vi Feil af Veien, da det blev mørkt og vi holdt os formeget til venstre Haand af Frygt for at styrte i Elven .......“
Resten af Esmarks Reiseskildring handler fornemmelig om geologiske Undersøgelser i forskjellige af de thelemarkske Dalstrøg, og vi skal ikke opholde os ved den.
