Plads, kaldet Krogen, hvor en gammel Kone gav os noget gjæret Melk at drikke. Da denne Kone skulde vise os Veien, maa jeg anmerke, at hun havde saa svagt et Syn, at hun ikke kunde kjende de Penge, jeg gav hende for hendes Melk, men befølte dem og spurgte, hvad det var for Penge; hun havde derhos saa svag Hørelse, at man maatte raabe hende Svarene ind i Øret. Hun slog sin Dør i, tog en Stav i Haanden og bad os følge sig.
Da hun havde saa svagt et Syn, kunde jeg ikke formode, at hun vilde føre os den farlige Fodsti; men hun førte os just denne Vei, som i Begyndelsen ikke saa saa farlig ud, men den blev alt farligere og gyseligere. Thi man tænke sig en Fjeldvæg, der gjør en Vinkel af 70 Grader mod Horizonten, hvorpaa der fandtes nogle Ujevnheder og hist og her lidt Jord, hvorpaa man kunde fæste en Fod, – thi den var ikke saa bred, at man kunde sætte Fod ved Fod –, og nedenunder Foden en Afgrund, som var saa gyselig, at man neppe kunde se derned uden at blive svindel. Jeg merkede da, at det maatte være Mari-Stien, hun førte os paa. Dog det var for sent. Thi Konen, som var vant til at gaa denne Sti, var saa langt forud, at hun ikke hørte, vi raabte hende tilbage, især da hun var saa tunghør, og jeg turde ikke vende om igjen, da jeg var uvis om at træsfe de samme Trin, som hun var gaaet. Jeg maatte altsaa haste for at følge hende og finde de samme Trin, hun gik, der førte hende snart flere Alen over os, snart flere Alen dybere ned. Min Bergmand var langt tilbage; thi han krøb mere, end han gik, og holdt Hovedet vendt fra Afgrunden. Da hun endelig var gaaet den største Del af Stien, satte hun sig ned og biede paa os. Hun sagde os da, at
