som Gud af sin Næve udsendte,
hvad Stormen ei slog, det Ilden borttog,
som Kirkens Indretning opbrændte.[1]
Hvor er nu dit Alter? Dit Orgelverks Fryd?
Din Messing Pillarer og andet?
Hvor er nu din’ Kroner? og Klokkernes Lyd?
Med Aske det findes beblandet.
Hvo skuer dit Men, om han ei er Sten,
hans Øine maa flyde i Vandet.
Gjør vel imod Zion din elskelig Brud,
o Zebaot! Murene bygge!
Vi længes at komme til Herren vor Gud.
og under hans Vinger bo trygge.
Lad komme et Tag paa dit Dueslag,
din Naade lad være vor Skygge!
– – – – – – – – – – – –
Men da Vor Frue Menighed fik Nys om, hvad der var i Gjære, blev der ikke liden Fortrydelse over, at Byens fornemste og rigeste Borgere ikke længere skulde have nogen egen Kirke, og dertil opgive sine Familiebegravelser i den nys afbrændte. Man overhængte nu Generalen om, at han maatte forandre sin allerede afgivne Indstilling. Menigheden skulde selv gjerne bære Omkostningerne ved Opførelsen af sin Kirke, ikke blot for denne ene Gang, men ogsaa for Fremtiden, om den maatte ødelægges af Ildebrand. Men Generalen blev ved sit, og nu indgav Menigheden med sine Prester, Sebastian Withe og Peter Lund, i Spidsen
- ↑ I en frygtelig Storm af S.V., der indtraf den 11te December 1689 ved Midnatstid, indblæste Taarnet paa Domkirken og mange andre Kirker i Trondhjemsfjordens Nærhed. Henved 3 Aar tidligere – 23de Januar 1687 – havde Lynet slaaet ned i Taarnet.
