Side:Øverland - Af Sagnet og Historien.djvu/126

Disse Optrin havde angrebet Lensherren meget sterkt. Der blev ikke Tale om at fortsætte Reisen videre; han vendte tilbage til Trondhjem, hvor han den følgende Dag lod sit Følge aflægge Vidnesbyrd om, hvad der var foregaaet paa Vold. Juledags Morgen indfandt Lensherrens Folk sig mandsterke paa Gimse for at føre Klemet som Arrestant til Trondhjems Gaard. Men denne havde af en Dreng i Nabolaget netop faaet Efterretning om deres Komme og var strøget til Skogs. Først da Helgen var omme, fik man opspurgt, hvor han holdt sig skjult, og snart sad han i sikker Forvaring bag Kongsgaardens Mure. Tirsdagen efter førtes han frem for Domstolen. Det vilde Mod, som havde besjælet ham i Julen, var bleven tæmmet under Opholdet i Skoven. Nu var Turen kommen til ham at føle Øxen svæve over sit Hoved, og nu anraabte han lige saa indstændig Lensherren om Skaansel og Naade, som denne nys før havde gjort paa Gaardspladsen paa Vold. Klemets Slægtninge og Bekjendte fra Bygden havde i stort Antal indfundet sig i Retten for at hjælpe paa hans Sag. Dengang var Hans Mortenssøn Wesling Lagmand i Trondhjem. Det var en af de elendigste og mest sneverhjertede Dommere, som nogensinde har beklædt en Lagstol i vort Land. Det hændte nok ofte, at hans Domme ikke bleve godkjendte, naar de indankedes for Herredag eller Overhofret. Den Kjendelse, som han denne Gang afsagde, stod paa samme Høide som hans Dommerfærd forøvrigt. Under Afholdelsen af selve Forhøret syntes han at have taget saa vidt muligt Hensyn til, hvad Lensherren Hans Hansen kunde være sig bekjendt. Men da der herunder fremførtes Vidner paa, at Bonden havde raabt, at selv Kongen skulde ei ustraffet