Veien var tung og Føret slet. Da Følget var
kommen op i de svære Bakker, som fører forbi Gaarden
Gimse i Melhus, var Iver Baltzerssøns Hest bleven
saa træt, at det lod til, den ikke orkede at gaa længere.
Da han nødig vilde, at Lensherrens Reise af den
Grund skulde forsinkes, sendte han Bud ind paa Gimse,
hvor en af Bygdens Kakser ved Navn Klemet boede,
om at faa laane en Hest til Nabogaarden Vold. Sønnen
paa Gaarden fandt det selvsagt, at Skriveren
maatte blive hjulpen. Uden at spørge Faderen om
Tilladelse tog han en Hest af Stalden, satte sig op
paa den og red bag efter Følget.
ude paa Tunet paa Vold var Lensherren staaet af Slæden og talede med Opsidderne Jens og Roald. Længere nede i Dalen havde han faaet Nys om, at der skulde have samlet sig en Del drukne Bønder i Nærheden. Hans Hansen var i det Hele ikke nogen Mand efter Bondens Hjerte og havde derfor liden Lyst til at træffe sammen med dem, naar de var fulde. Han krævede derfor af Seng og Roald Vold, at de skulde følge ham et Stykke paa Vei. Da kommer der en Mand ridende i fuldt Firsprang med Hujen og Skrigen ind paa Gaarden. Det er Klemet Gimse. Han havde spurgt, at en af hans Heste var tagen til Skydsfærd, og sandsynligvis havde han smagt vel meget paa Juleøllet til at have Samling nok til at forhøre sig om, hvorledes det egentlig hang sammen dermed. Derfor kom han nu ansættende med en tung, jernbeslagen Øxe i Haanden for at tage sin Eiendom tilbage. Han stryger i fuld Fart saa tæt forbi Lensherren, at han er nær ved at tumle overende „Hvad Djævelen skal det betyde?“ raaber Hans Hansen. Han troede, at det var en af de drukne Bønder, som han
