Hesten hans Stemme, før den knæggede til Svar, saa det gav Gjenlyd i Kirken, sprang frem og tilbage i Spiltauget, indtil den kom løs, og ilede hen til sin Herre. Den barske Kriger blev saa rørt over Hestens Hengivenhed for sin gamle Velgjører, at han ikke alene lod dem drage hjem sammen, men endog gav Hallbjørn en Gave med.
Christian Carlstrøm, Prosteriet Hedemarkens geistlige Antiqviteter (Univ. Bibl. Man. Saml. 384. 4to).
En Sommernat ved Olsokstid 1676 søgte et svensk Streifparti paa 600 Mand at trænge over Merakerfjeldene ned i Stjørdalen i det trondhjemske. Hensigten var dels at røve og plyndre disse opblomstrende Bygder, dels at overrumple en liden norsk Troppeafdeling, som laa i Leir ved Oberst Schultz’s Gaard Vernes, tæt ved Kirken. Langs Grændsen fandtes der ingen Soldater; thi tidlig om Vaaren, strax Veiene var bleven farbare, var næsten alt Mandskab bleven sendt til det søndenfjeldske for at deltage i Gyldenløves Operationer. General Reinhold von Hoven, en Liflænder, som havde den høieste Kommando i det nordenfjeldske, havde imidlertid givet Bønderne i Meraker Befaling til at bevogte sine egne Grændser; det var bleven ordnet saa, at to og to af dem om Gangen uden Ophør skulde patruljere paa Jemtlandsfjeldene.
Samme Nat, som Svenskerne brød ind over Grændsen, fik den udsendte Vagt fra en Høide tilfældigvis Øie paa dem. Merakerbyggerne raabte dem an og spurgte, hvor de agtede sig hen. “Svensken svarer:
