l3 ‘ Bergen, der ikke kom i Kongens Magt. Ved begge disse Leiligheder led Østeraat betydeligt og blev ligefrem plyndret. Efter at Kong Christian om I Sommeren l532 var kommen iFangenskab, havde — ‘ Erkebispen ingen anden Udvei end at slutte et haardt Forlig baade med Kong Frederik I og Fru Ingerd og hendes Svigersønner, og i dette”og det følgende Par Aar synes han at have maattet erstatte dem det forvoldte Tab næsten til sidste I—lvid. Det er derfor begribeligt, at Erkebispen under ’ Grevefeiden og endnu saa sent som i Julen l535 -36 har tænkt sig at turde tage sin Mon igjen i l Haab om den I—Ijælp, der var ham lovet fra Pfalz- greve F redrik, Kong Christian II.s Svigersøn. Da denne imidlertid svigtede, og efterat Kong Christian III var valgt til Konge og Reformationen indført, begreb Erkebispen let, at han ikke kunde holde sig paa Stenviksholm mod Kong Christian lII.s Krigs- magt, som han kunde vente sendt imod sig. I April l537 forlod han derfor Stenviksholm med det meste af sine Kostbarheder og sit Arkiv og . drog til Nederlandene, hvor han det følgende Aar afgik ved Døden i Lier. Ved Udreisen af Trond- hjemsf jorden plyndrede hans Søstersøn og Befat
