Folk finde Stæd. Nu iblandt dette er det en Sag af en ey saa ringe Vigtighed, at man indretter Skrivemaaden saa let, naturlig og ligefrem, skee kan efter Udtalen. Det er dog vel ingen virkelig Zirat i et Sprog, at man gjør det forvirret og vanskeligt, som kunde være tydeligt og let? Naar Sproget skrives ligefrem, da kan Børn (hvor mange fattige og ordinære Folk, saa vel Voxne som Børn, kan ey ret læse i Bog?) saa meget lettere og snarere lære at bogstavere, læse og skrive rigtig, Fremmede hastigere forstaae Sproget, og ustuderede Folk ey saa meget tage Feyl i Skrivningen; da de endog i de Ord, som skrives ligefrem, oftest fⱥrseer sig, allene fordi de veed, at det eller hint Ord skrives anderledes, end det udtales; da de f. Ex. gjør saadan Slutning: det Ord Skielm, strives med k, i og, e; altsaa bør man og skrive, Skiel (i St. f. Sjæl) efterdi Udtalen er aldeles liig.
Mange mener, formedelst Vanen, at de skriver saa ligefrem, stee kan, og at de derimod taler ligte efter Skriften; men (iblandt andre) nys anførte Ord, Skielm, som det almindelg skrives, viser, at de kan tage Feyl. Thi 1) høres k ikke, uden man tvinger sig til at udtale den. 2) Bør i ikke skrives uden hvor reen i høres, som ey skeer i dette Ord, thi saa blev det to Stavelser; men her bør staae j. 3) Høres tydelig i dette Ord æ, men ey e; altsaa bør man skrive, Sjælm. Jeg troer ikke, nogen med Sandhed kan sige, at det er urigtigt.
Jeg har vel hørt dem, som har sagt: at man i Udtalen kan høre: f. Ex. g i giøre, h i hvad, k i Skielm; men hvorvidt saadant er sandt, overlades til enhvers upartiske og betænksomme Dom.
