flere sammen, hvor en kunde være nok, eller og sættet en Bogstav i Stæden for en anden; som man vel kan see af det Engelske, Franske og mange flere Sprog. Enhver maae dog vel tilstaae, at saadant i sig selv er en stor Urigtighed, som medfører en Hoben Vanskelighed, og derfor engang burde reformeres og forandres, om ikke alt paa en Gang, saa dog Tid efter anden. Thi da Skrift vel ikke anderledes er at ansee, end som stiltiende Tale, og Bogstaver de Leed, hvoraf samme er hæftet sammen; saa følger deraf ligefrem denne Slutning, at Skriften saa vidt muelig bør stæmme overeens med Talen, og at man bør bestæmme sine Ord paa Papiret, net op med de Bogstaver som tydeligst i Udtalen høres. Vort Danske Sprog, naar det tales rigtig (thi en urigtig Tale, eller efter en og anden Dialect, kan ey bestæmme noget) er i Udtalen simpel og ligefren, og behøver ingen Aspiration af h, i og andre Bogstaver, eller at man skal tvinge sammen 2 à 3 Bogstaver, for at udtrykke en besynderlig og sammenløbende Lyd, som vel skeer i visse andre Sprog; og derfor lettelig kan forandres til en simpel og tydelig Skrivemaade, i Fald ellers ikke Vanen, som ofte misbruger sit Herredømme, som og tildeels (hos nogle) Overilelse, Ukyndighed, og den skadelige Fordom, at man veed det rigtigste; maaskee vilde sætte sig derimod, og udraabe den liden Forandring, som derved maatte skee, for noget sælsomt og urimeligt.
Jeg veed vel, at naar en Forbedring eller Forandring skal bestaae deri, at man afskaffer en gammel Feyl, for igjen at indføre en anden af en nyere Mode; saa gjør den klogest, som bliver ved det gamle, naar Middelveyen ey kan tages. Men en langt anden Sag er det, naar noget kan gjøres let, naturligt og fatteligt, saadan Forandring bør vel hos kloge
