Sekter

Fra Wikikilden
Hopp til: navigasjon, søk
Samlede værker
Gyldendalske Boghandel Nordisk Forlag (Bind 3s. 361-364).

Der er faa Ting saa ufordragelige at være Vidne til, som den Haan og Foragt, hvormed der fra Statskirkens høie Vinduer skues ned paa dem, som staar udenfor — disse Dissentere, Sekteriske, Sværmere, Fanatikere — rækkevis af mer eller mindre uvillige Navne helt ned til Skjældsord.

Medens de „arme Hedninger“, som ingen ser og ingen kjender, ligger saa mange varmt og nær til Hjertet, saa er disse vore egne — i Almindelighed fredelige, fromme Folk udsatte for hele det kompakte Samfunds Uvilje, for Tilsidesættelse fra oven, for Smædeviser og knuste Ruder fra neden.

Saa tales der om Moderkirken og Moderkirkens Skjød, og man glemmer aldeles, at selve denne Moderkirke ikke er det mindste andet end en Sekt — en liden Sekt løsrevet fra en større Moderkirke, som netop ser sin Styrke og sin Fortrinlighed deri, at den har løsrevet sig — akkurat som de smaa Sekter har reddet sin Samvittighed ud af Statskirkens Sodoma og Gomorrha.

Thi det, som egentlig er det irriterende for de Fleste ved disse Sekter, er dette, at disse, som gaar ud af Moderkirken, ligesom vil være klogere og bedre end de, som blir indenfor; med andre Ord: Sekt hader Sekt, de store de smaa og de smaa de store; dette: „at have Ret“ er Bevæggrunden for meget Had blandt Menneskene og for meget Hykleri.

Men i det Religiøse kaldes det: „at have Ret“ for at eie Sandheden alene helt og udelt; og naar Selvgodheden naar til Randen af Stormandsgalskab, forkynder en Præst i en Sekt, at Gud selv har „bekjendt sig“ netop til den samme Sekt; og saa væves der op om Moderkirken og Moderkirkens Skjød samtidig med at Hjerter og Læber flyder over med Hads- og Haansord mod dem, som vil tillade sig at eie Sandhed udenfor vor egen privilegerede.

Og hvad der gjør dette dobbelt forargeligt at være Vidne til og tifold mere demoraliserende at være delagtig i, det er, at hver eneste Sekt søger sin Berettigelse ikke i at finde paa noget nyt; men netop i at søge hen til noget gammelt i de fælles hellige Kildeskrifter.

Al Sekt er Reformation, Forbedring eller Opfriskelse enten i Liv eller Lære — det bliver ikke altid til synderlig Forbedring, men i sin Idé er enhver Nydannelse i det Religiøse en Tilbagevenden til nøiere Efterfølgelse og klarere Erkjendelse af Skriftens Lære.

Og saaledes fremkommer dette ganske abnorme, at Sekten — de skabbede Faar, som Moderkirken forhaaner, de staar med Ordet og Bibelen i Haanden, saa de for sin egen Samvittighed maa skille sig ud.

Som nu for Exempel disse talrige Sekter før og nu, som finder en ordentlig Daab for det voxne Menneske nødvendig — de har jo faktisk hele Skriftens Ord for sig, de har indtil en nøiere Beskrivelse af Mesterens egen Daab. Hvad Under om samvittighedsfulde Christne ikke kan slaa sig til Ro med denne ganske symbolske Handling, at et lidet Barn faar lidt Vand paa Hovedet uden at vide af det, — en Praxis, som Præster, længe efter Mesterens Død fik vredet ud af det ene Skriftsted: Lader de smaa Børn komme til mig.

Man tænke sig det modsatte:

Tænk om Moderkirken havde fastholdt dette som det eneste rigtige: først Omvendelse og saa Daab, og tænk om Daaben endnu var i sin rene uforfalskede Skikkelse; nemlig fuld Neddypning i Vandet; tænk saa, at der kom en Sekt, som lærte, at denne i Skriften fuldt ud begrundede Lære og indtil Detaillen forordnede Udøvelse af den vigtige Handling — det var altsammen noget forældet, som skulde udrenses; det var fuldkommen nok og skriftmæssigt, at en ung Dame holdt et Spædbarn hen til en Kumme lunkent Vand, hvoraf Præsten saa skulde tage en Haandfuld og hælde paa Barnes Hoved.

Man tænke sig sligt! — hvilken Larm her skulde blive over et saadant aabenbart Brud paa Skriftens klare Ord, — saadan et Menneskepaafund!

Og nu — saa rent omkalfatret Skriften har Præsterne! nu er det Sekt og Udstedelse at holde sig til Ordet, medens Moderkirken — Moderkirken selv staar og trodser paa det aabenbare Brud, paa et Menneskepaafund.

Nu er der igjen nogle Folk ude paa Jæderen, som ikke kan faa Fred for sin Samvittighed: de maa holde sig til Ordet: altsaa bliver de „Gjendøbere“ — og udstødte, forhaanede og forulempede paa alle Maader.

Om Stifteren er en redelig Overbevist, som det ofte hænder med saadanne Sektdannere, eller om han er Spekulant, hvilket jo ogsaa ofte hænder, — det er ikke godt at vide, og kommer ikke Sagen ved paa dette Punkt. Men i Læren skiller hans Venner sig tilsyneladende ikke i noget væsentligt Punkt fra Kirkens Lære. De er lidt mere letlivede; og — saavidt man kan forstaa — lægger de mest Vægt paa det fortrøstningsfulde i Tanken om, at Synden er udsonet og borttaget ved Frelserens Død, og dvæler mindre stærkt ved den daglige Synd, som udmærker Pietister og andre.

Men saa har de den gamle oprindelige Maade med Sakramenterne; de afskyr den hvide fabrikerede Oblat og „bryder Brødet“ ved Nadveren; og ved Daaben bruger de den gamle Neddypning i Vand.

Og deres Medchristne — Moderkirkens egne søde Børn — de flokkes med Haan og Stenkast om dem, saa nu døber de stakkels Mennesker midt paa Natten.

Men ogsaa fra oven i Samfundet er de truet ved Love og forhaanet offentlig. Det vil gjerne falde sig saa, at Dadelen over disse, som bryder sig ud sin egen Vei, vil komme haardest fra den høire Side i Samfundet, fra dem, der holder paa Statsinstitutionerne som de er, uden at ville se en Tomme længer.

Alligevel er det en Tilgift i Ufordrageligheden, naar man offentlig i en Avis læser følgende:

„Gjennem en Række af Aar er der af Folk, som i Navnet tilhørte Kirken, prædiket med Kraft bort fra denne. Den, som holdt sig til Kirken og ikke var stadig Gjæst i de selvbestaltede Prædikanters „Opbyggelser“, var et Verdensbarn, Kirken et Samlingssted for de „Verdslige“. Kirkens Tjener (Præsten) blev forhaanet og forfulgt paa mange Slags Maader. Alene i den „lille Broderkreds“ var der alvorlige Christne. — — — Hvor Jordbunden var saaledes beredt, der kunde man vente sig noget af hvert.“

Istedetfor at tale overlegent om Lægmændene var det meget rettere at se lidt paa Præsterne; thi de er det dog, som har havt baade Tiden og Magten til at berede Jordbunden. Og jo mere man er kjendt med Forholdene, desto mere viser det sig, at uduelige og forøemmelige Præster netop bereder Jordbunden omkring sig — saaledes at forstaa, at den uhjulpne religiøse Trang i Almuen just nødes til at hjælpe sig selv og finde sig selv tilrette i de vanskelige Kildeskrifter.

Derfor skulde hele Samfundet, men først og fremmest den konservative Del være mild og overbærende med Sværmeme og lægge Had og Haan tilside i et Land, som roser sig af Religions-Frihed.