Savojarden
Fuldmaanen skinner paa den frosne Rude,
Og indenfor den er det varmt og trygt,
Men ude er det koldt og Storme tude,
I Skogens Graner suser det saa stygt.
Og Ulves Hylen høres fra det Fjerne,
De tude gridske efter blodigt Rov.
Hver ensom Vandrer bede Gud sig værne,
Ei gaaer han glad igjennem mørke Skov.
Da aabnes Døren til den lune Stue,
Og over Tærsklen træder sagte ind
En liden Gut, belyst af Arnens Lue
Han staar der skjælvende med hviden Kind.
En Violin han holder under Armen,
Hans hele Eiendom paa denne Jord;
Og mens han gjemmer kolde Haand ved Barmen
Til Husets Folk han taler disse Ord:
‘Jeg frygter saa, jeg hører Ulven tude, Og Stormen suser gjennem Skog og Krat, Det er saa koldt, det er saa fælt derude, — O! lad mig hvile her i denne Nat!’ — ‘Hvad?’ svared onde Husbond, ‘vil du tigge? Strax ud igjen, jeg ta’er ei mod en Slig, Gaa ud i Sneen, der kan du faa ligge, Se, der er Plads god nok for En som dig.’
‘O!’ hvilken Zittren, mens hans Taarer trille Ad Kinden ned, ‘hvorhen skal jeg da ty? — O! Alt, jeg kan, skal jeg for eder spille, Giv mig for Stormen blot inat et Ly!’ ‘Nei!’ var det Svar, han fik, ‘nei har jeg sagt dig, Jeg vil ei ha’e dig her, jeg be’r dig kun, At du vil hurtig komme bort, og agt dig For mer at komme hid og tigge, Hund!’
Med Taarer gik han bort; beklemt og bange Han vandrede igjennem Veiens Sne, Og der laa Strækninger, saa vide, lange Imellem hver en Gaard, som lod sig se,
<poem>Og overalt blev koldt han vist tilbage;
Da satte træt han sig ved Veiens Kant,
Og fra hans Hjerte strømmed bitter Klage,
Og salte Taarer paa hans Kinder raudt:
‘O, Moder! vidste du, hvad jeg maa lide,
Du vilde græde, græde bittert vist,
O! at jeg maatte skilles fra din Side,
Mon hvad min Skjæbne bliver her tilsidst.
Ak! Armod rev mig fra min Moders Hjerte,
Jeg maatte ud paa denne onde Jord,
Jeg spilled lystigt, o! men ak! med Smerte,
Med større Smerte vel, end Nogen troer!
‘Her sidder jeg i Uveirsnattens Farer,
Mens Sneen fyger om min nøgne Barm,
Mens Ulvens Tuden paa min Klage svarer
Og Storm, der gaar igjennem Skog med Larm.’ —
Da standser han og lytter; thi han hører,
At mer og mer sig nærme Ulvene.
Forfærdet staar han op, han Øiet tørrer
Og vader ilsomt gjennem dybe Sne.
Snart staar han ved en Sø. Sig Isen strækker
Saalangt hans taarefyldte Øie ser,
Han frygter saa, at Ulvene ham rækker,
Thi Hylet, Larmen høres mer og mer.
Det nytter ei, hvormeget han sig skynder;
Ak, Stakkel! nei, de vil ham sikkert naa,
At trættes ud hans svage Krop begynder,
Tilsidst han mægter ikke mer at gaa.
Da sætter han sig ned med Gru: han tager
Sin Violin; for sidste Gang den lød: —
Da Krat og Grene gjennem Skogen knager,
Og Ulveflokken hen imod ham skjød; —
Men se! med Et den standser, da den hører
De bløde Toner til sit Øre naa,
Det synes, som det deres Hjerte rører,
Thi logrende de vilde Rovdyr staa.
Glad stryger han af alle Livsens Kræfter,
Men længe ei han kan det holde ud,
Snart Haanden skjælver, ei han mer den løfter,
Og sagte stammer han en Bøn til Gud:
‘O! Fader! kort mit Endeligt Du gjøre.
Lad saa mig komme til Din Salighed,
O! ja jeg ved, at Du mig vil bønhøre,
Og Trøst Du sende vil til Moder ned!’
Saa bad han taust og kasted Violinen
Og lukked Øiet foldende sin Haand,
Frem fare Ulvene med hæse Hvinen,
Nu fængsled ei dem mere noget Baand,
De styrte frem og i et Nu ham dræbe.
Dog let og smertefri han fik sin Død,
Thi ei et Skrig, ei Suk kom fra hans Læbe,
Mens Hjerteblodet farved Sneen rød.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |