Søorme
„Om Søormen veed jeg ei nogen Beskeed,
Jeg haver ham aldrig med Øinene seed,
Begjerer ei heller den Ære;
Dog kjender jeg mange, som mig have sagt,
Hvis Ord jeg og giver sandfærdelig Magt,
Han maa ret forfærdelig være.“
Nordlands Trompet.
Saavel i de ferske Vande og Elve, som langs med Norges Kyster findes uhyre Søorme, der dog ere forskjellige baade med Hensyn til deres Udseende og Størrelse. Efter den almindelige Tro fødes de paa Land og have deres første Tilhold i Skove og Steenurder, hvorfra de, naar de blive rigtig store, eller have faaet Smag paa Menneskeblod, tye ned i Indsøer eller Havet, hvor de voxe til en forfærdelig Størrelse. Kun sjelden vise de sig, men betragtes da som Varsler for vigtige Begivenheder. I de fleste af Landets Indsøer og Floder af nogen Betydenhed har man, ifølge Sagn, engang i Fortiden seet disse Uhyrer opstige fra Vandenes Dyb og derved bebudet en eller anden vigtig Begivenhed. I de ferske Vande har nu i Mands Minde Ingen vist sig, derimod seer man dem stundom i Fjordene, naar det er blikstille. I Snaasenvand findes en stor Orm, som aarlig kræver et Menneskeliv og i Sælbosø findes En, som har ligget der ligefra Syndfloden. Naar den engang vender sig, vil den nedbryde det Fjeld, som nu dæmmer for Søen og Følgen deraf bliver, at Throndhjem oversvømmes. Nogen Tid efter den sorte Død, fortæller et Sagn, kom der tvende store Orme fra Foksøen forbi By ned i Lougen, hvoraf den ene endnu skal findes der; men den anden forsøgte for et Par Aarhundreder siden at gaae ned ad Elven til Gulosen; der slog den sig ihjel i en Fos og drev over til Braaleret ved Bynesset i Nærheden af Throndhjem, hvor den forraadnede og gav saadan Stank fra sig, at intet Menneske kunde komme Stedet nær.
I Gousbo Vand i Skaffe i Thelemarken og i Lundevand paa Lister findes ogsaa Søorme. Gousboormen overfalder undertiden Heste og efterlader en Blodvei, der sees ned til Vandet og Lundeormen lader sig ei see, undtagen en Konge skal døe eller en anden vigtig Begivenhed indtræffe.
Af alle de Orme, som findes i de norske Vande, ere ingen blevne saa berømte, som de, der findes og fandtes i Mjøsen. „Blandt de mange Ting,“ fortæller en gammel Beskrivelse over Hammer, „der bebudede Hammers Fald, var ogsaa en stor og forfærdelig Orm i Mjøs, som syntes at naae fra Ølandet og ind udi Kongens Land, men strax forsvandt. Iligemaade lod sig Dag efter Dag mange store Orme see udi Mjøs, der sloge sig i mange store Bugter og dreve Vandet høit op i Veiret. Dernæst kom den første store Orm tilsyne igjen, men løb ved sin raske Fart op paa et Skjer udenfor Communitetet. Hans Øine vare saa store som en Karbund og havde han en lang sort Man, som hængte langt neden hans Hals. Da den ei kunde komme af Skjeret igjen, men laa og slog sit Hoved mod samme, tog en af Bispens Drenge, som var en Vovehals, en Staalbue, og skjød ham med saa mange Pile i Øiet, at Vandet rundt om blev farvet grønt af den udflydende Materie. Samme Orm, der spillede i mange Farver, var forfærdelig at see paa. Den døde af samme Pileskud, men gav siden saadan Stank fra sik, at de omliggende Almuer paa Bispens Opfordring maatte forene sig om at faae den opbrændt, hvilket og skede. Beenraden laa mange Aar siden paa Stranden. Den mindste Part af hans Rygbeen kunde neppe en voxen Karl bære. Bispens Dreng fik god Betaling af Almuen, der maatte øde mange 100 Læs Ved førend den onde Stank og Lugt kunde forgaae.“ Efter et andet Sagn var det en Munk, som skjød en Piil i Øiet paa Ormen, som derpaa drev hen til Helgøen, hvor en Mand drog Pilen ud af den døde Orms Øie. Stedet kaldes til Minde derom den Dag i Dag Pilestøa. Ikke destomindre findes der endnu en Søorm, der snoer sig om den store Klokke fra Hammer, som man veed nedsænktes i Syvaarskrigen i Akersviken. Klokken skal man i klart Veir endnu kunne skimte; men forgjeves har man forsøgt paa at bringe den op, uagtet man engang skal have faaet den lige op i Vandskorpen.
[Meddeelt.]
Anm. (Klüwer 112. Top. Journal 13, 116. Oedmann 351. Budstikken 2, 823). At disse mjøsiske Orme ei have været at spøge med, kunne vi see af en gammel Beretning fra 1656, der findes i Pontoppidans Norges naturlige Historie 2, 65. En saadan Wasserwurm tog sig en Tour fra Mjøsen over Land til Spirillen, og er formodentlig da den samme, som mod onde og farlige Tider viser sig i denne Sø. (See Top. Journ. 30, 179). „Er var anzusehen wie ein gewaltiger Mastbaum, was ihme im Wege stunde, das warf er übern Hauffen, auch selbst die Bäume und Hütten. Er erschreckte mit seinem großen Gezisch und erschrecklichen Brüllen alle umher wohnende Leute.“
At Verdenshavet i den nordiske Mythologi betegnes under Billedet af den berømte og frygtelige Midgaardsorm, der i Mytherne spiller en saa vigtig Rolle, er vel vist; men om de mange Sagn om Orme i de norske Søer fra den have deres første Oprindelse tør jeg ligesaalidt paastaae, som afgjøre, om disse Sagn grunde sig paa noget Virkeligt eller kun ere opdigtede.
At derimod i stille Veir ved Norges Kyster stundom vise sig uhyre Søorme kan neppe benegtes, da troværdige Folk forsikkre endnu i vore Dage at have seet dem (Sammenlign den vestlandske Tidende No. 22, og Hr. Sorenskriver Bloms samt Biskop Neumanns paa troværdige Folks Beretninger grundede Vidnesbyrd. Budstikken 6te Aargang 159 og 578, Urda 2, 158, Morgenbladet for 1837 No. 272, hvor en Afhandling af nordisk Ugeskrift, findes optaget. Sammenlign das Meer, seine Bewohner und seine Wunder, af Zimmermann 1837 og Morgenbladet 1839 No. 361. Dagen 1835 No. 78). Hertil kan lægges den naturkyndige Hibberts Erklæring i hans description of Shetland P. 565. „The existence of the sea-snake, a monstre fifty-five feet long, is placed beyond a doubt by the animal, that was thrown on shore in Orkney, the vertebre of whichh are to be seen in the Edingburgh-Museum.“
Den Skribent, som hos os mest udførlig har omhandlet Søormen, er E. Pontoppidan i hans Norges naturlige Historie, hvor endog 2 Afbildninger af Søorme findes. Efter hans Vidnesbyrd, der grunde sig paa bergensiske og nordlandske Sømænds og andre Øienvidners Beretninger, opholde disse Uhyrer sig i Havets Dyb, undtagen i Juli og August, da de i Havblik komme op i Vandskorpen, men synke igjen, saasnart Vinden det mindste begynder at kruse Vandspeilet. At lignende Sagn for over hundrede Aar siden løde i Nærheden af Flekkefjord kan sees af Gyldenlöves Dag-Register 1705. Efter Commandeur de Ferrys 1746 for Retten aflagte Vidnesbyrd „var den Søorm, han saa i Nærheden af Molde, ellers af Skabning i Hovedet som han holdt mere end 1 Alen over Vandet, som et Hestehoved, graaagtig af Couleur og Mulen ganske sort, meget store sorte Øine og et langt hvidt Fax, som hængte ham over Halsen i Søen; man saa ellers 7 à 8 Bugter af samme Dyrs Krop, som var meget tyk, ligesom der og efter Gisning var en Favn imellem hver Bugt.“ (Pontoppidan 2, 321). Efter den daværende Prest paa Herø, Tuchsens og Nabopresters Vidnesbyrd vare disse Søorme saa tykke, som et dobbelt Øxehoved, havde store Næseborer og blaa Øine, som i Frastand lignede et Par blanke Tintallerkener. Paa Halsen havde de en Man, der i Frastand lignede Tang. Bevergjel skulle de sky. Hermed fortjene at samenlignes den gamle svenske Historieskriver Olaus Magnus’s Vidnesbyrd i hans historia de gentibus Septentrionalium Lib. XXI C. XXVII og Olafsens islandske Reise 794.