Sæterpigen og Jægeren

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

I.

Rødmusset, blaaøiet og hvidtandet ere de ægte Mærker paa de Nympher, som nu i Virkeligheden boe i vore grønne Skove, og disse ere Sæterpigerne. Naar den varme Junisol har smeltet Sneen af Aaserne, og det begynder at grønnes i Lierne, da viser der sig, — ikke smidige, lette, elastiske, slanke Skikkelser, — men unge, velskabte; rundformede, gjennemsunde, stærke Jenter, der paa sikre Fødder vove sig did, hvor kun Jægeren kan følge dem. Fra Slutningen af Juni Maaned til Begyndelsen af October ligge disse kjække Piger tilfjelds, uden at have, fra Ugens Begyndelse til dens Ende, noget andet Selskab end Kreaturernes; men Lørdagsqvellen er Sæterpigen omhyggeligere klæd og mere fager, da gløtter hun paa Sæterhyttens Dør og venter Jægeren. Han hviler Natten over i Sæteren, men deri er intet ondt. Mellem dette Par er der et Sødskende-Forhold, som den eensomme Naturs Genius har helliget. — Naar Solen rinder, er hun oppe, naar Solen daler, qveller hun, og hun sover i sin Skindfeld saa sødt, og drømmer saa smukt om sine Kreaturer; disse elsker hun næsten som om de vare hendes Søstre, og hun har et forunderligt og smukt Navn paa hver enkelt af dem; men der er en naiv, frygtblandet Undseelse hos hende for Studen, der aldrig faaer noget Navn. Naar Duggen endnu ligger over Vangen, vil Solens første Straaler vise Sæterpigens Spoer fra Hytten til Fjøset. Er hun færdig her, driver hun sine Kreaturer ud i Skoven. Om Vaaren i Sol-Lierne, om Midtsommer did, hvor hun finder Skygge og Vand. Men om Høsten lurer Ulven, den lumske graa Jæger, om Sæteren, og da tør hun ikke komme udenfor Vangen med sine Dyr; men selv da har jeg været Vidne til Sæterpigens Kjækhed mod hendes graa Fiende. Hun gaaer efter sin Buskab med Strikketøiet i Haanden og Briskeposen ved Siden. Heri har hun Kreaturernes bedste Mad, der er en Blanding af Salt og Brisk. Hver enkelt Ko, der nærmer sig hende, faaer en Haandfuld deraf for at blive kjelen og lydig. Paa en grøn Braate sidder hun paa en Stubbe i sin korte Trøie med Straahatten over det rige, blonde Haar. Nede i Dalen larmer Fossen, den dybe Skov staaer saa rank omkring hende, Mosens Farve er saa frisk og saftig, og Bækken risler forbi hende; men hun veed Intet af dette; hun er formeget hjemme her. Men om Qvellen, naar hun gaaer hjem, lytter hun dog til Skovens underlige Lyd, og mangt et Eventyr svæver da forbi hende. Hendes Stokhuus eller Sæterhytte er fast det Tarveligste, man kan tænke sig af menneskelig Bolig. Den ligger, omkrandset af den vilde Skov, midt paa den grønne Sætervang; hvor man vender Blikket hen, seer man den eviggrønne Skov, og over den de mægtige Fjeldmasser; men om Du forvilder Dig i disse dunkle, rolige, sammenvoxne Skove og træffer en Sæterpige, da vil hendes medfødte Instinct lede Dig ud af dem, om hun endog selv aldrig før har været der.

Alt, hvad der, foruden Kjøreler og Melkespand, findes i Sæterpigens Hytte, er en Krak og en Seng, og i det ene Hjørne Peisen eller Skorstenen. Hun har ikke et Skaar af et Speil, hvori hun kan see sin egen Frodighed, men paa solklare Dage speiler hun sig i Bækken. Hun kjeder sig aldrig, thi hun ved ikke hvad Adspredelse er. Der er hos hende en usikker Anelse om, at der er noget Smukt i Naturen; men kuns, hvor hun øjner lyse Partier og Udsigt til Folks Boliger, kan hun opdage dette. Jeg stod en Aftenstund ved Nordsætervangen paa Krogskoven. Himlen var saa gjennemblank, Solen sank blussende rød ned bag Krogkleven, de lange Skygger laae over Vangen, og Skoven var saa dyb og uigjennemtrængelig. Hvor jeg vendte mig hen, saae jeg den nordiske vemodige Pragt omkring mig. Sæter-Pigen stod ved min Side og lokkede med de eiendommelige Fjældtoner paa sine Kreaturer:

„Kom alle Baana,
saa kom Baana da;
kom nu Brynhilda,

saa kom nu Baana.
Morgenroes, Lillegreen,
Maaneblank, Litagoe,
Aftenpriis, Altidreen,
Stjernehvid, Stilleroe,
Svartblank, Dronninga,
Rødbryn, Prinsessa,
— — — og Stuten da,
saa kom nu da.“

Ja, det hørtes næsten som et Vers, og da hun nævnede den Sidste, skottede hun hen til mig, og, som om hun ikke vilde lade mig dvæle ved hendes Lokning, sagde hun: „Er ikke her vakrere, end paa de andre Sætre?“ „Jo, du har ret mit Barn“, sagde jeg, „her er smukkere og bedre end noget andet Sted.“ „Ja“, sagde hun, „for her kan jeg see den hvide vakre Midtskovbygning.“ „Herregud“, tænkte jeg, „hvor Du er nøisom med smukke Bygninger“. Hvilken Jæger kjender ikke denne simple Plads, som ligger midt paa Krogskoven. Aftenens Deilighed laae omkring hende, og hun saae den ikke; men Midtskovpladsen dannede et lysere Punkt i Landskabet, og kun paa dette Parti havde hendes lyse Øine dvælet, naar hun i de lange, eensomme Dage vogtede sine Kreaturer.

II.

Det er September Maaned; Dagen er kortere, Natten længere, men stjerneklar og kold; Birken gulner, men vor immergrønne Gran lokker Jægeren. Det dugger stærkt om Natten og i Duggen kjendes Sporet godt, derfor trækker Jægeren sin grønne Trøie paa, tager sin Jagttaske paa Ryggen og sin Hagelrifle fra Væggen. „Min Falkøie, min Coquette! Kobbel her! Nu skulle vi op paa Aasen.“ — Hundene hyle af Glæde og springe op ad ham. „O, I Stakler, I forstaae Meningen. Ja stille nu, I skulle tidsnok blive slupne.“

Jægeren vandrer nu rolig med sine Hunde til den fjerne Skov. Det begynder at skumre, og han har endnu halvanden Miil til Fjeldsæteren. Der vil han hvile et Par Timer til Morgenen kommer. De sidste tre Fjerdinger gaae gjennem den vilde, uveisomme Mark; men han er ikke forknyt; hans Legeme kjender ikke til Træthed. Veien over Krogskoven er bakket og mørk, og kuns hist og her kan man ved Dagens Lys skimte frem til de fjerne Sætre; men nu er Alt Skov, og den er om Qvellen saa underlig og stille; hviskende Toner, som om Dagen ikke høres, svæve mellem Træerne; Fossen synger fjernt sin Melodi, og Fjeldene ere saa mørkeblaae og dunkle. Solen er forlængst bag Aasen, og Stjernerne blinke frem paa den mørke Himmel; Maanen viser sig ikke før henimod Morgenen. En Anden vilde kalde det en Umulighed at sinde ud af denne Vei, men Jægeren kjender hver Gran, hver Fuglesti i sin Skov. Han har tændt sin Pibe, og hans Tanker ere drømmende og ubestemte, som Røgen, der farer ud af den. Han er under Langbrokleven og den tykke Taage ligger gjøglende og spøgelseagtig over Dalen. Paa lette, bløde Vinger stryger en Ugle forbi ham; men Skuddet falder, og Fuglen synker ned i Taagen. Han sigtede ikke, men styrede Bøssen med de vante Greb, og Echoet lød i den rolige Qvel. Naar Jægeren atter har ladet, stiger han med lange Skridt op af den bratte Klev. Veien herfra til Midtskoven er tung, men den er blot en Fjerding lang. Skoven er her større og mørkere og det hvisker underligere og underligere i den. Overalt forme Træer og Markstene sig til sære Skikkelser; de ere Jægerens Venner og nikke til ham. Han er snart ved Midtskoven, og nu er Veien til Broløkkerne let; men han nærmer sig mere og mere den lige Veis Ende og skal nu snart tage fat paa Skovens forvildede og uvejsomme Mark. I Nærheden af Broløkkerne, der ligge paa Nordsiden af Veien, kaster han sig ned paa en moset Steen. Skal han vælge Veien over Øssjeval og Mathispladsen eller over Rethellerne? Han bestemmer sig for den Første, og har han en god Drik med, saa styrker han sig ved den, inden han fortsætter sin Gang. Hundene logre for ham og lægge sig ved hans Side. „Ja Falkøie, Du holder af mig; jeg ved det min stakkels Dreng; imorgen maa Du vise Dig som Du pleier. Saa rolig nu Coquette! Du er jaloux; det er en Dyd hos alle Coquetter, men ikke alle mene det saa ærligt som Du min Tøs“. — Vandringen begynder paany, og Jægeren leder Hundene, som han nu ikke længere tør lade gaae løse; thi de kunde ellers faae fat i et Harespor og begynde at jage i Kobbel. Det gaaer nu over Gjerdet, og man er strax inde i den vilde Skov; der er det bælmørkt. Kun hist og her glimter en Stjerne gjennem Træernes Aabning; men Jægeren gaaer alligevel sikkert; thi overalt kjender han sin Skov. Han standser et Øieblik; her har Oxen gjort Aabning, siden han var her sidst, og han mærker Røgen af en antændt Kulmine. Det glittrer af Ilden inde i Skoven, og rundtom hvile eller sysle de mørke Skikkelser; Hundene knurre. „Rolig Falkøie, seer Du ikke, hvad det er“. — Jægeren fortsætter sin Gang og er inde paa Øssjevalsætervangen. Hidtil var Veien taalelig, der gik et Slags Sti hertil; men nu skal han ned i den kulsorte Dal, hvor Fossen skummer og larmer. Her skal man over et Svælg; Jægeren støtter sig paa sin Bøsse og gjør Spranget over. Hundene ere allerede hos ham. „Stille Hunde, I trække mig ellers ned i Svælget. Bryd Jer ikke om Sporet; I faae saa ikke jage alligevel, før det er lyst“. — Aasen gaaer brat ned; det gjælder her at holde sig i Buskene og støtte sig til Granerne; thi de løs Stene glide ofte under Fødderne. Geværet hænger fast til Jægerens Skulder, med Mundingen iveiret; thi han har her begge sine Arme nødige. Skoven er endnu rank, men sort og huldreagtig; Fossen styrter sig i Dalen, og det hvidner omkring den. Var det Dag, vilde man see Mathispladsen paa den anden Side. Elven og Fossen og et stille, dybt Vand ligger derimellem; men Jægeren veed, at Vadestedet er i Nærheden af Elvens Munding. Maanen stiger og lyser for ham. „Velkommen Luna-Diana“! Nu gaaer han med sikre Skridt den besværlige Vei ned ad Aasen og over Elven. Mathispladsen ligger i Nordost. Paa Granernes Bar og paa Myretuen kjender Jægeren Syd fra Nord. Han har ikke langt igjen til Pladsen. Sæteren graaner foran ham; han nærmer sig den og seer hen paa den, men gaaer dennegang forbi den. Ikke langt fra denne Sæter ligger Fjeldsæteren. Nord for Mathispladsen gaaer der er Slags Sti hen til den; denne Sti følger han; den gaaer ofte over Myrer, men det generer ham ikke. Naar han nærmer sig mod Sæteren, aabner der sig grønne Braater og Grunde af Kulminer. Fossen larmer allerede fjernt fra ham. Nærved gaaer Elven rolig, men sort og tungsindig. Over en bundløs Myr ligger der en forvittret, halvraaden Kavlebroe; fra den hæver Stien sig op mod Sæteren. Maanen spiller paa Træernes Grene, og et enkelt Aspetræ bæver og hvisker ved Stien. Hundene gnistre og trække ofte i Koblet; de Stakler mærke Vildtets Spor og ville løses. — Jægeren er ude af Skoven, og Maanen gyder nu sit fulde Lys paa ham, medens han over Sætervangen gaaer hen til Størhuset; han banker paa Døren. „Ragnhild, min blaaøiede Jente, luk op for en Jæger og giv ham Tag over Hovedet i en Times Tid. Tak skal Du have; hvorledes lever Du siden sidst? Nu lidt Mad til mine Hunde og en Draabe Melk til mig selv, og saa skal Du fortælle mig et Eventyr om Huldren, som engang boede ikke langt herfra“. „Ja“, siger Ragnhild, „det skal jeg nok. Hvil Dig nu paa Krakken, imedens jeg gjør Ild paa Peisen“. „Sæt Dig da ved Siden af mig“, siger Jægeren, „forat jeg bedre kan høre Dig“. — Ilden flammer i Krogen, og Ragnhild fortæller sit Eventyr, og her er det:

Ikke langt fra Fjeldsæteren ligger Gyri- eller Gurikollen. Der boede for længesiden en grim Huldre, efter hvem Kollen har sit Navn. Det var engang en regnfuld, stormende Nat. Huldren var gaaet ud af Fjeldet; men hendes Magt rakte, over Jorden, ikke længere end ned over Gyrisæteren, som ligger strax under Kollen. Hun var kommen udenfor sine Enemærker, og kunde ikke finde hjem igjen, og det nærmede sig stærkt mod Morgenen. Medens hun gik og ledte efter Veien, traf hun en Jæger, der skulde gaae til Sæteren. Hun bad ham vise sig Veien til Kollen, men han vilde ikke tjene det arge Trold, som han her ikke behøvede at frygte. Da sagde hun til ham: „Vil Du følge mig til Kollen, skal jeg give Dig Styrke og Fyrighed, og alle Sæterpigerne skulle kun see paa Dig, og det skal gaae i Arv til alle Jægere.“ Nu fulgte han hende til Kollen; her drak han af en sælsom Flaske. Han følte sig saa stærk og mandig derved, og ilede tilbage til Sæteren, thi her havde han sin Hjertenskjær. — Men Natten før havde det været klart og maaneblankt Veir, medens Pigen i Gyrisæteren laae og drømte i sin Skindfeld. Da syntes hun, at Sæterhyttens Dør aabnede sig, og at der traadte ind en Jomfru, som var ubeskrivelig deilig. Hun gik hen til Melkeboden; men da hun vendte Ryggen til Sæterpigen, faae denne en Kohale hænge ned under den skjønne Qvindes Klæder, og hun vidste da, hvad Slags Folk det var; men Pigen laae rolig og saae sin Gjæst drikke af alle Melkespand. Da hun havde drukket nok, gik hun hen til Pigens Seng, og det forekom hende, at hun lagde sig ved hendes Side og kyssede hendes Øine. „Tak Anne“, hviskede hun, „for Melken; Guld faaer Du ikke for den; men Du skal faae det, som er Bedre; jeg har trykket Fromheden i Dine Øine; jeg har hvilet i Din Seng, derfor skal ingen Jæger kunne bedaare Dig, og det skal gaae i Arv til alle Sæterpiger.“ — „Og derfor“, sagde Ragnhild, „nytter det ikke Jægerne, at de friste os, og Du skal tage Din Haand væk fra mit Liv.“ „Ja nok“, siger Jægeren; kysser hende dog til Afsked, tager sit Gevær og sine Hunde, og gaaer ud i Skoven igjen, og driver op imod Gyrisæteren.



PD-icon.svg Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.