Sæterpigen og Jægeren

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

I.

Rødmusſet, blaaøiet og hvidtandet ere de ægte Mærker paa de Nympher, ſom nu i Virkeligheden boe i vore grønne Skove, og disſe ere Sæterpigerne. Naar den varme Juniſol har ſmeltet Sneen af Aaſerne, og det begynder at grønnes i Lierne, da viſer der ſig, — ikke ſmidige, lette, elaſtiſke, ſlanke Skikkelſer, — men unge, velſkabte; rundformede, gjennemſunde, ſtærke Jenter, der paa ſikre Fødder vove ſig did, hvor kun Jægeren kan følge dem. Fra Slutningen af Juni Maaned til Begyndelſen af October ligge disſe kjække Piger tilfjelds, uden at have, fra Ugens Begyndelſe til dens Ende, noget andet Selſkab end Kreaturernes; men Lørdagsqvellen er Sæterpigen omhyggeligere klæd og mere fager, da gløtter hun paa Sæterhyttens Dør og venter Jægeren. Han hviler Natten over i Sæteren, men deri er intet ondt. Mellem dette Par er der et Sødſkende-Forhold, ſom den eenſomme Naturs Genius har helliget. — Naar Solen rinder, er hun oppe, naar Solen daler, qveller hun, og hun ſover i ſin Skindfeld ſaa ſødt, og drømmer ſaa ſmukt om ſine Kreaturer; disſe elſker hun næſten ſom om de vare hendes Søſtre, og hun har et forunderligt og ſmukt Navn paa hver enkelt af dem; men der er en naiv, frygtblandet Undſeelſe hos hende for Studen, der aldrig faaer noget Navn. Naar Duggen endnu ligger over Vangen, vil Solens førſte Straaler viſe Sæterpigens Spoer fra Hytten til Fjøſet. Er hun færdig her, driver hun ſine Kreaturer ud i Skoven. Om Vaaren i Sol-Lierne, om Midtſommer did, hvor hun finder Skygge og Vand. Men om Høſten lurer Ulven, den lumſke graa Jæger, om Sæteren, og da tør hun ikke komme udenfor Vangen med ſine Dyr; men ſelv da har jeg været Vidne til Sæterpigens Kjækhed mod hendes graa Fiende. Hun gaaer efter ſin Buſkab med Strikketøiet i Haanden og Briſkepoſen ved Siden. Heri har hun Kreaturernes bedſte Mad, der er en Blanding af Salt og Briſk. Hver enkelt Ko, der nærmer ſig hende, faaer en Haandfuld deraf for at blive kjelen og lydig. Paa en grøn Braate ſidder hun paa en Stubbe i ſin korte Trøie med Straahatten over det rige, blonde Haar. Nede i Dalen larmer Fosſen, den dybe Skov ſtaaer ſaa rank omkring hende, Moſens Farve er ſaa friſk og ſaftig, og Bækken risler forbi hende; men hun veed Intet af dette; hun er formeget hjemme her. Men om Qvellen, naar hun gaaer hjem, lytter hun dog til Skovens underlige Lyd, og mangt et Eventyr ſvæver da forbi hende. Hendes Stokhuus eller Sæterhytte er faſt det Tarveligſte, man kan tænke ſig af menneſkelig Bolig. Den ligger, omkrandſet af den vilde Skov, midt paa den grønne Sætervang; hvor man vender Blikket hen, ſeer man den eviggrønne Skov, og over den de mægtige Fjeldmasſer; men om Du forvilder Dig i disſe dunkle, rolige, ſammenvoxne Skove og træffer en Sæterpige, da vil hendes medfødte Inſtinct lede Dig ud af dem, om hun endog ſelv aldrig før har været der.

Alt, hvad der, foruden Kjøreler og Melkeſpand, findes i Sæterpigens Hytte, er en Krak og en Seng, og i det ene Hjørne Peiſen eller Skorſtenen. Hun har ikke et Skaar af et Speil, hvori hun kan ſee ſin egen Frodighed, men paa ſolklare Dage ſpeiler hun ſig i Bækken. Hun kjeder ſig aldrig, thi hun ved ikke hvad Adſpredelſe er. Der er hos hende en uſikker Anelſe om, at der er noget Smukt i Naturen; men kuns, hvor hun øjner lyſe Partier og Udſigt til Folks Boliger, kan hun opdage dette. Jeg ſtod en Aftenſtund ved Nordſætervangen paa Krogſkoven. Himlen var ſaa gjennemblank, Solen ſank blusſende rød ned bag Krogkleven, de lange Skygger laae over Vangen, og Skoven var ſaa dyb og uigjennemtrængelig. Hvor jeg vendte mig hen, ſaae jeg den nordiſke vemodige Pragt omkring mig. Sæter-Pigen ſtod ved min Side og lokkede med de eiendommelige Fjældtoner paa ſine Kreaturer:

„Kom alle Baana,
ſaa kom Baana da;
kom nu Brynhilda,

ſaa kom nu Baana.
Morgenroes, Lillegreen,
Maaneblank, Litagoe,
Aftenpriis, Altidreen,
Stjernehvid, Stilleroe,
Svartblank, Dronninga,
Rødbryn, Prinſesſa,
— — — og Stuten da,
ſaa kom nu da.“

Ja, det hørtes næſten ſom et Vers, og da hun nævnede den Sidſte, ſkottede hun hen til mig, og, ſom om hun ikke vilde lade mig dvæle ved hendes Lokning, ſagde hun: „Er ikke her vakrere, end paa de andre Sætre?“ „Jo, du har ret mit Barn“, ſagde jeg, „her er ſmukkere og bedre end noget andet Sted.“ „Ja“, ſagde hun, „for her kan jeg ſee den hvide vakre Midtſkovbygning.“ „Herregud“, tænkte jeg, „hvor Du er nøiſom med ſmukke Bygninger“. Hvilken Jæger kjender ikke denne ſimple Plads, ſom ligger midt paa Krogſkoven. Aftenens Deilighed laae omkring hende, og hun ſaae den ikke; men Midtſkovpladſen dannede et lyſere Punkt i Landſkabet, og kun paa dette Parti havde hendes lyſe Øine dvælet, naar hun i de lange, eenſomme Dage vogtede ſine Kreaturer.

II.

Det er September Maaned; Dagen er kortere, Natten længere, men ſtjerneklar og kold; Birken gulner, men vor immergrønne Gran lokker Jægeren. Det dugger ſtærkt om Natten og i Duggen kjendes Sporet godt, derfor trækker Jægeren ſin grønne Trøie paa, tager ſin Jagttaſke paa Ryggen og ſin Hagelrifle fra Væggen. „Min Falkøie, min Coquette! Kobbel her! Nu ſkulle vi op paa Aaſen.“ — Hundene hyle af Glæde og ſpringe op ad ham. „O, I Stakler, I forſtaae Meningen. Ja ſtille nu, I ſkulle tidsnok blive ſlupne.“

Jægeren vandrer nu rolig med ſine Hunde til den fjerne Skov. Det begynder at ſkumre, og han har endnu halvanden Miil til Fjeldſæteren. Der vil han hvile et Par Timer til Morgenen kommer. De ſidſte tre Fjerdinger gaae gjennem den vilde, uveiſomme Mark; men han er ikke forknyt; hans Legeme kjender ikke til Træthed. Veien over Krogſkoven er bakket og mørk, og kuns hiſt og her kan man ved Dagens Lys ſkimte frem til de fjerne Sætre; men nu er Alt Skov, og den er om Qvellen ſaa underlig og ſtille; hviſkende Toner, ſom om Dagen ikke høres, ſvæve mellem Træerne; Fosſen ſynger fjernt ſin Melodi, og Fjeldene ere ſaa mørkeblaae og dunkle. Solen er forlængſt bag Aaſen, og Stjernerne blinke frem paa den mørke Himmel; Maanen viſer ſig ikke før henimod Morgenen. En Anden vilde kalde det en Umulighed at ſinde ud af denne Vei, men Jægeren kjender hver Gran, hver Fugleſti i ſin Skov. Han har tændt ſin Pibe, og hans Tanker ere drømmende og ubeſtemte, ſom Røgen, der farer ud af den. Han er under Langbrokleven og den tykke Taage ligger gjøglende og ſpøgelſeagtig over Dalen. Paa lette, bløde Vinger ſtryger en Ugle forbi ham; men Skuddet falder, og Fuglen ſynker ned i Taagen. Han ſigtede ikke, men ſtyrede Bøsſen med de vante Greb, og Echoet lød i den rolige Qvel. Naar Jægeren atter har ladet, ſtiger han med lange Skridt op af den bratte Klev. Veien herfra til Midtſkoven er tung, men den er blot en Fjerding lang. Skoven er her ſtørre og mørkere og det hviſker underligere og underligere i den. Overalt forme Træer og Markſtene ſig til ſære Skikkelſer; de ere Jægerens Venner og nikke til ham. Han er ſnart ved Midtſkoven, og nu er Veien til Broløkkerne let; men han nærmer ſig mere og mere den lige Veis Ende og ſkal nu ſnart tage fat paa Skovens forvildede og uvejſomme Mark. I Nærheden af Broløkkerne, der ligge paa Nordſiden af Veien, kaſter han ſig ned paa en moſet Steen. Skal han vælge Veien over Øsſjeval og Mathispladſen eller over Rethellerne? Han beſtemmer ſig for den Førſte, og har han en god Drik med, ſaa ſtyrker han ſig ved den, inden han fortſætter ſin Gang. Hundene logre for ham og lægge ſig ved hans Side. „Ja Falkøie, Du holder af mig; jeg ved det min ſtakkels Dreng; imorgen maa Du viſe Dig ſom Du pleier. Saa rolig nu Coquette! Du er jaloux; det er en Dyd hos alle Coquetter, men ikke alle mene det ſaa ærligt ſom Du min Tøs“. — Vandringen begynder paany, og Jægeren leder Hundene, ſom han nu ikke længere tør lade gaae løſe; thi de kunde ellers faae fat i et Hareſpor og begynde at jage i Kobbel. Det gaaer nu over Gjerdet, og man er ſtrax inde i den vilde Skov; der er det bælmørkt. Kun hiſt og her glimter en Stjerne gjennem Træernes Aabning; men Jægeren gaaer alligevel ſikkert; thi overalt kjender han ſin Skov. Han ſtandſer et Øieblik; her har Oxen gjort Aabning, ſiden han var her ſidſt, og han mærker Røgen af en antændt Kulmine. Det glittrer af Ilden inde i Skoven, og rundtom hvile eller ſysle de mørke Skikkelſer; Hundene knurre. „Rolig Falkøie, ſeer Du ikke, hvad det er“. — Jægeren fortſætter ſin Gang og er inde paa Øsſjevalſætervangen. Hidtil var Veien taalelig, der gik et Slags Sti hertil; men nu ſkal han ned i den kulſorte Dal, hvor Fosſen ſkummer og larmer. Her ſkal man over et Svælg; Jægeren ſtøtter ſig paa ſin Bøsſe og gjør Spranget over. Hundene ere allerede hos ham. „Stille Hunde, I trække mig ellers ned i Svælget. Bryd Jer ikke om Sporet; I faae ſaa ikke jage alligevel, før det er lyſt“. — Aaſen gaaer brat ned; det gjælder her at holde ſig i Buſkene og ſtøtte ſig til Granerne; thi de løſ Stene glide ofte under Fødderne. Geværet hænger faſt til Jægerens Skulder, med Mundingen iveiret; thi han har her begge ſine Arme nødige. Skoven er endnu rank, men ſort og huldreagtig; Fosſen ſtyrter ſig i Dalen, og det hvidner omkring den. Var det Dag, vilde man ſee Mathispladſen paa den anden Side. Elven og Fosſen og et ſtille, dybt Vand ligger derimellem; men Jægeren veed, at Vadeſtedet er i Nærheden af Elvens Munding. Maanen ſtiger og lyſer for ham. „Velkommen Luna-Diana“! Nu gaaer han med ſikre Skridt den beſværlige Vei ned ad Aaſen og over Elven. Mathispladſen ligger i Nordoſt. Paa Granernes Bar og paa Myretuen kjender Jægeren Syd fra Nord. Han har ikke langt igjen til Pladſen. Sæteren graaner foran ham; han nærmer ſig den og ſeer hen paa den, men gaaer dennegang forbi den. Ikke langt fra denne Sæter ligger Fjeldſæteren. Nord for Mathispladſen gaaer der er Slags Sti hen til den; denne Sti følger han; den gaaer ofte over Myrer, men det generer ham ikke. Naar han nærmer ſig mod Sæteren, aabner der ſig grønne Braater og Grunde af Kulminer. Fosſen larmer allerede fjernt fra ham. Nærved gaaer Elven rolig, men ſort og tungſindig. Over en bundløs Myr ligger der en forvittret, halvraaden Kavlebroe; fra den hæver Stien ſig op mod Sæteren. Maanen ſpiller paa Træernes Grene, og et enkelt Aſpetræ bæver og hviſker ved Stien. Hundene gniſtre og trække ofte i Koblet; de Stakler mærke Vildtets Spor og ville løſes. — Jægeren er ude af Skoven, og Maanen gyder nu ſit fulde Lys paa ham, medens han over Sætervangen gaaer hen til Størhuſet; han banker paa Døren. „Ragnhild, min blaaøiede Jente, luk op for en Jæger og giv ham Tag over Hovedet i en Times Tid. Tak ſkal Du have; hvorledes lever Du ſiden ſidſt? Nu lidt Mad til mine Hunde og en Draabe Melk til mig ſelv, og ſaa ſkal Du fortælle mig et Eventyr om Huldren, ſom engang boede ikke langt herfra“. „Ja“, ſiger Ragnhild, „det ſkal jeg nok. Hvil Dig nu paa Krakken, imedens jeg gjør Ild paa Peiſen“. „Sæt Dig da ved Siden af mig“, ſiger Jægeren, „forat jeg bedre kan høre Dig“. — Ilden flammer i Krogen, og Ragnhild fortæller ſit Eventyr, og her er det:

Ikke langt fra Fjeldſæteren ligger Gyri- eller Gurikollen. Der boede for længeſiden en grim Huldre, efter hvem Kollen har ſit Navn. Det var engang en regnfuld, ſtormende Nat. Huldren var gaaet ud af Fjeldet; men hendes Magt rakte, over Jorden, ikke længere end ned over Gyriſæteren, ſom ligger ſtrax under Kollen. Hun var kommen udenfor ſine Enemærker, og kunde ikke finde hjem igjen, og det nærmede ſig ſtærkt mod Morgenen. Medens hun gik og ledte efter Veien, traf hun en Jæger, der ſkulde gaae til Sæteren. Hun bad ham viſe ſig Veien til Kollen, men han vilde ikke tjene det arge Trold, ſom han her ikke behøvede at frygte. Da ſagde hun til ham: „Vil Du følge mig til Kollen, ſkal jeg give Dig Styrke og Fyrighed, og alle Sæterpigerne ſkulle kun ſee paa Dig, og det ſkal gaae i Arv til alle Jægere.“ Nu fulgte han hende til Kollen; her drak han af en ſælſom Flaſke. Han følte ſig ſaa ſtærk og mandig derved, og ilede tilbage til Sæteren, thi her havde han ſin Hjertenskjær. — Men Natten før havde det været klart og maaneblankt Veir, medens Pigen i Gyriſæteren laae og drømte i ſin Skindfeld. Da ſyntes hun, at Sæterhyttens Dør aabnede ſig, og at der traadte ind en Jomfru, ſom var ubeſkrivelig deilig. Hun gik hen til Melkeboden; men da hun vendte Ryggen til Sæterpigen, faae denne en Kohale hænge ned under den ſkjønne Qvindes Klæder, og hun vidſte da, hvad Slags Folk det var; men Pigen laae rolig og ſaae ſin Gjæſt drikke af alle Melkeſpand. Da hun havde drukket nok, gik hun hen til Pigens Seng, og det forekom hende, at hun lagde ſig ved hendes Side og kysſede hendes Øine. „Tak Anne“, hviſkede hun, „for Melken; Guld faaer Du ikke for den; men Du ſkal faae det, ſom er Bedre; jeg har trykket Fromheden i Dine Øine; jeg har hvilet i Din Seng, derfor ſkal ingen Jæger kunne bedaare Dig, og det ſkal gaae i Arv til alle Sæterpiger.“ — „Og derfor“, ſagde Ragnhild, „nytter det ikke Jægerne, at de friſte os, og Du ſkal tage Din Haand væk fra mit Liv.“ „Ja nok“, ſiger Jægeren; kysſer hende dog til Afſked, tager ſit Gevær og ſine Hunde, og gaaer ud i Skoven igjen, og driver op imod Gyriſæteren.



PD-icon.svg Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.