Rjukans Opdagelse
Under 2den November 1810 tilstillede Vicestatholderen Assessor Esmark en Skrivelse, hvori det bl. a. heder:
„Da jeg ved flere Rygter har bragt i Erfaring, at der omkring 10 Mile fra Kongsberg ved Gogstad (!) Fjeld skal være et særdeles merkeligt Vandfald, og samme Rygte har sagt mig, at Hr. Assessoren er den Mand, som ved at se samme og derom give Underretning til adskillige af sine bekjendte har givet dette Naturfænomen den Reputation, som det efter sin Beliggenhed og ganske lodrette Fald skal fortjene, saa tør jeg henvende mig til Dem for at søge Oplysninger om en Gjenstand, som er saa høiligen interessant for enhver Beundrer af Naturens Storhed. Jeg maa derfor anmode Hr. Assessoren om at meddele mig de Iagttagelser, som De ved Deres Reise til bemeldte Katarakte haver gjort samt forskaffe mig Kopi af nogle Prospekter, som skulle være tagne af Hr. Myntmester Pram, da jeg i Tilfælde, at dette Vandfald virkelig fortjener den særdeles Attention, som Rygtet tror, ønskede ved at fremsende Beskrivelse over samme til Hans Majestæt, tillige at kunne lade oplysende Tegninger medfølge .....“
Esmark lovede i Skrivelse af 10de November at efterkomme Prinsens Ønske.
Henimod Aarets Udgang opfyldte han ogsaa dette Løfte, idet han under 29de December indsendte sine „Bemerkninger, gjorte paa en Reise til Goustafjeldet i Øvre Thelemarken“.
Af disse, hvis Original findes i Rigsarkivet og som senere blev trykte i de af „Selskabet for Norges Vel“ udgivne „Topographisk-Statistiske Samlinger“ skal et Uddrag hidsættes.
Esmark forlod Kongsberg den 31te Juli 1810, ledsaget af to Bergmænd og forsynet med en Mængde astronomiske Instrumenter, der var kløvede paa to Heste, drog Jondalen opover til Lofthus, derfra videre over Bue og Buvandet til Gaarden Bolkesjø i Gransherred, hvor han tog Nattekvarter. Den næste Dag gik Reisen over Helleberg-Heien til Rødsjø og Daarud, hvorfra han den 2den August efter en Afstikker til Fosse fortsatte over Ulverud til Vastveit ved Tindsjø. Efter at have roet over dette store Vand, paa hvis Bredder han jevnlig anstillede geognostiske Undersøgelser, oppebiede han paa Gaarden Ørnes sin Hest, som han havde ladet føre østover Fjeldet.
„Næste Dag (ɔ: 4de August) red jeg høiere op i Dalen og kom forbi Dals Kirke samt adskillige Gaarde, hvoriblandt Gaarden Gausta. Egnen var behagelig, Markerne besaaede med Byg, Potatos og Hør; Engene stode frodige. Høslæt og Kornhøst træffe gemeenlig ind paa een Tid, i Midten af August Maaned; Høet afslaaes med en kort Hølee, der føres med en Arm, hvormed de i en Hast nedslaa en stor Mængde Græs, der er meget kort; lange Høleer kunne ikke bruges formedelst den utrolige Mængde Sten, der findes i Engene. I de lavere Egne og i Danmark vilde man anse det umuligt at kunne benytte saadanne Enge til Høslæt. Paa denne Vei har man en overmaade smuk Prospekt af Gausta-Fjeldet, hvis Fod støder til denne Dal. Toppen af Fjeldet er ved den mindste fugtige Atmosfære indhyllet i Taage; thi, naar Luften har opløst saa meget Vand, som den kan med den Grad Varme, som den har, og den nu taber noget af sin Varme, kan den ikke længere holde samme Mængde Vand opløst, men lader en Del deraf falde som Taage eller Regn paa Fjeldets Top, som berøver den sin Varme. Uagtet der bestandig tilkommer ny Luft, saa synes det dog, som om en Sky hang rolig fast paa Fjeldet; det er altsaa naturligt, at Beboerne om Fjeldet kunne af dette Fænomen slutte sig til, om vi faar Regn eller tørt Veir ..... Man ser her adskillige høist oppe paa beliggende Sætre, og noget høiere dybe Vender i Fjeldet med Sne i. Ved Gaarden Ingousdalen hvilede jeg en Time med Hesten og red derpaa til Gaarden Bø, der ligger paa den vestre Side af Maane-Elven ligesom de fleste andre Gaarde i denne Bygd; og efterat jeg havde opstillet mit Reiseur og min kunstige Glas-Horizont, tog jeg min ene Bergmand med mig og red Kl. 2½ op i Dalen for at se og maale Røg-Fossen, som Bønderne kalder Rjuke-Fossen. Veien stiger alt mere og mere i Høiden, bliver derhos alt mere og mere gyselig, jo høiere man kommer op i Dalen, da man paa venstre Haand ser Maane-Elven flyde eller rettere sagt styrtende i en Rende, der er fra een til flere hundrede Alen dyb, og Elven gjør ligesom et eneste Fossefald den hele Vei ud forbi Bø, saa at hele Dalen igjennem høres kun Susen og Brusen. Fra Gaarden Bø kan man se Gaarden Vaa, som ligger knapt ⅛ Mil fra Røgfossen. Man sagde mig paa Bø, at jeg paa Vaa skulde søge Veiviser til Fossen, og advarede mig, at jeg ikke maatte gaa den farlige Fodsti derfra, som fører til Fossen, hvilken Fodsti kaldes Mari-Stien; men da Vaa ligger tæt under Fjeldet, hvorover Veien gaar, kunde jeg ikke se bemeldte Gaard fra Veien. Da jeg merkede, at jeg var kommen langt forbi denne Gaard, steg jeg af Hesten og skikkede min Bergmand ned i Dalen for at skaffe en Veiviser; imidlertid undersøgte jeg Stenarterne her ...
Efter et Par Timers Forløb kom Bergmanden tilbage igjen og sagde, at en Kone ventede mig nede i Dalen for at vise mig Vei; jeg fulgte ham ned til en Plads, kaldet Krogen, hvor en gammel Kone gav os noget gjæret Melk at drikke. Da denne Kone skulde vise os Veien, maa jeg anmerke, at hun havde saa svagt et Syn, at hun ikke kunde kjende de Penge, jeg gav hende for hendes Melk, men befølte dem og spurgte, hvad det var for Penge; hun havde derhos saa svag Hørelse, at man maatte raabe hende Svarene ind i Øret. Hun slog sin Dør i, tog en Stav i Haanden og bad os følge sig.
Da hun havde saa svagt et Syn, kunde jeg ikke formode, at hun vilde føre os den farlige Fodsti; men hun førte os just denne Vei, som i Begyndelsen ikke saa saa farlig ud, men den blev alt farligere og gyseligere. Thi man tænke sig en Fjeldvæg, der gjør en Vinkel af 70 Grader mod Horizonten, hvorpaa der fandtes nogle Ujevnheder og hist og her lidt Jord, hvorpaa man kunde fæste en Fod, – thi den var ikke saa bred, at man kunde sætte Fod ved Fod –, og nedenunder Foden en Afgrund, som var saa gyselig, at man neppe kunde se derned uden at blive svindel. Jeg merkede da, at det maatte være Mari-Stien, hun førte os paa. Dog det var for sent. Thi Konen, som var vant til at gaa denne Sti, var saa langt forud, at hun ikke hørte, vi raabte hende tilbage, især da hun var saa tunghør, og jeg turde ikke vende om igjen, da jeg var uvis om at træsfe de samme Trin, som hun var gaaet. Jeg maatte altsaa haste for at følge hende og finde de samme Trin, hun gik, der førte hende snart flere Alen over os, snart flere Alen dybere ned. Min Bergmand var langt tilbage; thi han krøb mere, end han gik, og holdt Hovedet vendt fra Afgrunden. Da hun endelig var gaaet den største Del af Stien, satte
hun sig ned og biede paa os. Hun sagde os da, at
Sted end dette. Vi saa nu ogsaa Elven vælte ud som Røgen af en Skorsten. Vi gik derpaa videre og kom forbi en Smidje til det øverste af Fossen; jeg lagde mig paa Maven og saa nedover den steile Klippe ned i Afgrunden, som Elven styrtede ned i; her saa jeg hele Elvens Vand forvandlet til Skum og Dampe, og Luften, som Vandet i sit Fald rev med sig og pressede sammen i Afgrunden, steg igjen i Veiret og tog en Mængde Vanddraaber med sig i Høiden som en Røg, der dels faldt ned paa os som en Støvregn, dels blev bortført af Vinden. Denne af Afgrunden opstigende og sammentrykte Lufts Kraft var saa stor, at Vandet af tvende Sidebække blev hævet i Høiden og forvandlet til Dampe, efterat de var rolig nedfaldne af Fossens Sidevægge omtrent 100 Alen og altsaa havde faaet en betydelig Hastighed, saa at ikke en eneste Draabe deraf naaede Afgrunden. Fjeldet, jeg laa paa, zitrede under mig, og Lyden af Vandets Fald og Brusen var saa sterk, at man maatte raabe til hverandre for at forstaa, hvad man talte. Dette Fossefald falder perpendikulair ned gjennem en i Stenene noget fordybet Rende. Jeg kunde ikke maale Fossefaldets Høide umiddelbart, da jeg ikke kunde komme ned i Afgrunden, der rundt omkring var omringet af steile Fjeldvægge, men jeg maalte den med Barometret ved at stige ned til Elven ved Gaarden Vaa og fandt at dens hele Høide er 452 Alen; derfra afgaar neppe 20 Alen for en Del af Fossefaldet, der falder skraat ned og altsaa er Fossens Fald, der i et styrter perpendikulair ned i Afgrunden, 432 Alen. Ved tørt Veir og med Livsfare kunde man vel komme ned i Afgrunden; men da det var fugtigt og Stenene var slibrige, maatte jeg lade blive at prøve derpaa .....
Dette Fossefald er det høieste af alle bekjendte Fossefald, ikke alene i Europa, men endog i hele Verden, skjønt det ikke fører den største Mængde Vand ....
Da jeg havde maalet Fossen, var Klokken 8 om Aftenen; jeg vendte tilbage, og en Mand viste mig en anden Fodsti tilbage til Hovedveien forbi en Gaard, der kaldes Berge og ligger 295 Alen høiere end det øverste af Fossen eller 1563 Alen over Havet. Fjeldet tæt over Gaarden er endnu 181½ Alen høiere, hvorfra man ser Maane-elven ovenover Fossefaldet, hvor den endnu gjør adskillige smaa Fossefald, efterat den er kommen ud af Mjøsvandet; her fandt jeg en Bygager, som ikke kunde modnes i denne Høide, naar den savnede Ly for Vindene af Fjeldene rundt omkring. Paa denne Gaard nedstyrtede for nogle Aar siden fra Fjeldet en Snelavine om Natten og flyttede Huset flere Alen og dræbte en af de nuværende Beboeres Sønner. Noget lavere ned imod Fossen ligger en anden Gaard, som kaldes Fosse og i en temmelig Afstand fra Fossen. Naar der er Flom, og Isen om Vaaren løsner i Fossen, zitre Bygningerne saa sterkt, at Dørklinken bestandig giver Lyd fra sig ved Dørens og Husets Rysten. Jeg kom tilbage til Bø Kl. 12 om Natten, da det varede længe, inden vi fandt Hestene, som vi havde sluppet i Fjeldet for at søge sig Føde; desuden tog vi Feil af Veien, da det blev mørkt og vi holdt os formeget til venstre Haand af Frygt for at styrte i Elven .......“
Resten af Esmarks Reiseskildring handler fornemmelig om geologiske Undersøgelser i forskjellige af de thelemarkske Dalstrøg, og vi skal ikke opholde os ved den.
– – Samtidig med at Prinsen af Hessen henvendte sig til Assessor Esmark, maa ogsaa Myntmester Pram have faaet Opfordring til at indsende den af ham tagne Tegning af Fossen, og under 6te Marts 1811 indsendtes Esmarks Bemerkninger og Prams Tegninger med følgende Skrivelse fra Vicestatholderskabet til Kongen:
„Adskillige Rygter om et for sin Høide særdeles merkeligt Vandfald i Thelemarken, kaldet Røgen-Fossen, gjorde, at jeg henvendte mig til Bergassessor Esmark i Kongsberg, som ved en mineralogisk Exkursion var stødt paa dette Fald, for af ham at erholde nærmere Underretning om dette Natur-Fænomen.
Han har nu, foranlediget heraf, tilstillet mig vedlagte Bemerkninger, gjorte paa en Reise til Gousta-Fjeldet, hvori benævnte Fos er beskrevet, tilligemed hosfølgende Tegning over samme, og da det deraf erfares, at denne Katarakte med Hensyn til sin Høide, der skal være 500 Danske Alen perpendikulært Fald, er, saavidt bekjendt, det største i Verden, saa har jeg ikke villet undlade allerunderdanigst herved at bringe denne Sag, som høiligen interessant, til Deres Majestæts Kundskab.“
Men hvad der for os, Nutidens Nordmænd, er næsten det morsomste ved den hele Opdagelseshistorie, er den kongelige Resolution, som blev afgivet i Anledning af Vicestatholderskabets Indberetning:
„Vi have med allernaadigst Tilfredshed modtaget indbemeldte Bemerkninger samt Tegning over Vandfaldet, Røgen-Fossen kaldet, og har Vort Statholderskab nærmere at foranstalte undersøgt, om dette Vas drag ikke skulde kunne frembyde nye Leilighed til almen- nyttige store Verkers Anlæg og Drift.
Kjøbenhavn d. 4de Mai 1811.
Frederik R.“
Esmarks Reisebemerkninger er trykt i Topografisk-statistiske Samlinger D. I, Bd. II. Korrespondancen findes i Turistforeningens Aarbog f. 1881 og i Tidsskriftet Vidar, udg. af Prof. Daae og Yngvar Nielsen, 1887.