En indstillet Universitetsfest i 1814

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Den første Examen artium, som holdtes ved vort Universitet, varede i tre Dage, og Immatrikuleringen fandt Sted den 5te Juli 1813. Derpaa tog de unge akademiske Borgere strax fat paa at læse til anden Examen, hvis første Afdeling de underkastede sig den 13de og 14de December 1813 og 15de Januar 1814. Om den ved Fædrenelandets Høiskole i Løbet af dets første akademiske Halvaar udfoldede Virksomhed i Almindelighed udtaler Kollegiet: „De i vort Indbydelsesskrift 1813 anmeldte Forelæsninger ere, paa et Par nær, bleven holdte, og de fleste af dem besøgtes ei blot af de unge akademiske Borgere, men ogsaa af flere saavel studerede som ustuderede Videnskabsyndere, hvilket, som man maatte vente, især var Tilfældet med Foredragene over Norges Historie.“

Umiddelbart efter Tilendebringelsen af første Afdeling af anden Examen begyndte det nye Semesters Virksomhed. Forelæsningsrækken aabnedes den 17de Januar af Treschow, der læste over Filosofi, derpaa fulgte Professor Rasmussen over Mathematik og Fysik den 19de og 20de, Professor Rathke den 24de og Professor Platou den 26de. Det var først længere ud paa Aaret, Hersleb og Sverdrup begyndte sine Forelæsninger.

Kong Fredrik VI’s Fødselsdag indtraf den 28de Januar, og det siger sig selv, at Universitetet maatte træffe særlige Forberedelser til at seire denne Fest efter Tidens Leilighed. Men da Dagen oprandt, var Fredrik VI ikke mere Landets Konge, idet den 14de Januar og Kieler-Freden var kommen imellem.

I Kristiania fik „rette Vedkommende“ (d. v. s. Statholderen Prins Kristian Fredrik) Underretning baade om Freden og Norges „Afstaaelse“ til Sverige den 24de Januar om Aftenen. Om Natten blev der under Prinsens Opsyn opsat et Extrablad, der udgik med det officielle Blad „Tiden“ for 25de Januar og lød saaledes:

Den mørke og for menneskelige Øine uigjennemtrængelige Taage er splittet, og et Glimt af Solens Klarhed blænder næsten det glade stirrende Øie!

Fred, Fred i Norden!

Dette glade Budskab, som Udgiveren er bemyndiget at kundgjøre iler han her med at meddele.

Ifølge aldeles paalidelige Efterretninger er Præliminærerne for Freden tillands og Vands afsluttede mellem Hans Majestæt Kongen af Danmark og Norge og de allierede Magter.

Om Fredsvilkaarene kan Udgiveren intet tilføie da han ikke kjender dem. og da de rimeligvis i den Skynding, hvomed dette vigtige Budskab er bragt os, ei kunde blive fuldstændig meddelte; men det faste Haab ville vi nære, at de ei kunne være vanærende og ikke skulle vorde ødelæggende for Danmarks, for Norges Lyksalighed. Saa freidige stole vi paa Gud der er Herrernes Herre og paa den Kraft der luer i begge Nationers Bryst at vi uden Banghed tør se Fremtiden imøde.

Medens dette gaadefulde Budskab løb rundt, forlod Prinsen Kristiania, og de Festligheder, hvormed Kong Fredrik VI’s Fødselsdag høitideligholdtes, blev alle af mere eller mindre privat Natur. Hvad Universitetets offentlige Fest angaar, blev den aflyst ved følgende i Regjeringens Organ indrykkede Avertissement:

„Den til Fredagen den 28de Januar bestemte Høitidelighed bliver formedelst Hans Høihed Statholderens Bortreise indtil videre udsat.

Paa det akademiske Collegiums Vegne
Hersleb“.

Formedelst Statholderens Bortreise! Ret som det var for ham, Festen skulde holdes!

– Til Universitetsfesten var der af Etatsraad Prof. Treschow forfattet et Indbydelsesskrift i Lapidarstil, der paa Grund af Omstændighederne maatte undertrykkes, og dette skulde da ogsaa ske saa grundigt, at det gjennem mere end et halvt Aarhundrede ansaaes for at være gaaet fuldstændig tabt. Et fra Ødelæggelsen reddet Exemplar, som var kommen i privat Eie, blev for et halvt Snes Aar siden kjøbt af Universitetsbibliotheket for en meget høi Pris. Senere er et andet Exemplar bleven fundet.

Indbydelsesskriftet, der er et Folioark af middels Størrelse og trykt i J. Lehmanns Bogtrykkeri, bærer i hver Linie Vidnesbyrd om den Stemning, som paa denne Tid herskede inden den oplyste Stand i Hovedstaden saavel overfor den gamle, bestaaende Forening med Danmark som overfor de Forslag, som var Nationen gjorte fra svensk Side. Naar det her gjengives i sin Helhed – skjønt ikke med samme Slags Typer – er det, fordi det har stort Værd, ikke som et sjeldent Kuriosum, men som et virkeligt Aktstykke, der udtrykker det Haab og Ønske, som besjælede et til Selvbevidsthed vaagnende Folk.

Indbydelses-Skrift.

I Aarhundreder bestode Danmarks og Norges Riger,
I Aartusinder maaskee Skandinaviske Folk og Stater

Hvad der forfaldt, ravede, gik under,
Det styrtede ved indvortes Rystelser, indbyrdes Strid.

Fra Norden udfor Skræk,
Ingen Fremmed mødte eller holdt den tilbage,
Bag Fjeldes, Skjæret og stolte Skibes Mure,
Med mandigt Bryst
Qvad Skjalden tryg, og Helten forud nød
Den klare Drik, som Valhals Møer iskjenke.

Mindre Stater smeltede tilsammen.
Som de store Himmelkloder danne sig af smaa,

Men paa den lidet frugtbare Grund
Vare Nordens Folk vidt adspredte.
De forenede Masser
Maatte for Sondens Magter staae tilbage,
Dersom Kraften ei erstattede,
Hvad der i Mængden afgik hine.
Det Hele blev mindre end enhver af Delene,
Som de sjeldne Neger paa en tyndt bevoxet Ager

Forgjæves samle sig til en anseelig Hob.

Fredelige Kunster, Handel, Overdaadighed,
En yppigere Jordbunds forbudne Frugt,
Svækkede vel efterhaanden denne Kraft,
Men ei i samme Grad,
Som hos forkjelede Sydboere,
Og mindre følte Landmanden, Folkets Kjerne,
En unaturlig Forfinelses Onder.

Omsonst –
Thi Feighed fandt mod Tapperhed et Værn i Rigdom:
Kunsten sammensvor sig med denne,
Forført af Sandsernes Tillokkelser.
Saaledes foreskrev Magten Love
Medens Kraften undveg, adlød eller taug
Men Hovedaarsagen til Nordens Ulykker var Folkenes Tvedragt.
Efter Aarhundredes blodige Kamp
Blev omsider en løs og selsom Forening truffen.
Sørgeligere end den forrige Splid
Hvis ikke Tiden selv om Dan og Nor havde slynget et fastere Baand
De paany afsondrede Folk vandrede hvert sin egen Vei
Lykkelige, dersom deres Baner ei saatidt maatte krydse hverandre.
Thi Magt og Vælde taaler ingen Medbeiler:
Hvad der ene taaler, ja begjærer dem, Dyd med Visdom
Er sjelden Folkenes fælles Maal,

Ei lad os vække den lange Strid,
Fra hvilken Side først Fornærmelsen kom.
Dens Aarsag være, som den er, begravet i Forglemmelse.
Og ingen Krig oprippe de ved saamangen Fred længe siden lægte Saar.

Fast sluttede til hverandre frygte Skandinaviens Folk ingen Fiende,
Men Øieblikkets Fordeel gjør Statsstyrerne kortsynede:
Det Hele bliver, ueens med sig selv, til et lettere Rov.

Mægtig ved Erobringer vil du, Svearige! neppe vorde:
Aldrig attraaede dine Søstre saa tvetydig en Ros.
Efterat Britanien var tabt og Østersøens Kyster vare dyrkede.
Inden dine Vinger udvoxe, ville de snart igjen blive stækkede.
Norge vil med Danien selv hævde din Selvstændighed.
Dersom du ønsker intet mere.
Men til Finlands Ørkener ville deres Krigere ikke følge Dig,
Thi Nevas frosne Bredder skulde de ei faa at se,
Og Keiserstadens Grundvolde skal den foreenede Magt ei kunne rokke.
Benyt dig uden Trods af din lykkelige Stilling:
Vær, hvad din Fordeel kræver, Storbritanniens Ven.
Ei dens Bundsforvandte mod os og mod fælles Menneskeret.
Selv prøvet i Hunger og Gjenvordighed,

Lær at staa ulykkelige bi,
Ei ved din Vægt at forøge Skjebnens trykkende Byrde.
Da skal Danien ogsaa for dig engang aabne sit grødefulde Skjød,
Og Norrige søsterlig lette dine Plager.
Ei var Forfængelighed eller Uretfærdighed Aarsag til vort Vanheld,
Men fremmed Troløshed og Vold.
Fordum hærgede Normænd Bretlands Kyster.
Daner og Sveamænd sloge sig til deres Faner.
Seinen bar nvillig Vores Ødelæggelser til Landets Inderste,
Og Frankernes Kongestad skjelvede.
Ingen Mand foragte Hævnen, fordi den bier,
Dersom Efterslægten er ham kjær.
Bevis paa denne Sag er Kjøbenhavns end rygende Ruiner,
Bevis er Engelands Søetyrannie.
Men, o Statsretfærdighed! bryst dig ikke:
Du bestemmes kun af Stolthed eller Egennytte.
Et blindt Redskab i den høiere Styrers Haand.
Indtil du lærer at handle med Indsigt i hans vise Plan.
Og Lyst til Fred udmærker dine Forholdsregler.

Cæsarers vældige Genie,
Gjenfødt og, som Alt, forædlet ved Cultur,
Øiner Enden, afcirkler sin Gang derefter.
Men Stormen driver det til Siden,
Skyer mørkne Maalet og Veien, som dertil fører,
Ogsaa blindes det skarpeste Lyn af altformegen Glands.
Forson, Skandinaviens Folk! den høie Beherskers Vrede,
Frygteligst, naar den tøver.
Thi Havet vil ei alene beskytte dine Kyster,
Og Britanniens Flaader engang saae Andet at udrette.

Ei fare vi længere i Østerled,
Thi Rusland er stort og mægtigt uden Lige.
Colossalst hænger det ud over Norden,
Taber sig i Sønden i noverskuelige Sletter.
Ær al Vælde, thi Magten er af Gud.
Beskedenhed og Maadehold især den Svageres Dyd.
Men forbind dig til Forsvar kun med Ligemænd:
Saadanne Forbund ere troe, ei ydmygende eller farlige,
Dersom Lyst til Mere, Mistanker og Misundelse ikke svække dem.

Dog naar den Vise staaer alene,
Give kun Omstændigheder bedste Raad.
Saaledes stod Danmarks og Norges Konge.
Da, omspændt af en overmægtig Fiende,
Forraadt af sine nærmeste Frænder,
Han i Europas Skræk fandt sin eneste Tilflugt.
Vel lovede Garderige Hjelp, ja Hævn:
Vel blev Svearige tvungen til en kort og troløs Fred:
Bretland vilde nøies med den bedste Deel af sit Rov,
Lade skaante Rettigheder gjelde som Belønning
Naar Pagten brødes, det selv havde tvunget os til at indgaae.
Men Kongens Troskab og Standhaftighed blev regnet til Forbrydelse
Venner og Fiender sammensvore sig paany:
Frederik truedes med Norges, og Norge med Frederiks Tab.

Derfor fægte vi under Hans Banner med Mod og Bestandighed
Lide med Taalmodighed og Haab,
Thi vi fægte for Gud og den gode Sag.
Høste vi deraf end forresten kun denne Frugt,
Tidt, som nu, at feire Frederik den Sjettes Fødselsdag.

Fienden høre Gjenlyden af vor Fryd og fortvivle.
Norges Universitet, Frederiks Stiftelse –
Et Foster af vore Trængsler,
En ædel Plante, som,
Hvor ingen saadan forhen groede,
Paa den afbrændte Grund fremsvirer –
Skal i denne Anledning for første Gang opløste sin Stemme
Ved en af dets Medlemmer
Etatsraad og Professor Treschow, Ridder.
Som skal stræbe at oplyse,
Sammenhængen mellem Kongens og Landets Vel.
Til denne Fest, den 28de Januar Klokken 12,
Paa Kathedralskolens store Høresal,
Indbyder det academiske Collegium
Alle Videnskabernes Velyndere og Venner;
Deres unge Dyrkere paalægger det denne Pligt.