Ridder-Sprange
Inn-ve Skjifte millom Gullbransdale og Valders ligg Nere Heimdal’n me Heimdals-Vatne, ein gjill Fjelldal me overlag te Hamn og Reins-Fjell. Nere Heimdals-Vatne ha alle Ti’e vore sport for, aa vore eit ’taa di glupaste Fiskevatnom som finns i Høgfjellom – aa, de va mykjy te Eige, den Heimdal’n! Fraa Fyst’n høyrde Heimdal’n Valders te, og de kan Ein sjaa, naar Ein endsa paa kaarles Dal’n ligg te og kaarles Valders-Skjifte elles skjer te paa di Kantom. Men kaarles de kom se, at Heimdal’n vart høyrande te Gullbransdale, de ska døkk no faa Greie paa.
Paa Sambu paa Vaagaa budde de ei gomol Ridder-Ækt som kallas Gjæsling; døm va ’taa ei Lendmanns-Ækt som visst allt ha bore te aa røta se, da han Sante-Ola kristna Bygde. Den Ti’e, han Sverre va Konge, va han Gamel-Iva Gjæsling den magtagaste Mann i Gullbransdale og ette hans Daagaa ha Iva-Namne stødt helde se i di store Ækten. Da dette gjekk forr se, som her ska forteljas, budde de ou ein Iva Gjæsling paa Sambu; Ti’e, er de no ikje saa grei-fare aa veta, men de kan no tenkjas aa ha vore imillom 1230 og 1300. Saamaa Bele va de ein Ridder paa Kvie i Valders, han Sigvat paa Kvie; de va baade ein stout, røsle Kar og den megtogaste Mann i Valders-Bygdom i hans Daagaa. Den Ækte paa Kvie va enda kome i Gjiftarmaals Skylde me Kongs-Ækten, saa de va ikje Smaafolk, di Kvie-Ridderann.
Men imillom ’om Iva Gjæsling paa Sambu og ’om Sigvat paa Kvie, han budde no elles paa Melby, ha de vorte hard Ovenskap, saa døm laag ette ein-a’an baade me Odd og Egg. Denne Osamna’n kom se fraa Fyst’n um Heimdal’n og Fiskingje i Heimdals-Vatne. Valdersann’ tykte full, at Nere Heimdal’n laag paa deres Eige saa væl som Øvre Heimdal’n, og naar han Sigvat paa Melby laag i Øvre Heimdale, saa fiska han paa Nere Heimdals-Vatne ou, um han Iva Gjæsling alder saa mykjy ha sli’i Eigna paa Vatne. Og raakaa han Karann hans Iva ve Osen, saa dengde han døm og sette Eld paa Bu og Nouster. Men kom han Iva der sjøl me Mannskap og vilde taakaa Hemn og forsvaaraa Eiga si, saa tordes ikje han Sigvat yppe se, da va han ikje lengje um aa haa se heim aat Melby att. For naar de galdt um Magte, saa va Gjæslingen forr-tong for ’om Sigvat. Detta gjekk saales ei Ti’ – kaar Gong han Iva freista aa faa Tak paa ’om Sigvat for Snikje-Ferde hans i Heimdale, va han burte, men naar han visste, at han Iva va heim aat Sambu att kome, ha han sitt Bruk i Heimdale, som de skulde vore hans rette Odel og Eige. Men att-aat desse Ovenskape um Heimdal’n, kom de naagaa Anna, som ikje va felle[1] te aa døyve Hate millom di tvo.
Nord-i Skaarvangje paa Vaagaa voks de upp ei Jente, som va saa maakaalous vakker, at ho va namnspord for di og vart kalla Skaarvangs-Sole. Han Iva Gjæsling ha Øygarde og Eigo uppi Skogbygden og Skaarvangje og foor ofte der uppi og da Skaarvangs-Sole vart full-vakse Jente, fekk han Hog te, aa fløtja ho aat Sambu saa ho kunde skjine der i Garde. Men førr han kom saa langt, ha han Sigvat Kvie paa ein hell a’an Vis faatt Tak te raakaa Skaarvangs-Sole, hann ou, og da han va den vakraste’ taa di tvo, fekk nok hann Hogen henna. Da dette kom for Øyrom hans Iva Gjæsling, tok han Jenta paa Gard’n me eingong, han tenkte full, de va lite trygt aa haa ho uppi Skaarvangje lenger, naar hans argaste Fiend’ ha kasta Ougo sine paa ho. Førr han kunde faa Ti’ te aa gjera eit sømle Gjestbo paa Sambu, lout han gjera ei Ferd i Kongens Ærend aat Dovre og Lesja og kom te aa bli burte i nogre Daagaa. Han tok me se de meste vaapn-føre Mannskape sitt og paa Sambu va de att berre Arbei’sfolk og nogre faa Vakt-Menn.
Ikje førr ha han Iva Gjæsling ri’e utu Garde, førr Skaarvangs-Sole fekk gjort ei Snar-Bo aat Melby og varsla ’om Sigvat um, at no va ho sett i Bur og vilde han løyse ho ut, fekk han kaamaa fort mea Houken va burte. Ette di Bo’n kom han Sigvat me all si Magt, drap Vaktinn og Gardsfolke paa Sambu, tok Skaarvangs-Sole og sette Eld paa Gard’n. Da han rei nord-ivi mot Finnbru’n me Skaarvangs-Sol’n paa Sal-Knappe, venda han se i Sale og saag att-ende aat Sambu og da han saag Laagan sto te Himils, sa han: „no gjæl Rouhanan ivi Ulvehie.“ Han sprengje-rei’ for aa kaamaa utu Bygden saa kvasst, som de fanst Raa’ for han visste, at kom „Ulven“ att no, og naadd ’om, saa saag han ikje Valders meir.
Førr Brandann va slokkje i Hus-Toftom paa Sambu, kom han Iva Gjæsling att og da han skjøna, at Ranar’n ikje kunde vera saa langt paa Heim-Lei’e kome enno, sette han ette me di saamaa.
Kvie-Ridder’n og Følgje hans vanns ikje lenger me Dagje, hell burt-i Fugelsætre ve Tesse, der vilde han helde Kvild myrkaste Natte, men han ha Otte paa se og sette ein troust Mann te aa helde Vakt. I Graa-Lysingen um Maargaan kom han Iva Gjæsling ette og da han tyktes aa vera viss paa, at han ha Skarven i Fugelsæter’n, va de Kaste, aa kaamaa osedd over Fugelsæter-Myrinn. Fekk Valdersann sjaa døm, saa visste han Iva, at døm sette paa Skogen, Kvie-Ridderen tordes alder gaa imot ’om i ei ærle Kule. Difor let han Mannskape sitt skjera se kaar-si grøn Louv-Buske, døm skulde bera frama’for se, mea døm gjekk ivi Myre. Detta gjekk væl ou, lengje, men saa merkte Vakte, at Bjørkeskogen fløtte se og de vara han ’om Sigvat um: „no ser eg Skogen gaar!“ sa han. Da han Sigvat høyrde de, va de ikje meir, hell han sløngde se paa Hestryggen me Skaarvangs-Sol’n, tok beinaste Lei’e han fann, aust ette Fjelle innpaa Veoflye; Vaapn-Svein hans fylgde ’om, men de andre Mannskape hans naadde han Iva Gjæsling att-i ve Fugelsætre og hoggde de ne te siste Mann. Mea de sto paa, fekk han Sigvat ein liten Onda-Mon og den trongde han væl, for han Iva va ikje langt ette. Valders-Ridder’n rei, de Hesten orka, for no galdt de Live; ette Kante paa Veofly’n slepte han se ne mot Sjodale, for einaste Utvegen, han no visste, va, um han kunde naa ne-me Sjo’n aat eit Sprang i Elv-Fare, ut-onde Sjolikampe og som han va kjend paa. Men Hesten hans heldt paa aa sprengdest og atta’for ’om seig han Iva nerigar og nerigar inn-paa han. De va saavidt han rokk fram eit Stein-Kast firi om Iva. Her va ’kje Ti’ te æve se um, difor tok han Skaarvangs-Sole onde Haande og skout se over, Vaapn-Svein hans skout se ette me di saamaa, men da venda han Sigvat se og ytte han attaabak ne-i kvite Fossen! De va full for aa syne ’om Iva, kaarles han tenkte se te aa gjera me den, som vaagaa se te aa gjera Sprange ette ’om. De va ingen, som tordes vaage se, korkje han Iva Gjæsling sjøl, hell nugun ’taa Mennom hans. Sprange kan ikje vera saa langt, at de er vørdande for ein frisk Kar, men Lennde er naagaa oskaple og er fælt kalltokka aa sjaa paa, me di Sjoe fossa og dondra djupt ne-i di tronge Klovun. Og der-te sto Kvie-Ridder’n paa hi Sia me nakje Sverd og va ferdog te aa sende kem, som kom, beint ne-i ville Gape. Paa denne Gjerde berga han Sigvat se, han Iva Gjæsling og Mannskape hans snudde og tok paa Heimferde og Valders-Ridder’n tok te-fjells me Skaarvangs-Sol’n. Um Mannskape hans ha sett Live te, kaar ein Kart, saa kunde han likevæl kaamaa høg heim-i Bygde att: Sambu ha han brennt og Skaarvangs-Sole kom han me paa Sal-Knappe.
For denne Ranar-Ferde si lout Kvie-Ridder’n gjeva ’om Iva Gjæsling Brev paa Nere Helmdal’n te full Eige og Odel for honom og hans Ette-Menn, me Vatn, Hamn og Fjell, Allt, som Heimdal kallas, og Allt, som te Heimdals halla. Men den Trøngja i Sjo’n som Kvie-Ridder’n sprang over me Skaarvangs-Sol’n onde Haann, ha sia heitt Ridder-Sprange og ber de saamaa Namne den Dag idag. – Sjaa um Gjæslingen og Sambu lenger ut-i Boken.
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |
- ↑ felle: høvele, lugum.