Renæssanse-mennesker/Machiavelli's psyke2

Men der er, som antydet, endnu noget mere ved Machiavelli’s moralfilosofi. Hans samtid saa ingen almenlove, og benegtet at der fandtes saadanne, endog bare til bruk i nuet: alt gik paa slump, al fremgang berodde paa éns erfaring og éns skjøn i det enkelte tilfælde. Saaledes var hans ven, historikeren og politikeren Fr. Guicciardini’s syn; noget lignende er gesandten Fr. Vettori’s. Men Guicciardini satte sig desuten fast i en selvmotsigelse; saaledes sier han ensteds at fortidens eksempler har vi ikke bruk for — paralleler derfra bare halter. Og et andet sted hos ham heter det at fortiden og historien er nyttig, for verden var altid av samme stof, og derfor vender de samme ting tilbake: man kan med andre ord lære av historiens eksempler. Allerede her var Machiavelli foran og over sin tid. Han er desuten logiker og uttaler sig altid likeéns. — Men efterat han har fundet og slaat fast slike almenlove, saa hæver han sig op til selv at indse disse satsers relative værd, deres forgjængelighet. Saa kan han pludselig si, som ensteds i kommentarerne til Livius: „Det er ugjørlig at skape en evig republik, fordi ad tusen uventede veier voldes dens fald.“ I det politiske har han øie for regjeringsformernes evindelige kredsløp: hvordan de avløser hverandre og i det uendelige gjentar sig. — Et andet sted sier han at paa en 5—6 tusen aar er alting forandret og glemt. Ved denslags ytringer kommer det jo noget kosmisk over hans moralfilosofi, den svæver underlig fri i en klar, stjernehøi verdensbevissthet: Vi er allikevel bare et litet minut i evigheten.

Derimot er det efter min mening paa andre punkter at Machiavelli’s system har svakheter, — eller ialfald sin begrænsning. Og det netop som følge av hans syllogistiske metode. Rent teoretisk-filosofisk set staar Machiavelli endog midt opi middelalderens dilemma „nominalisme“ og „realisme“; men han gjør det paa grund av den psykologiske drift, som hadde besat ham, efter orden og enhet i virvaret. Da nemlig skolastikken indgik hin forbindelse med dette hans hete savn, forleder den ham til forgudelse av det generelle paa bekostning av den enkelte. I naiv tro forglor han sig paa orden, det vil konkret uttrykt si: paa lovenes underbare og helbredende kraft midt i et raattent samfund. Og her har paa en maate atter skolastikkens form trængt sig ind i selve stoffet; det syn minder jo om det som laa til grund for ansættelsen av Don Michele. For Machiavelli blir saaledes statsmanden ikke én, som skaper love ut av og i overensstemmelse med folkets eiendommeligheter, saaledes som vi for tiden opfatter et rigtig og heldbringende lovarbeide. — Nu, her kan jo ogsaa skylden for endel ligge i parallelen med forholdet mellem en syk og lægen: billedet er urgeret, en feil som i grunden allerede Platon begaar i sin dialog om staten.

Men Machiavelli forglor sig endvidere paa „staten“, det almene vel, som om den enkelte ikke var til, eller var meget mindre værd. Han naar i sit system med andre ord, trods den før nævnte anerkjendelse av folkesuveræniteten, slet ikke frem til alle borgeres frihet og likhet og deres ret til at delta i statens styre; den enkeltes frihet er ikke tryg i et slikt system. Det er vistnok at forlange for meget; for dit naadde først den franske revolution. Men allikevel synes der mig i denne begrænsning atter at være gjemt et snev skolastik, som altsaa har trængt sig gjennem systemets ytre, formelle skal og ind i selve stoffet. — Desuten er jo staten selv, likesom moralen, en organisme, noget i uavbrutt vekst, ikke anorganisk kemi eller et ædelt metal, som bare kjender gjentagelse som tilværelsens form; staten har sit billede ikke i diamanten, men i blomsten.

Allerede i sin første politiske avhandling (den om oprørerne i Chiana-dalen) sier Machiavelli ensteds — og han gjentar det siden mangesteds: i betragtningerne over Livius, i Fyrsten og i sine digtninger: „Verden var altid bebodd av mennesker som bestandig har hat de selvsamme lidenskaper: altid var der én som lystrer og én som befaler; én som lystrer ugjerne og én som lystrer gjerne, og én som gjør oprør og blir straffet.“ — Denne historiens almenlærdom er grundlaget for hans politiske livsvisdom; ti historien er i hans øine den ledende stjerne for menneskers handling og liv. Det er hans syn paa utviklings-princippet i verden. Og vi kan jo ikke med billighet laste ham for det at han ikke lærer evolutionen. Men heller ikke dette resultat er maaske saa ganske fremmed for den skolastiske tænknings ytre form: Midt i et opløsningens og karakterutviskelsens tidsrum hævder han at mennesket altid er sig selv likt, et uforanderlig mineral. Og historien altsaa en størknet enhet. — Det er et dypt konservativt syn paa menneskelivet, et farlig og reaktionært syn.

Vi har jo nu i aandslivet, særlig de sidste decennier, lidt under det motsatte feilsyn: Utvikling opfattedes næsten tilslut som princippet. Man kunde engang høre ledende radikaler slaa fast under almen tilslutning: „Den som ikke lever i nuet, har overhodet ikke levet,“ — og med liv i nuet mente han deltagelse i øieblikkets aktuelle problem-diskussion paa ytterste fløi. Og det igjen avlet vor tids hæseblæsende hast; de stadig nye maskiner og sølle opfindelser skjøv paa. Det blev derfor delvis de rapfotedes og de raptungedes gyldne tid; det er ogsaa hemmeligheten ved at dagspressen svang sig op til at føre det store ord i aandslivet. — Princippet blir dog selve stoffet, som er under utvikling og gjemmer den levende trang, evnen til utvikling. Og Machiavelli lærer altsaa med hensyn til kulturudviklingen at alt vil ha sin tid; fremskridtene er ikke saa rivende hurtige som folk flest tror, og menneskene vandrer i halen paa hverandre, tankeløse som sauene paa en sti. — Naar man ser hen til den tid, det f. eks. tok for realisationen av hans nationale idé, saa maa han jo sies at ha faat en smule ret; naar man ser hen til hvad man nu under verdenskrigen har været vidne til ute i Europa: har han da maaske faat uret?

Man vilde vel ogsaa paa grund av dette konservative moment stemple et slikt desillusionert syn paa menneske-livet og paa historien som pessimisme, hvilket jo er det samme som konservatisme, eftersom begge mangler tro paa utvikling. Hans syn paa folket som saadant er tilvisse mørkt; han sier saaledes ensteds at det at bygge paa folket er at bygge paa søle („fango“). Men jeg tror allikevel ikke at hans syn paa mennesket er saadan uten videre asketisk arv fra middelalderen, som en biograf antyder; det er vaaknet og har fæstnet sig under hans personlige berøring med den forvorpne samtid, det er hans særlige eie, hans livssyn. Forsaavidt er det med hans pessimisme ganske som med hans skepsis. Svakheten ved hans verdensbetragtning, filosofisk set, maa imidlertid bli at han opfatter det onde, troløsheten, som postulat og a priori som hørende til og som uundværlig bestanddel i den kosmiske husholdning. Denslags maa jo dog bevises. Det bevis leverte ikke Machiavelli; han bare saa sig rundt i sin samtid, saa den ind i ansigtet kjølig som en kemiker: og der saa han at „sletheten“ ikke manglet nogensteds. Saa tok han det onde med i sin opbygning som det faktum, det syntes ham; just i det blik paa og ved den bruk av kjendsgjerningen er der noget helt umiddelalderlig. — Det er endvidere ganske taapelig, naar hans forfølgere ned gjennem tiderne har villet gjøre denne indsigt til ensbetydende med at han fremelsker det onde.

Fatalist er han imidlertid ikke; han lærer ingensteds at skjæbnen alene formaar at kue noget væsen. Han tror jo endvidere, som nævnt, f. eks. paa statsinstitutionernes indflydelse paa menneskene, han tror paa lovenes store rolle. Og med hensyn til de nedsættende domme om nutiden og dens historiske mænd i forhold til fortidens spør han sig ensteds hvad grunden kan være til det: Jo, svarer han, det kommer bare av at ved bedømmelse av fortiden spiller ikke misundelse ind som ved bedømmelse av éns egen samtid. Men bak de ord ligger der jo gjemt et bestemt forsvar for nutiden i forhold til den meget priste gamle tid. Altsaa ikke den pessimisme, som lærer at menneskeheten utvikler sig til det værre.

Men pessimisme kan man jo godt kalde det; den glose kan man ogsaa bruke om hans kosmiske syn: at alle og alt er bestemt til at forsvinde og utslettes, endog som navn. Men glosen forutsætter vel ellers beklagelse over verdensstyret, ja klynk. Machiavelli er i ethvert fald en for stor og sterk natur til at han nogensinde henfaldt til denslags: han ser paa det rolig som en læge.

Allerede i det som ovenfor er anført har man skimtet filosofiske selvmotsigelser i hans system. Vi kan antyde flere: Naar f. eks. alt skal forsvinde, eksisterer der altsaa i virkeligheten ingen evige love, og da kan selvfølgelig heller ikke den sats gjælde, at menneskene altid er desamme. — Der er ogsaa hin selvmotsigelse, som han tildels maaske har trukket med ind fra middelalderens teologi, nemlig der hvor han lærer at menneskene i sit forhold til staten er i bund og grund onde, og der derfor maa love til, som skal tvinge dem til at være gode: Her sier jo vi ialfald at love nytter ikke, om man ikke gaar ut fra at der er en kjerne godt i menneske-naturen, — foruten at lovene maa være gjenspeil av folkets almene rets-bevissthet. — Vi kan nævne mere av samme art teoretiske svakheter: Man tømrer op, ræsonnerer han, et hus for folket, nemlig en stat, og alle midler er brukbare til bygningens opførelse. Men saa? naar man indbyder folket at flytte ind? den moralsk giftige atmosfære, som folket indaandet, da det bivaanet opbygningen? det som kaldes eksemplets magt? Hvem borger for at ikke folket, naar det lærte bygmesterens knep, fortsætter med samme midler efterat det har faat sig den optømrede stat overdraget? Hvem avgjør tidspunktet, naar en stats havsnød er forbi? — Særlig maa jo denne betænkelighet gjælde, om folket er i bund og grund bedærvet. Og her er man i mine øine ved systemets største svakhet: paradoksernes farlighet, naar de blir menigmands eie. Vi har saaledes set det ved denne krig, da Nietzsche koker i korporal- og børsbaroners hjerner. Paradokser er nemlig kunstprodukter, og beregnet paa kunstnere; de forutsætter ialfald det gemyt. Men menigmand er nu engang i flertal; han er det iblandt statsmændene og diplomaterne ogsaa, deres forstaaelse og evne til at nyde kunst ligger visselig ikke over den almindelige mands niveau. Machiavelli har forresten aabenbart selv øie netop for denne sine syllogismers fare; det er det satiriske syn som ligger bak det ræsonnement han lar skriftefaren gi til bedste i sin monolog i Mandragora, da denne beviser egteskapsbruddets berettigelse.

Denslags selvmotsigelser bunder egentlig og inderst inde i Machiavelli’s egen sjæl; de bunder i hans egen pendlen mellem haab og mishaab, idet hele hans system og alle hans satser, som jeg har sagt, maa sees paa den aktuelle bakgrund. Jeg mener med andre ord at ogsaa her maa som forklaring det psykologiske træde til, nemlig den fortvilelse, som brænder paa dypet av hans sjæl og gramser famlende om sig efter alle midler. Motsigelsen er Machiavelli’s egen spænding, om kuren vil lykkes; det er lægens stemningsmotsigelser, naar de sidste midler er ordinert, mens den syke ligger og strider med døden. —

I det praktiske, hvor hans teorier skulde realiseres, møtte han selv motsigelser. Her tænker jeg særlig paa nationalmilitsen i sammenligning med leiehære: han gjorde der den erfaring at leiehære, som stod i fiendeland, allikevel slos bedre, saafremt der ingen utvei var til flugt, men de bare hadde valget mellem at seire eller at dø. Og han hadde dog gjort regning paa at folket selv, naar det kom i vaaben, skulde slaas med fortvilelsens mod for arne og aker: Det sat isteden feigt inde i sine markmushul og stirret ut paa fienden. — Motsigelser i det praktiske er der ogsaa av anden art. Jeg har før antydet den som kom tilsyne ved Pisa’s underkuelse: Det var jo en fri republik efter Machiavelli’s hjerte; og det var desuten ikke der faren truet Firenze og Italien som folk. Han sat dengang med kortsynte særmaal i sin kamp for frihet og hadde bare øie for sin kommune, ofret for den av det heles velfærd.

Men hans nationale idé, som fra først av ingenlunde var klar, modnet med begivenheterne. Og i tilslutning til dette vil jeg her oversætte Fyrstens slutningskapitel, som løper ut i en opfordring til unge Lorenzo Medici, hvem han tilsidst dedicerte verket, om at gripe ind og befri Italien fra „barbarerne“. Boken blev skrevet bare en fem aar efter Pisa’s underkuelse.

„Idet jeg altsaa samler alt det, jeg ovenfor har utredet, og overveier med mig selv, om det for nærværende er slike tider i Italien at man forstaar at vurdere en ny fyrste, og om der er stof, som en klok og dygtig mand kan finde sig foranlediget til at føre i en ny støpeform, som vilde bringe ham ære og Italien som helhet gagn, tykkes det mig at der peker saamange ting i retning av en ny fyrste at jeg ikke skjønner hvad tid nogensinde skulde været mer egnet for denslags. Og hvis det, som sagt, var nødvendig, for at faa øie paa Moses’s dygtighet, at Israel’s folk først maatte være træller i Ægypten, — og, for at erkjende Cyrus’s storhet og mod, at perserne var blit underkuet av mederne, — og, for at belyse Teseus’s udmerkede egenskaper, at atenienserne blev et splittet folk: saaledes var det for nærværende nødvendig — for at erkjende den italienske aands kraft — at Italien blev ført dit hvor det nu staar, og at det først maatte bli mere træl end jøderne, mere tjener end perserne, mere splittet end atenienserne: uten høvding, uten institutioner, prylet, plyndret, sønderrevet, overrendt, — og at det maatte ha taalt ødelæggelser av al slag. Skjønt der til denne dag paa grund av en eller anden personlighet (ɔ: Cæsar Borgia) nok kan ha vist sig en og anden lysstripe, saa man kunde tro, han var sendt av Vorherre til dets befrielse, saa har man ikke desto mindre maattet se paa, hvorledes han senere, netop naar sakerne var i allerbedste gjænge for ham, er blit forstøtt av skjæbnen. Med den følge at landet, latt tilbake som livløst, nu venter paa hvem det kan være som skal læge dets saar og gjøre en slut paa

Lorenzo de’ Medici d. y.

plyndringerne og blodbadene i Lombardiet, paa utsugeriet og brandskattingerne i kongeriket Napoli og i Toscana, og som skal helbrede det for disse saar som allerede har knutet sig til svulster paa grund av den lange tid. Man ser, hvor det beder til Gud at han skal sende det en mand, som kan befri det for denne grumhet og overmod fra barbarhold. Man ser, hvor det endnu staar rede til med glæde at følge en fane, bare der kommer én som reiser den. — Ei heller skimter man i øieblikket hvad andet det kan bygge sit haab paa end det at jert berømmelige hus kan komme i spidsen for dette frigjørelses-verk, dette hus som jo staar saa høit i ry for dygtighet og held, og dertil er gjenstand for særlig gunst fra Gud og kirken, hvis høieste stilling det nu beklæder (ɔ: Leo X, Lorenzo’s farbror). Dette vil ikke falde Jer meget vanskelig, hvis I holder Jer for øie de mænds handlinger og liv, som jeg ovenfor har nævnt; skjønt hine mænd er sjeldne og merkelige, saa var de dog ikke desto mindre bare mennesker; og enhver av dem hadde ringere anledning end den, som her for nærværende er. For deres forehavende var ikke mere retfærdig end dette, ei heller lettere, ei heller var Gud mere venligsindet mot dem end mot Jer. Her er den store retfærdighet, fordi den krig er retfærdig, som er uundgaaelig, og fordi vaabnene er hellige hvor der ikke gives haab utenom dem. Her er den største beredvillighet, — og der kan ikke, hvor der er stor beredvillighet, bli tale om stor vanskelighet, forutsat at man bare tar til mønster disse som jeg har foreslaat Jer at ha for øie. Desforuten ser man her fra Guds side en ekstraordinær ledelse, som er uten sidestykke: havet har aapnet sig, en sky har synt Jer veien, klippen har heldt vand, her har regnet manna, — alt samler sig for at øke Jer storhet: Resten faar I gjøre. Gud ønsker ikke at gjøre altsammen, for ikke at fravriste os den fri vilje og hin del av æren, som tilkommer os. — Det er ikke at undres, om nogen av de før nævnte italienere ikke har formaadd at gjøre det som vi faar haabe, jert berømmelige hus gjør. Og om i Italiens hyppige revolutioner og i de saa mange krigens tilskikkelser det altid har set ut som om de militære evner var utslukket i folket, saa er dette bare saa, fordi de gamle hærordninger ikke var gode, og der ikke er opstaat nogen som har forstaat at finde nye. Intet skaffer en ny mand, som dukker op, slik ære som nye love og nye hærordninger, som uttænkes av ham. Naar denslags ting er vel begrundet og i sig selv vidner om storhet, gjør de sin mand værdig til ære og merkelig; og i Italien skorter der ikke paa stof, som man kan paatrykke hvad form somhelst: Her er stor dygtighet i lemmerne, naar der bare ikke hadde skortet paa hoder. Hent bevis fra tvekampene og fra kampstevner mellem et faatal, hvor italienerne er overlegne i kraft, i hændighet, i geni. Men straks man kommer til hærene, er de egenskaper borte: alt kommer av hodernes daarlighet; for de som forstaar noget, lystrer ikke, — og alle tror de, de forstaar, fordi der til denne dag endnu ikke har været nogen, som baade ved dygtighet og ved held har vist sig saa stor, at de andre veg plads. Herav er saa følgen blit at i al denne tid, i alle de krige som er ført de sidste tyve aar, har hæren gjort sine saker slet, saasandt den var helt italiensk i sin sammensætning: Det var først Taro^[1] vidne til, siden Alexandria, Capua, Genua, Vaila, Bologna, Mestri. Vil derfor jert berømmelige hus gaa i de udmerkede mænds fotspor, som frigjorde sine lande, er det fremfor alle andre ting nødvendig som virkelig grundlag for ethvert foretagende at sørge for egne tropper; for der gives ikke hverken mere paalidelige eller virkeligere eller bedre soldater. Og selv om hver enkelt av dem kan være bra, saa vil de samlet bli endda bedre, naar de ser sig anført av sin fyrste, og berømmet av ham og underholdt av ham. Det er nemlig nødvendig at forberede sig til en slik dyst, for med italiensk dygtighet at kunne forsvare sig mot de fremmede. Skjønt det schweiziske og spanske infanteri er anset for forfærdelig, saa er der ikke desto mindre hos dem begge mangler, hvorfor en tredje hærordning nok vilde kunne ikke bare holde stand imot dem, men ogsaa ha haab om at seire. Spanierne kan nemlig ikke staa sig mot kavaleri, og schweizerne igjen blir nok rædde for infanteriet, naar det tørner imot dem i kamp, haardnakket som de selv. Man har saaledes set paa, og man vil i fremtiden faa se paa, at spanierne ikke kan staa sig mot fransk kavaleri, og at schweizerne vil bli ødelagt av spansk infanteri; skjønt man ikke paa det sidste felt er helt færdig med sine erfaringer, har man dog set en liten prøve under Ravenna-slaget, da det spanske infanteri tørnet sammen med de tyske geledder, som bruker selvsamme slagorden som schweizerne: her var spanierne, ved at kroppens bevægelser var fri og hjulpet av sine smaaskjold, trængt frem mellem og indunder deres spydrækker og stod sikkert, mens de gik løs paa dem, uten at tyskerne hadde nogen utvei med det; hadde ikke kavaleriet været der og gjort schok, vilde de ha gjort ende paa dem alle sammen. Man kan altsaa, naar man kjender manglen hos det ene og hos det andet av disse infanterier, reformere opstillingen fra grunden av, saa den kan holde stand mot kavaleri, og samtidig ikke behøver at frygte infanteriet. Hvilket sker ikke ved at skape nye vaabenarter, men ved en ændring i kampmetoden. Dette er av de ting som, naar de forordnes fra nyt av, skjænker en ny fyrste ry og storhet. — Derfor maa man ikke la denne anledning gaa fra sig. Paa det at Italien efter en saa lang tids forløp kan faa skue sin befrier. Jeg evner heller ikke at uttrykke med hvilken kjærlighet han vilde bli mottat i alle de provinser, som har lidt vondt ved disse oversvømmelser av fremmede, med hvilken tørst efter hevn, med hvilken urokkelig tillid, med hvilken pietet, med hvilke taarer. Hvilke porter vilde vel lukke sig? hvilke byer vilde negte ham lydighet? hvilken misundelse vilde reise sig imot ham? hvilken italiener vilde unddrage ham sin underdanighet? I hver mands næse stinker det av dette barbarvælde. La derfor jert berømmelige fyrstehus gripe dette kald med det mod og med de forhaabninger, som man griper retfærdige foretagender, paa det at under dets merke baade dette vort fædreland kan adles, og hine ord av Petrarca under dets auspicier kan vorde sandhet:

Se, kraften sverdet hæver
mot vildskaps vold! og kort blir dystens stund:
End oldtids mandsmod lever
hos hver italiker i hjertets bund.“

Ovenpaa et saadant kapitel er der ingen grund til tvil om bredden og dybden av Machiavelli’s nationale bevissthet. Her er idéen modnet, uten selvmotsigelse. Og av det som før er sagt om hans politiske alliance-arbeide under embeds-aarene: Er der egentlig tvil om hvor hans tanke særlig færdes, naar han her nævner barbarerne? Med Frankrike ønsket Machiavelli forbund; men under Medici var det tyskerne, som begyndte at oversvømme halvøen, og nu grasserte der.

Forresten er det ikke saa at Machiavelli var den første i det nye Italiens historie, som følte smerten over folkets uværdige stilling og over fremmed-flommen. Nationalfølelsen er igrunden gammel i Italien. Der er en lang og bevisst linje helt fra de ældste tider; og uviljen har en bestemt adresse. Men det kom kun til orde hos folkets største aander. Machiavelli var derimot den første store statsmand, som var optat med politiske, praktiske planer for at rense landet. Petrarca’s merkelige og høistemte, sterkt følte canzone „Italia mia“ (mit Italien) — den hvorfra Machiavelli ogsaa citerer hine linjer tilslut i Fyrsten — er noksom kjendt, med det sørgmodige lovkvad til hele halvøens folk, „latin sangue gentile“ (det ædle latinske blod), som han kalder det, Leopardi’s første forløper. I nævnte canzone spør Petrarca ensteds: „Hvad har her i landet alle de fremmede sverd at gjøre? Hvi farves vor grønne jord av barbarernes blod?“ Og længer nede i samme canzone heter det: „Godt sørget naturen for vort land, dengang da den la Alperne som skjold mellem os og den tyske vildskap“ (rabbia).

Langt, langt tilbake hadde folkeslag nordfra skyllet indover halvøen. De kom i bølger, bestandig ny flom, og ny flom. For landet med sin glade sol og al sin utadvendte natur lokket de plumpe sanser. Allerede Dante’s sprog, hvor der bl. a. møter én saa fuldt av tyske eller nordiske gloser, taler høit om overrislingens magt; og noterer man sig f. eks. gloserne, viser det sig at det fremmede omtrent utelukkende er gloser om vaaben og krig, ogsaa om jagt; de er delvis helt indforlivet og lever, som bekjendt, den dag idag i det italienske sprog; er kanske, naar det kommer til stykket, et av de elementer som har skjænket dets stil dens aller vidunderligste aroma. Det er saa ogsaa paa andre omraader; saaledes hævder historikere fra Machiavelli av at f. eks. striden i Firenze mellem ghibeliner og guelfer egentlig inderst inde var en race-kamp mellem tysk indflytter-adel og den indfødte borgerklasse. — Raceblandingen har gjort sit til at folket reiste sig igjen ovenpaa Romerrikets fald. Og efter min mening har longobardernes folkestripe, som i sidste instans kom helt fra Elbens munding, sin andel i selve renæssansens kunst. Men nu paa Machiavelli’s tid var ny overrisling nordfra ganske upaakrævet i enhver henseende.

Ogsaa særtypen, den omvankende tyske ridder, hadde langt tilbake fæstnet sig i folkebevisstheten, de er staaende skikkelser, færdige allerede paa de første novellers tid; ialfald er de det hos novellisten Sacchetti (født ca. 1330), som tegner billeder av deres specielle art æresfølelse, og gir dermed ogsaa italienerens syn paa disse, som dreves viden om av lavpandet slagsmaalstrang, lik okser i parringstiden. Man faar imidlertid fastholde, at dette er synet paa den tyske kriger; selve det tyske folk kjendte heller ikke de. Og Boccaccio vet om andre sider, f. eks. deres nøiagtighet i pengesaker. En novelle av Sacchetti (CL) fortæller saaledes en anekdote om en florentiner, som blev valgt til borgermester („podestà“) nord i Padua: Han var meget uanselig av vekst; og da han skulde utstyre sig for at reise og overta embedet, foreslog derfor hans venner, at de skulde skaffe ham en svær hjelmprydelse, idet han, som de vittig sa, kunde gjøre det motsatte av damerne, naar de var smaa av vekst: de la paa under skohælen. Hjelmpryden skulde være en bjørn i halvfigur, med labberne i veiret og klatrende; og inskriptionen skulde hete noget som:

„Ikke leke med bjørneklør:
Ellers faar du rift og blør!“

(„non ischerzare con l’orso, senon vuogli esser morso“). Da han saa i det utstyr passerer Ferrara paa sin reise, staar der en tysk ridder paa torvet, som øieblikkelig blikkelig blir vâr hans hjelmpryd og „snakket i sit sprog hovmodig sigende: Hvad er det for én som bærer min hjelmbusk?“ Og han roper paa sin væbner at han paa timen skal bringe gangeren, ti han vil slaas med borgermesteren; tyskeren var en vældig kar, og het „herr Scindigher“. Det blev svare til opstyr; folk samlet sig om kamphanen og søkte at stagge og snakke ham fra; men ingenting nyttet. Borgermesteren begyndte at bli nervøs; man akkorderte ivrigere og ivrigere. Og enden paa det blev da at borgermesteren svarte mellemmændene: Det er ikke hans hjelmpryd; en florentinsk maler laget den for mig, og den har kostet mig fem fioriner; men vil han endelig, saa kan han sende mig fem fioriner, saa skal han faa hjelm-merket. Herr Scindigher sendte straks sin tjener hen med de fem og lot hente hjelmpryden, ved hvilket kup „han tyktes sig at ha beseiret en hel by“, som det heter i novellen med italienerens overlegne syn paa komik. Men borgermesteren finder sig en maler i Ferrara, som lager ham en ny hjelmpryd, nemlig en bavian i halvfigur, klædt i gult, med et sverd i haanden — og dette sidste bytter han med et rødmalet spyd: Det blev hans vaabenmerke. Og med det drog han saa til Padua. Det nye kostet to fioriner. „Saa han tjente tre fioriner paa det, og tyskeren, han blev ved bjørnen“, gjentages det lunt klukkende tilslut. — Hos Sacchetti er der endnu en anekdote, som fremviser samme art lavpandet lanseknegt i hans møte med en gløgg italiener, som er utover urmenneskets kulturfase: Der var engang en italiensk ridder, som hadde et hestehode („testa di cavallo“) til vaabenmerke. En tysker fik øie paa det, og skikket paa timen bud, at enten skulde det fjernes, eller ogsaa vilde han slaas med ham. Italieneren svarer: „Aa! hvad er det for hjelmpryd han bærer, den hugprude?“ Og budet svarte: Et hestehode. Og denne svarte: „Mit er et mærra-hode („testa di cavalla“). Saa de har ikke nogetsomhelst med hinanden at gjøre.“ Budet vendte tilbake. Og tyskeren sa sig tilfreds med den forklaring.

De ældste anekdoter opviser altsaa fra italienernes side et færdig syn paa typen; det syn ligner ellers det, keltibererne hadde paa vore bolde forfædre vikingerne, naar de i Vesterled brændte og skjendte og la irsk kultur øde. Den italienske novelles billede kan forøvrig ingenlunde sies at være karikert; Sifrit, nationalhelten i det tyske folks epos Nibelungenlid, opfører sig i ganske samme aand. Da han nemlig i tredje sang kommer til kong Gunter’s hof i Worms for at fri til hans søster, den for sin skjønhet navnkundige Krimhilt, gjør han sin entré som beiler i kongsgaarden under stor mund og skryt, ganske uten foranledning fra de andres side; stevner uten skjellig grund brødrene til tvekamp om deres eget rike, og ender sin merkelige hilsen med at han gir en god dag i, om de liker det eller ikke: „Jeg vil nu tiltvinge mig alt hvad I monne ha. Lande og borger, alt skal bli mig underdanig,“ sier han. En beilers optræden altsaa ganske analog den, vore ældste, forhistoriske berserker viser, hine staaende sagnfigurer og faste bygdeplager i sagaen, som stevner til holmgang sin vordende svigerfar for at tiltvinge sig giftermaal og hans gaard. Sifrit er imidlertid tyskernes folkehelt i deres beundrede nationalepos fra ca. 1150, mens allerede dengang vor ældste saga (for ikke at nævne Kongespeilet) jo har andre regler for god tone, naar man ved hove bærer sit erend frem. Ialfald formaar ikke jeg paa dette punkt at se forskjel paa Sifrit og „herr Scindigher“. Men endog i Worms blir der stort opstyr over dette besøk av Sifrit og hans folkeskik; man stikker sine hoder bestyrtet ut av kongeborgen, undrer sig, titter paa gjesten, og nogen søker at snakke ham til fornuft. Det nytter ikke at hævde, man slet ingenting har utestaaende med ham; han bare gjentar: „Jeg vil styre over alt“; men føier nu rigtignok til, i paatrængende ridderlighet: „Og ogsaa mit arverike, om du erhverver det med magt, det skal med lov og ret vorde dit.“ Man lægger sine hoder i bløt paa kongeborgen for at hitte en løsning ut av disse haarde vilkaar; og blir tilsidst enig om at bede om godt veir; forsikrer ham krypende at de vil være hans venner, samt spør ham om han ikke vil ta til takke og slaa sig ned paa borgen: Det gjør han! Kort sagt, det ender som bekjendt med at Sifrit blir brødrenes høire haand, som i vild selvopofrelse ikke kjender grænse for sin hjælpsomhet: han redder deres kongerike mot sachserne, han betvinger i Gunters navn endog dennes knipske dronning brudenatten. — Han mente altsaa ikke noget større med sin første optræden, — bare utslag av „gemüth“! han lider av ulyksalig tørst efter at komme i hjerteforhold til mennesker. Det er hans form, den germanske urtypes, en eventyrlig gammel form for folkeskik, som fik stivne til racetræk. Eller kanske denne paatrængende tørst egentlig bare er en følge av folketomhet, av ensomhetsfølelse. Vi saa jo denslags skikkelser — ialfald før i tiden — i vore avsides daler og fjorder, naar f. eks. en ny embedsmand ankom til bygden: da møtte man ham iblandt just paa det vis for at komme i rapport og lære stoffet i ham at kjende, — for aandelig at „prøvas“; naar saa de par fantord var utvekslet og et godt svar var kommet igjen, blev angriperen for sin levetid hengivenheten i person. Det er ellers et dyrisk træk: at maatte stanges for at kunne staa fredelig i baas med én. Men længere syd, i sollyse landes folkemylr eller hos andre racer, gouterer man ikke denne urform for gemytlighet; man slaar en vits og beder „herr Scindigher“ gaa fanden i vold; i Italien ialfald har man glosen paa den slags gjesters optræden, den heter „forsennato“ (vanvittig). Slik gaar det privat; „herr Scindigher“s utrolige formløshet høster kulde. Internationalt kan den, som bekjendt, bidrage til at nedkalde katastrofer. Der er noget av verdenstragedie i denne konflikt: et overstrømmende rikt gemyt, men som helt mangler form og derfor ganske misforstaaes, naar det møter kjølige racer. Og det er det underlige at statsmændene slet ikke kjærer sig om at finde midler til at stagge anlæg, som fører til den slags rivninger; isteden faar generalstaber lov at utnytte det og lar det forbene til „offensiv aand“. —

Men efterat den biologiske proces var færdig i Italien, efterat folket ved blodsblanding var fornyet, og kulturen, delvis som følge av den, var slaat ut i kunstnerisk blomstring, blir altsaa likefuldt fremmed-flommen ved at skylle i bølger indover halvøen. „Herr Scindigher“ er typen for denne overflødige og upaakrævede strøm; og det er en saadan bølge, som Machiavelli oplever og søker i sin politik at dæmme op imot. Da har kanske ogsaa „herr Scindigher“ mistet noget av sin lavpandede oprindelighet; det er vel denne nye lanseknegt-type Dürer har tegnet, blodfuld og tung, med en moralsk døgrvild, forraadnet sjæl, avstumpet ved synet av alt det grumme de har været med paa, forsumpet gjennem herreløst arbeidende blodtørst. Samarbeidet med de spanske tropper paa halvøen, som var en følge av Spaniens og Tysklands forening under én keiser (Karl V), har visselig heller ikke gjort dem mildere av sind og haandverk. Og det er i denne type, Machiavelli under sidste del av sit liv møter repræsentanten for Tyskland, som altsaa ikke længer hadde spor av historisk mission paa halvøen. Jeg har før nævnt, hvor han ser skarpt paa fransk folkesjæl, ja hvorledes han ved omtalen av tyskerne næsten synes at opstille dem som mønster for Italien: siden, da denne nye invasion er fuldbragt gjerning, og han ser typen i virksomhet søndenfor Alperne og paa sin egen grund, skifter han syn. Det er forresten ikke bare han som fordømmer dem. Fra vennen Francesco Vettori er der et brev, dateret Firenze 1526, hvor han fortæller om lanseknegtenes optræden nordpaa: „Her er kommen folk fra Milano og Cremona, som har avgit en slik beretning om de keiserlige, saavel spaniere som

Tyske lanseknegter. (Dürer)

tyskere, at der ikke findes nogen som ikke foretrækker selve djævelen for dem.“ I en anden forbindelse har jeg fremhævet angsten som tidens sott: det var netop i aarene omkring dette Vettori’s brev, at denne sott for de enkelte sinds vedkommende legemliggjorde sig i angst for det overnaturlige, som er tyskekeiseren, manden av det eventyrlige held, og for hans herjende lanseknegt-horder; for disse sind er de maren over folket, selve folkeangsten. Og mot denne bakgrund reiser sig og renser sig Machiavelli’s nationale syn, helt og frit. Just i det aar er der fra ham et kort brev til Fr. Guicciardini, som da hadde faat overledelsen av pave Clemens VII’s tropper; i det gjennemgaar han i raske træk den politiske situation i Italien og pavens holdning; saa klemmer han pludselig ned, og paa latin: „Ryk op med rot disse fæle vilddyr, som ikke har anden likhet med et menneske end ansigt og stemme!“ („Extirpate has immanes beluas quae hominis praeter faciem et vocem nihil habent“). Det er hans nye syn, hans sidste ord om denne sak.

Der kan efter dette selvsagt ikke være tvil om hvad slags fremmedinvasion hans nationalfølelse nærmest reiser sig imot. Nu er der heller ingen selvmotsigelse længer med hensyn til det maal, hans politiske system sætter sig.

---

1. Og de flg. navne: byer og steder, hvor slag hadde staat i Italien.