Raadmændene i de norske Kjøbstæder i Middelalderen
I Middelalderens Historie spille de norske Kjøbstæder kun en underordnet Rolle. Om en Bybefolkning som en Klasse eller Stand for sig selv er der kun undtagelsesvis Tale, og det viser sig da altid, at den i politisk Henseende egentlig ikke har kunnet gjøre sig gjældende. Kjøbstædernes økonomiske Forhold, deres Handel og deres Stilling i det hele taget lade sig ogsaa kun i sjeldnere Tilfælde belyse noget nærmere. Man ser kun, at de ere lammede i sin Udvikling netop paa den Tid, da de skulde skyde Vækst, og at de ikke kunne optage Konkurrensen med de fremmede Faktorier, som fra det trettende Aarhundrede af efterhaanden voksede op paa de Steder, hvor der var nogen mere betydelig Handelsrørelse. Kontoret i Bergen, der ialfald i de nærmeste Aar efter 1340, om ikke allerede før, havde faaet det fast afsluttede Præg, som det siden bevarede gjennem flere Aarhundreder, og de tydske Kolonier i Oslo og Tunsberg vare i denne Henseender de norske Kjøbstæder aldeles overmægtige.
Hvad der under denne Kamp i en betydelig Grad bidrog til at gjøre de norske Kjøbstæders Stilling vanskelig var netop det, at deres Indbyggere i Grunden ikke udgjorde nogen særegen Stand. Det norske Samfund havde i denne Henseende ikke fulgt med sin Tid.
For at kunne tilveiebringe nærmere Oplysninger om, hvorledes de norske Kjøbstæder i Middelalderen fik sin Befolkning, og af hvilke Bestanddele denne var sammensat, har jeg gjennemgaaet Diplomatariet og de øvrige Kilder, hvorfra det kunde ventes at erholde saadanne Som det første Resultat af denne Undersøgelse kan jeg nu fremlægge en Række Fortegnelser over Raadets Medlemmer i de norske Kjøbstæder indtil Udgangen af den Tid, der omfattes af Diplomatariets Aktstykker.
Jeg skal ved denne Leilighed ikke nærmere indlade mig paa Raadets Oprindelse og dets Stilling i Kommunen og saaledes heller ikke berøre Spørgsmaalet om dets Forhold til de ældre „Formænd“, som allerede omtales i det tolvte Aarhundrede Hvad jeg her har havt for Øie, har været at faa Rede paa de Samfundsklasser, fra hvilke Raadet hentede sine Medlemmer, og at se, hvilke slutninger deraf kunne udledes for Kjøbstadsborgernes Stilling i det hele taget.
Et Blik paa de i det følgende meddelte Raadinandslister vil straks vise, at Raadet i alle norske Kjøbstæder gjennem hele Middelalderen saagodtsom udelukkende har bestaaet af indfødte Medlemmer og kun i meget sjeldne Tilfælde kan opvise Mænd, hvis Navne ikke tyde paa norsk Herkomst. Dette er noget, som stemmer vel med, hvad der ellers vides om de gamle tydske Kjøbmænds Utilbøielighed til at blande sig i de norske Samfund. Netop fordi det i Norge lykkedes dem at holde sig for sig selv uden at gaa op i Mængden af indfødte Kjøbstadsborgere, blev deres Ophold i Landet uden nogen Nytte for dette. I det modsatte Tilfælde vilde de have bragt den norske Bybefolkning en Tilvækst af foretagsomme og dygtige Medlemmer, der i enhver Henseende vilde have været til dens Fordel. I min Bergens Historie (S. 189) har jeg nærmere omhandlet dette og der paavist, hvorledes det var en stor Ulykke, at vort Land tabte al den merkantile Dygtighed, af hvilken de fremmede Kjøbmænd i dets Byer vare i Besiddelse.
Hvis de tydske Indvaanere i Bergen, Oslo og Tunsberg vare gaaede op i sine norske Omgivelser, vilde dette rimeligvis have bidraget mægtig til, at der i Landet kunde have udviklet sig en afsluttet selvstændig Borgerstand. Thi, som allerede antydet, en saadan fandtes ikke før. Sagaerne tale hyppig om Bymændene i de forskjellige Kjøbstæder; men alligevel har der kun bestaaet en ringe Forskjel mellem By- og Landbefolkning. Hvad man i vor ældre Historie kan kalde Stædernes Privilegier, de Retterbøder, der af de forskjellige Konger vare tilstaaede Kjøbstæderne, gaa ikke ud fra den Forudsætning, at disses Indbyggere udgjorde en særegen Stand. En skarp Grænse mellem Bymænd og Landalmue lader sig saaledes ikke trække En Flerhed af Stædernes Indbyggere har maaske gjennem sine Interesser været ligesaa stærkt knyttet til Landet, som til den By, hvori de boede. Det er bekjendt, hvorledes de store Ætter paa Landet eiede Bygaarde, som de dels selv beboede, dels udleiede til Brug for Byernes Handelsmænd. Man har heri rimeligvis en Levning fra ældre Tider, da Handelen væsentlig var i Aristokratiets Hænder. Paa samme Maade synes ogsaa mange andre at have delt sig mellem By og Land. Af de egentlige Kjøbmænd var det maaske først sent, at et større Antal har slaaet sig ned som fastboende Ogsaa dette bidrog til at give den hele Bybefolkning et vekslende, ubestemt Præg og svække dens Modstandsevne lige overfor den fremmede Konkurrense, der altid udenfor Landet havde et fast Rygstød.
Under Forhold som disse kan det ikke ventes, at deri de ældre Raadmandslister fra vore Kjøbstæder vil findes Spor af et arveligt Bypatriciat. Der findes rigtignok undertiden Navne, der tyde paa, at en Søn har efterfulgt sin Fader som Raadmand; men mange ere disse ikke. Et saadant Patriciat har hos os først kunnet udvikle sig i en senere Tid. Forat dette kunde ske, var det nødvendigt, at selve Bybefolkningen havde fæstet sig mere, end Tilfældet var gjennem Middelalderen.
Mellem Kjøbstædernes Raadmænd og i det hele taget mellem deres mere anseede Medlemmer har der rimeligvis altid været Hirdmænd, og navnlig kan dette formodes at have været Tilfældet efter den Forandring, der under Magnus Lagabøter var foregaaet med Hirden. Naar f. Ex. i 1378 en Mand, der kaldes Arnfinn Guldsmed, nævnes i et Kongebrev som Medlem af en Hirddomstol (Dipl. Norv. II, No. 453), da har man rimeligvis i ham et Exempel paa en bergensk Bymand, der har drevet et Haandverk, men alligevel til samme Tid har været Kongens haandgangne Mand og nydt de dermed følgende Forrettigheder. Gjennem hele det fjortende Aarhundrede forekommer der saadanne Byhirdmænd mellem de Raadmænd, hvis Navne i Diplomerne ere bevarede til vore Dage. Da Skjoldmærkerne gik over til at være arvelige, og da der udviklede sig en afsluttet Adelstand, talte denne ogsaa Medlemmer mellem Bybefolkningen og Kjøbstædernes Raadmænd. En Bymand kunde ligesaavel som den, der altid boede paa Landet, tilhøre en adelig Æt, og den af ham drevne Næring var i denne Henseende ingen uoverstigelig Hindring for, at han bevarede sit Skjoldmærke og Adelskab. Men det var dog kun Smaaætterne, hvis Medlemmer have indtaget saadanne Stillinger. En Mand, som væbneren Ulf i Tyvekil (Tjufkil), der i 1493 var en af Konghelles Raadmænd, har rimeligvis tilhørt en af de forholdsvis talrige adelige Smaaætter, der i den senere Middelalder havde sit Hjem i Viken. Derimod kan der neppe anføres noget Exempel paa, at et Medlem af en af de mægtige gamle storætter i det søndenfjeldske, som i det nordenfjeldske paa samme Maade, har været Medlem af en Kjøbstads Raad. Disse Ætter vare gjennem sine Interesser for en altfor overveiende Del knyttede til Landet, til at deres Medlemmer kunde overtage en saadan Stilling, som desuden ogsaa maatte blive for ringe for dem. Dette var derimod ikke Tilfældet med de mindre betydelige Ætter, der ikke indtoge en tilsvarende Plads i Samfundet og heller ikke vare i Besiddelse af store Jordegodser. For deres Medlemmer kunde det ligge nær at gaa over i Bykommunerne og der træde ind i Raadet. Med det forhaandenværende knappe genealogiske Materiale kan man neppe vente at paavise, hvilke Ætter der saaledes har havt Medlemmer i Byernes Raad. Maaske har Væbneren Kristjern Thorbjørnssøn i Bergen tilhørt den hardangerske Æt paa Sandven.
I Almindelighed kan det maaske antages, at mange Raadmænd, om de end ikke have tilhørt et mere udviklet Bypatriciat, dog have hørt til det lavere Aristokrati, uden at det imidlertid i de enkelte Tilfælde kan afgjøres, hvorvidt de have været Medlemmer af dette. At der for at blive Raadmand udfordredes en vis Anseelse og Velstand, maa antages som sikkert. Men de behøve ikke derfor alle at have været Handelsmænd. Foruden at ogsaa den høiere Bondestand har været repræsenteret inden Raadet, finder man der fremdeles Haandverkere, hvis Stilling altsaa ikke har udelukket dem fra at faa Sæde i Byernes Styrelse, saaledes som det var Tilfældet i de tydske Stæder.
Den, som engang var optagen i et Raad, er formodentlig forbleven der indtil sin Død, eller saalænge han selv ønskede det. Der er i Kilderne intet Spor til, at Raadets Medlemmer regelmæssig ere traadte af efter Tur. Heller ikke synes der her at have været en saadan Ordning, at kun en Del af Raadet var i Virksomhed, medens de øvrige skiftedes til at være fri. Dette brugtes i Tydskland.
Om Antallet af Raadmænd i de enkelte Byer haves – udenfor Bergen – ingen paalidelige Oplysninger. I denne By var det, ialfald fra 1528 af, fire og tyve. I Konghelle omtales seks Raadmænd i samme Aar (1493), i Oslo var der 1389 mindst syv og 1408 ligesaa mange, 1438 mindst otte, 1498 mindst syv og i 1547 ligesaa mange. I Tønsberg nævnes 1446 tolv Raadmænd og 1494 ni. I Bergen omtales 1337 ti Raadmænd, 1412 tolv, 1531 atten, 1535 sytten. Maaske har i de større Byer det regelmæssige Tal været tolv, hvilket kun i Bergen er forøget til fire og tyve efter 1528.
Oprindelig havde Raadet ingen Formand. Endnu i det Udkast, der i 1436 udarbeidedes til en fornyet Unionsakt, forudsættes Raadet som den eneste Repræsentation for de norske Kjøbstæder. Faa Aar efter er der imidlertid heri foregaaet en Forandring, idet der nævnes Borgermestere i flere Byer. Dog er dette ikke samtidig skeet i alle. I Bergen og Throndhjem vedblev saaledes Raadet at bestaa paa samme Maade som tidligere, uden nogen saadan Formand, lige ind i det sekstende Aarhundrede. Borgermesternes Antal var, saavidt det kan sees, en eller to. Af de øvrige kommunale Funktionærer var Byfogden den ældste; hans Embede var det samme som den gamle Gja1dkyres. I Diplomerne nævnes der jævnlig Byfogder i de forskjellige Kjøbstæder.
Efter disse forudskikkede Bemærkninger skal jeg i det følgende meddele Lister over Raadets Medlemmer for hver By, forsaavidt disses Navne nu kjendes. Eftersom Trykningen af Diplomatariet skrider frem, vil der formodentlig komme nogle saadanne til; men dette vil dog sandsynligvis ikke blive mange, og de her meddelte Lister kunne saaledes paa det nærmeste betragtes som fuldstændige.
Konghelle. I denne By, der neppe har havt nogen større Betydning, nævnes der i 1500 en Borgermester, hvis Tilnavn var Skylling. (Dipl. Norv. V, No. 989). Efter Holmberg, Bohusläns beskrifning, II, S. 144, skal Konghelle allerede omkring 1484 have havt to Borgermestere, Henrik Stæker og Gerik Brun. Af Raadmænd omtales der kun syv, af hvilke dog de to første kunne være tvivlsomme.
Axel Olssøn, 1493.
Ulf i Tiwikiill (af Vaaben), 1493.
Erik Halvardssøn, 1493.
Olaf Haakonssøn, 1493.
Svend Haakonssøn, 1493.
Markord Stecker, 1493.
Lars Haakonssøn, 1500.
Marstrand. Her nævnes i 1485 borgemesfere radmenn oc menigh almoge, ligesom til samme Tid ogsaa en Raadstue omtales i denne By. (Dipl. Norv. V, No. 930). 1 1502 nævnes der her to Borgermestere, Jens Rask af Vaaben og Thorstein Olssøn. (Smstds. V, No. 992). Jens Rask havde denne Stilling ogsaa i 1508. (Smstds. III, No. 1043). I 1455 synes her kun at have været Raadmænd, men ingen Borgermestere. (V, No. 793). Ingen Raadmænd nævnes fra denne By ved Navn.
Oddevald havde i 1508 en Borgermester, Laffris Sænckeller. (Dipl. Norv. III, No. 1043). I 1517 omtales, at Byen havde en saadan Embedsmand (II, No. 1056). Allerede i det femtende Aarhundrede har der for øvrigt her været Borgermestere; i 1493 forekommer der saaledes to Mænd, som vikarierede for Borgermesteren i Oddevald (IX, No. 415). I 1497 omtales en Byfoged i Oddevald (V. No. 978). Her nævnes kun en enkelt Raadmand,
Thore Thorbjørnssøn, 1493.
Sarpsborg havde i 1489 en Raadstue, der ogsaa omtales 1492 og 1551. (Dipl. Norv. III, No. 981, 1170; IX, No. 400). Den første Borgermester, som omtales i denne By, er Lambrikt Gjertssøn, der nævnes gjentagne Gange i Aarene 1489–1515, sidste Gang sammen med en Kollega, Baard Anderssøn, og ligesaa i 1494 sammen med Erik Simonssøn, der imidlertid igjen i 1495 omtales som Raadmand. I 1551 nævnes her ogsaa to Borgermestere, Paal Reidarssøn og Haakon Snab. (Dipl. Norv. I, No. 965, 1046; II, No. 977; III, No. 1043, 1170; IX, No. 400). 1487 omtales kun Raadet i Almindelighed som dømmende med Borgarthings Lagmand. (D. N. VII, No. 498). Af Raadmænd nævnes følgende ti:
Vollegasth Jenssøn, 1489.
Erik Simonssøn, 1489, 1492, 1495.
Nils Sigurdssøn, 1487, 1489, 1492 (af Familien Rosensværd).
Anders Ulfssøn, 1491.
Anders Olssøn, 1492.
Bjørn Vidarssøn, 1491, 1492.
Paal Reidarssøn, 1541.
Arnfast Bjørnssøn, 1541, 1551.
Ivar Nilssøn, 1551.
Helge Aslakssøn, 1551.
Oslo havde en Raadstue, der jævnlig omtales gjennem hele det fjortende, femtende og sekstende Aarhundrede, første Gang i 1329. (Dipl. Norv. IV, No. 185). Stadens første Borgermester var Henrik Wittenhagen, som i 1434 og 1435 kaldes Bymand, Borger og Lagrettesmand (III, No. 729; V, No. 638, 648), i 1438 var Raadmand (VIII, No. 302) og derefter i 1439 nævnes som Borgermester (I, No. 771). I 1448, 1449, 1453 og 1455 var han fremdeles i denne Stilling (I, No. 809; II, No. 798; V, No. 794; VI, No. 529), men var død før 1461 (V, No. 838, 840). I 1439 nævnes der endnu en anden Borgermester, Aske Thorgeirssøn, (V, No. 675), der dog ikke senere forekommer og saaledes rimeligvis kan antages at være død snart efter. 1477 og 1488 nævnes Eiliv Nilssøn som Borgermester i Oslo, i 1496 og 1498 Helge Bjørnssøn og Henning Kock, den sidste ogsaa i 1499, i 1513 Bengt Haakonssøn og Bjørn Gunnarssøn, i 1516 og 1519 Bjørn Gunnarssøn og Sigurd Helgessøn, i 1527 Bjørn Gunnarssøn og Gunnar Rolfssøn, i 1543 Peder Fynbo, som i 1538 var sammen med Bjørn Gunnarssøn,i 1547 Thrond Jonssøn og i 1558 Rolf Olssøn, (II, No. 991, 1043, 1053, 1139; III, No. 1150, 1177; V, No. 979, 984, 1051). Byfogder i Oslo omtales i Dipl. Norv. II, No. 517; V, No. 984; VII, No. 550, 769; VIII, No. 354. Af Byens Raadmænd nævnes følgende 108:
Olaf i Thoragaarden, 1321.
Ragnald i Kyrningen, 1321.
Eystein i Karnen, 1321.
Jon Arnessøn, 1358.
Erik Arnessøn, 1358.
Thore Gudleikssøn, 1358, c. 1360.
Thrond Bjarnessøn, c. 1360.
Geirmuud Ketilssøn, 1365.
Paal Jonssøn, 1365.
Helge Halvardsson, 1383, 1395, 1390.
Arne Erikssøn, 1383, 1389, 1392.
Agmund Arnessøn, 1385.
Alf Gunnrødssøn. 1385.
Haakon Olafssøn, 1385.
Nisse Bjørnssøn, 1385, 1389, i før 9 April 1396.
Aslak Gudmundssøn. 1385, 1359, 1390.
Smid Gunnarssan, 1389.
Eindride Sigurdssøn. 1389.
Tidik Eilivssøn, 1389. 1391.
Albrecht Engelbrechtssøn, 1389.
Haakon Thoressøn, 1390, 1391, 1400, 1406, 1408.
Ulf Lafrantssøn, 1391, 1393. 1398, 1401, 1402.
Gudbrand Nikolassøn, 1393.
Audun Roarssøn, 1398.
Ingjald Paalssøn, 1399.
Ingjald Thorkilssøn, 1399, 1406.
Jon Gregoriussøn, 1403, 1404.
Reidulf Jonssøn, 1403, 1408, 1419.
Thorgeir Reidarssøn, 1404.
Sæbjørn Dagssøn, 1406, 1408 (i 1421 Lagmand).
Asmund Audunssøn, 1406, 1413, 1414.
Heneke von Dem, 1408.
Bjarne Audunssøn, 1408.
Stjostulf Thoressøn, 1408.
Arnulf Audunssøn, 1408, 1413.
Bjarne Amundssøn, 1411. (Eiede“en Gaard i Thrykstad, D. N. VI, No. 533).
Aske Thorgeirssøn, 1413, 1429, 1431, 1432, 1434, 1438.
Henrik Røplin, 1413.
Smid Anundssøn, 1414, 1421, 1437, 1438.
Gudbrand Brun, 1419.
Olaf Erikssøn, 1421, 1422, 1429, 1434.
Gudbrand Olafssøn, 1423.
Ivar Thorsteinssøn, 1423.
Olaf Jonssøn, 1431, 1437, 1439, 1440, 1443, 1445, 1448, 1451, 1456, 1457, 1459.
Jens Lafrantssøn, 1433, 1434, 1437, 1439, 1444, 1445.
Harald Erlingssøn, 1434, 1435, 1437, 1440, 1444, 1445, 1446, 1448, 1453, 1456.
Thorkel Thorbjørnssøn, 1434, 1436, 1439.
Herlaug Matssøn, 1435, 1437, 1438, 1440.
Gerike Emendorp, 1438.
Haakon Hoskuldssøn, 1438.
Halvard Hallessøn, 1438, 1440, 1443, 1448, 1450, 1456, 1460.
Thorkel Thorgeirssøn, 1440, 1443.
Harald Aslakssøn, 1444, 1446.
Thorstein Olafssøn, 1444, 1445, 1446, 1453, 1455, 1456
Olaf i Hjalparagaarden, 1445.
Jon Bjørnssøn, 1446.
Agmund Thorleifssøn, 1448, 1450, 1460.
Haavard Askessøn (af Vaaben), 1451, 1453, 1464. (Omtales i 1448 som Borger. 1461 var han Lagmand).
Brynjulf Bjørnssøn (af Vaaben), 1453, 1454, 1457, 1472, 1475.
Paal ..derssøn (af Vaaben), 1454.
Thorkil Gerulfssøn, 1459.
Brian Brio..., 1460.
Agmund Thjostulfssøn (Holk), 1460, 1475, 1477.
Jesse Jepssøn, 1460, 1475, 1482.
Truls Askessøn (Thorgils Askessøn Brun), 1459, 1460, 1464, 1466.
Helge Herlagssøn, 1466.
Eiliv Nilssøn, 1471, 1475.
Agmund Vikingssøn, 1475, 1485, 1490.
Arnstein Jonssøn, 1477.
Gerulf Thorkildssøn, 1477, 1485, 1488, 1498, 1499.
Thormod Nilssøn, 1480.
Gunnar Haakonssøn, 1485, 1488, 1492, 1496, 1498.
Simon Henrikssøn, 1485, 1489, 1493.
Helge Bjørnssøn, 1487, 1488, 1489, 1492, 1493, 1494.
Herlag Ulfreidenssøn, 1494.
Thord Skott, 1496, 1498.
Bertel Kok, 1498.
Thorgeir Paalssøn, 1498.
Jon Bjarnessøn, 1498.
Sigurd Helgessøn, 1498.
Thord Thoressøn, 1499.
Paal Tolfssøn, 1499, 1508, 1519.
Helge Asserssøn, 1512.
Asser Kræmmer, 1516.
Bent Jude, 1516.
Jens Aagessøn, 1527.
Rolf Borgarssøn, 1527.
Bertel Pinsson. 1527.
Olaf Jakobssøn, 1527.
Hans Ryan, 1527.
Tolf Borgarssøn (rimeligvis den samme som Tolf i Dale), 1527.
Peder Prip, 1533.
Jon Eskildssøn, 1534.
Svend Knutssøn, 1540.
Bjørn Hallandsfar, 1541.
Hans Fynbo, 1541.
Søfren Bundtmager, 1541, 1547.
Finn Nilssøn, 1541.
Gunnar Rolfssøn, 1544.
Nils Stub, 1544, 1547, 1558.
Peder Nilssøn, 1544, 1547.
Gudbrand Jonssøn, 1544, 1547.
Bjørn Pederssøn, 1547.
Sigurd Jonssøn, 1547.
Mikkel Hallessøn, 1547.
Severin Jenssøn, 1554.
Olaf Nilssøn, 1558.
Heming Arvidssøn, 1558.
Hamar havde i 1496 en Raadstue (D. N. II, No. 992). Derimod nævnes der ikke nogen Raadmand eller Borgermester fra denne By, som idet hele ikke kan have havt nogen større Betydning undtagen som Biskopssæde.
Tunsberg havde i 1446 en Raadstue, der ogsaa nævnes flere Gange senere, i 1447, 1494, 1499, 1547 og 1552 (Dipl., Norv. II, No. 1147, 1156; III, No. 793, 990; VI, No. 501; VIII, No. 447). Raadstuen var i 1446 i Gaarden Haralden (VI, No. 501). Allerede i 1443 omtales der her en Borgermester, Clauis Bærinson (II, No. 752), som atter nævnes i 1444 og 1446 (I, No. 788; X, No. 188) samt 1452. I 1464 forekommer Jusse Pederssøn som Borgermester,i 1491, 1494, 1495 og 1510 Eyvind Olafssøn, i 1515 Peder Knutssøn, i 1535 Olaf Bentssøn, der 1539 nævnes sammen med Erik Perssøn, men senere kun som Raadmand, og i 1547 Laurits Holk, der igjen nævnes i 1551, 1552, 1554 og 1555, for det meste sammen med Peder Jonssøn eller Per Svenske. (D. N. I, No. 1082, 1116; 11, No. 1049, 1130, 1147, 1156; III, No. 990; IV, No. 139, 1128, 1129, 1136; V, No. 1124, 1130). Af Byfogder nævnes bl. a. i 1436 Gaute Erikssøn, i 1466 Torgils Pederssøn, i 1510 og 1515 Ingvar Olssøn og i 1533 Lars Fynbo (I, No. 752, 800, 1082; II, No. 1049). Af Raadmænd omtales følgende 89:
Jon Alfssøn, 1390.
Thorgils Thorgeirssøn, 1390.
Gerd Gerdssøn, 1390, 1391, (1397), 1420.
Orm Haavardssøn, 1390, 1393.
Birge Helgessøn, 1391.
Roald Jonssøn, 1391. 1393.
Nerid Bjørnssøn, 1391.
Hallad Skjodlulfssøn, 1393.
Helge Arnessøn, 1391.
Asgaut Nikolassøn, 1393, 1398, 1400, 1403, 1412, 1416, 1421.
Tidik Skytte, (1397 ?)
Svale Jonssøn (1397?)
Thorgard Alfssøn, (1397?)
Brand Gunnarssøn, (1397?)
Hans Vedikssøn, 1398. 1402, 1407.
Anund Sigurdssøn, 1398, 1416, 1421.
Agmund Einarssøn, 1403.
Jon Peterssøn, 1403.
Gaut Ivarssøn, 1407.
Agmund Kinadssøn, 1416, 1421.
Haakon Helgessøn, 1416, 1421.
Ivar Gautssøn, 1416.
Arne Thorgeirssøn, 1402, 1413, 1421.
Helge Agmundssøn, 1421.
Bjørn Thorleifssøn, 1420.
Henrik Wittenhagen, 1424, 1466.
Gunleik Thordssøn. 1412, 1424. 1431, 1434.
Jens Jenssøn, 1431.
Sigurd Nilssøn, 1431, 1446, 1452, 1459.
Bernt Lyneborg, 1431, 1433, 1434, 1435, 1446.
Thord Thorbjørnssøn, 1434, 1439, 1446.
Thewes Twchim (Thews Thucum), 1435, 1446, 1447, 1452.
Audun Bjørnssøn, 1436.
Haakon Eskildssøn, 1439.
Beneke Brøkær, 1442, 1446, 1456, 1461, (død før 8 Septbr. 1469).
Audun Halvardssøn, 1442, 1447, 1452.
Anders Eggertssøn, 1446, 1451, 1465.
Sveinung Asmundssøn, 1446, 1459.
Olaf Helgessøn, 1446, 1455, 1456, 1459.
Reider Ramffn, 1446.
Gunne Pederssøn, 1446, (i 1447 Byfoged)
Jusse Pederssøn, 1446.
Anders Pederssøn, 1446, 1447.
Paal Thorgeirssøn, 1446.
Gudbrand Thoressøn, 1446.
Sarias i Furten, 1447.
Hans Sass, 1452.
Markvard Sølvessøn, 1452.
Lafrants Hanssøn, 1452.
Piill Lafrantssøn, 1455.
Mattis Skenk, 1456, 1466.
Bjørn Ramundssøn, 1459, 1466. (Navnet Ramund forekommer i 1431 i Slagn; VI, No. 442).
Herman Kock, 1459.
Reidar Taraldssøn, 1459.
Peter Lyneborg, 1456, 1461.
Magnus Thorsteinssøn, 1465, 1474.
Jakob Strug, 1466.
Gerik Sigurdssøn, 1466.
Paal Pederssøn, 1466.
Peder Jenssøn, 1466, 1469.
Knut Erikssøn, 1478, 1494.
Trud Pederssøn, 1478, 1481.
Eyvind Olafssøn, 1481.
Thormod Jonssøn, 1481, (1487 Lagmand).
Truls Bjørnssøn, 1491.
Thorleif Svendssøn, 1491.
Thore Thorgeirssøn, 1491, 1494.
Jon Jonssøn, 1494.
Thorstein Thoressøn, 1494.
Ketil Dyressøn, 1494.
Thorgils Ølbjørnssøn, 1494.
Arne Rikardssøn, 1494.
Albert Lang, 1494.
Olaf Skrædder, 1481, 1494.
Nils Thormodssøn, 1503, (adlet samme Aar; V, No. 993).
Lasse Jenssøn, 1507, 1510.
Knut Erikssøn, død før 1510.
Berent Hanssøn, 1510, 1524, 1530.
Olaf Bentssøn, 1544, 1547, 1552, 1558.
Berent Knippel, 1547, 1551, 1552, 1554, 1555.
Mats Henrikssøn, 1547, 1552, 1554, 1555, 1558.
Jakob Jude, 1547, 1554.
Jakob Trulssøn, 1547, 1551, 1552, 1554, 1555.
Franke Hanssøn, 1547, 1552, 1553, 1554.
Lars Fynbo, 1547.
Gullik Helgessøn, 1551.
Lasse Jenssøn, 1552.
Harald Haakonssøn, 1558.
Mats Fynbo. 1558.
Skien havde i 1501 en Raadstue (Dipl. Norv. VII, No. 790). Tidligere omtales ingen saadan, heller ikke nogen Borgermestere eller Raadmænd. Byen har neppe været af nogen større Betydning.
Stavanger havde i 1558 en Raadstue, og samtidig nævnes dersteds ogsaa en Borgermester (Dipl. Norv. VI, No. 791). For øvrigt nævnes der fra denne By, der i Middelalderen kun havde ringe Betydning, blot tre Raadmænd:
Erik Erikssøn. 1494.
Jon Tollessøn, 1558.
Erlend Ivarssøn, 1558.
Bergen er den af alle Norges Byer, fra hvilken man i Middelalderen har Navnene paa de fleste Raadmænd. Den havde ogsaa tidlig en Raadstue, hvorom kan henvises til min Bergens Historie, S. 99. Derimod fik den først i 1536 (efter Huitfeldt 1528) en Borgermester. I Privilegierne af 1528 angives Raadmændenes Tal til 24. Der nævnes følgende 127 af Byens Raadmænd:
Erik Schedda, 1294.
Halrod, 1294.
Thorgeir Bjørnssøn, 1337.
Thord Arnbjørnssøn, 1337.
Arne Jonssøn, 1337.
Arnulf Halvardssøn, 1337.
Gunnar Sighvatssøn, 1337.
Eiliv Ormssøn, 1337.
Thore Borg, 1337, 1340.
Arnfinn Arnessøn (Arne paa Dal), 1337, 1340.
Einar Halvardssøn (fører Vaaben), 1337, 1340.
Baard paa Hjartaker, 1337, 1340.
Erik Agmundssøn, 1361.
Arne Ivarssøn, 1361.
Arnfinn Brattssøn, 1379.
Henrik Vilhjalmssøn, 1389.
Gunnar Bjørnssøn, 1389.
Erengisl Eilivssøn (fører Vaaben), 1389.
Ivar Sigurdssøn, 1390.
Hjarrande Benteinssøn, 1390.
Ketil Jonssøn, 1400.
Arnfinn Amundessøn, 1400.
Asbjørn Halvardssøn, 1400.
Thorstein Helgessøn, 1402.
Olaf Thoressøn, 1402, 1410, 1412, 1415, 1425, 1426.
Eiliv Thorsteinssøn, 1404.
Sigurd Onassøn, 1410, 1412.
Jon Ivarssøn, 1410, 1425, 1426.
Eindride Sigrunssøn, 1410.
Tideke Fridorp, 1412.
Olaf Ivarssøn, 1412.
Olaf Thormodssøn, 1412.
Peter Jonssøn, 1412, 1415, 1423, 1425, 1426.
Erlend Jonssøn, 1412.
Thorkel Thorsteinssøn, 1412.
Sigurd Serkverssøn, 1412.
Thorberg Dagfinnssøn, 1412.
Arvid Ingeldssøn, 1412, 1420, 1422, 1423, 1425.
Olaf Thorsteinssøn, 1415.
Jon Ellingssøn, 1415.
Aslak Ulfssøn, 1415, 1422, 1423, 1425, 1426.
Eindride Halfdanssøn, 1423, 1425, 1440.
Lasse Mus, 1423.
Peter Ketilssøn, 1425, 1426, 0. 1445.
Jon Eyvindssøn, 1425, 1426.
Thorlak Vigfussøn, 1425.
Thorleif Erlingssøn, 1426.
Thore Jonssøn, 1426.
Thorgils Mattissøn, 1426.
Jon Olafsson, 1440.
Guthorm Jonssøn, 1440.
Haakon Audunssøn, 1440.
Olaf Jenssøn, 1440, c. 1445.
Ilalstem Sollessøn, 1440, c. 1445.
Peter Ormssøn, c. 1445.
Thorkel Sigvardssøn, c. 1445.
Holte Thoressøn, 1452.
Arne Amundssnn, 1462.
Frende Ingvarssøn, 1463.
Amund Thorleifssøn, 1472.
Mats Palnessøn, 1472.
Jakob Jenssøn, 1472.
Markart Henrikssøn, 1472.
Henning Mikkelssøn, 1472, 1479.
Amund Koggenagle, 1479.
Gunnar Jonssøn, 1480.
Eindride Rostung, 1486.
Knut Brynildssøn, 1490.
Jakob Sigurdssøn, 1490.
Sigurd Kaath 1490.
Peter Bertelssøn, 1490.
Peter Engelssøn, 1490.
Amund Salmundssøn, 1490, 1494, 1496.
Jon Styrkaarssøn, 1494.
Nils Guldsmed, 1494.
Thord Matssøn, 1512, 1520, 1523, 1524, 1529.
Jakob Matssøn, 1512, 1525.
Olaf Thorgilssøn, 1520, 1530.
Thomas Jenssøn, 1520, 1524.
Jon Ellingssøn, 1523, 1525, 1529, 1531, 1532, 1535, 1538,1539.
Jens Hallandsfar, 1523, 1529, 1531, 1539.
Kristjern Thorbjørnssøn (af Vaaben), 1523, 1532, 1538.
Jørgen vinter, 1524, 1529, 1531, 1535.
Yrien Hanssøn, 1525.
Jon Thomassøn (I), 1529, 1531, 1538.
Nils Engelbrechtssøn, 1529.
Olaf Nilssøn, 1529.
Villum Skrædder, 1529.
Anders Hanssøn, 1529, 1536.
Nils Jude, 1529, 1531, 1532, 1535.
Olaf Tørrissøn, 1531.
Torald Steinarssøn, 1531.
Nils Jude Lille, 1531.
Sigurd Murt, 1531, 1532.
Jon Thomassøn (II), 1531, 1538.
Søfren Overskjærer, 1531, 1535, 1538.
Anders Sygn, 1531, 1538, 1548.
Olaf Tørrissøn, 1531.
Olaf Pederssøn, (I), 1531, 1535, 1538.
Olaf Pederssøn (II), 1531, 1535.
Herman Kemper, 1531.
Haldor i Kjederviken, 1532.
Olaf Torbernssøn, 1532.
Olaf Smidssøn, 1532.
Lasse Pederssøn, 1532, 1544.
Olaf Sigurdssøn, 1532, 1535.
Olaf Jonssøn, 1535.
Kristjern Thorbjørnssøn, 1535.
Jens Skriver, 1535.
Jon Klark, 1535.
Mogens Olssøn, 1535.
Olaf Ormssøn, 1538.
Rasmus Smidt, 1538.
Thomas Nilssøn, 1538.
Anders Pederssøn, 1543, 1544.
Jon Simonssøn, 1544.
Bernt (Arnt?) van Coffarde, 1544, 1548.
Anders Matssøn, 1544, 1548.
Melchior Pryts, 1544, 1548, 1559.
Simon Jakobssøn, 1544. 1548.
Rasmus Hanssøn, 1544, 1548, 1553.
Laurits Pederssøn, 1548, 1558.
Peter Røg, 1548.
Jon Simonssøn, 1548.
Laurits Vog, 1553, 1559.
Morten Pederssøn, 1558, 1559.
Jens Veile, 1559.
Kaupanger, Borgund og Veø have neppe havt den Betydning, at der for deres Vedkommende kan være Tale om at finde Raadmænd i Diplomer. I de hidtil kjendte nævnes heller ingen saadanne, ligesom der hellerikke i disse Byer omtales nogen Raadstue.
Nidaros maa efter al sandsynlighed have havt en Raadstue, uagtet en saadan ikke omtales i Diplomerne. Byen fik først en Borgermester efter Reformationen. Som saadan nævnes Peder Bartskjær og 1549 og 1558 Adrian (Dipl. Norv. II, No. 1144, 1161). I 1377 og senere i 1436 nævnes en Byfoged i Nidaros (V, No. 658; Norges gamle Love, 11I, S. 198). Fra denne By kjendes følgende 41 Raadmænd:
Erlend Nikolassøn, 1377, 1382.
Thorstein Lodinssøn, 1377.
Ivar Agmundssøn, 1377.
Haldor Lodinssøn, 1377.
Erling Paalssøn, 1377.
Erik Thorsteinssøn, 1377.
Agmund Einarssøn, 1377.
Hafthor Eysteinssøn, 1377.
Ivar Einarssøn, 1377.
Niklis Knutssøn, 1422, 1424.
Odd Jonssøn, 1422, 1424, 1438.
Jon Thordssøn, 1424.
Kolbein Guthormssøn, 1432.
Jute Knutssøn, 1438.
Olaf Bjørnssøn, 1438.
Olaf Teiste, 1438.
Anders Haldorssøn, 1447.
Hans Jonssøn, 1453.
Olaf Mikkelssøn, 1453.
Thorstein Sigurdssøn, 1453, (rimeligvis ogsaa 1454).
Magnus Jonssøn, 1453.
Hafthor Asmundssøn, 1453.
Jens Olafssøn, 1476.
Erik Arnessøn, 1487.
Thomas Jute, 1487, 1488.
Sigurd Eyvindssøn, 1488.
Erik Slanka, 1488.
Bjørn Simonssøn, 1488.
Gudleik Kobberslager, 1488.
Jon Guldsmed, 1488, 1514.
Jon Audunssøn, 1494.
Arvid Snedker, 1494.
Gunnar Krog, 1520.
Jon Erikssøn, 1520.
Nils Arnessøn, 1532.
Simon Svendssøn, 1532.
Nils Laurentssøn (Nils Larssøn), 1532, 1533.
Nils Ingelbrigtssøn, 1533.
Olaf Mogenssøn (af Vaaben), 1533.
Haakon Perssøn, 1533.
Vaagen i Lofoten har formodentlig med Hensyn til Raadstue og Raadmænd befundet sig i den samme Stilling, som de smaa Kjøbstæder mellem Bergen og Nidaros.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |