Professor Ludvig Caesar Martin Aubert

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Professor

Ludvig Caesar Martin Aubert.




Af

L. Daae.




Christiania.

1887.

Særtryk af „Skilling-Magazin“.
Professor L. C. M. Aubert.

(Af Prof. Dr. L. Daae.)

I.
S
lægten Aubert, der i vort Aarhundrede harskjænket Norge flere høitagtede og fortjente Embedsmænd, nedstammer fra en Jean Aubert, Borger i Thionville, der i Aaret 1612 blev adlet af Hertugen af Lothringen. Dette er utvivlsomt, thi Adelsbrevet haves endnu i Behold. I Familiens følgende Historie er der imidlertid et stort Hul. Den her i Landet levende Gren kjender ialfald ikke de mellemliggende Led. Man ved kun, at François d’Aubert, der var født 1728 og var fransk Undersaat, maatte paa Grund af en ulykkelig Duel i Strassburg, ved hvis Artillerihøiskole han var ansat, forlade Landet. Han medbragte et (endnu existerende) Vidnesbyrd fra sine Vaabenbrødre om godt Forhold og kom saa i østerrigsk Tjeneste. Som Capitain i den keiserlige Hær tjente han under den berømte Feltmarskalk Daun og skal siden have taget Afsked af den østerrigske Tjeneste som Oberstlieutnant. Han begav sig nu til Danmark, (som man antager i 1766), blev naturaliseret som dansk Adelsmand under 7de Marts 1776,[1] avancerede til Generalmajor og Commandant paa Kronborg, i hvilken Stilling han døde henimod Slutningen af forrige Aarhundrede. Endog hans ældste Søn kjendte ikke mere til hans tidligere Liv, end hvad her er anført, og vidste overhovedet ikke mere om Familiens Historie. En Undersøgelse heraf blev i 1846 ad officiel Vei forsøgt i Lothringen men uden at føre til noget Resultat.

Denne Generalmajor François d’Aubert var i Danmark bleven gift med Juliane Bang, (Datter af en Porcellænshandler David Bang i Kjøbenhavn), der først døde efter 1830. I dette Ægteskab fødtes fire Børn, to Sønner og to Døtre. En af de sidste blev gift med en Oberst Nägler, hvis Sønnesøn er den nuværende Generalmajor og Hofchef hos den danske Kronprinds. Af Sønnerne blev den yngre, Artillerioberst Jacques d’Aubert, Stamfader for en holstensk Gren af Familien. Han spillede en Rolle under Begivenhederne i 1814, hvorom nærmere Oplysning kan findes i C. Th. Sørensens Skrift: „Kampen om Norge“ samt i Christian VIII’s nylig udgivne Dagbøger. Et paa Fransk udgivet Skrift af ham om hine kritiske Aars Begivenheder (det udkom 1825) i hvilket Prinds Friedrich af Hessen var omtalt paa en just ikke fordelagtig Maade, paadrog sin Forfatter Ubehageligheder. Vist er det at denne, der imidlertid var bleven Kammerherre, blev afskediget fra sine Embeder den 1ste Novbr. 1825, og at han senere levede i Udlandet, først i Oldenburg og tilsidst i Pisa, hvor han døde 1844.[2] Det heder endog, og det er vistnok rigtigt, at han for sit Skrift var bleven dømt fra Livet, men derpaa blev benaadet med Fængsel i Citadellet i Kjøbenhavn og efter et Aars Forløb løslodes med Pension. Hans Hustru, der var død allerede 1809, var en Datter af en Capt. v. Destinon i Kjøbenhavn, hvis Moder skal have været en naturlig Datter af Kong Frederik V.

Den her omtalte Auberts ældre Broder, Benoni d’Aubert, født 1768, var Stamfader for den norske Linie. Sit Døbenavn fik han fordi han var haremyndt, og han ærgrede sig saaledes over dette Navn, at han bad sine Sønner om for Alting ikke at opkalde ham ligefrem, men, om de endelig vilde opkalde ham, da at gjøre det gjennem Navnet Benjamin, hvilket ogsaa er blevet iagttaget. Paa Grund af sin Naturfeil bestemtes han ikke til Militærtjeneste, men til Studeringer. Hans Lyst stod alligevel til Faderens Stand og efterat han var bleven confirimeret af Biskop Balle i 1784 – sammen med Kronprinds Frederik (VI), som umiddelbart derefter selv greb Magten og omstyrtede den Guldbergske Regjering – blev han ogsaa i 1785 Officier. Hans Naturfeil gjorde ham imidlertid uskikket for enhver egentlig militær Commando, hvorfor han indtraadte i Ingenieurcorpset og gjennemgik den militære Høiskole. I 1789 kom han nu til Norge, hvis hydrographiske Opmaaling just dengang tog sin Begyndelse, og han udførte nu i de følgende ti Aar Trianguleringen fra Throndhjem til Frederikshald sammen med sin Ven, Nils Andreas Vibe.[3] Begge Vennerne bleve i denne Tid gifte i Christianssand, og deres Hustruer vare nærbeslægtede. Auberts Hustru var Jacobine Henriette Thaulow, en Datter af By- og Raadstuskriver Henrik Arnold Thaulow, hvis anden Datter siden blev gift med den noksom bekjendte Provst Nicolai Wergeland, dengang Adjunct l i Christianssand.[4]

II.

Efter sit Giftermaal, der fandt Sted 1797, havde B. d’Aubert sit Hjem i Christianssand i et halvt Snees Aar. Her er den af hans Sønner, om hvem her skal fortælles, Ludvig Caesar Martin,[5] født 30te Marts 1807. Han var af ti Sødskende den syvende i Rækken. Af disse blev han, skjønt oprindelig svag af Helbred, den længstlevende.

Allerede medens denne Søn laa i Vuggen, commanderedes Faderen til Kronborg som Chef for Ingenieurdetachementet og blev der forfremmet til Major.[6] I 1810 kom han imidlertid tilbage til Norge, hvor han i nogle Aar foruden at virke som Ingenieur ogsaa var Commandant paa Kongsvinger og efterhaanden steg til Chef for Ingenieurbrigaden og Generalmajor. Familien boede i Christiania og her begyndte L. Aubert i sit femte Aar sin Skolegang 1811 hos „Jomfruerne Schwenke og Sehested“ hvor alle hans Skolekammerater vare Piger paa en eneste Gut nær, den senere Afholdsprædikant Andresen. Til hans første Barndomsminder hørte forøvrigt det dengang saa livlige og muntre Christiania Marked samt det blomstrende Privattheater, hvor Moderen spillede Komedie og hvor Generalen selv paatog sig en Maskinmesters Rolle. Som femaarsgammelt Barn saa han ogsaa for første Gang sin senere Hustru, der som aarsgammel Pige blev baaret paa Armen af en hendes Fader tilhørende Neger. Da det begivenhedsrige Aar 1814 kom, var han allerede kommen saa langt, at han, syv Aar gammel, begyndte at læse Aviser, en Interesse, som han siden pleiede med stor Grundighed sit hele Liv igjennem. Han mindedes siden ofte, hvorledes han som Familiens Ærindsvend bragte Wulfsbergs „Tiden“ hen til et andet Hus og paa Veien læste om Fægtningen ved Onstad Sund, Hauchs Fald og sin ældste Broders Forfremmelse ved samme Anledning.

Et Par Aar senere optoges Aubert i Christiania Cathedralskole. Generalmajoren havde Ret til fri Undervisning for alle sine Sønner, hvilket efter vor Tids Begreber besynderlige Privilegium havde sin Oprindelse derfra, at han i Christianssand som Arkitekt havde forestaaet Opførelsen af Byens Latinskole og derfor faaet kongeligt Tilsagn om fri Undervisning for sine Sønner ved hvilkensomhelst offentlig Skole i Danmark eller Norge. Jacob Rosted var Auberts Rector, som bekjendt en elskelig og brav, men dengang allerede af Alderen sløvet Mand. Af de underordnede Lærere vare flere lidet heldige, tildels endog helt eller halvt forulykkede Personer, der tyede til Skolestillingen som en Redningsplanke fra Livets Skibbrud. Den, som egentlig holdt det hele sammen, var Auberts ældre Broder, Johan Andreas, som allerede i Syttenaarsalderen (1817) var bleven Adjunct ved Skolen, ved hvilken han senere blev Conrector. Denne udmærkede Skolemand havde stor Indflydelse paa sin yngre Broder, der var ham inderlig hengiven. Skolens Locale var dengang i den Gaard, hvor nu Kirkedepartementet er og hvor en Tidlang ogsaa Storthinget forsamledes, men indtil 1821, da Skolen ved Mageskifte fik den Gaard, hvor nu Britannia Hotel er, maatte den hvert tredie Aar flytte ud for Thingets Skyld, dels til „Thomsegaarden“ (i Nærheden af Børsen), dels endog til Mangelsgaarden.

I Hjemmet (paa Fæstningen) var Opdragelsen streng. Sønnerne maatte staa tilbords indtil sit femtende Aar og sagde altid „De“ til sin Fader. Rummet i Huset var knapt for de mange Brødre, især da der foruden dem stundom var fremmede Gutter i Kost og Logis. Blandt disse var ogsaa Fætteren Henrik Wergeland, som imidlertid fandt for liden Frihed i sin Onkel Generalens Hus, og efter et Aars Forløb da ogsaa formaaede sin Fader til – hvad der neppe var til hans Gavn – at tillade ham at flytte til en liberalere Husvert, en Skomager i Lakkegaden.[7] Forresten kunde Ungdommen (udenfor Huset) have det lystigt nok ogsaa paa Fæstningen, hvor „Aubertgutterne“ vare almindelig frygtede blandt den yngre Befolkning.

I 1823 blev Aubert Aarets yngste Student sammen med to mangeaarige Klassekammerater, der siden bleve hans Colleger, S. F. Dietrichson, (Prof. i Theologi) og U. A. Motzfeldt, (Prof. juris, senere Høiesteretsassessor.[8]. Ogsaa Fr. M. Bugge blev Student det Aar. Halvhundrede Aar efter vare Studenterne fra 1823 de første, som feirede denne Art af Jubilæum, hvilket fandt Sted paa Jevnaker Prestegaard hos en af de gjenlevende af Kredsen, daværende Sogneprest der L. Holmboe, Auberts gamle Ven.

General Auberts Sønner maatte alle flytte hjemmefra, saasnart de vare blevne Studenter, og sørge for sig selv. Dette var for saa flinke unge Mænd ikke vanskeligt i den Tid, og især da L. Aubert valgte Philologi til sit Studium, fik han snart fuldt op af de bedste Informationer, men hans Tid optoges naturligviis mere heraf, end ønskeligt kunde have været, saa meget mere, som han ogsaa underviste adskillige trængende unge Mennesker uden noget Vederlag, af hvilke til hans Glæde flere siden bleve meget dygtige Mænd. En af dem, hvem han antog sig, kom han siden, om end kun ganske kort, til at see som sin Collega. Det var Lector i Græsk H. J. Thue.[9] Men uagtet alt dette Sidearbeide, gjorde Aubert en saadan Fremgang i sine Studier, at han allerede tidlig blev betegnet som den, der egnede sig til at blive Universitetslærer. Den, der især havde Indflydelse paa ham og i ham saa den vordende Lærde, skal have været Professor Georg Sverdrup, til hvem Aubert stedse stod i et særdeles venskabeligt Forhold, der fortsattes lige til Sverdrups Død. Embedsexamen tog Aubert først i 1832, thi foruden hans Lærervirksomhed havde ogsaa en alvorlig og langvarig Sygdom forsinket hans Examensarbeide.

Allerede Aaret efter (1833) aabnede der sig Anledning til Ansættelse ved Universitetet, da Professoren i Latin S. B. Bugge ombyttede denne Stilling med Rectoratet ved Christiania Skole. Det er bleven sagt, at Fr. M. Bugge, som havde faaet Examen flere Aar tidligere og allerede var Bestyrer af Stavanger lærde Skole, først skal have faaet Opfordring til at blive sin Broders Eftermand, men have foretrukket det ledige Rectorat i sin Fødeby Throndhjem,[10] til hvilket han i ethvert Fald samtidig blev udnævnt. Nu blev Aubert tilspurgt, og han modtog Kaldelsen, idet han dog med den ham egne Samvittighedsfuldhed foreløbig ikke vilde modtage mere end et Aars Constitution. Efter denne Prøvetid blev han saa udnævnt til Lector i latinsk Philologi 11te Juni 1834, hvorefter han 1840 efter sin Tour rykkede op til Professor og forblev i denne Stilling indtil han i August 1875 tog sin Afsked som svensk Æresdoctor og Commandeur af St. Olafs Ordenen.

Samtidig med at han var bleven Candidat og constitueret Universitetslærer havde han oplevet megen Sorg. Hans Fader døde i April 1832, i den følgende Maaned døde hans Broder Conrector Johan Aubert, i det følgende Aar hans Moder og endnu en af hans Brødre. Nogle Aar senere var det, at han 1837 indtraadte i et lykkeligt Ægteskab med Ida Dorothea Maribo, Datter af den bekjendte Capitain Ludvig Maribo, (født 30te Novbr. 1811), der overlever ham, og med hvem han, om han kun havde levet nogle faa Dage længere, vilde have kunnet feire sit Guldbryllup. Hans Børn, af hvilke han allerede 1865 kunde see den ældste Søn som sin Collega ved Universitetet, ville findes opregnede i „Danmarks Adels Aarbog.“

III.

Aubert var ikke af dem, der vakte stor Opsigt i vide Kredse, og paa ydre Begivenheder var hans Liv ikke rigt. Det var udelt indviet hans Embedspligter ved Universitetet. Dette har neppe havt nogen Lærer, der med større Samvittighedsfuldhed har virket i sin Gjerning end Aubert. Mange og anstrengende vare de Pligter, som paalaa ham, vanskelige vare ogsaa de Forholde, under hvilke han havde at virke. Den classiske Philologi var i hele hans lange Embedstid et af de Fag, hvis Repræsentanter fandt mindst Anerkjendelse og Opmuntring, thi allerede ganske kort efter hans Tiltrædelse begyndte den Retning at gjøre sig gjeldende, som under Miskjendelse af Oldtidsstudiets Betydning for den almindelige høiere Dannelse snart endog fremtraadte som en Agitation imod dette og stundom end ikke forsmaaede de mest lavtliggende Midler til at bearbeide Opinionen. Allerede i 1838 var det kommet saavidt, at en Indsender i et Blad (det var en senere Universitetslærer i Physik!) foreslog, at man burde foredrage Bulwers Romaner for de unge Studerende istedetfor de latinske og græske Classikere. Var der nu end mellem Humanismens Modstandere ganske vist enkelte, hvis Synspuncter ikke savnede al Berettigelse – man maa her først og fremst tænke paa Schweigaard – blev det dog de overfladiske Betragtninger, hvortil Mængden helst sluttede sig, og under saadanne Omstændigheder blev en philologisk Professors Lod ikke ublandet behagelig.

Kun undtagelsesvis har Aubert optraadt ligefrem som hvad man kunde kalde en humanistisk Apologet. Men paa en anden og det den værdigste Maade blev han dette gjennem den Udholdenhed, hvormed han fra første til sidste Stund ufortrødent arbeidede i sit Embede, uanfegtet af alle Døgnets Røster, uden at jage efter nogensomhelst ydre Udmærkelse. Har noget Menneske været fri for Forfængelighed, har der været nogen, for hvem moderne Reklamevæsen og andet, der tidt skjæmmer vor Tids Lærde, var fremmed, saa var det ham.

Han maatte begynde med ikke alene at holde sin daglige Forelæsning som de andre Lærere, men havde i de første syv Aar tillige og det uden nogen Godtgjørelse at læse 3 Timer om Ugen ved det dengang endnu bestaaende philologiske Seminarium, der i 1840 nedlagdes ved Sverdrups Fratræden. Dertil kom, at han havde at examinere ikke alene hver eneste Student baade til Artium og anden Examen (Latin var da obligatorisk Fag for alle), men ogsaa alle de Præliminarister, der opgave en Smule Latin. Og hertil kom endnu en særegen Forpligtelse, som ifølge en fra Kjøbenhavn forplantet Tradition paalaa den latinske Professor som Arv fra hans Forgjængere (Professorerne i „Veltalenheden“), Forpligtelsen til to Gange om Aaret at udgive et latinsk Program til Kongens Fødselsdag og til Reformationsfesten.[11] Alt dette maatte den unge Mand uden at have seet noget andet Universitet end det ungdommelige og endnu svagt udstyrede norske med engang paatage sig. Selvfølgelig kom hertil endnu Deltagelsen i Universitetsanliggenders Behandling i Facultetet og tildels ogsaa i det academiske Collegium.

Aubert arbeidede energisk og strengt, men neppe let. Enhver af hans Forelæsninger var Frugten saavel af skarp Selvtænkning som af flittig Undersøgelse af alt, hvad der i Literaturen var ham tilgjængeligt af Forgjængeres Studier og Arbeider. Undertiden kunde han maaske gaa vel vidt i at tage Hensyn ogsaa til Skrifter, som ikke fortjente det, og som egentlig laa under hans Kritik, f. Ex. naar han læste over Livius og da aldrig undlod at gjøre opmærksom paa og ivrig at polemisere imod en Berliner Alchefski, hvis Conjecturer og Indfald allerede i deres Nyhed medrette betragtedes som værdiløse. For interesserede helst modnere Tilhørere var hans Foredrag i høi Grad vækkende og belærende. Men for Begynderen var han ikke altid let at følge, og for Dilettanten var han ikke meget tiltrækkende. De Midler, hvorved en Forelæsning bliver „pikant“, laa ikke for ham. Det turde nok ogsaa undertiden hænde, at en og anden Student, der kom til Universitetet med begeistret Trang til at nyde den classiske Literaturs Skjønhed, ikke strax hos Aubert fandt, hvad han i sine ungdommelige Forestillinger først og fremst søgte. Men var der virkelig Alvor i hans Stræben, endte han altid med inderlig Taknemlighed for sin Lærers grundige og alvorlige Methode. Og det er ikke for meget sagt, at det bedste og solideste, som vore Philologer i mere end en Menneskealder medbragte fra Universitetet, skyldte de Aubert, der i hele Perioder af sin lange Embedstid i Virkeligheden endog har været deres Studiums eneste Bærer.

Hans Hovedsag som Philolog var latinsk Grammatik og dernæst Textkritik, men ved Siden heraf dyrkede og foredrog han ogsaa de historiske Discipliner, navnlig den romerske Forfatningshistorie, i hvilken han besad en betydelig Lærdom. De Forfattere, han hyppigst fortolkede, vare vistnok Livius, Tacitus, Horats og Juvenal. Hans Forskning var imidlertid ikke udelukkende vendt mod latinsk Philologi. Ikke alene beskjæftigede han sig – hvad der er en Selvfølge – med den saa nær beslægtede græske, over hvilken han af og til ogsaa har holdt Forelæsninger,[12] men han var ogsaa inde paa andre Felter af Sprogstudiet. I sin Ungdom beskjæftigede han sig med Modersmaalets Orddannelse, men fornemmelig maa det erindres, at han tidlig med Kjærlighed vendte sig til den sprogsammenlignende Videnskab, hvis Methode han har Fortjenesten af først at have indført ved vort Universitet. Ogsaa i de levende Sprog var han vel hjemme. I mange Aar var han ogsaa en ivrig Numismatiker, idet han siden 1848 var Medbestyrer af Universitetets Myntsamling, af hvilken han har store Fortjenester og i hvis Interesse de faa og ikke langvarige Reiser i Udlandet, som det faldt i hans Lod at gjøre, ere foretagne. Han besøgte England, Frankrig og Tydskland, men sit kjæreste og naturligste Ønske i denne Retning, at see den evige Stad, fik han aldrig opfyldt.

Som Forfatter var Aubert ikke egentlig productiv. Som allerede anført, var han i sin Ungdom saa at sige nødt til jevnlig at udgive latinske Smaaafhandlinger, af hvilke nogle bleve paaskjønnede ogsaa i Tydskland. Ved Siden heraf gav han af og til enkelte Bidrag til Tidsskrifter, navnlig til det fællesnordiske Tidsskrift for Philologi og Pædagogik og vort Videnskabsselskabs Forhandlinger, en enkelt Gang ogsaa til en tydsk Journal. Et Universitetsprogram (paa Tydsk) af grammatisk Indhold udgav han ogsaa i 1856. Hans mest omfattende Skrift: „Den latinske Verbalflexion“ udkom samme Aar som han tog Afsked.

De philologiske Studerendes Antal var i den første og længste Del af Auberts Embedstid temmelig lidet, saa at Læreren og hans Tilhørere dengang for det meste vare personlige Bekjendte. Omtrent fra 1860 af blev Tilstrømningen paa Grund af Omstændighederne betydelig større, og som Følge heraf Forholdet tildels fjernere. Men i den hele lange Tid er det vist, at disse Studerende omfattede Aubert med en uforandret Høiagtelse og Hengivenhed. Dette lagde sig bl. A. paa den skjønneste Maade for Dagen i 1849. Aaret iforveien havde Auberts Ven og nærmeste Collega, Fr. L. Vibe, ombyttet Professoratet i Græsk med Rectoratet i Christiania, der var blevet ledigt ved Bugges Overgang til geistligt Embede. Dette undlod ikke at øve sin Indflydelse paa Aubert, og da nu kort efter Christianssands Rectorat blev ledigt, følte han virkelig Lyst til at ombytte sin anstrengende academiske Virksomhed med en roligere i sin Fødeby. Han var ogsaa allerede indstillet til Rector, men nu indfandt omtrent samtlige i Christiania værende yngre og ældre Philologer sig hos ham i hans Bolig for indtrængende at bede ham om ikke at forlade en Post, i hvilken man fandt ham uundværlig. Han tog da Ansøgningen tilbage. Da han i 1874 havde været Universitetslærer i 40 Aar, foranstaltede Philologerne en Fest til hans Ære, ved hvilken hans Buste i Marmor (af Billedhugger Budal) afsløredes og opstilledes i det philologiske Auditorium, hvilket den fremdeles pryder. Et Stykke af Plautus (Mostellaria), der for Anledningen var udgivet af Prof. Sophus Bugge med tilføiet Oversættelse af Fr. Giertsen, blev opført af Studenter til stor Glæde for Tilskuerne, og ved det paafølgende Festmaaltid modtog Æresgjesten varme Ytringer af sine Disciples hjertelige Hengivenhed.

Da han et Par Aar senere, som anført, tog sin Afsked, hædredes han med en efter Omstændighederne rigelig Pension. Storthinget i 1876 bevilgede ham 4400 Kr., efter at et Forslag om 4800 Kr. med kun faa Stemmers Overvegt var forkastet.[13] Det havde været hans Tanke at benytte sit Otium til videnskabelig Production, navnlig til Udgivelse af forskjellige dertil egnede Forelæsninger, men dette kom desværre ikke til Udførelse. Grunden laa i forskjellige Omstændigheder. „Hans Aandsevner vare usvækkede indtil det sidste,“ skriver en af hans Allernærmeste, „men selv begyndte han meget tidlig at frygte for, at de kunde være svækkede og at derfor det Arbeide, han nu skulde udføre ved Revision af sine Forelæsninger, vilde blive af ringere Værd end disse selv.“ Afgjørende blev det snart, at hans Legemskræfter aftoge, navnlig paa Grund af en mangeaarig Bronchit, der i de senere Aar tvang ham til at holde sig inde næsten hele Vinteren. Han syslede dog stadig med sin tilvante Læsning, fornemmelig vistnok den philologiske, men ved Siden heraf ogsaa i andre Retninger. Endnu ifjor meddelte han en Skolemand adskillige textkritiske Bidrag til en Udgave af Livius. I sin sidste Tid tænkte han ogsaa paa at nedskrive sine Livserindringer, men naaede desværre hermed ikke videre end til Begyndelsen. Nogle af disse hans Optegnelser ere gaaede over i nærværende korte Skizze af hans Liv efter velvillig Meddelelse af hans ældste Søn.

I sit 81de Aar bortkaldtes han ved Døden den 16de Juni 1887. Hans Begravelse foregik med stor Høitidelighed fra Universitetets Aula, hvor hans kjæreste Discipel, Prof. Sophus Bugge holdt en Mindetale, der af alle erkjendtes som et Mesterverk. Vi hidsætte dens ligesaa skjønne som sande Slutningsord:

„Aubert har ved sit eget Exempel vist, at det Studium, til hvilket han havde viet sit Livs Gjerning, har Evne til at uddanne en selvstændig, retsindig og uegennyttig Karakter, en fulddygtig Arbeider til Nutidens Gjerning i et Folk med Frihedens Rettigheder og Pligter. Han havde af det romerske Folk, hvis Samfund hans Aand granskede, lært at underordne sig det Heles Tarv, at gjøre det daglige Livs Gjerning i rolig Udholdenhed og i strengeste Pligtopfyldelse til Fædrelandets Gavn og Hæder. Ingen Del af hans Embedsførelse var ham saa ringe, at den ei blev røgtet med den samme Samvittighedsfuldhed, men paa den anden Side var ingen Byrde, som hans Stilling paalagde ham, hans stærke Skuldre for tung. Auberts Retfærdighedsfølelse var i Slægt med hin gamle Romers, der var rede til at ofre den, der stod ham selv nærmest, for at Lovens Bud kunde opfyldes.

Streng og alvorlig stod han for de Unge, naar de første Gang hørte hans dybe Røst fra Universitetets Lærestol. Men fandt han hos dem ærlig Stræben eller søgte de til ham for at faa Raad og Veiledning, skiftede Forestillingen snart. Oprigtig Velvilje lyste dem imøde under de buskede Bryn. Hans ærlige Hjertes varme Sympathi pulserede i det trofaste Haandtryk. De fik ikke blot Raad og Veiledning, som de søgte, men han blev dem gjennem Tiderne en tro Støtte.

Lærte de ham saa ret at kjende, da prægede der sig hos dem et Billede af Aubert, som jeg skulde ville holde frem for de Unge til taknemligt Minde.

Det var en mandig ridderlig Karakter. Let vakt var han til at blusse op mod alt, hvad der syntes ham skjævt eller lavt og uærligt. Frygtløs forsvarede han med hvasse Vaaben mod oven som mod neden, hvad Sandhed og Retfærd efter hans Overbevisning krævede. Men han kunde komme til Erkjendelse af at have taget feil, og han var da rede til aabent og frimodig at udtale Tilstaaelsen deraf.

Han var vennesæl og trofast som faa mod sine Venner. Hvor han følte sig blandt Aandsbeslægtede, lysnede snart det mørke Blik, og Humoren kunde spille om de ofte saa strenge Læber. Forstod han end at optræde med Selvbevidsthed, hvor det gjaldt at hævde hans Stillings og hans Studiums Værdighed, saa var han dog i sin inderste Personlighed, som den, der vilde være, og ikke synes, en gjennem beskeden, ja jeg tør sige en ydmyg Mand Han var med et Ord en Hædersmand.

Auberts Exempel maner til trofast Arbeide ikke for egen Forherligelse, men for den evige Sandheds og Retfærds Skyld.

Fred med hans Minde!“


W. C. Fabritius & Sønner.


PD-icon.svg Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.
  1. See den af H. R. Hiort-Lorenzen og A. Thiset udgivne „Danmarks Adels Aarbog,“ hvor Vaabenet beskrives o. s v.
  2. See Erslews danske Forfatter-Lexicon og de der citerede Kilder.
  3. Broder af Digteren Johan Vibe og Fader til Major A. Vibe, Rector F. L. Vibe, Bispinde Gislesen. Han blev senere Amtmand i Bergen og tilsidst Generalkrigscommissær i Christiania, hvor han døde 1814 som en af Christian Frederiks Kammerherrer.
  4. En af Byskriver Thaulows mange Sønner kom til Aabenraa i Slesvig, men dennes Sønner, der i det nye Hjem havde faaet tydsk Dannelse, kom tildels tilbage til Norge, saasom Professor Thaulow, Apotheker Thaulow, Doctor Thaulow o. s. v.
  5. Han opkaldtes efter sin Moster Fru Sara Louise Martina Glückstad og skulde have hedt Sar, ikke Caesar, men Presten (den senere Biskop Sørenssen), der ikke kjendte dette Navn, forandrede det paa egen Haand.
  6. Fra Opholdet paa Kronborg bevarede Sønnen, den senere Professor, hele Livet igjennem Minder, nemlig Ar i Ansigtet, der hidrørte fra et uheldigt Fald fra et af Slottets Vinduer.
  7. Prof. Aubert erindrede levende, at Henrik Wergeland som otteaarig Gut kom med Forældrene fra Christianssand for at drage til Eidsvold; „han havde en Hoben Manuskripter til originale Arbeider med sig.“ Man vil i Wergelands Skrifter finde adskillige Vidnesbyrd om det nære Forhold til Auberterne, navnlig Mindedigte over Generalen og flere af hans Sønner.
  8. Mellem Auberts ældre Skolekammerater var Mathematikeren N. H. Abel, med hvem han i Studenteraarene havde megen Omgang. Han erindrede ofte at have hørt ham tale om sine Arbeider og om sin Frygt for at overfløies af Jacobi.
  9. Udvalg af H. J. Thues Arbeider ved M. J. Monrad, Fortalen.
  10. Bugges Biographi i „Mærkelige Nordmænd.“
  11. Disse Feste og dermed Programforpligtelsen bortfaldt 1845.
  12. Et Aar (1854–1855) underviste han ogsaa i Græsk ved Nissens Skole, hvortil Foranledningen var den at hans ældste Søn i 1855 skulde blive Student.
  13. Som bekjendt havde Thinget i 1874–1876 en mindre radikal Sammensætning end i de nærmest foregaaende, saavelsom i de senere Aar.