Prøver af Landsmaalet i Norge

av Ivar Aasen

Fortale

Hoved-Indholdet af denne Bog er en Samling af korte Læsestykker i forskjellige Bygdemaal med enkelte Anmærkninger og Forklaringer. De Bygdemaal, som her ere behandlede, ere ialt tyve, hvoraf sex fra det Nordenfjeldske, otte fra det Vestenfjeldske og sex fra det Søndenfjeldske. Den største Deel af de hertil hørende Læsestykker bestaaer af Fortællinger eller Folkesagn, som ere optegnede efter mundlig Meddelelse; kun nogle faa Stykker ere Beskrivelser eller Skildringer af Naturen og Folkelivet. — Foruden disse Prøver paa Dialekterne indeholder Bogen ogsaa nogle Prøver af et mere almindeligt Folkesprog eller, om man saa vil, af en ubestemt norsk Dialekt med enkelte Tillæmpninger efter det gamle Sprog. I denne Afdeling er Indholdet mere afvexlende og deler sig, med Hensyn til Oprindelsen, i tre Partier, nemlig først nogle “Mindestykker” (eller traditionelle Stykker) i den simpleste Stile-Art, dernæst nogle nye eller originale Stykker med lidt mere kustig Stiil, og endelig nogle oversatte Stykker til Forsøg i de mere vanskelige Stile-Arter.

Allerede fra den første Tid, da jeg begyndte med Undersøgelsen af Folkesproget, tænkte jeg paa at forberede en Samling af Prøver paa de mærkeligste Bygdemaal, og det var ogsaa paatænkt, at en saadan Samling skulde indføres i Folkesprogets Grammatik eller udgjøre et Tillæg til denne. Imidlertid syntes dette Forsøg ikke at ville have nogen rigtig Fremgang. Det blev efterhaanden mere og mere vanskeligt at faae noget tilstrækkeligt Forraad af passende Stykker og at faae dem saa nøie gjennemseede og prøvede af kyndige Folk, at de kunde udgives som paalidelige. Da nu ogsaa nogle af de først optegnede Prøver havde saadanne feil i Stilen og Indholdet, at de burde forandres, saa blev Samlingen indtil videre anseet uskikket til Udgivelse og kom saaledes til at henligge ufuldendt. Imidlertid har der senere tilbudet sig en og anden Leilighed til at faae et tvivlsomt Stykke prøvet og rettet, eller til at faae nye Stykker istedetfor de ældre; og saaledes vover jeg endelig nu at lade denne Samling komme for Lyset, endskjønt det vistnok er at frygte, at der endnu vil findes Mangler og Feiltagelser paa adskillige Steder.

Enhver, som har lagt Mærke til Bygdemaalenes indbyrdes Forhold, vil let kunne indsee, at man meget vel kan kjende Maalets grammatikalske Hovedregler og dog ikke kunne tale eller skrive det rigtigt. Der gives nemlig mangfoldige smaa Egenheder, som kun de Indfødte vide nøie Besked om, og som en Fremmed ikke lettelig mærker eller tilegner sig. To Bygdemaal kunne være meget lige i alt væsentligt og dog være meget ulige i adskillige Smaating, saasom i enkelte Overgangsformer eller Ord-Forbindelser; f. Ex. daa og da; som, so og saa; me henne, mæ ho, mæ’a, o. s. v. Alt dette er ubetydelige Ting; men det gjør dog altid saa meget, at en Prøve, som indeholder en Feiltagelse heri, vil gjerne blive anseet som upaalidelig i det Hele.

Paa Grund heraf vil det altid blive yderst vanskeligt at skrive rigtigt i det Bygdemaal, som man ikke er indviet i fra Opdragelsen; og af denne grund vilde jeg ogsaa ønske at have flere Stykker, som vare skrevne af Indfødte. Af saadanne Stykker ere her kun faa i denne Samling, nemlig et fra Stjørdalen, et fra Hallingdal og et fra Valders, foruden de to Stykker fra Søndmør, hvortil jeg ikke behøvede nogen hjælp. Med endeel andre Stykker (især de fra Hardanger, Søndhordland, Jæderen, Tellemarken og Guldbrandsdalen) har jeg imidlertid havt saa god Hjælp, at de vistnok kunne betragtes som skrevne af Indfødte, dersom ikke en eller anden Skrivfeil skulde være indløben. Et Par andre Stykker ere optagne af trykte Skrifter, nemlig et fra Valders og et fra Østerdalen. Af de øvrige Stykker ere de fleste rigtignok opskrevne i selve Distrikterne og efter mundtlig Fortælling, men nogle af dem (især de fra Inderøen, Ørkedalen, Nordhordland og Voss) ere neppe prøvede med den nødvendige Strenghed, og det er altsaa at frygte, at de have adskillige Feil.

I saadanne Prøver kan imdlertid mangt ansees for at være Feil, som ikke egentlig er det; da der nemlig kan være megen Forskjel i Opfatningen af Lydene saavelsom i Skrivemaaden; og man han ogsaa seet Exempler paa, at eet og samme Stykke kan skrives paa meget forskjellige Maader. Paa den ene Side ville Nogle gjøre Udtalens Betegning til sit eneste Formaal og derfor søge at forestille hver eneste særegen Lyd paa en særegen Maade uden Hensyn til Ordenes almindelige Form. Paa den anden Side ville Nogle betragte Udtalen med et Slags Ligegyldighed og kun see paa Formernes Lighed med en vis antagen Grundform. Men det første fører lettelig til en Skrivemaade, som er meget besværlig for Læseren og alligevel ikke forslaaer til at betegne den særegne Udtale. Det andet fører derimod lettelig til betydelige Afvigelser fra Talesproget og giver altsaa ikke det rette Begreb om Tingen. Jeg troer derfor, at man helst maa holde en Middelvei imellem disse to Retninger.

Jeg antager altsaa, at man,saalænge man har med en bestemt Dialekt at gjøre, maa tage et fortrinligt Hensyn til Udtalen, men tillige ogsaa have Ordenes oprindelige Form for Øie. De Egenheder, som lettelig kunne betegnes ved bekjendte Bokstaver, maa altsaa vise sig i Skriften; men de Egenheder, hvis Betegning vilde blive vanskelig og maaskee forvildende for Læseren, maa hellere overlades til den mundtlige Meddelelse og kun antydes anmærkningsviis. Hvor Ordets fulde Form kan beholdes uden at støde an imod Udtalen, der maa den ogsaa indføres; f. Ex. hjaa (for jaa), gjæte (for jæte). Hvor Udtalen er uvis eller staaer paa et Mellem-Trin, maa man ogsaa helst beholde den oprindelige Form: f. Ex. hellere bera end “bæra,” hellere Mold enn “Moll.” Hvor derimod Udtalen har en bestemt og tydelig Afvigelse fra den oprindelige Form, der maa Udtalen følges; f. Ex. go (god), hære (herda), Kjønn (Tjørn). Thi dersom man skal udfylde alle saadanne Former i en Dialekt, da berøver man denne sit særegne Præg og ophøier den til et Slags Normalsprog; og da nu Dialekterne ere mange, saa blive de paa denne Maade kun til et Slags Mellemting, som ikke ere skikkede til videre Fremgang.

En anden Sag er det, naar Sproget ikke angives som nogen bestemt Dialekt, men kun som et slags almindeligt Landssprog i en fri Bearbeidelse efter en Vis vedtagen Plan. Da er man ikke bunden til Talebrugen paa et enkelt Sted, og man har altsaa Frihed til at optage fuldkomnere Former fra forskjellige Sider, saavidt man anseer dem nødvendige. Men i dette Tilfælde behøver man dog et Grundlag, og dette burde ikke tages efter et Slumpetræf af den første Dialekt, som man tilfældigvis var bleven bekjendt med. Hellere burde der da gjøres en Sammenligning og et Udvalg af de bedste; og isaafald troer jeg, at især det Hardangerske, Vossiske og Sognske vilde komme i en fortrinlig Betragtning. Ved at tage disse Maal for sig og tildeels læmpe dem lidt efter de øvrige Bygdemaal, især ved at optage en og anden fuldkomnere Form og derimod udelade enkelte overflødige Former, kunde man vistnok anlægge en ganske bekvem Sprogform, som vilde nærme sig i det Væsentlige til det gamle Sprog og forøvrigt harmonere saaledes med Bygdemaalene, at disse kunde betragtes som et Slags Forgreninger deraf; og dette er jo egentlig den Opgave, som man her maatte have at løse.

Til en Prøve paa en saadan Sprogform, saaledes som jeg har forestillet mig den, har jeg i Slutningen af denne Bog tilføiet nogle Læsestykker i de forskjellige Stile-Arter. Mange ville vistnok sige, at et saadant Forsøg gjerne kunde være ugjort; men alligevel troer jeg, at det ikke var saa ganske unødvendigt. Det forekom mig, at man ved en Samling af bare Dialekt-Prøver ikke har givet nogen tilstrækkelig Prøve paa Folkesproget. Man har viist en Række af Former og Overgange; men man har viist kun lidet af Sprogets væsentlige Egenskaber, af dets Kraft og Dannelighed eller Brugbarhed i en høiere Betydning. Ved at skrive i et Bygdemaal har man saa meget at bestille med Former og Bogstaver, at man ikke faaer Leilighed til at tænke paa noget vigtigere. Tankens Frihed er saa indsnøret og lammet af Ængstelighed for at støde an imod Formerne, at man aldrig kan udtale sig med nogen Fynd. Det er allerede bemærket, at kun en Indfødt kan skrive rigtigt i et Bygdemaal, og da nu Bygdemaalene ere mange, saa kan der ikke komme noget synderligt ud af endog de bedste Forsøg i denne Vei. Og heraf maa da ganske naturlig det Ønske opstaae, at der maatte findes en Mønsterform, hvormed man let kunde blive fortrolig, og hvori man kunde utdale sin Tanke med Frihed og uden Ængstelse for at støde an imod en vis Bygdeskik.

Imidlertid var det ogsaa min Hensigt at give en omtrentlig Prøve paa den Form, hvori jeg agtede at skrive en Samling af Norske Ordsprog, som jeg har tænkt at udgive. En saadan Samling hører nemlig til de ting, hvortil et Slags Normalsprog er mest nødvendigt. At fordele Ordsprogene paa flere Bygdemaal vilde være ubekvemt; at overføre dem til et enkelt Bygdemaal vilde være bedre, men da der altid vil findes noget, som ikke passede til de antagne Maal og altsaa maatte læmpes eller forandres, saa vilde denne Plan komme ud paa omtrent det samme som Antagelsen af et Normalsprog.

Af de tilføiede Anmærkninger vil man ellers kunne see, at adskillig Tvivl og Uvished har fundet Sted i visse Punkter, og at altsaa enkelte Forandringer vistnok kunde gjøres. Men det maa dog erindres, at det egentlig kun er uvæsentlige Punkter, hvorom saadan Uvished finder Sted, medens derimod det væsentlige grundlag, som Sproget af sig selv tilbyder, maa ansees som temmelig fast og sikkert.

Hvad jeg ellers i den hele Exempelsamling har havt mest for Øie, er netop Stilen og Udtryksmaaden. Jeg havde foresat mig at undgaae alle fremmede Udtryk og derimod betegne endog de vanskeligste Begreber med Ord af norsk Rod, om endog disse tildeels maatte være sjeldne eller ubekjendte. I de vanskeligere Forsøg kræver denne Plan rigtignok megen Tænkning og Møie; men den giver dog ogsaa megen Fornøielse, idet man just ved saadanne Forsøg drives til at trænge ind i Modersmaalets Dybder og derved opdager flere Skatte og Hjælpemidler, end man egentlig havde ventet.