Peer Gynt/Fjerde akt

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Den Gyldendalske Boghandel (F. Hegel.) (s. 114-185).

(På sydvestkysten af Marokko. Palmeskov. Dækket middagsbord, solsejl og sivmatter. Længere inde i lunden hængende køjer. Udenfor land ligger en damp yacht med norsk og amerikansk flag. Ved stranden en jolle. Det er henimod solnedgang. Peer Gynt, en smuk middelaldrende herre i elegant rejsedragt, med guldlorgnet på brystet, præsiderer som vært for bordenden. Master Cutton, Monsieur Ballon samt herrene v. Eberknopf og Trumpeterstråle ifærd med at slutte måltidet)

PEER GYNT

Drik, mine herrer! Er man skabt
til nydelse, så skal man nyde.
Der står jo skrevet: tabt er tabt,
og væk er væk –. Hvad må jeg byde?

TRUMPETERSTRÅLE

Du er superb som vært, broer Gynt!

PEER GYNT

Jeg deler æren med min mynt,
med kok og stewart –

MASTER COTTON

Very well;
en skål for alle fires held!

MONSIEUR BALLON

Monsieur, De har en gout, en ton,
som nutildags kun sjelden findes
hos mænd, der lever en garçon, –
et visst, jeg ved ej hvad –

VON EBERKOPF

Et vift,
et skær af frigjort åndsbetragtning
og verdensborgerdomsforpagtning,
et syn igennem skyens rift,
der ej af snever Fordom bindes,
et præg af højere forklaring,
en ur-natur med livserfaring
på trilogiens top forent.
Ej sandt, monsieur; så var det ment?

MONSIEUR BALLON

Jo, meget muligt; ikke ganske
så smukt det klinger i det franske.

VON EBERKOPF

Ej, was! Det sprog er og så stivt. –
Men hvis til fænomenet grunden
vi søge vil –

PEER GYNT

Så er den funden.
Det er fordi jeg ej er gift.
Ja, mine herrer, ganske klar
er tingen. Hvad skal manden være!
Sig selv; det er mit korte svar.
Om sig og sit han skal sig kære.
Men kan han det, som pak-kamél
for andres ve og andres vel?

VON EBERKOPF

Men denne for-og-i-seg-væren,
jeg lover, har Dem kostet strid –

PEER GYNT

Å ja såmen; i fordums tid;
men altid gik jeg bort med æren.
Engang var jeg dog ganske nær
i fælden fanget mod min vilje.
Jeg var en rask og vakker fyr;
og damen, som jeg havde kær, –
hun var af kongelige familje –

MONSIEUR BALLON

Af kongelig?

PEER GYNT

(hendkastende)
Af disse Ætter,
De ved nok –

TRUMPETERSTRAALE

(slår i bordet)
Disse Adelstroll!

PEER GYNT

(trækker på skuldren)
Forlagte højheder, som sætter
sin stolthed i, plebejerpletter
at holde væk fra stammens skjold.

MR. COTTON

Gik så affæren overstyr?

MONSIEUR BALLON

Familjen var imod partiet?

PEER GYNT

Nej, tvertimod!

MONSIEUR BALLON

Ah!

PEER GYNT

(skånsomt)
De forstår;
der gaves ting, som talte for
at få os snarest muligt viet.
Men rentud sagt, det hele væsen
var mig fra først til sidst imod.
Jeg er visse dele kræsen
og helst jeg står på egen fod.
Og da nu svigerfader kom
forblommet frem med fordring om
jeg skulde skifte navn og stilling
og løse adelskabsbevilling,
så trak jeg mig med anstand ud, –
gav afkald på hans ultimatum –
og afkald på min unge brud.
(trommer på bordet og synger andægtig)
Ja, ja; der råder dog et fatum!
På det vi mennesker kan lide;
og det er trøstig at vide.

MONSIEUR BALLON

Og dermed sagen var forbi?

PEER GYNT

Nej, jeg fik føle noget andet;
thi uvedkommende sig blanded
med høje ramaskrig deri.
Værst var familjens yngre lemmer.
med syv av dem jeg fik duel.
Det var en tid, jeg aldri glemmer,
skønt jeg gik ud deraf med held,
Det kostet blod; men dette blod
gier brev på min persons fordyrelse,
og peger styrkende imod,
som sagt, et fatums vise styrelse.

VON EBERKOPF

De har et blik på livets gang,
der hæver Dem til tænker-rang.
Imens en slet og ret formener
ser hver for sig de spredte scener,
og aldri ender med at famle,
forstår De alt til et at samle.
Med samme norm De alting måler.
De spidser til hver løs eragtning,
så hver og en går ud som stråler
fra lyset af en livsbetragtning. –
Og De har ingenting studeret?

PEER GYNT

Jeg er, som jeg Dem før har sagt,
en blot og bar autodidakt.
Methodisk har jeg intet lært,
men jeg har tænkt og spekuleret,
og læst mig til en del af hvert.
Jeg har begyndt i ældre alder;
da ved De jo, lidt tungt det falder
at pløje side op og side ned
og tage ligt og uligt med.
Historien har jegtaget stykkevis;
thi mere fik jeg aldri tid til.
Og da man jo i tunge tider
et noget visst må sætte lid til,
så tog jeg religionen rykkevis.
På den manér det bedre glider.
Man skal ej læse for at sluge,
men for at se, hvad man kan bruge

MR. COTTON

Se, det er praktisk

PEER GYNT

(tænder en cigar)
Kære venner;
betænk mit levnetsløb forresten.
Hvorledes kom jeg først til Vesten!
Som fattig karl med tomme hænder.
Jeg måtte slide sårt for føden;
tro mig, det faldt mig tidsnok svært.
Men livet, venner, det er kært;
og, som man siger, besk er døden.
Vel! Lykken, ser I, var mig føjelig;
og gamle fatum, han var bøjelig.
Det gik. Og da jeg selv var tøjelig,
så gik det stedse bedre, bedre.
Ti år derefter bar jeg navn
af Krøsus mellem Charlestowns rhedre.
Mit rygte fløj fra havn til havn;
jeg havde lykken inden borde –

MASTER COTTON

Hvad gjaldt trafiken?

PEER GYNT

Mest jeg gjorde
i negere til Karolina
og gudebilleder til Kina.

MONSIEUR BALLON

Fi donc!

TRUMPETERSTRALE

For tusend, farbroer Gynt!

PEER GYNT

De finder nok bedriften svævende
på det tilladeliges pynt?
Jeg selv har følt det samme levende.
Jeg fant den endog odiøs.
Men, De kan tro mig, først begyndt,
det holder hårdt at slippe løs.
Ialfald er det yderst svært
i slig en stor forretningsførelse,
der sætter tusender i rørelse,
at bryde ganske overtvert.
Det «overtvert» jeg kan ei lide,
men tilstår på den anden side,
at jeg har altid næret agt
for hvad man kalder konsekvenserne;
og det, at overskride grænserne,
har stedse gjort mig lidt forsagt.
Dessuden tog jeg til at ældes;
jeg nærmed mig mod femtiårene, –
fik efterhånden gråsprengt hår;
og skønt min helbred var fortrinlig,
så faldt den tankt dog mig pinlig:
hvem ved, hvor snart den time slår,
da jurykendelsen skal fældes
og skille bukkene fra fårene.
Hvad var at gøre? Standse farten
på Kina gik umuligt an.
Jeg fandt dog en utvej, åbned snart en
forretning til på samme land.
Hver vår jeg guder exporterte;
hver høst jeg prester udklarerte,
forsynte dem med det fornødne
som strømper, bibler, rum og ris –

MR. COTTON

Ja, mod profit?

PEER GYNT

Naturligvis.
Det gik. De virked ufortrødne.
For hver en gud, hist over købt,
de fik en kilier grundigt døbt,
vå virkningen neutralisertes.
Missionens mark lå aldri brak;
thi guderne, som kolportertes,
af presterne blev holdt i schak.

MASTER COTTON

Nå, men de afrikanske varer?

PEER GYNT

Der sejred også min moral.
Jeg indså, den trafik var gal
for folk i fremadskreden alder.
Men ved jo ej, når fra man falder.
Og dertil kom de tusend snarer
fra vore filantropers lejr,
for ej at nævne kapringsfarer,
samt risiko af vind og vejr.
Alt dette sammenlagt vandt sejr.
Jeg tænkte: Peter, rev i sejlene;
se til, at du kan rette fejlene!
Så købte jeg mig land i Syden,
beholdt den siste kødimport,
som også var af prima sort.
De trived, blev blanke, fede,
så det var mig og dem en glæde.
Je, jeg tør sige uden skryden,
jeg handled mod dem som en faer, –
hvad sine gode renter bar.
Jeg bygged skoler, for at dyden
bestandig kunde holdes på
et visst almindeligt niveau,
og påstå strængt at ingenstunder
dens thermometer sank derunder.
Nu deforuden af dele
jeg har mig ganske trukket ud; –
jar har plantagen samt den hel
besætning solt med hår og hud.
På afskedsdagen gav jeg og
til små og store gratis grog,
så mænd og kvinder fik en rus,
og enkerne desuden snus.
Se, derfor håber jeg, såfremt
det ord ej er et mundsvejr blot:
hver den, som ej gør ondt, gør godt, –
så er min fortids fejlgreb glemt,
og jeg kan holde, mer end mangen,
med dyder mine synder stangen.

VON EBERKOPF

(klinker med ham)
Hvor det er styrkende at høre
et livsprincip i scene sat,
forløst fra theoriens nat,
urokket af det ydre røre!

PEER GYNT

(som under det foregående har stukket flittigt på flaskerne)
Vi mænd fra Nord forstår at føre
vor krig igennem! Kunstens nøgle
i livets sag er simpelthen
at holde øret tæt igen
for indpas af en farlig øgle.

MASTER COTTON

Hvad for øgle, dyre den?

PEER GYNT

En liden en, en fult forførende
til det i et og alt afgørende.
(drikker igen)
Hvad hele vove-kunsetn gælder,
den kunst, at eje dådens mod, –
der er: at stå med valgfri fod
imellem livets lumske fælder, –
at vide visst, at alle dage
er ikke slut med stridens dag, –
at vide, dig står åben bag
en bro, som bære kan tilbage.
Den therori har holdt mig frem;
den har min hele vandel farvet;
og theorien har jeg arvet
fra slægten i min barndoms hjem.

MONSIEUR BALLON

De er jo norsk?

PEER GYNT

Aj fødsel, ja!
Men verdsborger af gemyt.
For hvas jeg har af lykken nydt,
jeg takke kan Amerika.
De vel forsynte bogreoler
jeg skylder Tysklands yngre skoler.
Fra frankrig fik jeg mine veste,
min holding og min skærv af ånd, –
fra England en arbejdsom hånd
og skærpet sans for eget bedste.
Af jøden har jeg lært at vente.
Lidt hang til dolce far niente
jeg fra Italien fik en sending, –
og engang i en snever vending
jeg øged mine dages mål
ved bistand af det svenske stål.

TRUMPETERSTRALE

(hæ ver sit glas)
Ja, svenske stålet –!

VON EBERKOPF

Stålets svinger
vi først og fremst vor hyldest bringer!
(de klinker og drikker med ham. Han begyner at blive hed i hovedet.)

MASTER COTTON

Alt dette er såre godt; –
men, Sir, nu gad jeg vide blot,
hvad De med Deres guld vil gøre.

PEER GYNT

(smilende)
Hm; gøre? Hvad?

ALLE FIRE

(rykker nærmere)
Ja, lad os høre!

PEER GYNT

Nu; for det første gå på rejser.
Se, derfor tog jeg jer ombord
som selskabsbrødre i Gibraltar.
Jeg trængte til et danserkor
af venner som mit guldkalv-alter –

VON EBERKOPF

Højst vittigt sagt!

MASTER COTTON

Men ingen hejser
sit sejl for blot og bart at sejle.
De har et mål, det kan ej fejle.
Og målet er -?

PEER GYNT

At blive kejser

ALLE FIRE

Hvad?

PEER GYNT

(nikker)
Kejser!

ALLE FIRE

Hvor?

PEER GYNT

I hele verden.

MONSIEUR BALLON

Hvorledes, ven -?

PEER

Den plan er ingenlunde ny;
den sjælen var i al min færden.
Som gut jeg har i drømme rullet
vidt over havet på en sky.
Jeg steg med slæb og gylden slire, –
og dratted ned på alle fire.
Men målet, venner, stod ved magt. –
Det er jo skrevet eller sagt
etsteds, jeg mindes ikke hvor,
at hvis du vandt den ganske jord,
men selv dig tabte, var din vinding
kun krans omkring en kløvet tinding.
Så står der, – eller noget sligt;
og dette ord er intet digt.

VON EBERKOPF

Men hvad er da det gyndske selv?

PEER GYNT

Den verden bag mit pandehvæl,
som gør at jeg er ingen anden,
en mig, så lidt som Gud er fanden.

TRUMPETERSTRALE

Nu skønner jeg, hvorhen det siger!

MONSIEUR BALLON

Sublim som tænker!

VON EBERKOPF

Høj som digter.

PEER GYNT

(i stigende stemning)
Det gynske selv, – det er den hær
af ønsker, lyster og begær, –
det gynske selv, det er det hav
af infald, fordringer og krav,
kort alt, som netop mit bryst hæver,
og gør at jeg, som sådan, lever.
Men som Vorherre trænger muldet,
skal han bestå som verdens Gud,
så har jeg behov for guldet,
skal jeg som kejser ta'e mig ud.

MONSIEUR BALLON

Men guldet har De!

PEER GYNT

Ikke nok.
Ja, måske for en to-tre etmål,
som kejser á la Lippe-Detmold.
Men jeg vil være mig en bloc,
vil være Gynt på hele kloden,
Sir Gynt fra toppen og til roden!

MONSIEUR BALLON

(henreven)
Besidde verdens første dejlighed!!

VON EBERKOPF

Al hundredårs Johannisberger!

TRUMPETERSTRALE

Og alle Karl den tolvtes værger!

MASTER COTTON

Men først en profitable lejlighed
til transaktion –

PEER GYNT

Den er alt funden;
og dertil var vor ankring grunden.
Iaften farten står mod nord.
Aviserne, jeg fik ombord,
beretter mig en vigtig nyhed -!
(rejser sig med hævet glas)
Det er, som lykken uden ophør
bær hjælp til den, der selv har kryhed –

HERRENE

Nu? Sig os -!

PEER GYNT

Hellas er i oprør.

ALLE FIRE

(springer op)
Hvad! Grækerne -?

PEER GYNT

Har rejst sig hjemme.

DE FIRE

Hurra!

PEER GYNT

Og tyrken er i klemme!
(tømmer glasset)

MONSIEUR BALLON

Til Hellas! Ærens port står åben!
Jeg hjælper med mit franske våben!

VON EBERKOPF

Og jeg med opråb – på distance!

MASTER COTTON

Jeg ligeså – leverance!

TRUMPETERSTRALE

Gå på! Jeg finde skal i Bender
de verdenskendte sporespænder!

MONSIEUR BALLON

(falder Peer Gynt om halsen)
Tilgiv mig, ven, at jeg en stund
har miskendt Dem!

VON EBERKOPF

(trykker hans hænder)
Jeg dumme hund,
jeg holdt Dem hartad for en slyngel!

MASTER COTTON

Det er for stærkt; kun for en nar –

TRUMPETERSTRALE

(vil kysse ham)
Jeg, farbror, for et exemplar
af Yankee-pakkets værste yngel –!
Forlad mig –!

VON EBERKOPF

Vi har alle famlet –

PEER GYNT

Hvad snak er det?

VON EBERKOPF

Nu ser vi samlet
i glans den hele gytske hær
af ønsker, lyster og begær -!

MONSIEUR BALLON

(beundrende)
Så det var monsieur Gynt at være!

VON EBERKOPF

(ligeså)
Det er at være Gynt med ære!

PEER GYNT

Men sig mig dog -?

MONSIEUR BALLON

Forstår De ej?

PEER GYNT

Ifald jeg gør, jeg la'er mig hænge!

MONSIEUR BALLON

Hvorledes? Går ej Deres vej
til Grækerne med skib og penge -?

PEER GYNT

(blæser)
Nej, mange tak! Jeg støtter styrken
og låner pengene til Tyrken.

MONSIEUR BALLON

Umuligt

VON EBERKOPF

Vittigt sagt, men spøg!

PEER GYNT

(tier lidt, støtter sig til en stol og antager en fornem mine)
Hør, mine herrer, det er bedst
vi skilles, før den sidste rest
af venskab blaffrer bort i røg.
Hvo intet ejer, letvindt vover.
Når man af verdenråder knapt
den stribe muld man skygger over,
man til kanonmad er som skabt.
Men står man berget på det tørre,
som jeg, da er ens indsats større.
Gå De til Hellas. Jeg skal sende
Dem gratis væbnede iland.
Jo mer De øger stridens brand,
desbedre kan jeg buen spænde.
Slå smukt for frihed og for ret!
Løb storm! Gør Tyrken helvedet hedt; –
og slut med hæder Deres dage
Janitscharens lansestage. –
Men hav mig undskyldt.
(slår på lommen)
Jeg har mynt
og er mig selv, Sir Peer Gynt.
(han slår sin solskærm op og går ind i lunden, hvor hængekøjerne skimtes.)

TRUMPETERSTRALE

Den svinske karl!

MONSIEUR BALLON

Ej sans for ære -!

MASTER COTTON

Å, æren, den fik endda være;
men tænk jer, hvad enorm profit
for os, hvislandet slog sig frit –

MONSIEUR BALLON

Jeg så mig alt som sejervinder
i kreds af skønne Grækerinder!

TRUMPETERSTRALE

Jeg så i mine svenske hænder
de heltestore sporespænder!

VON EBERKOPF

Jeg mit uhyre fædrelands
kultur så spredt til lands og vands -!

MASTER COTTON

Det værste tab er det reelle.
Goddam! Jeg kunde tårer fælde!
Jeg så mig som Olympens ejer.
Hvis berget svarer til sit ry,
så må der findes kobberlejer,
som kunde tages op påny.
Og dertil denne elv, Kastale,
hvorom der går så megen tale,
med fald på fald, beregnet lavt
til mer end tusend hestes kraft -!

TRUMPETERSTRALE

Jeg går endda! Mit svenske sværd
er mer end Yankee-guldet værd!

MASTER COTTON

Måske; men, ind i rækken stukne,
vi vil i massens mængde drukne;
og hvor blir så profitien af?

MONSIEUR BALLON

Fordømt! Så nær ved lykkens tinde; –
og så at standse ved dens grav!

MASTER COTTON

(med knyttet hånd mod fartøjet)
Hin sorte kiste slutter inde
nabobens gyldne negersverd -!

VON EBERKOPF

En kongstanke! Fort! Afsted!
Hans kejserdom er om en hals!!
Hurra!

MONSIEUR BALLON

Hvad vil De?

VON EBERKOPF

Vinde magten!
Besætningen er let tilfals.
Ombord! Jeg annekterer yachten!

MASTER COTTON

De – hvad –?

VON EBERKOPF

Jeg kniber alt iflæng!
(går ned til jollen)

MASTER COTTON

Da byder mig mit eget tarv
at knibe med.
(går efter)

TRUMPETERSTRALE

Det er en skarv!

MONSIEUR BALLON

Et keltringstykke –! Men – enfin!
(følger de andre)

TRUMPETERSTRALE

Jeg får vel følge dem på færden,
– men protesterer for alverden –!
(går efter)
————————
(Et andet sted på kysten. Måneskin og drivende skyer. Yachten går langt ude for fuld damp. Peer Gynt løber langs stranden. Snart kniber han sig i armen, snart stirrer han ud over havet.)

PEER GYNT

Mareridet! – Væv! – Nu vågner jeg snart!
Den står fra land! Og i rasende fart! –
Bare væv! Jeg sover! Jeg er drukken og yr!
(knuger hænderne)
Det går dog umuligt an, at jeg dør!
(rykker sig i håret)
En drøm! Jeg vil det skal være en drøm!
Forfærdeligt! Hu; det er sanhed, desværre!
Mine asner af venner-! Hør mig, Vorherre! Du er jo så vis og retfærdig-! O, døm-!
(med oprakte arme)
Det er mig, Peter Gynt! Å, Vorherre, pas på!
Tag dig af mig, fader: ellers må jeg forgå!
Lad dem bakke maskinen! Lad dem fire ned giggen!
Stop tyvene! Gør noget uklart i riggen!
Hør mig! Lad ligge de andres grejer!
Verden skøtter dig nok selv imens! –
Nej – Gud om han hører! Han er døv, som han plejer!
Det er stel! En Gud, som på råd er læns!
(vinker opad)
Pst! Jeg har skilt mig ved negerplantagen!
Jeg har skikket missionærer over til Asien!
En håndsrækning er dog en anden værd!
Å, hjælp mig ombord –!
(en ildstråle skyder ivejret fra yachten og en tyk røg vælter ud; et hult knald hæres; Peer Gynt udstøder et skrig og segner ned i sandet; lidt efter trækker røgen bort; skibet er forsvundet.)

PEER GYNT

(bleg og sagte)
Det var straffens sværd!
Tilbunds med mand og mus i et plump!
O, evigt priset være lykkens slump! –
(rørt)
Slumpetræf? Nej, det var mer end så.
Jeg skulde frelses og de forgå.
O, tak og pris, at du har mig hyttet,
holdt øje med mig trods alle mine brøst! –
(ånder dybt ud)
Hvilken vidunderlig tryghed og trøst
i at vide sig selv separat beskyttet.
Men i ørken! Hvor får jeg mad og drikke?
Å, jeg finder nok lidt. Det må han forstå.
Det er ikke så farligt; –
(højt og indsmigrende)
han vil visst ikke,
at jeg lille fattige spurv skal forgå!
Bare ydmyg i sindet. Og så unde ham first.
Lade Herren råde; ikke hænge med ørene –
(farer forskræmt ivjeret)
Var det en løve, som knurred i rørene –?
(med klapprende tænder)
Nej, det var ingen løve.
(Mander sig op)
En løve; jo visst!
De bæster, e holder sig nok afsides.
Med sin overmand er det ikke grejdt at bides.
De har jo et instinkt; – de føler, som sandt er,
det er farligt at lege med elefanter. –
Men alligevel –. Jeg får finde et træ.
Derborte svajer akazier og palmer;
kan jeg klyve derop, har jeg tryghed og læ, –
især hvis jeg dertil kunde et par salmer –
(klattrer op)
Morgenen er ikke kvelden lig;
det skriftested er ofte nok vejet og drøftet.
(sætter sig tilrette)
Hvor dejligt at føle sin ånd så løftet.
Tænke ædelt, er mer, end at vide sig rig.
Bare bygge på ham. Han ved hvad portion
af nødens kalk jeg er mand for at drikke.
Han er faderligt sindet imod min person; –
(kaster et øje ud over havet og hvisker med et suk:)
men økonom, – nej, det er han ikke!
————————
(Nat. Marokansk lejr på grænsen mod ørkenen. vagtild og hvilende krigere)

EN SLAVE

(kommer og river sig i håret)
Væk er kejserens hvide ganger!

AN ANDEN SLAVE

(kommer og sønderriver sine klæder)
Kejserens hellige dragt er stjålen!

OPSYNSMAND

(kommer)
Hundred slag får under sålen
hver, som ikke tyven fanger!
(Krigerene stiger tilhest og galopperer bort i alle retninger)
————————
(Daggry. Trægruppen med akazier og palmer. Peer Gynt i træet med afbrukken gren i hånden holder sig en sværm abekatte fra livet.)

PEER GYNT

Fatalt! En højst ubehangelig nat.
(Slår om sig.)
Er du der igen? Det er dog forbandet!
Nu kaster de frugt. Nej; det er noget andet.
Et væmmeligt dyr, den abekat!
Der står skrevet: du skal våge og fægte.
Men jeg kan s'gu ikke; jeg er tung og mat.
(forstyrres igen; utålmodig:) Jeg må få en pinde for det uvæsen sat!
Jeg må se at få fanget en af de knægte,
hængt ham og krængt ham og klædt mig ud
på sæt og vis i hans lådne hud,
så vil de andre tro jeg er ægte. –
Hvad er vi mennesker? Kun et fnug.
og lidt får man læmpesefter skik og brug. –
Atter en sværm! De myldrer og kryr.
Pak jer! Tsju! De ter sig som gale.
Havde jeg blot en forloren hale, –
noget sådant, som gav en vis lighed med dyr –.
Hvad nu? Der tasser det over mit hode –!
(ser op)
Den gamle, – med næverne fulde af smuds –!
(kryber ænsgtelig sammen og holder sig en stund stille. Abekatten gør en bevægelse; Peer Gynt begyner at lokke og godsnakke, som for en hund )
Ja, – er du der, du gamle Bus!
Han er skikkelig, han! Han kan tages med det gode!
Han vil ikke kaste; – nej, var det ligt –
Det er mig! Pip – pip! Vi er gode venner!
Aj-aj! Kan du høre, jeg sproget kender??
Bus og jeg, vi er skyldfolk og sligt; –
Bus skal få sukker imorgen-! Det bæst!
Hele ladningen over mig! Uf, det er væmmeligt! –
Eller kanske det var føde? Det smagte ubestemmeligt;
dog, hvad smagen angår, gør vanen mest.
Hvad er det for en tænker, som engang har sagt:
man får spytte og håbe på vanens magt? –
Der er yngelen også!
(fægter og slår)
Det er dog for galt,
at mennesket, denne skabningens herre,
skal se sig nødt til –! Gevalt! Gevalt!
Den gamle er fæl, men de unge er værre!
————————
(Tidlig morgen. Stenet egn med udsigt ind over ørken. På den ene side en fjeldkløft og en hule. En tyv og en hæler i kløften med kejserens hest og klædning. Hesten, rigt opsadlet, står bunden til en sten. Rytterene langt borte.)

TYVEN

Lanserens tunger,
slikkende, spillende, –
se, se!

HÆLEREN

Jeg føler alt knappen
i sandet trillende!
Ve, ve

TYVEN

(folder armene over bryst)
Min fader var tyv;
hans søn må stjæle.

HÆLEREN

Min fader var hæler;
hans søn må hæle.

TYVEN

Din lod skal du bære;
dig selv skal du være.

HÆLEREN

(lytter)
Fodtrin i krattet!
På flugt! Men hvor?

TYVEN

Hulen er dyb
og profeten stor!
(de flygter og lader kosterne i stikken. Rytterene taber sig i det fjerne)

PEER GYNT

(kommer, skærende på en rørfløjte)
Hvilken livsalig morgenstund! –
Skarnbassen triller din kugle i gruset;
sneglen kryber af sneglhuset.
Morgenen; ja, den har guld i mund. –
Det er dog igrunden en mærkelig magt,
naturen har sådan i dagslyset lagt.
Man føler sig så tryg, føler modet vokse,
turde gerne, om så var, binde an med en okse. –
Hvilken stilhed omkring! Ja, de landlige glæder, –
ubegribeligt nok, at eg vraged dem før;
at man lukker sig inde i de store stæder,
blot for at rendes af pakket på dør, –
Nej; de, hvor firben vimser omkring,
snapper og tænker på ingenting.
Hvilken uskyld selv over dyrenes liv.
Hvert holder sig skaberens bud efterretteligt,
bevarer sit særlige præg uudsletteligt,
er sig selv, sig selv gennem leg og kiv,
sig selv, som det blev på hansførste bliv.
(sætter logretten på næsen)
En padde. Midt i en sandstensblok.
Forstening omkring. Kun hovedet ude.
Der sidder den og ser, som gennem en rude,
på verden og er sig selv – nok. –
(Tenker)
Nok? Sig selv-? Hvor er det, det står?
Jeg har læst det, som gut, i en såkaldt storbog.
Var det huspostillen? Eller Salomons ordbog?
Fatalt; jeg mærker, at år for år
min sans for tiden og stedet forgår.
(Setter sig i skyggen.)
Her er svalt at hvile og strække sibne fødder.
Se her gror bregner. Spiselige rødder.
(Smager lidt)
Det er ligere mad for et kreatur; –
men der står jo skrevet: tving din natur!
Endvidere står der: hovmod må bøjes.
Og hvo sig fornedrer, han skal ophøjes.
(Urolig)
Ophøjes? Ja, det vil ske med mig; –
det er umuligt at tenke sig andet.
Skæbnen vil hjælpe mig bort fra landet
og mage det så, at jeg kommer ivej.
Dette her er en prøvelse; siden kommer frelsen, –
når bare Vorherre under mig helsen.
(skynder tankerne fra sig, tænder en cigar, strækker sig og stirrer ind over ørken.)
Hvilket umådeligt, grænseløst øde. –
Langt derborte skridter en struds. –
Hvad skal enegentlig tro var Guds
mening med alt dette tomme og døde?
Dette, som alle livskilder savner;
dette forbrændte, som ingen gavner; –
denne brøk af verden, som ligger brak;
dette lig, som ej, siden jordens fødsel,
har bragt sin skaber så meget som tak, –
hvi blev det til? – Naturen er ødsel. –
Er det hav, det i øst, det blinkende, flakke,
som glittrer? Umuligt; kun sansebedrag.
havet i vest; det højner sig bag,
dæmmet ude fra ørken ved en skrånende bakke.
(en tanke farer gennem ham)
Dæmmet ude? Så kunde jeg –? Højden er smal.
Dæmmet ude? Et gennembrudd blut, en kanal, –
som en livsensflod vilde vandene skylle
ind gennem svælget og ørken fylde!
Snart vilde hele den glødende grav
ligge der frisk som kruset hav.
Oaserne vilde som øer sig højne,
Atlas grønnes som fjerldkyst mod nord;
sejler vilde, som fugle forfløjne,
skære mod syd karavanernes spor.
Livende luft vilde sprede de kvalme
dunster, og dugg vilde drysse fra sky;
folk vilde bygge sig by ved by,
og græs vilde gro om den svajende palme.
Landet i syd bar Saharas mur
blev til et kystland med frisk kultur.
Damp vilde drive Tombuktus fabriker;;
Bornu blev kolonisert med il;
op gennem Habes for forskeren sikker
i sin waggon til den øvre Nil.
Midt i mit hav, på en fed oase,
vil jeg forplante den norske race;
det dlske blod er jo kongeligt næsten;
arabisk krydsning vil gøre resten.
Rundt om en vik på en stigende strand
får jeg lægge Peeropolis, hovedstaden
Verden er aflægs! Nu kommer raden
Gyntiana, mit unge land!
(Springer op)
Bare kapitaler, så er det gjort. –
En nøgle af guld til havets port!
Korstog mod døden! Den griske punger
skal åbne for sækken, der han ligger og ruger.
For frihed sværmes i alle lande; –
som asnet i arken vil jeg sende et råb
over verden og bringe befrielsens dåb
til ed dejlige, bndne, vordende strande.
Jeg må frem! Kapitaler i øst eller vest!
Mit rige, – mit halve rige for en hest!
(hesten vrinsker i fjeldkløften)
En hest! Og klædning! – Og smykker, – og værge!!
(går nærmere)
Umuligt! Jo, virkelig-! Hvad? jeg har læst
etsteds at viljen kan flytte bjerge; –
men at den også kunde flytte en hest-?
Vås! Det er faktum, at her står hesten; –
ab esse ad posse og så videre forresten –
(trækker klædningen udenpå og ser ned over sig)
Sir Peter – og Tyrk fra top til rod!
Nej, en ved aldri, hvad der kan hændes. –
Rap dig, Grane, min ganger god!
(Stiger i sadelen)
Guldtøffel til å støtte min fod! –
På ridestellet skal storfolk kendes!
(Han galloperer ind i ørkenen)
————————
(Telt hos en araberhøvdning, ensomt på en oase. Peer Gynt i sin østerlandske dragt hvilende på dyner. Han drikker kaffe og røger af en lang pibe. Anitra og en flok piger danser og synger for ham.)

PIGERNES KOR

Profeten er kommen!
Profeten, herren, den alting vidende,
til os, til os er han kommen
over sandhavet ridende!
Profeten, herren, den aldri fejlende,
til os, til os er han kommen
gennem sandhavet sejlende!
Rør fløjten og trommen;
profeten, profeten er kommen!

ANITRA

Hans ganger er mælken, den hvide,
som trømmer i Paradisets floder.
Bøj eders knæ! Sænk eders hoder!
Hans øjne er stjerner, blinkende, blide.
Intet jordbarn dog tåler
glansens glans af de stjerners stråler.
Gennem ø rken han kom.
Guld og perle sprang frem på hans bryst.
Hvor han red blev det lyst.
Bag ham blev mørke;
bag ham for aumum og tørke.
Han, den herlige, kom!
Gennem ørken han kom,
som en jordsøn pyntet,
Kaba, Kaba står tom; –
han har selv forkyndt det!

PIGERNES KOR

Rør fløjten og trommen;
profeten, profeten er kommen!
(Pigerne danser under dæmpet musik)

PEER GYNT

Jeg har læst på tryk – og satsen er sand –
«ingen blir profet i eget land». –
Dette her, det huger mig meget bedre,
end livet histover blandt Charlstowns redre.
Der var noget hult i den hele sag,
noget fremmed på bunden, noget uklart bag; –
jeg følte mig aldri hjemme i laget,
og aldri rigtig som mand af faget.
Hvad vilde jeg også på den gallej?
Rode og rode i forretningsbingen.
Når jeg tænker mig om, jeg fatter det ej; –
det traf sig så; det er hele tingen. –
Vær sig selv på grundlag af guld,
det er som at bygge sit hus på sandet.
For uhr og for ring og for alt det andet
loggrer de godtfolk og kryber i muld;
de løfter på hatten for brystnål-kronen;
men ring eller nål er jo ikke personen. –
Profet; se, det er en klarere stilling.
Da ved man dog på hvad fod man står.
Slår man an, så er det en selv, som får
ovationen, og ej ens pundsterling og shilling.
Man er, hvad man er, foruden snak;
man skylder ej slump eller tilfælde tak,
og støtter sig ei til panten og bevilling. –
Profet: ja, det er noget for mig.
Og jeg belev det så inderlig uforvarende, –
blot ved at komme gennem ørken farende
og træffe naturens børn på min vej.
Profeten var kommen; den sag var klar.
Det var såmen ikke min agt at bedrage –;
der er forskel på løgn og profetisk svar;
og jeg kan jo altid træde tilbage.
Jeg er ikke bunden; det er ikke værre – ;
det hele er, så at sige, privat;
jeg kan gå, som jeg kom; min hest står parat;
kort sagt, jeg er situasjonens herre.

ANITRA

(nærmer sig fra indgangen)
Profet og hersker!

PEER GYNT

Hvad vil min slavinde?

ANITRA

Ventende for teltet står slettens sønner;
de beder at få skue dit ansigt –

PEER GYNT

Stop!
Sig dem, de kan i afstand troppe op;
sig dem, jeg hører i afstand deres bønner.
Læg til, jeg tåler ingen mandfolk herinde!
Mænderne, barn, er en skrøbelig slægt, –
ret hvad man kalder nogle arrige skarn!
Anitra, du kan ikke tænke dig, hvor frækt
de har snydt – hm! Jeg mener syndet, mit barn! –
Nå; det var nu det! Dans for mig, kvinder!
Profeten vil glemme sine ærgerlige minder.

PIGERNE

(dansende)
Profeten er god; Profeten er bedrøvet
for det onde, som støvets sønner har øvet!
Profeten er mild; hans mildhed være priset;
han åbner for synderne Paradiset!

PEER GYNT

(idet hans øjne følger Anitra under dansen)
Benene går som trommestikker raske.
Ej! Hun er sandelig lækker, den taske.
Hun har nogen extragavante former, –
ikke ganske stemmende med skønhedens normer;
men hvad er skønhed? En vedtægt kun, –
en mynt, som er gangbar til sted og stund.
Og just det extravagante behanger,
når man har tilbunds det normale nydt.
I det lovbundne blir mnan for rusen snydt.
Enten yderlig fyldig, eller yderlig mager;
enten ængstende ung, eller skremmende gammel; –
det middels gør vammel. –
Hendes fødder – de er ikke ganske rene;
ikke armene heller; især den ene.
Men det er igrunden ingen forringelse.
Jeg vil snarere kalde det en betingelse –
Anitra, hør her!

ANITRA

(nærmer sig)
Din slavinde har hørt!

PEER GYNT

Du er lokkende, barn! Profeten er rørt.
Vil du ikke tro mig, så fornem beviset; –
jeg gør dig til Houri i Paradiset!

ANITRA

Umuligt, herre!

PEER GYNT

Hvad? Tror du, jeg væver?
Det er ramme alvor, så sandt jeg lever!

ANITRA

Men jeg har ingen sjæl.

PEER GYNT

Så kanst du få!

ANITRA

Hvorledes, herre?

PEER GYNT

Det må jeg forstå; –
jeg skal nok tage mig af din opdragelse.
Ingen sjæl? Ja ganske visst er du dum,
som man siger. Jeg har mærket det med beklagelse.
Men pyt; til en sjæl har du altid rum.
Kom her! lad mig måle din hjernekiste. –
Der er plads, der er plads; det var det jeg vidste.
Sandt nok, – du vil aldri komme til at stikke
synderlig dybt; nogen tror sjæl får du ikke; –
men, skidt; det kabn også være det samme; –
du skal få så meget, at du ikke står tilskamme –

ANITRA

Profeten er god –

PEER GYNT

Du nøler? Tal!

ANITRA

Men jeg øsnker heller –

PEER GYNT

Snak væk uden dvælen!

ANITRA

Jeg bryder mig ikke så meget om sjælen; –
giv mig heller –

PEER GYNT

Hvilket?

ANITRA

(peger på hans turban)
Hin skønne opal!

PEER GYNT

(henrykt, idet han rækker hende smykket)
Anitra! Evas naturlige datter!
Magnetisk jeg drages; thi jeg er mand,
og, som der står hos en agtet forfatter:
«Das Ewig-Weibliche ziehet uns an!»
————————
(Måneskinsnat. Palmelund udenfor Anitras telt. Peer GYnt med en arabisk luth i hånden sidder under et træ. Hans skæg og hår er studset; han ser betydeligt yngre ud.)

PEER GYNT

(spiller og synger)
Jeg stængte for mit Paradis,
og tog dets nøgle med.
Det bar tilhavs for nordlig bris!
mens skønne kvinder sit forlis
på havsens strand begræd.
Mod syd, mod syd skar kølens flugt
de salte strømmes vand.
Hvor palmen svajer stolt og smukt,
i krans om oceanets bugt,
jeg stak mit skib i brand.
Ombord jeg sted på slettens skib,
et skib på fire ben.
Det skummed under piskens Hieb; –
jeg er en flygtig fugl; o, grib, –
jeg kviddrer på en gren!
Anitra, du er palmens most;
det må jeg saned nu!
Ja, selv Angoragedens ost
er neppe halvt så sød en kost,
Anitra, ak, som du!
(hænger luthen over skulderen og kommer nærmere)
Stilhed! Mon den fagre lytter?
Har du hørt mit lille digt?
Mon hun bar gardinet glytter,
udrappert af slør og sligt? –
Hys! Det klang jo, som korken
volsomt af en flaske sprang!
Nu igen! Og end en gang!
Er det elskovssuk? Nej, sang; –
nej, det er en hørbar snorken. –
Sød musik! Anitra sover.
Nattergal, hold op å slå!
Alslags ufærd skal du få,
hvis med kluk og klunk du vover –
do, som skrevet står, lad gå!
Nattergalene er en sanger;
ak, jeg selv er ligeså.
Han, som jeg, med toner fanger
hjerter, ømme, bløde, små.
Skabt for sang er natten sval;
sangen er vor fælles sfære;
det, at synge, er at være
os, Peer Gynt og nattergal.
Og just det, at pigen sover,
er min elskovslykkes tip; –
det, at spidse læben over
bægret uden mindste nip –;
men der er hun jo, minsæl!
Bedst, hun kom, alligevel.

ANITRA

(fra teltet)
Herre, kalder du i natten?

PEER GYNT

Ja såmen; profeten kalder.
Jeg blev vækket før af katten
ved et volsomt jagtrabalder –

ANITRA

Ak, det var ej jagtlarm, herre;
det var noget meget værre.

PEER GYNT

Hvilket da?

ANITRA

O, skån mig!

PEER GYNT

Tal!

ANITRA

O, jeg rødmer –

PEER GYNT

(nærmere)
Var det kanske
hvad der fyldte mig så ganske,
da jeg gav dir min opal?

ANITRA

(forskrækket)
Ligne dig, o, verdens skat,
med en ækkel kat!

PEER GYNT

Barn, fra elskovs standpunkt set,
kan en hankat og profet
komme hartad ud på et.

ANITRA

Herre, spøgens honning strømmer
fra din læbe.

PEER GYNT

Lille ven;
du, som andre piger, drømmer
skorpen kun af store mænd.
Jeg er spøgefuld igrunden,
og på tomandshånd især.
Af min stilling er jeg bunden
til en maskes alvorsskær;
dagens pligter gør mig tvungen;
alt det regnskab og besvær,
som jeg har med en og hver,
gør mid tidt profetisk tvær;
men det ligger kun på tungen. –
Væk med vås! I tetatet'en
er jeg Peer, – ja, den, jeg er.
Hej, nu jager vi profeten;
og mig selv, mig har du her!
(sætter sig under et træ og drager hende til sig)
Kom, Anitra, vi vil hvile
under palmens grønne vifte!
Jeg skal hviske, du skal smile;
siden vil vi roller skifte;
da skal dine læber friske,
mens jeg smiler, elskov hviske!

ANITRA

(lægger sig for hans fødder)
Hvert dit ord er sødt som sange,
skønt jeg lidt kun deref fatter.
Herre, svar mig, kan din datter,
ved at lytte, sjælen fange?

PEER GYNT

Sjælen, åndens lys og viden
skal du nok bekomme siden.
Når i øst på rosenstrimer
prentes gyldent; her er dagen, –
da, min tøs, da gier jeg timer;
du skal nok bli velopdragen.
Men i nattens lune stille
var det dumt, ifald jeg vilde
med en luvslidt visdoms rester
træde op som skolemester. –
Sjælen er jo ikke heller,
ret betragtet, hovedsagen.
Det er hjertet, som det gælder.

ANITRA

Tal, o, herre! Når du taler,
ser jeg glimt, som af opaler!

PEER GYNT

Kløgt, på spidsen sat, er dumhed;
fejgheds knop, i blomt, er grumhed;
sandhed i sin overdrift.
er en bagvendt visdomsskrift.
Ja, mit barn, – jeg er forsvoren
som en hund, hvis ej der går
sjælsforædte folk på jorden,
som til klarhed tungvindt når.
Jeg har kendt en sådan krop,
perlen i den hele trop;
og selv han tog fejl af målet,
misted meningen i skrålet. –
Ser du ørken om oasen?
Hvis jeg blot min turban svinger,
verdenshavets flod jeg tvinger
til at fylde hele stadsen.
Men jeg var en dompap-pande,
hvis jeg skabte hav og lande.
Ved du, hvad det er at leve?

ANITRA

Lær mig det!

PEER GYNT

Det er at svæve
tørskod nedad tidens elv,
helt og holdent som sig selv.
Kun i mandskraft kan jeg være
den, jeg er, min lille kære!
Gammel ørn sin fjærham fælder,
gammel støder går og hælder,
gammel kærring mister tænder,
gammel knark får visne hænder, –
hver og en får vissen sjæl.
Ungdom! Ungdom! Jeg vil herske,
som en sultan, hed og hel, –
ej på Gyntianas banker,
under palmeløv og ranker, –
men, på grundlag af det færske,
i en kvindes jomfru-tanker. –
Ser du nu, min lille pige,
hvi jeg har dig nådigst dåret, –
hvi jeg har dit hjerte kåret,
grundlangt, som jeg så må sige,
der mit væsens Kalifat?
Jeg vil eje dine længsler.
Voldsmagt i min elskovs stat!
Du skal være min alene.
Jeg vil være den, der fængsler
dig, som guld og ædelstene.
Skilles vi, er livet omme, –
ja, for din part, notabene!
Hele du, hver trevl og tomme,
uden vilje, ja, og nej,
vil jeg vide fyldt af mig.
Dine lokkers midnatsgaver,
alt, hvad yndigt er at nævne,
skal som babylonske haver,
vinke mig til sultanstævne.
Derfor er det brav igrunden
med dit tomme pandehvælv.
Har man sjæl, så er man bunden
i betragtning af sig selv.
Hør, imens vi just er ved det; –
hvis du vil, du skal, min tro,
få en ring om ankelledet; –
det blir bedst for begge to; –
jeg taer plads i sjælestedet,
og forøvrigt – status quo.
(Anitra snorker)
Hvad? Hun sover! Er det gledet
hus forbi, hvad jeg har sagt? –
Nej; det stempler just min magt,
at hun flyder bort i drømme
på min elskovstales strømme.
( rejser sig og lægger smykker i hendes skød)
Her er søljer! Her er fler!
Sov, Anitra! Drøm om Peer –
Sov! Isøvne har du kronen
på din kejsers pande sat!
Sejr på grundlag af personen
vandt Peer Gynt i denne nat.
————————
(Karavanevej. Oasen langt tilabke i det fjerne. Peer Gynt, på sin hvide hest, jager gennem ørken. Han har Anitra foran sig på sadelknappen.)

ANITRA

Lad være; jeg bider

PEER GYNT

Du lille skalk!

ANITRA

Hvad vil du?

PEER GYNT

Vil? Lege due og falk!
Føre dig bort! Gøre gale streger!

ANITRA

Skam dig! En gammel profet-!

PEER GYNT

Å, vås!
Profeten er ikke gammel, din gås!
Synes du dette på alderdom peger?

ANITRA

Slip, Jeg vil hjem!

PEER GYNT

Nu er du koket!
Tænk, hjem! Til svigerfaer! Det var net!
Vi gale fugle, af buret fløjne,
tør aldri mere komme ham for øjne.
Desuden, min unge, på samme sted
bør man ikke for længere til slå sig ned;
man mister i agt, hvad man vinder i kendskab; –
især, når man kommer som profet eller sligt.
Flygtigt skal man vise sig, gå som et digt.
Det var s'gu på tid at besøget fik endskab.
Det er vaklende sjæle, disse slettens sønner; –
tilslut vanked hverken virak eller bønner.

ANITRA

Ja, men er du profet?

PEER GYNT

Jeg er din kejser!
(vil kysse hende)
Nej, se hvor den lille hakkespæt knejser!

ANITRA

Giv mig den ring, som sidder på din finger.

PEER GYNT

Tag, søde Anitra, det hele pøjt!

ANITRA

Dine ord er sange! Lifligt de klinger!

PEER GYNT

Saligt, at vide sig elsket så højt!
jeg vil af! Jeg vil lede hesten, som din slave!
(rækker hende ridepisken og stiger af)
Se så, min rose, min dejlige blomst;
her vil jeg gå i sandet og kave
til jeg rammes af solstik og får min bekomst.
Jeg er ung, Anitra; hva det for øje!
Du får ikke veje mine fagter så nøje.
Spas og spilopper er ungdoms kriterium!
Hvis altså ikke ånd var så tung,
så vilde du skønne, min yndige nerium, –
din elsker gør spilopper, – ergo er han ung!

ANITRA

Ja, du er ung. Har du flere ringe?

PEER GYNT

Ikke sandt? Der; grams! Som en buk kan jeg springe!
Var her vinløv i nærheden, skulde jeg mig kranse.
Ja minsækl er jeg ung! Hej, jeg il danse!
(danser og synger)
Jeg er en lyksalig hane!
Hak mig, min lille tippe!
Ej! Hop! Lad mig trippe; –
jeg er en lyksalig hane!

ANITRA

Du sveder, profet; jeg er angst du skal smelte; –
ræk mig det tunge, som dingler i dit belte.

PEER GYNT

Ømme bekymrig! Bær pungen for stedse; –
uden guld er elskede hjerter tilfredse!
(danser og synger igen)
Unge Peer Gynt er en Galfrands; –
han ved ikke på hvad fod han vil stå.
Pyt, sa'e Peer; – pyt, lad gå!
Unge Peer Gynt er en Galfrands!

ANITRA

Frydfuldt, når profeten i dansen træder!

PEER GYNT

Visvas med profetn! – Lad os bytte klæder!
Hejsan! Træk ud!

ANITRA

Din kaftan blev for lang,
din livgjord for vid og din strømpe for trang –

PEER GYNT

Eh bien!
(knæler)
Men gør mig en heftig sorg; –
det er sødt for elskede hjerter at lide!
Hør, når vi kommer hjem til min borg –

ANITRA

Til dit Paradis; – har vi langt at ride?

PEER GYNT

Å, en tusende mile –

ANITRA

For langt!

PEER GYNT

O, hør; –
du skal få den sjæl, som jeg lovte dig før –

ANITRA

Ja tak; jeg hjælper mig uden sjæl.
Men du bad om en sorg –

PEER GYNT

(rejser sig)
Ja, død og plage!
En volsom, men kort, – for en to-tre dage!

ANITRA

Anitra lyder profeten! – Farvel!
(hun smækker ham et dygtig rap over fingerene og jager i flyvende galop tilbage gennem ørkenen)

PEER GYNT

(står sen lang stund som lynslagen)
Nå, så skulde da også –!
————————
(Samme sted. En time senere. Peer Gynt, adstadig og betænksom, trækker tyrkerklæderene af, stykke for stykke. Tilsidst tager han sin lille rejsehue op af frakkelommen, sætter den på, og står atter i sin europæiske dragt.)

PEER GYNT

(idet han kaster turbanen langt fra sig)
Der ligger Tyrken, og her står jeg! –
Det hedenske væsen duer s'gu ej.
Det var heldigt, det kun var i klæderne båret,
og ej, som man siger, i kødet skårt. –
Hvad vilde jeg også på den gallej?
En står sig dog bedst på at at leve som kristen,
vrage påfuglhabittens pral,
støtte sin færd til lov og moral,
være sig selv og få sig tilsidst en,
tale ved graven og kranse på kisten.
(Går nogle skrit)
Den taske; – hun var poå et hængende hår
ifærd med at gøre mig hodet kruset.
Jeg vil være et trold, ifald jeg forstår,
hvad det var, som gjorde mig ørsk og ruset.
Nå; godt, det fik slut! Var spasen dreven
et skridt endnu, var jeg latterlig bleven. –
Jeg har fejled. Ja; – men det er dog en trøst,
at fejled på grundlag af stillingens brøst.
Det var ikke selve personen, der faldt.
Det er egentlig dette profetiske levnet,
så ganske blottet for virksomheds salt,
som har sig med smagløsheds kvalmer hævnet.
En dårlig bestilling at være profet!
I embedets medfør skal man gå som i tågen;
profetisk taget man fluks er bét,
så såre man tér sig ædru og vågen.
Får så vidt har jeg gjort stillingen fyldest,
netop ved at bringe den gås min hyldest. Men, ikke des mindre –
(Brister i latter)
Hm, tenke sig til!
Ville stoppe tiden ved at trippe og danse!
Ville stride mod strømmen ved at svinge og svanse!
Spille på strengeleg, kæle og sukke,
og ende som en hane – med at lade sig plukke.
Debn adfærd kan kaldes profetisk vild. –
Ja; plukke! – Tvi; jeg er plukket slemt!
Nå; lidt har jeg rigtignok i baghånden gemt;
jeg har noget i Amerika, noget i lommen;
er altså ikke helt på fantestien kommen. –
Og dette middels er igrunden bedst.
Nu er jeg ikke bunden af kusk eller hæst;
jeg har ingen besvær med kuffert og kærre;
kort sagt, som man siger, jeg er stillingens herre. –
Hvilken vej bør jeg vælge? Mangen vej står mig åben;
og i valget kender man vismand fra tåben.
Mit forretningsliv er et sluttet kapitel;
min kærlighedsleg er en aflagt kittel.
Til krebsegang føler jeg ingen drift.
«Atter og fra, det er lige langt;
ud og ind, det er lige trangt», –
så tror jeg der står i et åndrigt skrift. –
Altså noget nyt; en forældet færd;
et formål som er møjen og pengene værd.
Om jeg skrev mit levnet uden fordølgelse, –
en bog til vejledning og efterfølgelse?
Eller, bi –! Jeg har tiden ganske til rådighed; –
Hvad, om jeg som en rejsende lærd
studerte de henfarne tiders grådighed!
I sanhed, ja; det er noget for mig!?
Krøniker læste jeg alt som liden,
og har også dyrket den videnskab siden. –
Jeg vil følge menneskeslægtens vej!
Jeg vil svømme som en fjær på historiens strøm,
leve den op igen, som i en drøm, –
se heltenes kampe for stort og godt,
men i sikker behold, som tilskuer blot, –
se tænkerne falde, martyrerne bløde,
se riger grundes og riger forgå, –
de verdensepoker slå ud af det små;
kort sagt, jeg vil skumme historiens fløde. –
Jeg får se at få tag i et bind af Becker,
og rejse kronologisk så langt jeg rækker. –
Vel sandt, – min forkundskab er ikke grundig,
og historiens indre mekaniske underfundig; –
men pyt; hvor udgangspunktet er galest,
blir tidt resultatet orginalest. –
Hvor løftende dog, at sætte sig et mål,
og drive det igennem som flint og stål!
(stille bevæget)
Bryde, på alle kanter og ender,
de bånd, som binder til hjemstavn og venner, –
sprænge i luften sin rigdoms skat, –
sige sin kærligheds lykke godnat, –
alt for at finde det sandes mysterium, –
(tørre en tåre af øjet)
det er den ægte forskers kriterium! –
Jeg føler mig lykkelig over al måde.
Nu har jeg løst min bestemmelses gåde.
Nu bare holde ud i tykt og i tyndt!
Det er vel tilgiveligt om jeg knejser
og føler mig selv, som manden Peer Gynt,
også kaldt menneskelivets kejser. –
Det svundnes facit og sum vil jeg eje;
aldri slide de levendes veje; –
samtiden er ej en skosåle værd;
både troløs og margløs er mændenes færd;
deres ånd har ej flugt, deres dåd ej vægt; –
(trækker på skulderen)
og kvinderne, – det er en skrøbelig slægt!
(Han går)
————————
(Sommerdag. Højt opp mnot nord. En hytte i storskogen. Åben dør med en stor trælås. Rensdyrhorn over døren. En flok geder ved husvæggen. En middelaldrende kvinde, lys og smuk, sidder og spinder udenfor i solskinnet.)

KVINDEN

(kaster et øje nedover vejen og synger)
Kanske vil der gå både vinter og vår,
og næste sommer med, og det hele år; –
men engang vil du komme, det ved jeg visst;
og jeg skal nok vente, for det lovte jeg sidst.
(lokker på gederne, spinder og synger igen.)
Gud styrke dig hvor du i verden går!
Gud glæde dig, hvis du for hans fodskammel står!
Her skal jeg vente til du kommer igen;
og venter du histoppe, vi træffes der, min ven!
————————
(I Ægypten. Morgendæmring. Memonstøtten står i sandet. Peer Gynt kommer gånde og ser sig en stund omkring.)

PEER GYNT

Her kunde jeg passelig begynde min vandring. –
Nu er jeg altså Ægypter til forandring;
men Ægypter på grundlag af det gynske jeg.
Siden Assyrien jeg lægger ivej.
Helt at begynde med verdens skabelse,
det vilde bare lede til fortabelse; –
jeg vil ganske gå udenom bibelhistorien;
jeg finder jo altid den verslige spor igen;
og at se den, som man siger, i sømmene efter,
ligger udenfor både min plan og mine kræfter.
(Sætter sig på en sten)
Nu vil jeg hvile mig og vente ihærdig,
til støtten med sin vanlige morgensang er færdig.
Efter frokosten klyver jeg op på pyramiden;
får jeg tid, vil jeg ranske den indeni siden.
Derpå til-lands om det røde hav;
kanske jeg kan finde kong Potifars grav. –
Så er jeg Asiater. I Babylon jeg søger
de ryktbare hængende haver og skøger, –
det vil sige, de vigtigste spor af kultur.
Og så med et spring til Trojas mur.
Far Troja går der jo sjøvej direkte
over til det herlige gamle Athen; –
der vil jeg på åstedet, sten for sten,
befare det pas, som Leonidas dækte; –
jeg vil gøre mig fortrolig med de bedre filosofer,
finde fængselet, hvor Sokrates døde som offer –;
nej, det er s'gu sandt, – det er krig for tiden –!
Ja, så får Hellenismen ligge til siden.
(Ser på sit uhr)
Det er dog for galt, hvor længe det varer,
før solen rinder. Min tid er knap.
Altså, fra Troja; – det var der jeg slap –
(rejser sig og lytter)
Hvad er det for en underlig susing, som farer-?
(Soloppgang)

MEMOSTØTTET

(Synger)
Af halvgudens aske stiger foryngende
fugle syngende.
Zeus, den alvitende,
skabte dem stridende.
Visdomsugle,
hvor sover mine fugle?
Du må eller råde
sangens gåde!

PEER GYNT

Sandfærdig, – mener jeg ikke det gik
fra støtten en lyd! Det var fortidsmusik.
Jeg hørte stenrøstens stigning og sænkning. –
Jeg vil skrive det op til de lærdes betænkning.
(Noterer i lommebogen)
«Støtten sang. Jeg hørte tydligt klangen,
men forstod ikke rigtig texten til sangen.
Det hele var naturligvis sansebedrag. –
Ellers intet af vægt observeret idag.»
(Går videre)
————————
(Ved landsbyen Gizeh. Den store Sfinx udhuggen af klippen. Langt borte Kairos spir og minareter. Peer Gynt kommer; hen betragter Sfinxen opmærksomt, snart gennem lorgnetten, snart gemmen den hule hånd.)

PEER GYNT

Nej, hvor i alverden har jeg truffet før
noget halvglemt, som minder om dette skabilken?
For truffet det, har jeg, – i nord eller sør.
Vat det en person? Og, i så fald, hvilken?
Han, Memnon, faldt det mig bagefter ind
ligned de såkaldt Dovregubber,
slig, som han sad der, stiv og stind,
med enden plantet på søjlestubber. –
Men dette underlige krydsningsdyr,
denne bytting, på engang løve og kvinde, –
har jeg også ham fra et eventyr?
Eller har jeg ham fra et virkelig minde?
Fra et eventy`? Ho, nu husker jeg kallen!
Det er s'gu Bøjgen, som jeg slog i skallen, –
det vil sige, jeg drømte, – for jeg lå i feber. –
(går nærmere)
Det selvsamme øjne; de selvsamme læber; –
ikke fulst så dorsk; lidt mere forslagen;
men ellers den samme i hovedsagen. –
Ja så da, Bøjg; du ligner en løve,
når en ser dig bagfra og træffer dig om dagen!
Kand du endnu gåder? Det skal vi prøve.
Nu får vi se om du, svarer som sidst, du!
(råber mod Spfinxen)
Hej, Bøjg, hvem er du?

EN STEMME

(bak Spfinxen)
Ach, Sphinx, wer bist du?

PEER GYNT

Hvad! Ekkoet bryder på Tydsk! Mærkværdigt

STEMMEN

Wer bist du?

PEER GYNT

Det taler jo sproget færdigt!
Den observation er ny og min.
(noterer i bogen)
«Echo på Tydsk. Dialekt fra Berlin.»
(BEGRIFFENFELDT kommer frem bag Sfinxen.)

BEGRIFFENFELDT

Et menneske!

PEER GYNT

Nå, det er ham, som prater.
(noterer igjen)
«Kom senerehen til andre resultater.»

BEGRIFFENFELDT

(uder alslags urolige fagter)
Min herre, undskyld-! En lebensfrage-!
Hvad fører Dem just idag herhen?

PEER GYNT

En visit. Jeg hilser på en ungdomsven.

BEGRIFFENFELDT

Hvad? Sphinxen-?

PEER GYNT

(nikker)
Jeg har kendt ham i gamle dage.

BEGRIFFENFELDT

Famost! – Og det efter denne nat!
Min pande hamrer! Den er nærved at revne!
De kender ham, mand? Tal! Svar! kan De nævne,
hvad han er?

PEER GYNT

Hvad han er? Ja, det kan jeg glat.
Han er sig selv.

BEGRIFFENFELDT

(med et spring)
Ha, livsgåden glindste
som lyn for mit syn! – Det er visst, at han er
sig selv?

PEER GYNT

Ja, så siger han idetmindste.

BEGRIFFENFELDT

Sig selv! Omveltningens stund er nær!
(tager hatten af)
Deres navn, min herre?

PEER GYNT

Jeg er døbt Peer Gynt.

BEGRIFFENFELDT

( med stille beundring)
Peer Gynt! Allegorisk! Det var at vente. –
Peer Gynt? Det vil sige: det ubekendte, –
det kommende, hvis komme var mig forkyndt –

PEER GYNT

Nej, virkelig! Og nu er De her for at hente-?

BEGRIFFENFELDT

Peer Gynt! Dybsindig! Gådefuld! Hvas!
hver ord er ligsom en bundløs lære!
Hvad er De?

PEER GYNT

(beskeden)
Jeg har altid prøvet at være
mig selv. Forøvrig her er mit pas.

BEGRIFFENFELDT

Atter det gådefulde ord på bunden!
(Griber ham om håndledet)
Til Kairo! Fortolkernes kejser er funden!

PEER GYNT

Kejser?

BEGRIFFENFELDT

Kom!

PEER GYNT

Er jeg virkelig kent-?

BEGRIFFENFELDT

(idet han trækker ham med sig)
Fortolkernes kejser – på selve fundamentet!
————————
( I Kairo. Et stort gårdsrum med høje mure og byggninger omkring. Gittervinduer; jernbure. Tre vogtere i gården. En fjerde kommer.)

DEN KOMMENDE

Schafmann, sig mig, hvor er direktøren?

EN VOGTER

Kørt ud imorges længe før dag.
FØRSTE
Jeg tror der er hændt ham en ærgerlig sag;
thi nat –

EN ANDEN

Hys, stille; der er han ved døren!
(BEGRIFFENFELDT fører PEER GYNT ind, låser porten og stikker nøglen i lommen.)

PEER GYNT

(for sig selv)
I sanhed, en yderst begavet mand;
næsten alt, hvad han siger, går over ens forstand.
(ser sig om)
Så dette her er de lærdes klub?

BEGRIFFENFELDT

Her vil De finde den, rub og stub; –
de halvfjerdsindstyve fortolkeres kreds;
den er nylig forøget med hundre og treds –
(råber på vogterene.)
Mikkel, Schlingelberg, Schafmann, Fuchs, –
ind i burene med jer fluks!

VOGTERENE

Vi?

BEGRIFFENFELDT

Hvem ellers? Afsted, afsted!
Når verden snurrer, så snurrer vi med.
(tvinger dem ind i et bur.)
I kan slutte jer til resten, – jeg siger ikke mer.
(stænger burdet og kaster nøglen i en brønd)

PEER GYNT

Men, bedste herr doktor og direktør –?

BEGRIFFENFELDT

Ingen af delene! Jeg var det før –.
Herr Peer, kan De tie? Jeg må give mig luft –

PEER GYNT

(with increasing uneasiness)
Hvad er det?

BEGRIFFENFELDT

Lov mig, De ikke vil skælve.

PEER GYNT

Jeg skal prøve –

BEGRIFFENFELDT

(trækker han hen i et hjørne og hvisker)
Den absolutte fornuft
afgik ved døden i aften kl. 11.

PEER GYNT

Gud fri mig –!

BEGRIFFENFELDT

Ja, det er yderst beklageligt.
Og i min stilling, ser De, er det dobbelt ubehageligt;
thi denne anstalt gjaldt lige til det sidste
for en dårekiste.

PEER GYNT

En dårekiste!

BEGRIFFENFELDT

Ikke nu, forstår De!

PEER GYNT

(bleg og sagte)
Nu skønner jeg stedet!
Og manden er gal; – og ingen ved det!
(trækker sig bort)

BEGRIFFENFELDT

(følger efter)
Forøvrigt håber jeg De har forstået?
Når jeg kaler ham død, så er det væv.
Han er gået fra sig selv. Af sit skind er han gået, –
akkurat som min landsmand Münchhausens ræv.

PEER GYNT

Unskyld et minut –

BEGRIFFENFELDT

(holder på ham)
Nej, det var som en ål; –
ikke som en ræv. Gennem øjet en nål; –
han sprælled på væggen –

PEER GYNT

Hvor finder jeg frelsen!

BEGRIFFENFELDT

Rundt om halsen et snit og så, vips af pelsen!

PEER GYNT

Forrykt! Aldeles fra vid og sans!

BEGRIFFENFELDT

Nu er det klart, og det la'er sig ikke dølge, –
denne fra-sig-gåen vil have til følge
en hel omvæltning til lands og vands.
De personligheder, som før kaldtes gale,
blev nemlig iaftes kl. 11 normale,
konforme med fornuften i dens nye fase.
Og ser man endvidere på sagen ret,
er det klart at fra nysnævnte klokkeslet,
begyndte de såkaldte kloke at rase.

PEER GYNT

De nævnte klokken; min tid er knap –

BEGRIFFENFELDT

Deres tid? Der gav De min tanke et rap!
(åbner en dør og råber:)
Herud! Den vordende tid er forkyndt!
Fornuften er død. Leve Peer Gynt!

PEER GYNT

Nej, kæreste mand –!
(de afsindige kommer efterhånden ud i gårdsrummet.)

BEGRIFFENFELDT

God morgen! Giv møde,
og hils på befirelsens morgenrøde!
Eders kejser er kommen!

PEER GYNT

Kejser?

BEGRIFFENFELDT

Ja visst!

PEER GYNT

Men æren er så stor, så over al måde –

BEGRIFFENFELDT

Ak, lad ingen falsk beskedenhed råde
i en stund som denne.

PEER GYNT

Men und mig blot frist –!
Nej, jeg duer s'gu ikke; jeg er rent fordummet!

BEGRIFFENFELDT

En mand, som har Sfinxens mening fornummet?
Som er sig selv?

PEER GYNT

Ja, det er just knuden.
Jeg er mig selv i et og i alt;
men her, så vidt jeg forstod, det galdt
at være sig selv, så at sige, foruden.

BEGRIFFENFELDT

Foruden? Nej der taer De mærkelig fejl!
Her er man sig selv aldeles forbandet;
sig selv og ikke det ringeste andet;.
man går, som sig selv, for fulde sejl.
Hver lukker sig inde i selvets tønde,
i selvets gærning han dukker tilbunds, –
han stænger hermetisk med selvets spunds
og tætner træet i selvets brønde.
Ingen har gråd for de andres veer;
ingen har sans for de andres ideer.
Og selv, det er vi i tanken og tonen,
os selv til springbrættets yderste rand, –
og følgelig, skal der en kejser på tronen,
er det klart at De er den rette mand.

PEER GYNT

Å, gid jeg var fanden -!

BEGRIFFENFELDT

Nu ikke forknyt;
næsten alt i verden er førstningen nyt.
«Sig selv;» – kom, her skal de se et exempel;
jeg vælger det første det bedste iflæng –
(til en mørk skikkelse)
Goddag, Huhu! Nå, går du, min dreng,
bestandig omkring med græmmelsens stempel?

HUHU

Kan jeg andet vel, når folket
slægt for slægt døe ufortolket?
(Til PEER GYNT.)
Du er fremmed; vil du høre?

PEER GYNT

(Bukker)
Gudbevar's!

HUHU

Så lån mig øre. –
Fjernt i øst, som krans om pande,
står de malebarske strande.
Portugiser og Hollænder
landet med kultur bespænder.
Desforuden bor der skarer
af de ægte Malebarer.
Disse folk har sproget blandet; –
de er herrer nu i landet. –
Men i tiden længst forgangen
råded der orangutangen.
Han var skogens mand og herre,
frit han turde slå og snærre.
Som naturens hånd ham skabte,
så han gren og så han gabte.
Uforment han turde skrige;
han var hersker i sit rige. –
Ak, men så kom fremmedåget,
og forplumred urskogs-sproget.
Firehundreårig natten
ruged over abekatten;
og man ved, SÅ lange nætter
landsens folk stampe sætter. –
Skogens urlyd er forstummet;
ikke længer blir der brummet; –
skal vi vore tanker male,
må det ske ved hjælp af tale.
Hvilken tvang for alle stræder!
Portugiser og Hollænder,
blandingsracen, Malebaren,
hver er lige ilde faren. –
Jeg har prøvet på at fægte
for vort urskogs-mål, det ægte, –
prøvet at belive liget, –
hævdet folkets ret til skriget, –
skreget selv og påvist trangen
til dets brug i folkesangen. –
Skralt man dog min idræt skatter. –
Nu, jeg tror, min sorg du fatter.
Tak, at du har lånt mig øre; –
ved du råd, så lad mig høre!

PEER GYNT

(Sagte)
Der står skrvet: man får tude
med de ulve, som er ude.
(Høyt)
Kære ven, så vidt jeg husker
findes i Marokko busker,
hvor en flok orangutanger
lever uden tolk og sanger; –
deres mål lød malebarisk! –
Det var smukt og exemplarisk, –
dersom De, lig andre standsmænd,
vandred ud til gavn for landsmænd –

HUHU

Tak, at du har lånt mig øre; –
som du råder, vil jeg gøre.
(Med en stor gebærde)
Østen har forstødt sin sanger!
Vesten har orangutanger!
(Han går)

BEGRIFFENFELDT

Nå, var han sig selv? jeg skulde det mene.
Af SIT EGET han er fyldt, og af det alene.
Han er SIG i alt, hvad han giver fra sig, –

SIG SELV i kraft at være fra sig.

Kom her! Nu skal jeg vise Dem en anden,
fra iaftes ikke mindre konform med forstanden.
(til en FELLAH, som bærer en mumi på ryggen.)
Kong Apis, hvor går det, min høje herre?

FELLAHEN

(vildt til PEER GYNT)

ER jeg kong Apis?

PEER

(getting behind the DOCTOR)
Jeg må tilstå, desværre,
jeg er ikke inde i situasjonen;
men jeg tror nok, ifald jeg tør dømme efter tonen –

FELLAHEN

Nu lyver du også.

BEGRIFFENFELDT

Deres Højhed får melde
hvordan sagerne står.

FELLAHEN

Det skal jeg fortælle.
(vender sig til PEER GYNT.)
Ser du ham, som jeg bærer på ryggen?
Han navnet kong Apis lød.
Nu går han under navn af mumie,
og er derhos aldeles død.
Han har bygget alle pyramider,
og hugget den store Sfinx,
og kriget, som doktoren siger,
med Tyrken både rechts og liks.
Og derfor det ganske Ægypten
har priset ham som en gud,
og stillet ham op i templer,
i lignelser af en stud. –
Men JEG er denne kong Apis,
det ser jeg så soleklart;
og hvis du ikke forstår det,
så skal du forstå det snart.
Kong Apis var nemlig på jagten,
og steg af sin hest en stund,
og gik for sig selv afsides
ind på min oldefaers grund.
Men marken, kong Apis gøded,
han nærret MIG med sit korn;
og trængtes der flere beviser,
så har jeg usynlige horn.
Og er det så ikke forbandet,
at ingen vil prise min magt!
Af byrd er jeg Apis i landet,
men Fellah i andres agt.
Kan du sige hvad jeg skal gøre,
så råd mig foruden svig; –
hvad det gælder om, er at blive
kong Apis store lig.

PEER GYNT

Deres højhed får bygge pyramider,
og hygge en større Sfinx,
og krige, som doktoren siger,
med Tyrken både rechts og links.

FELLAHEN

Jo, det er dejlig tale!
En Fellah! En sulten lus!
Jeg har nok med at holde min hytte
ryddig for rotter og mus.
Fort, mand, – find på noget bedre,
som både gør stor og tryg,
og derhos aldeles lig med
kong Apis bag på min ryg!

PEER GYNT

Hvad om Deres Højhed hang Dem,
og derpå i jordens skød,
bak kistens naturlige grænser,
forholdt Dem aldeles død?.

FELLAHEN

Så vil jeg! Mit liv for en strikke!
I galgen med hår og hud! –
I førstningen blir der lidt forskel;
men den jævner tiden ud.
(går hen og gør anstalter til at hænge sig)

BEGRIFFENFELDT

Det var en personlighed, herr Peer, –
en mand med methode –

PEER GYNT

Ja, ja; jeg ser – ;
men han hænger sig virkelig! Gud være os nådig!
Jeg blir syg; – jeg er knapt mine tanker rådig!

BEGRIFFENFELDT

En overgangstilstand; den varer kun kort.

PEER GYNT

En overgang? Hvortil? Undskyld, – jeg må bort –

BEGRIFFENFELDT

(holder ham)
Er De gal?

PEER GYNT

Ikke undu –. Gal? Gud bevares!
(Alarm. Minister HUSSEJN trænger sig gennem sværmen)

HUSSEJN

Man har meldt mig, her er kommet en kejser idag.
(Til PEER GYNT.)
Det er Dem?

PEER GYNT

(fortvilet)
Ja, det er en afgjort sag!

HUSSEJN

Godt. – her er noter, som skal besvares!

PEER GYNT

(river sig i håret)
Hejsan! Ret så; – jå værre, jo bedre!

HUSSEJN

Måske De vilde med et dyp mig hædre?
(bukker dypt.)
Jeg er en pen.

PEER GYNT

(bukker endu dybere)
Og jeg er plent
et krimskramset, kejserligt pergament.

HUSSEJN

Min historie, herre, er kortelig den:
jeg gælder for et sandhus og er en pen.

PEER GYNT

Min historie, herr pen, er, i korthed vævet, –
jeg er et papirblad og blir aldri beskrevet.

HUSSEJN

Hvad jeg duer til, har menneskene ingen forstand på;
alle vil de bruge mig til at strø sand på!

PEER GYNT

Jeg var i en kvindes eje en sølvspændt bog; –
det er en og samme trykfejl at være gal og klog!

HUSSEJN

Tænk Dem, hvilket fortærende liv;
være pen og aldri smage odden af en kniv!

PEER GYNT

(hopper højt)
Tænk Dem: være renbuk; springe fra oven; –
altid stupe, – aldri kende grund under hoven!

HUSSEJN

En kniv! Jeg er sløv; – få skåret og ridset mig!
Verden går under, hvis man ikke får spidset mid!

PEER GYNT

Det var synd for den verden, der, lig andet selvgjort,
af Vorherre blev befunden så inderlig velgjort.

BEGRIFFENFELDT

Her er kniv!

HUSSEJN

( griber den)
Ah, hvor jeg skal blækket slikke!
Hvilken vellyst at snitte sig!
(Skærer halsen over)

BEGRIFFENFELDT

(viger tilside)
Sprut dog ikke.

PEER GYNT

(i stigende angst)
Hold på ham!

HUSSEJN

Hold på mig! Det er ordet!
Hold! Hold i pennen! Papiret på bordet-!
(falder)
Jeg er udslidt. Efterskriften, – glem ikke den:
hen leved og han døde som en påholden pen!

PEER GYNT

(svimler)
Hvad skal jeg-! Hvad er jeg? Du store –, holdt fast!
Jeg er alt, hvad du vil, – en Tyrk, en synder, –
et bergtrold – ; men hjælp; – det var noget som brast-!
(skriger)
Jeg kan ikke hitte dit navn i en hast; –
hjælp mig du, – alle dårers formynder!
(synker i afmagt)

BEGRIFFENFELDT

(med stråkrans i hånden, gør et spring og sætter sig skrævs over ham).
Ha; se, hvor han i sølen knejser; –
er fra sig selv-! Hans kroning sker!
(tryker kransen på ham og udråber)
Han leve! Leve selvets kejser!

SCHAFMANN

(i buret)
Es lebe hoch der grosse Peer!