Paa ski over Grønland/22

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
XXI.
Nedover mod Ameralikfjorden.
————————

Om morgenen den 22de september før frokost, mens Balto kogte theen, tog Sverdrup og jeg en tur op paa isryggen søndenfor teltet. Den var gjennemfuret paa tvers af bundløse, brede sprækker. Engang faldt jeg gjennem en snebro, men sprækken var saa smal, at jeg fik tag paa begge kanter og straks kom mig op igjen.

Fra toppen af ryggen havde vi en god udsigt over isen omkring; — den saa ud til at være tungt fremkommelig overalt, sprækkede isrygge gik i vestlig retning og veltede sig udover mod selve isfjorden, Kangersunek, som vi nu kunde se maatte ligge ret foran os; vi havde før været i tvil om, hvad det kunde være for en dal eller fjord. Derved fik vi god greie paa, hvor vi var, og forstod, at vi var komne netop en mil eller saa nordenfor der, vi ønskede. For at komme lettest frem maatte vi antagelig endnu en stund holde vestover mod fjorden og saa muligens længere fremme søge mer sydpaa.

Vi vendte tilbage til teltet, hvor en liflig duft af the slog os imøde. Efter frokosten drog Sverdrup og jeg foran paa ski for at se ud vei, mens de andre skulde komme efter os, saa langt de kunde, med de 4 kjælker; men hvis de naaede den sidste isryg, som da kunde sees, skulde de stanse. Vi holdt nordenom det lænde, vi havde været nede i den foregaaende kveld, og da vi havde helding og vind med os, gik det strygende udover med Sverdrup og mig paa vore glatte egeski.

Udsigt fra landet vestenfor Kangersunekfjorden over skridjøklerne, som falder ud i denne Sverdrup og forfatteren var nede paa den sydlige. (Af forfatteren efter fotografi af cand. polyt. Petersen).
Udsigt fra landet vestenfor Kangersunekfjorden over skridjøklerne, som falder ud i denne Sverdrup og forfatteren var nede paa den sydlige.
(Af forfatteren efter fotografi af cand. polyt. Petersen).

Vi kom saa langt, at vi kunde se ned i fjorden, som var fyldt af kalvis. Fremdeles var isen nogenlunde bra; men saa kom sprækkerne. — I begyndelsen gik de alle i samme retning, og vi kom over en god del; derefter kom der imidlertid et fuldstændig umuligt lænde, hvor gabende, dybblaa svelg skar hverandre i alle retninger; isen stak op imellem dem som smaa firkantede øer i et lufthav. Mer sønderreven is kan neppe findes, al fremkomst var her umulig.

I en tilfrossen spræk krøb vi i læ for den bidende vind og spiste vor middag, mens solen gjorde sit bedste for at gjøre vor tilværelse behagelig.

Paa tilbageturen havde jeg det held, da jeg faldt ned i en spræk, at bli hængende under armene. Skjønt sprækken var smal netop paa det sted, var det ikke ganske let at komme op igjen med skierne paa den glatte iskant; jeg var desuden alene, Sverdrup var paa en anden kant kommet forud. Efter lidt sprællen kom jeg dog atter paa sikker grund. Underlig nok faldt vi aldrig dybere.

Vi havde ikke gaaet meget langt tilbage, da jeg fik øie paa vort brune telt i nord for os just paa den isryg, som var bleven udpeget til at gjøre holdt paa. De andre var ankomne for omkring12 time siden og havde straks faaet kaffekjedlen «i sving», vi var jo nu nær vestkysten, og det toges da ikke saa nøie med kaffeforbudet. Det varede imidlertid en stund, før den blev færdig, hvilket ikke var saa dumt, da lidt hvile efter vor skitur gjorde godt. Da kaffeen var drukket, toges teltet ned, og kursen sattes sydefter, forat vi kunde komme paa sydsiden af den isstrøm, som skyder ud i fjorden, og som vi havde været nede i. Isen var i begyndelsen god, og det gik hurtig frem, uagtet vinden af og til gjorde sit bedste for at kaste kjælkerne tvers for os. Ud paa kvelden, da det allerede var begyndt at skumre noget, kom vi imidlertid til en ryg med sterkt kløftet is. Her maatte der sees ud vei, før vi gik videre, og vi slog derfor telt for at vente til næste dag. Mens kveldsmaden blev tillaget, tog et par af os en tur fremover. Isen saa unegtelig styg ud, endnu styggere end den, vi var nede i den foregaaende kveld, men vi kunde dog ved at se os for finde nogenlunde fremkomst, og ryggen var heldigvis ikke bred.

Den følgende morgen (23 september) gik Sverdrup ud paa ny speiding og vendte tilbage med forholdsvis gode efterretninger; isen var ikke saa slem, som den ved første

Over en isspræk. (Af E. Nielsen).
Over en isspræk.
(Af E. Nielsen).

øiekast saa ud til, det var endog muligt, naar vi gik tre og tre om kjælkerne, at komme frem uden at maatte bære dem.

Saa brødes leir, og vi begyndte den møisommeligste del af vor isvandring. Paa mange steder maatte kjælkerne løftes op over de bratte og høie isrygge, udfor maatte den ulykkelige, der gik bag, holde igjen, hvad hans kræfter formaaede, men gled han, saa rendte han og kjælken i benene paa dem, som gik foran, og kjælke og mennesker raste udfor. Paa flere steder var vi imidlertid saa heldige at finde tilfrosne elve, som dannede

Udsigt mod Kangersunek-fjorden. 22de september (Tegnet af forfatteren).
Udsigt mod Kangersunek-fjorden. 22de september
(Tegnet af forfatteren).

ganske gode, skjønt noget krogede veie mellem høie, bratte isvægge. Paa et sted kom vi gjennem en kløft, netop bred nok til at slippe os frem. I bunden gik en bæk, som ikke var fuldstændig tilfrosset, og hvor vandet rak os langt op paa

læggene. (Se billede side 49
49

.

Endelig naaede vi ud paa eftermiddagen over den værste is, og vi kunde nu atter trække hver vor kjælke.

Siden blev isen endnu bedre; men vinden var slem og kastede stadig kjælkerne tvers. Efterat vi var komne et langt stykke frem, opdagede jeg paa isen et jøkelgjærde, en saakaldt midtmoræne, som strakte sig i østlig retning op fra det bare land. Dette mente jeg maatte ligge paa grænsen mellem to isstrømme, saameget mer som det laa i en

Gjennem ujevn is. 23de september. (Af E. Nielsen efter fotografi).
Gjennem ujevn is. 23de september.
(Af E. Nielsen efter fotografi).

sænkning; og da vi ikke kunde indse nogen fordel ved at komme ind paa en ny isstrøm, besluttedes det at søge ned paa bart land nordenfor jøkelgjærdet. Der blev slaaet telt, Balto sendtes ud for at finde vand til kaffe, mens to af os tog en tur nedover mod landet for at se paa isen. Vi havde ikke gaaet langt, før vi forstod, at der her maatte være fremkomst. Det saa ud til, at vi var komne over paa sydsiden af den isstrøm, som skjød ud i Godthaabs-fjorden, da isfladen sænkede sig sydover eller rettere ned mod det land, vi havde foran os. Vi vendte tilbage med disse trøstelige etterretninger, og kaffe blev nydt i det

Gjennem ujevn is. Sverdrup grublende over livets besværligheder. 23de september. (Af forfatteren efter et fotografi).
Gjennem ujevn is. Sverdrup grublende over livets besværligheder. 23de september.
(Af forfatteren efter et fotografi).

bedste humør. Udsigten til atter at faa fødderne paa bart land var nu ikke saa fjern, og den kunde nok gjøre hugen glad. Snarest muligt brød vi op, og med vinden i ryggen gik det let udover den forholdsvis jevne is, hvor sænkningen til sine tider ikke var ubetydelig. Vort haab om allerede den kveld at naa land blev dog skuffet, det begyndte snart at mørkne, og vi maatte stanse; dog var vi veltilfredse med den dags bedrifter, vi var naaede længere, end vi havde troet det muligt om morgenen.

Den næste morgen (24 september) tørnede vi tidlig ud og begyndte vandringen med det faste forsæt at naa

«Endelig naaede vi ud paa ettermiddagen over den værste is — —» (Af A. Bloch efter et fotografi).
«Endelig naaede vi ud paa ettermiddagen over den værste is — —»
(Af A. Bloch efter et fotografi).

land den dag. Det gik raskt frem, sænkningen var tildels temmelig sterk og hjalp os godt, vinden var ogsaa med, isen let fremkommelig, og alt var lovende og let. Et stykke frem blev det nødvendigt at se lidt forud, da isen blev noget ujevnere. Jeg gik nedover og var ikke kommen langt, da jeg befandt mig paa kanten af en isskrænt, som faldt ned mod et lidet isbelagt fjeldvand, hvorfra en fjeldkløft med en elv skar sig nedigjennem landet paa den anden side; — lige under mig lidt til høire flød isen ganske jevnt og stenbesaaet over i stenuren. Her var i sandhed let fremkomst og isen god den hele vei. Det varede da heller ikke længe, før alle mand befandt sig paa skrænten og nød synet af barlandets nærhed. Og saa satte vi udover denne sidste skraaning. Den var brat, den bratteste,

«Jeg var ikke kommen langt, da jeg befandt mig paa kanten af en isskrænt — —» (Af A. Bloch efter et fotografi).
«Jeg var ikke kommen langt, da jeg befandt mig paa kanten af en isskrænt — —»
(Af A. Bloch efter et fotografi).

vi endnu havde havt, og det gjaldt at holde igjen; men det gik lystelig, og snart var vi nede paa vandet under bræen; — indlandsisen laa for altid bag os.

Vi drog tvers over vandet mod elveoset paa den anden side; der var isen ikke sikker, men ved forsigtighed slap vi uden noget koldt bad ind til stenene, spændte isbrodderne, som vi havde brugt de sidste dage, af og sprang lette som rener afsted ind over landet. Ord kan umulig beskrive, hvad det var for os bare at føle jord og sten under fødderne, den velvære, der rislede gjennem os ved at kjende lyngen bøie sig under saalen og at kjende en

«Bag os laa indlandsisen, sænkende sig ned mod vandet i en lang, kold og graa skraaning — —» (Efter et fotografi)
«Bag os laa indlandsisen, sænkende sig ned mod vandet i en lang, kold og graa skraaning — —»
(Efter et fotografi)

vidunderlig duft af græs og mos. Bag os laa indlandsisen, sænkende sig ned mod vandet i en lang, kold og graa skraaning; men foran os laa barlandet. Ned gjennem dalen saaes aasryg bag aasryg som bølge efter bølge udover mod himmelranden — ad denne vei bar det til fjorden.

Ogsaa paa Ravnas ansigt var endelig en glad mine at opdage, stakkars fyr, han havde mange gange opgivet haabet om at føle fast jord under fødderne igjen. Det første, han og Balto gjorde, da de blev kvit kjælken, var at rende bent tilfjelds, ligesom dengang vi naaede østkysten.

Men nu var det paa høi tid at tænke paa middag; selv den mest overstrømmende følelse af at have naaet sit maal er dog ikke nok til at lade en glemme de materielle fornødenheder, tvertimod gjorde for os følelsen af en overvunden vanskelighed den materielle nydelse dobbelt god.

Da vi endelig var færdige med middagen, gik vi straks igang med at lage til hver vor bør for nedturen mod fjorden. Det gjaldt at tage saa meget som muligt af det nødvendigste.

Forat vi i tilfælde straks kunde have lidt materiale til baadbygningen, tog vi nogle bambusstænger med og mente, at flere kunde hentes, mens arbeidet stod paa. De sager, vi ikke kunde tage med, blev lagte ovenpaa kjælkerne og godt tildækkede med presenninger. Da dette var gjort, var vi endelig om eftermiddagen færdige til at drage nedover dalen.

Ved denne leilighed fik vi se, hvilke kræfter der var i lille Ravna. Under turen over indlandsisen havde han trukket mindst af os alle, men klagede over, at det var saa tungt for ham «gammel mand», og sakkede stadig efter. Da jeg nu havde delt i seks hauge det, som vi mente at kunne klare, blev jeg ikke lidet forbauset over at se Ravna foruden sin del tage sin klædessæk, hvori der var adskilligt tøi og lignende, paa ryggen. Jeg sagde til ham, at det ikke var meningen, at han skulde bære begge dele; men han svarede bare, at han ikke vilde skille sig ved klædessækken sin, hvori han havde testamentet. Og han skrævede afsted med sin svære bør, hvorunder han blev næsten borte, lige letvindt og lige hurtig som nogen af os. Han mente nok, at der nu ingen grund var til at spare paa kræfterne, og vilde da for en gangs skyld vise os, hvad han dugede til. Det var nok sandt, som Balto altid med saa megen beundring sagde: «Han Ravna, aa pina død, det er gut, som er sterk!»

Nedstigningen var paa mange steder brat, veien gik over urer og myrer, og børene, vi havde paa ryggen, var tunge, det var derfor neppe underligt, at det ikke gik raskt udover. Flere gange under vandringen sagde Ravna helt begeistret til mig: «Her lugte deilig, aldeles som paa finmarkske fjelde, hvor godt renbeite.» Og det var sandt, der lugtede baade af fjeldgræs og renmos, og med vellyst indsugede vi i lange drag den krydrede luft.

Mod kvelden kom vi nedover mod et langt vand, vi kaldte det «Langvandet», hvori vi til vor forundring fik se en mægtig skridjøkel skyde sig ud fra vest; det var tydeligvis en arm af indlandsisen, som skar sig ind bortenom det fjeld, vi havde vestenfor os.

Efterat vi var komne et stykke over vandet paa en skrøbelig is, som vi flere gange holdt paa at falde igjennem, og hvorfra vi med nød klarede os til land, stansede vi om kvelden paa dets østre side ved en god teltplads. For første gang paa hele vor færd fik vi nu ordentlig lang og myg lyng at ligge paa, og det kan nok hænde, vi strakte os med velbehag i den, mens fjeldluften viftede hen over os, blandet med en eiendommelig, bedøvende naaletræslugt, der kom fra en egen planteart, som vokste i stor mængde.

Mens vi inde i teltet spiste vor kveldsmad, bad jeg Ravna, som sad nærmest teltdøren, om at gjøre op ild udenfor teltet. Det nødvendige brændsel var allerede samlet, og vi mente, det skulde være hyggeligt atter at faa se skinnet af et lyngbaal. Men Ravna syntes ikke

Mod kvelden kom vi nedover mod et vand, vi kaldte det «Langvandet» (Efter et fotografi).
Mod kvelden kom vi nedover mod et vand, vi kaldte det «Langvandet»
(Efter et fotografi).

at kunne forstaa dette, og med fjeldlappens velkjendte træghed havde han straks en god del indvendinger paa rede haand; det brændsel skulde vi have til at koge med imorgen tidlig. Jeg mente imidlertid, der var brændsel nok at finde rundt omkring. Derpaa svarede Ravna, at han ikke havde noget næver til at gjøre op med; men da lo vi ham ud, og jeg sagde ham, at da der neppe vilde komme mer næver til imorgen tidlig, saa var det ønskeligt, at han nu gjorde op ild. Dermed gik han ud. og det varede ikke længe, inden et knitrende baal blussede udenfor, straalte varme og lys ind i det før saa mørke teltrum og kastede et rembrandtsk lysskjær over de siddende skikkelser, som aad sig glade og næsten mætte og gjorde en flittig brug af kopperne, mens utrolige kvantiteter af suppe sattes tillivs. Det var helt uvant at kunne se saa godt, hvad det var, man førte i sig, og det var ingen uvelkommen forandring efter saa ofte at have spist i det mest ravnsorte mørke.

Jeg bad nu flere gange Ravna komme ind igjen, det var ikke længer nødvendigt at passe varmen; men nu var han ikke at formaa til at flytte sig derfra.

Efter kveldsmaden tog de røgende medlemmer sig en pibe mos eller græs, og saa strakte man sig med de dampende piber rundt det varmende baal for rigtig at lade følelsen af at have forladt indlandsisen og have naaet sit maal vederkvæge en.

For mit vedkommende laa jeg der paa ryggen og frydede mig ved at se, hvilket fornøiet, næsten skjelmsk udtryk der var kommet i Ravnas ellers saa utilfredse ansigt. Han var lutter smil, og paa forespørgsel, om han likte landet og kunde kjende fjeldduften, svarede han atter begeistret, at her kunde han nok like at bo. Jeg spurgte ham nu for alvor, om han skulde have lyst til at flytte hid med sine rener. Han svarede, at det skulde han nok, men det vilde bli ham for dyrt. Da jeg mente, at i det tilfælde maatte den danske eller norske stat skaffe ham gratis over, sagde han, at da vilde han ikke betænke sig et øieblik. Her var gode beiter, vildren var her og, dem havde han om ettermiddagen seet spor nok af, og rig vilde han bli i en fart; den eneste vanskelighed vilde være at faa vinterbrændsel, han fik nok samle torv for vinteren, som et par lapper gjorde paa en ø hjemme i Finmarken. Gamle Ravna sluttede sin lovtale med at sige: «Jeg like godt vestkyst, her god sted for gammel fjeldlap, her meget ren, her ligesom paa finmarkske fjeld.»

Det var en herlig nat med en egen mild luft. En vek stemning gjør os tause, tanke følger tanke ud i rummet og spinder sig sammen med maanens straaler, den er netop kommen frem bag aasranden, det hele væves tilslut sammen til et eneste tankespind, saa fint, at man ikke faar rede paa nogen af traadene, men synker mer og mer over i en velgjørende døs. Det lider langt paa nat, før man tager sig sammen og kryber tilkøis. Sverdrup siger, at han har aldrig oplevet en saa herlig kveld hele sit liv som hin, da han laa ved det første lyngbaal og røgte mos; og der var maaske flere af os, som vilde sige det samme.

Den næste morgen (25de september) bar det atter ivei med børen paa ryggen. Komne ned til enden af vandet, tog vi en hvil og fik da langt borte se en hare komme springende og sætte sig under en fjeldhammer; bag nogle store sten kom jeg den paa et par hundrede alens hold og var virkelig saa heldig derfra at skyde den med en kugle til stor jubel for de andre, som i spænding havde ventet for at se, om de skulde faa ferskmad tilkvelds.

Derefter fortsattes marschen videre ned gjennem den delvis trange dal udover stupbratte styrtninger og urede jøkelgjærder. Paa venstre side af os havde vi endnu et langt stykke nedover en arm af indlandsisen; men hernede væltede den mægtige jøkelgjærder foran sig og dannede tildels høie iskegler og kamme, som imidlertid var saa bedækkede med ler og sten, at man vanskelig kunde skjelne dem fra virkelig bart land.

Ud paa formiddagen traf vi paa en stupbrat klev, og under os havde vi atter et vand, hvori indlandsisen gik ned fra øst. Vi kunde her se langt indover til nunataken

Opbrud fra teltleiren ved Langvandet. Udsigt mod skridjøklen paa den anden side. 25de september. (Efter et fotografi).
Opbrud fra teltleiren ved Langvandet. Udsigt mod skridjøklen paa den anden side. 25de september.
(Efter et fotografi).

Nunatarsuk østenfor Kangersunek; og det sted, hvor Sverdrup og jeg var nede under vor skitur den 22de september, var ikke langt borte. Elven, vi hidtil havde fulgt, faldt ud i den elv, som kom fra vandet, ikke langt nedenfor oset, og kartet, som vi havde stolet paa, viste sig saaledes at være fuldstændig galt. Vi maatte endnu have over 2 mil igjen til fjorden, og vort haab om at række frem den dag skulde ogsaa bli skuffet.

Ved middagstid kom vi ned til et stort vand, delvis omgivet af flade, lerede strande, hvor der saaes masser af gaasespor og «gaaseefterladenskaber», som godtgjorde, at dette var et yndet tilholdssted for disse fugle; muligens var det en almindelig hvileplads under trækket, som særlig om høsten, da sjøerne er aabne, finder sted langs indlandsisens rand.

I leren var der ogsaa, som overalt paa vor vei, hvor spor kunde fæste sig, masser af renspor, hvoraf enkelte ikke var mer end et par dage gamle, men de pegte alle nedad mod fjorden. Det kan nok hænde, jeg havde øinene med mig, de for ustanselig langs de brune fjeldlier, som strakte sig til alle kanter; men til liden nytte, ingen af de hornede skabninger var at opdage. Paa sydsiden af vandet, som vi kaldte «Gaasedammen», leirede vi os for middagen i den høie lyng. Det var en straalende dag, solen skinnede varmt, himlen hvælvede sig klar og blaa over os, og rundt omkring var det vakreste landskab, en jæger kunde ønske sig. Det maatte være et rent eldorado lidt tidligere paa aaret, da renen er her i masser, og vildgaasen skriger langs strandene, sandsynligvis omkap med ænder, snepper og mange andre vandfugle.

Om kvelden slog vi telt paa en flade ved et lidet vand, omgivet af det prægtigste renlænde med skraanende brune lynglier. Vor hare blev kogt i en gryde, som vi lagede istand af en spiritusdunk. Just som den var færdig, faldt gryden i varmen, og vi mistede al suppen; men haren reddedes dog og blev uddelt.

Der faldt lovlig lidet paa hver af saadan en dverg, men det lille, vi fik, smagte urimelig godt; fersk mad var uvant, særlig var den let at tygge, sammenlignet med det haarde pemmikan, som for skrøbelige tænder næsten ikke var til at faa ned, selv om man, saaledes som Sverdrup og jeg, de daarligst udrustede i den henseende, altid søgte ud det mest mugne. Lyngbaalet flammede lystig op, ertesuppen var varm, og stemningen var endnu varmere.

Den 26de september havde vi endelig nogenlunde begrundet haab om at naa fjorden. Vi fulgte dalen nedom elven og kom dels over lerede, sandige bundmoræner, dels over flade sandsletter (terrasser), hvori elven havde gravet sig dybt ned med bratte bredder, som ofte var bevoksede med mandshøit vidje- og orekrat. Det sidste stod endnu grønt, mens vidjeløvet var gulbrunt og vissent, sandsynligvis paa grund af tidligere døgns nattekulde. Nu var der imidlertid 12° varme i skyggen om dagen, og nætterne var milde som septembernætter hjemme. Disse sletter er ogsaa paa tvers gjennemskaarne af bækkeleier, som har gravet sig dybt ned i det bløde sandler, og som, naar deres bratte skrænter var overgroede med høit vidjekrat, kunde være ubehagelige nok at komme over.

Det var forøvrigt en i geologisk henseende yderst interessant dal, den, vi her gik igjennem. Paa et sted langt nede havde elven skaaret ud et friskt skred i sandbredden, og her laa der masser af gamle blaaskjæl (mytilus edulis) mellem sandet. Deraf kan vi tydelig forstaa, hvorledes disse store sandsletter, som fylder dalbunden, er bleven dannede. Engang har der her været fjord; gruset og lerslammet, som elven førte med fra indlandsisen, og som skyldtes dennes rivning mod fjeldet under den, afleiredes paa fjordbunden og fyldte denne efterhaanden med et vandret sand- og lerlag. Senere har landet hævet sig. At dette sidste er skeet, vises netop sikrest ved disse skaller af en saltvandsmusling, som findes midt inde i de afleirede banker heroppe i en høide af mer end 20 m. over havet. Om hvorledes denne hævning har gaaet for sig, om den er skeet rykvis, som af en bekjendt norsk geolog er hævdet, eller om den er skeet langsomt, som man i den senere tid er tilbøielig til at antage, ved vi endnu intet med fuld sikkerhed. De fleste ting turde dog tale for den sidste antagelse. Vistnok ligger disse lerlag i terrasser; men dette har nogle ment at kunne forklare ved, at elvene under enkelte perioder med sterk nedbør har ført betydelig mere fast stof med sig end under de mellemliggende tørrere tidsrum. Derved kommer netop slige trappetrin til at maatte dannes, selv om hævningen har været jevn. Noget bevis for saadanne vekslinger i nedbøren har man dog ikke kunnet fremføre. Naturligere og rimeligere synes mig den forklaring, at landets stigning skyldes indlandsisens aftagen, hvorved nemlig dennes tryk paa de underliggende lag er blevet mindre, og disse har saa efter ligevegtsloven maattet stige. Indlandsisen har imidlertid ikke aftaget jevnt, der har været tider, hvor under den stod stille eller muligens endog tiltog; saa længe steg altsaa landet ikke, og terrasserne kunde dannes i mellemtiden.

Efterhvert som fjordbundene steg op over vandfladen og blev til terrasser, har elven skaaret sig sit bugtede leie gjennem deres bløde sand- og lerlag. De er lette at grave i og underminere, disse lag, og sandras efter sandras har faldt ud i elven og er i aarenes løb førte videre mod fjordbunden udenfor, hvor der har begyndt at danne sig nye afleiringer af samme art. Naturen er aldrig i hvile her, det er vældige kræfter, som er i virksomhed; nogle skjærer landet istykker efter bedste evne, mens andre, eller rettere andre former af de samme kræfter gjør sit for atter at udjevne, hvad der tidligere blev udskaaret. — Skridjøklerne graver og skurer ud dalene og fjordene — disse velkjendte, trange isfjorde med de stupbratte, afslebne sider — ned gjennem de haarde gneislag. De samme isstrømme er det, som skyder de mægtige dæmninger foran sig i form af jøkelgjærder, der, naar strømmene trækker sig tilbage, blir liggende igjen som volde tvers over fjordene og dalene, og hvoraf vandreren og renjægeren ofte fortrædiges under sin færden gjennem disse. Men under skridjøklerne kommer der frem elve, som fører med sig ler og grus, jøklernes skuringsmateriale, og bringer dette, saaledes som ovenfor nævnt, ud i de trange isfjorde, hvor det begynder paa atter at fylde disse, idet det afleirer sig og danner ører, saaledes som vi kjender fra Trondhjemsøren, Lærdalsøren og mange andre steder der hjemme, og hvoraf vi i Grønland kan se hundreder i deres vorden den dag idag.

Det er netop af denne grund, at studiet af dette lands nuværende istid er af saa stor betydning. Derved faar vi paa den anskueligste maade forklaring af dannelser, som ellers vilde være os uforstaaelige; — paa nært hold ser vi der i fuld virksomhed de mægtige kræfter, som vi ellers kun ved hjælp af fantasien vilde kunne danne os nogen forestilling om, eller i høiden studere i de smaa dvergforeteelser, vi i Europa endnu har levnede fra hine tider, da hele dets nordre del og Alperne var oversvømmede af lignende ismarker som nu det grønlandske høiland.

Langt nede i dalen maatte vi vade over elven for at komme frem. Et stykke længere nede opdagede vi til vor ærgrelse, at det heller ikke langs den anden elvebred var fremkommeligt, og elven var for dyb til at vades; vi maatte tilbage, hvis det ikke var muligt at komme over fjeldryggen i vest for os. Mens vi grundede over dette, spiste vi vor middag.

Som vi havde spist, forsvandt Balto; pludselig fik vi øie paa ham oppe paa toppen af fjeldet, han jublede, svingede triumferende med luen og pegte vestover; han maatte tydeligvis se fjorden. Efter en stunds forløb kom han tilbage og fortalte, at han havde seet et stort, blaat vand, som vistnok maatte være fjorden; men der laa is paa den inderste del. I en fart kom vi nu opover bakken, alle længtede efter at se sjøen, muligens lokkede ogsaa de af Balto lovede tyttebær, saameget mer som fluerne hernede gjorde opholdet næsten uudholdeligt. Oppe fra ryggen var der den herligste udsigt udover dalen, hvor elven atter bugtede sig gjennem flade sandmoer; men længere ude laa fjorden, som en blaa flade strakte den sig udover mod de høie fjelde, der indrammede det hele. Hvad Balto havde antaget for is, saaes nu at være en sandør, som fuldstændig fyldte den inderste fjordbund.

Vi havde nu ikke saa langt igjen. Stor var glæden, da vi et stykke længere nede fik se nogle gamle spor efter grønlandske kamiker i sanden ved elvebredden. Sandsynligvis var det en eller anden renjæger, som for maaneder siden havde streifet op gjennem dette nu saa øde land, hvor den sterkt optraadte vei ned gjennem dalen kun altfor tydelig tilkjendegav, at her til sine aarstider færdes masser af ren. Dette var det første spor af mennesker, vi saa paa vestkysten, naar undtages nogle efterladenskaber, som Balto fandt, og som han mente maatte skrive sig enten fra mennesker eller bjørn.

Efterat vi var komne op ad endnu en brat kneik med vidjekrat, laa endelig fjorden for os; ned til sandøren, hvorigjennem elven bugtede sig langt udover, havde vi blot en kort skraaning. Lige under os var der en liden lyng- og kratbevokset flade med et vand; her maatte netop være en god teltplads med ly af bakken mod østenvinden, som just nu kom strygende ned ad dalgabet lige fra indlandsisen. Vi ilede derned, kastede oppakningerne i lyngen, kastede os selv efter og lod rigtig for alvor følelsen over at være naaede frem vederkvæge det hele trætte legeme.

Vistnok stod der endnu for os alle adskilligt tilbage at udrette, de 4 skulde hente resten af tøiet, og Sverdrup og jeg skulde frem til Godthaab for at hente baad og hjælp — paa hvad maade, havde vi endnu ikke paa det rene. Men en ting var dog ubestridelig, og det var, at nu befandt vi os atter i høide med havfladen, om end ikke ganske ved havkanten, og her var det sandsynligvis slut med de fleste af vore lidelser og strabadser. En vanskelighed, som af mange sagkyndige, maaske de allerfleste, var anseet som uoverkommelig, var nu overvunden — hvad under da, at den stemning, vi befandt os i, var en eneste følelse af velvære? Efterat vi havde hvilt og spist lidt, gik et par af os en tur op paa fjeldet i øst for at faa en udsigt udover fjorden. Landet paa nordsiden af denne viste sig, seet herfra, at være saa sønderrevet, at der kun var liden sandsynlighed for, at vi med nogenlunde lethed kunde naa Godthaab over land.

At gaa til Narsak, som ligger paa sydsiden af fjorden, vilde vistnok være lettere; men her vilde vi neppe træffe folk, som forstod europæisk, sjøveien blev nok derfor den sikreste. Bestemte paa at forsøge os i baadbyggerkunsten, saa godt det lod sig gjøre med de materialer, vi havde forhaanden, vendte vi derfor tilbage til teltet. Vi havde bare med os 2 bambusstænger samt en skistav ned til fjorden; men spanter havde vi ikke, og dertil skulde jo de bøiede askestænger i kjælkerne have tjent. Nu laa de imidlertid deroppe, og det vilde mindst tage 2, om ikke 3 dage at hente dem; det gjaldt derfor at finde noget at sætte isteden, og det laa da nær at ty til vidjekjærene, som paa flere kanter omgav os. Balto skulde hjælpe med syningen, mens de andre allerede næste morgen skulde vende tilbage efter tøiet ved indlandsisens rand.

Om morgenen den 27de september tørnede vi tidlig ud, kogte vor sidste portion the, hvortil vi spiste en meget knap frokost, bestaaende af brød og lidt pemmikan; af denne sidste vare havde vi vistnok taget en forsvarlig ladning med fra vor store beholdning ved indlandsisen; men vi havde spist forbausende meget deraf (18 plader af 25), og af det tilbageblevne trængte Sverdrup og jeg, hvad vi kunde faa til vor baadtur; thi ingen kunde vide, hvor længe den vilde vare.

Efter frokost gik Sverdrup og Balto straks igang med baadbygningen, mens jeg tog nogle observationer, og de andre lagede sig istand for at vende tilbage.

Efter at have faaet uddelt sin proviant for dagen, bestaaende af brød og lidt kjødpostei for 2 maal samt lidt kjødpulverchokolade, var de snart færdige til at sætte af og fik nu sammen med Balto, som jo senere skulde komme efter dem, sin instruks. Af udrustningen maatte først og fremst alle instrumenter, dagboger, journaler o. s. v. tages vare paa, af det øvrige maatte saa meget, som det lod sig gjøre, bringes med; at intet af provianten lagdes igjen, siger sig selv.

Saa drog de afsted op gjennem dalen, ledsagede af de bedste ønsker og det herligste veir, og vi fortsatte med baadbygningen. Oprindelig havde det været min tanke at lage baaden lang og smal for at faa den mere letroet; men Sverdrup mente, at det vilde bli altfor meget syning dermed, det var bedre at bruge teltgulvet, omtrent som det var, kun give det form af en baad og lappe det, hvor det var utæt; vi vilde ikke faa nogen elegant farkost, men det vilde gaa saa ulige meget hurtigere at lage den, og for sjømanden gav jeg mig selvfølgelig straks. Uheldigvis havde vi, som tidligere nævnt, lagt igjen vor seilhandske paa østkysten; havde vi havt den, vilde det gaaet betydelig hurtigere med syningen, nu maatte vi stikke naalen gjennem den haarde seildug med de bare næver. En ubehagelighed, som var værre end dette, var den masse smaa fluer, som omsværmede os, satte sig overalt paa ansigt, hals og hænder og stak ganske nederdrægtig. Det var en ren umulighed at gaa fri for dem, de var næsten endnu værre end myggen paa østkysten. Efterat jeg en stund havde forsøgt mig med seilnaalen og fundet, at jeg ikke dugede for det arbeide, overlod jeg det til de to andre, som var rene mestre i det som i meget andet, og drog med øksen tilskogs, det vil sige til et vidjekjær i nærheden, for at udsøge grene, passende til spanter i vort fartøi. Kjæret var delvis saa høit, at jeg fuldstændig forsvandt deri og neppe kunde naa toppene af buskene med opstrakt haand. Her var nok af tykke grene, ja jeg fandt endog dem, som ved roden havde en tykkelse af en voksen mands laar; men de var som regel meget krogede, og at finde nogenlunde brugelige var ingen let sag. Omsider fandt jeg dog saa mange, at vi kunde klare os; de var hverken rette eller slette; men naar man intet bedre har, er alting godt nok, heder det, og om kvelden var baaden færdig. Den lignede et skildpaddeskal af form; men vi prøvede den i dammen lige ved os, fandt, at den godt bar os begge, og var uhyre fornøiede med den. Den var 2,56 m. (ca. 8 fod) lang, 1,42 m. (4 fod 6 tommer) bred og 61 cm. dyb.

Bunden af Ameralik-fjorden ved solnedgang 27de september. (Efter et fotografi).
Bunden af Ameralik-fjorden ved solnedgang 27de september.
(Efter et fotografi).

Aarerne havde vi imidlertid endnu ikke færdige; jeg havde vistnok fundet nogle kløftede vidjegrene, som vi agtede at benytte til aareblade, idet vi udspændte seildug imellem deres sprikende arme; til aareskafter tænkte vi at bruge bambusstokke, men jeg havde endnu ikke faaet dem færdige; ligesom de foregaaende dage havde jeg en dundrende hovedpine, og det gik sent med alt mit arbeide.

Den næste morgen (28 september) skulde ogsaa Balto forlade os; før han drog, spiste vi en liden frokost, som han skildrer paa følgende vis:

«Nansen havde beregnet for sig niste, hvormed han skulde berge sig til Godthaab; men alligevel maatte vi deraf spise lidt; thi de to beregnede, at naar de kom til sjøen, saa skulde de skyde nogle fugle, saa at de kunde koge en og anden gang. Da vi var færdige med at spise, saa spurgte jeg: «Har du spist nok, Sverdrup?» Saa svarede han: «Nei aldeles ikke, jeg er ligesaa sulten nu, som da jeg begyndte at spise.» Nansen svarede; «Aa pyt, bryd dig ikke derom, Sverdrup, naar vi kommer til Godthaab, da skal nok vomma di’ sikkert bli fuld.»

Saa forlod da Balto os, og den raske fyr naaede allerede samme kveld de andre helt oppe under indlandsisen. Ved middagstid var ogsaa vore 4 aarer færdige, og baaden helt klar til at bruges. Det, vi havde havt vanskeligst for at faa istand, var tofterne; vi havde nemlig intet andet end det smale, runde teodolit-stativ af ask til den ene og to tynde bambusstokke til den anden; jeg vil ønske for en vis del af mit legemes skyld, at det maa vare længe, til jeg atter faar saa smalt et sæde.

Efterat vi havde spist til middag omtrent lige meget som til frokost, blev soveposer, tøi og alt, som ikke skulde være med, indviklet i teltet, og det blev betynget med stene og tildækket mod muligt regnveir, saa godt det lod sig gjøre. I baaden tog vi med vore to sække, hvori var det mest fornødne af tøi, en skjorte, strømper, sko, et par yderbukser, ladder, vanter, regnklæder o. s. v.; desuden havde vi til at sove i om natten laant lappernes to renskindspeske, samt hvert vort par komager med dertil hørende tørt sennegræs. Endvidere havde vi fotografiapparat med tilbehør, en blikboks — indeholdende patroner til bøssen samt 12 plader ertepølse —, en anden blikboks med 7 pund kjødpulverchokolade, en seildugssæk (hvori knækkebrød, 1 daase leverpostei, 3 pund smør, 5 plader

Baaden klar til afreise. (Efter et fotografi).
Baaden klar til afreise.
(Efter et fotografi).

pemmikan), min seildugsbukse — hvori opbevaredes 33 kjødbeskøiter —, 2 kopper (som ogsaa benyttedes til øsekar), et kogekar (hvortil kogeapparatets øverste del benyttedes, efterat filten var taget af) samt endelig 1 bøsse. Det vil sees, at der ikke gik saa lidet i vort stolte fartøi.

Efterat alt dette var bragt istand, satte vi os i bevægelse; tøiet blev først bragt ned paa øren og derpaa baaden. Vi haabede at kunne ro i denne nedad elven og saa derfra stikke lige tilsjøs. Men ogsaa her skulde de mest uventede besværligheder møde os, idet elven var saa grund, at den ikke tillod roning; sad vi to i baaden, var det ialfald en ren umulighed. Jeg som den tungeste gik da tilfods udover øren, mens Sverdrup skulde forsøge at stage sig frem alene. Men det blev ikke stort bedre, han maatte vade i det kolde vand og trække baaden efter sig, og det var ingen sød fornøielse; kun faa steder kunde han stage, endnu færre ro, og smaat gik det.

Vi havde de utroligste gjenvordigheder af forskjellig art, ofte laa vi i den bløde ler og vandet op under maven, og trætte blev vi begge i benene efter at have gaaet en halv dag i denne søle, som sugede sig om fødderne og holdt dem fast for hvert skridt. Endelig rak vi frem til en pynt ude i fjorden, hvor vi havde haabet at komme til selve sjøen. Men her opdagede vi, at der endnu var langt igjen, elven grenede sig ud i et delta, hvor den blev saa grund, at det- ikke længer kunde nytte at trække baaden engang, den maatte bæres over leren det stykke, som var igjen. Men da det var ledet paa kvelden, var det lige godt at stanse. — — — Atter en herlig nat; — snart var den sidste rødme af kvelden forsvunden bag fjeldene i vest, stjernerne traadte mer og mer frem paa den mørknende himmel, hvor nordlyset som vanligt opførte sine natlige skuespil, snart kom ogsaa maanen og smilte ned til os to, som sad ved det døende baal og talte om Grønlands indlandsis som en længst forsvunden drøm.

Da kveldsmaden var spist, opsøgte vi os hver vor vidjebusk, hvorunder vi krøb sammen i vore peske og sov ind.