Paa ski over Grønland/21
Seilads over indlandsisen. — Land! Land! — Den første drik vand.
Da det led mod midten af september, haabede vi hver dag at komme til den større skraaning, som vi ventede at finde mod vestkysten. Efter bestikket skulde vi ikke have langt igjen did. Jeg havde dog en sterk mistanke om, at vort bestik var adskillig forud for vore observationer, men med vilje lod jeg være at regne disse ud, da det vilde berede flere af os en slem skuffelse, om det skulde vise sig, at vi ikke var saa langt fremme, som vi troede. Det blev imidlertid for alle paafaldende, at vi ikke fik nogen tydelig skraaning. Den ute var dog heldingen paaviselig, og maalt med teodoliten viste den sig at være 22 minuter.
Den 12te september skriver jeg i min dagbog, «at vi alle er i udmerket humør, med haab om snar forandring til det bedre, Dietrichson og Balto holder paa, at vi idag skulde faa bart land isigte, de faar nok have taalmodighed, vi befinder os endnu i 9000 fod eller 2800 m.’s høide (vi var i virkeligheden omkring 2570 m.), men længe kan det dog ikke vare; vi regnede idagmorges at skulle være efter bestikket 17 mil fra bart land[1], og heldingen er idag godt med os og jevn hele veien.» De følgende dage fik vi tydeligere og tydeligere helding mod vest, den var ikke jevn, sneens overflade hvælvede sig i lange bølger udover paa samme vis, som vi fandt den under opstigningen fra østkysten.
Den 14de skulde vi efter vort bestik ikke have mer end 8 mil igjen[2], men endnu saa vi intet land, og dette begyndte lapperne at finde mistænkeligt. Ravnas ansigt blev surere og surere, og en kveld han havde sat sig ned i teltet, sagde han: «Jeg gammel fjeldlap, jeg dum tosk, jeg tror, vi ikke aldrig kommer til den vestkyst.» Hertil svarede jeg kun: «Ja, det er sandt det, Ravna, du dum tosk.» Men da maatte gamle Ravna le høit. «Ja, det er sandt, Ravna dum tosk.» Han følte sig synlig trøstet ved denne tvilsomme kompliment. Bekymrede udbrud, lig disse, kom Ravna hyppig med.
En anden dag brød Balto pludselig ud: «Aa, saa — — — — — — — — hvor langt det er fra kyst til kyst, kan ingen vide, for her har folk ikke aldrig gaaet før.» At gjøre ham begribeligt, at man trods det kunde udregne afstanden, var selvfølgelig vanskeligt; men opvakt som han var, syntes han dog, da jeg engang viste ham det paa kartet, at ane, hvorledes det kunde gaa til. Det, som forøvrigt lod til at trøste ham ligesom Ravna mest, var, naar de blev gjort nar af for deres feighed.
Da vi den 16de fik flere sterke skraaninger udover, syntes det at trøste os alle, og da vi nu om kvelden blot fik ÷17,8°, syntes vi, det var rent mildt, det var, som vi atter kom tilbage til sommeren. Efter bestikket skulde vi nu blot have 2 mil igjen til bart land.
Den 17de september var det netop 2-maanedersdagen, efterat vi forlod «Jason». Det traf sig netop saa, at der den morgen skulde uddeles smørvegt, en af de glædeligste begivenheder under vort indlandsliv, og da theen med sukker i blev skjænket rundt paa sengen, var stemningen meget belivet. Det var ogsaa første nat paa lang tid, at der ikke hang tykt rim paa indsiden af teltvæggene.
Mens vi spiste vor frokost, blev man ikke lidet forundret ved pludselig at høre fuglekvidder udenfra; snart ophørte det atter, og man var ikke ganske sikker paa, at det var saa. Men som vi ved ét-tiden eftermiddag drog frem, fik vi pludselig høre fuglekvidder i luften, vi stansede og saa nu en snespurv komme flyvende efter os; den omkredsede os flere gange og gjorde synlig tilsprang til at sætte sig paa vore slæder, men den turde ikke ganske og slog sig ned paa sneen tæt ved os og fløi snart atter, hele tiden muntert kvidrende.
Hvor kjærkommen var ikke denne lille spurv os; det var en venlig hilsen fra land, som vi nu følte maatte være nær, og hvis man troede paa gode engle, saa vilde man sikkert antage disse to snespurve, den, som bød os farvel fra østkysten, og den, som bød os velkommen her, for saadanne; og velsignet være de for deres muntre kvidren, den satte liv i os alle, og med fornyede kræfter drog vi fortrøstningsfulde videre, uagtet vi den dag ikke fik nogen sterk skraaning udover. Den følgende dag (18de september) blev det dog i saa henseende betydelig bedre. Det blev ogsaa stadig mildere, og vi syntes nu, livet begyndte at bli lyst.
Den kveld kom der vind fra sydost, og jeg fik haab om, at vi endelig engang skulde faa gunstig seilevind; vi havde længe nok ventet paa den med længsel trods Baltos forsikring, at den seilads paa sneen aldrig blev til andet end «toskeskab».
Om natten friskede vinden, og paa morgensiden blev det til hel kuling. Uagtet man som sedvanlig ikke havde megen lyst paa at rigge op kjælkerne og sætte seil i kulden og snefokket, gik vi dog igang dermed snarest mulig; idag skulde vi seile for konge og fedreland. Kristiansen slog sig til Sverdrup og mig med sin kjælke, og vi riggede de to op med teltgulvet som seil. De tre andre forenedes om sine to kjælker.
De mange surringer var ikke meget behagelige i kulden; men det værste af alt var, at mens vi holdt paa dermed, saa det en stund ud til, at vinden skulde løie af. Dette viste sig dog heldigvis ikke at bli tilfeldet, og endelig var begge skuder seilklare. Jeg var uhyre spændt paa, hvordan det vilde gaa med vor skude, om seilet var stort nok til alene at trække de to kjælker. Det heisedes og gjordes godt fast, det gav et voldsomt ryk i dem; men de var under arbeidet bleven nedsneede og kom ikke af flekken; det bare sled i mast og takkelage, som det vilde rive alt istykker, og vi spændte os skyndsomt fremfor. Saa rykkede vi til og fik skuden flot; men den var ikke før løs, før vinden jog den i læggene paa os, og overende bar det. Op igjen og forsøge paa nyt, men det gik ikke bedre, aldrig saa snart vi var paa benene, sloges de væk under os, og vi laa der igjen. Da nu dette var gjentaget en del gange med samme udfald, saa indsaa vi, at det ikke kunde gaa paa den vis, én maatte staa foran paa ski og styre ved hjælp af en styrestang, som lagedes istand af et bambusrør og blev surret fast mellem kjælkerne, og som han kunde gribe i og derved holde dem paa passelig afstand, idet han blev skovet afsted; de to andre fik staa paa skierne og holde sig fast bagpaa eller følge efter.
Vi kom os da løs, og Sverdrup, som skulde styre første tørn, havde aldrig saa snart sat skuden i sig, før det bar afsted med en svimlende fart; jeg klorede mig fast agterud paa siden af den ene kjælke, staaende paa
(Af A. Bloch).
(Af A. Bloch).
skierne og holdende mig i kjælkeryggen, som bedst jeg kunde, mens Kristiansen foretrak at komme rækende paa skierne efter.
Det suste afsted over den ujevne sne, over skavler og fonner, saa man næsten ikke sansede sig. Kjælkerne vred og snoede sig i alle ender og kanter som en orm frem over ujevnhederne, som oftest dansede de bare hen over skavletoppene; jeg havde arbeide nok med at holde mig fast der agter uden at falde. Saa begyndte snefladen at helde udover med et fald sterkere end noget, vi endnu havde havt, farten øgede og øgede, og skuden rørte næsten ikke længer ved sneen. Lige foran mig og over mine egne skispidser stak der ud forenden af en ski, som var surret fast tvers over begge kjælkerne for at holde dem sammen. Det var ikke muligt at faa den væk, og den voldte mig megen møie; især var det slemt, naar vi skar ind i skavlekanterne, mine ski blev klemt fast under den, og jeg mistede ethvert herredømme over dem. Saaledes
(Af A. Bloch).
(Af A. Bloch).
holdt jeg det længe gaaende i slagsmaal med denne fortvilede skiende, mens Sverdrup stod foran og styrede og troede, begge vi andre sad bag paa, og det skar afsted med stedse øgende fart; sneen røk om os og bag os, og de andre blev mindre og mindre i snefokket agterud.
Men saa begyndte en isøks, som laa paa lasten, at løsne og gjorde tegn til at falde af; den maatte reddes; jeg agede mig forsigtig forover helt paa forkanten af skienden og var just ifærd med at fæste øksen, da vi kom paa en vanskelig skavlekant; skienden skar ind i læggene, og der laa jeg og «glante» efter skuden og seilet, som for videre udover skraaningen og blev mindre og mindre i snefokket; det var helt uhyggeligt at se, hvor hurtig det minkede i størrelse.
Det var en underlig flau fornemmelse at ligge der igjen; omsider kom jeg mig dog op og ruslede afsted i kjølvandet efter skuden, som det var saavidt jeg øinede langt dernede.
Til min glæde opdagede jeg, at det ved vindens hjælp var muligt at komme ganske hurtig udover alene ogsaa. Jeg havde ikke gaaet langt, før jeg fandt isøksen, som jeg havde søgt at gjøre fast. Et stykke til, og en mørk, denne gang firkantet gjenstand skimtedes paa veien gjennem fokket; det var en blikkasse, indeholdende den dyrebare kjødpulverchokolade. Nu bar det et langt stykke udover i ro og fred med chokoladekassen under den ene arm og isøksen og skistaven under den anden; men saa skimtedes forskjellige mørke gjenstande i en haug et stykke fremme. Denne gang var det en mig tilhørende pelsjakke, samt ikke mindre end 3 pemmikanbokser, som var strøede udover. Det var mer, end jeg kunde klare, her var ikke andet for end at sætte sig ned og vente paa undsætning. Der jeg sad, kunde jeg nu se hele vort stolte fartøi og seilet kun som en bitte liden firkantet lap langt nede paa sletten, det skar endnu afsted i samme retning; men der dreiede det endelig op i vinden, solen blinkede i blikkasserne, og seilet faldt. Saa kom Kristiansen rækende, og en stund efter de tre andre seilende, saa det gjøv om dem. De maatte nu tage et par af vore ting; men som vi skulde lægge dem paa lasten, opdagede Balto, at ogsaa de havde mistet 3 pemmikanbokser; det var for meget værdifuld mad, og de maatte tilbage for at lede efter dem. Imidlertid ruslede Kristiansen og jeg afsted udover mod Sverdrup, som vi snart naaede. Og her ventede vi nu paa de andre, hvilket i den gjennemtrængende vind og uden noget ly var en tarvelig fornøielse. Sverdrup fortalte, at han havde seilet friskt væk, fandt, det gik udmerket, og troede, han havde os to siddende bagpaa; han kunde jo intet se agterover for seilet. Da han saa havde seilet en lang stund, blev det ham lidt paafaldende, at det var saa taust med passagererne der agter, og han gjorde et tilsprang til en konversation, men der kom intet svar; han seilede endnu lidt, saa forsøgte han sig igjen, nu høiere end før; men det var fremdeles lige taust; saa endnu høiere, og saa skreg han, alt han orkede; men nei, der var og der blev stille. Det maatte undersøges, hvordan dette hang ihop, han luffede til, han gik agterover for at titte bagom seilet; men lidt lang blev han nok i ansigtet, da der ingen fandtes; han forsøgte at se gjennem snefokket den vei, hvorfra han var kommen, det forekom ham, som han kunde øine en sort prik langt agterud — det var min ubetydelighed, siddende paa de tabte blikkasser — og saa laarede han seilet, hvilket ikke var noget let arbeide i vinden, og gav sig til at vente.
Men det varede og det rak, før de andre kom; det var saavidt vi kunde skimte skuden gjennem snefokket; men der var intet seil paa den, og af karene kunde vi intet se. Endelig øinede vi dem som smaa, sorte punkter langt oppe i bakken. En stund efter blev seilet heist, det voksede og voksede, og snart var de hos os.
Vi surrede nu vore kjælker endnu bedre sammen og lasten forsvarlig fast, forat ingen gjentagelse af dette skulde kunne gaa for sig. Saa fæstede vi paa kjælkerne agter nogle tauge til efter behag at holde os i eller binde os fast med, mens vi stod paa skierne. Paa den vis gik det ypperlig, og det var i sandhed en glad skifærd.
Efter en stunds forløb blev Sverdrup fornøiet af at være foran, og jeg byttede plads med ham. Vi fik nu flere lange og sterke fald samtidig med god vind, det skar afsted som udfor en brat skibakke, og det varede time efter time. At staa foran og styre var spændende. det gjaldt at holde tungen bent i munden, som det heder, fremfor alt maatte man ikke falde; thi hvis det skede, vilde det hele las i lynende fart suse over en, man vilde komme under meierne og bli skuret med udfor og kunde prise sig lykkelig, om man kom fra det uden at være helt radbrækket. Noget sligt maatte ikke hænde, der maatte gives agt paa hver bevægelse, hver muskel var spændt, skierne sluttedes godt sammen, haanden fattede sikkert rundt styrestangen, øiet speidede ufravendt forover, man bar af for de værste fokskavler og lod det forresten suse til, mens man hoppede paa skierne hen over skavletoppene.
At holde maaltid var den dag ingen behagelighed, og der gjordes saa lidet deraf som muligt.
Just som vi seilede paa det bedste ud paa eftermiddagen, lød der et jubelskrig fra skuden agterud, det var især Baltos stemme, som raabte: «Land forud!» Og ganske rigtigt, gjennem snefokket, som netop var lidt lettere, skimtedes over snefladen i vest en langagtig, mørk fjeldtop og syd for den en mindre. Der blev nu glæde paa os alle, det maal, hvorfor vi saa længe havde kjæmpet, øinedes endelig.
Denne tildragelse skildrer Balto paa følgende vis:
«Om kvelden, da vi holdt paa at seile, fik jeg langt i vest øie paa en sort flek. Jeg stirrede og stirrede, indtil jeg saa, at det virkelig var bar mark. Saa raabte jeg til Dietrichson: Jeg ser bar mark! Dietrichson var straks færdig til at raabe til de andre, at Balto saa bar mark i vest. Hurra, Hurra! Og nu er vi glade derover, at vi kom til at se dette syn, som vi saa mange gange havde ønsket at faa se, og vi fik nyt mod og haab om at komme lykkelig over dette isberg uden skade; thi det er det største af dem, som findes. Skulde vi have tilbragt flere dage til i isen, er jeg bange for, at det havde gaaet galt
(Af A. Bloch efter et udkast af forfatteren).
(Af A. Bloch efter et udkast af forfatteren).
med nogen af os. Straks Nansen hørte dette, stansede han og uddelte 2 stykker kjødsukkerlade til hver af os. Vi havde altid for skik, hver gang vi rak frem til et sted, som vi længe havde længtet efter at komme til, at spise af det bedste, vi havde. Saaledes da vi naaede iland fra havisen, da vi. kom til Umivik, da vi naaede høieste punkt af Grønland, ogsaa da, da vi saa vestkysten, og saa til slutten, da vi naaede snebart land paa vestkysten, dette gode var nemlig først syltetøi, amerikanske havrekjæks, smør. »
Det land, vi først saa, laa lidt nordenfor den retning, hvori vi hidtil havde styret, men jeg satte dog kurs paa det, saameget mer som isen i den retning saa ud til at være lavest.
Snart efter var landet atter skjult i snefokket, vinden tiltog, og med den klos i ryggen bar det hele eftermiddagen fremover, uden at vi saa noget mer af landet; skraaning efter skraaning tilbagelagdes, og det gik «gloria», som vi udtrykte os, naar det gik usedvanlig godt, hvilket sjelden hændte.
Ud paa eftermiddagen var en stund lændet temmelig fladt og vinden lidt løi, men som det led paa kvelden, øgede den igjen, skraaningen blev sterkere, og med vildere og vildere fart suste det afsted, mens snefokket tiltog. Det begyndte allerede at skumre sterkt, da jeg pludselig gjennem fokket fik se noget mørkt paa sneen fremfor mig. Jeg tog det for en almindelig ujevnhed, og ikke ænsende det, skar jeg bent paa. I næste øieblik opdagede jeg paa nogle skridts afstand, at det ikke var saa, i samme nu kastede jeg rundt og løb skuden op i vinden; det var paa høi tid, vi stod just paa kanten af en bred spræk; lidt længere, og vi vilde maaske have forsvundet for ikke mer at se dagens lys. Af al magt skreg vi til de andre, som kom seilende efter, og de fik ogsaa luffet til. Balto siger herom: «Om kvelden, da vi holdt paa at seile, klokken kunde vel være halv otte, og det var temmelig mørkt, saa vi, at Nansen, som seilede forud paa ski, vinkede heftigt til os og raabte høit: «Seil ikke hid, stedet er farligt!» Vi, som holdt paa at komme i fuld fart og havde ondt for at stanse farten, maatte holde paa skraa og kaste os selv paa siden. I det samme saa vi straks foran os en forfærdelig isspræk, som var nogle 100 meter dyb.»
Om denne seilads siger jeg i min dagbog videre: «Det var den første spræk, men den var rimeligvis ikke alene, vi maatte være belavede paa at møde flere. Man blev nu lidt betænkt ved at seile mer den kveld; men jeg fandt det for tidligt at lægge op, vi maatte nytte vinden. Jeg spændte mig derfor fra kjælkerne og gik iforveien for at undersøge isen, mens Sverdrup overtog styret, og seilene blev mindskede paa begge seilere, som maatte holde sig et stykke efter mig.
«Vinden var saa sterk, at den hjalp godt; jeg kunde staa paa skierne lange stykker uden at røre benene, og det jog hurtig frem paa den vis. Hvor grunden saa upaalidelig ud, maatte jeg gaa forsigtig tilverks og stadig føle foran mig med skistaven, om der ikke var hul grund under nysneen. Naar saa var tilfældet, blev der gjort tegn til de andre, at de maatte komme en anden vei, hvor jeg fandt sikker grund. Trods denne forsigtige fremgangsmaade havde det dog nær hændt, at Sverdrup, Kristiansen og kjælkerne var forsvundne, hele grunden styrtede ned lige bag dem, just som de var komne over en spræk, de ikke vidste om. Imidlertid tog vinden til, og seilene maatte flere gange mindskes, forat skuderne ikke skulde komme for nær indpaa mig. Da sulten endelig gjorde sine krav gjældende, uddeltes 2 kjødbeskjøiter tilmands, vi gjorde dog ingen stans i den anledning, de maatte spises paa farten.
«Det mørknede hurtig, men fuldmaanen kom op, og den lyste godt nok gjennem snefokket, til at jeg kunde se at undgaa de værste sprækker. Det gjorde et sælsomt indtryk at se de to skuder komme susende efter med de brede vikinge-lignende seil mod den store maaneskive over den ensformige hvide flade.
«Stedse bar det afsted med større fart, mens isen blev vanskeligere, og jeg kunde gjennem maaneskinnet øine endnu værre forud. I næste øieblik var jeg der, det var masser af sprækker, men de var fyldte med sne og derfor som regel ufarlige. Af og til føltes jo
(Af A. Bloch efter et udkast af forfatteren).
(Af A. Bloch efter et udkast af forfatteren).
med staven hul grund under, men sprækken var smal, og kjælkerne gled over. Saa kom der en bredere spræk, og jeg øinede et mørkt og bredt svelg ikke langt borte. Jeg stansede, nærmede mig forsigtig paa den glatte is, hvor der nu næsten ikke fandtes mer nysne, og saa ned i en dyb og mørk slugt. Bortenfor skimtedes spræk efter spræk som dybblaa striber, der alle løb i samme retning tvers paa vor kurs. Jeg gjorde nu tegn til de andre at stanse, her var ingen fremkomst, og vi maatte slaa telt.
I vest kunde vi nu se landet mod kveldshimmelen, som endnu viste en lysning af den svundne dag. Det var det samme land, som vi havde seet første gang, men det tonede sig nu høit over himmelranden, og ved siden af i syd var en hel lang landstrækning steget op over isfladen.
«At faa teltet op i den sterke vind og paa den glashaarde is, hvor der intet fandtes at fæste bardunerne i, var et vanskeligt arbeide, krogene vilde ikke holde, og vi maatte med øksen hugge hul for skistavene, forat bardunerne kunde fæstes i dem. Endelig, efterat vi havde frosset mer end sedvanlig, kom teltet op, og vi kunde krybe ind i nogenlunde læ. At koge noget havde vi den kveld ingen lyst paa, dertil var vinden for følelig selv inde i teltet, det lovede festmaaltid, som skulde feires, naar vi fik se bart land, og hvortil vi havde glædet os meget, blev opsat til næste morgen. Vi delte, hvad vi havde igjen af schweizerosten, mellem os og krøb i soveposerne, fornøiede med den dags gjerning. Kommen i posen fik jeg først føle, at jeg under seiladsen havde frosset bort fingrene paa begge hænder. Nu var det for sent at gnide dem med sne, de var allerede begyndt at tine op, og smerterne var den nat næsten uudholdelige, indtil jeg sov fra dem.»
Tidlig om morgenen for jeg pludselig op, erindrende, at jeg havde glemt at trække uret; uheldigvis havde Sverdrup gjort det samme, vi trak dem nu, men det var for sent. Dette var naturligvis meget uheldigt for vore stedsbestemmelser efter den dag; dog gjorde det mindre, da vi var kystfjeldene saa nær, at vi med nogenlunde nøiagtighed kunde slutte os til vor længde.
Da vi stak hovedet ud af teltet, saaes hele landet søndenfor Godthaabs-fjorden udbredt for os; det var et bergfuldt og ulændt land med mange høie nuter og toppe. Mindes du første gang, du som barn saa høifjeldet ligge blinkende med jøkler og fonner foran dig, mindes du, hvor den drog, hele denne ukjendte verden, ja da vil du ogsaa forstaa, hvordan vi følte det ved synet af landet her. Vi var som børn, der trængte sig noget op i halsen paa os, mens øinene fulgte dalene og forgjæves ledte efter et blink
(Af forfatteren efter et øiebliksfotografi).
(Af forfatteren efter et øiebliksfotografi).
af havet. Det var et vakkert land, vildt og storslaaet, just lig Norges vestkyst. Oppe i fjeldene laa nysneen strøet udover, men ned mellem dem skar sig mørke kløfter; i bunden af disse var fjordene, vi kunde ane dem, men saa dem ikke. At komme frem over dette land til Godthaab saa alt andet end let ud.
Vi tog vort festmaaltid i ro og mag den morgen, kogte the «en masse» og spiste mysost med havrekjæks over en lav sko. Det var først sent ud paa formiddagen, vi kom os flot. Vi havde om natten seilet os ind i et stygt, sprækket lænde og maatte holde sydefter for at undgaa de værste sprækker og komme over paa bedre is. Nysneen var i hele den strækning, vi den dag gik igjennem, tildels føget sammen i fonner, især var dette tilfældet i alle ujevnheder, mens den paa andre steder var føget bort og lod den haarde, glatte isoverflade ligge bar.
Efter en stund kom vi til en vældig, lang bakke, som vi maatte udfor. Sverdrup og jeg stod paa skierne, og det gik strygende; men kjælken var slem at styre, og svære sprækker havde vi paa begge sider; tilsidst maatte vi bekvemme os til at spænde skierne af. Det gik nu ret udover bakken, mens vi selv stod paa siderne og skrubbede og bremsede, som bedst vi kunde, for at undgaa sprækker; især var lapperne uvørne og agede udover med lynende fart. Lidt længere frem traf vi paa blankis, som var helt vanskelig at gaa paa, og som lod til at være en stor tilfrossen indsjø. Paa den anden side denne kom vi igjen i utryg is; efterat vi her flere gange havde faldt med benene ned i sprækker, fandt vi det bedst at tage skierne paa, man kunde da gaa tryggere; de gav en større bæreflade paa de usikre steder. Engang saa det dog stygt ud, vor kjælke kom langsefter en spræk, og den ene mei skar igjennem sneskavlen, som dækkede den. Det begyndte allerede at briste langsefter hele kjælken, da vi i sidste øieblik fik draget den op paa tryg grund. Ravna og Balto gik det næsten værre, engang de skulde forsøge en kortere vei end den, Sverdrup og jeg havde taget, og de kom ud paa en endnu bredere spræk, hvor hele den ene mei skar igjennem og kjælken næsten kantrede; det var med yderste nød de klarede sig. Jeg var selvfølgelig «knagende» sint og skjældte dem ud, fordi de ikke fulgte vore spor, «var det ikke nok, at de, som gik først, udsattes for den slags?» Kristiansen havde ogsaa paa et hængende haar mistet sin kjælke ved en lignende leilighed.
Om eftermiddagen røg det op med haglveir og storm fra syd-syd-ost. Haglene piskede os i ansigtet, og kjælkerne kastedes stadig tvers af stormen, saa de blev yderst tunge og slemme at trække; især var Sverdrups og min kjælke vanskelig, da lasten var saa stor og høi paa den og følgelig havde saa meget vindfang. Staalkjølene under meierne vilde været gode at have nu, men, som omtalt, blev de ødelagte af den ujevne is nær østkysten.
Om kvelden stansede vi paa en liden flade, hvor der just var lidt sammenføgen nysne, hvori vi kunde ramme skistavene ned, og hvor det saaledes var let at reise teltet.
Vi havde oprindelig smigret os med det haab at komme land betydelig nær, om ikke naa det den dag; men deri blev vi sterkt skuffede, og det forekom os, at vi var lige langt fra det om kvelden.
Den næste dag fik vi sneveir, og intet kunde øines af landet, ei heller af isen omkring os; vi gik saaledes frem næsten i blinde, det var umuligt at se, hvor der var mest farbart.
Henimod middag stansede vi for om muligt at faa en middagshøide. Solen tittede nemlig lidt frem gjennem sneskyerne, og det var af høieste vigtighed at faa vide, hvor vi var. Den foregaaende middag var jeg kommen for sent, da jeg tog feil af tiden; jeg havde jo, som omtalt, glemt at trække uret. Heldigvis var solen netop saa længe synbar, at jeg fik høiden og beregnede bredden til 64° 14′ n. br. Dette var lidt længere nord, end jeg havde ønsket; jeg havde styret for nordlig under seiladsen, efterat vi fik land isigte, og nu skulde vi komme til at bøde flere dage derfor. Havde vi holdt den oprindelig bestemte kurs, kunde vi sandsynligvis have seilet lige ned paa landet.
Med sydlig kurs drog vi nu afsted. Ud paa eftermiddagen kom vi oppe paa en høideryg ind mellem saa forfærdelige sprækker, at vi var glade ved at drage unda og sydover saa hurtig som muligt. Her kom vi ned paa taalelig jevn is i bunden af en dal mellem to rygge, som paa alle kanter var gjennemfurede af sprækker. Dalen snævredes til forover, og vi kom tilslut frem i en slugt, hvor de 2 rygge næsten mødtes, og hvor der var et sterkt fald udover med en uhyggelig sønderreven is. Her saa det omtrent ufremkommeligt ud, og det kunde ikke nytte at rykke længere frem i dette usigtbare veir, ingen vidste, om vi ikke allerede havde gaaet for langt.
Det bestemtes da, at Ravna, Balto og Dietrichson skulde slaa telt, mens Kristiansen, Sverdrup og jeg i mellemtiden tog en vandring ned i den ujevne is for at se, om der var fremkomst. Balto, som var udnævnt til underkok, fik endvidere ordre til at sætte kogeapparatet «i sving», koge god varm ertesuppe og have varmt vand i det øverste kar, saa vi efter maden kunde faa os en citrontoddy, og alt dette maatte han have færdigt, til vi kom tilbage.
Vi tre, som skulde gaa, fik snart alpetauget bundet om livet paa os og drog saa ivei nedigjennem. Isen var usedvanlig slem og tung, det var skarpe iskanter og kløfter alt ihop, men den var dog ikke farlig, da kløfterne som regel ikke var dybe.
Stor var min forbauselse, da vi havde gaaet et stykke, og jeg fik øie paa en liden mørk flade nede imellem nogle snedækte isrygge. Det saa livagtig ud, som det var vand; men det kunde jo ogsaa være is, og jeg sagde derfor intet til de andre. Men da jeg kom derhen, stak staven deri og saa, det var blødt, da kjendte vor glæde ingen grænser. Vi kastede os ned, lagde munden til vandfladen og sugede i os af hjertens lyst; efter 1 maaneds liv med knappe vandrationer var det en ubeskrivelig nydelse at have overflod; hvor mange liter vi dengang satte tillivs, skal jeg ikke kunne sige, men faa var det ikke. Vi kunde formelig kjende, hvorledes maverne svulmede. Saa drog vi videre lidt tungere end før. Vi havde ikke gaaet langt, før vi hørte nogen raabe, og fik nu se lille Ravna komme springende, alt han orkede. Vi ventede paa ham, rædde for, at der var noget galt paafærde. Snart naaede han os, og jeg blev nu ikke lidet glad ved at høre, at han kom blot for at hente vægerne til spirituslampen; dem pleiede jeg nemlig at gaa med i lommen for at holde dem tørre. Jeg var meget spændt paa at faa vide, om Ravna havde seet vandet; thi han var den værste af os alle til at drikke vand, naar han slap til, og jeg var halvt bange for, at han nu skulde drikke sig fordærvet. Tilsidst kunde jeg ikke bare mig for at spørge ham, om han havde seet det. Jo, han havde nok det, men han havde ikke tid at drikke da, nu skulde han tage sin mon igjen, og dermed «tassede» han afsted; — aa du slette tid, hvor han har drukket!
Vi fortsatte imidlertid vor vandring og kom nu ned i det ujevneste og ufremkommeligste islænde, vi indtil da havde seet. Alt, hvad jeg kjendte fra kaptein Jensens beskrivelse af ujevn is, havde intet mod dette at sige. Aldeles ufremkommeligt var det jo ikke; men isrygge, den ene skarpere og mer utilgjængelig end den anden, strakte sig i alle retninger med dybe kløfter imellem, og hyppig var bunden af dem fuld af vand, hvorpaa laa tynd is, som man faldt igjennem. Det var allerede begyndt at skumre sterkt, da vi endelig vendte hjemover. Vi blev elendig udarmede af at bryde os vei gjennem nysneen i dette ulænde, og det var ikke uden glæde, at jeg langt om længe i afstand fik øie paa teltet. Da vi kom forbi vor første vandpyt, maatte vi igjen tage os en god sup; vi lagde os ned og lod nu vandet i rigelig mængde strømme ned gjennem vore struber; det isede i panden, men det fik ikke hjælpe, det var rent himmelsk for en gangs skyld at drikke sig rigtig utørst.
Da vi kom til teltet og traadte ind i det lille rum, hvor vore kamerater sad paa hug rundt kogeapparatet, slog en liflig duft af varm ertesuppe os imøde. Balto var meget stolt over at have holdt sig min ordre efterrettelig til punkt og prikke, han havde alt varmt og færdigt til at spises. Hvorledes de andre havde havt det, mens vi var borte, skildrer Balto paa følgende vis:
«De andre tre drog afsted med taug om livet for at se ud vei, vi tre, jeg, Ravna og Dietrichson, blev tilbage for at sætte op teltet, og jeg skulde koge ertesuppe, thi jeg var kok. Jeg tog da frem kogemaskinen, men opdagede saa, at der ingen væger var, Nansen havde dem i lommen. Saa sendte jeg Ravna afsted efter Nansen for at faa fat i væger. Da Ravna kom tilbage til os med vægerne, fortalte han, at han havde fundet vand og drukket maven fuld deraf. Da jeg hørte det, greb jeg en tom blikkasse og løb i et sprang, til jeg naaede vanddammen, og kastede mig ned og drak. Af og til maatte jeg løfte hovedet op for at puste lidt, og saa til at drikke igjen. Det smagte mig akkurat som sød melk; thi vi havde dag for dag været uden vand i en hel maaned. Saa fyldte jeg blikkassen og bar den til teltet. Straks jeg kom til teltet, kastede Dietrichson sig ned ved blikkassen og drak, saa meget han orkede. Blikkassen var stor, men det var ikke mere end, at der saavidt blev nok igjen til ertesuppe-kogningen. Fra den dag fandt vi vand nok overalt.»
Ja, vi mindes nok alle den 21de september, da vi første gang fik vand.
Saasnart vi var komne ind i teltet, varede det ikke længe, inden den herlig duftende suppe skjænkedes rundt i kopperne, og vi langede til maden med mer end vanlig appetit, og det vil sige meget. Nu kunde ogsaa Ravna spise, han paastod altid tidligere, at han ikke kunde spise ordentlig, fordi han ikke fik drikke sig utørst; af den grund sparede han ogsaa op af sine rationer, og han kunde hyppig ærgre os andre med at tage frem en 4 eller 5 kjødbeskøiter paa en gang og vise os, saa vore tænder selvfølgelig løb i vand. Sagen var antagelig den, at hans lille krop ikke trængte saa meget mad som vore store. Efter kveldsmaden serveredes citrontoddy, som lagedes af citronsyre, et par draaber citronolje og sukker i varmt vand; den smagte aldeles ubeskrivelig, som vi laa der i soveposerne og nød den i lange drag. For min egen part havde jeg ikke paa længe følt mig saa træt, og med de andre var det neppe stort bedre. At stampe i den løse nysne til op over knæerne tager paa benmusklerne. Men slige kvelder efterpaa i teltet sænker der sig en følelse af usigeligt velvære over en, og over alle dagens møier og besværligheder lægger sig et glemselens slør.
En liden lysestump, den sidste vi har, oplyser, saa længe vi spiser, det lille rum, saa er vi færdige, alt er sat istand for næste morgen, lyset slukkes, hovederne puttes helt ind under hætten paa soveposen, og snart vugges vi mod drømmenes land.