Over de høje fjælle

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Samlede værker. Mindeutgave
Gyldendalske Boghandel (Første Binds. 13-14).

Undrer mig på, hvad jeg får at se
  over de høje fjælle?
Øjet møter nok bare sne.
Rundt omkring står det grønne træ,
  vilde så gjærne over; —
tro, når det rejsen vover?

Ørnen løfter med stærke slag
  over de høje fjælle,
ror i den unge, kraftfulle dag,
mætter sit mot i det ville jag,
  sænker sig, hvor den lyster, —
  ser mot de fremmede kyster!

Løvtunge apall, som intet vil
  over de høje fjælle!
sprætter, når somren stunder til,
vænter til næste gang den vil,
  alle dens fugler gynger,
  vet ikke, hvad de synger: —

den som har længtet i tyve år
  over de høje fjælle, —
den som vet, at han ikke når,
kjænner sig mindre år for år —,
  hører, hvad fuglen synger,
  som du så trøstig gynger.

Sladdrende fugl, hvad vilde du her
  over de høje fjælle?
rede du fant visst bedre der,
videre syn og højere trær,
  vilde du bare bringe
  længsel, men ingen vinge?

Skal jeg da aldrig, aldrig nå
  over de høje fjælle?
skal denne mur mine tanker slå,
sådan med sne-is og rædsel stå,
  stængende der til det siste, —
  blive min dødningkiste?

Ut, vil jeg! ut! — å, så langt, langt, langt
  over de høje fjælle!
Her er så knugende, tærende trangt,
og mit mot er så ungt og rankt, —
  lad det få stigningen friste,
  ikke mot murkanten briste!

Engang, jeg vet, vil det række frem
  over de høje fjælle.
Kanske du alt har din dør på klæm?
Herre min Gud! godt er dit hjæm ...
  lad det dog ænnu stænges,
  og jeg få lov til at længes!


PD-icon.svg Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.