Oplysning, Næringsflid og Kommunikasjonsvæsen
Det er desværre altfor sandt, at skjønt Fattigdommen hos os visselig er mindre trykkende end i mange andre Lande, saa er den dog altid mer end stor nok. Enhvær, der virkelig har Norge og det norske Folk kjært, maa derfor ganske naturlig spørge: Hvorledes kan det lade lig gjøre at udbrede mere timelig Lykke i Fædrelandet? – Mange vil rimeligvis svare: Det kan ske ved større Gudsfrygt; og igrunden er det jo ganske sandt, at den er Rigernes stærkeste Støtte og Folkets bedste Ejendom. Stod det derfor til os, saa vilde vi først og fremst give Folket denne Skat, og saa dernæst se til, om vi ogsaa paa andre Maader kunde række det en hjælpende Haand. Men Gudsfrygt og sand Kristendom er nu ikke noget Udvortes, som det ene Menneske kan give det andet, eller endnumindre drive Nogen til med Love og Tvang. Vi kan kun oplyse hværandre om Herrens Raad til Salighed, og naar Lejlighed gives, ogsaa opmuntre vor Næste til at agte derpaa. Dertil er især Præstestanden indsat; i sin Kreds kan desuden ogsaa Lægfolk virke til samme Maal, og endelig mangler der ikke paa gudelige Bøger rundt omkring i Landet Det kommer da kun an paa, at man frivillig og af Hjærtet vil bruge Kirkens Naademidler ret og i barnlig Tro tilegne sig Guds Naadegaver. Men dette er ene og alene Børnenes og Menneskets egen Sag; og netop fordi Andre Intet kan gjøre dertil, derfor vil vi heller prøve noget Andet, som det med Guds Hjælp staar i menneskelig Magt at udrette.
Spør vi nemlig, ved hvilke andre Midler Folkets timelige Lykke kan fremmes, saa svarer jeg, at næst efter Gudsfrygt er visselig større Oplysning og mere Næringsflid de Ting, som allerhelst maa ønskes i Landet; Man maa sige hvad man vil, saa er det dog vist, at Folket endnu ikke paa langt nær har den Oplysning, som er aldeles nødvendig, forat det Hele kan gaa godt. Ligesaalidt er det sandt, hvad Somme endnu indbilder sig, at Oplysningen lettelig kan blive for stor og gjøre Skade; jo større det udvortes Lys blir, desbedre ser man jo at udføre sin Gjærning, og med Kunskabslyset er det aldeles paa samme. Vis. Skulde det en enkelt Gang vise sig skadeligt, saa kan man være vis paa, at Aarsagen dertil ingenlunde er formeget Lys, men at det tværtimod enten er forlidet, eller ikke af den rette Art eller og er bleven misbrugt. Lyset paa Bordet og Ilden i Kakkelovnen kan ogsaa gjøre Skade, naar det misbruges, men derfor vil dog Ingen kaste det bort; saaledes ogsaa med det aandelige Lys. Den rette Oplysning hjælper os til klarere at fatte alle baade timelige og evige Sandheder; den gjør ikke Mennesket opblæst, men lærer os netop bedre og bedre at indse, at, hvor meget vi end lærer, saa er vi dog stedse uendelig langt fra Maalet. Derfor sagde ogsaa Grækernes største Vismand, at hans allerstørste Visdom var den, at.han vidste Intet tilgagns. Det er netop de Mennesker, der kun kan Lidet, som indbilder sig at have „slugt al Værdens Visdom“, anser sig næsten ufejlbare og ikke taaler høre andre Meninger end sine egne; hvorimod den, der isandhed er oplyst, aldrig glemmer at „prøve Alt“, for da først at forkaste det Falske og „beholde det Gode“.
Men er nu Oplysningen saa vigtig, saa kan man ikke Andet end ønske, at Alle og Enhvær, Regjering, Storting og Formandskaber, Lærde, Lægfolk og Lærere ret alvorlig maa stille sig dette for Øje. Skolevæsenet maa udvides og forbedres, ikke forat Børnene og Ungdommen skal lære at gjøre forfængelige Konster, indekserseres i intetsigende Smaating og befatte sig med tidsspildende Øvelser, men for at lære at tænke sundt, tale og skrive godt for sig, lære sin Gud, tit Folk og Fædreland at kjende og om muligt faa dem kjær; kort sagt, vi maa faa Skoler for Livet, til Gavn og Glæde for Menneskets dobbelte Liv: baade det timelige og det evige. – Præster og Skolelærere maa dernæst, med Mund eller Pen, enhvær i sin Kreds, ogsaa gjøre, hvad de kan til at oplyse den voksne Ungdom eller endog den ældre Slægt; og enhvær anden Fædrelandsven kan endelig ogsaa ved Samtaler i Fritimer, Hviledage og Vinterkvælde hjælpe til at udbrede Lys omkring sig. Alt dette blir vel ikke ganske, som det kunde ønskes, men Noget er allerede gjort i den senere Tid hist og her; og at der efterhaanden vil gjøres endnu Mere, er idetmindste et glædeligt Haab.
Det andet Middel, jeg nævnte, til større timelig Lykke i Landet, var en bedre Næringsdrift. Disse to Ting staar i den nøjeste Forbindelse med hinanden; ti for at kunne drive sin Næring mere forstandigt og lønnende, trænges der just Oplysning, men jo større Fordel man har af Næringsdriften, desbedre Raad saar man igjen til at skaffe sig Bøger, Skolegang o. s. v. Og her er der endnu saameget, saa overmaade meget at gjøre for Næringsvejenes Opkomst, naar blot Øjnene aabnes tilgagns i den Henseende. Agerbruget kunde ganske vist blive idetmindste dobbelt saa fordelagtigt som nu, naar det blot blev drevet med mere Flid og Forstand; en Mængde Myrer[1] ligger og venter paa Dyrkning, og Kvægavlen maa passes mere omhyggeligt. Norsk Sild og Fisk blir i Udlandet gjærne ikke saa godt betalt som andre Folks Fiskevarer, blot fordi den hos os behandles mindre godt; ogsaa her er der altsaa Adskjelligt at gjøre. Den store Masse Fabrikvarer, vi henter fra fremmede Steder, burde vi fordetmeste selv kunne frembringe; ti Norge har Fossefald nok til at drive alskens Værker, hvorimod Udlændingen gjærne maa bruge Dampkraft og altsaa kjøbe Kul. Skogbruget drives tit med Uforstand, saaat Efterkommerne endog kanske vil komme til at mangle Trælast til eget Brug. Bedre var det da at spare Øksen noget og gribe alvorligere til Plog og Harv.
Man anvender tildels forskrækkelig mange Penge paa at bygge Fængsler og Straffeanstalter og forendel er vel dette aldeles nødvendigt. Men en Ting synes dog temmelig sikker: at det var bedre at anvende en god Del af disse til Oplysningens og Næringsvejenes Opkomst; derved vilde man visselig faa langt færre Forbrydere og altsaa et meget mindre kostbart Straffevæsen. Knaphed med Penge til Skole- og Undervisningsvæsenet er sikkerlig en af de allerstørste Daarskaber i et Land; da svarer man ganske vist paa Skillingen og lader Daleren gaa. Det er langtfra min Mening, at man hertillands Intet har gjort i denne Henseende; man har tværtimod i den senere Tid udrettet Meget, men Mere, meget Mere staar dog tilbage.
Alt hvad der kan gjøres for at ophjælpe Velstanden og lette Næringsdriften, er altsaa efter min Mening af yderste Vigtighed, og iblandt disse Lettelsesmidler er ogsaa hvad man kalder Kommunikasjonsvæsenet.[2] Ogsaa derom gjælder det samme, at der er Meget baade gjort og ugjort. En Mængde Veje er i den nyere Tid baade anlagt og omlagt; Dampskibsfart har vi faat langs hele Norges Kyst og paa de vigtigste Indsjøer, og mellem Kristiania og Mjøsen arbejdes der som bekjendt paa en Jærnbane, der skal blive færdig næste Aar. Ved slige Midler kan man føre dobbelt og mangdobbelt af Varer imod før, rejse et Stykke Vej paa 1 Dag, hvortil man forhen maatte bruge 3, og endda komme meget sikrere frem, hvilket Altsamment er af Vigtighed for flittige Folk. „Tid er Penge“, siger Amerikanerne; en hurtigere Rejse end sædvanlig er igrunden ligesaa god som Penge-Fortjeneste, og denne Forstand har allerede faat Indgang endog hos den simplere Almue i somme Egne af Landet, hvor den jævnlig benytter Dampfarten paa Byrejser o. s. v.
Det er derfor en meget fejlagtig Mening, at Jærnbaner og Dampskibe er til Skade for Landet og tar Fortjenesten bort fra Folk. Vistnok er det sandt, at endel Mennesker, som hidtil har levet ved Andres Drift, derved blir arbejdsløse, f. Eks.– Bordkjørere og Fragtemænd; men det er just Dyden, at de nu saar Tid og Lejlighed til at kaste sig paa Jordbruget, som de saa tit har forsømt. At ligge i Kjørevejen Dag og Nat, Aar ud og Aar ud, er en meget slem Næringsvej; ti Drukkenskab, Dyrplageri, Kortspil og alskens Lidderlighed læres gjærne der, medens Gjødselen tabes og Gaardsdriften blir tilsidesat. Om derfor en Jærnbane aldrig gjorde andet Gavn end at befrie Folk fra alle hine Fristelser og omskabe dem til ordentlige Jorddyrkere, vilde den være af Nytte; men naar den desuden, ligesom gode Veje, hjælper til at vinde Tid og nedsætte Føringsomkostningerne særdeles meget, saa er det klart nok, at den er et stort Gode for Landet.
Det er i forrige Aargangs 6te Hæfte talt om den store Pengefordel, Landet har af sine Veje; og vist er det, at jo mere de forbedres, og desflere der anlægges af dem, desbedre vil al Næringsdrift lønne sig. Men ogsaa Oplysningen blandt Folket vokser ved Anlæg af Veje og Jærnbaner og ved Dampfartens Indførelse. Den Ene lærer jo af den Anden, og derfor vil gjærne Oplysningen blive størst der, hvor Samkvemmet og Samfærdselen er størst. Naar Kommunikasjonsvæsenet udvides og forbedres, kan man baade lettere komme ud og se sig om i Værden, og se flere Fremmede i sin egen Hjembygd; og alt dette hjælper til at udvide vor aandelige Synskreds og skjærpe vor Forstand. – Om disse Fordele ved hine Indretninger skal jeg her anføre nogle Ord af Svenskeren C. Rydquist, der velvillig er mig meddelt af en af Selskabets Velyndere. Rydquist ytrer sig omtrent saaledes:
„Der gives næppe nogen Paastand, som er mere sand end den at al Dannelse og Oplysning (Kultur og Civilisasjon) først og fremst beror paa, om det ene Menneske kan komme i Berørelse med det andet; dernæst, om den enkelte Bygd i Landet kan bringes i Vekselvirkning med de andre, og endelig, om hele Folket kan sættes i Forbindelse med alle de Folkeslag, der i en eller anden Henseende kan være vore Læremestre. De Indretninger, der forbinder det ene Sted med det andet (Kommunikasjons-Midlerne), tjener derfor ogsaa til at udbrede Dannelsen og sprede Oplysningen videre omkring, eller rettere sagt, de er aldeles nødvendige, forat de sidste kan udvikle sig og trives. Hvor ordentlige Kommunikasjons-Midler aldrig har været indført, der hersker Barbari og Vildskap; der bestaar Landet af Ødemarker, bebod af halvvilde, omvankende Hyrdefolk (Nomader), som befinder sig paa Aandsudviklingens laveste Trin. Hvor hine Midler engang har været at finde, i mer eller mindre Mon uddannede, men siden er forfaldne igjen, der har Dannelsen samtidig aftaget og Folket sunket ned i Raahed og Barbari. Og endelig, hvor slige Indretninger stadig udvides og forbedres, der gaar ogsaa Dannelsen fremad jævnsides med dem.
Saa lærer Historien os om de ældste Folkeslag; det samme siger ogsaa Nutidens Historie. Kineserne, Ægypterne, Fønikerne, Grækerne og Romerne reddede Veje gjennem sine Lande, bygde Fartøjer, med hvilte de befor de dengang bekjendte Farvand, og flere af dem grov Kanaler inde i Landet for at bringe fjærne Egne i nærmere og stadigt Samkvem med hværandre, udtørke Myrstrækninger og gjøre dem frugtbare. Med den højeste Magt havde disse Folkeslag, det ene efter det andet, ogsaa sin Tids højeste Dannelse, og spredde den omkring til alle de Folk, med hvem de kom sammen. Men Alle blev de siden underkuede, fordetmeste af halvvilde Krigere; de blev Tyranniets Aag underlagt. Herskerne suged deres Kraft og Marv, den udenlandske Handel ophørte, Veje og Kanaler forfaldt, og – Barbariet indfandt sig igjen; Vankundighed og Overtro bredde paany sine svarte Vinger over Folk og Land.
Af den nyere Tids Historie ved vi, at hele den vestre Del af Nordamerika endnu for femti Aar siden var bebod af Indianere, der levde i Naturtilstanden som Jægere, Fiskere og Hyrdefolk. Siden har Amerikanerne dels ved Kjøb og dels ved Krig faat hin Landstrækning i sin Magt og uophørlig fortrængt de oprindelige Beboere (Urindvaanerne) til vestenfor Arkansas, Missouri og Iowa. Disse ny Besiddelser er siden bleven forvandlet til selvstændige Stater og indlemmet i den nordamerikanske Union, og allerede nu er Kommunikasjons-Indretninger af alle mulige Slags anlagt og Civilisasjonens Velgjærninger trængt derhen. Betragter vi derimod det Indre af Asien, Afrika og Sydamerika, den allervestligste Del af Nordamerika, Lapland m. M., hvor endnu ingen ordentlige Veje er at finde, men hvor Indbyggerne nødes til at kløvje sine Varer paa Kamelens, Renens eller andre Lastdyrs Ryg: da ser vi, at Landet endnu kun er bebod af Urindvaanere, der befinder sig næsten i den samme Raaheds- og Uvidenheds-Tilstand som for Aartusinder siden. Ser vi endelig til den pyrenæiske Halvø (Spanien og Portugal), hvor indbyrdes Krig og Splid i alle Retninger har hærjet Landet gjennem flere Aartiere (Decennier), dog hvor man blot under kortere Tidsrum har haft lovbunden Orden og Regjering, da finder vi Vejene endnu ialmindelighed i den usleste Stand; Varerne maa forenstordel føres paa Asenryggen, Kanalerne er fordetmeste ødelagte, ingen Jærnbaner er anlagt, Næringsflid og Fabrikdrift er i Forfald, og det uagtet de mange Naturens Rigdomme i disse Lande; endelig staar ogsaa Oplysningen der paa et lavt Standpunkt.
Allerede denne Omstændighed, at Dannelse og Oplysning vanskelig kan trænge frem, vedligeholdes og udvide sig, uden lette, udstrakte, bedre og bedre Kommunikasjonsmidler, den beviser, hvor absolut nødvendige saadanne er for ethvært Folk, som allerede er blevet delagtigt i Dannelsen, har skuet Lyset og ikke vil tilbagekastes i Mørke og Raahed. Men – den store Nytte af slige Indretninger, at de er en nødvendig om end ofte, upaaagtet Løftestang for Oplysningens Udbredelse blandt Folkene, udgjør dog kun den ene Del af deres Nytte ialmindelighed. Uden hine Indretninger er det ogsaa umuligt, at Næringsflid og Fabrikdrift (Industri) kan udvikle sig. Gives der nemlig intet andet Middel til at befordre sig selv og føre sine Varer bort til Omtuskning med andre, end at kløvje paa Hesteryggen, Kamelen eller Asnet gjennem Skog og Ulænde, over Bakker og Berg: saa forbliver man lettelig hjemme, klæder sig med Dyrenes Skind og hjælper sig saa godt man kan med de Næringsmidler, der findes i Grandelaget. Aabner man derimod letvinte Kommunikasjons-Midler i alle Retninger; finder den strævsomme Medborger, at han med Fordel, til Gavn for sig og Sine, paa fjærne Steder kan finde Afsætning for de Næringsmidler, han ved Flid, Omtanke og Anstrængelse har frembragt: saa anspores han til nyttig Virksomhed, blir arbejdsom, oftest ogsaa sparsom og dydig, til hele Samfundets Bedste; dette vokser derved baade i ydre og indre Kraft.
Kommunikasjonsindretningerne kan med Hensyn til et enkelt Land inddeles i 2 store Hovedklasser, nemlig de ydre, hvorved det forbindes med andre Lande, og de indre, ved hvilke den indenlandske Samfærdsel sker. Bægge Slags kan igjen, efter hvært enkelt Steds Beskaffenhed (de lokale Forhold) foregaa enten tillands eller tilsjøs, og med mer eller mindre konstige Midler, hvorfor de atter deles i 2 Klassen naturlige (Sjøer og Elve) og konstige (Veje, Kanaler og Jærnbaner).
Man har sammenlignet den indre Kommunikasjon i et Land med Aarerne i Menneskelegemet; og ingen Lignelse kan være mere træffende. Naar Blodet løber frit og let i alle større og mindre Aarer, fra og til Hjærtet, er Mennesket sundt og friskt, føler, hvorledes Musklerne spændes og ligesom driver En til nyttig Virksomhed. Hindres saa igjen Blodets Omløb af en eller anden Aarsag og gaar det tungt og trægt gjennem den ene Haanden eller den ene Foden, saa er dette Lem sygeligt og svagt, kan ikke udrette, hvad det skulde og kunde under almindelige Omstændigheder; og dette Ildebefindende udvirker skadeligt paa det Hele, paa Mennesket selv, som blir mismodigt og ligegyldigt. Paa samme Maade er det med et Lands indre Kommunikasjonsindretninger. Er disse udvidet i alle Retninger, og kan man ved deres Hjælp færdes og føre sine Varer med Lethed, Hastighed og uden stor Kostnad: saa vil man ud at bese sit kjære Fædreland, skue dets storartede eller milde, smilende Natur, dets Mindesmærker fra de henfarne Tider, dets Ærestøtter over hedengangne store Mænd; saa vil man ud fra den trange Hjembygd og se ny Ansigtstræk, knytte ny Venskabsbaand eller fornye de gamle, og styrke Sjæl og Legeme paa mangeslags Sæt og Vis; saa oplives man til kraftig Virksomhed for ved Frugterne af sin Flid at kunne leve selvstændigt og være selvhjulpen. Men er hine Indretninger saa, usle og kostbare at gjøre Brug af, saa vil man ej udsætte sig for Rejsens Ubehagelighed og Dyrhed, blir derfor hjemme, ligesom Bjørnen i sit Vinterhi, og træller og arbejder for af den karrige Natur at vinde dagligt Brød for sig og Sine, stedse plaget af Sorg for Fremtiden; – Kjøreomkostningerne sluger da Størsteparten af Arbejdets Udbytte, medens Granden, det vil sige, Udlændingen rastløs gaar fremad og paa al mulig Maade letter Afsætningen af sin Vare og truer med at overvinde alle Andre, som kappes med ham. Med et Ord: man føler sig tungsindt, mismodig, sygelig paa samme Vis som om Blodet ikke frit kan løbe gjennem Aarerne.
Men er denne Lignelse træffende ihenseende til Kommunikasjonsanstalterne indenlands og Folkets indbyrdes Samkvem, saa er en anden Lignelse ikke mindre sand, naar man sammenstiller 2 forskjellige Lande, det ene med og det andet uden slige gode Indretninger. Det første Statssamfund ligner da en Mand i sin kraftfulde Alder, med stærk Helse og gode Legemskræfter, som i Bevidstheden om sin Overmagt behandler sin vanføre Kammerat med enslags Medlidenhed, saalænge denne er ham underdanig og fordrager det stolte Sprog, men som ogsaa med et eneste Slag kaster ham til Jorden, saasnart han viser Tegn til virkelig Selvstændighed og Selvfølelse. Det andet Statssamfund er altsaa at ligne ved denne Krøbling, som stræber og arbejder saa godt han formaar, i sit Ansigtet Sved, for at livberge sig, men frygter hvært Øjeblik at knuses af Kjæmpen ved sin Side.
Men nu fra Lignelser til Virkeligheder. – Var det muligt for et civiliseret Samfund nu for Tiden at være sig selv nok og fuldkommen at udestænge sig fra andre Lande, saa var det vistnok forholdsvis mindre vigtigt for et Land, i hvilken Tilstand dets Kommunikasjonsvæsen befandt sig. Da der ikke blev Tale om nogen Indførsel (Import), behøvdes der heller ingen Udførsel (Eksport) udover Rigets Grænser. Men en saadan Tingenes Tilstand er nuomstunder utænkelig. Udveksling af Tanker og af de forskjellige Folks Frembringelser (Produkter), er blevet en Naturnødvendighed, saaatsige baade Oplysningens Begyndelse og Fuldendelse. Naar denne Udveksling blir fuldkommen frigjort fra alle Baand, kan Ingen nu forudsige. Men just derfor, at ethvært civiliseret Folk er paa Vejen til dette Maal, omend paa forskjellige Stier og med Brug af forskjellige Midler, alt efter Enhværs Kræfter og Samfundsforfatning; just derfor, at intet Folkeslag vil se sin Virksomhed indskrænket men tværtimod ønsker og haaber uophørligt at kunne udvide den og derved faa større Lod og Del i Oplysningens Velgjærninger, – just derfor er den enkelte Stat kommen i et saadant Forhold til de andre, at om den ikke følger dem med nogenlunde jævne Skridt paa Forbedringernes Vej, saa blir den overvældet af sine Medbejlere, sætter sin statsborgerlige (politiske) og økonomiske[3] Selvstændighed paa Spil og synker tilbage i Barbari.
For endnumere at stadfæste Sandheden i denne Paastand, skal vi kun tilføje, at dersom f. Eks. en Næringsdrivende i det ene Land bestandig kan føre 1 Skippund Varer til Afsætningsstedet med 1 Dalers mindre Bekostning eller i en Uges kortere Tid, end Tilvirkeren af samme Slags Vare kan i et andet Land, – saa vil den Sidste derved undersælges og om nogen Tid ødelægges, atsige naar Forholdene ellers er lige paa bægge Sider. Men naar Næringsdriften undergaar, vil den i Faldet drage med sig Tusinder strævsomme Medborgere af flere Samfundsklasser, ja endog voldsomt ryste de uden- og mellemrigske Forhold. Her hjælper det ikke at knurre over Tidens uheldige Fremskridt, at sørge over de svundne blidere Dage eller at haabe paa, at der af sig selv vil komme „bedre Tider“. Den gamle simple Tid kommer aldrig mere igjen; det er umuligt. De Folk, som allerede har tilkjæmpet sig de umaadelige Fordele af lettere Kommunikasjonsmidler, gir ikke Slip derpaa; derom kan man være fuldkommen forsikret. Tværtimod gaar de stadig videre frem paa den samme fordelagtige Bane, og det med en Iver, som vækker Forundring; de har i denne Henseende kun et Maal for Øje, nemlig at nedsætte Førings-Omkostningerne (Fragten) saameget som muligt til Næringsflidens Udvikling og Opkomst. Der gives saaledes ikke mer end et Middel til at afværge det Slag, som tidligt eller sent vil ramme det Folk, der lægger Hænderne i Kors og i tankeløs Ligegyldighed ser paa den nuværende Omstøbning af Kommunikasjonsvæsenet rundtom i Landene; og dette ene Middel er: at følge med, anstrænge alle anvendelige Kræfter for lidt efter lidt at komme til samme Maal. Jo længer man dryger med at lægge alvorlig Haand paa dette Værk, desto større er Faren for, naar Skridtet engang alligevel maa gjøres, at det da er for sent at gjøre det med Nytte“.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |
- ↑ Et priseligt Eksempel har man i Kjøbmand Jervell paa Molde, der med Held har anvendt Tusinder paa at opdyrke den store Vestnæs-Myr. Gid blot mange Pengemænd vil gjøre ligesaa, og sætte Arbejderes Hænder i Bevægelse til Fædrelandets og sikkert ogsaa til eget Gavn!
- ↑ Kommunikasjon betyder Meddelelse eller Forbindelse, især udvortes; og ved Kommunikasjonsmidler forstaar man derfor Veje, Kanaler, Jærnbaner, Telegrafer o. s. v.
- ↑ Økonomi er et Ord, som betyder Husholdning eller Husholdningsklogskab, enten i en Familje, eller ogsaa i et helt Land (Landhusholdning, Statsøkonomi). Økonomisk er derfor omtrent det samme tom sparsom; dog kan det ogsaa betegne Alt, hvad der vedkommer Husholdningen, f. Eks. økonomiske Raad, en økonomisk Beskrivelse o. s. v. At en vis Fremgangsmaade er statsøkonomisk, vil altsaa sige, den er gavnlig for Landets Velstand, Statsindtægterne og Pengevæsenet.