Olberg o Hambrissløttø
Beint vestafor Slirøkjyrkjun æ dæ ein lang, smal Bergtange, so stikkø se ut i Slirøfjorn. Denne Tangin kalle dei Hambrissløttø, taa di dæ ska ha vore eit Sløt der i ælgamal Ti’. O d’æ no kji so reint omogele heldan, for e ha sjøl vøre der o set noko møsavøksna Røise, so dæ seiist sko væra attø taa Muro; osso æ dæ ei gamal Histori um ein Nesakonge, so ska ha budd der, so e jædnø ska førtælja. No liggø dæ længer inpaa Tanga ein røsøle Gar, so eite[2] Hambre, o beint ovafør Hambre æ dæ eit mange hundrø Fot høgt Berg, so æ reint haaggbrat so’n Husvægg paa Fjorsiun, o runnokring æ dæ bevøkse mæ tjuk Grønskog, men i Vest æ dæ javdnhøgt mæ Skogaaso, so grænsø in aat Fjello. Men dæ va tet paa, e ha gløimt sagt Dikkan, at detta Bergø eite Olberg, o at dæ staar ein hælrøtin Vare der, so ein Mængde mæ kaat Undom før Moro Skuld ha vilja tænt Æld paa ei Jonsoknat, taadi dei meintø’n va kji noko tess korsova’. Men so va dæ’n gamal Mann, so sa, at dæ kunna væra rart’n sto der te eit Minnismærkji, osso leto dei hono[3], o jingo ut paa Hambrissløttø o brændø Kjørotynno attistan.
Hellist so lye no Historia um Nesakongin nokolein so: I ælgamal Ti va dæ ein Nesakonge paa Hambre, so laag i Kri’ mæ’n Konge i Hemsødal. Dæ støstø Slagø, dei heldo, sto paa noko stora Sletto langt vestafør Olberg, so kallast Dindladn. Der slogost dei no førfærdøle ein heilø Dag, men Hambriskongin laut no je se te Slutte lel maata, taadi’n hadde færre Folk; han rymdø heimat mæ naakre Faae; mangføldigne taa dei Andrø vørto ihælslegne, o Noko vørto fanga. No va dæ daa frele o role ei Stund, men dæ vara kji længi; før Hemsødalskongin vilde jedne ha fat i Hambrissløttø. No va dæ ein taa Fango, so bau se te o viss ’o Vægen beint heimover Olberg o Natte, so at’n ganske oventan kunna overfællø Kongin o Sløttø paa Hambre. Ja dette syntyst Kongin gøt um, osso utrusta’n Hesta o Følk, dæmæso sættø dei heimover dæ fortast dei kunna, so dæ ramla o skramla i Miløbeislo o Skramløgrimo, o fere rei Vægvisarn. Dæ væͥ i Haustmyrkji seint ein Kvæld dei kaamo te Olberg, o Vægvisarn laut ha ei Lygt, so at dei Andrø, so inkji korkji vistø Sø en Nor, kunna riø ette Ljøse. Daa dei no voro komne sjele yttast paa Pyntn taa Olberg, so skreik Vægvisarn: „No faa Dø haldø lite Kara! d’æ’n litn Bakke her, men Dø faa sjaa væl ette Ljøse o riø beint fram!“ Ja Hemsødølidn vøro kji burte men meintø so te, dei skuldø prubberø. – „No kunnø Dø smørja paa Skarvømaradn Dikka, Kara!“ skreik Slirøjeldingen, so dæ ljøma i Mørken, – mæ di sama so kasta’n Lygte utover Olberg o stak se tesiis. Odæmæso smordø Hemsødølidn paa o foro utover Olberg Allesamne huvvustup ovapaa ’inan akurat so ei Skreo o slogo se spænt ihæl. No fæk daa Hambriskongin Fre o Ro o Hemsødal atpaa, so’n vart ein fælt mægtig Nesakonge. Kosdan Beløning Vægvisarn fæk, ha e alder faat sport, men han vart no alti’n stor Hære mæ maatøle Vælde.
Dæ æ kji meir’ æn umtrent tiø Aar, sia dei paa Hambre fønno Jødnspjut o Miløbeisl ette Hemsødølo neunde Olberg.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |