Om tinglige Rettigheder efter de gamle norske Love
Den Omstændighed, at en reel Ret i Regelen kan gjøres gjældende over Tingen uden Hensyn til, hvorvidt yngre Rettigheder over samme derved maatte bortfalde eller indskrænkes, medfører vel for den ældre Retshaver en fortrinlig Sikkerhed, men udsætter ofte Andre for uforskyldt Tab. Saadant Tab kan vistnok Lovgivningen forebygge, naar den har det i sin Magt at aabne Enhver, som vil indlade sig i Transactioner med Den, hvem han maa ansee som dispositionsberettiget over en Gjenstand, Adgang til at erholde fuldstændig Kundskab om hans Hjemmel og de paa Gjenstanden hvilende Byrder. Det er imidlertid alene i visse Forholde, dette lader sig opnaa, og der blive altid mange tilbage, i hvilke det er umuligt at hindre Collisioner mellem den, der har betinget sig en tinglig Ret og Andenmand, som senere i god Tro har indladt sig med Besidderen af den Ting, over hvilken denne Ret søges gjort gjældende, Collisioner som det saaledes bliver Lovgivningens Sag at løse.
Det flyder nu af sig selv, at Hensynet til de ældre Rettighedserhververes Tarv her i de fleste Tilfælde maa blive det overveiende. At negte en Rettighed Gyldighed, om end kun mod den Trediemand, der bona fide har erhvervet dens Gjenstand, vilde være at betage den det Allervæsentligste af dens tinglige Characteer og vilde for flere Rettigheders Vedkommende lede til alt for urimelige Resultater. Navnligen er det klart, at det kun er undtagelsesviis, man kan lade den lovligen stiftede uindskrænkede Eiendomsret vige for en yngre, fra Eieren selv ikke deriveret Ret. Paa den anden Side kan ikke Hensynet til de colliderende Rettigheders Alder altid blive det ubetinget afgjørende. I daglig Handel og Vandel kommer man hyppigen til at maatte gaa ud fra den Forudsætning at den Gjenstand som en Mand uimodsagt udgiver for sin, og hvorover han upaatalt udøver en Raadighed, hvis Grændser ikke af sig selv falde i Øinene, i Virkeligheden ogsaa heelt og holdent tilhører ham, med mindre der enten i Personens eller Tingens Stilling og Beskaffenhed ligge særegne Grunde til Tvivl. Man henregner da Gjenstanden til hans Formue, naar der er Spørgsmaal om at bedømme hans Vederhæftighed, og man antager ham som fuldgyldig Hjemmelsmand ved Gjenstandens Salg, Bortleie eller Pantsættelse. Denne factiske Nødvendighed af at betragte Besidderen som Hjemmelsmand kan Lovgivningen ikke i alle Tilfælde lade ud af Betragtning. Dette gjælder imidlertid mindre i Forhold til Dem, som kun have erhvervet et obligatorisk Krav paa Besidderen, da de jo endog maa staa tilbage for yngre reelle Rettighedshavere, og deres Sikkerhed derfor hovedsagelig maa søges deels i den Forpligtedes af hans Ret over en enkelt Gjenstand uafhængige Vederhæftighed, deels i en let og hurtig Adgang til at tvinge ham til at rede for sig. Vistnok kommer den Sikkerhed, som ligger i Hjemmelsmandens personlige Vederhæftighed ogsaa den reelle Rettighedshaver tilgode, der har erhvervet sin Ret gjennem Contract, men denne Sikkerhed vil i Regelen for ham være af underordnet Betydning, og Adgangen til at gjøre sin Ret i Tingen gjældende mod enhver Trediemand, maa, da det netop har været en saadan Ret, han har villet erhverve, blive det Hovedsagelige. Ligesom saaledes paa den ene Side en Rettigheds tinglige Characteer gaar tabt, hvis den alt for let kommer til at ligge under i Collision med en Ret af yngre Oprindelse, saaledes svækkes paa den anden Side factisk den tinglige Rets Betydning i samme Grad som Rettighedshaveren udsættes for at maatte give Slip paa samme til Fordeel for ældre Rettigheder om hvis Tilværelse han ikke med Lethed har kunnet skaffe sig Kundskab. Dette har ledet deels til, hvor saadant var muligt, for Stiftelsen af tinglige Rettigheder at foreskrive visse Former, hvis Øiemed det er at bringe dem til almindelig Kundskab, deels til at negte at anerkjende enkelte ved Contract betingede Rettigheder, hvis ringe Betydning for det praktiske Liv tillader saadant, Gyldighed i Forhold til Trediemand, deels til at undlade at indrømme ethvert Krav, som udenfor Contractsforholde maatte erhverves paa en Persons Formue, reel Sikkerhed enten i det Hele eller en Deel af denne, deels til at tilstaa dem, der under visse Betingelser gjennem længere Tidsrum har været i uforstvrret Besiddelse af en Gjenstand eller Rettighed Krav paa at beholde den uanseet Andres ældre og bedre Ret, deels til at negte den, som har ladet længere Tid hengaa uden at indtale en ham tilkommende, men betagen reel Ret, Adgangen til at gjøre den gjældende gjennem Søgsmaal.
Nødvendigheden af at forebygge Collisioner mellem ældre og yngre reelle Rettigheder gjør sig imidlertid følt med meget forskjellig Styrke paa det menneskelige Samfunds forskjellige Udviklingstrin. Saalænge Samfundet endnu befinder sig i sin Barndom, vil Lovgiverens Opmærksomhed nærmest være henvendt paa Forebyggelsen af de mere aabenbare og voldsomme Brud paa Retssikkerheden, ved Siden af hvilke den Fare, der er forbunden med de Collisioner, vi her omhandle, taber i Betydning. Og saalænge Samfærdsel og Handel hovedsagelig bevæger sig inden en snæver Kreds af Naboer, hvoraf hver Enkelts Formuesstilling og Forbindelser ere lidet indviklede og de øvrige vel bekjendte, ville disse Collisioner ikke forekomme meget hyppigt, og Lovgiveren kan da let komme til at forudsætte, at Enhver maa vide saa god Besked om de Personers Characteer, Eiendom og Vederhæftighed, med hvem han indlader sig, at det bliver Mangel paa tilbørlig Forsigtighed om Nogen f. Ex. leier Jord af en Mand, hvis Forholde han kjender saa lidet, at denne Jord befindes tidligere at være solgt til Trediemand, og hvis Uvederhæftighed berøver Leietageren Erstatning for det Tab, han herved maatte lide.
Men medens saaledes Betænkeligheden ved at tillægge lovligen betingede Rettigheder over en Gjenstand Gyldighed mod Trediemand i et mindre civiliseret Samfund ikke er forhaanden i samme Grad som paa et høiere Udviklingstrin, afgiver heller ikke i hiint det praktiske Livs Behov saa stærk Opfordring til at udruste enhver Rettighed, der efter sin Natur kan være reel, med den deraf flydende Styrke i Conflict med Trediemand. Retten til at holde sig til sin Medcontrahent er under saadanne Forholde ofte tilstrækkelig til at skaffe saa megen Sikkerhed, som Lovgivningen i Samfundets Barndom kan give. Eftersom Samfærdselen udvides, Creditsystemet udvikles og Landboforholdene compliceres, bliver derimod det Forlangende til Lovgivningen stedse stærkere, at den skal sætte Enhver istand til at gjøre sig sin Eiendom saa nyttig, som han bedst veed og vil, og altsaa aabne ham Adgang til at tilstaa Andre hvilkensomhelst Net over samme med behørig Garanti for, at denne Ret uafhængigt af Eierens senere Dispositioner altid kan gjøres gjældende. Men stiger saaledes med Samfundets Udvikling baade Nødvendigheden af at anerkjende ialfald contractsmæssigen stiftede tinglige Rettigheder som saadanne og Trediemands Krav paa at beskyttes mod dem, saa forøges ogsaa Samfundets Evne til gjennem hensigtsmæssige Institutioner at forlige og fyldestgjøre disse indbyrdes stridende Fordringer.
Disse Omstændigheder have ledet til en Udvikling af de herhen hørende Institutioner, der danner en Opgave for Videnskaben af stor Interesse, ikke alene paa Grund af deres Betydning for det praktiske Liv, men ogsaa paa Grund af den forskjellige Characteer, de have antaget hos de forskjellige Folk efter de eiendommelige Forhold, hvorunder disse have befundet sig. Romerretten kan saaledes paa en vis Maade siges at have søgt et Slags Betryggelse for Trediemand i Indskrænkningen af de tinglige Rettigheder. Den anerkjendte nemlig som jura in re aliena kun de faa i Lovgivningen omhandlede og positivt bestemte, servitus, pignus, emphyteusis og superficies, hvoraf skulde følge, at andre Rettigheder, som vi under visse Betingelser tillægge Gyldighed mod Trediemand, f. Ex. almindelig Leie, Føderaad, Ret til at oppebære Afgifter eller andre Præstationer af fremmed Eiendom, efter Romerretten skulde mangle denne Styrke. Men den Betryggelse for Trediemand, som skulde vindes ved denne Indskrænkning, har i Virkeligheden især efter den nyere Ret været af liden Betydning, da flere af de anerkjendte jura in re aliena vare givne en meget vid Udstrækning. Allerede fra den ældste Tid kjendtes saaledes usynbare Prædialservituter og Servituter over Løsøre. Derimod var det først i den nyere Ret, at Underpant indførtes og endog tillodes stiftet i Alt, hvad en Mand eier og eiendes vorder, ligesom det ogsaa er fra den senere Tid da Romerrettens for Retssikkerheden saa betænkelige stiltiende Panterettigheder skrive sig. Og tager man blot Hensyn til Lovbestemmelserne, synes det endog som om man gjennem Hypothekinstitutionen maatte kunne skaffe hvilken som helst contractmæssig betinget Ret Sikkerhed i Forhold til Trediemand. Panteretten kunde nemlig være et accessorium til hvilken som helst obligatio, selv om den forfaldt i Terminer, (fr. 5 D. XX–1), og Panteretten forblev i Kraft selv om dens personlige Klage bortfaldt, (fr. 2 Cod. VIII–31), og da der neppe i Lovens øvrige Bestemmelser er Noget til Hinder for saadant, maatte man altsaa, naar man ved Contract havde betinget sig en Gjenstand til Leie, Pengeafgifter eller andre Præstationer af fast Eiendom, kunne lade sig stille Pant til Sikkerhed for Contractens Opfyldelse, og da Panteretten ogsaa her maatte blive virksom mod Trediemand, bortfaldt altsaa paa det Nærmeste den Garanti for denne, som skulde ligge i Indskrænkningen i Antallet af de som tinglige anerkjendte Arter af Rettigheder. Men en saadan Anvendelse af Panteretten vides dog de romerske Jurister ikke at have tænkt sig. Betænkeligt for Retssikkerheden maa det ogsaa have været, at Romerretten opretholdt Eiendomsretten i hvilken som helst Form i Conflict med senere uafhængigt stiftede Rettigheder, idet den anerkjender Gyldigheden ogsaa i Forhold til Trediemand af et pactum reservali dominii eller andet pactum adjectum, der gaaer ud paa at forbeholde Sælgeren en betinget Eiendomsret over en Gjenstand, der for øvrigt overdrages Andenmand til fri Disposition. For Trediemands Sikkerhed opstiller Romerretten her ingen anden Garanti, end den, der ligger i Bestemmelserne om usucapio og præscriptio actionum. Thinglæsning kjendte den derimod ikke. I vor nu gjældende Ret knytte, som bekjendt, for en stor Deel de reelle Rettigheder, navnlig over fast Eiendom, sig til Thinglæsningen; ihvorvel der nemlig gives saadanne, som ikke kunne erfares af Thinglæsnings-Protocollerne, saa maa dog ethvert Overdragelsesdocument og enhver Contract, hvorved reel Ret skal stiftes over fast Eiendom, thinglæses, ligesom man gjennem Thinglæsning, i visse Tilfælde i Forbindelse med særskilt Overdragelse N. L. 5–3–309, Lov af 9 August 1839 § 2 Lit. b., N. L. 5–8–16 og Fr. 4 December 1795, kan sikre enhver lovligen betinget Ret, lige meget af hvilket Indhold den end maatte være, Gyldighed i Forhold til Trediemand. Med Hensyn til Løsøre er derimod Thinglæsning hverken fornøden eller virksom udenfor de Rettigheders Vedkommende, for hvilke Thinglæsning specielt er foreskreven og andre Rettigheder over Løsøre end disse samt Eiendomsretten anerkjendes derfor heller ikke som tinglige, med mindre det behæftede Løsøre er i Rettighedshaverens Besiddelse, da han naturligviis har en Retentionsret over samme.
Dette System har imidlertid ikke altid været gjældende i vort Land, og Gjenstand for nærværende Forelæsning skal det blive, at give en Oversigt over den Udstrækning, i hvilken tinglige Rettigheder have været kjendte i vor ældre Ret, samt at undersøge, hvor vidt og gjennem hvilke Institutioner den har søgt at beskytte Erhververen af yngre tinglige Rettigheder i Forhold til ældre Rettigheder over samme Gjenstand.
Vore gamle Løve omhandle som jura realia foruden Eiendomsretten adskillige Brugs-, Sikkerheds- og Løsningsrettigheder.
Eiendomsretten var ikke alene med Hensyn til Indhold meget uindskrænket, men blev ogsaa i Almindelighed, naar bortsees fra Bestemmelserne om Præscription af Vindicationsklagen, opretholdt i alle Conflicter med Besiddere, som ikke udledede sin Ret fra Eieren selv. At Eiendomsretten ikke fortabes derved, at Tingen gaaer ud af Eierens Besiddelse mod hans Vilje, altsaa gjennem ulovlig Bemægtigelse fra Andenmands Side eller ved Hændelse, sees saaledes af Gulathingslovens Cap. 144, 145 og 256, Frostathingslovens II. Cap. 35, XIV. Cap. 12, og Magnus L. Landslov, Kjøbebolk, Cap. 19 og 26, Tyvebolk, Cap. 3, 4 og 12, og at Eiendomsretten fremdeles kan gjøres gjældende, selv om den, der ulovlig har disponeret over Andenmands Eiendom, er kommen i Besiddelse af Tingen med Eierens gode Vilje, vise G. L. Cap. 49, jfr. Cap. 40 og M. L. Kjøbebolk Cap. 10 og 13, – som forudsætte, at en Gjenstand, der er solgt uden tilstrækkelig Hjemmel, kan fravindiceres Kjøberen, – G. L. Cap. 72, F. L. XI. Cap. 4 og og M. L. Arvebolk, Cap. 1 og 2, hvis Slutningsbestemmelser forudsætte, at Eieren kan tilbagesøge, hvad han har bortlaant, og som uden hans Vilje er givet en Kone i Medgift.
Imidlertid er ikke Vindicationsretten, endog bortseet fra Præscriptionsbestemmelserne, aldeles ubetinget, idet den i et Par Tilfælde, hvor Sælgeren har havt nogen, men ikke tilstrækkelig Dispositionsret over Tingen, deels bortfalder, deels kun tilkommer rette Eier som subsidiært Retsmiddel. Efter G. L. Cap. 48 gaaer nemlig et Salg, hvorved en Sameier uden de øvriges Samtykke afhænder den dem i Fællesskab tilhørende Ting, ikke altid tilbage, hvorimod der skal trækkes Lod mellem Sameierne og Salget staa ved Magt, hvis Loddet træffer den, som har foretaget Afhændelsen. Hvis den, hvem Bestyrelsen af en Umyndigs Gods er anbetroet (fjárhaldsmaðr) lader noget af samme komme bort, kan den Umyndige efter F. L. IX. Cap. 23 vistnok søge det tilbage fra Trediemand men dog kun, hvis han beviser først at have søgt Værgen til det Yderste (til lindalags). Men ingen af disse Bestemmelser har noget Sidestykke i de øvrige gamle Love og de maa saaledes betragtes som Specialiteter.
At den Eieren tilkommende Vindicationsret ved hans Død eller hans Fredløshed gik over paa hans Arvinger, behøver kun at nævnes, hvorimod det er et Spørgsmaal, som her nærmere maa omhandles, om der ikke tilkom Arvingerne en Tilbagesøgningsret, som Arveladeren selv ikke havde. Arvingerne havde nemlig en af hans Forgodtbefindende uafhængig Ret til hans Formue, og det var ham derhos forbudt at bortgive Mere end en vis Deel af samme G. L. Cap. 129, F. L. IX. 3, 4 og 18, Retterboden af 1224 og M. L. Arvebolk, Cap. 21, og det om end Gaven maatte iklædes Formen af Salg, G. L. Cap. 58 og M. L. Arvebolk Cap. 12. Hvilken Adgang Arvingerne havde til at gjøre denne sin Ret gjældende, er imidlertid efter de ældre Love meget uklart, og vilde man antage, at de med Nytte kunde angribe enhver Disposition, lige meget enten den i sin Form var bebyrdende eller velgjørende naar den kun factisk formindskede Arveladerens Formue med en større Qvotadeel end den bestemte, og at de kunde søge tilbage enhver Ting, der gjennem en saadan Disposition var afhændet hvor den end fandtes, saa maatte Trediemands Sikkerhed i høi Grad have været truet af Arvingernes Ret. Men at denne har været saa betydelig er aldeles uantageligt og naar man i vore Diplomer finder enkelte Exempler paa, at Arvingernes Samtykke til Salg har været indhentet, eller at Kjøberen senere har erholdt deres Stadfæstelse paa samme, se Diplomatarium Norvegicum I. No. 779, 795, 848, 881, 914, 920 og 948, saa skriver sig dette vistnok kun fra den dengang almindelig herskende Uklarhed i Retsbegreberne eller fra Kjøbernes Ønske om at sikre sig yderligere Beviis for sin Adkomst, men ingenlunde fra nogen Retsnødvendighed. Tvertimod kunne flere af de ældre Loves Forudsætninger lede til den Forestilling, at Arvingerne overhoved ikke kunde angribe nogen allerede fuldbyrdet Gave, og denne Mening vilde paa det Nærmeste være retfærdiggjort ved Erik Magnussøns store Retterbod Cap. 12, hvis det kunde oversættes, som Paus har gjengivet det: „De Gaver skulle og holdes, som Nogen giver, medens han er frisk og sund, og dertil ere Vidner, og han leverer det fra sig, saa at skjønsomme Mænd ikke ansee det for Arvesvig“; men Capitlets Slutning maa oversættes: „dog saaledes at skjønsomme Mænd ikke ansee det for Arvesvig,“ jfr. ogsaa Chr. IVs N. L. Arvebolken Cap. 22, og det viser saaledes uimodsigelig, at Gaven kunde angribes, selv om den allerede var opfyldt, naar den var svigagtig. Den i Diplom. Norv. I. No. 870 meddeelte Dom afgiver ogsaa Exempel paa, at en uden Tvivl allerede opfyldt Gave er bleven kjendt ugyldig, jfr. ogsaa No. 734 samme Bind, hvis Mening det maa være, at den i No. 731 omhandlede Gave skulde gaa tilbage, for saa vidt den oversteg 14 eller 110 af Arveladerskens Formue. Sandsynligviis har det været Meningen med det anførte Cap. af Erik Magnussøns store Retterbod, at Arvingernes Ret kun skulde strække sig til at søge de ulovlig bortgivne Ting tilbage fra eller kræve Erstatning hos den, der havde modtaget dem af Arveladeren selv, hvorimod der ingen Grund er til at antage, at de kunde holde sig til Trediemand, som i god Tro maatte være kommen i Besiddelse af de bortgivne Gjenstande. Heller ikke findes der i de ældre Love Spor til, at Arvingerne allerede i Arveladerens levende Live have kunnet søge tilbage, hvad han ulovlig maatte have bortgivet, hvorimod saavel M. L. Arvebolk Cap. 12 som Erik Magnussøns store Retterbod Cap. 11 tænke sig, at det først er paa Skifte efter Arveladeren, Spørgsmaalet om Gyldigheden af hans Gaver bliver reist. Den en Mands Arvinger tilkommende Ret til hans Midler har saaledes neppe kunnet medføre nogen Usikkerhed for Trediemand, som i god Tro indlod sig med ham. Overhoved synes man ikke i det daglige Liv at have taget synderligt Hensyn til Arvingernes Ret. Det er bekjendt nok, at man dengang hyppigen gav store Gaver, men i de allerfleste Gavebreve, som findes blandt vore trykte Diplomer, seer man Intet om, at Arvingernes Samtykke har været indhentet eller deres Ret forbeholdt. Dette gjælder ikke alene om Gaver til Kirker og Klostre, se Dipl. Norv. I. No. 243, 305, 319, 419, 472, 579, 701, 717, 860, 900, 925, 942, 987, 1005, men ogsaa om Gaver til Private, se No. 175, 231, 257, 274, 343, 352, 389, 426, 455, 478, 485, 499, 503, 507, 315, 537, 580, 693, 900, 903, 978 og 1081, Men ligesom dette jo vel for en Deel, skjønt efter Diplomernes eget Indhold at dømme neppe paa langt nær for alle disse Exemplers Vedkommende kan komme deraf, at Gaven ikke oversteg det lovbestemte Beløb, eller at Modtageren var nærmeste Arving, saaledes gives der ogsaa Exempler paa, at man har erhvervet Arvingernes Samtykke, se No. 225, 230, 282, 448, 671, jfr. 677, 708 og 833.
Det har, efter de ældre Loves Forskrifter at slutte, været meget hyppigt, at Eieren af Jord mod en vis Pengesum overdrog den til en Anden paa det Vilkaar, at han skulde kunne indløse Jorden med samme Sum, enten efter Forløbet af en vis Tid, i Almindelighed 15 Aar (til stefnu); eller naar som helst (til mála). Disse Bestemmelser tilhøre Gulathingsloven; i Frostath. L. siges Jorden i begge Tilfælde at være solgt til forsölu. Overdrageren ansaaes nok her i Regelen fremdeles som Eier, (se M. L. VI. 12 i. f.) medens Besidderen sagdes at eie den erlagte Pengesum i Jorden. Eierens Ret til at udløse Besidderen ved Tilbagebetalingen af denne Sum var imidlertid efter G. L. Cap. 273 og 276 i. f. samt F. L. XII. 1 og 7 betinget af, at han inden 20 Aar gjorde den gjældende eller med Besidderens Samtykke offentlig lyste den. Efter de 20 Aars Forløb maatte han ifølge G. L. indløse Jorden for dens fulde Værdi, medens han efter Fr. L. ganske havde tabt sin Ret. Med G. L. stemmer Magnus L. Landslov, Landabrigð, Cap. 13, dog saaledes at Terminen, inden hvilken Lysningen maa være foregaaet her er forkortet til 10 Aar. At den Eieren tilkommende Udløsningsret kunde gjøres gjældende mod hvilken som helst Trediemand er udtrykkelig udtalt i G. L. Cap. 286 og M. L. Landabrigð, Cap. 15.
Bestemmelserne om dette Retsforhold findes især i begge de ældste Love sammenblandede med Forskrifterne om en Institution, som for vor Betragtning synes meget forskjellig fra samme, nemlig Odelsretten, og denne Sammenblanding er endog dreven saa vidt, at man undertiden har vanskeligt for at see, om Lovbestemmelsen gjælder begge eller kun den ene af disse Rettigheder. Dette er vistnok mere end en Tilfældighed. Den virkelige Forbindelse mellem disse Institutioner ligger aabenbart i deres fælles Rod, Folkets Utilbøielighed til at lade fast Eiendom skifte Eier eller gaa ud af den Æt, hvem den engang havde tilhørt. Den samme Betragtning, som ledede Enkeltmand, der maatte sælge sin Jord, til at forbeholde sig Gjenløsningsret, har ogsaa ledet Lovgiverne til at tillægge den Æt, i hvis Besiddelse et Jordegods gjennem længere Tid havde været, eller som for øvrigt kunde paaberaabe sig de til Odelsrettens Stiftelse udfordrede Betingelser, Ret til at indløse dette Jordegods, hvis en Fremmed maatte erholde det overdraget til gjenkaldelig eller uigjenkaldelig Eiendom. Vilde Eieren af Odelsgods sælge samme enten til stefnu eller uigjenkaldeligt, skulde han efter G. L. Cap. 276 først tilbyde de øvrige Odelsberettigede samme, som da kunde kjøbe det for, hvad Andre vilde give. Skede ikke dette, kunde de indløse Jorden fra den fremmede Kjøber inden 12 Maaneder efter Skjødningen, G. L. Cap. 278 og 289, hvilke 12 Maaneder for dem, der paa Grund af Fraværelse (Cap. 289) Umyndighed (Cap. 273) eller sin Stilling som Fruentimmer i eenlig Stand (Cap. 290 og 291) ansaaes hindrede fra at paatale sin Ret, først regnedes fra den Tid, disse Hindringer bortfaldt. Paa disse Bestemmelser om Lovbydelse og den korte Frist, der var indrømmet de Odelsberettigede til at paatale sin Ret, hvor Lovbydelsen var forsømt, har man bygget en Anskuelse, hvorefter Odelsrettens Betydning i Gulath. og Fr. Lovene med Hensyn til Odelsgodset blev temmelig ringe. Man har nemlig antaget, at den fremmede Kjøber af Odelsjord, naar denne forgjæves var tilbudt de ved Salget levende Odelsberettigede, eller naar Præscriptionsterminen var udrunden mod dem, erhvervede uigjenkaldelig Eiendomsret, under hvilken Forudsætning Odelsretten i Relation til Odelsgodset vilde være mere en Forkjøbs- end en Løsningsret, og saaledes have liden Indflydelse paa den fremmede Kjøbers Retssikkerhed. Men denne Mening er neppe holdbar. Allerede den Omstændighed, at Odelsretten efter denne Opfatning i Styrke og Betydning ingen Sammenligning vilde taale med den contractsmæssige Løsningsret medens den dog i Lovene sammenstilles med den, og begge Rettigheder omhandles under den fælles Benævnelse landabrigð, maa vække Tvivl om denne Menings Rigtighed. Dertil kommer, at denne Fortolkning efterlader flere Bestemmelser endog i G. L., paa hvilken Lov den for øvrigt nærmest skulde støtte sig, uforklarlige. Hvis saaledes Odelsløsningsret ikke skulde tilkomme Andre end de ved Godsets Salg levende Odelsberettigede, maatte Løsningssummen efter G. L. Cap. 277 altid være den for Jorden erlagte Kjøbesum, men denne Mening kommer i Strid med Forudsætningen i G. L. Cap. 266 – 269, som omhandle den almindelige Odelsproces og bestemme, at Jorden skal løses efter Taxt. For at løse denne Collision kan man ikke antage, at Løsningen efter Taxt skulde finde Sted, naar der opstod Proces, men Løsning for Kjøbesummen, hvor Fravigelsen skede i Mindelighed; thi uden at tale om, at denne Distinction vilde lede til Urimeligheder, bliver den umulig af den Grund, at ogsaa Cap. 277 forudsætter, at Godset fradømmes Besidderen. For at gjøre Forudsætningen Fyldest, maa det derfor antages, at Odelsløsning ogsaa kan foretages af Andre, end de ved Salget levende Odelsberettigede, nemlig af de senere fødte Medlemmer af Ætten, til hvem ingen Lovbydelse har kun- net foregaa, og mod hvem heller ikke Præscriptionen har kunnet begynde at løbe, førend de opnaaede Myndighedsalderen eller de, for saa vidt de tilhørte Kvindekjønnet, vare blevne gifte. Ved at vælge denne Udvei kommer man vistnok i Strid med tvende i vor nu gjældende Odelsret antagne Sætninger, nemlig at Odelsret ikke tilkommer dem, der ere fødte, efterat Godset er gaaet ud af Familien, og at Ingen, som selv har tabt sin Odelsret, kan transmittere Odelsret paa sine Børn, men begge disse Sætninger ere af meget senere Oprindelse og kunne derfor ikke rokke den her forsvarede Mening, som uden Tvivl langt bedre passer med de ældre Loves Forestillingsmaade, idet man da ogsaa her, som saa ofte ellers, kom til at fastholde Ætten som det egentlige Retssubjcct. Gjennem denne Fortolkning faaer man altsaa ud, at Odelsløsning kunde finde Sted meget længere efter Salget, end det vilde være muligt, hvis man kun tilstod de ved Salget levende Medlemmer af Ætten Løsningsret; efter vor Opfatning har nemlig den odelsberettigede Æt Adgang til at løse Godset, indtil den fremmede Æt, som besidder det, selv vinder Odel. Den afgiver imidlertid i og for sig ingen Løsning af Collisionen mellem Cap. 266–269 paa den ene og Cap. 277 paa den anden Side. Men en saadan Løsning bliver dog gjennem denne Fortolkning mulig da man, naar først Odelsløsning kan tænkes hyppig at finde Sted efter rum Tids Forløb fra Salget, synes at maatte antage, at Budet i Cap. 272 og 276 i. f. om, at Jord, som har ligget uden Lysning i 20 Vintre, skal indløses for fuld Værdi, (altsaa efter Taxt) gjælder ogsaa for Odelsløsning. Dette Bud synes vistnok nærmest at være skrevet for contractsmæssig Løsning, men kan vel paa Grund af Forbindelsen mellem Reglerne for begge Slags Løsningsrettigheder ubetænkelig ansees gjældende for alt Slags landabrigð, saa meget mere, som den Omstændighed, at Odelsmandens Vidner i Capitlets Slutning kaldes árolar, hvilket Udtryk alene kan betyde Odelsvidner, tyder hen paa, at man her ogsaa har havt Odelsløsning for Øie, en Bemærkning, der dog af forskjellige Grunde, som det her vilde være for vidtløftigt at udvikle, ikke godtgjør at Bestemmelsen efter sit bogstavelige Indhold ogsaa gjælder Odelssøgsmaal i Almindelighed.
Er nu den her antagne Fortolkning den rette, saa bliver det let at forene Forudsætningerne i Cap. 266–269 og 277, idet Kjøbesummen da bliver Løsningssum, naar Løsningen foretages inden 20 Aar eller senere, hvis Løsningsmandens Odelsret var lyst, medens Løsning maatte foregaa efter Taxt, naar den fandt Sted 20 Aar efter Salget, uden at den nævnte Forskrift var iagttagen, et Resultat, der i og for sig er ganske rimeligt. Det fortjener her i denne Forbindelse at bemærkes, at Lysning af Odelsret fandt Sted ogsaa i andre Tilfælde, se Cap. 290 og 291.
Den antagne Fortolkning af Gulathingslovens Bestemmelser vinder upaatvivlelig ogsaa i Styrke derved, at Gulath. L. Odelsret under den modsatte Fortolkning kom til at mangle den Lighed med Frostath. L. Odelsret, som den høist sandsynlig i Virkeligheden har havt. Efter den sidstnævnte Lov er det nemlig klart, at Odelsløsning kunde finde Sted lige til 20 Aar efter Salget uden Lysning, men hvis denne Act ikke var forsømt, endog længere hen i Tiden. Thi medens det i G. L. nærmest er for den contractsmæssige Løsningsret, at Lysning er foreskreven, og de 20 Aars Oversiddelse af denne Forskrift er tillagt Virkning, bliver det, naar man lægger Mærke til den Forbindelse, hvori F. L. XII. Cap. 7 staaer med de foregaaende og efterfølgende Bestemmelser, uimodsigeligt, at dette Capitels tilsvarende Forskrifter, om de end tillige gjælde den contractsmæssige Løsning, dog hovedsagelig ere skrevne med Hensyn til Odelsløsningen. Den eneste Indvending, man kan hente fra Frostathingsloven mod den Mening, at Odelsretten gaaer over paa de ved Salget ufødte Medlemmer af den odelsberettigede Slægt, og at disse kunne indløse Godset, selv om alle ved Salget levende Odelsberettigede havde tabt sin Ret, er, at XII. 4. siger, at den fremmede Kjøber af Odelsgods, som forgjæves har tilbudt de Odelsberettigede at kjøbe det, skal besidde det lige saa hjemlet, som om en óðalsmaðr bygði, men selv om det maa antages, at dette Udtryk betyder: som om en Odelsmand eiede det, vilde man dog neppe være berettiget til heraf at slutte, at hans Eiendomsret blev uigjenkaldelig i Forhold til Andre end dem, hvem han har tilbudet Godset, og følgelig ikke i Forhold til de ved Salget eller Lovbydelsen endnu ufødte Medlemmer af den odelsberettigede Æt. For at ansee disse at have været berettigede til at indløse Godset taler ogsaa den Bestemmelse i XII. 4., at man skal svare for Lovbydelsesvidner i 10 Aar, sammenholdt med Bestemmelsen i XII. 7.; thi skulde der alene tilkomme de ved Salget levende Medlemmer af Ætten nogen Løsningsret, saa vilde der næsten ingen Plads blive for 20 Aars Præscriptionen, da allerede Undladelse i noget over 10 Aar af at paatale sin Ret vilde udsætte de ved Salget levende for at mødes med den ikke let modbeviselige Indsigelse, at Godset havde været dem lovlig tilbudet. Den sidstnævnte Bestemmelse i XII. 4. er ogsaa i en anden Henseende mærkelig, idet den viser, at 12 Maaneders Præscriptionen ikke kan have været gjældende for Odelssøgsmaal efter Frostathingsloven. Thi hvis man antog det Modsatte, vilde man ikke behøve at tilsvare sine Lovbydelsesvidner i mere end 12 Maaneder, og Bestemmelsen om, at man skulde svare for dem i 10 Aar, blev da intetsigende. Man maa derfor fortolke Budet i Begyndelsen af XII. 7 saaledes, at det kun paalægger den, som har paabegyndt et Odelssøgsmaal, at bringe det til Ende inden 12 Maaneder, en Mening, hvortil man ogsaa nærmest ledes ved at sammenholde Udtrykkene med de i Begyndelsen af næst foregaaende Capitel benyttede. Mærkeligt er det forøvrigt, at Lovene før Chr. den IV. ikke sees omhandle, at Odelsgods, som gjennem tvungen Afstaaelse til Privatmand er gaaet ud af den odelsberettigede Æt, kan indløses af samme. Men dette kommer sandsynligviis deraf, at egentlige Indførsler vistnok have været høist sjeldne, i det mindste forekommer i vore hidtil trykte Diplomer intet Exempel paa en saadan Retshandling, der dog efter Lovenes Ord i G. L. Cap. 35 og 37, Fr. L. X. 17, N. L. L. Kjøbebolk Cap. 3, Chr. IV.s Lov sammesteds Rb. 1280 Art. 15 og 16 Rb. 2 Mai 1313. 7 virkelig kunde finde Sted; hvis der imidlertid i Praxis hyppigen forekom Anvendelse af disse Lovsteder, maatte uden Tvivl Diplomer desangaaende forefindes da det netop i saadanne Tilfælde maatte være Erhververen magtpaaliggende at forskaffe sig og opbevare sikre og gyldige Hjemmelsdocumenter. Derimod forekommer der mange Exempler paa, at Debitor til Dækkelse af sin Gjæld har overdraget Creditor Jord til gjenkaldelig eller uigjenkaldelig Eiendom; til saadanne i Formen frivillige Afstaaelser har Debitor vel i Regelen, naar Dom var overgangen ham, seet sig nødt for at undgaa Straf for Domrov, der efter Christian IV.s norske Lov Thingfarebolk Cap. 6 og maaskee ogsaa efter M. L. Thingfarebolk Cap. 5, (se Varianten ved No. 28) kunde stige til Fredløshed, jfr. Rb. 14 Septbr. 1307.
Efter Magnus Lagabøters Landslov var Odelsretten ubestridelig i sit Væsen en Løsningsret en Omstændighed, der ikke lidet taler til Fordeel for den Anskuelse, at det samme ogsaa har været Tilfælde efter de ældre Love. Den nyere Landslov paabyder nemlig ikke alene, at Odelsgods forinden det sælges, skal lovbydes alle Odelsberettigede, men opretholder endog, uagtet Lovbydelsen, disses Løsningsret, ialfald indtil 60 Aar efter Salget, naar de kun hvert tiende Aar lyse Pengemangel, og er Lovbydelsen forsømt, synes de Odelsberettigede at have Adgang til at indløse Godset, saa længe det ikke er odelshævdet af Kjøberens Æt.
Odelsret omtales vistnok i Forbigaaende i Bylovene, se f. Ex. Magnus’ Bylov, Arvebolk Cap. 7, men da landabrigð, eller den saakaldte Odelsløsningsbolk er udeladt af denne Lov, er det klart, at man ikke har antaget, at dens Bestemmelser kunde komme til Anvendelse paa Byeiendomme. Derimod paalægger Byordningens Cap. 5 den, som vil sælge et Huus i en By, først at tilbyde Kongen og dernæst dem, som have fælles garðshlið (Gaardsport) med ham, samme, og Forsømmelse heraf synes efter de følgende Bestemmelser i Capitlet at maatte give de Forkjøbsberettigede Adgang til inden 12 Maaneder at gjenløse Huset fra Trediemand, som havde kjøbt det. En saadan Tilbagesøgningsret har derimod neppe tilkommet Kongen, naar Varer, til hvilke han ifølge M. L. Kjøbebolk Cap. 9 og Bylovens Byordning Cap. 18 var forkjøbsberettiget, uden først at tilbydes ham vare solgte til en Privatmand, jfr. Rb. 19 Juni 1355 og 5 Febr. 1360.
Det er allerede omtalt, at Eierens Indløsningsret til Jord, der var overdraget til stefnu, mála eller forsölu, var af tinglig Characteer; at det Samme i dette Forhold ogsaa har gjældt om Besidderens Ret, kan heller ikke betvivles. I de ældste Tider har vistnok Besidderens Ret factisk antaget Characteren snart af Pant, snart af Leie, efter som Transactionen nærmest havde sin Oprindelse i Eierens Trang til at laane Penge eller i Besidderens Ønske om at faa Jord til Brug, men dette har neppe medført nogen Forskjel i Rettighedens juridiske Beskaffenhed. Forholdet synes for øvrigt ikke altid at have været af contractmæssig Oprindelse. Efter den rimeligste Fortolkning af F. L. XIV, 4, kunde det ogsaa stiftes ved Adjudication, idet den Sameier, som ved Skifte befandtes at have forbedret Jorden mere end de øvrige, fik sin Godtgjørelse derfor udlagt i Jord, som han dog kun beholdt til forsölu. Ligesom det allerede her aabenbart har havt Characteren af brugeligt Pant, har det senere, sandsynligviis efter som Leilændingsvæsenet med Bygselsums Erlæggelse har udviklet sig, mere og mere nærmet sig Pante-Institutionen, hvorfor man ogsaa i Christian den Fjerdes Lov, Odelsbolken Cap. 8, seer Forholdet benævnt Pant, jfr. N. L. VI. 12 i. f.
At den almindelige Leietager, har kunnet gjøre sin Ret gjældende mod Trediemand, som maatte have kjøbt eller være kommen i Besiddelse af den leiede Gjenstand, er klart af G. L. Cap. 78, F. L. XIII, 2, 3 og 17 samt M. L. Landsleiebolk Cap. 1, 5 og 6, hvilke Lovsteder vistnok kun angaa Leie af Jord, men hvis Grundsætning dog maa have været anvendelig ogsaa paa Leie af andre Ting.
Brugs og Nyttes Rettigheder af tinglig Characteer udsprang i flere Tilfælde af Ægteskab. Efter G. L. Cap. 52, F. L. XI. 5 samt M. L. Arvebolk Cap. 3, cfr. Chr. IV.s N. L. ibid. havde Manden Ret til at raade over Konens Gods til begges Tarv, og hvis hun uden hans Samtykke solgte Noget af samme, kunde han, som G. L. Cap. 56, F. L. XI. 22 og M. L. Kjøbebolken Cap. 21 vise, søge det tilbage. Hvor vidt hans Raadighed strakte sig, og om denne Raadighed blev større, naar der stiftedes Fællig mellem Ægtefællerne, er et tvivlsomt Spørgsmaal, hvis Behandling her vilde føre os ind i en altfor stor Detail. Det er dog maaskee det Retteste at antage, at Stiftelsen af Fællig ingen Indflydelse har havt paa Mandens Raadighed over Konens Gods i Forhold til Trediemand; i det mindste synes Lovene at have tænkt sig, at denne Handling kun har været af Betydning ved Bestemmelsen af den ene Ægtefælles Lod i Tilfælde af Ægteskabets Ophævelse, og navnlig i Forhold til Arvingerne. Mandens Raadighed har imidlertid været forskjellig over Konens Jordegods og Løsøre. Over den første maa den have været reent usufructuarisk, thi Erik Magnussøns store Retterbod Cap. 22, den tilsvarende Bestemmelse i Tillægget og Haakon Magnussøns store almindelige Retterbod af 1313 Cap. 6 samt Chr. IV.s N. L. Odelsbolken Cap. 8 vise, at Konens Jordegods ikke maatte afhændes uden hendes Samtykke, og dette har maaskee allerede været Tanken i F. L. XI. 5 og 8, og denne Nødvendighed af Konens Samtykke har vistnok været lige stor, enten hun har levet i Fællig med sin Mand eller ikke. Gjennem denne Fortolkning forklares uden Tvivl bedst Diplomerne No. 634 og 731 i 1ste Bind af Diplomatariet, som synes at vise, at Hustruen betragtedes som Eierske af det hende ved Arv tilfaldne Jordegods selv om hun levede i Fællig med sin Mand. Over Konens Løsøre havde derimod Manden, selv om intet Fællig var indgaaet, vistnok mere end en usufructuarisk Raadighed, i det mindste synes G. L. Cap. 115 og M. L. Arvebolk Cap. 6 i. F. ikke at indrømme hende anden Ret i Mandens Bo end den, som Creditorer i Almindelighed have, og det omtales heller intetsteds, at hun kan tilbagesøge det fra dem, til hvem han maatte have solgt det.
Det var for øvrigt ikke alene under selve Ægteskabet, at en saadan Raadighed tilkom Manden, men undertiden ogsaa efter dettes Opløsning; fandt nemlig denne Sted paa Grund af Hustruens Utroskab beholdt han efter F. L. XI. Cap. 14 og M. L. Landslov, Arvebolken Cap. 5, hendes Gods, saa længe hun levede. Chr. den IV.s norske Lov, Arvebolken Cap. 5, gaaer derimod videre, idet den synes at tillægge ham Eiendomsret over Løsøret, medens han dog kun beholder hendes Odelsgods, saa længe han selv lever.
Af tinglige Sikkerhedsrettigheder kjende Lovene foruden det forhen omtalte forsölumál tillige Pant (veð), som omhandles i G. L. Cap. 50, F. L. IX. Cap. 28, M. L. Landsleiebolk Cap. 33 og Kjøbebolk Cap. 14 og 20, efter hvilke Bestemmelser det kunde stiftes baade som haandfaaet Pant og som Underpant, samt baade i fast Gods og i Løsøre. Panteretten kunde ikke alene gjøres gjældende paa Skifte efter Eiermanden, se G. L. Cap. 115 og M. L. Arvebolk Cap. 13, men ogsaa mod Trediemand, til hvem Pantet urettelig maatte være overdraget. Til stiltiende Panterettigheder kjende derimod de ældre Love næsten aldeles ikke, og navnlig fortjener det at bemærkes, at ingen saadan tilkom Hustruen i Mandens Bo, naar hun for sit Gods maatte have Fordring paa samme, se G. L. Cap. 115 og M. L. Arvebolk Cap. 5. De eneste Nettighever, de ældre Love omtale, der paa nogen Maade skulde kunne henregnes til de stiltiende Panterettigheders Classe, maatte være den Jorddrotten efter F. L. XIII Cap. 1 og M. L. Landsleiebolk Cap. 2 og 4 tilkommende Ret til for ubetalt Landskyld og Aabod at indhøste saa meget af Afgrøden, som udkræves til at dække hans Fordring, samt maaskee den Saaredes og Kongens Ret i den Beskadigendes Bo efter F. L. IV. 12.
De ældre Love omtale et Slags Borgen (tak), som den, der vilde anlægge Proces med en Anden, kunde kræve. G. L. Cap. 102 og F. L. X. 26, 27, 31 nævne den kun i Forbigaaende og M. L. Landslov sees endog med Forsæt at have udeladt de Bestemmelser desangaaende, som findes i de øvrige Love og navnlig i hans Bylov, see Thingordn. Cap. 6 og 12 sammenlignede med Bylovens Thingordn. Cap. 5 og G, Landslovens Kjøbebolk, Cap. 2, 3, 4, 7, 8 og 10 sammenholdte med Bylovens Kjøbebolk Cap. 3, 5, 9, 10, 12, 13, 24 og 25. Det er ogsaa fornemmelig i denne og den ældre Bylov, Bjarkøretten (Cap. 52, 98, 108 og 111) tak omhandles, og hvor uklare end deres Bestemmelser for øvrigt ere, synes man dog af M. Bylov Kjøbebolken Cap. 10, 12, 24 og 25 at kunne slutte, at tak maatte stilles i ethvert Søgsmaal, naar Sagsøgeren forlangte det. Tak synes nu vistnok i Almindelighed at have været en Forpligtelse til at indestaa for den Tagsattes Tilstedeblivelse (brautar tak, laga tak, tak til móts, tak til dóms). I Bjarkørettens Cap. 98 skjelnes der imidlertid mellem fjártak og laga tak, og efter Sammenhængen maa da hiint rimeligviis have været Borgen for, at Debitor skulde rette for sig, jfr. den nyere Bylovs Kjøbebolk Cap. 12, som omhandler Borgen for, at Vedkommende skal betale inden en vis Tid, samt Thingordningens Cap. 5 og 6, hvor tak vistnok ogsaa har været stillet for selve Dommens Fyldestgjørelse. I Almindelighed omtales Forpligtelsen blot som personlig, men den har dog ialfald i visse Tilfælde lagt et Baand paa den Mands Gods, som stillede tak, enten for sig selv eller Andre, og for saa vidt var da tak et Slags Pant eller Arrest. Tydeligt er dog kun Forpligtelsens tinglige Characteer udtalt i F. L. III. 20 og Bjarkørettens Cap. 9, hvor det udtrykkelig siges, at Sagsøgeren kan søge tilbage det Gods, som uagtet behæftet med tak, maatte være bortsolgt eller paa anden Maade forstukket, jfr. ogsaa det forhen nævnte F. L. IV. 12, hvor det vel ikke nævnes, at tak maa være krævet, for at den Beskadigendes Bo skal hefte for Omkostningerne ved den Saaredes Kuur samt Saarbøderne, men som dog vel rettest forklares saaledes i Overeensstemmelse med Lovenes almindelige Grundsætning. Rimeligt er det vel ogsaa at antage, at tak efter G. L. og den nyere Bylov har lagt lignende Baand paa den Forpligtedes Gods, se G. L. Cap. 102, Bylovens Kjøbebolk Cap. 13 i Begyndelsen og Cap. 24. ubestridelig er imidlertid ingenlunde denne Mening.
Efter at det saaledes er forklaret, hvilke tinglige Rettigheder der udtrykkelig omhandles i de gamle Love, maa det omtales, hvor vidt der til deres Stiftelse ved frivillig Overdragelse krævedes, at deres Object kom i Rettighedshaverens Besiddelse.
Dette Spørgsmaal maa med Bestemthed besvares benegtende. Ved Kjøb og Salg eller andre Overdragelser var saaledes Tradition ikke nødvendig, for at Erhververen skulde erholde Eiendomsret, hvorimod denne gik over ved den blotte Contract G. L. Cap. 40 og 78, M. L. Kjøsbebolk Cap. 13, Landsleiebolken Cap. 6, og det uden Hensyn til, om Kjøbesummen var betalt eller ikke, se M. Bylov Cap. 9. Ved Afhændelse af Jordegods krævede G. L. Cap. 292 Skjødning, hvortil udfordredes at Kjøberen tog Muld fra visse bestemte Steder af Eiendommen, og at derom førtes Vidner paa Thing eller inden anden offentlig Forsamling, eller at Kjøber og Sælger i Forening erklærede, at Muld var tagen paa ret Maade. I F. L. omtales ogsaa Skjødning, endog hvor der forbeholdes Løsningsret til Eiendommen, see XII. 1, men IX. 4 viser, at denne Afhændelsesmaade ikke var den eneste gyldige, hvorimod Eiendomsretten ogsaa kunde overdrages ved vidnesfast Tilsigelse af Tryghed i Jordens Besiddelse, se IX. 22 X. 28 og XII. 1. Skjødningen har for øvrigt neppe været nogen symbolsk Overleverelse af Eiendommen, men kun en høitidelig Form for Contractens Afslutning, og efter M. L. Landslov er denne Form bortfalden, hvorom Mere senere hen. Hvad Pant angaaer, saa forudsætte saavel G. L. Cap. 50, som F. L. IX. 28 og M. Kjøbebolk Cap. 20 bestemt, at den pantsatte Ting kan forblive i Eierens Besiddelse uden at Panthaverens Ret til at søge sin Fyldestgjørelse i samme, hvis Eieren senere maatte sælge den til Trediemand, derved bortfalder; ligeledes kan det bemærkes, at de nys nævnte Lovsteder som omhandle tak, ikke indeholde nogen Forudsætning om, at de beheftede Gjenstande overleveredes Rettighedshaveren. At Leie medførte tinglig Ret, selv om Leietageren ikke havde taget den leiede Ting i Besiddelse, fremlyser ogsaa af adskillige Lovsteder. Saaledes beftemme G. L. Cap. 78 og M. L. Landsleiebolk Cap. 6, at den skal have Jorden, som først leiede eller tog den, hvilket sidste Udtryk, som de nærmeste Capitler (G. L. Cap. 79 og M. L. Cap. 5) foruden mange andre vise, bruges om Indgaaelsen af Leiemaalet, ikke om Besiddelsestagelsen jfr. ogsaa F. L. XIII. 17, som bestemmer, at den, som allerede har taget Jorden i Besiddelse, naar han ikke kan bevise, at han har leiet, før en anden Leiecontract af beviislig Alder blev indgaaet, kan fordrives i Kraft af denne.
Ved den hidtil givne Udsigt over de forskjellige Slags tinglige Rettigheder som omhandles i de ældre Love, er det imidlertid ingenlunde bragt paa det Rene, i hvilken Udstrækning vor ældre Ret har tillagt de over en Gjenstand betingede Rettigheder Gyldighed mod Trediemand. Det staaer endnu tilbage at undersøge, hvor vidt en saadan Styrke tilkom Rettigheder, der enten ikke ere omhandlede i Lovene, eller for saa vidt de henhøre til nogen i disse omhandlet Art, i sit Indhold afvige fra de Bestemmelser eller Forudsætninger Lovene desangaaende have opstillet. Det kan nemlig spørges, hvor vidt en contractmæssig betinget Hjemfaldsret over en Eiendom, et paa en Gaard heftet Føderaad, en Afgiftspligt, en Servitut eller en Leieret over Jord, som var stiftet paa længere Tid end i Lovene forudsat (i Regelen 1 Aar efter G. L. og 3 Aar efter F. L.), eller en Leieret, som skulde give Leietageren større Raadighed eller mindre Forpligtelse med Hensyn til Eiendommen, end i Loven bestemt, kunde gjøres gjældende mod den, som senere uden Kundskab om disse Byrder maatte have kjøbt Eiendommen eller i samme erhvervet specielle Rettigheder der af Lovene udtrykkelig tillægges tinglig Characteer. Det kunde maaskee herved blive bemærket, at man ved at opkaste et saadant Spørgsmaal stiller sig paa et ganske andet Standpunct af juridisk Betragtning, end det der tilhører hine Tider, hvis Retsbevidsthed neppe har været udviklet nok, til under Eet at sammenfatte alle de forskjellige Forhold, som maa finde sin Afgjørelse ved Løsningen af et saa almindeligt Spørgsmaal. Upractisk har imidlertid ikke dette Spørgsmaal været; thi vel have de i Lovene specielt omhandlede Rettigheder aabenbart været de i det daglige Liv hyppigst forekommende, men til de dersteds ikke omtalte høre enkelte, som efter Sagens Natur nødvendigviis maa have existeret, og hvis Forekomst i det practiske Liv kan godtgjøres i de fra hiin Tid os overantvordede Documenter. Hvad Servituter angaaer, saa omtales endog enkelte Slags deraf i Lovene selv, om end ikke som Gjenstand for contractmæssig Stiftelse; saaledes nævne G. L. Cap. 81 og 90 samt F. L. XIII. 10 hævdede Veirettigheder og Ret til Landingssted paa Andenmands Grund, og F. L. XIII. Cap. 9 i. f. et Slags negativ Servitut, nemlig Ret til at forbyde den nedenfor boende Eier at benytte sig af den ham i Almindelighed tilkommende Adgang til at gjerde tvers over den gjennem hans Eiendom løbende Aa. Diplomatarium Norvegicum, 1ste Saml. No. 255, 291, 581 og 621, opviser Exempler paa contractmæssig stiftede Havne- og Hugstrettigheder. Dette Verk omtaler ogsaa mange andre Rettigheder, som efter sin Beskaffenhed maa være reelle, men som ikke nævnes i Lovene 1 Saml. No. 160, 300 og 563 indeholde saaledes Exempler paa Hjemfaldsrettigheder over fast Eiendom I Samling No. 171, 551, 607, II Saml. No. 145, 172 og mange andre paa Overeenskomst om Forkjøbsret, I No. 385 og II No. 155 og 313 paa contractmæssig livsvarig Brugs- og Nyttesret. 1 No. 312 omhandler Føderaad, rigtignok kun som personlig Forpligtelse for Vedkommende, hvorimod II No. 141 synes at indeholde et Exempel paa et paa fast Eiendom hvilende Føderaad, der her benævnes med det endnu i denne Benævnelse forekommende Udtryk forlag, der ogsaa findes i de gamle Love, se G. L. Cap. 118, F. L. IX. 22, M. L. Arvebolk Cap. 14 og 15 og Landsleiebolk Cap. 57; og Dipl. II No. 442 indeholder tydelig en Contract, hvorved et Føderaad heftes paa en fast Eiendom; den Føderaadsberettigede siges her at ganga á flet (gaa i Stue) hos den, til hvem Gaarden overlades. Exempler paa forsölumál paa 3, 5, ja endog paa 20 Aar forekomme heller ikke sjelden. Det er nu vel neppe tvivlsomt, at disse og andre lignende Rettigheder, naar de deriverede sig fra rette Eiermand, kunde gjøres gjældende mod Trediemand. Dette flyder allerede af Lovenes almindelige Grundsætninger, da der ikke findes Spor til, at de nogensinde have frakjendt en Rettighed, der var stiftet som tinglig den reelle Characteer paa Grund af den Fare, hvorfor Trediemand ved samme vilde blive udsat, og de ikke engang have fundet Grund til at gjøre Gyldigheden af saadanne Rettigheder som Leie eller Pant i Forhold til Trediemand afhængige af, at deres Gjenstand er kommen i Leietagerens eller Panthaverens Besiddelse. Det vilde ogsaa aabenbart være en Urimelighed at skjelne skarpt mellem de i saa usystematiske og ufuldstændige Love, som vore ældre, omhandlede Rettigheder og dem, som der ere forbigaaede, for til denne Skjelnen at knytte en Distinction i Retsregler af gjennemgribende Natur. Dertil kommer, at man efter en streng Fortolkning af vore gamle Love maaskee endog kan paaberaabe sig udtrykkelig Hjemmel for den Sætning, at hvilken som helst Rettighed, der af rette Eier maatte være indrømmet over en Ting, kunde gjøres gjældende mod Enhver, som senere maatte have erhvervet reel Ret i samme. De forhen nævnte Lovsteder, G. L. Cap. 40 og M. L. Kjøbebolk Cap. 10 og 13, som tillægge den første Kjøber eller Erhverver gjennem Contract Fortrinsret fremfor den senere, betjene sig saavel af Udtrykket handsalat mál, der indbefatter alle i lovlig Form indgangne Contracter, som af Udtrykkene kaup, kaupa og selja, der i det ældre Lovsprog hyppigen bruges om Afslutning af Contracter om Formuesgjenstande overhoved, hvor der er: lagdes Præstationer fra begge Sider, se G. L. Cap. 41, 50, 70, 72, 79, 115 in fine, F. L. Indledn. Cap. 18, N. L. Kjøbebolk Cap. 14, cfr. Diplomatariet, I No. 634, hvor endog Indgaaelsen af Fællig mellem Egtefæller, og II No. 466, hvor Føderaadscontracten kaldes kaup, og at disse Ord i de først nævnte Lovsteder virkelig forekomme i sin meest omfattende Betydning, er paa Grund af de i samme indeholdte Forskrifters almindelige Natur ganske rimeligt. Lovenes Bestemmelser angaaende Jordleie, – der dog er det Contractsforhold, for hvis Vedkommende de nøiagtigst have fastsat Parternes gjensidige Rettigheder og Forpligtelser – vise ogsaa, at Jord kunde bortleies paa andre Betingelser end de i Lovene omhandlede, og alligevel med bindende Virkning for dem, som senere maatte erhverve nogen Ret over den bortleiede Jord. Saaledes viser det nys nævnte Cap. 18 i F. L. Indledning, at Contractsfriheden ved Bortleie af øde Jord var uindskrænket, samme Lovs I. 19 nævner i Forbigaaende Lodbrug, uagtet Lovene for øvrigt alene omtale Leie mod Erlæggelsen af landsleiga, og forudsætte, at den hele Afgrøde bliver Leietagerens Eiendom. Endnu mere afgjørende er imidlertid F. L. XIII. Cap. 2, som med almindelige Udtryk bestemmer, at Leiemaal skal holdes i videste Udstrækning (framast), saaledes som det fuldstændigt bevises med Vidner, om end Landdrotten sælger Jorden, samt Cap. 3, der fastsætter, at dette skal gjælde, selv om Leietageren har erlagt Leiesummen forskudsviis jfr. M. L. Landsleiebolk Cap. 1. Herimod kan det ikke anføres som Indvending, at Leiemaalet efter Lovenes Forskrift, om det end er indgaaet paa nok saa lang Tid, skal ophøre ved Jorddrottens Død eller inden kort Tid derefter, thi denne Bestemmelse er ikke indkommen for at gjøre Leietagerens Ret afhængig af, at hans Hjemmelsmand forbliver Eier af Jorden, men rimeligviis af Hensyn til Bortleierens Arvinger, hvis Ret til hans Eiendom, som allerede forhen bemærket var langt mere ubetinget og selvstændig end efter vor nu gjældende Lovgivning. Se F. L. XIV. 2 og M. L. Odelsb. Cap. 17. Derimod kunde det maaskee ansees tvivlsomt, om Leietageren med bindende Virkning for Kjøberen kunde betinge sig Fritagelse for overeensstemmende med §. L. XI. 2 og M. L. Landsleiebolk Cap. 1 i. f. at tilbagelevere Gaarden, naar hans Jorddrot blev Boeslidsmand, men efter Lovenes klare Grundsætninger kan dog dette ikke benegtes.
En saa udvidet Adgang til at behefte saavel fast Eiendom som Løsøre med tinglige Byrder af hvilket som helst Indhold synes at have maattet medføre stor Opfordring til gjennem særegne Institutioner for saa vidt saadant maatte være muligt, at værne om Trediemands Retssikkerhed, og altsaa at forebygge, at den, som erhvervede en Gjenstand skulde lide Tab derved, at det senere godtgjordes, at den uden hans Vidende var beheftet med ældre tinglige Forpligtelser eller endog solgt til en Mand, der ikke havde erholdt den overleveret. Man kunde vel ved en løs Betragtning fristes til at antage, at Samfundet dengang besad for liden Udvikling til, at den af et saadant System flydende Fare for Retssikkerheden kunde blive stor, men denne Anskuelse stemmer ikke med de historiske Efterretninger om hiin Tid. Vi vide saaledes at Samfærselen dengang ikke sjelden har bragt Personer i Forbindelse, som ikke vel kunne forudsættes at have kjendt hverandres Stilling; vi have Vidnesbyrd om, at man hyppigen foretog lange Reiser for at drive Handel og Omtuskning, og Lovene indeholde endog Forskrifter, som vise, at Flere have givet sig af hermed, end man har anseet ønskeligt. Lovene forudsætte ogsaa ofte, at Jord tilhører Personer som bo i et andet Fylke eller Lagdømme end det, hvori den er beliggende, og vore Diplomer afgive talrige Exempler paa, at en Mand har eiet store Jordegodser, adspredte rundt om i Landet, og at disse Jordegodser forøgedes eller formindskedes gjennem Transactioner i hvilke det neppe kan antages, at Kjøberens Kundskab om Sælgerens Stilling altid kan have sat ham istand til at bedømme dennes Evne til at præstere fuld Hjemmel.
Ikke desto mindre mangler der i vore ældre Love, om end ikke ethvert Spor til at man har følt og søgt at afhjælpe den paapegede Fare for Retssikkerheden saa dog enhver Institution, som i saa Henseende skulde kunne udrette noget Klækkeligt. Man seer vistnok, at Lovene have lagt an paa at skaffe Overeenskomster og andre negotia juris en vis Notorietet. De foreskrive saaledes næsten i alle Lovbud, hvor de omhandle Indgaaelse af Contracter, at Vidner skulle være tilstede og de udhæve denne Forskrift paa en Maade, som viser, at de have tillagt den megen Betydning. Men selv en streng Iagttagelse af denne Forskrift vilde være lidet skikket til at betrygge Trediemand, da det alligevel ofte kunde være en Umulighed for ham at erholde Kundskab om Transactionen, og altid maatte blive en Tilfældighed, om den kom ham for Øre. Forskriftens Hensigt var vistnok ogsaa langt mere at sikre selve Parterne Beviset for deres gjensidige Rettigheder og Forpligtelser, end at opstille nogen Garanti for Trediemand. Imidlertid kan det heller ikke med Bestemthed paastaaes, at det sidste Hensyn skulde være disse Lovbud aldeles uvedkommende. I det mindste maa man vel antage, at den for Island forfattede, men med de norske Love nær beslægtede Hákonarbók Cap. 81, som bestemmer, at Salg af Jord uden Vidners Nærværelse er ugyldigt og endog strafbart, væsentlig er begrundet i Hensynet til Trediemand, hvortil imidlertid intet tilsvarende Bud haves i de for Norge skrevne Love. Maaskee have ogsaa disse ved deres Bestemmelser om Beviset i Vindicationssøgsmaal, (og da vel ogsaa i andre tinglige Klager), gjort det farligt at gaa hemmeligt tilverks ved Erhvervelsen af reelle Rettigheder. Det var nemlig efter G. L. Cap. 254 M. L. Tyvebolk, Cap. 4 og fornemmelig F. L. IX. 30 til Vindication ikke nok at bevise, at man engang var bleven Eier af Tingen, men Vindicanten maatte ogsaa bevise, at han ikke senere havde afstaaet sin Eiendomsret til Andre, og dette Beviis maatte vel efter Lovenes almindelige Grundsætninger føres ved en Ed fra Vindicantens Side, som, hvis Sagens Gjenstand var af en vis Størrelse, skulde suppleres ved een eller to Mededsmænds Godtroenhedsed, (G. L. Cap. 37, F. L. V. 42, M. L. Kjøbebolk Cap. 2 i. f.), hvilket Supplement det kunde falde vanskeligt at tilveiebringe for den, som havde erhvervet sin Ret ved en hemmeligholdt, om end beviislig Transaction, og det selv om denne ikke med Bestemthed kunde characteriseres som bedragelig, i hvilket Tilfælde den naturligviis ingen Gyldighed kunde tillægges, (véla kaup skal at vettugi hafa). Men heller ikke dette kan have afgivet nogen synderlig Betryggelse for Trediemand, da det i Regelen ikke er fra den tidligere Rettighedserhververs, men fra deres fælles Hjemmelsmands Side, han har at befrygte forsætlig Fordølgelse af de over Tingen stiftede Rettigheder, og det er følgelig Adgang til uafhængigt af den Sidstes Forklaringer at erhverve Kundskab om disse, Trediemand tiltrænger, altsaa en saadan Adgang, som vort nugjældende Thinglæsningssystem aabner ham.
Her maa det da vække vor Opmærksomhed, at vore ældre Love i visse Tilfælde have foreskrevet et Slags Thinglæsning, eller en offentlig Lysning. Denne Bekjendtgjørelse behøvede imidlertid ikke at foregaa netop paa Thingene, men kunde ogsaa skee i fjöllda manna, i Mænds offentlige Forsamlinger overhoved, ved Kirke, paa udrustet Skib, ja endog i Gildehuus, altsaa hvor den Bekjendtgjørende undertiden kunde raade for, hvo der skulde være tilstede, og hvor Handlingen saaledes næsten tabte sin offentlige Characteer, se G. L. Cap. 292, F. L. XI. 5 og M. L. Arvebolk Cap. 3. Det gjælder dog vistnok ogsaa om denne Bekjendtgjørelse, at dens Hensigt har været mere at sikre Rettighedshaveren tilstrækkeligt Beviis og at forebygge Tvistigheder om factiske Forhold, end at betrygge Trediemand. Den er nemlig næsten udelukkende paabuden som en Betingelse for Stiftelsen og Vedligeholdelsen af, eller simpelt hen som Beviis for nogle af de Rettigheder, der dengang vare af størst Vigtighed, navnlig Familierettighederne, se G. L. Cap. 57 om Lysning af, at en Fader, som tidligere urettelig, men i god Tro havde fralagt sig Paterniteten til et Barn, vedkjender sig dette, Cap. 58 om Lysning hver 20de Vinter af Ætledning, Cap. 122 om Lysning af den umyndiges Arveret, naar han ikke møder paa 7de eller 30te Dag, efterat Arven er falden, Cap. 125 om Lysning inden 20 Vintre efter Begyndelsen af et Samliv med Frille af, at dette Samliv intet Egteskab er, Cap. 127 Lysning af det saakaldte Umageskifte mellem Frænder som Betingelse for, at den Frænde paa hvis Lod en formuende Umyndig var falden, skulde have Fortrinsret til Arv efter ham Cap 130 om Lysning af den Umyndiges Indtrædelse i sin Ret som myndig Mand, F. L. IX. 5 om Lysning af, at en Mand er gestfeðri hos en Anden som Betingelse for dennes Arveret, IX. 12 om den Frigivnes Lysning hver 10de Vinter af, at han har gjort sit Frelsesøl, G. L. Cap. 53 og F. L. XI. 5 og 8 om Lysning af Egtefællers Fællig og Hustruens heimanfylgja, og de allerede forhen omhandlede G. L. Cap. 272 og 276, 290 og 291 samt F. L. XII. 7, som paabyde Lysning af Løsningsret til Jord, jfr. ogsaa G. L. Cap. 87 jfr. N. L. Odelsb. Cap. 3, som paabyder Lysning af Odelsskifte, efter Lovstedets bogstavelige Indhold dog kun for det Tilfælde at nogen af Sameierne ikke har indfundet sig ved Skiftet, og hvor saaledes dette er foretaget af Andre paa hans Vegne. Blandt de Rettigheder for hvilke offentlig Lysning saaledes er foreskreven, er der imidlertid nogle, hvis Bekjendtgjørelse kan interessere Trediemand, hvilket navnlig gjælder om Odelsretten og den contractmæssige Løsningsret af Jord.
Derimod indeholde de ældste norske Love ingen Bestemmelser om Thinglysning af Leieret, eller, som Tilfældet er i Hákonarbók Cap. 85, af Panteret i fast Gods. For saa vidt angaaer Over- dragelse af gjenkaldelig eller uigjenkaldelig Eiendomsret til Jord, har det dog nok været deres Mening, at den maatte constateres offentlig. I det mindste udbringes vistnok rettest dette Resultat ved Fortolkningen af G L. Cap. 292, idet man ikke bør antage, at den Passus: hvervitna þess er þeir verða á sáttir kaupi ok sali etc. hjemler Parterne Ret til naar de ere enige om, at Skjødningen er foregaaet lovformelig, at undlade at indfinde sig til Thinge for der at forkynde Transactionen, men kun, at den i saadant Tilfælde fritager dem for derom at føre Vidner. Af F. L. kan man vistnok ikke med Bestemthed see, at det har været nødvendigt offentlig at forkynde Salg af Jord, men denne Lov har heller intetsteds indladt sig paa nøiagtig at omhandle Formerne for saadanne Eiendomsoverdragelser. At de have foregaaet paa en høitidelig Maade, viser saavel XI. 8, som IX. 4, 22, X. 28 og XII. 1, og at den i de sidst nævnte Lovsteder omhandlede Tilsigelse af Tryghed i Jordens Besiddelse har maattet foregaa offentlig, kan man vistnok uden Betænkelighed antage.
Frosta- og Gulathingslovene indeholde desuden en Deel andre Bestemmelser, hvis Hensigt det er under visse Betingelser at sikre Besidderen af en Gjenstand mod ældre Rettigheder i samme. Det er deres Forskrifter om Præscription af tinglige Klager (fyrnska), hvilke Forskrifter især i Frostath. L. ere særdeles mærkelige. Denne Lovs X. 1 paalægger saaledes, hvorledes man end vil oversætte Slutningsbestemmelsen, Enhver, der paa ulovlig Maade er sat ud af Besiddelsen af sit Gods, at søge det igjen inden een Maaned, efterat han er bleven vidende om, hvor det findes. Uagtet nu Lovene i Almindelighed sætte uretmæssig Negtelse af at tilbagelevere en Gjenstand, som tilhører en Anden, men af hvilken man uden Brøde er kommen i Besiddelse, i Classe med ulovlig Depossession og anvende Ransstraf i begge Tilfælde, kan man dog neppe udvide Bestemmelsen i dette Capitel til Tilbagesøgning af Ting, ved hvis Bemægtigelse Besidderen ikke har overtraadt Loven. Deels af denne Grund deels fordi Capitlets Udtryk vise, at det alene har Løsøre for Øie, kan man ikke sige, at det indeholder en almindelig Præscription paa Vindicationsklagen. Da det imidlertid gjælder ikke alene i Forhold til den, som ulovlig har bemægtiget sig Tingen, men ogsaa i Forhold til Trediemand, som i god Tro maatte have kjøbt den, afgiver Capitlet en ikke saa ubetydelig Beskyttelse for den, der erhverver reelle Rettigheder over Løsøre. Større Omfang har Bestemmelsen i IX. 29, som fastsætter 10 Aars Præscription for alle fjársoknir, altsaa for alle Klager, der gaa ud paa Formuesgjenstande, hvad enten de ere tinglige eller personlige hvilken Præscription maa antages at løbe fra det Tidspunct, da Søgsmaal kan anlægges, og det hvad enten den Skadelidende derom er vidende eller ikke. Med Hensyn til Tilbagesøgningen af Jord lider Regelen imidlertid en Undtagelse. XII. 1 bestemmer nemlig, at den, som har kjøbt Jord, skal nyde sine Tryghedsvidner i 20 Aar og siden skirskota tryggva vátta ábyrgð ɔ: fremsætte den Indsigelse, at Kjøbet ikke længere er under Tryghedsvidners Ansvar. Denne Bestemmelse fortolkes vistnok rettest om en virkelig Præscription af Vindicationsklagen, saaledes at altsaa Besidderen efter 20 Aars Forløb fra den Tid, da Eiendommen gik ud af Vindicantens Hænder, ikke mere kan fordrives. Der har vistnok været fremsat den Mening, at Lovstedet ogsaa kunde fortolkes saaledes, at det kun fritager Besidderen for efter 20 Aars Forløb at godtgjøre sin Adkomst, men at han dog kunde berøves Eiendommen, hvis det lykkedes Vindicanten at bevise sin Eiendomsret og utilstrækkeligheden af Besidderens Adkomst. Det skjønnes dog ikke, at en saadan Fortolkning er forenelig med Lovens øvrige Bestemmelser. Allerede III. 10 og endnu mere Slutningen af I. 24 synes at vise, at Meningen med at paalægge Sagvolderen vátta ábyrgð i en vis Tid er, at Søgsmaalet efter denne Tids Forløb skal være præscriberet, og denne Mening bliver ubestridelig, naar man sammenholder X. 28 med IX. 29 og XII. 1. Thi IX. 29 indeholder tydelig den Forskrift, at det er selve Klageretten, som præscriberes, naar man lader 10 Aar hengaa uden at paatale sine Rettigheder i Løsøre, og det er ligeledes aabenbart den samme Forskrift, som er gjentagen i X. 28, som udtrykker sig saaledes, at man skal halda ábyrgð i 10 Aar for Kjøbevidner om Løsøre og siden aflægge den Ed, at Sagen er saa gammel, at den er ude af Kjøbevidners Ansvar; nu bruger imidlertid den samme Artikel netop de samme Udtryk om Ansvaret for Tryghedsvidner ved Kjøb af Jord, og det gaaer da umulig an at antage, at disse Udtryk have en anden Betydning i denne Forbindelse, end de have i Anvendelsen paa Løsøre. F. L. XIV. 2 kan neppe paaberaabes til afgjørende Fordeel enten for den ene eller anden af disse Fortolkninger. Capitlet omtaler Forholdet mellem Jorddrot og Fuldmægtig, og siger, at naar Besidderen, (nemlig Fuldmægtigen) paastaaer at have kjøbt Jorden, skal han svare for sine Kjøbevidner saa længe som ellers, men at han, hvis disse briste ham, skal betale Erstatning efter uvillige Mænds Skjøn, at Jorddrotten kan søge dette ud med útbeitslu, og at Præscription her ikke skal indtræde; denne sidste Bestemmelse vilde, hvis den gik paa Vindicationssøgsmaalet, være farlig for den her antagne Fortolkning af Udtrykket: at være af Kjøbevidners Ansvar, da i saa Fald XIV. 2 kom til at indeholde en Antinomi; men Bestemmelsen, at Præscription ikke skal indtræde, gjælder klarlig kun om Erstatningssøgsmaalet, hvilket allerede Udtrykket útbeitsla (se IX. 30 i. f. og X. 1) viser, og kommer saaledes ikke i Strid med Capitlets foregaaende Bestemmelse, at den Fuldmægtig som har kjøbt Jord af sin Mandant, skal svare for sine Kjøbevidner som ellers, (men heller ikke længere). Tvertimod faa Bestemmelserne da en ganske fornuftig Sammenhæng, da det vel har været den sidste Bestemmelses Hensigt at holde Eieren Erstatningssøgsmaalet aabent, lige saa længe som Vindicationssøgsmaalet kunde anlægges, medens det, hvis Loven havde ladet de almindelige Regler om Præscription være gjældende, vilde kunne have hændt, at dette var upræscriberet, men hiint præscriberet. Det Eneste, som herved kan bemærkes, er, at denne Betragtning maaskee har været hiin Tids Lovgivere for hin.
Fr. Loven har saaledes almindelige Præscriptionsbestemmelser af indgribende Vigtighed, derimod kjender den næsten ikke specielle Præscriptioner af det Slags, som vedkomme os her, jfr. dog IX. 5, som synes at fastsætte 12 Maaneders Præscription for Arvingers Ret til at kræve Arv efter den, der er død som gestfeðri hos en anden. Af Bestemmelser om Hævd forekommer kun XIII. 10, som opstiller en Hævdsperiode af 10 Aar for den der omhandlede Servitut, XIV. 3, hvorefter Kirken hævdes til Eiendom ved 30 Aars Besiddelse, medens der ingen Hævd kan fanges imod Kirken, (vistnok indkommet fra den kanoniske Ret), samt XIV. 7, jfr. M. L. VI. 61, Chr. IV. L. ibid., N. L. 3–12–2.
Af mindre Betydning har Præscriptionen været efter G. L. Denne Lov mangler almindelige Bestemmelser desangaaende, svarende til F. L. IX. 29, X. 28, XII. 1 og X. 1. Det er saaledes ikke udtrykkelig sagt, at en Eier maa søge sin Ting tilbage inden en vis Tid, enten efterat den er ham frakommen, eller efterat han er bleven vidende om, hvor den forefindes. Man finder imidlertid ikke saa faa Spor af Præscription eller Hævd, hvilende paa samme Grundsætninger og tildeels endog udløbende i samme Perioder, som den i F. L. omhandlede. G. L. Cap. 86, som bestemmer, at den, der har havt Sæter eller Skovstykke upaatalt og uspildt i 20aarig Besiddelse, fremdeles skal beholde samme, Cap. 61, hvorefter Trællen hævder sin Frihed ved i 20 Aar at have udøvet fri Mands Rettigheder Cap. 53, hvorefter Arvingernes Ret til at bryde et ulovlig stiftet Fællig mellem Egtefæller præscriberes ved 20 Aars Taushed, jfr. Cap. 125, hvorefter 20 Aars Samliv med Frille fynrs at danne Egteskab jfr. Cap. 66, 272 og 276, hvile klarlig paa den Grundsætning, at Retsforhold, der have bestaaet i 20 Aar, kunne forlanges respecterede, selv om der klæber Mangler ved deres Oprindelse. Paa den i F. L. X. 1 deelviis optagne Grundsætning, at man, saa snart skee kan, bør tilbagesøge de Gjenstande, som uretteligen ere komne i Andenmands Besiddelse synes G. L. Cap. 48 og 56 at være byggede, for saa vidt de bestemme, at den ene Sameiers Ret til at tilbagesøge, hvad den anden har solgt, og Huusbondens, Herrens samt Formynderens Ret til at rokke de af Konen, Trællen, den Frigivne eller Umyndige foretagne Salg præscriberes efter Forløbet af een Maaned fra den Tid, den Klageberettigede derom bliver vidende eller kommer hjem. En lignende Frist er sat for Arvinger i Almindelighed, hvem det i Cap. 122 paalægges at melde sig inden 30 Dage efter Arveladerens Død under Straf af at have sin Ret fortabt. Men om af disse Lovsteder at slutte, at Retten til at tilbagesøge enhver Ting, som paa en eller anden Maade urettelig blev forholdt Eieren, maatte gjøres gjældende inden 20 Aar, efter at Tingen var gaaet ud af Eierens Besiddelse, eller een Maaned, efter at han var bleven vidende om, hvor den forefandtes, kan der dog fornuftigviis ikke være Spørgsmaal. Deels vilde nemlig en saadan Slutning i og for sig være alt for dristig, deels viser G. L. Cap. 39 ved sin ordsproglige Bestemmelse, at Sag ligger i Salt, naar Sagsøgeren duer, og dens Anvendelse deraf, hvorefter Følgen af at lade Gjæld henstaa i 20 Aar ikke bliver, at Kravet fortabes, men kun at Sagsøgeren taber Adgangen til at føre Beviis ved Vidner og alene kan forlange, at Sagvolderen aflægger Benegtelsesed, Lovens Utilbøielighed til at frakjende en Mand hans Rettigheder, blot fordi han i længere Tid ikke har gjort dem gjældende. Ogsaa Cap. 272 og 276, som ikke tilstaa den, der i 20 Aar har besiddet Jord, hvorpaa der hviler Odel eller contractmæssig Løsningsret, uigjenkaldelig Eiendomsret, men kun forpligte Løsningsmanden til at indløse Jorden for fuld Værdi, vise i Sammenligning med F. L. XII. 1 og 7, at G. L. tillægger den 20aarige Undladelse af at gjøre sine Rettigheder gjældende mindre Betydning end F. L. har gjort. Endelig taler ogsaa den Omstændighed, at Magnus Lagabøters Love ikke have optaget F. L. almindelige Bestemmelser, men kun en Deel specielle Forskrifter om Præscription, mod at ansee G. L. Præscriptionsbud for casuistiske Anvendelser af en i det practiske Liv anvendt Grundsætning.
Andre specielle, os her vedkommende Præscriptionsbestemmelser findes i G. L. Cap. 50, som paalægger Panthaveren at tilbagesøge sit Pant inden 12 Maaneder, efterat det er kommet i Trediemands Besiddelse, (hvilken Præscriptionsfrist svarer til den forhen omhandlede, for Odelsretten Cap. 278 og 289 foreskrevne), samt i Cap. 109 –113, som give Arvingerne 3 Vintre til i de der nævnte Tilfælde at gjøre sin Ret gjældende.
Præscriptionens Betydning formindskes ved den vide Udstrækning, hvori Lovene anerkjende Sætningen agere non valenti non currit præscriptio. Man maa vel antage, at Maanedspræscriptionen aldeles ikke løb mod den, som af en eller anden Grund ikke var istand til at paatale sin Ret. Dette siges vel intetsteds udtrykkeligt og Lovene sætte snart et snart et andet Udgangspunct for Præscriptionen, saaledes i F. L. X. 1 og G. L. Cap. 48, jfr. ogsaa F. L. IX. 8, den Tid da Sagsøgeren kommer til Kundskab om, at Godset er borttaget eller solgt, i G. L. Cap. 56 den Tid, da han kommer hjem, medens Maanedsfristen efter G. L. Cap. 122 ogsaa kun gjælder for den Arving, som ved Arveladerens Død er inden Fylket, men dette er dog vistnok kun forskjellige Udtryk for en og samme Hovedtanke, nemlig at Præscriptionen løber fra den Tid, da det bliver muligt for Sagsøgeren i det concrete Tilfælde at anlægge Sag eller paatale sin Ret. Ogsaa i andre Tilfælde synes Lovene at have været tilbøielige til at anerkjende ethvert Forfald (nauðsyn), som gode Mænd fandt gyldigt, som en Hindring for Præscriptionen, se G. L. Cap. 122 i. F., M. L. Arvebolk Cap. 18 og Tillægget til Kong Erik Magnussøns store Retterbod. Ellers har det dog nok været Lovenes Hensigt ved de længere Frister at gjøre Præscriptionen mere uafhængig af Klagerens Stilling. Saaledes maa vel 12 Maaneders Præscriptionen efter G. L. Cap. 50 og 278 have løbet mod Alle, som vare nærværende i Fylket og Præscriptionen efter IX. 29 samt XII. 1 og 7 mod Alle, som opholdt sig inden Landet. Mod Umyndige maa dog Præscriptionen antages aldrig at have løbet. For Maanedspræscriptionens Vedkommende synes dette at flyde af G. L. Cap. 122 og desuden i og for sig at være temmelig rimeligt; om 12 Maaneders Præscriptionen er det udtrykkelig sagt i G. L. Cap. 213 og om 20 Aars Præscriptionen i F. L. XII. 1. For 10 Aars Præscriptionens Vedkommende er det vel ikke sagt i IX. 29, men for saa vidt kan vel dette Capitel uden Betænkelighed suppleres fra IX. 30. I visse Tilfælde maa dog den Umyndiges Ret lyses for ikke at gaa tabt, G. L. Cap. 122, jfr. 272, 276, 290 og 291 samt F. L. XII. 7; og undertiden er det en Følge af Rettighedshaverens Umyndighed eller Fravær, at det ikke bliver den for Tilfældet bestemte almindelige Frist, inden hvilken hans Ret præscriberes, efter at han er bleven myndig eller kommer tilstede, men at der gives ham en anden Frist til at indtale sin Ret, se G. L. Cap. 122 og F. L. IX. 30 og XII. 1.
Det er saaledes klart nok, at den, som betingede sig en tinglig Ret, efter G. L. og F. L. bortseet fra den Garanti, som laa i hans Hjemmelsmænds Personlighed, havde liden Sikkerhed for, at han virkelig skulde forblive i Nydelsen af sin Ret, uforstyrret af ældre Rettighedshavere, om hvis Krav han maatte være uvidende. Det er især ved Løsøre, at Usikkerheden synes at have været stor; det var nemlig ikke nok, at den, der vilde erhverve Rettigheder i samme, saaledes som det ogsaa efter vor nu gjældende Ret er Tilfældet, maatte forvisse sig om, at den, med hvem han indlod sig, var Eier, men han maatte ogsaa undersøge, hvor vidt Medcontrahenten eller hans Hjemmelsmand havde indrømmet nogen Anden en speciel tinglig Ret over samme. Dette har imidlertid i Virkeligheden sandsynligviis ikke været forbundet med saa stor Fare for Retssikkerheden, da specielle tinglige Rettigheder over Løsøre vel have været sjeldne, og Løsøret dengang upaatvivlelig har udgjort en langt ubetydeligere Deel af Nationalformuen end nu, skjønt det dog ogsaa paa den anden Side kan bemærkes, at Løsøre dengang stod i en efter vore Anskuelser overordentlig høi Priis i Sammenligning med Jord. Med Hensyn til Jordegods vare vel Retsreglerne mere betryggende, da Overdragelse af Eiendomsret og vel ogsaa af Panteret i dens hyppigste Form, nemlig som Salg til stefnu, mála eller forsölu sandsynligviis i Almindelighed foregik offentligt. At imidlertid Kjøberens Udsigt til at beholde den kjøbte Jord ikke har været meget sikker, indsees let, naar man betænker, deels at den gamle Lysning eller offentlige Skjødning ikke saaledes som vort nuværende Thinglæsningsvæsen, hvis Virksomhed fornemmelig er støttet paa Transactionernes Indførelse i offentlige Protocoller, medførte, at der altid gaves bestemt Adgang til at erhverve Kundskab om de en Eiendom vedkommende Afhændelser, deels at Kjøberen, selv om han havde kjøbt Eiendommen af den Mand, hvem den sidst var tilskjødet, kunde berøves samme af Trediemand som tidligere havde faaet den pantsat som veð eller faaet den i tak eller havde leiet den, deels at der muligens kunde gives ham ubekjendte Odelsmænd til Eiendommen, som kunde indløse den for den maaskee ubetydelige Kjøbesum, hvorfor en Anden tidligere havde kjøbt den af den odelsberettigede Eier. Og denne Usikker- hed for dem, som kjøbte Jord, eller betingede sig specielle tinglige Rettigheder i fast Gods, maatte endog i saadanne Tilfælde, hvor de kom til at collidere med ældre præscriptible Rettigheder, paa Grund af mange Præscriptionsfristers Længde, samt paa Grund af den vide Udstrækning, hvori Lovene anerkjende Sætningen: agere non valenti non currit præscriptio, blive temmelig langvarig.
De Forandringer i de herhen hørende Partier af Lovgivningen, som Magnus Lagabøters Love have indført, ere ikke ganske ubetydelige. Adgangen til at indtale Rettigheder, som i lang Tid ikke havde været gjort gjældende, blev meget udvidet, navnlig i Sammenligning med, hvad den var efter F. L. Dernæst bortfaldt Nødvendigheden af Skjødning ved Afhændelse af Jord samt den dermed forbundne offentlige Bekjendtgjørelse eller Vedgaaelse af Salget hvorimod det blev foreskrevet, at Contracter om Jord og Løsøre af betydeligere Værdi skulde oprettes skriftligt under gode Mænds Segl.
Vi skulle nu nærmere betragte disse Forandringers Betydning.
Den offentlige Lysning til Thinge eller i Mænds Forsamling er ikke bortfalden i Magnus’s Love; den paabydes der i adskillige Tilfælde og deriblandt enkelte, i hvilke den kan have været af Interesse for Trediemand, se Arvebolk Cap. 3 om Fællig, Landabrigð Cap. 3 om Lysning af Odelsskifte, Cap. 4 af Odelsret og Pengemangel, Cap. 13 om Retten til at indløse forsölujörð. Saa meget større Opmærksomhed maa det vække, at den nyere Landslov aldeles ikke har optaget de ældre Bestemmelser om Skjødning ved Overdragelse af Jord til Eiendom og om den offentlige Constatering af denne Act, men istedet derfor kun paabudt skriftlig Oprettelse af Kjøbecontracter om fast Eiendom og Løsøre over 10 Marks Værdi, M. L. Kjøbebolk Cap. 11. At det har været Meningen at gjøre Skjødning samt de den ledsagende Formaliteter øverflødige, maa være klart; saaledes har man ogsaa i det daglige Liv opfattet Loven; thi vore senere Diplomer bruge næsten aldrig Udtrykket Skjødning eller Skjøde førend i den sidste Halvdeel af 15 Aarhundrede (jfr. dog Dipl. Norv. I. No. 82) lige saa lidt som de nogensinde omhandle, at de ældre Formaliteter med Optagelsen af Muld have været brugte. Det er derfor ogsaa visselig blot ved en Incurie, at M. L. Arvebolk Cap. 4 nævner Skjødning. Og at den offentlige Bekjendtgjørelse af Salget bortfaldt ved Skjødningen, lader sig ikke med nogen Rimelighed betvivle. Deels stode nemlig disse tvende Institutioner i den nøieste Forbindelse, deels er Lysning af Salg af fast Eiendom intetsteds i M. L. Love paabuden, deels vilde det under Forudsætning af, at Lysning i saadanne Tilfalde var nødvendig, være uforklarligt, at man temmelig sjelden i Diplomerne finder omtalt, at Lysning har fundet Sted, (jfr. dog Dipl. Norv. I. No. 159, 346, 373, II. No. 180 og 181), og at man aldrig i Domme mellem ældre og yngre Rettighedshavere seer det undersøgt, hvor vidt hines Adkomster vare offentlig bekjendtgjorte. Herimod kan det ikke indvendes, at ogsaa Documenter angaaende saadanne Transactioner, for hvilke Lysning var foreskreven, sjelden omtale, at dens Bud i saa Henseende var efterkommet, (se f. Ex. I. No. 634 og 734); thi heraf kan man neppe slutte, at Iagttagelsen af Lovens Bud i dette Punct har været saa almindelig, at det ansaaes overflødigt at bemærke, at den har fundet Sted, hvorimod man rettest antager, at Lysning saa langt fra at være foregaaet i saadanne Tilfælde, hvor Loven ikke paabød den, meget mere ikke engang er bleven brugt overalt, hvor den virkelig var befalet. Grunden til at Lysningen saaledes baade i Lov og i Praxis tildeels er forsvunden som særegen Institution, er vistnok at søge i den Omstændighed, at den ikke nødvendigt behøvede at foregaa paa Thinge eller i andet Møde af reent offentlig Characteer, men at den ogsaa kunde finde Sted i Mænds Forsamling overhoved, uden at det var foreskrevet, hvem eller hvor mange der ved saadan Leilighed skulde være tilstede; thi herved maa lettelig den Anskuelse kunne have udviklet sig, at det var tilstrækkeligt, at de til Vidnebeviset udforderlige tvende Mænd eller ialfald nogle faa Flere vare nærværende, men derved bort- faldt Lysningens Characteer af en selvstændig, fra Indgaaelsen af den vidnesfaste Contract forskjellig Act. Det har derfor vistnok været en reen Tilfældighed, at et Document har betjent sig af Udtrykket, at Parterne lyste, istedetfor de almindelige, at Parterne bekræftede eller vedgik. Rigtigheden af denne Forklaring bestyrkes ogsaa af de nævnte Diplomer, af hvilke kun det ældste, I. No. 159 udhæver Lysningen som en egen Handling. Da man saaledes vistnok har følt, at Skjødningen som en mundtlig og Lysningen som en ikke i tilstrækkelig Grad offentlig Act lidet har svaret til sin Hensigt, idet det meget ofte har maattet kunne hænde, at Kundskaben om en stedfunden Overdragelse forsvandt, var det ganske naturligt at man antog, at denne Kundskab vilde blive baade fuldstændigere og sikrere opbevaret, naar man, som ved det nævnte Capitel i Kjøbebolken skeet, foreskrev at Overeenskomster af det omhandlede Slags skulde affattes skriftligt.
Det er imidlertid klart nok, at denne Bestemmelse ikke i alle Henseender var fyldestgjørende; thi paa samme Tid som det ved Paabudet om Kjøbecontracters skriftlige Affattelse blev lettere for de i samme deelagtige Parter at bevise deres Indhold og Afslutningstid, blev det, da Overdragelsernes Offentliggjørelse ganske bortfaldt, vanskeligere for Trediemand til rette Tid at komme til Kundskab om deres Tilværelse. Det synes vel som om Lovgiveren har villet, at saadanne Overeenskomster skulde afsluttes aabenlyst og paa en saadan Maade, at Enhver, som spurgte sig for, kunde erholde Underretning om samme, idet Loven sees at have tænkt sig, at Lagmanden eller Sysselmanden i Regelen skulde være med ved Documentets Affattelse og Forsegling. Af Diplomerne seer man ogsaa virkelig at Overeenskomsten er sluttet eller nedskreven undertiden i Lagmandens og særdeles ofte i en eller flere Præsters Nærværelse, eller at det ialfald paaberaabes, at der har været mange gode Mænd tilstede. Men endog efter Lovbudet selv har det ikke været ubetinget nødvendigt, at nogen Mand i offentlig Stilling eller flere end tvende andre gode Mænd skulde paahøre Overeenskomsten eller deeltage i Forseglingen. Det sees derfor let, at Lovbudet naar det lykkedes at skaffe sig Vidner, paa hvis Taushed man kunde stole, ingen Hindring lagde i Veien for, at Documentets Tilværelse forblev en Hemmelighed, uden at det derfor tabte sin Gyldighed i Forhold til Trediemand, som i Uvidenhed om samme senere kjøbte Eiendommen eller betingede sig speciel tinglig Ret i den.
Dette synes dog ikke at have været den eneste eller værste Mangel, hvoraf Bestemmelsen lider. Endnu farligere for Retssikkerheden maa dens sidste Passus have været, hvis den forstodes efter sit bogstavelige Indhold. Efter den tilkom der nemlig et saadant Document offentlig Troværdighed, naar de tilstedeværende Mænd ikke længere kunde føres som Vidner, og heraf fulgte altsaa, at Besidderen af en fast Eiendom skulde blive retløs lige over for et gammelt ham ubekjendt Document, der indeholdt, at hans Hjemmelsmand havde disponeret over Eiendommen, forinden den blev ham overdragen, hvilken Omstændighed maatte have medført en overmaade stærk Fristelse til at skrive falske Documenter. Men til denne Forbrydelse findes der faa Spor i de trykte Diplomer, (jfr. I. No. 1068), og sandsynligviis har man i det virkelige Liv taget lidet Hensyn til et ældre Document af dette Slags, hvis Tilværelse havde været holdt hemmelig, eller naar der ikke kunde fremskaffes Vidner, som i nogen Grad kunde oplyse dets Historie.
Det maa for øvrigt bemærkes, at ligesom Lovstedet maaskee ikke tænker sig, at Documentet blev oprettet strax Contracten afsluttedes, saaledes har man i Praxis ofte skrevet det lang Tid derefter deels efter Parternes, deels efter Vidnernes Forklaring, men da gjerne i hines Overvær. Det behøver ikke videre at udhæves, at dette medførte en Forringelse i Garantien for at Transactionen virkelig havde fundet Sted paa den Tid som det i Documentet maatte være opgivet. Efter Diplomerne synes det endog, som om man ikke har anseet Forskriften om Oprettelsen af skriftlig Contract for obligatorisk og at man altsaa har fortolket M. L. Kjøbebolk Cap. 11 derhen, at den kun havde til Hensigt at tillægge de sammesteds omhandlede Documenter Beviiskraft, naar Vidnebeviis ikke kunde haves. I det mindste vides det intetsteds i Diplomerne at forekomme Exempler paa, at en Overeenskomst af det omhandlede Slags frakjendtes Gyldighed, fordi den ikke var skriftlig affattet, hvorimod man finder en Deel Exempler paa mundtlige Overdragelser, der omhandles som gjældende, se I. No. 254 og 257 jfr. No. 57 og II. No. 71, som vise, at man undertiden har kjøbt Vidner for at skaffe sig Beviis for paastaaede Rettigheder over fast Eiendom.
Hvad angaar Omfanget af det i M. L. Kjøbebolk Cap. 11 indeholdte Bud saa gjælder det kun om kaup, altsaa om frivillige Dispositioner, og efter Ordene kun om saadanne Transactioner, hvori der erlægges Præstationer fra begge Sider. At imidlertid Budet ogsaa maatte antages gjældende om Gavecontracter, synes lidet tvivlsomt. Ligeledes omfatter Capitlet sandsynligviis Leiecontracter, og at der blandt vore Diplomer findes saa faa af dette Slags, skriver sig vel alene fra Ufornødenheden af at opbevare saadanne Documenter.
Som allerede bemærket have Magnus Lagabøters Love i Sammenligning med F. L. udvidet Adgangen til at indtale Rettigheder, der gjennem længere Tid ikke have været gjorte gjældende. De have nemlig ikke optaget Fr. Lovens almindelige Præscriptionsbestemmelser, og det er derfor kun ved en uagtsom Gjengivelse af Fr. L. XIV. 2, at Landsloven i Landabrigð, Cap. 17, er kommen til at paabyde, at Præscription ikke skal finde Sted i det der omhandlede Tilfælde. M. L. Love kjende dog saavel Hævd som Præscription i flere, os her vedkommende Tilfælde, se Arvebolkens Cap. 11 og 18 om Præscription af Arveklagen, Kjøbebolkens Cap. 20 og 21 om Præscription af Panteretten og Formynderens samt Huusbondens Ret til at tilbagesøge, hvad den Umyndige eller Konen har solgt, Landabrigð Cap. 13 om Præscription af den contractmæssige Ret til at indløse Jord for den ved forsölumál erlagte Sum, Bylovens Byordning Cap. 5, hvorefter Adgangen til at gjøre den der omhandlede Forkjøbsret gjældende præscriberedes efter 12 Maaneders Forløb, Landabrigð Cap. 4, (jfr. dog Cap. 7) om Præscription af Odelsretten. Landsleiebolkens Cap. 61 viser, at Jord, der tilhørte Almenninger, hævdedes af Privatmand ved 40aarig Besiddelse, og Bylovens Byordning Cap. 6, at Tomt hævdedes ved i 20 Aar at have havt Huus staaende paa samme. I Kong Erik Magnussøns store Retterbod Art. 22 gjenoptages ogsaa F. L. X. 28 og XII. 1 i en enkelt Anvendelse, nemlig med Hensyn til den Hustruen tilhørende Jord, som Manden sælger uden hendes Samtykke, men sandsynligviis er hverken dette Lovsted eller Haakon Magnussøns store Retterbod af 1313, Cap. 6, der bestemmer, at Hustruen i saadant Tilfælde skal lyse sin Ret til at tilbagesøge Jorden inden 5 Aar, bleven fulgt i Praxis, ialfald ere de ikke blevne optagne i Chr. IV.s Lov, se Odelsbolken Cap. 6 og 8.
Foruden at Lovene fra denne Periode saaledes have opstillet Hævds- og Præscriptionsbestemmelser for specielle Tilfælde, har det heller ikke været de Tiders Retsbevidsthed ganske fremmed i Kraft af en almindelig Grundsætning at tillægge de bestaaende Retsforhold Gyldighed paa Grund af deres Ælde. Det har maaskee endog været Lovens Mening, at den Besiddelse, som var nok til at skaffe Odel, med det samme skulde tjene til Beviis for Eiendomsretten (jfr. dog Landabrigð Cap. 9). Ialfald synes Diplomerne I. No. 102, 157, 268, 884 og 926 at antage, at 60 Aars Besiddelse gav Eiendomsret. Desuden gives der flere andre Diplomer, som vise, at man uden Hensyn til Odelshævds-Perioden har søgt Beviis for et existerende Forholds Retsgyldighed i dets Bestaaen gjennem længere Tid, uden at det dog med Bestemthed kan sees, hvor lang man har tænkt sig, at denne Tid maa have været, se Dipl. Norv. I. No. 894, 926 og 1048; en i Rigsarkivets utrykte Diplomsamling forefunden Dom af 17 October 1621 tilkjender imidlertid en Mand, der havde havt Pladsen Frosæter i Værdal i Besiddelse gjennem 40 Aar, Eiendomsret til samme, uagtet det i Dommen selv erkjendes, at Pladsen ikke havde tilhørt nogen Almenning. Denne Hævdsperiode maa da være hentet enten fra Analogien af det nævnte Capitel i Landsleiebolken eller fra Jydske Lov. En Hævd, som først kunde erhverves gjennem en saa lang Besiddelse, maa dog have ydet en langt svagere Beskyttelse, end Tilstanden i hine Tider upaatvivlelig havde Krav paa.
Ligesom allerede en Sammenstillen af Lovenes Bestemmelser viser, at den, der betingede sig en tinglig Ret, kun kan have havt liden Garanti for, at denne Ret ikke skulde blive ham berøvet i Collision med ældre Rettighedshavere, saaledes vidne ogsaa Efterretningerne fra den Tid, for hvilken Magnus Lagabøters Love have gjældt, om at Retssikkerheden virkelig har lidt herunder. Det sees, at man undertiden ikke har havt anden Udvei til at godtgjøre sin Eiendomsret eller sine andre tinglige Rettigheder over fast Gods, end at indhente Thingalmuens eller enkelte Vidners Forklaring om, at de aldrig have hørt, at nogen Anden er fremkommen med Krav paa samme eller har benegtet dem, se f. Ex. Dipl. Norv. I. No. 894, 912, 917, 926, 1048, 1075 og No. 637, som indeholder et Prov af tvende Mænd om, at de have hørt sige, at en Gaard er bleven pantsat; det forudsættes paa andre Steder, at ikke engang en Mands nærmeste Slægtninger vide fuldstændig Besked om, hvad han efterlader sig, eller om han har fuldgyldig Hjemmel til den Jord, han ved sin Død besad, se f. Ex. I. No. 151, 764 og 783; det viser sig for øvrigt, at der ofte har været Tvist og Uvished om Eiendomsretten til fast Gods, se f. Ex. I. No. 97, 100, 851 og 1103, II. No. 71, 116, 140, 254, 257 og 280, og blandt de i Diplomatariet trykte Domme er der ikke faa, som angaae Collisioner mellem tinglige Rettighedshavere, af hvilke den yngre i Almindelighed ikke synes at have havt Kundskab om den ældres Ret, se I. No. 180, 201, 598, 997, 998, 1094, 1095, jfr. II. No. 47.
Uden Tvivl simpelt hen en Følge af og saaledes et stærkt Beviis paa den beskrevne Usikkerhed i Retstilstanden er det, at den, der kjøbte en fast Eiendom, som Garanti for at Sælgeren skulde hjemle ham den eller som Erstatning for Vanhjemmel, hyppigen betingede sig Pant i en anden. Dette fandt især ofte Sted ved Mageskifte, idet hver af Parterne betingede sig, at han skulde faa sin gamle Eiendom tilbage, dersom den, for hvilken han mageskiftede samme, blev ham fravindiceret, hvilket i Mageskiftebrevene sædvanlig udtryktes saaledes, at den ene Eiendom skulde frelse eller borge den anden, se f. Ex. I. No. 203, 365, 566, 1052 og flere, II. No. 17, 39, 167, 260, 304, 314, 316, 395, 423, 472 og 310. En lignende Forsigtighed iagttoges imidlertid ogsaa ofte ved Salg, se f. Ex. I. No. 138, 188, 250, 289, 326, 385, 582, II. No. 67, 158, 161, 220, 263, 292, 341, 350, 369, 383, 401, 457, 537, men, som enkelte af disse Exempler vise, da undertiden først naar Kjøbesummen blev betalt. Man kunde maaskee ville antage, at det er en Antydning i Loven, Praxis her har fulgt. Det foreskrives nemlig i M. L. Kjøbebolk, Cap. 10, jfr. Bjarkøretten Cap. 110, at man skal kjøbe med heimildartökum, hvilket Udtryk man kunde ville oversætte med „Borgen for Hjemmel“, Noget der kunde synes saa meget rimeligere, da en anden af de nordiske Lovgivninger, nemlig den danske, har en saadan Institution, som der fører Navnet Vin. Men at lægge denne Betydning ind i Udtrykket heimildartak vilde dog være urigtigt, da saavel Slutningsbestemmelsen i Capitlet som M. L. Tyvebolk Cap. 4 i. f. viser, at dette Ord simpelt hen betyder Beviis for Hjemmel, og at Kjøbebolken, Cap. 10 altsaa kun indeholder den Forskrift at man skal indrette sit Kjøb saaledes, at Hjemmelsmanden kan oplyses, hvis det Kjøbte befindes stjaalet eller forfalsket og at Lovstedet saaledes ingen Opfordring indeholder til Kjøberen om at betinge sig reel eller personlig Garanti for Sælgerens Hjemmelspligt.
Nogen Forandring i Retsregler, som kunde faa væsentlig Indflydelse enten til Forebyggelse eller paa Løsningen af Collisioner mellem Rettighedshavere i en og samme Gjenstand, med- førte hverken de indtil Christian den Fjerdes norske Lovs Emanation udkomne Rettebøder og Forordninger eller denne Lov selv. Den eneste Forskrift i samme, som her kan fortjene at udhæves, er maaskee den i Thingfarebolken Cap. 4 indtagne (jfr. Recessen af 1539, Art. 11. Recessen af 1568 og Fr. for Adelen af 14 Febr. 1582), som bestemmer, at Stævning er fornøden til Optagelsen af Vidnesbyrd, at der ikke maa dømmes efter nogen Beviisning, som ikke er tagen til Thinge for Lagmanden eller Lagrettesmændene, og i Forbindelse med Gjentagelsen af Budet om Sorenskriveres Ansættelse, at Præsterne ikke maatte skrive noget Vidnesbyrd eller andre Bænkebreve. Heraf synes nemlig at følge, at Loven, uagtet den uforandret har optaget M. L. Kjøbebolk Cap. 11, dog ikke tillægger de der omhandlede skriftlige Contracter fuld Beviiskraft, og at den ikke vil have dem skrevne af Andre, end Parterne selv eller Sorenskriveren. Saa vidt man kan bringe i Erfaring, har man ialfald i det virkelige Liv fortolket Chr. den IV.s Lov saaledes, da næsten alle senere Documenter forkynde sig som nedskrevne af vedkommende Parter eller Sorenskrivere, samt for saa vidt dennes Hjælp har været benyttet, hyppigst som forfattede paa selve Thinget, hvilket jo altid har været et Fremskridt. Udtrykkelig blev dette foreskrevet ved Chr. IV.s Forordn. af 1 Aug. 1622, som – efter i Præmisserne at have omtalt, at Undersaatter og Odelsmænd i Norge tidt og ofte indbyrdes og hemmelig med hverandre sælge, kjøbe, mageskifte ellers udi andre Maader ved Contracter afhænde eller sig tilforhandle Odels Jordegods, hvoraf adskillig Trætte og Vidtløftighed foraarsages, – bestemmer, at ingen saadanne hemmelige Forhandlinger maa tilstædes eller udi Rettergang passere, men skulle holdes som ugjorte, hvorimod alle Salg, Pantsættelser osv. skulle skee til Thinge, hvor Godset er liggende, og lovlig for Retten (Evensens Samlinger 2 B. 2det Hefte S. 11),
Derimod finder man intet Spor til, at Thinglæsning af saadanne Documenter har været anseet for nogen Retsnødvendighed eller engang været anvendt udenfor Bergens By, for hvis Vedkommende det, som sees af Lagmand Paul Helliesøns Dom af 1594 i Norske Samlinger I. Side 278, efter gammel Vedtægt fordredes til Pantebreves Gyldighed, at de skulde indtegnes i Thingbogen. Meget mere vise andre samtidige Documenter, i hvis Oprettelse samme Paul Helliesøn har havt Deel, at Pantsættelse af Gods udenfor Bergen ikke er bleven thinglæst. Først Forordn. af 26 August 1622 paabød, at Skjøder og Pantebreve, som udgaves til Adelen skulde læses og paaskrives til andet Thing, efter at de ere udgivne; af Diplomerne seer man imidlertid, at man allerede temmelig snart efter denne Forordning og under Paaberaabelse af samme begyndte at thinglæse og paaskrive andre Skjøder og Pantebreve; men almindelig synes dog denne Praxis ikke at være bleven førend efter 1630. Chr. den IV.s store Reces 2–15–11 paabyder, at der ved ethvert Thing skal haves Pantebog, hvoraf Underretning skulde gives om Pantsættelser, men dette Bud er nok neppe anseet gjældende i Norge, da en ved Forestilling fra Bergens Borgere foranlediget Forordning af 29 Juli 1646 foreskriver Thinglæsning og Protocollering af alle Skjøder og Pantebreve. At denne Forordning skulde gjælde alene for Bergen, kan ikke sees af dens Indhold, da den tvertimod omtaler Pantsættelse af Folk, som bo paa Landet, og er vel mindre antageligt, naar hensees til den i Bergen herskende, allerede forhen omtalte Sædvane, ifølge hvilken Thinglæsning ansaaes nødvendig, ialfald ved Pantsættelser.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |