De ældre norske og danske Loves Bestemmelser om Formueforholdet mellem Egtefolk
Da Redaktionen af Tidsskriftet bar ønsket at meddele efterstaaende Prøveforelæsning af mig i Forbindelse med den af Hr. Lector Aschehoug afholdte, eftersom begge angik retshistoriske Emner af en mere end almindelig Interesse, har jeg troet at burde følge denne Opfordring, saa meget mere som derved turde leveres et Bidrag til Løsningen af et af de i Theorien mest omtvistede Spørgsmaal i vor nu gjældende Lovgivning; uanseet at Tiden ikke bar tilladt mig at foretage den fuldstændige Gjennemgaaelse, hvortil Afhandlingen nu efter 23 Aars Forløb vistnok kunde trænge. Den meddeles derfor, i alt væsentligt saadan som den blev holdt, blot med enkelte mindre Forandringer og Tilsætninger, som jeg ved et løseligt Gjennemsyn har kunnet anbringe. Kun maa jeg bede udtrykkelig bemærket, at det er en Forelæsning, bestemt til at holdes paa een Gang. Det viste sig nemlig under Udarbejdelsen, at jeg i Valget af Thema havde forregnet mig noget, og at det, naar det skulde behandles i det Omfang, som jeg fra først af havde tænkt, vilde betydeligt overstige Maalet for en enkelt Forelæsning. Det blev derfor nødvendigt at beskjære Stoffet og sammentrænge Fremstillingen saa meget, som det lod sig forene med Tydelighed og Fuldstændighed, samt udelade Alt hvad der ikke strængt taget laa ind under de ved Overskriften betegnede Grænser. Dette Hensyn var mig under Udarbejdelsen oftere ubehageligt, og jeg tør heller ikke haabe at det skulde være blevet ganske uden Indflydelse paa den skriftlige Fremstilling.
Det ligger i Sagens Natur, at jo friere Folket er, jo løsere Statssamfundet er organiseret, desto engere maa Ætsbaandet være, – her er det væsentlig som Medlem af en Æt, at det enkelte Individ kan faa noget at betyde. Men man vil tillige altid se, at hvor Ætsbevidstheden udad er stærkt udpræget, der er der ogsaa Særeje mellem Egtefællerne. Denne Sætning, der ved første Øjekast maa synes noget abnorm, vil dog ved nærmere Betragtning vise sig grundet i Sagens Natur. Thi hvor et Egteskab bliver barnløst, vilde Formuefællesskab bevirke, at en Del af Svigerforældrenes Formue gjennem Svigerbarnet gik over i dettes Æt, der er hines aldeles uvedkommende – og hvor der er Livsarvinger, bliver Forholdet i ethvert Tilfælde uforandret, da disse saavel ere Svigerforældrenes Børnebørn, som sine egne Forældres næste Arvinger, medens dog ogsaa her et oprindeligt Særeje altid skarpere fastholder den enkelte Formues rette origo.
Denne Tingenes Tilstand gjenfinder vi netop saaledes som den her paa Forhaand er konstrueret, naar vi kaste et Blik paa de gamle Nordboers Retstilstand.
Hos intet af Oldtidens Folk finder vi Folkefriheden mere udviklet, Statsbaandet løsere, men paa den anden Side Ætsbaandet stærkere end hos Islændingerne i Fristatens Tid, og intetsteds findes igjen Reglerne om Særeje mellem Egtefolk fastholdte med den overordentlige Skarphed.
Efter Graagaasen vedbliver enhver af Egtefællerne at være Eier af sit medbragte Bo. Manden skal vistnok bestyre Konens Gods, men særskilt for sig som et eget Bo; Indtægterne eller Renterne deraf skulde han udrede til hende, og deraf skulde hun leve; (Festaþ. 50). Alene af heimanfylgja skulde han ingen Renter svare, derimod svarede han Renter af mundr. Da Manden ikke maatte bortleje det Gods, som Konen ejer i Kostbarheder, kunde han naturligvis ikke heller svare Renter af dette, hvilket vel ogsaa maatte forstaa sig af sig selv. Var den ene Egtefælle trængende, maatte han vistnok forsørges af den anden, men havde denne tillige fattige Slægtninger at forsørge, maatte Egtefællen vige, og dennes egne Slægtninger overtage Forsørgelsen, hvis der ikke hos den formuende Egtefælle var tilstrækkeligt til underhold for dem alle, Úm. þ. 29 og 34. Men det er mærkeligt nok, at disse Bestemmelser ganske vist ere af senere Oprindelse. Den første mangler ganske i Cod. reg. og findes blot i det yngre, arnamagnæanske Haandskrift; den anden findes vistnok ogsaa i Cod. reg., men kjendelig mutileret og uden Sammenhæng med det øvrige i Kapitlet; oprindelig har der saaledes vistnok ikke existeret nogen Forsørgelsespligt mellem Egtefæller. Jfr. ogsaa Festaþ. 14 og 53. Erhvervelser og Udgifter, som under Egteskabet tilfaldt Egtefællerne fælles, udenfor det egentlige Bo (f. Ex. Bøder for Lejermaal med Datter, fælles Børns Forsørgelse, Døtrenes Udstyr) tilfaldt dem i det legale Forhold: Man den to Tredjedele og Konen een Tredjedel. Ved Egteskabets Opløsning kan der i dette Forhold ikke blive Tale om nogen Deling af Boet: enhver tager sit. At Konen i Skilsmissetilfælde, hvor hun er den skyldige, taber sin mundr, er alene en Straf. Forholdet til Kreditorerne bliver naturligvis her uden Virkning, da hvert Bo har sine særegne Kreditorer; at Konen taber sin mundr for det Tilfælde, at Manden ved Egteskabets Stiftelse ikke ejede i det mindste 1 Mark af dens Beløb gjældfrit, (Graag. Kaupab. 9) hænger sammen med den i G. L. 115 og flere Steder i de norske Love udtalte Sætning, at Ingen skal kjøbe sig Hustru med anden Mands Penge, jfr. ogsaa Graag. Festaþ. 12 der (af en ganske anden Grund) sætter stræng Straf for aldeles fattige Personers Egteskab.
Dette ubekvemme Forhold, – der synes at maatte gjøre en fælles Husholdning næsten umulig, – kunde naturligvis af Egtefællerne forandres ved kontraktmassigen, enten i selve Fæstekontrakten eller sednere under Egteskabet, at lægge sit Gods sammen i Fællig (félag). Ligeledes indtraadte Fællig i visse Tilfælde ipso jure. Men her maa nøje bemærkes, at Fællig ingenlunde svarer til det, som vi nu forstaa ved Egtefællers Formuefællesskab; det vil, som af det Følgende vil blive klart, ikke sige andet, end at Indtægterne nødes fælles, og at Manden altsaa blev fri for at aflægge Regnskab. Ogsaa kunde Egtefolkene komme overens om, at Husholdningen skulde føres fælles, (at eiga i bú, Festaþ. 21, Kaupab. 9), medens de tvende Boer for øvrigt holdtes separerede. I dette sidste Tilfælde havde Konen Bestyrelsen af den indvendige Husholdning, og kunde i Mandens Fravær gjøre de til Husets Tarv fornødne Indkjøb paa egen Haand og for fælles Regning, medens Forholdet i alt øvrigt blev uforandret, og ved Egteskabets Opløsning bliver det blot den for den fælles Husholdnings Skyld stiftede Gjæld, der fælles bliver at tilsvare saaledes, at den forholdsvis (at sinum hluta) deles mellem Egtefællerne.
Hovedbestemmelsen om det almindelige Fællig mellem Egtefolk findes i Graag. Festaþ. 22. Fælliget kan enten vedtages ved selve Fæstemaalet, – hvilket forudsættes at være det sædvanlige,[1] – eller naar som helst sednere, men det gjøres til Betingelse: ef með þeim er jafnmæli. Fælliget medførte, som anført, ikke nogen Solidaritet i Rettigheder og Forpligtelser, men alene, at Boet bestyredes og Renterne nødes undereet. Det Forhold, hvori Egtefællerne skulde være lodtagne deri, beroede paa deres egen Bestemmelse, og var intet vedtaget ejede Manden 23 og Konen 13. I Forhold til enhvers Anpart, (sem þau eigu fé til) maatte de ogsaa svare til Gjælden og bestride alle paakommende Udgifter, – Forsørgelsespligt (jfr. dog Festaþ. 14 og 53 hvorom ndf.) Udstyr af Døtre osv. Bøder, som den ene eller den anden bliver ilagt, maa udredes af det fælles Bo, men ved Skiftet har den anden Egtefælle Ret til forlods at udtage et tilsvarende Beløb uden Renter (Kap. 23). Tilfalder der under Egteskabet den ene Egtefælle en Arv (eller anden Erhvervelse med særlig Adkomst), har denne Valget, om han vil, at den skal gaa ind i Boet eller ikke, og har i første Tilfælde Ret til paa Skifte forlods at udtage den igjen (Kap. 17). Til saadanne Tilfælde maa der vel være sigtet ved den besynderlige Slutningsbestemmelse i Úm. þ. 35, der under kjendelig Forudsætning om Fællig taler om Særgjæld, der kan indtales hos Konen medens Manden lever (ef hon hasi ein við sik skuldir átt). – Det vil af det anførte sees, at, uanseet Fælliget, den enes Bo meget vel kunde være fallit og den anden eje stor Formue. Herimod kan ikke anføres Bestemmelsen i den ovenfor omtalte Úm. þ. 35, at alt fé þeirra skal være Manden heimilt til skuldar gildis. Thi denne korte Bestemmelse, der er sat i Forbindelse med Bestemmelsen om, at man ikke kan sagsøge Konen personlig, medens Manden lever, – afgjør intet med Hensyn til Gjældens virkelige Fordeling, og vil neppe sige videre, end at Manden er rette Vedkommende, til hvem man har at henvende sig om Betaling lige saa vel af Konens som af hans egen Gjæld. At det passerede dog alligevel staar ved Magt, om ogsaa Manden har benyttet Konens Formue i en større Udstrækning, end han burde‚, er en anden Sag, og følger af, at han bestyrer hendes Gods, hvilket gjælder endogsaa om der ikke er noget Fællig. Endelig omtales der ogsaa et félag, der: „er svá gert, at þat átti at rofna“». I dette Tilfælde var det vedtagne Forhold alene Norm for deres gjensidige Ret og Nydelse medens Egteskabet varede, men ved dets Opløsning skulde det oprindelige Forhold igjen indtræde (se Festaþ. 17). Dette var saaledes et Slags udvidet Husholdningsfællig, eller en Mellemting mellem dette og det Almindelige. Det omtales for Resten ikke meget.
At, som det undertiden heder Loven lægger Egtefællerne Gods sammen, fandt Sted, dersom det ikke kunde oplyses, hvad der oprindelig maatte være bestemt om Egtefællernes Formueforhold, og de derhos havde levet sammen i faktisk Fællig[2] i det mindste i 3 Aar. Desuden fordres det, at Manden ved Egteskabets Indgaaelse, efter at mundr er betalt, maa have ejet mindst 1 Mark (= Munderens mindste Beløb) eller være en saa meget dueligere Husholder. Det samme var endelig ogsaa Tilfældet, hvis begge ved Egieskabets Indgaaelse aldeles intet ejede. Virkningen af dette legale Fællig var, at Manden var Lodtager for 2 Tredjedele og Konen for 1 Tredjedel i alle Erhvervelser og Forpligtelser. For Resten gjentages det oftere, at enhver af Parterne kan forhindre Fælligets Indtrædelse ved at oplyse det virkelige Forhold, saaledes, som der udførlig foreskriveg i Festaþ. 23.
Sluttelig skal endnu kun udhæves som et betegnende Bevis paa Islændernes Synsmaade i denne Henseende, at det var Skilsmissegrund, naar den ene Egtefælle fik fattige Slægtninger at forsørge, saa at der var Grund til at befrygte, at det kunde komme til at gaa ud over den andens Formue (Festaþ. 14). Ved en senere Lovbestemmelse (Kap. 53, der ikke findes i Cod. reg.) er denne Grund til Skilsmisse bævet, og i dets Sted bestemt, at de Trængende i saa Tilfælde skal føres over til sine øvrige Slægtninger efter de almindelige Regler. Jfr. her for øvrigt ogsaa den ovenfor anførte Úm. þ. 29 og 34.
Ligeledes er det et godt Bevis paa, hvor skarpt Reglerne om Særeje mellem Egtefolk var udprægede, at Egtefællerne ikke maatte lægge Fællig, med mindre deres Vilkaar kunde ansees omtrent lige. Hvad der var at foretage i Tilfælde af Overtrædelse heraf, er ikke udtrykkelig sagt, men maa vel afgjøres efter hvad der foreskrives om undanboð i Arfaþ. 10, (at sætte Vedkommende ud af Besiddelsen og Bestyrelsen af Godset og alene lade ham faa Renterne).
Den nyere islandske Lovbog, Jonsbogen, er i denne Henseende næsten Ord til andet overensstemmende med Magnus Lagabøters nyere norske Landslov, og anføres saaledes bedst der.
Efter de ældre norske Love var ogsaa Særeje mellem Egtefællerne det ordinære, men Bestemmelserne herom har langtfra den gjennemførte Skarphed og Ubetingethed som i Graagaasen.
Administrationen af begge Egtefællers Formue henhører under Manden, G. L. 52, F. L. XI. 5, hvilket sidste Sted dog udtrykkelig viser, at der heller intet var imod, at det ved Fæstemaalet eller før Brylluppet kunde vedtages, at Konen selv skulde bestyre og raade for sit Bo i det hele eller for Del. At Egtefællerne imidlertid i Trangstilfælde var pligtige at forsørge hinanden gjaldt her som ubetinget Regel, ja F. L. XI. 5 bestemmer udtrykkelig, at Manden er pligtig til, uden Afgang i Konens Hjemmegift, at forsørge hendes trængende Slægtninger; og selv om disse medbringer Arv, maa han dog alene anvende Renterne dertil og ikke angribe Kapitalen. Hvor vidt Manden under Egteskabet var pligtig at aflægge Regnskab for Indtægterne af Konens Gods, er ikke ligefrem udtalt i Loven. Jeg antager, at han var pligtig dertil, uagtet den ubestemte Maade, hvorpaa Antydningerne herom forekommer, end mere bestyrker den Anskuelse, at Tilfældet i Norge ikke var meget praktisk især naar man sammenligner de islandske nøjagtige Bestemmelser om dette Punkt. G. L. 54, F. L. XI. 7 og 13 o. fl., der viser at Manden endog kunde komme til at udrede Bøder til Konen, er kjendelig byggede paa den Forudsætning, at Regnskab skal aflægges. At Husholdningen for øvrigt altid førtes for fælles Regning, endog uden nogen Kontrol med at enhver ydede sit forholdsmæssige Bidrag, viser den anførte F. L. XI. 7 tilstrækkeligt, og at fælles Udgifter maatte udredes in solidum, – skjønt maaske mod indbyrdes Regres, – og ikke, som efter den islandske Ret, fordeltes mellem Egtefællerne i noget bestemt Forhold, fremlyser fremfor alt af F. L. XI. 5.
Ved Egteskabets Opløsning betragtes Konen som Kreditor i Mandens Bo, og maa konkurrere med Mandens særegne Kreditorer (G. L. 115). Tilsvarende Bestemmelser findes ikke i F. L. (jfr. dog XI. 6); derimod er G. L. 115 ordret optagen i Hk. 72 fg., hvorfor ellers F. L. i det Hele er lagt til Grund. Konens Tilgift C(hvorunder her ogsaa hører mundr) staar imidlertid tilbage for de Fordringer, som hvilede paa Manden før Egteskabets Indgaaelse. At imidlertid denne Regel bør forstaaes paa samme Maade som i Graag., nemlig betinget af, at Manden ikke var solvent, da han giftede sig, for Tilgiftens Beløb, synes at tilsiges af den anførte Grund: „at ingen skal kjøbe sig Hustru for andres Penge“. Konens Hjemmegift derimod konkurrerer med Umyndiges Penge, men det kan ikke erfares af G. L., at disse har haft noget Fortrin for andre Fordringer, ligesom heller ikke de øvrige Love indeholder nogen saadan Regel, idet de alene paabyder Forsigtighedsregler med Hensyn til Godsets Opbevarelse. Det kan saaledes ikke antages, at Konen engang for sin Hjemmegift har haft noget Fortrin for Kreditorerne i Almindelighed. Hendes særegne Erhvervelser under Egteskabet stod i Klasse med Hjemmegifte.
At disse Regler ogsaa skulde have gjældt Konens Jordegods, er ikke rimeligt; det vilde være altfor stridende mod de Gamles Begreber. Heri har hun sikkert haft en selvstændig tinglig Ret om ikke hendes Ejendomsret er bleven anseet som fremdeles bestaaende. Under en anden Forudsætning vilde det heller ikke være let at indse Grunden til et Forbud som det i Slutningen af F. L. XI. 8, der ikke vil at Konen skal erhverve andet Jordegods under Egteskabet, end hvad hun har indbragt eller sednere arver, hvilket jo vilde være uforklarligt hvis der ikke havde tilkommet hende en særegen Ret med Hensyn til dette. Denne hendes Ret kan dog neppe have strakt sig videre, end til, uden Hensyn til Boets Status, at erholde udleveret sine faste Ejendomme, naar disse ved Egteskabets Opløsning findes i Boet. At derimod Manden skulde være indskrænket i sin Disposition over Konens Jordegods mere end over hendes Løsøre, giver de ældre Love ingen Anledning til at antage. Den eneste Indskrænkning i hans Raadighed var, mærkeligt nok, i Norge ligesom paa Island, at han ikke maatte føre Konens Gods ud af Landet. Og ligesom det ikke i mindste Maade antydes, at Konen har haft noget fortrinsviis Krav i Boet for Beløbet af sine solgte faste Eiendomme, saaledes gives der heller ingen Grund til at antage, at hun har kunnet forbyde ham Salget og i fornødent Fald omstøde det, saaledes som i en sednere Tid foreskrives i Retterbøderne af 1280 Art. 21 og 22 og af 1313 Art. 6, – naturligviis under Forudsætning af, at ikke selve Administrationen er Manden betagen, jfr. F. L. XI. 5.
Begge de ældre Love har Bestemmelser om félag mellem Egtefolk, se G. L. 53. F. L. XI. 8 cfr. Hk. 51 og 52. Men ogsaa her betød Fællig intet andet, end fælles Nydelse, saa at hver ved Boets Deling udtog sit Indbragte, men under Egteskabet begges Formue forvaltedes under eet og nødes i Forening, og at altsaa Manden var fri for at aflægge Regnskab. I Fælliget ejede Manden 23 og Konen 13 foruden sine Klæder G. L. XI. 6), og paa Skifte udlægges Gjælden sem félag þeirra var (G. L. 115; Hk. 73). – G. L. og den dermed i denne Materie overensstemmende Hk. bestemmer paa den ene Side, at ingen Kone maa nægte sin Mand Fællig, medens der dog paa den anden Side fordres Arvingernes Samtykke, med mindre de faar Børn sammen. Egter nogen en Enke, som har Børn efter sin første Mand, maa Fællig ikke oprettes uden at Særkuldsbørnenes Fædrenefrænder først har faaet paase, at der ikke sker disse for fort. Tilsvarende Bestemmelser findes ikke i F. L. Efter alle Lovene skulde Fælliget lyses í fjöllda manna. Har Egtefællerne imidlertid levet sammen i faktisk Fællig, efter G. L. i 20 Vintre, efter F. L. i 12 Maaneder, lægger Loven deres Gods sammen. Den tilføjede Bibestemmelse om faktisk Fællig fremgaar paa det bestemteste af Ordforbindelsen i Artt. (G. L. 53 jfr. 125. F. L. XI. 6 og 8). Hk. omtaler aldeles ikke dette legale Fællig, hvilket er mærkeligt nok, da dens Bestemmelse jo var at afløse Graagaasen, hvori samme Forskrift fandtes. Og naar vi sammenholder den med dens Kilder, saa sees det tydeligt, at Udeladelsen er gjort med Flid; thi Hk. 51 er udskreven af G. L. 53 og Hk. 52 af F. L. XI. 8. Den første af disse ender og den sidste begynder med den anførte Bestemmelse om det legale Fællig, og dog er den udeladt. Derimod har Hk. 52 af F. L. optaget den samme Bestemmelse som Graag. Festaþ. 22 har om legalt Fællig mellem fattige Egtefolk, saaledes at han eier 23 og hun 13. G. L. mangler dette. Ved Optagelsen i M. L. V. 4, er heri dog gjort den Forandring, at hvor der er Livsarvinger, skal der i dette Tilfælde deles lige, og ellers skal den Længstlevende, enten det saa bliver Manden eller Konen, have I og den først Afdødes Udarvinger 4. Men dette skulde man snarere antage er indkommet fra en af de andre norske Landskabslove.
I Eidsivatings- og Borgartingslovene synes der at have været temmelig forskjellige Bestemmelser om dette Forhold. I den nyere Landslov Arvebolk Kap. 3 findes der nemlig i 2 Eidsiva- og 1 Borgartingskodex et fra de andre Haandskrifters Text aldeles afvigende Sted, angaaende Fællig mellem Egtefolk. Her foreskrives der helmingsfélag i Tilfælde af Skifte med Livsarvinger, og i Tilfælde af Skifte med Udarvinger saadant Fællig, at den Længstlevende skal have de 2 Trediedele. Denne Variant findes ogsaa tilføjet en Pergaments-Afskrift af den i Norges gamle Love II. S. 138–41 (No. 57) aftrykte Rb. af Kong Haakon Magnussøn (Cod. mbr. No. 11. Bibl. Deichm.), og heri findes en Bestemmelse om, at ulovlig lagt Fællig maa være rygget, inden Egteskabet har varet i 9 Vintre. At dette Sted ikke hører til den af Magnus Lagabøter besørgede reviderede Eidsiva- eller Borgartingslovs virkelige Text, men at denne ogsaa heri har været overensstemmende for alle 4 Lagdømmer, synes aldeles klart; thi alle de andre Haandskrifter af den nyere Eidsiva- og Borgartingslov har den i den trykte Udgave optagne, efter Gulatings- og Frostatings-Codices gjengivne Text. Man maa altsaa antage, at vi her har for os et originalt Stykke af den ældre Eidsivatings- eller Borgartingslov, der, – enten ved en Afskrivers Fejltagelse, eller fordi de af Magnus Lagabøter efter den ældre Gulatings- og Frostatingslov indførte forandrede Bestemmelser ikke har vundet Indgang i Praxis i Eidsiva- og Borgartingslagdømmerne, – er blevne indskudte i de nævnte 3 Afskrifter af de nyere Love. Og at det sidste er Grunden, at nemlig de ældre Loves Bestemmelser om dette Punkt har holdt sig trods M. L. i de 2 nævnte Lagdømmer, synes antageligt deraf, at der ogsaa i den følgende Lovgivning træffes flere Spor (hvorom nedenfor) af at en særegen Ret har gjældt i de nævnte Lagdømmer. Saaledes tales der endnu i Hertug Haakons Rb. af 1297 for Ringerige og Hadeland (Eidsivatings-Lagen), i Art. 2 om „lovlige Arvingers Samtykke og Frænders Raad“ som Betingelse for Fællig forinden Egteskabets Indgaaelse (man maa sætte Komma efter manna). End videre tales der i et Lagmands-Orskurd fra Skeen (Borgartings-Lagen) af 1305–6 (Dipl. Norv. I. No. 108) om, at nogle ikke ansaa Tredjingsfællig lovligt, men at Kongen har bestemt, at det skal holdes, dersom Arvingerne samtykker det. Antager man nu, hvilket forekommer mig aldeles rimeligt, at det har været ligesaa før M. L., saa ser vi, at Eidsiva- og Borgartingslovene har stemmet med G. L. i at kræve Arvingernes Samtykke til Fælliget, men afveget fra begge de ældre Love ved den særegne Regel om Fælligets Fordeling, eftersom der skiftes med Livsarvinger eller med Udarvinger, samt om de 9 Aars Præskriptionsfrist.
Dersom vi nu sammenholder de norske Loves Regler med de islandske, saa vil man se, at Forskjellen ikke saa meget viser sig i udtrykkelige Lovbestemmelser som mere i det Totalbillede, som man faar ved at betragte Institutionen i disse 2 Lovgivninger. Først og fremst er det mærkeligt at Konen ikke kunde nægte sin Mand Fællig, og at denne Bestemmelse netop findes i G. L., der ellers saaledes indskrænker Egtefællernes Adgang til at lægge Fællig, at den gjør den afhængig af Arvingernes Sam- tykke, – medens den ikke findes i F. L. der ellers saa meget begunstiger Fællig. Dernæst ser man, at den norske Ret ikke kjendte nogen Mellemting mellem Fællig og Særeje, (at i sidste Fald Mandens Administration ganske eller tildels kunde være hævet, F. L. XI. 5, er en anden Sag,) – samt at det ikke gik an, at enkelte Dele af Boet laa udenfor Fællig og den ene Egtefælle med Hensyn derpaa havde sine særegne Retsforhold. Ligesaa maatte vistnok altid Husholdningen og hvad dermed stod i Forbindelse drives for fælles Regning i Norge; – men især er det en væsentlig Forskjel at Konen, selv hvor der var Særeje, i Norge alene stod som Kreditor i Mandens Bo, medens Konens Bo under Særeje efter Graagaasen ikke havde det mindste med Mandens at skaffe. Endelig viser den stærkere Enhed mellem Egtefællerne efter de norske Love sig deri, at de fælles Udgifter ogsaa altid fælles maatte udredes, og ikke som paa Island fordeltes mellem Egtefællerne. Bøder for Samleje med Datter tilfaldt i Norge Manden alene som rette Sagsøger. Sluttelig kan det maaske her være Stedet at bemærke, at en Haulds Kone i Norge efter G. L. 56 raadede for 2 Ørers Kjøb og efter F. L. XI. 5 for 1 Øre, medens en gift Kone paa Island, som dermed maa sættes i Klasse, efter Graag. Festaþ. 21 ikke raadede for mere, end 12 Øres Kjøb.
Ved Magnus Lagabøters nyere Landslov og den dermed for saa vidt aldeles overensstemmende nyere islandske Lovbog, Jonsbogen, sammenstøbtes G. L. og F. L. saaledes, at, hvor en Bestemmelse manglede i den ene, optoges den af den anden; Haakonarbogen kan i denne Henseende for en stor Deel ansees som et Forarbeide. Men der foretoges nu den væsentlige Forandring at medens man bibeholdt Bestemmelsen i G. L. 53 om at Konen ikke maa nægte sin Mand Fællig, saa hævedes Nødvendigheden af Arvingernes Samtykke, samt Særkuldsbørnenes Fædrenefrænders Kontrol naar en Enke, som har Børn med sin første Mand, vil gifte sig igjen og lægge Fællig med sin anden Mand. Derimod bestemmer Loven Forholdet: Manden 23 og Konen 13 som ufravigeligt og forbyder udtrykkelig at lægge Fællig paa anden Maade (se M. L. V. 3). Om noget legalt, ipso jure indtrædende, Fællig taler M. L. ikke, undtagen mellem Fattigfolk, ligesom Hk. Heller ikke er der i M. L. mere Tale om at Konens Særejendom nogensinde skulde være unddragen Mandens Administration. Hvis Fællig har været lagt, bestemmer M. L. at Egtefællerne eller deres Arvinger i Tilfælde af Skifte skal udtage hver sit Indbragte, men hvad der under Egteskabet er erhvervet skal, dersom Boet er blevet formindsket, deles lige, men hvis det er forøget, skal Manden tage 2 Trediedele og Konen 1 Trediedeel. Derhos har M. L. V. 5 extr. optaget Bestemmelsen af Graag. Festaþ. 23, at naar Bøder bliver idømt nogen af Egtefællerne, da skal, under Særeje, den Skyldige selv udrede dem, men under Sameje skal de udredes af det fælles Bo, dog saaledes, at den anden Part har Ret til i sin Tid paa Skifte at udtage forlods et tilsvarende Beløb uden Renter. Derimod er ikke indtaget den Bestemmelse, at enhver har Ret til at undslaa sig for at lade en senere tilfalden Arv flyde ind i Fælliget, og at han, hvis han undlader at benytte sig deraf, paa Skiftet kan udtage dens Beløb forlods; – tvertimod bestemmer Art. 3 udtrykkelig, at Fælliget skal omfatte alt, „hvad Vedkommende da ejer eller senere ejende vorder ved Arv eller paa anden Maade“. I Henseende til Bestemmelserne om Gjældens Betaling er M. L. og Jb. aldeles overensstemmende med G. L. og Hk. Det heder udtrykkelig at Døtrenes Udstyr skal udredes i Tilfælde af Fællig af det fælles Bo, og i Tilfælde af Særeje af enhver af Egtefællerne efter deres Formues Størrelse, se M. L. V. 7, gjentagen i Chr. IV. L., Jb. Arvetal I. jfr. Grág. Festaþ. 23 i Slutn., Festaþ. 20, Úm. þ. 3.
Byloven stemmer, hvad Egtefællernes Formueforhold angaar, aldeles med de tilsvarende Kapitler i Landsloven. Derimod var Konernes Myndighed større i Byen end paa Landet (B. L. VII. 6: konor = Kvinder i Alm.)
Den sednere Lovgivning gjorde en vigtig Forandring i dette Forhold. I Erik Magnussøns store almindelige Rb. 1280 Art. 22 cfr. 21 og Haakon Magnussøns Rb. 1313 Art. 6 træffer vi først den vigtige Bestemmelse, at Manden ikke maa sælge Konens Jordegods uden hendes Samtykke, og at hun i Overtrædelsestilfælde kan rygge Kjøbet, efter den første Bestemmelse inden 20 og efter den sidste inden 5 Vintre. Derhos gav Haakon Magnussøn en egen Forordning om Egtefolks Fællig, som i mange Henseender er mærkelig; den er aftrykt i Norges gamle Love III. S. 138–140. Her optages igjen Bestemmelsen om Fædrenefrændernes Kontrol, naar en Enke, der har Særkuldsbørn, vil lægge Fællig med sin nye Mand, ligesom det bestemmes, at Fællig ikke kan lægges efter Egteskabets Indgaaelse uden Arvingernes Samtykke, med mindre der bliver Børn af Egteskabet. Endelig sættes helmingsfélag som det ordinære. Disse Afvigelser synes at staa i Forbindelse med de oven anførte Forskjelligheder i Eidsivatings- og Borgartingslovene, hvorfor ogsaa taler, at disse Varianter af Arvebolken, som ovenfor bemærket, netop findes tilføjet Pergamentsafskriften No. 11. Bibl. Deichm. af denne Retterbod. Der synes saaledes ikke at være stort vovet ved at antage, at denne Retterbod ikke har været gjældende uden i disse Lagdømmer, uagtet det heder i dens Intimation, at den skal være gjældende „um allt landit“. Thi dette Udtryk behøver ingenlunde at være synonymt med „allt Noreg“, og kan lige saa godt betyde: hele Distriktet. I alle Fald viser Maaden, hvorpaa den er benyttet ved Redaktionen af Chr. IV. L., at den ikke formaaede at fortrænge Landslovens Lære. Det er muligens denne Rb. hvortil der sigtes i det anførte Lagmands-Orskurd, Dipl. Norv. I. 108, hvilket i det mindste Udgiverne af Norges gamle Love synes at have antaget, ved den Bemærkning at Retterboden ikke er yngre end 1306.
Mærkelig i denne Forbindelse er fremdeles en Dom paa Overlagtinget i Bergen den 4 August 1557 (Paus S. 320): En Mand ved Navn Sigvard Madsen havde gjennem sit Barn arvet sin afdøde Kones Halvdel i Boet. Da Manden derefter døde uden Livsarvinger, gjorde Konens odelsberettigede Slægtninger imod Mandens Arvinger Fordring paa det efterladte Jordegods, hvoraf Konen havde indbragt Størstedelen. Dommen gik ud paa, at Konens Odelsgods skulde tilfalde hendes Slægt uden Vederlag indtil Beløbet af det halve Bo; Resten af hendes Odelsgods skulde de løse. Som Hjemmel herfor paaberaabes udtrykkelig „Sl. Kong Haakons Retterbod“, – hvorved umuligt kan være ment nogen anden end den her omhandlede Retterbod af Haakon Magnussøn den ældre om Fællig. Men denne taler ikke det mindste om Odelsgods i noget af Haandskrifterne, alene med Undtagelse af Cod. No. 11. Bibl. Deichm., der som anført tilføjer et Stykke af Landslovens Arvebolk Kap. 3 efter Varianter i Eidsiva- og Borgartingskodices, hvori det heder om Boets Skifte i Tilfælde af Fællig: óðal þeirra fari eptir því sem lögbók váttar. Det bliver saaledes en til Vished grænsende Sandsynlighed for, at det er denne Bestemmelse som menes i hint Citat, og at „eptir því sem lögbók váttar“ i hin Dom er fortolket som „uden Vederlag“. Men dette stemmer ingenlunde med M. L., der udtrykkelig bestemmer, at den odelsberettigede skal løse det Odelsgods som overstiger hans Arvelod, og i det anførte Tilfælde var Konens Slægtninger ikke engang arveberettigede efter Sigvard Madsen. Hvorledes nu dette hænger sammen, – hvad enten vi ogsaa her har en i Eidsiva- og Borgartingslovene stedfunden Særegenhed for os (hvilket imidlertid er lidet rimeligt, da der i saa Fald synes at maatte findes flere Spor deraf) eller det er en misforstaaet Anvendelse af de danske Loves Regler om Jordegodsets Arvegang, og en Sammenblanden heraf med den norske Odelsrets-Institution, – saa er det i alle Tilfælde højst mærkeligt. Thi baade synes heraf at fremgaa, at der maa have fundet et nærmere Forhold Sted mellem denne Retterbod og de anførte Eidsiva- og Borgartings-Variantkodices; dels giver i ethvert Fald denne Dom en Nogle til den i Chr. IV. L. ny optagne almindelige Bestemmelse om at Odelsgods i Tilfælde af Arveskifte skal tilfalde næste Odelsmand uden Vederlag.
Paa samme Lagting i Bergen 1557 udgaves ogsaa en Anordning om Boers Skifte efter den ene Egtefælles Død uden Livsarvinger (Krags Hist. II. S. 273–274). Den først Afdødes Arvinger skal udtage hvad den Afdøde kan opløses at have indført i Boet; alt hvad der under Egteskabet er erhvervet, saavel som ogsaa al fælles Gjæld, som er stiftet efter Egteskabets Indgaaelse, skal deles lige mellem den længstlevende og den først afdødes Arvinger. Ældre Gjæld, som den Afdøde havde før Egteskabets Indgaaelse, skal dennes Arvinger alene tilsvare. Mærkeligt nok er det, at der ikke gjøres nogen Forskjel mellem, om der har været lagt Fællig eller ikke; tvertimod synes det, som om nogen Forskjel i saa Henseende aldeles ikke engang har fremstillet sig for Tanken. Bemærkningen om at den afdødes Arvinger „fanger hverken Bænkegaver eller Tilgaver“, kunde vistnok synes at tyde paa en Forudsætning om Særeje, men herpaa bør der neppe lægges synderlig Vegt, og Sammenligningen med Bænkegaver viser, at Tilgave ikke staar i den gamle tekniske Betydning, men alene betyder Gaver i Almindelighed. Under Forudsætning om Fællig stemmer derimod Anordningen ganske med M. L. V. 3, kun med den Forandring at Helmingsfællig nu overalt er lagt til Grund, og man synes saaledes heri at have et ikke uvigtigt Datum for at Fællig mellem Egtefolk paa denne Tid har været saa sædvanligt, at man alene behøvede at give Regler for Egtefællers Formueforhold under denne Forudsætning.
Christian IV. L. Arveb. Kap. 3 bibeholdt af M. L. Bestemmelsen om, at Hustruen ikke kan vægre sig for at lægge Fællig med sin Mand, uden at noget Samtykke af Arvingerne udkræves. Derhos optog den af den nys nævnte Retterbod af Haakon Magnussøn Bestemmelsen om helmingsfélag. Men der tilføjes udtrykkelig, at ogsaa andet Forord kunde vedtages, naar det kun sker ved skriftlig Kontrakt og med Arvingernes Samtykke. Ved Egteskabets Opløsning skal al Gjæld betales af det fælles Bo, og det overskydende deles lige, dog med Undtagelse af Odelsgods, hvilket falder frit til næste Odelsmand. Dette sidste Tillæg er maaske indkommet ved en misforstaaet Anvendelse af den danske Rets Arveregler. Angaaende Gjældens Betaling i Tilfælde af Særeje, har Arveb. Kap. 13 aldeles udskrevet de ældre Bestemmelser i G. L., Hk., M. L. og Jb.
Af sednere Bestemmelser ældre end Chr. V. N. N., kjendes ingen om dette Forhold. Christian den 4des Fr. 23 April 1632, der er Kilden til den store Reces 1643, 2–7–1, gjaldt, som man noksom kan se af Præmisserne, da den refererer sig til Christian den 3djes Reces (Art. 52) og omtaler den ved det 18de Aar indtrædende Mindreaarighed alene Danmark. Noget andet er det vistnok, at dens Bestemmelser, især efter at de var blevne indtagne i Recessen, kom i Brug ogsaa i Norge; thi det er i det hele antageligt, at ogsaa de 2 første Bøger af den store Reces snart vandt et betydeligt Indpas i den norske Retspraxis og saaledes forberedte den Sammensmeltning af norsk og dansk Ret, som Chr. V. Lovbog af 1687 fuldendte.
Søger man nu at danne sig et Totalbillede af, hvorledes Egtefællernes Formueforhold udviklede sig i Norge, saa ser man vistnok, at ogsaa der Særeje var det normale, og at Fællig udkrævede en udtrykkelig Aftale. Men ligesom vi har seet, at Særeje i Norge langtfra etablerede den fuldstændige Uafhængighed mellem begges Formue, som paa Island, saaledes sees det ogsaa, at Fælliget blev engere her, end der; men at dog ikke heller derved nogen saadan Sammensmeltning af Egtefællernes Bo fandt Sted, at der fra denne Side kunde opstaa nogen særegen Betænkelighed. Derhos blev i Norge ganske sikkert Fællig mellem Egtefolk det sædvanlige. Navnlig er det at mærke, at endogsaa den ældre Gulatingslov, der endnu gjør Arvingernes Samtykke til en nødvendig Betingelse for Fælliget, og ikke lader den legale Præsumtion indtræde før efter 20 Aars Forløb, – dog alligevel forbyder Konen at nægte sin Mand Fællig. Og naar F. L., der baade ingen Myndighed tillægger Frænderne til at modsætte sig Fællig, og derhos lader den legale Præsumtion ind- træde allerede efter 1 Aars Forløb, – alligevel ikke ved noget udtrykkeligt Bud befaler Konen at lægge Fællig med sin Mand, naar han vil, – saa er dette vist nok snarere at anse som et Bevis paa, at nogen saadan Pligt ikke behøvedes, end paa at den ikke existerede. For det praktiske Livs Tarv er nemlig Fællig meget bekvemmere, end Dotalforholdet; og da særdeles Omstændigheder, som alligevel kunde gjøre Særeje til det hensigtsmæssige, i Norge ikke i nogen væsentlig Grad fandt Sted i alle Fald ikke efter de borgerlige Uroligheders Ophør, – saa er der neppe meget vovet ved at antage, at Fællig mellem Egtefolk var blevet det sædvanlige i Norge allerede paa Kong Haakon Haakonssøns Tid. Og idet Magnus Lagabøter, der ogsaa indtog hin Bestemmelse af G. L. om Hustruens Pligt til at samtykke i Fællig, bandt Fælligets Form til bestemte præceptoriske Regler, saa bør vi vistnok heri ikke se nogen Indskrænkning, men alene en bestemtere Ordning af Forholdet overensstemmende med hvad der faktisk gjaldt i Praxis. Vigtigt er det fremdeles at lægge Mærke til, hvor ufuldstændigt vore ældre Love behandlede dette Forhold, og fornemmelig Modsætningen mellem Fællig og Særeje, i Sammenligning med Graagaasen, hvor den fremhæves i de fineste Detaljer. Det synes i det hele, at dette Forhold i Norge kun har været lidet positiv lovbestemt og paa enkelte fixerede Punkter nær været overladt til sin egen Udvikling.
Men naar vi nu erindrer, at selv under Særeje havde Konen efter de norske Love ingen tinglig Ret, men stod alene som Kreditor i Mandens Bo (thi at hun fik sine fundi dotales udleverede in substantia, dersom de ved Egteskabets Opløsning findes i Boet, er en anden Sag) saa ser vi, at Forholdet ganske naturligt maatte udvikle sig derhen at Fælliget mere og mere maatte nærme sig til et fuldkomment Sameje. Dette var imidlertid noget, som ikke ret stemmede med de gamle Begreber om Familieforholdet og da nu den Betryggelse, som laa i Arvingernes Kontrol, var bortfalden, gik Lovgivningen en anden Vej, idet man søgte at betrygge Konen, der var udelukket fra Administrationen, ved i det mindste at reservere hende de vigtigste Formuegjenstande, hendes faste Ejendomme, og fra nu af er det vi træffer slige Bestemmelser som Erik Magnussøns Rb. 1280 Art. 21 og 22 og Haakon Magnussoøns No. 1313 Art. 6, hvorved Retsreglerne i Norge kom til at nærme sig til de i Danmark gjældende. Bestemmelserne i Haakon Magnussøns Retterbøder af 1297 Art. 6 og af 1306 (?) maa, som ovenfor bemærket, uden Tvivl forstaaes som Gjengangere fra de ældre Eidsiva- og Borgartingslove; ellers var man nødt til her at statuere en Tilbagegang i Retsudviklingen.
I Danmark gestaltede dette Forhold sig paa en fra de ovenfor skildrede ganske forskjellig Maade.
Danmark laa Tydskland saa nær; dets Retsforholde udviklede sig i meget efter germaniske Forbilleder, ligesom Beboerne var stærkt blandede med undertvungne germaniske Stammer. Det monarkiske Element var der trængt stærkere igjennem; Folkefriheden var langt fra saa udviklet og Ætsbevidstheden udad langt fra saa levende, som i Norge, end sige paa Island. Den anarkiske Tilstand, hvori Landet havde befundet sig i det Tidsrum, som ligger lige forud for den Tid, fra hvilken Lovene er os opbevarede, kom ikke Folkets Frihed tilgode; den var alene fremkaldt ved de forskjellige Prætendenters Kamp, dels med Gejstligheden, dels indbyrdes, om Magten. Og denne Magt var altid sig selv lig. Man træffer intetsteds i den danske Historie slige Høvdingeætter, der øvede en patriarkalsk Magt, der ofte var Kongens overlegen, – som vi finder paa hvert Blad i det norske Folks Historie, og det endog i en Tid, da Kongemagten i Norge var bleven næsten absolut. En fornærmet Magnat kunde vistnok ogsaa i Danmark gjøre Opstand mod sin Konge, men dette var og blev Undersaattens Opstand mod Kongen, – ikke en Kamp mellem Kongemagten og den patriarkalske Magt.
En nødvendig Følge af dette Forhold var ret, at Familie forholdet maatte tage sin væsentlige Udvikling indad. Her var der intet, som motiverede nogen almindelig Afvigelse fra den naturlige i selve Samlivet mellem Egtefolk liggende Fordring om, at de ogsaa maa have Ejendom fælles. Dette maatte naturligvis være det bekvemmeste og foraarsage de færreste Forviklinger, og saaledes finder vi ogsaa Forholdet ordnet i samtlige danske Landskabslove.
Saavel den Skaanske Lov (1–7) som Valdemars Sjællandske Lov (1–1 § 9) og Eriks Sjællandske Lov (1–1) bestemmer udtrykkelig, at naar man gifter sig, da, om ogsaa den ene ejer 100 (Vald. Sjæll. L. 100)) Mark, og den anden blot ejer 1 Mark, skal de dog dele halvt i Kjøbejord og Løsore, hvad enten de saa skifter i levende Live, eller efter den enes Død. At Gjælden, uden Hensyn til dens Oprindelse, skal udredes af det fælleg Bo – siges ligefrem i Er. Sj. L. 1–28 (hans Gjæld skal være hendes og hendes skal være hans, og ligesaa Fordringerne). Dette var ligesaa efter Jydske Lov se 1–6.
Men efter de Skaanske og Sjællandske Love fandt derhos et andet højst mærkeligt Forhold Sted, idet Børnene og Børnebørn, og under visse Omstændigheder tillige Stedbørn og Svigerbørn, ogsaa havde Andel i Fælliget, lige saa vel som Manden og Konen. I Jydske Lov, saadan som den nu haves, er dette Forhold imidlertid bortfaldet, men det kan med Sikkerhed antages, at det ogsaa der tidligere har fundet Sted. Der findes i Valdemar den 2dens Jydske Lov flere Spor af en ældre Kilde, der da maa have været samtidig med, eller endog ældre end Sk. og Sj. L. (se Vald. Sj. L. 1–13, hvor „iuzk logh“ citeres) hvilke bestemt tyder derpaa. Paa dette Forhold er den hele Arvelovgivning baseret, og denne er i de Skaanske og Sjællandske Love gjennemført med en i Sandhed beundringsværdig Skarphed og Konsekvens. Idet den jydske Lov derimod i det væsentlige bibeholdt hvad der var principielt i den gamle Arvelovgivning, kom meget heraf til at staa temmelig abnormt, efter at den gamle Basis var bortfaldt. Uagtet nu J. L. er Chr. Vtes nærmeste Kilde i hele Arvematerien, kan vi saaledes ikke undgaa at henvende Opmærksomheden ogsaa paa de øvrige ældre danske Love, da meget i J. L. nødvendigvis maa blive dunkelt og uforstaaeligt, naar det ikke opfattes i Forbindelse med de ældre Kilder. Vi skal derfor nu i Korthed betragte disses Lære i dens væsentligste Anvendelser, idet vi dog, saa vidt muligt, vil forbigaa, hvad der ikke paa en eller anden Maade kan være af Betydning for J. L. og Chr. V. Lovbogs Vedkommende.
Ved Fællig forstaaes i de danske Love et sandt og virkeligt Sameje. Men Udtrykket „lægge i Fællig“ betyder i Sj. L. og Sk. L. netop det Modsatte af de norske Love (og J. L.), nemlig „ordne Fælliget“; dette selv indtraadte ipso jure, og behøvede saaledes ikke at lægges. Vi kunde saaledes nu oversætte dette Udtryk ved: „slutte Egtepagt“.
Gjenstand for Fælliget var al Ejendom med Undtagelse af Arvejord, som hver ejer paa den Tid Fælliget opstaar. Sednere Erhvervelser med særlig Adkomst (Arve, – thi om andet blev der vel aldrig Spørgsmaal, da det betragtedes som Frugter, se Sk. L. 1–15, Vald. Sj. L. 1–13 i. f.) blev derimod enhvers Særejendom, indtil den anden ogsaa erholder en Erhvervelse med samme Adkomst, thi da bevirker dette, at alt bliver fælles, uden Hensyn til de respektive Erhvervelsers Antal eller Værdi (Arvebed), naar kun den ene ikke er under 1 Mark (Sk. L. 2–3. Vald. Sj. L. 1–1 § 18 og 21; 1–2 § 10; Er. Sj. L. 1–30). Men det maa mærkes, at Arv ikke beder Arv mere, end 1 Gang; altsaa: dersom A først har arvet 3 Arve, da ere de hans Særeje; arver saa B, om ogsaa kun 1 Arv, saa bliver alle 4 fælles; arver derefter B atter en Arv, bliver denne hans Særejendom, indtil A derefter atter arver noget. Heri gjør Lovene en Indskrænkning, som dog egentlig ingen Undtagelse er, idet de tilføjer, at hvis Manden avler Barn med sin Kone, efter at hun har arvet en Arv, som han ikke har „bedet“ med en anden Arv, da „mynder (ɔ: erhverver af mund = Haand) han med det Barn alle disse Arve sine Fælles- børn tilhænde“. Men dette er egentlig nærmest en Udtalelse af Børnenes egen Ret.
Udenfor Fælliget stod, som sagt, altid Arvejord. Ved Vedkommendes Død faldt Fædrenejorden til Fædrenefrænder, og Mødrenejorden til Mødrenefrænder. Naturligvis arvede Livsarvingerne saavel Fædrene- som Modrenejord, men altid først efter Forældrenes Død, medens de, som vi vil faa at se, endnu i disses levende Live kunde gjøre Paastand paa Andel i de øvrige Ejendele. Det var derfor af yderste Vigtighed, at det altid kunde blive afgjort, hvor vidt Jorden var Fædrene- Mødrene- eller Kjøbejord (og altsaa indbefattet i Fælliget) og herom udtaler ogsaa Lovene sig meget omhyggeligt, se saaledes Er. Sj. L. 1–23, 24, samt 29 (Kilden til 5–3–44) o. m. fl.
Virkningen af Fælliget var, at enhver af de deri Lodtagne ejede en Hovedlod i samme, det vil sige Mand 1 Lod, Kvinde 12 Lod. Dog ejede Konen lige saa meget som hendes Mand. Det hele Fællig betragtes som een Person. Døde derfor nogen af dem, som var i Fællig, da arves han ikke af nogen udenfor staaende (Udarving), men hans Lod akkrescerer til de øvrige i Fælliget Lodtagne, hvilket i Lovene udtrykkes ved, „at han betragtes, som om han aldrig havde været til“ se Sk. L. 1–20; Vald. Sj. L. 1–1 § 3 og 13; Er. Sj. L. 1–14 (J. L. 1–10 har ogsaa derfor netop den modsatte Bestemmelse). Dør derimod nogen af dem, som staar udenfor Fælliget, da arves han af alle de beslægtede uden Forskjel paa Fuld- og Halvsøskende, blot de er hans Arvinger, i samme Forhold naturligvis, hvori de var lodtagne i Fælliget; det kom saa videre an paa om Arvebed eller Barnemynding kunde faa Anvendelse.
Det stod Børnene frit for at udtræde af Fælliget, i hvilket Tilfælde de kunde fordre sin Anpart af Boet, selv om begge Forældre levede, efter Vald. Sj. L. 1–1 § 1 og Er. Sj. L. 1–7. Skaanske Lov 1–17 siger, at Faderen kan give dem, om han vil, men dette er ganske vist en nyere Overgangsbestemmelse. I Forbindelse hermed stod Bestemmelserne om Bøders Udredsel, hvorom især Er. Sj. L. 1–45 udtaler sig fuldstændigt jfr. Sk. L. 1–17 og 18. Naar nemlig et Barn forbryder sig i Fællig, da kan Faderen strax udskifte ham, og da kan Barnet ikke forbryde mere end sin Hovedlod; „er Faderen derimod saa taabelig“, at han ikke udskifter ham, maa Boderne udredes af det fælles Bo, og Vedkommende har fremdeles sin Hovedlod i Resten, efter Regelen, at ethvert Tab, ligesom enhver Gevinst, træffer samtlige.
Ved at lade sig udskifte af Fælliget tabte Børnene sin Medejendomsret til Forældrenes sednere Erhvervelser i Fælliget. Men de beholdt sin Arveret til Forældrenes Lod i Samejet efter disses Død, lige med de øvrige Børn, som var forblevne deri; se Vald. Sj. L. 1–6 § 3, Er. Sj. L. 1–13. Men naar der bliver Spørgsmaal om denne Arveret, maa det tidligere udskiftede Barn tilbageføre alt hvad det har modtaget; derefter beregnes saavel Arveladerens, som hver af Børnenes Hovedlod paany, og derefter uddeles da hins Lod mellem alle Arvingerne, og, i Tilfælde, den gjenlevende Egtefælle (Manden tager altid en Broderlod og Konen arver med bedste Barn). Meningen er altsaa, at de forhen Udskiftede skal tage Deel i alle de Forandringer, som Fælliget, siden Udskiftningen har undergaaet. Hertil var de dog neppe forpligtede, uden i det Tilfælde, at de havde faaet mere, end der tilkom dem efter Boets Tilstand i sin Tid; thi i dette Tilfælde maatte der ubetinget konfereres. Barnebarn var derimod efter Sk. L. fritaget for at konferere med Besteforældrene, Onklerne eller Tanterne, hvad dets Fader muligens i sin Tid kunde have faaet for meget, men Vald. Sj. L. gjør ingen Forskjel mellem Barn og Barnebarn, se Vald. Sj. L. 1–1 § 14, jfr. Er L. 3–10, And. Sunes. III. 3. Alle disse Bestemmelser er igjennem J. L. 1–14 og 15 gaaede over i Christian den 5tes Lovbogs Bestemmelser om collatio bonorum i 5–2–61 (ikke tillige 62) og 5–4–11, men hvor de egentlig har erholdt en ganske anden Betydning. Om udskiftede Børns Arveret til Forældrenes Andel i Boet bruger Lovene Udtrykket „at de rejse den Dødes Hovedlod“; thi ved andre Udarvinger bliver der, som oven bemærket, hverken Tale om noget Skifte eller Hovedlod, men det nye Forhold i Samejet, indtræder ipso jure (se endnu Vald. Sj. L. 1–3 § 4 og 5).
Mellem Egtefællerne indbyrdes var Fælliget nødvendigt; ligesaa med Fællesbørn, da det indtræder ved deres Fødsel. Hvad Børnebørn angaar, da gjaldt fuldstændig Repræsentationsret, saa at deres Anpart retter sig efter hvad deres afdøde parens havde (Vald. Sj. L. 1–1 § 6). Men ogsaa Svigerbørn og Stedbørn kunde være med i Fælliget, og herfor var Præsumtionen, dersom de levede sammen med Svigerforældrene eller Stedforældrene, og deres indbragte Gods ikke udtrykkelig var lagt i Fællig (d. e. bestemt, hvad vedkommende har indført) og dette var blevet lyst til Tinge. Efter Er. Sj. L. 1–11, – hvilken Bestemmelse dog ikke findes i de ældre Love, – kunde dette endog ikke ske, uden vedkommendes Samtykke, men det beroede naturligvis paa Svigerforældrene, om de vilde modtage sit Svigerbarn i Huset eller om de heller vilde udskifte sit eget Barn af Fælliget, efter 1–7. Om Stedbørn haves ingen saadan Bestemmelse, men her beroede det ogsaa paa Stedforældrene selv om de vilde optage Stedbarnet i Fællig eller lægge Fællig med det. Vi skal nu noget nærmere betragte de herhen hørende Bestemmelser.
Om Svigerbørn handler Sk. L. 1–5, der for Sviger- barnets Vedkommende maa suppleres af Vald. Sj. L. 1–2 § 1 og 2 og Er. Sj. L. 1–10 og 11, der bestemmer, at naar man tager sin Søns Kone eller sin Datters Mand i Huset (í flet) til sig, og ej andet Fællig bliver lagt og lyst inden Aar og Dag (Er. Sj. L.), „da ejer den Kone eller den Mand fuld Hovedlod med alle dem, som før er i Fællig“. Bestemmelsen er næsten med de samme Ord, – men naturligvis aldeles omvendt, – kommen over i S. L. 1–13 og derfra igjen i N. L 5–2–58, der saaledes er kjendelige Reminiscenser af de ældre Bestemmelser (fører Søn sin Kone ind ...... og vorder hans Kones Gods ej lagt i Fællig (hvilket, som anført, i J. L. betyder netop det Modsatte af i Sk. og Sj. L.) da tager hun ikke mere, end hun indførte, fordi hendes Husbond havde ikke Lod o. s. v. Tillægget om Børnene jfr. Vald. Sj. L. 1–2 § 3).
Om Stedbørn taler Er. L. 1–6; Vald. Sj. L. 1–1 § 12 jfr. § 16, og Er. Sj. L. 1–4 jfr. 25 og 26, der ligeledes alle bestemmer at, „hvis Fællig ikke bliver lagt, da skal de alle til Hovedlodder gange“. Ogsaa her ser man af Udtrykkene i den tilsvarende men for øvrigt aldeles modsatte J. L. 1–20, der indeholder noget nær den samme Bestemmelse som N. L. 5–2–70, at denne maa have haft en ældre Kilde af omtrent samme Ind- hold som Sk. og Sj. L. (jfr. Slesvigs Stadsret, den ældre Art. 9 og den nyere Art. 10). Man maa nemlig erindre, at noget Forbud som i N. L. 5–1–13 mod at gifte sig igjen, forinden Skifte er holdt med Børnene af første Egteskab, ikke fandtes i de ældre Love.
Foruden i de her nævnte Tilfælde kunde et lignende Fællig finde Sted med en gjenlevende parens og mellem Søskende; men dette Forhold, der nærmest vedkommer den tinglige Ret, samt Værgemaalsmaterien, forbigaaes paa dette Sted. Lovene omtaler ikke dette Forhold uden i de nævnte Anvendelser, men Reglerne er for Resten fuldkommen de samme.
I Jydske Lov er, som oven bemærket hele dette Forhold med Børnenes Medejendomsret i Forældrenes Bo ganske bortfaldet, se J. L. 1–14: „Fader behøver (þarf) ikke at give det ene Barn noget ihænde, medens han og Moder lever, men gjør han det, maa han ej siden nægte de andre“. (Denne Bestemmelse er rigtig gjengiven i Fr. 23 April 1632 Art. 6 og st. Rec. 1643, 2–7–1; men ved Optagelsen i Chr. V. L. 5–4–5 er þarf urigtig gjengivet ved maa). Men der findes tydelige Spor til, at dette Forhold har fundet Sted i den ældre Kilde, der ligger til Grund for Valdemar den 2dens Jydske Lovbog. Saaledes er S. L. 1–24: „þa göræs börn hovætlot“ en ligefrem Levning deraf; J. L. 1–5 extr. „barn er æ nærmære at vitæ sik i fælagh, æn þe þæt vil vitæ fra“, staar aldeles i Strid med Hovedbestemmelsen i 1–13, at Søn aldrig har Lod i Forældrenes Bo, medens disse lever. Og selv den Omstændighed at hine, som det synes, aldeles selvforstaaelige Ord er satte udtrykkelig til, – ikke som et direkt Bud, men som en forklarende Grund, – kan vanskelig forstaaes, uden ved at tænke sig at der tidligere har gjældt en Regel af samme Indhold som Vald. Sj. L. 1–2 § 1. Som flere Antydninger (Arvebed) kan mærkes 1–17 og 19; 1–10, Kilden til 5–2–54, der i en dobbelt Henseende er af Vigtighed, fordi den netop giver Udarvingerne i Almindelighed Arveret. – Men derhos er det at mærke, at J. L. intetsteds, ikke engang for Egtefællernes Vedkommende udtaler som præceptorisk den Regel, at Egteskabet stifter fuldkomment Sameje til lige Dele. Den har blot i 1–6 samme Bestemmelse som N. L. 5–2–19 og 20 1ste Pass., – der for Resten i denne Form er ny i Chr. V. L., – at Boet ved den ene Egtefælles Død skal skiftes i 2 Dele, mellem den Længstlevende og Børnene eller den Dødes Arvinger og faa, at hvis der er Børn, arver Børnene intet i Kjøbejord, og derhos tager Fader en Broderlod med sine Børn ogsaa i Konens Arvejord, hvorimod Moder ingen Lod faar i Mandens Arvejord, og ingen Ret har til at beholde Kjøbejorden uskiftet, men alene faar Lod med bedst Barn i Kjøbejord og Løsøre). Og Loven gaar helt igjennem ud fra Forudsætningen om Fællesskab til lige Dele mellem Egtefællerne. Spørgsmaalet bliver saaledes nu det samme som i vor Lovgivning: er denne Forudsætning præceptorisk, eller er den alene deklaratorisk? Men dette Spørgsmaal er det fra Jydske Lovs Standpunkt ikke muligt med Bestemthed at besvare, og det rette er vistnok at antage, at det slet ikke har fremstillet sig for Lovgiveren, hvilket let kan forklares deraf, at der for den vigtigste Ejendomsgjenstands, Arvejordens, Vedkommende allerede havdes saa tilstrækkelige og, vel at mærke, præceptoriske Regler, at nogen Tvist ikke lettelig opstod. I det hele viser Sammenligningen med de øvrige danske Landskabslove, hvor denne Materie er behandlet med en aldeles udtømmende Fuldstændighed at Valdemar den 2den alene har villet fixere visse bestemte Regler om dette Forhold, og for øvrigt sluttet sig til Forholdet saaledes som han saa, at det stadig gestaltede sig i Praxis. Og disse saaledes fixerede Regler angik alene Jordegodset (nemlig det arvede) samt Behandlingen af Børnenes Arvemidler.
Om indførte Svigerbørns Forhold til Svigerforældrenes Bo handler 1–13, som alt tidligere er omhandlet.
Om Forholdet til Stedbørnene handler 1–20, der bestemmer, at naar Nogen egter en Enke, der har Børn af første Egteskab, saa skal Stedfaderen ikke have mere i Konens Bo, end han selv indførte, hvis Konen ikke havde Hovedlod, (det er, hvis der ikke efter 1–6 var skiftet mellem hende og Børnene), i hvilket Tilfælde hun naturligvis medbringer denne til sin Mand jfr. 1–29, der tildels er Kilden til N. L. 3–19–16 til 19. Men J. L. 1–20 jfr. Thord Degns Art. B. 27, C. LIV. (Rosenv.) taler derhos om, at Stedfaderen kunde lægges i Fællig (hvilket, som bemærket i J. L. har sin ligefremme Betydning = oprette Fællesskab med) til Moderen og hendes Børn. Ligesaa omtaler den foregaaende 19de Art. Fællig mellem Søskende i den Forbindelse: naar den ene Broder gifter sig og fører sin Kone i Fællig til sine Søskende – hvorom Loven bestemmer, at dette ikke skal komme dem til Skade, som er umyndige eller Møbørn; men er de myndige og ikke paataler det, tager Broderbørnene fuld Lod i Fælliget.
Det forstaar sig for Resten af sig selv, at Husholdnings- og andre fælles Udgifter fælles udrededes, ligesom ogsaa at den fælles Gjæld betaltes af det fælles Bo. Dette ligger saa nødvendigt i Begrebet selv, at Lovene kun lejlighedsvis udtaler det, se saaledes: Sk. L. 2–1; Er. Sj. L. 1–28 og 36; J. L. 1–23 og 26, 36 i Slutningen og mange flere.
At Manden som Familiens Hoved bestyrede Fællesskabet, følger ogsaa af sig selv. Ligeledes bestyrede han, i Egenskab af sin Kones og sine Børns Værge, ogsaa deres, fra Fælliget undtagne, Ejendele – Arvejord og Erhvervelser „som ikke ere med Arv bedne eller med Børn myndte“. Men i denne Henseende var hans Administration af Hensyn til Familiens Interesse betydelig indskrænket, og det, mærkeligt nok, i langt højere Grad end efter de gamle norske og islandske Love, hvor dog Særeje var gjennemført, men alligevel den eneste udtrykkelige Indskrænkning var, at Manden ikke maatte føre Konens Gods ud af Riget. Erindrer man imidlertid hvad herom tidligere er bleven bemærket, vil det dog erkjendes, at ogsaa denne Udvikling af Forholdet maatte være ganske konsekvent. Vald. Sj. L. har for øvrigt forbigaaet det hele og taler alene i 1–13 om den almindelige Myndighed. Enke maa ikke afhænde sin Jord uden i Trangstilfælde med sin næste Værges Raad; sine Børns Ejendom maa hun slet ikke afhænde. Er Børn i Fællig sammen, og er deres Fader til, da maa ingen afhænde deres Ejendom. Myndig Broder eller Stedfader, der har sine Søskende eller Stedbørn i Fællig med sig, maa ikke afhænde deres Jord, forinden Drengebørnene bliver myndige og Pigerne giftes; men Løsøret og „alle Fange“, altsaa ogsaa Jord, kan han frit raade over til fælles Udgifter ligesom over sit eget. Jfr. og Er. Sj. L. 1–44. Man ser nok heraf, hvad Lovens Mening er, men hvad Følgerne ere af Overtrædelser, erfarer vi ikke, lige saa lidet som der tales noget om Husbondens Raadighed over Konens Jord constante matrimonio. Alt dette behandles derimod især fuldstændigt i Er. Sj. L., der ligesom begge de andre Love udtrykkelig forbyder Manden at sælge sin Kones Jord, med mindre han har Barn med hende og lige saa megen Jord selv at hæfte ved, som han sælger af hendes. Har han tilsidst ikke mere tilbage af sin egen Jord, end han har solgt af hendes, da maa han siden ikke sælge denne, fordi den skal tjene Konen til Vederlag for den Jord, som hun indførte til ham; se Er. Sj. L. 1–27 jfr. 3–9 jfr. Sk. L. 1–8 til 14 (der dog ikke har Betingelsen, at Manden skal have lige saa meget Jord selv), J. L. 1–35 Kilden til N. L. 5–3–31). Ved Siden heraf viser Er. Sj. L. 1–23 og 24, at der intet var imod, at Manden mageskiftede den. I disse og lignende Tilfælde skal der, i Tilfælde af sednere Tvist, afgjøres ved Nævn af 12 Mænd af Herredet, hvad der skal henregnes til Fædrene-, hvad til Mødrene- og hvad til Kjøbejord. – Virkningen af, at Manden overtraadte disse Bestemmelser, var den, at Konen eller hendes Arvinger paa Skifte kunde kræve Erstatning af Manden eller hans Arvinger, endog ved at angribe hans Arvejord; derimod beholdt Salget lige over for Tredjemand sin Kraft. Herom bestemmer dog Er. Sj. L. III. 9, at Konens Frænder ved at lyse til Tinge hvert 2det eller 3dje Aar, at Manden ikke maa afhænde Jorden qvæstionis, kan betage Salget dets Gyldighed; derimod bestemmer Sk. L. 1–8, 9, 15 udtrykkeligt, at Salget lige over for Tredjemand under ingen Omstændigheder kan rokkes (hun skal ei kallæ ofna jorþænæ þær sum hun liggær, forþy at hann var þa hennæ værjænde þær hann salde), og at Konen alene i Tilfælde af Skilsmisse kan sagsøge Manden til at give hende Erstatning i Jord, hvis han har Jord, og ellers i andet Gods (jfr. 2–2); hvorimod hun ellers blot kan holde sig til hans Arvinger efter hans Død, „eftersom Konen aldrig maa kjære paa Mandens Gjærninger, medens han lever“. Ogsaa J. L. tillægger alene Konen Erstatning.
Hvad Hustruen selv angaar, da var hun naturligvis aldeles umyndig og udispositionsberettiget over Formuen. Sk. L. 7–5 siger, at Konen ikke raader for mere end 5 Pendinges Kjøb, men da hun selv hermed, naar hun er en uforstandig Kvinde, kunde gjøre megen Skade ved at gjentage det oftere, saa kan Bonden ved at lyse det til Tinge betage hende Retten til at afhænde det mindste, og hvo som derefter handler med hende, maa tilbagelevere det modtagne og have tabt sit Vederlag. Det samme gjælder om Børn og Tyende, dog gik den der handler med Hustruen eller Børnene fri for Tyvssøgsmaal. Er. Sj. L. 3–35 har samme Regler, dog saaledes, at den, der handler med Hustruen eller Børnene, efter at Manden har lyst sit Forbud til Tinge, bliver Tyv derfor, lige som om han havde kjøbt af andet Tyende. S. L. 3–44 (Kilden til 5–3–23 og 22 men i korrupt Tilstand) forbyder ganske i Almindelighed Bondens Kone, Børn eller Tyende at afhænde noget uden hans Minde, og bestemmer, at den som handler med Konen skal have tabt sit Værd, hvorhos den paalægger Manden under en Bod af 6 Mark at vindicere hvad Konen har bortskjødet.
I Kjøbstæderne fandtes et mere bevæget Liv, ligesom faste Ejendomme der ikke havde den Betydning, som Jord paa Landet. Kjøbstædjord var stillet ved Siden af Løsøre. Noget Fællig mellem Forældre og Børn fandtes ikke der. Helsingborgs Stadsret, der formodentlig er en af de aller ældste, omtaler i Art. 30–34 aldrig Børnenes Ret til Lod i Boet, uden med Tillægget, „naar Fader eller Moder er død“ (jfr. her Sk. L. 1–17); Kjøbenhavns Stadsret af 1294 Art. 91, jfr. Erik af Pommerns Stadsret Kap. 71 og Christoffer af Bayerns V. 29, erklærer udtrykkelig at Børnene ikke har nogen Ret til at kræve Hovedlod i Forældrenes Bo, saa længe disse lever, med mindre Forældrene sætter sit Gods overstyr. Og da heller ikke Indskrænkningerne i Mandens Raadighed over Konens faste Ejendomme fandtes i Byerne, saa vil det altsaa sees, at Forholdet der netop var det samme som nu tildags. Efter den slesvigske Stadsret, den ældre Art. 39, den nyere Art. 59, kunde Konen raade for 12 Pendinges Kjøb; de øvrige danske Stadsretter omtaler ikke dette Punkt.
I den sednere Lovgivning berøres Materien kun løselig hist og her, idet Gjældens Betaling af det fælles Bo samt Hustruens Ret til det halve Bo med Undtagelse af Arvejorden udtales, se saaledes Christian den 3djes kjøbenhavnske Reces af 6 December 1517 Art. 28 og 29, og den koldinghusiske Reces af 13 December 1558 Art. 52 og 53. Derimod er det et omtvistet Spørgsmaal, hvor vidt ikke Jydske Lovs Bestemmelser gjennem Praxis havde fortrængt de Skaanske og Sjællandske Love. Dette lader sig neppe med nogen Bestemthed afgjøre; udtrykkelig blev Børnenes Medejendom i Forældrenes Bo først hævet ved Chr. IV. Fr. 23 April 1632 Art. 6, optagen i st. Rec. 1843, 2–7–1, der gjentager J. L. 1– 14. Den nævnte Forordning vedligeholdt endnu de gamle Regler om Arvejordens Arvegang, jfr. Kold. Rec. Art. 36, og gjentog derfor ogsaa den Jydske Lovs Forbud mod at Manden afhænder Konens indbragte Jord, men tilføjer for øvrigt ikke noget nyt. Først ved Chr. V. Lovbog blev ogsaa Arvejordens særegne Arvegang forandret, men uden at samtidig hermed det derpaa grundede Afhændelsesforbud blev hævet, og dette kom saaledes i denne Lovbog til at staa umotiveret.
Med denne Undtagelse optog for Resten Chr. V. Lov helt og holdent den Jydske Lovbogs Bestemmelser om det her omhandlede Forhold; men den gjorde følgende tvende vigtige nye Tillæg dertil:
1) Livsarvingernes ubetingede Ret til det halve Bo, 5–2–19; og
2) Hele Specifikationssystemet i 5–2–20 og 21, jfr 60 og 58.
Lovbogen har derhos lige saa lidt som J. L. udtrykkelig udtalt, at den forudsætter Sameje. Men lige saa længe, som den paa Lovbogen grundede Familieret har været gjældende i Norge, har den stedse været anvendt saaledes, at der mellem Egtefolkene præsumeres fuldkomment Formuefællesskab ti lige Dele, og saaledes at Manden er eneste og fuldkomne Bestyrer af det fælles Bo. Hvad der er praktisk gjældende Ret er saaledes sikkert nok. En Forudsætning om Fællesskab ligger nu vistnok kjendelig i 5–2–14 (Gjælden skal betales af det fælles Bo) og 5–2–23 (den ene Egtefælles særlige Erhvervelser under Egteskabet bliver fælles); og om at dette Fællesskab er til lige Dele i 5–2–5 jfr. 5–2–20 1ste Pass. Men paa den anden Side er der flere Steder, der ikke synes at kunne faa nogen Mening uden under Forudsætningen om Særeje, navnlig 5–3–23, 31, 32 og 44; 5–4–3 og 4; 5–2–58 og 59 med den deri liggende Forudsætning samt 5–2–70. Ligeledes er den Omstændighed, at Lovbogen anvender Bødestraffen lige saa vel paa Forbrydelser mellem Egtefolk indbyrdes som mod Fremmede, et ikke uvigtigt Datum (se saaledes 6–5–4 o. fl.) Heller ikke skjønnes den tidligere temmelig almindelige Boslod- eller Hovedlodstraf at kunne faa nogen rimelig Mening under et nødvendigt Sameje mellem Egtefolk, da den skyldige jo strax vilde blive Medejer i den uskyldiges Halvpart i Boet (jfr. Fr. 6 December 1743 § 21: „Fogden skal lade den ene halve Del være den skyldiges Egtefælle som dens Hovedlod følgeagtig“).
Under disse Omstændigheder synes det, at man vilde slippe lettest fra Sagen ved at tænke sig, at Loven aldeles ingen Præsumtion opstiller hverken i den ene eller anden Retning, men at alt kommer an paa, hvad der kan oplyses om den enes eller den andens Anpart i Fælliget (– Livsarvingernes Ret forbigaaes her –) og i Forhold til Tredjemand paa 1–22–29 og 5–3–30, hvad sednere Erhvervelser angaar. Denne Mening, der egentlig er det samme som at sige, at vor Lovgivning præsumerer Særeje, (thi den lige Deling, der maa finde Sted, hvor intet kan oplyses, er en almindelig Nødhjælp), er fornemmelig med stor Styrke og Skarpsindighed forsvaret i en Afhandling i jur. Samll. 2 B. 3 H. jfr. jur. Tidsskr. 16 B. 1 H. og jur. Saml. 4 B. 1 H. Det kan vistnok heller ikke nægtes, at denne Forudsætning er den, som lettest lader sig forene med Lovstedernes Ord, og den maa i alle Fald som et videnskabeligt Resultat fortjene Fortrinet for ethvert Forsøg paa, med Forudsætningen om Sameje for Øje, at bringe Harmoni i de angjældende Lovsteder.
Man maa vistnok ligefrem erkjende Antinomien, og saaledes opgive ethvert Forsøg paa at bringe de angjældende Lovsteder til at harmonere. I ethvert Fald har det praktiske Resultat til alle Tider været sikkert, og dette Argument synes virkelig ogsaa at vise, at det ogsaa teoretisk talt har været overensstemmende med hvad Lovgiveren oprindelig mente. Den historiske Undersøgelse af Lovbogens Kilder vil føre til samme Resultat, og vise, at Praxis ikke har taget Fejl af Lovgiverens Mening.
Stiller vi os nemlig paa Lovbogens Standpunkt, og opkaster det Spørgsmaal, om den gaar ud fra Sameje eller fra Særeje, saa maa det for det første af den foregaaende Udvikling klarligen fremgaa, at vi kan sætte 5–3–31 og 32 ganske ud af Betragtning, som ligefremme Levninger af de ældre Loves, i Lovbogen udslettede, Lære om Arvejorden. Hvor vidt man for Resten skal antage at disse – nu i alle Fald upraktiske, – Lovsteder ogsaa i det Øjeblik, Lovbogen blev given, stod der som blotte Gjengangere af et ophævet Retsforhold, eller om det ikke maaske skulde have været Lovgivningens Mening at vedligeholde de gamle Regler om Arvejordens særskilte Arvegang – er det her ikke Stedet at drøfte. Saa meget er vist, at de intet har at bestille med Spørgsmaalet i dets Almindelighed.
Vi beholder saaledes ikkun 5–3–44, 5–2–58 og 59, Forbudene mod Afhændelser mellem Egtefolk i 5–4–3 og 5 samt 5–13–44 sidste Pass., samt Bestemmelserne om Boslods Forbrydelse tilbage. Men at intet af disse kan rokke den opstillede Sætning, – der vel at mærke alene er den, at Lovbogen ikke nogetsteds forudsætter Særeje mellem Egtefolk, – vil blive lige saa klart.
Det vigtigste af disse Steder er uden Tvivl 5–3–44, der er tagen af Er. Sj. L. 1–29 og intet tilsvarende har i Jydske Lov. Art. bestemmer, at Jord, som den ene Egtefælle har tilkontraheret sig før Egteskabet bliver fælles Ejendom, naar Salget først fuldbyrdes ved Skjøde efter Egteskabet fordi den ikke var Kjøberens tilfulde forinden. Art. forudsætter saale- des tydelig at dersom Jorden var bleven ham tilskjødet for Egteskabet, og følgelig bleven hans tilfulde, vilde den ogsaa bleven hans Særejendom, og synes saaledes bestemt at vise, at Lovbogen ikke gjør Egteskabet til nogen Erhvervelsesmaade; og det er ingen ærlig Lovfortolkning at forsøge at bortforklare denne Antinomi ved at underlægge Art. den Forudsætning at Samejet i det specielle Tilfælde kan være ophævet ved kongelig Bevilling. Men man maa bemærke, at i Chr. V. Lovbog forekommer Artikkelen alene som et Exempel i Forbindelse med Bestemmelserne om Skjøders og Kjøbekontrakters Virkninger i Kollisionstilfælde (5–3–43: „skjøder“ aabenbart i almindelig Betydning = afhænder, sælger, ligesom i 5–2–71 og 72), og at det saaledes er en aldeles uvæsentlig Tilfældighed, at den taler specielt om Egtefæller istedetfor om Fæller i Almindelighed. Og Grunden til denne Tilfældighed er, at i Kilden forekom denne Bestemmelse i Arvebolken, i Forbindelse med dens øvrige Bestemmelser om de i Familiefællig levende Personers Formueforhold, og her havde den til Hensigt at afgjøre hvad der hører til Fælliget og hvad ikke. Dette sees end klarere af Modsætningen mellem 1ste og 2det Pass. hvor det heder, at dersom den ene Egtefælle før Egteskabet har laant eller lejet Jord ud, som han først efter Egteskabet faar tilbage, da forbliver det hans Særeje; men har han kjøbt Jord for Egteskabet og først faar Skjøde derpaa efter samme, da bliver den fælles, fordi han ikke ejede den tilfulde førend den blev skjødet. Denne Bestemmelse stod i fuldkommen Harmoni med Lovens øvrige System, at den Jord, som Egtefællerne ejede før Egteskabet, ikke blev fælles, medens sednere tilkjøbt Jord ikke mindre end andre sednere Erhvervelser gik ind i Fælliget. Christian den Steg Lovbog havde Brug for den her udtalte Lære om, naar Salget af Jord skal ansees tilfulde perficeret; men den betænkte ikke at den deraf gjorte Anvendelse paa Egtefællig ikke længere passede, efter at Egteskabet i og for sig var blevet en Erhvervelsesmaade ogsaa med Hensyn til Jordegodset. Men er det saaledes bevist, at det alene er en Forglemmelse af Lovbogens Redaktører, at de undlod at berigtige det optagne Exempel saaledes, at det virkelig kom til at passe med den Lovgivnings øvrige Regler, hvori det blev anvendt, saa er det dermed ogsaa givet, at det ikke heller gaar an at benytte det udenfor den Sætning, hvorpaa det er brugt som Exempel, og at der altsaa ikke heraf lader sig udlede noget Argument mod den Lære, at Sameje mellem Egtefolk er Lovbogens Forudsætning. 5–3–44 maa saaledes læses som om der stod: at naar alle Erhvervelser af 2 Personer fra et givet Tidspunkt af bliver fælles, da er det for faste Ejendommes Vedkommende Skjødet, som det kommer an paa, uden Hensyn til, naar Kjøbet er kontraheret. At Art. efter sine Ord ogsaa faar Anvendelse i Tilfælde af, at Egtefolkene har oprettet en Egtepagt af det her anførte Indhold, er klart; men dette bliver da en Følge af denne Egtepagt, og ikke deraf at der staar „Husbond“ og „Hustru“ i 5–3–44.
I det Tilfælde, som 5–2–58 og 59 omtaler, er Fællesskabet mellem Egtefællerne ligefrem hævet, men heraf kan man saa meget mindre slutte noget for de andre Tilfældes Vedkommende, som der her foreligger en udtrykkelig dispositiv Bestemmelse (at hun tager sit indbragte) hvilken naturligvis er motiveret ved den aabenbare Ubillighed i, at hun ikke skulde faa mere, end Halvparten deraf, eftersom Egteparrets samlede Bo jo alene bestaar af det af hende indbragte. Og at man heller intet kan udlede af den deri liggende Forudsætning (ikke mere end sit indbragte, fordi hendes Egtefælle havde ikke Lod o. s. v.) er, efter hvad vi har anført af Kilderne, klart, da disse Udtryk alene skal betegne, at hun intet faar af Svigerforældrenes Bo, og Bestemmelsen altsaa ikke vedkommer Forholdet mellem Mand og Kone, men mellem Svigerforældre og Svigerbarn. Forklaringen er unødig – er alt hvad man kan sige, og Grunden til, at den er given, ligger deri, at Kilden, J. L. 1–13, havde en ældre Kilde, som den skulde forandre, (jfr. Vald. Sj. L. 1–2 § 1, hvor der i Stedet for „da tager hun ikke mere end hun indførte“, – heder „da tager hun fuld Hovedlod“).
Hvad Forbudene mod Afhændelse mellem Egtefolk angaar, da viser saavel 5–4–4 som den fælles Kilde J. L. 3–43, at ogsaa 5–4–3 angaar fast Ejendom; og for saa vidt gjælder herom, hvad ovenfor er anført om 5–3–31 og 32. Imidlertid viser saavel Art.s Plads i Kilden, som det tilføjede Motiv, – at Egtefolkene lettelig kunde befrygtes at ville utilbørligen misbruge sin Indflydelse paa hinanden – at Bestemmelserne udtaler en almindelig Regel. Men saa vel Lovbogen som dens Kilde forudsætter her udtrykkelig Fællig, og det gaar da naturligvis ikke an at bruge disse Artikler netop som Argumenter derimod. Men det er kjendeligt, at de alene angaar Dispositioner, som i alle Fald først vil faa noget at betyde mortis causa. Den Forandring som Lovbogen har gjort i Kilden, idet denne udtrykkelig ingen Forskjel gjør, efter som der er Livsarvinger eller ikke, medens der i 5–4–3 udtrykkelig tilføjes: „som Livsarvinger har“, – er motiveret ved den tidligere indtagne nye Bestemmelse i 5–2–22 om de rcciprokke Testamenter. 5–4–3 og 4 kan altsaa ikke benyttes som Argumenter hverken i den ene eller anden Retning – Og hvad 5–13–44 sidste Passus angaar, da kan man neppe have Ret til at utrere de der brugte omfattende Udtryk: „Egtefolk, Forældre, Børn eller Arvinger“, og alt, hvad heraf kan udledes, bliver, at Lovbogen forudsætter Tilfælde, hvori Egtefællerne kan have sin Formue i Særeje, – en Forudsætning, hvis Rigtighed man synes at maatte erkjende. Og at denne Mulighed er medtagen i 5–13–44, der vilde give sine Udtryk en saa omfattende Form som muligt, deri er intet paafaldende. 5–13–44 er for øvrigt en nyere Bestemmelse, kun faa Aar ældre end Lovbogen.
Hvad nu til Slutning Bøde- og især Boslodsstraffen angaar, da kan det ikke nægtes, at denne sidstes Navn og Beregningsmaade er temmelig upassende, hvor et fuldkomment Formuefællesskab existerer. De ældre danske Love havde ogsaa, som anført, en udtrykkelig Bestemmelse herom for Børnenes Vedkommende. Men mere end Navnet og Beregningsmaaden er der egentlig heller ikke som er anomalt ved denne, mere end ved enhver anden Formuestraf. Thi enhver Formuestraf gaar jo ud over begge Egtefæller, naar man ikke har udtrykkelige Bud svarende til isl. Grág. Festab. 23 og M. L. V. 5; og især er den besynderlig, naar den foreskrives for Fornærmelser mellem Fællerne selv. Men da man nødvendigvis maatte have positiv Lovhjemmel for, at den, der havde „forbrudt sin Boslod“ dermed ogsaa havde tabt sin Ret til det tiloversblevne, saa sees det, at man ikke kommer videre, end til den Erkjendelse, at det tager sig noget uformeligt ud at fastsætte Bøder til en alikvot Del af et Bo, som flere eje i fuldkomment Fællesskab, uden at man dog deraf, at de ere saaledes ansatte, har Ret til at slutte, at intet Fællesskab finder Sted. Og Navnet kan naturligvis intet gjøre til Sagen, især hvor man, som her, kjender dets historiske Oprindelse.
Hermed formenes det nu at være bevist, at Meningen i Chr. V. Lovbog var, ligesom i dens Kilde og i de andre gamle danske Love, at etablere en Præsumtion om fuldkomment Formuefællesskab til lige Dele mellem Egtefolk,
at der af Lovbogens Forbud mod Afhændelser mellem Egtefolk, samt af Navnet, Boslods- og Hovedlods-Forbrydelse intet som helst Argument lader sig udlede,
at det forklarende Tillæg i 5–2–58 og 59 staar ganske unødigt, og intet beviser, da det oprindelig er indkommet herved, at en tidligere gjældende modsat Regel skulde ophæves;
at derimod 5–3–31 og 32 samt Forudsætningen i 5–3–44 staar i ligefrem Strid hermed, at denne Lovstrid er virkelig men at disse Artikler kan sættes ud af Betragtning, da de er Levninger af et Institut i den ældre Ret, hvilket Lovbogen selv har ophævet.
Hvor lidet Værd man end vil tillægge den historiske, paa Lovstedets Kilder byggede Lovfortolkning, og hvor meget man end, med Nette, fastholder den Grundsætning at Lovens Anvender skal tage Loven saadan som den nu engang er bleven, – saa kan man dog ikke nægte, at her, hvor Spørgsmaalet er rent videnskabeligt: hvad de, der konciperede Loven, har villet udtrykke, der maa det historiske Bevis for, hvilken Stilling de oftnævnte Artikler indtager, være aldeles afgjørende.
Men nu opstaar ogsaa her det samme Spørgsmaal, som vi havde ved Jydske Lov: hvor vidt denne Lovens Forudsætning er præceptorisk, eller deklaratorisk; om den alene skal gjælde, for saa vidt Parterne ikke udtrykkelig har vedtaget noget andet, eller om det er dem forbudt at vedtage noget modsat. Og dette Spørgsmaal bliver for Chr. V. Lovbogs Vedkommende lettere at besvare. Det vil nemlig sees, at Lovbogen lige saa lidt, som dens Kilde, har befattet sig med nogen egentlig Anordning af Forholdet i dets Helhed, men taget dette saaledes, som det faktisk viste sig, og deraf fixeret nogle bestemte Punkter. En af disse saaledes fixerede Regler er den, at Livsarvingerne har en ubetinget og selvstændig Ret til det halve Bo (5–2–19), og denne kan altsaa ikke ved nogen som helst Forføjning af Forældrene betages dem. Dernæst kan heller ikke Udarvingerne betages sin Arveret til den Afdødes halve Hovedlod ved nogen dispositio mortis causa, uden til Fordel for gudeligt Brug (jfr. dog 5–2–22). Spørgsmaalet bliver altsaa, om det lovligen gaar an, at Egtefolk, som ingen Livsarvinger have, ved dispositiones inter vivos stifte Særeje? Og da maa det vel mærkes, at Lovbogen selv i den ny indtagne 5–2–20 ligefrem har udtalt, at den ikke anser det nødvendigt at Egteskabet skal bringe begge Egtefællers Formue til at smelte sammen, idet den Længstlevende har Valget, om han vil dele ligt, eller udlevere til den først Afdødes Arvinger 34 af dennes indbragte. Og for at dette kan vides, vil Loven at der skal oprettes nøjagtig Specifikation over hvad Vedkommende har indført eller sednere bekommet. Det kommer her ikke i Betragtning, at Specifikationen ikke er bindende for den som bliver den Længstlevende, men kun hvis begge dø strax efter hinanden (5–2–21). Hvad der er af Vigtighed, er, at Loven selv har erkjendt Egtefællernes Formues ubetingede Sammensmelten for unødvendig; og hermed er i Grunden Spørgsmaalet besvaret. Thi hvad der nu staar tilbage, er alene de 2 Spørgsmaal: 1) om den Længstlevende gyldigen forud kan fraskrive sig det i 5–2–20 givne Valg, altsaa om Egtefolkene kan give Specifikationen en Kontrakts Betydning; og 2) om det oprindelige, virkelige Forhold er det eneste til- ladte, for saa vidt Egtefællerne ikke vil have lige Deling. Disse Punkter er netop de, hvori Egtepagter adskiller sig fra Specifikationer. Men paa begge Spørgsmaal formenes 5–1–2 at give tilstrækkeligt Svar. Thi har vi det først givet, at ikke Loven selv anser et bestemt Forhold mellem Egtefællernes Formue nødvendigt, saa indsees der ingen Grund til at undtage dette mere end alle andre formueretlige Forhold fra den kontraktmæssige Raadighed i den fulde Udstrækning. Og hertil kommer end videre, at selve 5–2–20 mere synes at forudsætte, at det virkelige Forhold vil blive lagt til Grund ved Specisfikationen, end direkte at befale, at saaledes og ikke anderledes skal det være. Hvad Art. befaler, er, at Beviset i det omhandlede Tilfælde skal føres paa den angivne Maade, nemlig ved skriftlig Optegnelse. At for Resten her 5–4–3 og 4 i alle Fald efter sit Princip maa komme til Anvendelse, er en Selvfølge. Og lige saa liden Grund er der til at antage, at der efter Loven skulde være noget imod at fraskrive sig Valget og altsaa gjøre Specifikationen kontraktmæssig forbindende. Thi der handles ikke her om et Forhold, hvori Loven har villet særskilt betrygge den ene Part lige over for den anden, da det jo ikke kan vides, hvem af Egtefællerne kommer til at overleve den anden; heller ikke har Loven paa nogen Maade tilkjendegivet sin Interesse i at netop den Længstlevende faar en Fordel lige over for den Afdødes Arvinger saaledes at det ikke skulde staa i dennes Magt ex ante sacto at fraskrive sig den. Man synes derfor med god Føje at kunne slutte til Egtepagters Lovlighed deraf, at Loven ikke forbyder dem.
De nærmere Undersøgelser om dette Forhold om og hvor vidt ogsaa Mandens Bestyrelse af det fælles Bo kan ophæves (se 3–19–38, 5–3–23, 5–4–18), samt hvad Indflydelse Forholdet til Kreditorerne maa tillægges, kan Tiden ikke tillade os denne Gang at medtage.
Ligeledes maa vi for denne Gang stanse ved Lovbogen, uden at kunne indlade os i nogen Undersøgelse om, hvad Indflydelse den sednere Lovgivning, navnlig Forudsætningen i Bevillingsanordningerne, i Forbindelse med den Omstændighed, at man i de sjeldne Tilfælde, hvori man har oprettet Egtepagt, saa vidt vides altid har søgt kongelig Konfirmation paa dem, – maa tillægges paa det sidst opkastede Spørgsmaals Besvarelse for vor nu gjældende Rets Vedkommende, en Undersøgelse, der ogsaa for det videnskabelige Resultats Vedkommende kun vilde give ringe Udbytte.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |
- ↑ Se som et Exempel Fæstemaalet mellem Hrut og Unn, Njaalss. Kap. 2.
- ↑ Der staar i Graag. {{antikva|Festaþ.} 20: „ef bau hafa búit“. Jeg forstaar det imidlertid som anført, i Overensstemmelse med G. L. 53 og F. L. XI. 8 og 6 i. f. Det vil altsaa ikke sige andet, end at Loven giver et Bidrag til at udfinde, hvad der har været Parternes Mening, naar de oprindelig har givet den ubestemt tilkjende. Graag. paabyder intetsteds Fællig mellem Egtefolk.