Om særrettigheder til almenningsgrund og afgifter til staten for saadanne i det 17. og 18. aarhundrede

Legg til lenke
Fra Wikikilden
OM SÆRRETTIGHEDER TIL ALMENNINGSGRUND OG AFGIFTER TIL STATEN FOR SAADANNE I DET 17. OG 18. AARHUNDREDE.
AF G. TANK.
(TRYKT MED BIDRAG AV ASCHEHOUG–FONDET.)

I den ældre Gulatingslovs kap. 145[1], i den ældre Frostatingslovs indledning 19 og XIV, 8[2], samt i Magnus Lagabøters landslov VII, 62, 2 og 4[3] er indtaget bestemmelser om, at kongen eier det, som bygges i almenning, og at han bygger (bygsler) almenning, hvor han vil. Disse bestemmelser er forstaaet derhen, at kongen blev anseet som grundeier til de strækninger, der blev behandlet som kongens almenning, fordi de ikke var privat eiendomsret undergivet. Denne blotte omstændighed, at vedkommende strækning ikke var taget i besiddelse af privatmand, var oprindelig tilstrækkelig til at anse den for almenning. Hvorvidt dette var tilfælde, afgjordes efter ældre norske ret ved ed[4].

Bygdelagene havde en viss ret til at udnytte almenningernes naturlige herligheder[5]. Denne brugsret blev dem af loven tilsikret i den udstrækning, den faktisk var udøvet fra gammel tid af. Til rydning i almenning udkrævedes dog efter loven kongens eller hans ombudsmands samtykke – et samtykke, som det regelmæssig var let at opnaa. Var saadant samtykke meddelt, blev rydningsmanden at anse som kongens leilænding[6]. Allerede i sagaerne var udtalt, at kongen havde tilegnet sig al den udyrkede mark, og at alle bønderne skulde være hans leilændinger. Skjønt bønderne senere fik tilbage sin odel til den jord, som de havde dyrket, og som de brugte som sin eiendom, beholdt kongen dog fremdeles sin grundeiendomsret og dispositionsret over almenningerne[7].

Disse regler om rydning af og i almenning maa imidlertid læses i forbindelse med de samme loves regler om hævd[8]. Den i loven foreskrevne regel om bygsling som betingelse for rydning var det paabudt at overholde, men det var ikke absolut nødvendigt for rydningsmanden at indhente saadan tilladelse, idet han ogsaa blev eier, naar han uden tilladelse i 30 aar upaaanket havde brugt rydningspladsen og opdyrket samme. Opdyrkning og rydning av tidligere ubrugt og ubenyttet jord er i mange tilfælde foregaaet, uden at det fra kongens og hans ombudsmænds side har været muligt i hvert enkelt tilfælde at kontrollere, om derved ogsaa tidligere almenningsstrækninger uden tilladelse var indtaget under gaardene og saaledes havde mistet sin karakter af kongens almenning. At fremme landets rydning og opdyrkning har altid været et maal for regjeringerne, og herunder har maa ikke altid været saa streng med at kræve opretholdt den førnævnte regel om, at der til rydning i almenning krævedes ombudsmandens tilladelse. Nogen stor økonomisk betydning havde det heller ikke i det enkelte tilfælde for staten, at landskyld og andre jorddrotlige rettigheder ikke blev betalt til vedkommende oppebørselsbetjent efter frihedsaarenes forløb. Sine skatter fik jo staten ofte alligevel.

I det 16. aarhundrede bestemte Christian III, at alle de, som boede i Trondhjems stift, og som ønskede at rydde og bygge i kongens almenning, skulde beholde det, som blev ryddet og dyrket, til arv og eie. Dog maatte det opryddede indhegnes. Denne bestemmelse fik anvendelse paa en ødemark Løvsæter i Melhus, der i 1540 blev overladt til raadmand Peter Bartsker[9]. I dette tilladelsesbrev[10], der blev udstedt af befalingsmanden i Trondhjem den 29. juni 1540, er det førnævnte brev af Christian III omtalt. Kongen sagdes i dette at «have forundt alle dem, som bor i Trondhjems stift til evindelig eie al den ødemark, som de rydde og bygge vil og nu under fæfod ligger og skog oppaa staar og ingen landskyld afgaar og kongens og kronens rette almenning er». Heraf skulde betales leding som af andre jordegne bønder. I denne forordning siges intet om, at rydningsmanden skulde betale landskyld til kongen.

I et yngre kongebrev af 19. februar 1559 udtales ogsaa, at den samme Peter Bartsker skulde faa den ryddede part af ødemarken Løvsæter som arvelig eiendom imod at svare leding og anden sædvanlig afgift[11]. I de her nævnte tilfælde udstedte kongens høvedsmand et slags fæstebrev, men i dette heder det, at fæsteren skulde være eier. Dette var saaledes egentlig et arvefæste, men praktisk talt var det eiendom, rydningsmanden fik, da han ikke skulde betale nogen landskyld.

Et kongebrev af 24. oktober 1560 stadfæster et af Thor Roed udstedt brev om, at Nils Gautssøn skulde rydde, bruge og beholde saa meget af en i Tiller i Guldalen liggende ødemark Haarstad, som han kunde indgjerde, mod at betale leding som andre jordegne bønder. Roeds brev blev stadfæstet af Evert Bild, og Nils fik livsfæste mod tynge og afgift[12]. Videre maa nævnes et kongebrev af 23. august 1573, udstedt af Fredrik II. Christoffer Huitfeldt havde tilladt mester Henrik at indtage af en øde mark saa meget, han kunde oprydde og indgjerde i Strinden i Lade prestegjeld og beholde den for sig og arvinger for landskyld og leding. Fredrik II tillod svigersønnen at beholde den eiendom, som Henrik havde indtaget af den øde mark »efterdi at det mange andre efter kongens faders befaling var tilstedt i lige maade at indtage af saadanne øde marker, som laa under fæfod, hvis de kunde gjøre dem nytteligt deraf»[13].

Spørsmaalet om, hvorvidt rydningsmanden var forpligtet til at betale baade landskyld og leding, kan ikke helt klart løses paa grundlag av disse kongebreve. Nogle af dem udtaler, at ødemarken skulde være rydningsmandens eiendom, men andre, at der skulde betales landskyld af det ryddede til kongen. Da man ikke har bevaret nogen regnskaber fra den tid, kan det ikke nu afgjøres, om vedkommende lensherrer og fogder kun har indkrævet landskyld af nogen af de ryddede pladse eller af dem alle.

I et kongebrev av 24. juli 1574 fik Hans Lauritsen tilladelse til at nyde, bruge og beholde den gaard og jord, han nu i vildmarken havde hegnet og indtaget der sammesteds i Melhus[14]. Dog skulde han aarlig betale leding og landskyld deraf til lensmanden[15]. Endelig maa nævnes en bestemmelse i et kongebrev af 10. november 1577 til Ludvig Munk, der var befalingsmand over Akershus len, saalydende: «Desligst forfare (erfarer) vi, at udi Norge allevegne findes store almenninger, som vel kunne opryddes andre uden skade, og derpaa at være gjort en skik, at hver mand med lensmandens samtykke af slige almenninger maatte oprydde og indtage sig til odel og os til leding», saa tillades Ludvig Munk at tilstede hvem, som begjærer det, «at oprydde og indtage af saadanne almenninger saa meget, deres nødtørft[16] kan fordre og ham godt synes». Det, som blev opryddet, skulde beholdes til odel og deraf betales dobbelt leding[17]. I Christian IV’s brev af 15. august 1590 heder det paa lignende maade: «Efterdi vi komme udi forfaring (har erfaret), at udi Trondhjems len skal findes udi alminde og vildende mark mange pladse og steder, som vel kunde opryddes og tilflyes, og derheden kunde opsættes bøndergaarde – – », tillades samme øde steder at opryddes og opbygges og den, som oprydder og opbygger samme øde jord, skal beholde gaardene som odelsgods mod aarlig betaling af dobbelt leding[18]. Ved et kongebrev af 5. juli 1635 blev det tilladt bønderne, som vil rydde og dyrke jorden »udi vores almenning i Østerdalene, at nyde og bruge disse jorder og rydningspladse fri for skatter og landskyld m. v. i 6 aars tid[19].

Rydningsmanden er saaledes antagelig nogen tid i det 16. aarhundrede i det Trondhjemske bleven odelsmand i kraft af det meddelte tilladelsesbrev. Nogen har antaget, at det var den store mandedaud (svartedøden), der har været foranledningen til, at man i denne tid særlig har søgt at faa tidligere forladte ødegaarde optagne paany, at faa ryddet andre ødemarker og at faa saadanne forandret til beboede og brugte steder til nytte for samfundet og de enkelte[20]. At de private eiere ogsaa i denne tid har indtaget og indhegnet dele af almenningerne uden tilladelse og er blevne eiere af disse pladse å kraft av lovens regler om hævd, kan heller ikke være gjenstand for tvil.

Reglen i Magnus Lagabøters landslov af 1273 om, at det var kongen, som havde ret til at bygsle almenningsjord, blev opretholdt af Christian IV’s norske lovs landsleiebolks kap. 59. Reglen om, at der krævedes tilladelse af kongens ombudsmand til rydning i almenning, har den hele tid været gjældende og blev ikke forandret ved de førnævnte bestemmelser om, at rydningsmanden blev odelsmand i kraft af selve tilladelsesbrevet. Det var hensigten med de citerede kongebreve at opmuntre til rydning ved at give rydningsmændene lettelser, men det var ikke meningen, at de skulde være fritaget for at søge om tilladelse til at paabegynde rydningen.

Endelig fik man Christian V’s N. L. 3–12–4 hvor det siges, at fogden alene skulde bortbygsle saadanne pladse i almenningen, der ved lovlig besigtigelse befandtes med tiden at kunne opryddes til et skattebol. Denne regel gjaldt ikke i samme form, før lovbogen utkom. Før 1687 foregik bortbygsling af pladse i almenning ved fogderne mere uhindret og lettere end efter lovbogen. Forat bortbygsling ifølge denne lovbogsartikel skulde ske, maatte det ved lovlig besigtigelse af sorenskriveren og lagrette bringes paa det rene og skjønnes, om pladsen havde saa stor værdi, at den med tiden, naar oprydningen var fuldendt, kunde blive særskilt matrikuleret og paa den maade kunde komme ind i gaardemandtallet som en selvstændig eiendom. Artiklen kræver dog ikke, at pladsen for at blive skyldsat skulde være gjenstand for beboelse, men dette maatte være det regulære. Herved var ogsaa lagt hindringer i veien for, at fogden ugrundet paalagde og af bønderne opkrævede bygselsum og afgifter af eiendomme, som de havde ret til at bruge uden bygselsums betaling (smlgn. N. L. 3–12–3 om, at enhver kunde gjøre sig sæter i almenning). Det var alene den ødejord, som ved lagrettets besigtigelse befandtes at være dyrkbar eller ialfald af en viss værdi, og var beliggende i almenning, som fogden havde ret til at bortbygsle. Desuden havde han dog ogsaa ret til at bortbygsle lignende ødejord, som var beliggende indenfor allerede tidligere skyldsatte gaardes eiendele, saafremt de sidste eiedes af kongen. I den følgende artikel i Christian V’s lov har man ogsaa en anden bestemmelse, der maa læses i forbindelse med samme lovs 3–12–4, 3–12–7 og 8“[21] 3–12–5 fastsatte nemlig, at høslaat i almenning kun maatte ske ifølge fogdens bevilling. Denne regel gjælder efter sin ordlyd alslags høslaat, hvad enten dertil udkræves rydning (arbeide med grunden, før slaatten kunde finde sted) eller ikke. Slaat paa den naturlige eng var for lovbogen fri og krævede ikke tilladelse, da saadan ikke kunde betragtes som rydning.

Denne gamle lovregel om, at der til rydning i almenning udkrævedes tilladelse af kongens ombudsmænd, har den hele tid været opretholdt, omend upaaanket besiddelse i 30 aar var tilstrækkelig til at give den rydningsmand, der var besidder, eiendomsret, naar fogden eller andre ikke kunde bevise, at han havde faaet tilladelse til at rydde (se 3–12–2). Nogen pligt til at rydde i almenning har bønderne derimod aldrig havt. Om pligt til rydning af privat eiendom har man derimod flere bestemmelser fra det 17. aarhundrede. Som modsætning til almenning opstilles i nærværende fremstilling privateiendom d. v. s. de allerede tidligere opryddede og skyldsatte gaardes eiendele. Om pligtdyrkningen af privat eiendom handler forordningen af 28. juni 1632, Christian IV’s Reces 1613, 3–34, Christian V’s N. L. 3–15 og reskript af 6. september 1658 § 8. Ifølge forordningen af 31. august 1648 skulde rydningsmanden beholde det nylig opryddede sin livstid uden forhoielse af skylden[22].

I de ældste bevarede lensregnskaber fra det 16. og 17. aarhundrede finder man indført de i tidligere tid skyldsatte gaarde samt de eiendomme, der hvert aar blev nyskyldsat. Af opgaverne over betalt første bygsel, hvor saadan findes, ser man, naar der skede forandring i besiddelsen, og naar bygselsum blev betalt af den nye bruger. Regnskaberne fra tiden før 1660 indeholder i det væsentlige kun jordebøger over kongens gods og desuden opgave over stigtens gods, over betalt leding og betalte skatter, men regnskaberne fra denne tid er ikke saa udførlig udarbeidet og specificeret, at man af dem kan slutte sig til, om de nyskyldsatte gaarde, der efterhaanden kom ind i kongens jordebøger, var ryddede i eller udenfor almenning. Man har saaledes ofte vanskelig for at afgjøre, hvorledes eller i kraft af hvilken hjemmel de forskjellige eiendomme i tiden før 1660 blev indført i jordebogen som kongens gods. Landskyld af rydningspladse i almenning skulde betales til kongen, men landskyld af jord, der var opryddet indenfor de skyldsatte gaarders eiendele, der allerede fra tidligere tid af var anerkjendt som krongods, skulde ogsaa betales til kongen.

I kraft af lovens regler om skyldsætning af rydningspladse i almenning og i herred kom efterhaanden de nyskyldsatte eiendomme ind i matrikulen. Eftersom gaardenes eiendele blev forbedret ved rydning, blev undertiden ogsaa de tidligere skyldsatte gaardes landskyld forhøiet enten derved, at den i matrikulen opførte landskyld fik en passende forhøielse, eller derved, at pladse, der var ryddede indenfor gaardenes eiendele (i herred), blev særskilt skyldsat[23]. I begyndelsen af det 18. aarhundrede begyndte man dog hyppigere at undlade saadan forhøielse, idet man støttede sig til et reskript af 28. december 1724, der bestemte, at det skulde forblive ved den gamle matrikulering. Det er neppe rigtig at antage, at denne sidste bestemmelse gav beføielse til en saadan undladen. Ved skatteforordningen af 28. december 1745 og forordningen af 29. april 1752 blev 3–12–7 forandret derhen, at nyopryddede stykker af tidligere skyldsatte gaarde ikke skulde særskilt skatlægges. Saafremt eierne selv ønskede saadan forhøielse, blev dette ønske dog imødekommet. Nogen forandring i reglerne om skyldsætning af pladse i almenning blev dog ikke derved gjort.

En følge av disse regler var, at man, naar en plads blev særskilt skyldsat, under forretningen maatte bringe paa det rene, enten pladsen var ryddet i kongens almenning eller indenfor allerede tidligere skyldsatte gaardes eiendele, d. v. s. om rydningen var skeet i almenning eller i herred, (d. e. i bygden). Under forretningen maatte videre oplyses, hvem der var eier, og hvem der var berettiget til at opkræve landskyld. Dette skede, fordi landskylden skulde betales til eieren. Denne var interesseret i landskyldens størrelse og maatte have anledning til at varetage sit tarv under forretningen[24]. Man vil derfor i skyldsætningsforretninger fra det 17. og 18. aarhundrede finde oplysninger om, hvem blev anseet som eier af grunden den gang, da skyldsæetningsforretningen fandt sted. Disse oplysninger maatte selvsagt have ikke liden bevisværdi for eiendomsspørgsmaalet. Bøndernes tro paa skyldsætningers betydning for eiendomsforholdet er derfor ingenlunde saa ugrundet, som mange i vor tid har villet gjøre den til. Den, der ifølge en saadan skyldsætningsforretning opkrævede landskyld af en eiendom i hævdstid, blev nemlig anseet som eier. Man kunde hævde en eiendom ikke alene ved selv at bruge og udnytte den og indhegne den, men ogsaa ved at oppebære landskyld af grunden. Ved at modtage saadan landskylds betaling ansaaes man nemlig for at have nytten af eiendommen.

Af de protokoller, der blev udarbeidet af landkommissionen[25] ifølge kongelig befaling af 17. januar 1661, sees, at kommissionen for en række gaardes vedkommende i det søndenfjeldske og nordenfjeldske Norge havde anført en viss afgift af engeslaatter og fiskevand. Lignende bemerkninger om saadanne afgifter forekommer i matrikulen af 1665. Disse engeslaatteafgifter blev beregnet med 2 skilling for hvert læs hø, som antoges at kunne avles paa høslaatter i kongens almenning. Bønderne blev af kommissionen paalagt at opgive, hvilke slaatter og fiskevand de havde i brug i kongens almenning, og Kommissionen indførte derpaa disse herligheder i jordebogen under de enkelte gaarde, som henhørende under og tilliggende disse[26]. Det maa antages, at disse slaatter og fiskevand blev anseet som gjenstand for gaardbrugernes særrettigheder, og at dette saa at sige ved disse afgifters paalæggelse blev konstateret som et faktum.

Slaatterne og fiskevandene er i 1661 betragtet og behandlet som beboede rydningspladser og grunden til, at de er anseet som saadanne og derved unddragne fra de øvrige gaardbrugeres fællesbrug, har været, at enkelte mænd har anvendt arbeide enten paa at oprydde og og dyrke slaatterne eller slippe fisk i vandene, at opføre fiskeboder eller bygge baader e. l.

Man har ogsaa eksempler paa, at lignende afgifter (rettigheder) er betalt allerede for 1661 dels for slaat dels for fiskeri i almenning. Det kan saaledes her nævnes, at der allerede i begyndelsen af det 17. aarhundrede blev betalt afgift af nogle sætre og slaatter i kongens almenning i Grødalen i Sundalen. Denne sidste afgift kaldes dels sæterleie, dels græsleie.

De afgifter, som var fastsat af landkommissionen i 1661, blev efterhaanden forøget ved fogdernes foranstaltning, idet disse fulgte det eksempel, som kommissarierne havde givet anvisning paa, og endog opkrævede bygselsum af uskyldsatte sætre og engeslaatter i almenning. Disse afgifter har i forskjellige landsdele havt forskjellige navne. De kaldes græsleieafgifter, engepenge[27], engeslaattepenge, høsletpenge, engeskat, høskat o. l. De blev opført under den visse indkomst i jordebøgerne sammen med leding, visøre, kvernepenge o. l. Naar der ved forandring af bruger eller ved første gangs bortbygsling blev betalt bygselsum, er denne bygselsum derimod indført i fortegnelserne over den uvisse indkomst sammen med bygselsummer af skyldsatte gaarde og eiendomme under overskriften stedsmaal eller første bygsel. Disse afgifter blev henregnet til de faste jordebogsindkomster og holdtes i regnskaberne afsondret fra de egentlige skatter, der blev paalagt og anordnet ved de aarlig udkommende skatteforordninger. De bør rettelig ansees som privatretslige og ikke som offentligretslige ydelser[28]. Enkelte fogder har ifølge ordre fra Rentekammeret eller af eget initiativ ført egne saakaldte engeslaattemandtal. Fogderne i Østerdalen har ikke ført saadanne specialmandtal med opgave over, hvad hver enkelt gaard i fogderiet betalte i engeslaatteafgift, men i Gudbrandsdalen blev saadanne opgaver vedlagt fogedregnskaberne hvert aar. Derimod har fogderne i Østerdalen hvert aar udarbeidet saakaldte designationer over alle de engeslaatter, som i aarets løb var bleven bortbygslet. I Gudbrandsdalen fandt bygsling af uskyldsatte slaatter ogsaa sted, men der blev ikke betalt bygselsum som i Østerdalen. Ved disse fortegnelser fra Østerdalen ligger ogsaa gjenparter af de af fogden udstedte bygselbreve. Disse engeslaatteafgifter bør ikke kaldes skatter og kan ikke ansees som skatter i egentlig forstand[29], skjønt forskjellen mellem disse senere er bleven noget udvisket. Paa denne tid er der gjort forskjel, hvilket sees af den kongelige ordre af 18. januar 1664[30], der bestemte, at landkommissionens jordebøger skulde lægges til grund ved indbetalingen og oppebørselen af kongens landskyld, leding og andre indkomster dog med undtagelse af skatterne. Landkommissionen havde faaet i opdrag at udarbeide jordebøger over alt det skyldsatte kongelige gods. Afgiften af engeslaatter var ny i Østerdalen. Tidligere havde saadan afgift ikke været betalt her. Da man i matrikulprotokollerne fra 1665 finder de samme engeslaatteafgifter opført som i landkommissionens jordebøger, maa man deraf kunne slutte, at den nævnte afgift er bleven betragtet som en jordebogsrettighed. Matrikuleringskommissionen maa have følt sig bundet af, hvad landkommissionen havde foreslaaet, og af hvad ordren 1664 havde bestemt. Matrikulkommissionen havde ikke anledning til at forandre eller nedsætte de jordebogsafgifter, der allerede fra tidligere tid af var betalt. Med hensyn til skatterne stod derimod matrikulkommissionen mere frit, idet den skulde skaffe mest mulig lighed i disse. Den havde saaledes anledning til at forhøie eller nedsætte de ordinære skatter, men de staaende jordebogsrettigheder maatte blive uforandrede. Hvis engeslaatteafgifterne havde været anseet som skatter, havde de ikke indgaaet under reglen i ordren af 18. januar 1664, der udtrykkelig undtager skatterne. Det er landkommissionen og ikke matrikulkommissionen, der havde vurderet engeslaatter i kongens almenning til 2 skilling for hvert læs hø, der kunde høstes. Man har ikke bevaret nogen udtalelse fra landkommissionen af 1661 om, hvorfor disse afgifter blev paalagt[31]. Det er ikke destomindre utvilsomt, at afgifterne skriver sig fra og er bygget paa kongens antagne eiendomsret til almenningerne. Landkommissionen havde faaet i opdrag at faa kongens indkomster mest mulig forøget og maa under sit arbeide have kastet sine øine ogsaa paa særrettigheder i almenningerne og betragtet dem som indtægtsobjekter.

Fordi det var kongens eiendomsret til almenningerne, der dannede udgangspunktet ved disse afgifters fastsættelse, maa afgiften betragtes som en leieafgift, der blev paabudt i kraft af lovens regler om, at det var kongen, som eiede almenningerne. Det var kongens jorddrotlige rettigheder, som kommissarierne i 1661 gjorde anvendelse af. De byggede paa lovens regler om, at rydning, høslaat, saaning o. s. v. alene skulde ske med kongens tilladelse, og at billighed talte for, at der for disse særrettigheder betaltes en mindre afgift. Disse afgifter har bidraget til at bevare strækningernes karakter af almenning, idet man paa den maade har havt vidnesbyrd om, at der i fogderiet fandtes almenninger, og at der var gaardbrugere, der havde særrettigheder til visse dele af disse. Bønderne blev derved selv interesseret i at paaberaabe sig disse afgifters betaling som bevis for sine rettigheder. At afgiften ikke blev henregnet til skat i datidens forstand, fremgaar ogsaa deraf, at retten til at indkræve saadan afgift senere er solgt af kongen dels særskilt paa samme maade, som det skede med ledingen og andre jordebogsindkomster, dels sammen med almenningerne i sin helhed, idet den nye eier ved salget af en almenning som jorddrot indtraadte i kongens sted og derfor fik ret til at indkræve de afgifter, som tidligere havde været betalt til kongen i dennes egenskab af jorddrot og eier. Sin beskatningsret har kongen imidlertid udtrykkelig forbeholdt sig ved disse skjøder. Af kongelig ordre til skatkammeret af 13. juni 1664 ser man, at kongen forbeholdt sig sine regalier og høihedsrettigheder, hvorunder ogsaa kongens almindelige beskatningsret blev henregnet, medmindre det udtrykkelig i skjødet stod anført, at ogsaa nogen enkelt af disse regalier skulde medfølge i salget. Til disse høihedsrettigheder henregnedes retten til at opkræve told og accise, vragretten, jus patronatus, birkerettigheder m. m.[32]. Man har ikke noget eksempel paa, at kongen i enevældets tid ved et skjøde har overdraget hele sin beskatningsret til private. Jeg bortser dog her fra de rettigheder, som ved egne privilegier var overdragne til adelen.

Hvis en gaard blev solgt alene med angivelse af landskyldens størrelse, fulgte ikke retten til at opkræve afgift for brug af slaat i den tilstødende almenning med i salget, medmindre ogsaa denne afgift udtrykkelig var indført i kongeskjødet som gjenstand for salg. Eksempel paa særskilt overdragelse af afgifter for brug af sæter og slaatter i almenning tilfjelds har man foruden fra Romsdals[33] og Nordlands[34] amter ogsaa fra Lille-Elvedalen.

Ved at betale de nævnte engeslaatteafgifter fik bønderne konstateret sine særrettigheder, og man vil ofte i retssager fra det 17. aarhundrede finde, at gaardbrugerne har paaberaabt sig disse afgifters betaling som bevis for saadanne særrettigheders eksistens[35]. Som særrettigheder i almenning betragtes her retten til at bruge slaatter, sætre og dyregrave i almenning, da disse medfører en særlig raadighed over grunden, der udelukker andres brug. Retten til at have kreaturer gaaende i almenning og retten til at benytte almenningsskogen til husbehov betragter jeg derimod som en almindelig almenningsret, fordi disse rettigheder som oftest udøves i fællesskab med andre dertil berettigede[36]. Det er dog i og for sig ikke noget iveien for, at en enkelt person kan have sine kreaturer gaaende i en almenning, uden at andres kreaturer gaar sammen med hans. Dette vil dog være en ren undtagelse, da fællesbeitning er regelen. Oprindelig skede hugst i almenningsskog i fællesskab uden udvisning, og hugstrettighederne maatte derfor regulært være almindelige rettigheder. Særrettigheder til brug af fiskevand i almenning[37] kunde bønderne ogsaa erhverve i kraft af enebrug i forbindelse med fogdens bevillingssedler og betaling af fiskevandsafgift (smlgn, 5–11–1). Saavidt vides, er saadanne fiskevandsafgifter i Østerdalen alene betalt af nogen enkelte fiskevande i Rendalen og Tolgen. De var derimod ukjendt i Lille-Elvedalen, Tønset og Kvikne. I Rendalen er saavel Fæmund som Isteren og Kola-elven særskilt skyldlagt. Det samme er tilfældet med Tufsing-elven, der ligger i Tolgen. I Gudbrandsdalen var disse afgifter hyppigere.

Under fortolkningen af 3–12–4, 5, og 7, hvilke artikler maa studeres i sammenhæng, kan mærkes, at 3–12–4 alene taler om, hvilke rydningspladse fogden har ret til at bortbygsle. 3–12–5 bestemmer, at fogdens tilladelse maatte indhentes paa forhaand ved slaat i almenning, hvadenten der til slaatten krævedes rydning eller ikke, men siger intet om, at der skulde betales nogen afgift. 3–12–7 fastsatte endelig regler om, at rydningsmanden en viss tid skulde være fri for at betale leie og leding. Hverken ved 3–12–4 eller 3–12–7 var det meningen at forandre den almindelige privatretslige regel om, at der til alslags rydning i almenning krævedes kongens tilladelse. En af fogden udstedt tilladelse til at rydde i almenning, til at oprette sæter, benytte slaatter, brænde braater o. l. i almenning var derfor fuldt gyldig, naar denne tilladelse ikke stred imod 3–12–4, selvom den indeholdt aftale om, at der skulde betales bygselsum uden lovlig besigtigelse. Man maa være opmerksom paa, at der er udstedt mange slige bevillingssedler, uden at der i dem er fastsat anden afgift end den, som landkommissionen i 1661 havde givet anslag paa, nemlig 2 skilling pr. hølæs. Det sidste kunde ikke siges at være ulovligt og var en praksis, som man anvendte, men kun i Østerdalen, Gudbrandsdalen og det Trondhjemske[38]. Under forudsætning af, at grunden virkelig var kongens almenning, og at tilladelsen ikke stred mod tidligere erhvervede særrettigheder, kunde man ikke gjøre nogen berettiget indvending mod en saadan tilladelses lovlighed.

At fogderne i nogen tilfælde har beregnet den saakaldte støvlehud for slige bevillinger (smlgn. 3–14–7), var vistnok en uskik, naar eiendommen ikke var særskilt skyldsat efter 3–12–4, og dette kunde med rette angribes, men at støvlehuden blev oppebaaret, selv om ikke bygselsum samtidig blev erlagt, kunde dog ikke rokke selve bevillingens lovlighed eller bevirke, at rydningstilladelsen tabte sin virkning. Var støvlehuden lovlig indkrævet, maatte denne kunne kræves tilbage, men hvorvidt selve tilladelsen til at bruge almenningen var lovlig eller ikke, afhang ikke af, om det var lovligt at indkræve støvlehuden. Da loven ikke selv afgjorde noget om, hvad der var privat eiendom og hvad der var almenning, men alene henviste dette spørgsmaal til afgjørelse ved ed (tingsvidne) og lovlig rettergang, et spørgsmaal der meget længe har været uklart, vil man indse, at der let kunde opstaa tvil om berettigelsen af de udstedte bevillingssedler, der som oftest alene byggede paa bygselmændenes egne opgaver. Blev sagen imidlertid ikke forfulgt for domstolen inden udløbet af hævdstid, kunde den mand, der af fogden havde faaet tilladelse til at bruge almenningen, og i henhold hertil havde udført rydning der, anse sig sikret ligeoverfor tredjemands krav, naar han i 30 aar havde udøvet brugen.

Af nogle skatter blev alene betalt engeslaatteafgift, af andre blev tillige opkrævet bygselsum enten uden eller ifølge besigtigelse, andre saadanne blev derimod skyldlagt i henhold til 3–12–4 ifølge brugernes egen begjæring. Saafremt disse slaatter var beliggende i kongens almenning, kom de ved skyldsætningen ind i kongens jordebog som særskilt matrikulerede eiendomme med egen skyld og eget matrikulnummer paa samme maade som andre gaarde, idet de i skatteteknisk forstand betragtedes som gaarde, selv om de ikke var beboet.

De særskilt skyldsatte engeslaatter i almenning er alle efterhaanden solgt af staten til private paa samme maade som de beboede rydningspladse. Var derimod slaatterne ikke særskilt skyldsat, og der enten betaltes alene engeslaatteafgift eller baade aarlig engeslaatteafgift og bygselsum ved overgang fra en bruger til en anden og ved første gangs tagen i brug efter brugerens begjæring, er der kun sjelden udstedt eget skjøde paa disse slaatter. De kan derimod senere være hævdede til eiendom. Grunden til, at de ikke er solgt, har vel som oftest været den, at bønderne ikke har troet at behøve at kjøbe disse slaatter eller udtrykkelig faa dem ind i skjøderne, dels fordi de havde liden værdi, og dels fordi de uden saadant kjøb fra kongen alligevel fuldt ud kunde udnytte slaatterne, som de ønskede. Ved jagtloven af 1899 er dette bleven forandret. Man maa ogsaa være opmerksom paa, at slaatterne vistnok i nogen tilfælde var inkorporeret i gaardenes skyld, og at bønderne derfor i mange tilfælde har troet, at de ved kjøb af selve gaarden ogsaa blev eier av slaatterne paa samme maade, som de ved kjøbet blev eier af gaardenes huse og de indhegnede indmarker. I de bygder, hvor almenningsforholdet og statens oprindelige rettigheder er gaaet i glemme, fordi staten kanske ikke i aarhundreder har udøvet nogen positive dispositioner over grunden, har en saadan opfatning havt let for at vinde almindelig udbredelse. Bønderne har efterhaanden – for at fremme sit jordbrug og gjøre dette effektivt – søgt at opløse alt fællesskab mest mulig, og i denne henseende har de offentlige myndigheder regelmæssig søgt at hjælpe dem. Efter teorien skulde kongens almenninger ikke tillades udskiftet, men paa grund af bøndernes og embedsmændenes uvished om saadanne almenningers eksistens har man i mange tilfælde skiftet fælles skoge i kraft af 3–12–15 tiltrods for, at disse, hvis spørgsmaalet havde været forelagt domstolene i en fuldt udredet form, i mange tilfælde vilde være bleven erklæret for kongens almenning. Ved matrikuleringen og skyldsætningerne i det 17. og 18. aarhundrede blev de faste eiendomme skatlagt for det, som de efter omstændighederne kunde taale, men nogen opmaaling af den grund, der hørte til eiendommene, fandt ikke sted, da omkostningerne herved dengang blev antagne at være altfor store i forhold til den nytte, man derved kunde opnaa. Jeg kan her til slutning citere, hvad rydningskommissionen i 1759 skrev om gaardenes grænser i indmark og udmark[39]:

«Og siden den ene gaard i bygderne fra umindelig tid af saaledes – som tilforn er meldt – grænser og støder til hinanden besynderlig (= især) i ager og engeland, samt hjemmark, saa at de alene adskilles enten ved gjærder eller fastsatte merker, saa er det deraf klart, at der i den fald (= isaafald) ved den i 1665 skede matrikulering over de gamle gaarde neppe er bleven nogen mellemrum, som uden matrikulering er vorden forbigaaet; ligesaalidet, har de i saa maade paa egen haand, medmindre de vilde fornærme deres naboer, «kunnet tiltage sig videre end de af gammel tid har havt uden det kan være saadanne (gaarde), som grænser imod fjeldene og derudi har deres strækning eller de, som siden matrikuleringen 1665 har opryddet sig pladser udi fjeldene, der vel siden er skyldsatte, dog ikke paa alle sider san nøie bestemt deres visse strækning, men hvad de øvrige gamle gaardes udmark og især skogstrækninger angaar, da er det vel den mindste del, som med markeskjels- eller aastedsforretninger kan bevise deres skogs og udmarks begreb (= udstrækning, omfang), men des flere som ved brug og en langsommelig og uimodsagt hævd kan fore vidner om deres tilliggender, og om end nogle af dem tid efter anden kan have seet sig leilighed til at forøge deres strækning eller andre med dem, som har sætermark i fjeldene, kan have udvidet saadanne deres sætermarker, opryddet husmandspladser og derhos tilegnet sig del i de derværende skoge for videre (= mere) end de har været berettiget (til)[40], san dog paa det, at i alle sandanne tilfælde baade kunde træffes den mest mulige vished og ingen i deres rette tilligender fornærmes, vides intet bedre middel end dette eneste: at alle gaardes udmarker, skoge og sætermarker og disse sidste især saavidt de er nogens eiendom, maatte paa lovlig maade hver for sig efter deres bevislige strækninger opgaaes, alle dele- og merkestene eftersees og bevises, og hvad som ikke med merke- og delestene samt gyldige beviser kunde godtgjøres at have fra alders tid lagt til deres gaarde, det skulde derfra skilles og paa saadan maade formenes uforgribelig, at ei alene det ellers saa vanskelige og i uvished svævende betydelige spørgsmaal om, hvad der er almenning eller ikke almenning, kunde bli opløst, men og enhvers eiendom uden nogen fornærmelse eller billig anke bedst var at udsøge; thi hvad de gamle gaarde angaar, da formenes underdanigst, at det neppe vil være gjørligt ved nogen blot opmaaling at udlede, hvad grund eller strækning de er matrikuleret for uden først at fastsætte, at gaardenes gamle og bevislige delemerke skulde følges, efterdi – paa hvad maade opmaalingen ellers kunde ske – blev følgen befrygtelig for den største del en almindelig misnøie, klage og raab over indskrænkelse og saadan sammenblandelse. Vel tilstaar vi, naar alle gamle gaarde først – saaledes som meldt – var udseet og enhver tillagt sin rette og egentlige strækning, at den opmaaling derefter paa øde steder[41], naar den, blev forrettet med nøieste forsigtighed og muligste vished, om enhver der indrettende gaards tilstand i jordart og anden tilliggende, som en jordbruger kan føre sig til nytte saaledes, at deraf kunde sees enhvers sande og rette beskaffenhed og med alle sine delemerker blev lagt i kart, kunde i mere end i ét tilfælde have sin store nytte – – – ».

Rydningskommissionen forklarer videre i den samme indberetning, hvorledes mange af disse gamle gaarde i stor udstrækning var bleven forbedret. Nogen forhøielse af skylden mente kommissionen isaafald lettere kunde ske end opmaaling. Paa slutningen af den citerede fremstilling findes følgende bemerkninger. «Endelig for at forekomme saavidt mulig al uberettiget brug, tømmer- og lastehugst i sætermarkerne kunde (om ingen særdeles anordning at udgive ansees fornøden) og ved saadan leilighed undersøges, om nogen af de ved matrikulen enhver gaard anviste sætre og sætermarker er bleven en eller anden solgt og afstaaet; thi naar de steder, hvor der haves sæter- og sætermark, alene er bevilget til sommerhavn og græsning, der kan ikke hverken rydning til husmand eller deslige brug eller skoghugst have sted, medmindre det enten udtrykkelig staar i matrikulen eller siden allernaadigst er bevilget og san meget mere, som det første i loven er forbuden (3–15–8)[42] og det sidste bringer gaardene i forringelse, efterdi naar en uagtsom eier enten har udhugget eller solgt sin til gaarden havte skog, kunde sæterskogen endnu være et tilflugtsted for efterkommerne til det nødvendigste bygningstømmer ifølge tilladelse og tilsyn af vedkommende øvrighed, men naar denne ved sagtømmer og deslige ogsaa udhugges, vil al hjælp endog til de fornødne husebygninger i fremtiden fattes. Ligeledes har det sin betænkelighed med oprydning i sætermarken, thi istedenfor, at andre gaarde, som mangler sæterhavning, kunde i store sætermarker faa anvisning til hjælp i den fald, saa bliver samme ved saadan uberettiget oprydning alene en til nytte, uden at andre, som kan være høist trængende, der kan anvises nogen hjælp tillige og saaledes bliver lovens hensigt med rydningsforbud paa de steder hindret. Derimod hvor der haves skjøde paa sæter og sætermark uden nogen reservation, der er det dens eiendom, og følgelig har eieren ret til at be- nytte sig deraf, som man bedst ved og lov og forordninger gemess«.

Denne rydningskommissionens fremstilling fra 1759 viser, at man i det 18. aarhundrede var opmerksom paa, at det af hensyn til statens interesse i at faa rydning i almenning fremmet og for at faa hindret ulovlig tømmer- hugst sammesteds var ønskeligt at faa fastsat bestemte grænser for de private eiendomme. Denne rydningskommissionens udtalelse fra 1759 kan i flere henseender anvendes paa forholdene i vort land endnu den dag idag; thi endnu er grænserne mellem de private eiendomme ofte usikre, og det er endnu uafgjort, hvad der i Norge er statsalmenning, og hvad der er privat eiendom paa høifjeldet. For at faa det sidste spørgsmaal løst har man i henhold til en lov af 8. august 1908 nedsat en egen høifjeldskommission, der er udstyret med dømmende myndighed, og flere processer verserer ogsaa for de ordinære domstole for at faa afgjort brugsrettigheder til de solgte og usolgte almenninger. At afgjøre disse retstvister ad administrativ vei vilde ikke være heldigt. Fra gammel tid af har man i Norge fundet det for mest betryggende at henvise denslags sager til afgjørelse ved lands lov og ret. Statholderskabets protokoller fra det 17. aarhundrede indeholder tydelige vidnesbyrd herom saavel fra tiden før som efter enevældets indførelse.

Ved lov af 12. marts 1920 om udnyttelse af rettigheder til beite, jagt og fangst m. v. i statens almenninger § 49 er bestemt, at det offentliges ret til at bortleie eller bortbygsle fiske i statsalmenning og til at udstede bevillings-, fæste- eller bygselbrev paa sæter eller fjeldeng i statsalmenning bortfalder, men i samme lovs § 48 heder det, at forsaavidt der ifølge særlig adkomst tilkommer nogen særrettigheder i statens almenning, berøres de ikke af denne lov. Det har derfor fremdeles den dag idag praktisk betydning at afgjøre, hvem der fra gammel tid af har saadanne særrettigheder i solgte og usolgte almenninger, og paa hvilket retsgrundlag disse i tilfelde er bygget. Fjeldstyrerne har efter loven adgang til at ordne almenningsbrugen, bestemme optagelse af nyt beite, foretage udvisning af grund til sætervold og nye sæterbrug, at udstede jagtkort og fiskekort m. m., men brugsrettighederne kan alene udøves af de dertil berettigede eiendomme som fra gammel tid (se lovens §§ 2, 8, 10, 30 og 35). Ogsaa her spiller derfor de gamle afgifter en rolle.


Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.
  1. ↑ Norges Gamle Love I, side 58.
  2. ↑ Norges Gamle Love I, s. 125 og 251.
  3. ↑ Norges Gamle Love II, s. 145.
  4. ↑ Se G. Tank »Om hævd af almenning«, Norsk Retstidende 1917.
  5. ↑ Fr. Brandt. Retshistorie I, s. 243.
  6. ↑ A. Taranger. Udsigt over den norske Retshistorie II, 1, s. 327–28.
  7. ↑ Smln. l. c. side 185–187 og E. Hertzberg. Betænkning om almenningsrettens oprindelse og historiske udvikling, s. 4.
  8. ↑ Smlgn. A. Taranger. De Haalogalandske almenningers retslige stilling, s. 6–7.
  9. ↑ Diplomatarium Norvegicum II, nr. 1185 og 1144. Fr. Brandt. Retshistorie I, s. 249 og Å Taranger. Retshistorie II, 1, s. 184 flg. og s. 327 flg.
  10. ↑ Dette brev kalder A. Taranger for et skjøde, se De Haalogalandske almenninger, s. 7.
  11. ↑ Norske Rigsregistranter I, s. 255 og D. N, II, nr. 1135.
  12. ↑ N. R. I, s. 304
  13. ↑ N. R. II, s. 69.
  14. ↑ Brandts Retshistorie I, s. 245.
  15. ↑ N. R. II, s. 180.
  16. ↑ Om ordet nødtørft se N. R. III, s. 187.
  17. ↑ NR. II, s. 243.
  18. ↑ N. R. III, s. 132.
  19. ↑ N. R. VII, s. 74.
  20. ↑ Kongebrev af 17. januar 1557, post 3, bestemmer, at den svenske foged ikke maatte bortfæste ødejorder i Finmarken, som kongen og Norges krone tilkom. Kongebrev af 1. marts 1558 handler om kongens rettighed af de ødegaarde, der blev ryddet i Trondhjems len, kongebrev af 7. marts 1566 om opbygning af en gaard, der eiedes af kongen, og saa godt som var øde, mod betaling at vanlig tynge og afgift, kongebrev af 18. juli 1573 om tiende i Stavanger stift af den grøde, der avledes af ødemark, som nylig optoges, kongebrev af 12. november 1577 om regnskab over de ødegaarde, som herefter i Baahus blev optagne for leding og landskyld, kongebrev af 21. november 1587 om, at sognepresten i Elverum skulde beholde en øde plads til hans prestegaard, som han havde ladet oprydde, saa den kunde bruges til et lidet sæterbol, dog for den rettighed, som deraf burde betales.
  21. ↑ Om rydning af ødejord i herred og i almenning se Reces 1643, 3. bog, 39,8 og forordningen af 25. februar 1682.
  22. ↑ NR. IX, s. 150.
  23. ↑ Her tænkes ikke paa de i det 19. aarhundrede og den dag idag benyttede skylddelingsforretninger. Saadanne var ikke almindelige i det 17. og 18. aarhundrede.
  24. ↑ At eieren maatte stevnes, var en ligefrem følge af N. L. 1–4–1, der ogsaa handler em besigtigelser og tingsvidner i det hele.
  25. ↑ Meddelelser fra det norske Rigsarchiv I, s. 53 flg.
  26. ↑ Se statholderens skrivelse af 25. april 1663 (statholderskabets protokol no. 20. f. 133, a) og statholderens resolutioner af 29, januar 1673 og 14. februar s. a. om afgtft af fiskevandene (Gaalaaen i Sødorp og Haunsjøen i Gausdals Vestfjeldsalmenning statholderskabets resolutionsprotokol no. 4. f. 194, a og 131, b)
  27. ↑ Arent Berentsen Bergen. Danmark och Norges fruchtbar herlighed, side 101.
  28. ↑ Se bl. a. reskript af 21. september 1799, der er trykt i Wessel-Bergs reskriptsamling.
  29. ↑ C. Christiansen. Bidrag til dansk statshusholdnings historie I, side 290. Professor Aschehoug skrev i sine forelæsninger over Norsk administrativret, at engeslaatafgiften var af ukjendt oprindelse.
  30. ↑ Rentekammerets ekspeditionsprotokol nr. 6, side 349.
  31. ↑ Smlgn. Meddelelser fra Det norske Rigsarkiv I, side 94, hvor det heder: «Afgift af engeslaat i almenning».
  32. ↑ C. Christiansen. Bidrag til dansk statshusholdnings historie I, side 447 og 451 (kgl. befalinger af 16. januar 1661, 5. juli 2661, 2. december 1661, 8. nov. 1662 og 13. juni 1664 samt kongelige konfirmationer paa salg af jordegods f. eks, kgl. konf. af 2. oktober 1663).
  33. ↑ Kongeskjøde af 6. marts 1663, der blev konfirmeret 5. oktober 1666.
  34. ↑ Følgebrev af 2. august 1664 om overdragelse til J. Irgens af græsleieafgift i Lofoten, Vesteraalen, Alten og Andenæs med forbehold af de kongelige regalier.
  35. ↑ I en dom af 15. oktober 1920 har høiesteret anerkjendt særrettigheder til fiskevandet Hirsjøen i Ringebu under henvisning til betalingen af afgift til statskassen.
  36. ↑ Merk her forskjellen paa fælles brugsrettigheder og særskilte rettigheder i almenning ifølge skoglovens § 59.
  37. ↑ Disse rettigheder kaldes ikke nu almenningsrettigheder.
  38. ↑ Om denne praksis findes detaljerede oplysninger i en afhandling af G. P. Schult: «Om de retslige vilkaar for bruken af sæter og fjeldeng i statens almenninger».
  39. ↑ Denne forestilling er dateret 25. november 1759 og er undertegnet af N. Collin, D. Sommerfeldt, P. Hveding og foged A. Lund og er dateret Gaarder i Elverum. Betænkningen beror i det danske Rigsarkiv i en pakke med titel «Rydningskommissionens betænkninger om skoghugsten og opmaalingen i Norge 1757–1759. Diverse no. 12». Den blev udarbeidet i henhold til kgl. res. af 10. mai 1759 og Rentekammerets skrivelse af 19. s. md.
  40. ↑ De ord, som staar i klammer, er tilføiet af mig.
  41. ↑ Kursiveringen i denne fremstilling er foretaget af mig.
  42. ↑ Art. bestemte, at det var forbudt at rydde i sætermarkerne i almenning.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Om_særrettigheder_til_almenningsgrund_og_afgifter_til_staten_for_saadanne_i_det_17._og_18._aarhundrede&oldid=226621»