Om det gamle Hamar og den gamle „Hamars Beskrivelse“ fra 1553

Gustav Storm

Om det gamle Hamar og den gamle „Hamars Beskrivelse“ fra 1553

Historisk Tidsskrift, tredje Række, første Bind, 1890 (s. 113-140).

I.

Den gamle Beskrivelse over Kjøbstaden Hamar, som ifølge Intimationen er optegnet i 1553, blev af Historikere benyttet som fuldgyldig Kilde for denne Kjøbstads Historie indtil J. C. Berg. I Thaarups Magasin 2det Bind (1803), hvor Berg gav den første ordentlige Udgave af Skriftet, hævdede han, at man efter Haandskrifterne, som alle er fra 17de eller 18de Aarhundrede, maatte antage, at Skriftet ikke er ældre end Tiden 1617–24; dels stansede nemlig Bispelisten med Niels Simonssøn (Glostrup 1617–1639) og dels nævntes endnu Oslo (ikke Christiania, anlagt 1624), og desuden omtaltes Kjøbstaden Hamar som forsvunden, hvilket forudsatte en Tid efter 1567, „da Byen blev ødelagt af de Svenske“. I et Tillæg (S. 286 ff.) beretter Berg, at han var bleven gjort opmærksom paa, at der i sin Tid i Resens Katalog fra 1685 omtaltes en Bog: „Antiquiteter udaf Vangs Sogn paa Hedemarken i Opslo, sammenskreven af Michaele Andr. Aalborg Ao. 1523“, og tilføier: „Herved godtgjøres, som jeg troer, Formodningen om at foregaaende gamle Beskrivelse (med hvilken disse Antiquiteter efter al Sandsynlighed ere eet) er forfattet i Tidsrummet fra 1617 til 1624, nemlig 1623; thi at 1523 er en Trykfeil eller Skrivfeil, falder enhver i Øinene saavel af andre Omstændigheder som af de Ord i Titelen „i Opslo“ (som ligeledes er en Urigtighed istedetfor „Opslo-Stift“ eller egentlig Opslo og Hammers Stift), da Vangs Sogn ingen Forbindelse stod i med Opslo-Stift 1523.“ Berg hævder altsaa, at Forfatteren er Michael Andersen Aalborg, Sognepræst i Vang 1610–1626, eller rettere at han har bearbeidet „de i 1553 samlede Materialier“ til den nuværende Hamars Beskrivelse.

I et Foredrag, som jeg holdt i Christiania Videnskabsselskab 28 Mai 1886, fremførte jeg adskillige Tvivl mod denne Hypothese. Som J. E. Sars allerede i 1858 fremhævede, var „Kjøbstaden“ Hamar forsvundet længe før 1567, idet Svenskerne i 1567 kun ødelagde Hamar Gaard, medens Kjøbstaden ikke engang nævnes; forsaavidt er der altsaa intet iveien for, at Beskrivelsen er forfattet i 1553, som den selv angiver, eller ialfald før 1567. Desuden gjorde jeg opmærksom paa, at en Del af Beskrivelsen – nemlig Bispelisten – er ældre end 1598, thi i dette Aar blev den benyttet og tildels ordlydende excerperet af Biskop Jens Nilssøn^[1]; naar alligevel Bispelisten i Hamars Beskrivelse fortsættes til Glostrup (1617), er altsaa de nyeste Led tilføiede i de senere Haandskrifter. Og med Hensyn til Michael Andersens „Antiquiteter“ pegte jeg paa, at der i Resens Katalog ved Siden af disse ogsaa forekom et Exemplar af „Hamars Gaards Beskrivelse“ under dens rigtige Titel^[2], og da Resens Katalog som bekjendt er meget omhyggeligt og kyndigt affattet, turde man ikke antage, at den samme Bog var opført under forskjellige Titler. Jeg hævdede altsaa, at Michael Andersens Skrift maatte være forskjelligt fra den gamle Hamars-Beskrivelse og meget yngre end denne. Et Exemplar af hans Skrift havde jeg ikke truffet paa i noget nordisk Bibliothek, og jeg maatte saaledes dengang antage det for tabt. Imidlertid blev jeg for nogen Tid siden opmærksom paa en Mulighed for, at det endnu fandtes, og har forfulgt denne. I Katalogen over det Throndhjemske Videnskabsselskabs Bibliothek, der er udgivet af Nyerup, fandt jeg ligesom i Resens Bibliothek begge Titler ved Siden af hinanden: under No. 223 fol. Hamars Beskrivelse og under No. 173 qv. Michael Andersens Antiquiteter, paa det sidste Sted med Henvisning til J. C. Bergs Udgave i Thaarups Magasin. Nu var jeg forlængst opmærksom paa, at de literærhistoriske Henvisninger i Katalogen var udarbeidede af Nyerup i Kjøbenhavn, uden at han havde Adgang til Haandskrifterne selv; det var altsaa muligt, at Haandskriftets Titel og Indhold ikke svarede til de literærhistoriske Tillæg, og at Nyerup kun stolede paa Bergs Resultater. Efterat jeg ved Velvilje fra Throndhjems Videnskabsselskabs Direktion havde faaet begge Haandskrifter udlaante til Christiania, viste denne Formodning sig at være rigtig. Haandskriftet 173 qv., der er skrevet i Slutningen af 17de Aarhundrede, indeholder paa 1ste Side følgende:

Antiquit: udaf Wang Sogn paa Hedemarken i Opsloe Stifft beskreven af Michaele Andreæ Aalburg: Ao 1623.

Udi det Præstegield Wang har fordum været en fornemme Stad Hammar; borgerne menes at have været 1800, mens siiden Opsloe blev bygt har dend aftaget, indtil des 1566 dend af de Svenske blev ruineret, og dend skiønne Kirke af graa sten opbygt med iij taarner og xv spitzer med Biscoppe Residentzen gandske forstyrret etc. Visitur adhuc sepulcrum Episcopi: Hic jacet sepultus Venerabilis Dnus Hermannus Episcopus Hammaríensis qvi obijt Ao MCCCCCXIII.

Galdre er paa Norsk at forgiøre een med troldom.

Skaldre at siunge een til døde med Runewiiser: thi 2 folk kunde siunge saaledes per vices mod hverander at dend eene maatte blive paa steden.

Lacus Miös, notus Münstero et Cardano, 11 store Norske Miile vegs eller vexøes. men i det bredeste 2 vexøe i det smaleste ½ vexøe. dends dybhed er mange steder icke at maale. dend floer og falder 3 gange om Sommeren.

Et Monstrum findes der udi kaldet Søe Ormen har et hestehovet og er 20 a 30 faune lang. flytter iefnlig af Norden synder paa betyder synderlig forandring naar dend sees. Saadan en loed sig engang see ved den fæstning Hammar som laae og spillede paa een Skiær uden for Bispgaarden. hvor hand med een piil af en staalbue blev skudt. dog flød een halv vegsøe derfra til een øe hvor hans aadsel foraarsagede stoer svaghed. Dend har ladet sig see 3 gange siden Ao 1610. Undertiden sees udi Miøs aarlogs Skibe Ryttere og Soldater. Over søen udhænger mangfoldige klipper med store steenbukker.

Bustene: et slags stene som arves leed effter led som et dyrebart Clenodie, helbreder Qvæget som drikker af vandet hvorudi dend er lagt; dog ikke med bare hænder.

Derudi findes uegte Demanter.

Under Vandet staar een stoer Stenbroe en ½ miil lang.

J. C. Berg har, som det efter dette er klart, selvfølgelig havt Ret i at formode, at 1523 i Resens Katalog er Trykfeil for 1623, og at Oslo staar i Stedet for „Opsloe Stift“. Derimod har han havt Uret i at antage Michael Andersens Skrift identisk med den gamle Hamars-Beskrivelse. Det har ikke anden Lighed dermed, end hvad der maaatte ligne, naar Indholdet ialfald tildels falder sammen. Omtalen af Hamars Domkirke og af Søormen er jo beslægtet, men dog ikke mere end som to forskjellige Optegnelser af samme Sagn, og begge har dog sine Afvigelser: Kirkens 3 Taarne har efter Michael Andersen 15 „Spidser“, efter Beskrivelsen 26 forgyldte Fløie; Michael opgiver Søormens Længde og tilføier, at den har ladet sig se 3 Gange siden 1610 (ɔ: siden han blev Præst i Vang). Skjønt Michael Andersens „Antiquiteter“ er saa kortfattede, findes dog her Tillæg, som ikke findes i Beskrivelsen, f. Ex. om Biskop Hermans Ligsten^[3], hvoraf sees at denne først efter 1623 blev flyttet til Vangs Kirkegaard, om Bustene og uægte Demanter^[4] samt om en Stenbro under Vandet (i Mjøsen). Disse sidste Sætninger er iøvrigt saa kortfattede, at man føler sig fristet til at formode, at Afskriveren har foretaget Forkortninger, hvad der iøvrigt gjælder det hele Stykke. Dette bekræftes deraf, at Haandskriftets øvrige Indhold gjennemgaaende er kortfattede Uddrag af Haandskrifter i Resens Bibliothek, hvorom henvises til Noten^[5]. Det meddelte Uddrag af Michael Andersens „Antiquiteter“ er vistnok alt, hvad der for Tiden er bevaret af dette Skrift, idet Originalen brandt med Resens Bibliothek (ɔ: Universitetsbibliotheket) ved Kjøbenhavns Brand 1728.

II.

Efter det her oplyste maa enhver Forbindelse mellem Præsten Michael Andersen Aalborg og den gamle Hamars-Beskrivelse opgives: Michael Andersen har vistnok gjort Optegnelser om Hamar, men disse er væsentlig forskjellige fra Beskrivelsen, som han ikke synes at have kjendt, og som maa antages at være meget ældre og være forfattet i 16de Aarhundrede. Man bør altsaa gaa tilbage til Intimationen og prøve, om ikke denne er ægte.

Intimationen siger, at 22 Juli 1553 var tilstede paa Hamars Gaard 4 Medlemmer af Hamars Kapitel, Oplan- denes Lagmand, to nærboende Adelsmænd med tiere Geistlige, Adelsmænd og Bønder hos Befalingsmanden Christiern Munk, og at disse tilsammen gjennemgik Biskopernes Regnskabsbøger og Breve for at faa Indblik i det gamle Hamars „Leilighed“, og at som Resultat af dette fremgik den foreliggende Beskrivelse, som blev indført af Chr. Munk „i hans egen Bog“, hvorfra da Afskriften skulde stamme. At Bogen i Virkeligheden er bragt istand paa den Maade, den selv siger, kan naturligvis ikke længer bevises, men jeg kan ikke se noget, som taler derimod. Alle de Personer, som nævnes i Intimationen, levede da og er korrekt betegnede: Christiern Munk blev Befalingsmand paa Hamar fra 1549 og beholdt det indtil 1556. Kanniken Hr. Trugels Olafssøn var Brodersøn af Biskop Herman († 1503), omtales som levende i Kapitlets Jordebog fra c. 1550 og maa da have været en Olding, om end neppe „ved hundrede Aar“; Mag. Thorbjørn (Olafssøn Skaktavl † 1571), M. Amund Ellingssøn og Hr. Baard Rolfssøn (Rosensværd) nævnes endnu mange Aar senere (1568) som Medlemmer af Hamars Kapitel; Hr. Bengt Baard var Lagmand i Hamar 1549–c. 1555. Ligeledes er de to Adelsmænd vel bekjendte Samtidige. Alle ydre Tegn synes altsaa at vidne for Intimationens Ægthed. Og læser man saa Beskrivelsen selv, skal man ikke kunne nægte dens Præg af Samtidighed. Jeg regner dertil for det første oplysningerne om, at en Kannikegaard havde tilhørt Hr. Halvor Ulfssøn (der netop var død i 1548 eller 1549), at Kong Christian III gjentagne Gange kaldes „kongelig Majestæt“ (uden Navn) og at Thronfølgeren kaldes „Hertug Fredrik“, at Biskop Magnus tog med sig til Danmark „en Dreng ved Navn Lars Hummer, han var hos Bispen til hans Dødedag i Andersskov Kloster“ (senere kom han tilbage til Norge og blev Kannik i Oslo 1565)^[6] o. a. d. Et Indtryk af locale Oplevelser og personlig Erindring giver fremforalt Slutnings-Beretningen om Beleiringen af Hamar og Biskop Magnus’s Overgivelse i Juni 1537, hvad allerede J. C. Berg gjorde opmærksom paa. Men den samme Localfarve har dog ogsaa selve Beskrivelsen: ligesom man i „Tillægget“ føler sig midt iblandt Domkirkens Omgivelser med Bispegaarden, Klostret, Korsgaarden og „de gamle Kjøbstæds-Gader“, saaledes ogsaa i selve Beskrivelsen: dets Forfatter lever midt iblandt de halvt nedfaldne Bygninger, saa han ganske glemmer at beskrive deres topografiske Beliggenhed i Forhold til hinanden, i den Grad forudsætter han denne kjendt. Og ligesom Tillægget maler, hvorledes Biskop Magnus gaar ned paa Strandbakken og falder paa sine Knæ „og takked Gud i Himmelen for hver Dag han havde havt, dernæst bød han Kannikerne og Præsterne gode Nat, dernæst bød han Hammers Domkirke og Kloster god Nat, dernæst bød han Hofmænd, menige Almue, Borgere og Bønder gode Nat og bad dem alle bede godt for sig og mente, at han snart vilde komme til dem igjen“ o. s. v. –, dvæler ogsaa Beskrivelsen selv ved de gamle Erindringer om det idylliske Liv i Bispernes Tid, at „det var ganske saare lystigt om Sommeren, naar man roede om Hammers By og alle Urter og alle Træ de gav slig herlig Luft fra sig“, eller at „naar som det var blidt og stille Veir, da kunde man høre det langt borte, naar som at Præsten og Degnene siunge i Kirken og Orgeværkernes Lyd hørdes, at den som ikke havde et Stenhjerte maatte græde af Glæde for Guds usigelige Naade imod Mennisken og Guds hellige Ord og de deilige Psalmer, som de hørde siunge der“.

Kun to Steder er der, hvor man kunde formode senere Forfattelse eller Bearbeidelse, og disse maa derfor nærmere omtales. I Capitlet om „Hamar Bys Storhed“ siges, at „der, hvor nu er Moser og Gaaremyrer (nemlig udenfor den bebyggede By, men inden Bygrænserne), der var i Bispernes Tid herlige Fiskevand, saa at Hammers Borgere og Indvaanere finge der megen Fisk nok til bedste, hvilket noksommelig ogsaa bevises kunde, dersom Rigens Fiender paa den Tid ikke havde opbrændt og forstyrret Hammers Gaard“. J. C. Berg mente, at herved sigtedes til Svenskernes Færd i 1567, men han lagde da ikke Mærke til, at der staar paa den Tid“ d. e. i Bispernes Tid, saa der altsaa sigtes til et ældre overfald før 1537, altsaa enten i 1453 eller i 1502; thi ved begge disse Leiligheder ved man, at Bispegaarden blev indtaget og plyndret af de Svenske^[7]. Dette Sted viser nemlig, at Forfatteren ikke kjendte til noget senere Overfald (efter 1537), altsaa netop at Stedet er nedskrevet før 1567. Anderledes er det derimod med Listen over de „Evangeliske Biskoper over Opslo og Hammers Stifter“; her kan det ikke nægtes, at de ældste Haandskrifter afslutter Listen med M. Niels Simonssøn, der tiltraadte 1617. Men det er dog tydeligt, at de fire sidste Biskoper er senere indskudte, og at Listen oprindelig har stanset med M. Frans Berg (1548–91), thi om ham tilføies det, at han „blev forskikket her op til Opslo med Hertug Frederik, der han blev hyldet udi Opslo Ao. 1548“, hvilket maa forudsættes skrevet før „Hertug Frederik“ blev Konge (1559), altsaa aabenbart 1553 som Resten af Skriftet.

III.

Alt taler saaledes for, at Hamars Beskrivelse virkelig er forfattet i 1553, og at den er bevaret i det væsentlige uforandret siden Forfattelsestiden. Dermed er naturligvis intet sagt med Hensyn til Beskrivelsens Betydning som historisk Kilde; thi selv om Skriftet er forfattet i 1553, var det jo muligt, at det er fuldt af Opdigtelser og idethele upaalideligt. Beretningen maa altsaa sammenlignes med hvad vi forresten ved om det gamle Hamar.

Baade i historiske Kilder og i gamle Dokumenter omtales Hamar temmelig hyppigt, saa at man kan gjøre sig noksaa nøiagtige Forestillinger om dets ydre og indre Forhold. Bispestolen blev oprettet 1152, da Kardinal Nikolaus organiserede den selvstændige norske Kirkeprovins, og Kathedralkirken blev da omtrent samtidig grundlagt. Om Domkirkens Gods vides intet, da Domkirkens og Bispestolens Gods ikke adskilles i de Jordebøger, vi har fra 16de Aarhundrede over det til Staten inddragne Kirkegods. Domkirken havde ved Bispestolens Nedlæggelse 10 Altere og 18 Præbender^[8]; adskillige af disse var meget smaa, saa at i Regelen flere sloges sammen og forlenedes den samme Kannik. I Dokumenter optræder aldrig mere end 3–4 residerende Kanniker samtidigt; de øvrige Præbender var i Regelen fordelte blandt Sognepræster i Omegnen. Hvormange Kanniker Domkirken har havt, vides ikke, men neppe har der været mere end 10, og maaske er dette Tal først naaet kort forud for Reformationen, i siden flere Præbender sees at være testamenterede til Domkirken i de sidste Biskopers Tid (c. 1490–1537). Det stemmer hermed, at Peder Hanssøn i 1539 omtaler, at der ved Kirken kun residerede 2 eller 3 Præster, og at Biskop Hans Reff i 1542 regner 7 eller 8 Kanniker at være det sædvanlige i Hamars Domkirke. Kannikernes Formand synes i tidligere Tid at have været Erkedegnen; ialfald optræder c. 1210 en Erkedegn i Gudbrandsdalen sammen med Hamars Biskop og Oplandenes Lagmand (DN. II No. 4); senere nævnes han aldrig under denne Titel, men muligens er han identisk med Biskopens Official, hvorimod Kantoren hyppigt omtales. Kannikerne har vel været tilstede nogle Gange om Aaret for at deltage i de kirkelige Domstole og i Bispedømmets Styrelse, medens i Regelen kun de faa residerende Kanniker har boet i Hamar og fungeret i Kirken. Kannikerne har havt sit fælles Bordhold i Kommunet eller Korsbrødre- gaarden, der nævnes 1345 (DN. XI No. 34), men selvfølgelig er ældre. De residerende Kanniker har endvidere havt sine egne Gaarde, ialfald nævnes i 1337 to Kannikegaarde i Hamar (DN. I No. 242). Under Domkapitlet har ogsaa Skolen sorteret, men Skolemesteren, der nævnes 1333 (DN. II No. 203), har neppe været Medlem af Kapitlet, skjønt vel udstyret med et eller flere Præbender; Skolen maa være ophørt enten før 1537 eller ialfald samtidig med Bispestolen, thi i 1539 omtaler Peder Hanssøn ingen Skole ved Domkirken, og det vides, at Skolen blev fornyet i 1572. Biskopsgaarden nævnes hyppigt, særligt i Unionstiden, da den var befæstet og flere Gange indtoges af Svenskerne (1452 og 1502); i 1509, da Biskopen sad fængslet, styredes den af en kgl. Befalingsmand (DN. III No. 1045). Bispegaarden har havt en Hall (DN. III No. 873 fra 1466) og flere andre Bygninger, der leilighedsvis nævnes (Rædesmandsstuen, Bakskjorten, den søndre Maalstue og fl.).

Foruden Domkirken findes ogsaa Spor til endnu en .Kirke i Hamar eller rettere et Kapel. I Biskop Thorfinns Testament af 1284 nævnes „Capella sanctæ crucis apud Hospitale Hamariense“; det synes, som om Biskopen selv har bygget Kapellet, som vel ikke har været færdigt ved hans Flugt, og som han derfor yderligere doterer paa sit Dødsleie; han havde givet dets Præst Indtægter af Jordegods og Bordhold i Bispegaarden. „Korskapellet“ nævnes endnu af Biskop Jens Nilssøn blandt de „øde“ Kirker i Vangs Præstegjeld Aar 1598, og af Kapitlets Jordebog fra 1596 sees, at „Korskirken“ har ligget østenfor Domkirken ved „Grønnegade“, men vestenfor Hakebæk^[9]. Korskapellet eller Korskirken har altsaa ligget der, hvor endnu Ruiner findes paa „Korsjordet“ østenfor Domkirken, – det samme Sted som ogsaa Præsten Sverdrup i 1707 beskriver „omtrent 800 Skridt i Nordost fra Domkirken“^[10]. I Nærheden (apud) Kapellet laa det vistnok ogsaa af Biskop Thorfinn grundlagte Hospital (Hospitale Hamariense), som ellers ikke senere omtales i Middelalderen; alligevel har dog her bestaaet et Hospital lige til 16de Aarhundrede, thi Absalon Pederssøn beretter, at Svenskerne i 1567 under sit Tilbagetog fra Hamar „satte Ild paa Spitalen“^[11] og brændte der mange vanføre Mennesker inde. Hospitalet er saaledes vistnok identisk med „Korsgaarden“, hvis „Tomt“ i Jordebogen af 1596 sees at have været Kapitlets Ejendom og laa ligesom Korskirken „neder fra Grønnegade“.

Endnu en kirkelig Institution fandtes i Hamar, nemlig et Dominikanerkloster (Conventus Hamariensis), hvis Prior nævnes i 1511 (DN. IV No. 1055); i den nævnte Jordebog kaldes det „Sankt Antoni Kloster“, og det oplyses, at det laa „søndenfor Biskopsgaarden ved Stranden“. Hvor gammelt dette Kloster var, vides ikke; det kan af Biskop Thorfinns Testament sees, at da (1284) intet Kloster existerede i eller ved Hamar^[12], og da man ikke kan paavise noget Jordegods hørende til Klostret og dette kun nævnes i det ene Brev fra 1511, tør det være sandsynligt, at Klostret ikke var gammelt, maaske stiftet af Biskop Hermann eller Biskop Karl Jenssøn^[13].

Medens man saaledes af Dokumenterne faar ganske god Oversigt over de geistlige Institutioner i Hamar, forlader disse os ganske, naar vi vil søge efter By-Institutioner. Hamar har vistnok allerede ved Bispestolens Oprettelse været en „kaupangr“ d. e. Markedsplads; derom vidner Navnet „Hamarcopia“ (d. e. Hamar-kaupangr) i den pavelige Bulle af 1154, som foranledigedes ved Kardinal Nicolaus’s Ophold i Norge 1152, og man ser af Dokumenter fra 16de Aarhundrede, at Mindet om Hamars Marked da endnu bestod, skjønt dette selv var ophørt. Og den Omstændighed, at Oplandenes Lagmand boede paa Hamar og udstedte Domme derfra, maatte gjøre Omtale af Byens Retsinstitutioner og verdslige Styrelse nødvendig, – hvis saadanne fandtes. Men de findes ikke. Som allerede Sars i 1863 fremhæver, kjendes der intet Privilegium for Hamar, saaledes som for endog de mindste Byer paa Østlandet (Skien, Tunsberg, Sarpsborg, Oddevald, Marstrand, Kongelv); intet Dokument angaaende dens Handel, Rettigheder eller kommunale Forhold, ingen Byfoged, Borgermester eller Raadmænd nævnes; de bevarede Brevskaber er udstedte af Lagmanden, Biskopen, Kanniker eller andre Geistlige og af Bønder i Omegnen; ingen nævnes, om hvem det heder, at han var Borger eller Lagrettemand i Hamar; en enkelt Gang i Slutningen af 15de Aarhundrede (1488) nævnes 4 Mænd i Hamar som Lagrettemænd „i Skaun (Stange) og i Hamar“, der udsteder Brev sammen med 2 Kanniker, hvilket vistnok viser, at en eller to af disse var opnævnte for Hamar, og rimeligvis var bosatte her, hvilket ialfald synes at være Tilfælde med en af dem^[14]. Ellers forekommer almindeligt „Lagrettemænd paa Hedemarken“ i Domme fra Hamar^[15]. Vigtigt er her fremdeles at fremhæve, at alle Domme, som kjendes fra Hamar, er dømt efter Landsloven og vedkommer de omliggende Distrikter, men aldrig Byen eller Borgerne; Hamar havde altsaa ingen Bylov og ingen Byinstitutioner. Det kunde synes at stride herimod, at i Dommene fra 1496 og 1550 udstedes disse af Lagmanden fra „Hamars Raadstue“, thi hvis denne havde været nævnt i 13de eller 14de Aarhundrede, vilde en Raadstue forudsætte Raadmænd (og altsaa Byinstitutioner), men i disse Domme nævnes netop ingen Raadmænd, kun Lagretten; „Raadstuen“ er altsaa her netop Bevis for, at der ingen Raadmænd fandtes i Hamar, og Benævnelsen er saaledes kun urigtigt overført fra Byer med virkelige Byinstitutioner. I tidligere Tid sees ogsaa Lagmanden almindeligt at dømme i Bispegaarden, Korsbrødregaarden, eller ved en enkelt Leilighed i „Gjavaldsgaard“ (DN. III, No. 458 fra 1384). Denne Gaard, som rimeligvis er den samme, som senere kaldes „Raadstuen“, er den eneste Gaard, der nævnes i Hamar udenfor de kirkelige Bygninger og Korsbrødrenes Gaarde, medens ingen Bygaarde omtales. Og som Bygaarde og Borgere er ukjendte i Hamar, saaledes kjendes heller ingen andre Lokaliteter, specielt ikke Bygader i Hamar. Vistnok nævnes i Kapitlets Jordebog fra 1596 en Grønnegade, der synes at have strakt sig indover fra Bispegaarden mod Øst; men hvis Navnet er gammelt – og derom tvivler jeg ikke –, betegner det netop ikke en Bygade, men en Bygdevei; en Bygade hed i det gamle norske Sprog stræti, ikke gata, og selve Betegnelsen Grønne-gade antyder jo en Vei mellem grønne Marker eller Skov, ikke en af Bygaarde omgiven Gade.

Domkirken med Bispegaard, Skole og Kloster, Kommunegaarden med enkelte (2?) Korsbrødregaarde, Lagmandsgaarden, Korskapellet med Hospitalet (Korsgaarden) er saaledes tilsammen, hvad der kjendes fra det gamle Hamar, og disse Gaarde synes alle at have ligget i det nærmeste Naboskab om Kirken, undtagen det lidt fjærnere Korskapel med dets Hospital. Dermed er ikke sagt, at disse Gaarde var de eneste, thi til de geistlige Institutioner sognede vistnok en ikke saa ringe tjenende eller arbeidende Befolkning, som maatte have sine Boliger i eller i Nærheden af sine Herrer, ligesom der vistnok ogsaa boede endel Mennesker i Lagmandens Gaard. Hertil kommer endvidere, at til forskjellige Tider flokkedes ikke saa faa Mennesker til Hamar. Markedet, Lagthinget og de geistlige Domstole forudsætter, at der flere Gange om Aaret samledes flere Hundrede Mennesker til Hamar, saa at vistnok ogsaa disse Møder krævede ikke saa faa Huse eller ialfald Boder, hvor man kunde faa Tag over Hovedet, om end den ældre Tid ikke krævede store Bekvemmeligheder til saadant midlertidigt Ophold. Men en virkelig bofast Bybefolkning eller en virkelig By kjendes ikke fra den gamle Biskopsflække. Og vi har flere indirekte Vidnesbyrd fra Tiden kort efter 1537, som viser os, at da ialfald Byen ikke existerede, og at de tid- ligere Bygninger og Institutioner meget hurtigt gik et stærkt Forfald imøde. Da den sidste Biskop, Magnus, i Juni 1537 overgav sin Bispestol og Bispegaard til Hr. Truid Ulfstand, fik Thord Roed Befalingen over Hamar Gaard (Bispegaarden) med Hedemarken og Østerdalen; men da han allerede samme Aar befordredes efter Esge Bilde til Befalingsmand over Bergenhus, maatte Peder Hanssøn paa Akershus ogsaa overtage Hamar Gaard. Da Peder Hanssøn var tilstede hos Kongen i Danmark Vinteren 1538–39, indberettede han om Bispegaardens og Domkirkens forfaldne Tilstand i Hamar (som i Oslo), og Kongen var allerede da betænkt paa at lade Dom- kirken nedbryde; men da Rigsraaderne Truid Ulfstand og Claus Bilde i Juni 1539 afgik til Norge som extraordinære Befuldmægtigede for at ordne Rigets Tilstand, fik de dog ingen Instrux herom. Dette sees af Peder Hanssøns Brev fra Oslo til Kongen af 22de Juli 1539 (i Geheimearkivet): „Værdiges Eders kgl. Høimægtighed at vide, at h. Truid Ulfstand og h. Claus Bilde haver været her i Byen og bestillet alting efter Eders Naades Vilje og Befaling. Strax de droge her af Byen, fulgte jeg dem op til Hammergaard og bad dem bese al Leilighed der paa Gaarden og Domkirken. Da skal Eders fyrst. Naade i Sandhed vide, at Gaarden er saare meget forfalden. Dersom Eders Naade har i Sinde at ville lade bygge derpaa, da skal han meste Parten bygges paa ny igjen; der er saa godt som ingen Hus paa, som noget duer, som Eders Naades Raad ydermere kan give Eders Naade derom tilkjende. Men om Domkirken i Hammer og disse Kirker her i Oslo sagde de sig ingen Befaling at have af Eders fyrst. Naade, hvad heller de skulde nedbryde eller ei. Eders f. Naade drages vel til Minde nu i Vinter, der jeg var hos Eders Naade, da hørte jeg Eders Naade gav dem mundtlig Befaling, at den Domkirke i Hammer og alle disse Kirker her i Oslo skulde nedbrydes undtagen Domkirken. Nu sagde de sig at have intet i deres Instrux om disse Kirker, hvad heller de skulde nedbrydes eller ei. Vilde Eders Naade værdes til at skrive hid op og sende mig Eders Naades beseglet Brev, hvorledes Eders Naade vil have det med disse Kirker.“ I et senere Brev af 27 Nov. s. A. minder atter Peder Hanssøn om Bispegaarden, som kræver øieblikkelig Udbedring („ og vilde der hastigen bygges paa“), og han foreslaar, at Hamars Len faar en særegen Lensherre. Om Nedbrydelsen af Domkirken har Kongen forespurgt sig nærmere, thi under 27 Marts 1540 svarer Peder Hanssøn: „Sammeledes som Eders Naade skriver mig til om Hamars Domkirke at lade nedbryde, om der er ikke formegen Søgning til, da skal Eders Naade i Sandhed vide, at det er ingen Sognekirke og ikke heller søger der noget Folk til, uden 2 eller 3 Præster bor derhos. Dersom Eders Naade vil have den nedbrudt, at Eders Naade vilde da værdes til at skrive Otte Anderssøn (den nye Lensherre) til og give ham Eders Naades Brev til Bønderne der i Lenet, at de maatte være ham behjælpelig at nedbryde samme Kirke, ellers stander han ikke lettelig til at nedbryde.“ Nedbrydningen blev der heldigvis intet af, thi i et senere, udateret Brev byder Kongen: „med Hamers Domkirke at nedbryde, som Du giver tilkjende om, ville vi at Du lader bestaa med til videre Besked.“ Disse Breve give et stærkt Indtryk af baade Bispegaardens og Kirkens forfaldne Tilstand samt tillige om Byens og Omgivelsernes Forladthed; hverken Korskirken, Klostret eller Skolen nævnes, og de 2–3 Præster (Kanniker) synes at være Stedets eneste Befolkning; at Skolen var ganske ophørt, fremgaar ogsaa af Biskop Hans Reffs Brev af 1542 om Domkapitlernes og Skolens øde Tilstand i begge Stifter. Et Forsøg til at forbedre Tilstanden blev dog gjort, efterat Christen Munk var bleven Høvedsmand paa Hamar (1549). Chr. Munk har selv Sommeren 1551 været hos Kongen med Forslag til Forbedring paa Hamar Gaard og med en Skrivelse fra Hamars Kapitel om Hjælp til Kirken, som var „meget bygfalden og ikke uden stor Hjælp kunde istandsættes“. Efter hans Forestilling blev han 4 Juli 1551 forlenet med Nonneklostret i Oslo’s Gods med Forpligtelse til at „færdiggjøre det Taarn, som staar paa Hamars Gaard“, og samtidig fik Kannikerne Ret til i 3 Aar at oppebære al den Tiende, som tilkommer Kirkerne i hele Hamar Stift, og skulde deraf „gjøre sin største Flid med at sætte Kirken i færdig Stand“ og „derhos finde Raad til ogsaa at lægge anden Hjælp dertil, for at det kan gaa des snarere med Bygningen“^[16]. Vi ved ikke, hvor langt disse Forbedringer strakte sig, men da der i den følgende Tid ingen Klager høres og de følgende Lensherrer (Jesper Friis 1556, Peder Huitfeldt 1558. Christen Munk 1561–67) kun faa Hamar Gaard med den sædvanlige Forpligtelse til „paa egen Omkost at bygge og forbedre Gaarden“, synes denne virkelig at være istandsat. Under Krigen med Sverige blev som bekjendt Hamar Gaard indtaget af Svenskerne (13 Febr. 1567), og ved Svenskernes Tilbagetog fra Oslo brændte de Hamar Gaard af og lod Murene sprænge med Krudt^[17]; dette skede dog ikke fuldstændig, thi endnu ved Aar 1707 stod den søndre Mur „med sin Gavl“ og ligeledes den nordre, medens den østre og vestre Mur var meget forfaldne^[18]. Den senere Tradition om, at i 1567 ogsaa Byen Hamar skulde være ødelagt, er, som ovenfor oplyst, urigtig; derimod synes det rimeligt, at ved Sprængningen ogsaa Domkirken maa have lidt noget, thi i 1569 siges i et Kongebrev, at Hamars Domkirke „af Fienderne er brændt^[19] paa Taarn og Tag, dog skal den igjen staa til at hjælpe, om Hamars Kommuns Rente lægges til samme Kirkes Bygning“. Herom begjærer Kongen (1 Dec. 1569) Udtalelser af Lensherren og Biskopen, hvis Svar dog ikke kjendes. Først i 1572 bevilges den forlangte Understøttelse efter fornyede Ansøgninger fra Hamars Kanniker, som bl. a. paastaar, at „under forleden Feide Domkirken er afbrændt, og Klokkerne sønderslagne og bortkomne“, eller at „Domkirken er afbrændt, saa intet Tag eller Spær derpaa findes“; i et senere Kongebrev fra 1584 varieres Udtrykket saaledes, at Kirken „skal udi forleden svenske Feide være fordærvet ved Ildebrand, som hende er overgaaet“. Dette synes maaske nærmest at antyde en Vaadeild, som da fornemmelig har rammet Træverket i Kirken (Taget), hvilket ogsaa fremgaar af Kongens Svar, hvori det paalægges Kannikerne at lade bygge og færdiggjøre den paa Spær, Tag og Indretning. Man ser, at i 1575 havde Kannikerne „meget samme Domkirke bygget og forbedret, saa de den nu største Parten havde faaet under Tag“, hvorpaa de faar yderligere Begunstigelser til at fortsætte Bygningen^[20]. Ikke destomindre gik dog Arbeidet istaa, og Kannikerne synes at have anvendt de forøgede Indtægter paa anden Maade^[21], thi i 1584 faar vi i et Kongebrev høre, at „Kirken staar ikke til at hjælpe og holde ved Magt uden stor Bekostning“, hvilket bruges som Paaskud til at flytte den 1572 gjenoprettede Skole til Vang. Med Skolens Flytning forfaldt naturligvis Kirken hurtigt; men ikke destomindre er det sikkert, at den først i Slutningen af 17de Aarhundrede blev til den Ruin, den senere har været: i 1670 faldt den vestre Gavl ned, i 1686 det hvelvede Kapel i nordre Taarn ved Indgangen og endelig i 1692 det store Midttaarn, og omtrent ved den Tid begyndte en ren Plyndring, idet Domkirkens Stene bortførtes for at bruges til Udvidelser af de nærliggende Vangs (1695), Næs (1698) og Stange (1703) Kirker^[22]. Medens saaledes Biskopsgaarden fornemmelig er ødelagt ved Fiendehaand, skyldes Domkirkens Ruin mindre Fienderne end de forenede Anstrængelser fra Regjeringen, Geistligheden og Menighederne paa Hedemarken.

IV.

Gaar vi efter denne Oversigt over Hamars Historie og Topografi efter andre Kilder over til at undersøge den gamle Beskrivelse, bliver man strax opmærksom paa, at man her maa skjelne mellem den rent topografiske og de historiske Beretninger.

Den topografiske Skildring maa i det hele ansees for korrekt. De Bygninger, som nævnes og beskrives, kjendes med en enkelt Undtagelse andenstedsfra: Klostret^[23], Kommunen, Skolen, Korsbrødrenes Gaarde, Bispegaarden, Domkirken og Korskirken er allerede før paaviste, Ruinerne deraf fandtes endnu i 16de Aarhundrede, og deres Spor kan for det meste endnu gjenfindes omkring Domkirken. Beskrivelsens øvrige Stedsnavne er ogsaa for største Delen bevarede: Hakebæk er den Bæk, som nu begrænser Hamar By mod Vest, Holset er nu indlemmet i Byen (i dens nordøstlige Del); Aspeholmen er nu landfast med Byen (og Navnet vistnok tabt), men den nævnes paa et Kart fra c. 1820 i Den Geogr. Opmaaling og laa der, hvor nu Jernbanebroen over Akersviken lander; Furuberget er det store Høidedrag, som omtr. 4 km. i Nordvest for Storhamar strækker sig op i Landet i nordøstlig Retning, Flakstadbro fører fremdeles over den Elv (Flakstadelv), som gaar ud i Akersviken, Aloer hedder nu Alaug og ligger under Furuberget o. s. v. Grønnegade er den Vei, som fra „Staldgaarden“ (Udhusbygningerne paa Storhamar) gaar mod Nordøst forbi Ruinerne af Korskapellet, hvis røde Teglsten endnu findes; Klosterstrædet, som gik fra Klosterkirkegaarden temmelig nær Stranden over Hakebæk mod Holset, kjendes vistnok ikke længer af Navn, men svarer dog tydeligt til den bevarede Vei langs Stranden fra Storhamars Gaard til den nuværende By; og Biskopstrædet, der gik mod Nord henimod Furuberget, kjendes vistnok heller ikke af Navn, men Veien findes fremdeles. Kun af St. Jørgens Kirke er ethvert Spor forsvundet, ligesom den heller ikke kan paavises i andre Kilder fra 16de Aarhundrede end Beskrivelsen; her tør man saaledes antage en Unøiagtighed eller Feil. Men Grunden til denne Feil er let at finde. En „St. Jørgens Kirke“ vil i den senere Middelalders Sprog altid betyde en Hospitalskirke eller specielt Kirke ved et Hospital for Spedalske, selv om Hospitalet er indviet til en anden Helgen end St. Jørgen. Saaledes sees i Lund et Spedalsk-Hospital, hvis Kirke var indviet til Johannes Døberen, ved Reformationen benævnt „St. Jørgens Hospital“^[24]; det samme gjælder hertillands utvivlsomt St. Stephans-Hospitalet ved Tønsberg, som i 1445 kaldes St. Stephans og St. Georgs Hospital og i 1532 „St. Jørgens Hospital“^[25]. Paa samme Maade har da „St. Jørgens Kirke“ været identisk med det tidligere nævnte, Hamars Hospital“, der da rimeligvis har havt kirkelig Indvielse, og dettes geografiske Beliggenhed maa da have været mellem Korskapellet og Hakebæk^[26].

Men ganske anderledes stiller Forholdet sig, naar man gaar over til at undersøge den historiske Skildring af Hamars Storhed. At Hamar havde til verdslig Øvrighed en Byfoged (Gjaldkere) med Raadmænd, at den havde Stadstjenere og Brandvæsen, Kjøbmænd og Haandværkere, at Byens Grænser strakte sig til Furuberget, Flakstadbro og Akersviken, med andre Ord omsluttede et Fladeindhold af c. 24 □ km., at Byens Folkemængde ved 1300 udgjorde 1800 Borgere, ved 1400 900 Borgere, altsaa tilsammen mange Tusinde Mennesker, – det er aabenbare Fantasier. Vanskeligheden ligger i at forklare sig, hvorledes man var kommet til at danne sig disse fantastiske Forestillinger saa kort Tid efter Bispestolens Nedlæggelse. Man kunde i den Henseende betone, at Chr. Munk, som nedskrev Beretningen, jo var ganske fremmed for Hamar indtil 1549 og saaledes kunde have overført Begreber fra danske Kjøbstæder til Hamar; man kunde ligeledes fremhæve, at den eneste gjenlevende af det forrige katholske Kapitel, Hr. Truels Kantor, var en ældgammel Mand og med Alderdommens sædvanlige Tilbøielighed til at se sin Ungdom i rosenfarvet Lys kan have malet den ældre Tid med stærke Farver. Men Beretningen selv synes at pege hen til andre og bestemte Kilder: de Bøger, som fandtes i Hamars Gaards Taarn, og som stammede fra de ældre Biskoper. Disse Bøger synes at have været af to Arter: dels har det været Biskopernes Regnskabsbøger, dels har det været en Byret. Biskopslisten, som vel ligeledes stammer fra Biskopernes Bøger, har bevaret flere ægte historiske Notitser, f. Ex. at den sorte Død begyndte her i Norge (ɔ: paa Oplandene) ved Nativitas Mariæ og stod paa til Alle Helgens Tid, at Biskop Thorfinn blev fredløs i Kong Eriks Tid Aar 1282, samt enkelte Beretninger om de senere Biskoper (f. Ex. om Karl Segerssøn). Den har altsaa virkelig været en værdifuld historisk Kilde, men selvfølgelig kunde denne Kilde være udsat for Misforstaaelser. Naar den nu berettede, at der ved Aar 1300 var „1800 væragtige Mænd“ i Hamar, og at disse holdt Mønstring i Hamar „hvert Aar en Gang“, at der i Biskop Sivards Tid (c. 1400) var 900 væragtige Mænd i Hamar, men at 300 voxne Mænd med Piger og Drenge gik til Alters til Paaske, tør jeg ikke kassere disse Beretninger som helt uhistoriske, men tror, at den oprindelige Beretning er misforstaaet, og det er da forholdsvis let at tænke sig, hvorledes Beretningen er underlagt en feilagtig Betydning. Jeg maa nemlig anse det for i sig selv ikke usandsynligt, at der i Aaret 1300 har været holdt en Mønstring i Hamar over 1800 Mand, og at dette er optegnet i Biskopernes Bøger; men denne Mønstring har da været over Oplandenes vaabendygtige Mandskab i Anledning af Ledingen til Danmark, ikke over Hamars Borgere. Ifølge Prof. Sars’s Beregninger over Folkemængden efter Peterspengenes Beløb kan i 1325–26 hele Hamar Bispedømmes Befolkning anslaaes til c. 24000 Mennesker; beregnes den fulde Almenning her efter høieste Beløb (hver 7de Mand), bliver det vaabendygtige Mandskab 3425, altsaa halv Almenning 1712, hvilket noget saa nær svarer til det for Aar 1300 opgivne Antal, 1800 Mand. I Biskop Sigurds Tid (c. 1400) kan der ligeledes være holdt en Mønstring i Anledning af et eller flere Ledingstog, f. Ex. Aar 1393; naar Ledingen da angav et saameget mindre Antal, end man kunde vente, kan Forklaringen søges andensteds end i den antagne Aftagen af Folkemængden til Halvparten, f. Ex. at ikke alle Dele af Oplandene er medtagne. Med Hensyn til Beretningens Troværdighed bør man være opmærksom paa, at Antallet af den vaabendygtige Befolkning (900) staar i absolut Modsætning til Antallet af Personer, som gik til Alters i Paaske (300), thi ved denne Leilighed skulde efter den ældre Kristenret ethvert Menneske over 7 Aar, efter Jons Kristenret enhver over 15 Aar nyde Sakramentet. Tallet 300 maa saaledes betegne Tallet af den voxne og halvvoxne Befolkning i Hamar omkring Aar 1400, og derimod kan ingen væsentlig Indvending gjøres; men den udelukker ganske den anden Angivelse, at Hamars væragtige Borgere da var 900^[27].

Som ovenfor nævnt, har Hamar aldrig havt nogen Bylov, men Lagmanden sees at have dømt efter Landsloven. Betegnende i den Henseende er, at et gammelt Lovhaandskrift fra c. 1320–30, som synes istandbragt for Hamars Bispestol og i sin Kalender optager Biskop Thorsteins Dødsdag (2 Mai 1305), indeholder Landsloven og Rettebøder for Oplandene med den ældre og yngre Kristenret, men ingen Bylov. Dette Haandskrift er dog allerede før 1350 kommet bort fra Hamar (til Stavanger), og selvfølgeligt har saavel Biskop som Lagmand paa Hamar maattet erhverve andre Lovbøger. Et saadant Lovhaandskrift kan saaledes ogsaa have indeholdt en Bylov i den almindelige Form, som kjendes fra flere Haandskrifter, hvor Byens Navn ikke nævnes. Paa den Maade har jo f. Ex., som oplyst i NgL. 4de Bind,^[28] Stavanger faaet en speciel kgl. Rettebod, idet Navnet Stavanger er indført med senere Haand i Haandskriftet, hvor der gjaldt en Rettebod for Kjøbstæderne i Almindelighed, og paa samme Maade er Bergens Bylov omgjort til Brug i Marstrand^[29]. Paa samme Maade har da Redaktørerne af Hamars Beskrivelse opfattet Bjarkørettens Bestemmelser som gjældende for Hamar, og deraf er det at forklare, at Beskrivelsen kan oplyse om Byinstitutioner (Lagmand, Raadmænd med Lagrettemænd, Bysvende, Fængsler, Brandvæsen osv), som efter Byloven hørte hjemme i Bergen, men aldrig har existeret i Hamar. Ligeledes er det tydeligt, at den Opregning af Embedsmænd (ɔ: Haandværkere) i Hamar („Teglbrændere, Stenhuggere, Hattemagere, Plattenslagere, Muremestere, Kirkebyggere, Skræddere, Skomagere, Kleinsmed, Grovsmed, Knivsmede, Guldsmede, Skindere, Bundtmagere og Verkmestere, som gjorde Horn-Armbøste“), er en fri Gjengivelse af Byordningen i Bergen, hvori gives Bestemmelse om de forskjellige Haandværkeres og Detaljhandleres Udsalgssteder; her opregnes de nemlig i følgende Orden: sutarar (Skomagere), laggarer (Bødkere), kopparar (Kobbersmede), skinnarar, gullsmíðir, kambarar, matmangarar, glismangarar, penturar, sodlarar, sniddarar, brynjumeistarar, sverdsliparar, platumeistarar, kistnasmíðir, skjældarar osv.

Det er tydeligt, at disse to Hovedkilder er tilstrækkelige til at forklare, hvorledes Redaktørerne kunde komme til at konstruere sig det ældre Hamar i en meget større Skala, end de virkelige Forhold tilsagde. Disse uægte Bestanddele maa saaledes skjæres bort, og alle de Forestillinger, som slutte sig dertil, f. E. om den stærke Befolkning i Byens 3 Hovedgader, om de mange Tværgader, om Vandledningerne og overhovedet alt, hvad der smager af Storstads-Forhold. Derimod har Beskrivelsen ogsaa bevaret Beretninger, som høre mere hjemme i en Smaaby paa Landet, f. Ex. om Biskopens og Borgernes „Podemestre“ og „Mostpersere“, om deres „Frugthaver“ med Æbler og Kirsebær, om Kjøbmænd, som førte Varer overland paa Hesteryg fra Oslo til Eidsvold og siden „med Jagter og Baade“ fra Eidsvold til Hamar. Dette, som ikke kan være laant andenstedsfra og vidner om local Tradition, svarer til hvad man kunde vente i den ringe Biskopsflække paa Oplandene, og det bestyrkes desuden af de anførte Uddrag af Biskop Sivards Regnskabsbøger, som viser, at de omtalte Varer ialfald delvis var Luxusartikler til Biskopens og Geistlighedens Brug („Salt, Mjød og Vin, olje og Vox, Fløjel og andet Silketøi“).

Efter dette synes alt at tale for, at Hamars Beskrivelse er en trohjærtig Beskrivelse af de virkelige Forhold i det gamle Hamar, som ikke kan frakjendes Betydning som historisk Kilde, naar man tager Hensyn til, at Forfatterne skriver under Indtryk af den ældre Tids større Forhold og blev forførte til at se disse i Belysning af Kilder, som de misforstod eller urettelig indførte i sin Beskrivelse.

Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.

1. Se Biskop Jens Nilssøns Reiseoptegnelser og Dagbøger 1574–99, udg. af Dr. Y. Nielsen, S. 578–85, navnlig den ordlydende Beretning om Karl Segersøn S. 583.
2. Se Resens Katalog S. 180 No. 15, 1.
3. Indskriften er ellers ikke nøiagtigt gjengiven, se Nicolaysens Norske Fornlevninger S. 66.
4. Jfr. Peder Claussøns Saml. Skrifter S. 29 og S. 286.
5. Det Throndhjemske Haandskrift indeholder (foruden nogle lidt senere Excerpter af trykte Bøger) følgende:
   1) de omtalte Antiquiteter (Resen S. 128 No. 10). 2) om Kirker paa Hadeland (efter Biskop Jens Nilssøns Register fra 1598, Resen S. 134 No. 19). 3) Uddrag af „Synodalia Lundensia, collecta a Lyschandro“ (Resen S. 119 No. 8). 4) af „Indkomsten omtrent over Danmark Anno 1662 “ (Resen S. 179 No. 14, 12). 5) Notits om Landkommissærernes Memorialer til Rigens Møde i 1646 (se Resen S. 130–31). 6) Uddrag af M. Søren Kornerups Memorial om Landets Restitution (se Resen S. 134 No. 15). 7) Om Stænderforhandlingerne 1660, Uddrag af Knud Wolfs Dagbøger (se Resen S. 131 No. 23–26, jfr. Riegels, 5te Kristians Historie). 8) Uddrag af et Skrift om Lex Regia om at Kong Halvdan vilde gjøre sin Søn til Arving af Norge ved Testament (se Resen S. 132 No. 46, jfr. A. D. Jørgensen, Kongeloven og dens Forhistorie S. 15). 9) Uddrag af kirkelige Documenter vedkommende Sjælands Stift, med Henvisning til Bibl. Resen. S. 242 No. 49. 10) Om Relegation af 3 Studenter og Censur over Præsten Nils Michelsen i Helsingborg (Resen S. 135 No. 27). 11) P. Scavenius og Er. Bartholin’s Collation af de te Udgaver af Arild Huitfeldts Krønike (jfr. Luxdorphiana, udg. af Nyerup 118). 12) Om Lunde Kapitels Gods og Roskilde Kapitels Præbender (Resen S. 134 No. 24). 13) Uddrag af Synodalia Selandensia (Resen S. 119 No. 7).
6. Se Norske Rigsregistranter I 454, 462, 553.
7. DN. VIII No. 351, 352. V No. 990. Daae, Christiern d. 1stes norske Historie S. 87.
8. Baade hos Nicolaysen (Norske Fornlevninger S. 73) og Dr. Nielsen (Fortalen til Biskop Jens Nilssøns Visitatsbøger S. 162–64) er Altere og Præbender unøiagtigt gjengivne, fordi disse Forfattere har fulgt den nyere Jordebog fra 1596 (i Rigsarkivet – Aarstallet er urigtigt af Dr. Nielsen læst som 1556 –) og ikke har benyttet den ældre Jordebog over Kapitlet fra c. 1550 (ligeledes i Rigsarkivet). Altrene med deres Præbender er efter disse Kilder følgende:
   Altare corporis Christi („Hellig Legems Alter“) med Audigstad (Oustad) Præbende,
   Altare beatæ virginis („Vor Frue Alter“) med Ottestad P.,
   Altare crucis („Kors Alter“),
   Altare quinque vulnerum („Hellig fem Vunders Alter“),
   Altare S. Michaelis,
   Altare S. Nicholai,
   Alltare S. Catharinæ (eller S. Catharinæ Præbende),
   De 15 Nødhjælperes Alter (senere „St. Jørgens Alter“)
   Altare S. Salvatoris (senere S. Trinitatis a. eller Præbende),
   Altare S. Annæ, samt desuden Præbenderne: Gautestad (senere Gaustad, ikke Gausdal), Alm, Hammerstad, Hugleikstad (Huringstad), Virishaug, Kise (ikke Rise), Horgen, Udkastad. Forresten nævnes i Biskop Thorfinns Testament af 1284 ogsaa et »altare defunctorum«, som ikke kjendes senere.
9. Jens Nilssøns Visitatsbøger S. 13. Jordebogen af 1596 i Rigsarkivet. Identiteten af Biskop Thorfinns og Biskop Jens Nilssøns „Korskapel“ med Jordebogens „Korskirke“ synes hidtil upaaagtet; de opføres som forskjellige Kirker af Munch (Noregsveldi S. 47 og 143) og af Dietrichson (Fortegnelse over Norges Kirkebygninger S. 32). Lange kalder Kapellet ved en Skrivfeil „Helligaandskors’s Kapel“ (Klosterhistorie, 2den Udgave S. 377), og i denne Form forekommer Kapellet endnu som et 3die hos Dietrichson (l. c.).
10. Thaarups Magasin II 297.
11. Dette Ord er udeladt i det Haandskrift af Beskrivelsen, som Nicolaysen lagde til Grund for Udgaven i Norske Magasin (I 114, jfr. Note 5), men det kræves af Sammenhængen.
12. Det sees nemlig, at han giver Gaver til Domkirke, Korskapel og Hospital i Hamar, til flere udenbys Kirker i Hamars Stift og til flere Throndhjemske Klostre, uden at noget Hamarsk Kloster nævnes.
13. Det er ganske urigtigt, naar Lange (Klosterhistorie S. 392) omtaler en Antonii Kirke i Hamar efter Biskop Thorfinns Testament; „ecclesia sancti Antonii“ nævnes her ved Siden af „eccl. de Ullinshof“ (Næs Kirke), altsaa blandt Kirker udenfor Hamar.
14. Den ene Lagrettemand Jon Amundssøn (1488) fungerer nemlig ogsaa i 1496 i Hamar som Lagrettemand (DN. II 992).
15. F. Ex. DN. II No. 817 fra 1457, III No. 853 fra 1461 o. fl.
16. N. Rigsregistranter I 134, 143 f.
17. Efter Absalon Pederssøns Beretning, N. Mag. I 114.
18. Efter Præsten Nils Sverdrup i Thaarups Magasin II 298.
19. I Afskriften for Rigsregistranterne I 639 er Ordet „brændt“ udfaldt og af Udgiveren erstattet formodningsvis ved Ordet „ødelagt“. I Concepten staar „brenndt“.
20. N. Rigsregistranter II. 162.
21. N. Rigsregistranter III. 702.
22. Nils Sverdrups Beretning i Thaarups Magasin II. 297.
23. I det bedste Haandskrift af Beskrivelsen, det, som Berg lagde til Grund for sin Udgave, kaldes Klostret alene Hamars Kloster, hvilket synes identisk med den latinske Titel „Conventus Hamariensis“ og altsaa ægte. Kun paa et enkelt Sted kaldes det „St. Olufs Kloster“, og dette Navn er trængt ind i de yngre Haandskrifter, men synes saaledes at have ringe Hjemmel.
24. Styffe, Skandinavien i Unionstiden, 2den Udg., S. 45.
25. L. Faye, Hospitaler og milde Stiftelser i Norge S. 57.
26. At denne „Jørgens Kirke“ skulde være bortrevet af en Vandflom i Mjøsen, som anføres hos Nicolaysen (Norske Fornlevninger S. 75) og L. Faye (Hospitaler og milde Stiftelser S. 77) efter Presten Sverdrups Optegnelser, beror paa en Misforstaaelse. Sverdrup siger om St. Jørgens Kirke kun, at „ingen ved nu mere at vise, hvor St. Jørgens Kirke har staaet, saasom den, der var af Træ“; derefter har han fortalt om, at Klosterkirken er begravet i Mjøsen (saaledes som ogsaa siges i Hamars Beskrivelse), men Stedet er i Aftrykket forvansket til „Og da deslige Klosterkirker (!) ere for lang Tid begravede i Mjøs“ o. s. v.; Meningen er dog tydeligvis ikke her at tale om St. Jørgens Kirke, som ingen Klosterkirke var, og som laa længer oppe fra Mjøsen.
27. Nyere Afskrivere af Hamars Beskrivelse har ogsaa følt det umulige i disse Tals indbyrdes Forhold og har derfor rettet 300 til 3000. Men selv med den Rettelse er Tallet lige umuligt, thi til 900 væragtige Mænd maatte mindst 6–7000 svare.
28. NgL. IV 732.
29. NgL. IV 609, jfr. 709.