Om den saakaldte „Dronning“ Eldrid
P. A. Munch siger (N. F. H. III, 185), at Kong Magnus Erlingssøn „var, som det i et Slægtregister nævnes, gift med Eldrid, en Datterdatter af Guthorm paa Rein af .dennes første Ægteskab med Jon Smjørbaltes Datter“, men han tilføier, at Dronning Eldrid „kan ikke have spillet nogen betydelig Rolle, ja har maaske ikke engang opholdt sig i Norge, siden hun aldrig omtales“. Det sidste er nu ganske rigtigt: i de historiske Sagaer – Magnus Erlingssøns og Sverres – omtales aldrig nogen Dronning ved Magnus Erlingssøns Side, uagtet flere Scener ved hans Ophold i de norske Byer skildres noksaa indgaaende. Men Grunden dertil er aabenbart en anden end den, Munch antog: Eldrid har ikke været gift med Kong Magnus, der har ikke existeret nogen „Dronning“ Eldrid, og Munch har misforstaaet sin Kilde, Slægtregistret i Fagrskinna Cap. 213. Af dette Slægtregister hidsættes, hvad der vedkommer den omtalte Eldrid: „Guthorm paa Rein ægtede først Eldrid, Hallkel Huks Søster, deres Døtre var Rangrid og Ingerid og Gudrun. Rangrid ægtede Bjarne Burdarsvein, deres Døtre var Eldrid og Ingebjorg. Eldrids Datter med Kong Magnus (dotter Magnus konongs oc Elldriðar) var Kristin, som Reidar Sendemand havde tilægte (atte). Thore Skindfeld havde havt tilægte (hafðe atta) Eldrid, deres Sønner var Kinad og Thorgrim Klauve. Senere blev hun gift (var hon gift) med Lagmanden i Gøtaland, deres Søn var Harald“ o. s. v. Dette er det eneste Sted, hvor „Dronning“ Eldrid nævnes, naar undtages at hendes Søn Kinad „Eldridssøn“ forekommer som Baglerhøvding i 1198 (Sverres Saga Cap. 152). Munch har opfattet de 3 Forbindelser, hvori Eldrid og hendes Børn forekommer, som 3 Ægteskaber; men han har da ikke lagt Mærke til de forskjellige Udtryk: om Kong Magnus siges kun, at „hans Datter med Eldrid“ var Kristin, uden at noget ymtes om Ægteskab, medens det udtrykkelig om den første og tredie Forbindelse siges; at Thore Skindfeld og Lagmanden i Gøtaland var gifte med hende. Modsætningen i Udtryk gjør det her tydeligt, at hun netop ikke var gift med Kong Magnus, men at hun efter sit Ægteskab med Thore Skindfeld og før sit Ægteskab med Lagmanden i Gøtaland havde et illegitimt Barn med Kong Magnus. Det er da ogsaa Forklaringen til, at denne „Dronning“ ikke nævnes i de historiske Kilder og ikke kunde faa Plads her.
At Magnus Erlingssøn havde et Barn med en Kvinde af en fornem Familie, uden at være gift med hende, er ellers ikke enestaaende. Den eneste Søn af Magnus, om hvis Herkomst Kilderne ingen Tvivl udtaler, var den Sigurd, som faldt i Florevaag 1194; han blev fostret hos Kong Magnus’s Søster Ragnhild, gift med Lendermanden Halkel Jonsson paa Søndmøre, og var altsaa fuldt anerkjendt som Magnus’s Søn. Hans Moder var „Gyrid, Datter af Aslak unge“; men Aslak unge Jonssøn nævnes som Lendermand ved 1157 og 1159 (dette Tidsskrift 2den Række IV, 150), og Gyrid hørte altsaa ogsaa ligesom Eldrid til Landets Adel.
Det har nogen historisk Betydning at fastslaa, at Kong Magnus ikke var gift. Det hørte jo med til det politiske System, som var grundlagt i 1164 af Erling Skakke og Erkebiskop Eystein, at Kongens legitime Børn var fortrinsvis berettigede til Thronen, og der burde saaledes være sørget for, at Kong Magnus blev gift; hvorfor det ikke skede, kan nu ikke oplyses. Men at Kong Magnus ikke efterlod legitime Sønner, har vistnok influeret stærkt under den følgende Strid med Kong Sverre, idet de Kongsemner, som Magnus’s Tilhængere senere opstillede, ikke kunde paaberaabe sig større Legitimitet end Kong Sverre selv; de var eller optraadte som uægte Sønner enten af Kong Inge eller af Kong Magnus, og de kunde saaledes ikke hævde noget Fortrin for Sverre ved at støtte sig til Thronfølgeloven af 1164.
- 19de Oktbr. 1890.
Gustav Storm.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |