Om Peder Claussøn Friis og hans Skrifter/8

Gustav Storm

Om Peder Claussøn Friis og hans Skrifter

Brøgger, 1881 (s. xxxiii-xxxix).

Peder Grubbe og Herredagen i Bergen. Vaaren 1602 blev for Agdesiden gjennemført en administrativ Forholdsregel, som ogsaa fik Betydning for Geistligheden: Listerlen forenedes med Mandal, Nedenes og Raabyggelaget til et Len („Agdesiden“), og den geistlige „Befaling“ her blev nu fra Lensherren paa Bergenhus overført til Lensherren paa Nedenes. Dette skede derved, at Peder Grubbe til Aalstrup, som siden 1597 var forlenet med Nedenes og Mandals Len samt Erik Munks Gods, nu ogsaa fik Lister^[1]. Peder Grubbe var maaske en ivrig Embedsmand, men har vel tillige efter Leilighed villet berige sig, hvortil Fristelsen laa nær ved den Tids Lønningsmaade; hans Gage bestod bl. a. i ⅕ af den „uvisse Indtægt“ (Jordebygsel, Landbohold og Sagefald). Det var ogsaa netop over hans og hans Fogders Beregning af den uvisse Indtægt, at allerede 1598 Bønderne i Nedenes og Mandals Len havde klaget^[2], og i samme Retning lyder strax efter hans Ansættelse Raabet fra Lister Len. I 1603 indsendtes Klager til Kongen over den nye Ledingstaxt (som forresten allerede var paabudt paa Herredagen i 1599), over at Lensherren lod mod Penge de ledingspligtige Bønder blive hjemme, over at han forlangte Forkjøbsret og satte vilkaarlig Taxt paa Fisk, over at han indførte Ægt til hver Fogedgaard og over at han krævede uretfærdig Skat af Strandsiddere og Ødegaardsmænd. I de fleste Punkter (dog ikke det første) fik Bønderne Ret^[3], men derved blev Forholdet mellem dem og Lensherren end mere spændt: de fik Mod til at fornye og forstærke sine Klager, og han frygtede for, at hans Autoritet skulde svækkes, og forsøgte yderligere Strenghed. Bønderne besluttede at klage til Herredagen i Bergen 1604 over, at Peder Grubbe vilkaarligt havde forhøiet Landskylden for flere Gaarde, og at han havde straffet paa Livet en Kvinde, hvis Mand havde taget Kongens Vraggods; og Peder Grubbe vilde sammesteds klage over Bøndernes Sammenrottelser, bl. a. over 4 Listerbønder, som paa Skattethinget havde gjort Vanskeligheder ved at betale Ledingen og siden havde holdt Møder om at faa istand Klager til Kongen. I denne Strid blev ogsaa Provsten Hr. Peder indblandet, han havde efter Lensherrens Paastand taget Bøndernes Parti og endog ophidset dem mod ham; rimeligvis har han vel deltaget i at affatte eller ialfald skrive Klagerne, hvad vi andetstedsfra ved, at Lensherrer tog Prester meget ilde op. Lensherren besluttede at hevne sig, samlede op alleslags Vidnesbyrd om Provstens tidligere Handlinger og udtog Stevning imod ham til Herredagen, hvor ogsaa flere af Listers Bønder mødte, dels stevnede af Peder Grubbe, dels for at klage over ham. Peder Grubbes Anklage var ikke saa farlig, som Sagnet senere har fremstillet den, men kunde maaske have været det, hvis ikke Hr. Peder havde været saa bevandret i Lov og Ret, som han var: førend han reiste til Bergen, forsynede han sig med alle de Thingsvidner og Attester, som han behøvede, og disse viste sig at være tilstrækkelige til at gjendrive den i det hele svagt begrundede Klage, der lød paa forskjellig mislig Embedsførsel i Ægteskabssager, paa Drab uden Soning til Kongen, paa Ophidselse af Almuen og paa at have paalagt Sagefald til Stavangers Hospital.

Det var dog rimeligvis ikke uden bange Anelser, at Hr. Peder drog til Bergen, thi en Maanedstid før var hans mangeaarige Beskytter, Mag. Jørgen Erikssøn, død i Bergen (5 Juni 1604). Før sin Afreise blev Hr. Peder som de andre Kanniker indkaldte til et Kapitelsmøde, som holdtes i Stavanger 29de Sum; Kapitlet besluttede her at ansøge Kongen om at beskikke den afdøde Biskops Svigersøn, Bergenseren Mag. Oluf Jenssøn Koch, til hans Eftermand; og det var muligvis Hr. Peder, som overbragte denne Ansøgning til Kansleren i Bergen^[4]. Her var nemlig en usædvanlig stor Forsamling tilstede; Rigets Biskoper havde siddet sammen her siden 22de April for at udarbeide den nye Ordinans, og de overvar tillige Herredagen for sammen med Adelen og Lagmændene at gjennemgaa Udkastet til den oversatte Landslov. Til Herredagen havde Kong Christian IV med den danske Kansler, Christian Friis til Borreby, den norske Statholder Jørgen Friis til Krastrup og den norske Kansler Anders Green til Sundsby. (Peder Grubbes Svoger) indfundet sig, og Kongen sad selv med disse Herrer i Retten de første 8 Dage (9de til 17de Juli); allerede Dagen før Retterthinget begyndte, var Klagerne over Peder Grubbes Embedsvirksomhed afgjorte i Kongens Raad; hans fiskale Foranstaltninger godkjendtes og haandhævedes, men han fik Tilhold at holde sine Fogder og Lensmænd til deres Pligt^[5]. Kongen havde saaledes ikke paa nogen Maade taget Parti, da Peder Grubbes Anklager mod hans Modstandere i Lister, og først blandt disse mod „Hr. Peder. Claussøn i Undal“, kom for (9de Juli). Vi skal i det følgende gjengive denne Sags Akter, dog saa at vi først fremstille det faktiske Grundlag, derpaa Peder Grubbes Anker og Afgjørelsen.

1. For Stavanger Kapitel havde (22de Sept. 1596) en Kvinde fra Lyngdal, Alheid Erlandsdatter^[6], med Attest fra Provsten Hr. Peder klaget over sin Mand Bent Haariksstad^[7], som for 6 Aar siden havde forskudt hende uden Lov og Dom og siden levet i et ondt Levnet; hun forlangte Skilsmisse fra ham og Ret til at indgaa nyt Ægteskab, hvilket ogsaa var bevilget, hvorhos Kapitlet indstillede, at Bent Haarikstad skulde „alvorligen afstraffes af sin verdslige Øvrighed“. Alheid havde derpaa agtet en Morten, Juni hun levede ærlig med“, og efter hans Død forespurgt hos Provsten, om der kunde være noget iveien for, at hun ægtede en 3die Mand, Saamund Handeland^[8]. Provsten havde ved Brev af 19de Aug. 1600 givet Tilladelse hertil, „da han ingen Aarsag vidste, som deres Ægteskab kunde forhindre“. Imidlertid havde ogsaa Bent Haarikstad i 1598 faaet Biskopens Tilladelse til at gifte sig igjen med Befaling til Provsten at tillade ham dette. Denne havde da „paa sit Embeds Vegne og efter den Befaling, han synderlig derom af Bispen havde“, givet Bent den ansøgte Tilladelse (20de April 1599), og Presten i Lyngdal havde da viet ham. Peder Grubbe fremstillede det nu, som om Provsten paa egen Haand havde givet Bent Lov til at forlade sin første Hustru og derpaa Lov til at uegte en anden, hvorved han „der udi Lenet havde givet Almuen Aarsag til et slemt, utugtigt og forargeligt Levnet“. Da Provsten imidlertid fremlagde Beviser paa at have handlet efter Biskopens skriftlige Befaling, maatte han naturligvis frikjendes; den tilføiede Indskrænkning: „dog skal han sig herefter uudholde, oftere at udgive slige Skilsmissebreve udi Ægteskabssager, uden det skede efter den Skik og Ordning, som tilforn om Ægteskabssager er udganget“, rammer kun Bevisførelsen, idet det sees, at Hr. Peder istedenfor at paaberaabe sig Kapitlets Dom kun havde henvist til „Biskopens Dom og Sigelse“.

2. Bonden Halvor Helle havde trolovet sig med Pigen Astrid Søvrensdatter, men uden at nogen Prest var tilstede; da Trolovelsen var skeet i Pigens Ungdom og hun siden stedse ankede over, at den var skeet mod hendes Vilje, stevnedes Sagen for Kapitlet; her havde imidlertid ingen af Parterne mødt, og Provsten havde derfor „efter sin Biskops Kjendelse og Tilladelse“ tilraadet dem at forlige sig og opløse Trolovelsen samt givet Faderen Ret til at gifte sin Datter med en anden; senere havde da Halver ægtet Pigens Søster. Dette fremstillede Peder Grubbe, som om Provsten havde skilt Halver fra den ene Søster og siden tilladt ham at ægte den anden; men da en Trolovelse uden Prest ingen lovlig Trolovelse var og Hr. Peder fremlagte et Brev med 3 Lagrettesmænds Segl for Rigtigheden af sin Fremstilling, maatte han selvfølgelig frikjendes.

3. Om Fredrik Linlands Datters Trolovelse er før talt (S. XXXII). Den Sag fremstillede Peder Grubbe, som om Provsten havde ladet sin Datterdatter trolove til tvende Mandspersoner, og da ingen Prester i hans Provsti turde vie hende til den sidste hendes Trolovede, var Hr. Peder veldelig inddraget udi et andet Provsti og fremmed Kirke og der selv viet sin Datterdatter til den sidste hendes Trolovede“. Denne sidste Del af Klagen omtales ikke engang i Dommen, saa det maa enten være rent opdigtet eller vrangt fremstillet; men for den første Del af Klagen kunde Hr. Peder ikke helt frigjøre sig: han havde for sin Handlemaade kun havt sin Biskops Raad, ikke lovligt Forhør og Kapitlets Dom, og da efter Ægteskabslovgivningen private Skilsmissebreve „skulde intet agtes“, kunde Dommerne ikke andet end erklære, at „Hr. Peder deri har gjort Uret og bør derfor stande os mangen) til Rette“. Men det erkjendtes kun at være en Formfeil, og paa Hr. Peders Ansøgning fik han 5 Dage senere fuld Tilgivelse „af vor synderlige Gunst og Naade“^[9].

4. Om Slagsmaalet med Thorkel Hage (S. XXXI) fortalte Peder Grubbe, at Lensmanden døde af det Saar. Hr. Peder havde givet ham, og at denne ingen Bøder gav til Kongen, men da senere den dødes Søn var falden i en Horsag, havde Hr. Peder taget Brev af ham, saa Horsagen og Faderens Død gik op i op og Kongen hverken fik Sekt for Horsagen eller Bøder for Drabet; desuden beskyldte han Hr. Peder for „mange andre Slagsmaal med Fogder og Bønder der i Lenet“. Nu havde imidlertid ogsaa her Hr. Peder sine Papirer i Orden: han fremlagde skriftlig Kvittering fra Fogden Mats Nilssøn for at have betalt sine „8 Ørtuger og 13 Mark“, desuden Thingsvidner (deriblandt fra den afdøde Lensmands Arving), aflagte for Lagmanden og flere Thingsmænd, om at Thorkel Hage „blev af det Knivsting vel lægt, levede en Tidlang herefter, byggede sig en Skude og gjorde selv Arbeide derved og klagede aldrig nogen Tid paa Hr. Peder for den Skade“. Han mente ogsaa, at „ingen skulde fremkomme enten af Fogderne eller Bønderne, som skulde have at beskylde ham for noget Slagsmaal“. Da Peder Grubbe heller ikke fremlagde noget Bevis for sin Beskyldning, blev Hr. Peder fuldstændig frikjendt; om Horsagen er der ikke Tale i Dommen.

5. Peder Grubbe beskyldte ham dernæst for, at han „altid med sin oprøriske Gjerning og Bøndernes Medholdelse har opsat sig med dem mod Kongens Fogder og gjort Almuen afspendig mod hans Ombudsmand, som han det og nu i Peder Grubbes Tid ikke har forsømmet“; men da han intet Bevis fremlagde, og Hr. Peder afviste Beskyldningen med, at „sligt var ham af onde Folk hadskelig paaført hos Peder Grubbe“, frikjendtes han fuldstændig med Tillæg, at „Peder Grubbe har derudinden gjort Uret, at han ham for sligt beskyldt haver“.

6. Det var almindeligt, at Kapitlet (maaske ogsaa Provsterne) for mindre kirkelige Forseelser dømte de skyldige til Bøder til Stavangers Hospital, og Peder Grubbe fremlagde „adskillige Brede og Kvittanser paa sligt Sagefald, som Bispen, Hr. Peder og andre havde udgivet“, og rettede et sidste Angreb paa ham herfor; men ogsaa dette blev afvist af Kongen og Retten med den Bemærkning, at „hvad Hr. Peder Claussøns Forseelse udi saa Maade kunde findes, da have vi den Sag naadigst anseet og efterladt, dog han sig herefter skal undholde vore Undersaatter med sligt at besvære“^[10].

Dommerne havde under Sagens Gang faaet de stærkeste Beviser for, at Peder Grubbes Anklager var uefterrettelige og fremkaldte af personlige Grunde; de samme Motiver fremlyste ogsaa af hans Klager mod Lister-Bønderne, som samme Dag blev frikjendte. De Oplysninger, som under disse Sager fremkom, har vel været medvirkende til, at Peder Grubbe ved Regnskabsaarets Udgang (1ste Mai 1605) blev fjernet fra sine Len^[11]. Men Hr. Peder forblev efter Frikjendelsen nogen Tid i Bergen, hvor han lærte Byens indre Forhold at kjende, og han synes ved denne Leilighed bl. a. at have gjort nærmere Bekjendtskab med Kansleren Christian Friis, som nu opfordrede ham til at meddele, hvad han vidste om det gamle Grønland, som Kongen netop tænkte paa at lade opsøge igjen.

1. N. Rigsreg. III 475, 658, 684.
2. N. Rigsreg. III 552.
3. N. Rigsreg. IV 31 ff.
4. Ansøgningen findes nu i Rigsarkivet blandt de fra Geheimearchivet afgivne Sager. Om Oluf Koch se Dr. Rørdams Artikel i Kirkeh. Saml., 3die Række, I 551—626.
5. N. Rigsreg. IV 49 ff.
6. I Herredagsprotokollen, hvor Navne hyppigt er mindre nøiagtigt skrevne, kaldes hun Adelutz Ellingsdatter.
7. Haarikstad er i Aasogn (Lyngdal). „Bentt Horigstad“ nævnes i Skattemandtal af 1594 og 1601 (Ejer af en halv Gaard). Gaardsnavnet skrives i Kapitelsbogen Haringstad, i Herredagsprotokollen tillige Harigsta.
8. Ligeledes fra Aasogn. „Somund Handeland“ forekommer i Skattemandtal fra 1594 og 1601 blandt Ødegaardsmænd. Navnet er i Herredagsprotokollen læst Sønwed Hardeland.
9. N. Rigsreg. IV, 60.
10. Herredagsdomme for 1604, 9de Juli.
11. N. Rigsreg. IV 107.