Hopp til innhold

Om Peder Claussøn Friis og hans Skrifter/7

Legg til lenke
Fra Wikikilden

Virksomhed i Undal og Privatliv. En Sogneprests Forretninger har siden Reformationsaarhundredet, skjønt de nominelt skal være de samme, dog efterhaanden forandret Karakter. Af de egentlig ministerielle Forretninger bestod Prædikenen i Regelen kun i at oplæse denne af en Postil; Daaben og Uddelingen af Sakramenterne, specielt Besøg hos Syge og Døende, var ikke væsentlig sorskjellig, undtagen forsaavidt Skriftemaal havde en ganske anden Betydning end i den nyere Tid og i Prestens Haand var et effektivt Middel til at øve moralsk og religiøs Justits inden Prestegjeldet. Desuden havde Presten selv at undervise Ungdommen i Katechismen, da der endnu ikke fandtes „Degne“ i Stavanger Stist. En meget større Betydning havde dengang den økonomiske Side, thi da alle eller næsten alle Afgifter (ialfald Landskyld og Tiende) i Regelen afgaves in natura, maatte disse Afgifters Indkrævning, Vurdering og vel ogsaa Afsætning stærkt optage en Prests Arbeide, foruden at denne i høiere Omtrent nu var Bonde og Jorddrot, da Presten i Regelen som „bedste Mand“ skulde bortbygsle sine eller Kirkens Gaardparter.

Undals Prestegjeld var et vidtløftigt Kald og havde endnu i 15de Aarhundrede 5 Kirker, hvoraf Konaxmo, Vigmostad, Foss og Valle Kirker alle laa ved Undalselven (fra Nord mod Syd), medens Spangereid er paa Halvøen ved Lindesnes. Foss Kirke, der nævnes sidste Gang i 1489[1] var imidlertid nedlagt og Foss Sogn slaaet sammen med Hovedsognet Valle, der saaledes paa Hr. Peders Tid havde 3 Annexer, Konaxmo og Vigmostad (nu tilsammen Prestegjeldet Nordre Undal) samt Spangereid. Af disse Kirker besad kun Valle en ganske ringe Landskyld[2], deres væsentligste Indtægter var af Kirkekjør (tilsammen 73) og Tiende; det tilkom Presten med Kirkeværgerne at forvalte disse. Af Stavanger Stifts Jordebog sees, at Kirkernes Indtægter i Hr. Peders Tid var dygtigt forvaltede; hans Kirker var ved hans Død udmærket udstyrede med Inventarium, som væsentlig synes anskaffet i Hr. Peders Tid. Saaledes besad, for at nævne Enkeltheder, Hovedkirken to Exemplarer af Fredrik 1l.s Bibel (fra 1589), 1 Alterbog og 1 Psalmebog, og dertil var endnu i 1607 kommet „en stor Psalmebog og fire smaa“, hver Annexkirke ligeledes en Alterbog og 1 Psalmebog, Spangereid Kirke desuden to smaa Psalmebøger. Kirkerne i Lister Provsti var idethele vel udstyrede med Bøger, og af disse sees specielt Kvinesdal at have anskaffet alle sine i Hr. Peders Tid (1574), medens endnu saa sent som c. 1620 Lunds Prestegjeld i Dalerne ingen Bibel havde og de fleste Sogne paa Jæderen og Dalerne kun en hver. Ligeledes havde alle Kirker i Undal passende Udstyr af Messeklæder og Kirkeredskaber, endog Brandstiger; hver havde ogsaa sin Sølvkalk og Disk, Valle endog en forgyldt paa 31 Lod, som Hr. Peder havde skjænket til Kirken. Kirkebygningerne var alle undtagen Spangereids af Træ, og de Hefte Kirker paa Agdesiden omtales 1573 som faldefærdige, men er rimeligvis i Hr. Peders Tid gjenopbyggede. Ialfald ved vi dette om Valle Kirke, som han efter.Aftale med Biskopen og Øvrigheden selv lod bygge fra nyt af i 1577 og det tildels paa egen Bekostning, thi medens Kirken af dens Midler gav 100 Daler og Sognemændene tilskjød 50, gav han selv 100 Daler. Kirken blev fuldendt i 1591, da Koret byggedes; baade. Kirke og Kor var 3 Gange saa store som før[3].

Til Prestebolet i Undal laa foruden Prestegaarden, som var en god Gaard, ganske betydelig Landskyld over hele Prestegjeldet, adskillig større end nu. Presten paa Valle havde større Landskyld end Bjellands- og Lyngdalspresterne, men langtfra saa stor som Presten i Vanse. Hr. Peder havde 30 Husmænd, som gjorde hver 1 Dags Arbeide, og havde 31 Gaardparter at bortbygsle[4]. Vi har bevaret flere af hans Bygselbreve, og de give Indtryk af, at han var en velvillig og samvittighedsfuld Jorddrot. Eiendommeligt er især et Bygselbrev fra 6te Dec. 1610, hvori han siger: „Jeg har videligen og flittig betænkt, hvem jeg skulde bygge den Prestebolsjord Amland[5], i lige Maade har jeg beraadt mig med vise Mænd derom; saa befinder jeg og udi min Samvittighed, at dersom jeg bygger Gaarden fra den Kvinde Ingeborg Asbjørnsdatter til nogen af hendes Stifsønner, eller om jeg sætter nogen af dem ind til hende mod hendes Vilje til Fortrængsel, da gjør jeg dermed en stor Synd, efterdi at Gunder Amland, som først optog samme Jord af øde, har nydt og besiddet den sin Livstid og havt gode Vilkaar med Egeskov, han opryddet, og i andre Maader, og hans Søn Sobmund besad og samme Jord sin Livstid med lige Vilkaar, og denne Kvinde er ærligen kommen ind paa Gaarden ved Giftermaal, og hun sidder igjen med tre Sobmunds smaa Børn, som han avled med hende udi Ægteskab, hvilke den salig Mand deres Fader vilde jo gjerne, der han levede, at de skulde blive forsørget og forseet efter hans Død, som de andre, der voxne og gifte vare og han har hjulpet til Mands. Derfor har jeg nu bygt fortne Ingeborg Asbjørnsdatter forne Prestebols-Jord Amland“ o. s. v.[6] — Det samme Indtryk af Redelighed giver et bevaret Thingsvidne om Hr. Peders Benyttelse af Prestebolets Skove. 13de Oktbr. 1592 erklærer 6 Lagrettesmænd fra Foss Thinglag, at „vi vare paa en Skovgang paa en af Prestegaardens Ødegaarde, som Støle heder, nærværendes Hr. Peder Claussøns Fuldmægtige Hr. Peder Nilssøn, Guds Ords Medtjenere udi Undal, og Nils paa Svinevig, Lensmand udi Spangereid Sogn. Ginge vi da og randsagede Skoven igjennem det flitteligste vi kunde, og funde vi 123 Stuve, gamle og nye, som Egestuve vare, og var ingen af samme Egetræer nedhuggen, siden Kongens Forbud er udgivet om Skovene; men en Part Stuver syntes os at være afhugne heden ved 20 eller 30 Aar forledne, og en Part vare vel ældre, og kunde vi ikke finde, at forne Skov er udhuggen til Upligt eller ulovligen brugt i nogen Maade, thi der staar endnu en skjøn Egeskov igjen“[7]. — Hr. Peders økonomiske Forhold maa trods hans hyppige Klager over Presternes daarlige Stilling have været ret gode, navnlig efter at han havde som Lønstillæg faaet Kongetienden af Valle og Spangereid[8]. Det kan man navnlig se af, at han havde Raad til i 1577 at give 100 Daler til Valle Kirke, at han giver en Sølvkalk og Disk paa 31 Lod Sølv (ɔ: 1514 Daler) til samme Kirke og „en Kalk og Disk af hvidt Sølv, veier 18 Lod“ til Stavanger Hospital[9], og at han i 1612 havde Raad til at lægge ud 52 Daler paa engang for sin Dattersøn (se nedenfor S. XXXXIII).

For endel Aar siden indsendtes til Rigsarkivet fra Gaarden Skofteland (i Valle Sogn) en Række Breve fra 16de og 17de Aarhundrede; af flere af disse faa vi et Vidnesbyrd om Hr. Peders Velvilje og Hjelpsomhed mod sine Naboer, ligesom ogsaa af Sognebøndernes Tillid til sin Sogneprest. Vi se saaledes, at 3 Lagrettesmænd, som 2den Decbr. 1583 overvar en Pantsætning paa Mjølhus, nogle Dage senere gaar til Prestegaarden og her faar Presten til egenhændig at udfærdige et Dokument derom (9de Decbr. 1583); ligeledes faar Østein Hundingsland, som pantsatte en Hudsleie i Roland til Thore paa Foss, Hr. Peder til at udstede Vidnesbyrd herom (3die Nov. 1595)[10]; efter Thore paa Foss’s Død deltager Hr. Peder efter Enken Joron Throndsdatters Bøn i Skiftet og giver Skifteforretningen beskrevet (17de Oktbr. 1599), og 2 Aar senere faar han istandbragt et Forlig mellem Enken og den ovenfor nævnte Østein (18de Marts 1601); en gammel Kone Eline Natstad beskikker ved sin Død Provsten til Formynder for sit Barnebarn, og han redder da noget af Arven for Barnet ved at overtale Joron paa Foss til at eftergive endel Gjeld (13de April 1607). Disse Breve er alle fra en enkelt Gaard, men vedkommer dog flere Personer; skulde man fra dem slutte til Prestens Deltagelse i andre private Forhold inden Menigheden, maa hans Velvilje have været stærkt udnyttet. Vi ser ogsaa, at han gjerne færdedes blandt Bønderne og deltog i deres Gilder; derved hændte det nemlig to Gange, at han blev blandet op i Slagsmaal. Omkr. 1585, heder det, kom Hr. Peder i Strid med Lensmanden Thorkel Hage[11], og Trætten udartede til Slagsmaal, hvori Presten stak Lensmanden med sin Kniv i Armen („gjorde ham en føie Skade i hans Arm“, som Hr. Peder selv kalder det); Sagen blev dog forligt, og Hr. Peder betalte sine „8 Ørtuger og 13 Mark“ (Bod for Knivstik efter Landsloven) til Fogden og blev forligt med Lensmanden, som aldrig siden klagede. Nogle Aar senere hændte det, at i et Julegilde paa Mjølhus[12] (30te Decbr. 1589) blev Hr. Peder saaret af Bonden Olaf Tjøstelssøn paa Roland, som i den Anledning ogsaa kom i Uvenskab med Værten, Thore paa Mjølhus; men ogsaa den Sag blev forligt i Lagmandens (Peder Christenssøns) og andre gode Folks Nærværelse, og Hr. Peder lovede i det Brev, han derom udstedte, for Fremtiden at være Olafs Benet. Vi kjende disse Slagsmaal kun fra de Breve, der er udstedte derom, og vide saaledes intet om Anledningen; men det synes sikkert, at Hr. Peder ikke af den Grund tabte noget af den almindelige Agtelse, han nød.

Til Hr. Peders Familieliv kjendes forholdsvis lidet. Hans Hustrus Navn eller Herkomst kjendes ikke; vi kan af hans Børnebørns Alder se, at Hr. Peder maa have ægtet hende allerede i 20-aarene, og vi ved, at hun overlevede ham og havde sit „Naadens-Aar“ af Krikens Præbende[13]. Med sin Hustru havde han én Søn Claus og mindst to Døtre. Da det ved 1595 omtales som almindeligt, at Presterne i Stavanger Stift satte sine Sønner til Studier[14], er Claus rimeligvis den Nicolaus Petræus Norwegianus, der i 1596 blev immatrikuleret i Rostock[15]; i Faderens sidste Leveaar var Claus hans Kapellan. Ved 1612 omtales en Erik Fredrikssøn Linland, hvis Bedstefader var Hr. Peder[16]; dennes Datter har altsaa været gift med Fredrik Linland, en velstaaende Odelsbonde i Holme Sogn (Mandalen)[17], der omtr. 1620 var Lensmand her[18]. Deres Datter og en Søster af Erik var aabenbart den Datterdatter af Hr. Peder, som omkr. 1600 var forlovet med „en Prestemand der paa Lister“; om hende beretter Hr. Peder, at „efterdi samme Prest handlet sig i sit Kald noget utilbørligt og var af sin Øvrighed kjendt og dømt fra sit Kald og der tilmed var stor Uvilje ham og Pigen imellem, saa de ikke kunde forliges, havde han pleiet Raad med sin Biskop, som havde raadet ham til at lade de trolovede Folk med deres Forældre og Venner paa begge Sider komme sammen og dem forlige og fordrage, faa hver af dem siden maatte gifte sig til hvilken Person de lovlig begjærede“. Dette skede da ogsaa, der blev oprettet Skilsmissebrev mellem Parterne, og Biskopen samtykkede heri; men Hr. Peder forsømte at faa Kapitlets Dom herfor, hvilket siden blev lagt ham til Last[19]. Jeg har ovenfor nævnt, at denne Prestemand maa være Hr. Anders Jørgensøn i Vanse, som blev afsat 1601, og henviser forøvrigt til, at Hr. Peders Ulyst til at lade denne Person ægte hans Datterdatter blev fuldstændig retfærdiggjort ved de Domme for andre Forgaaelser, som i 1602 og 1603 overgik denne[20]. Hans Datterdatter blev kort efter trolovet med en anden, og Hr. Peder viede hende selv i hendes Faders Hjem, uagtet han derved udførte prestelig Funktion i et fremmed Provsti (hvilket ogsaa senere blev lagt ham til Last). Hr. Peder maa have havt endnu en gift Datter, thi en anden Datterdatter af ham, Madelena Jakobsdatter, var i 1601 bleven trolovet som ganske ung med en Bonde Ole Aslakssøn, men 4 Aar senere blev Trolovelsen ophævet ved Kapitelsdom efter Hr. Peders Ønske[21]. Om andre mulige Børn eller Efterkommere skal senere tales.

  1. ↑ DN. V 941—42.
  2. ↑ 1½ Hud i Vadeland (Konaxmo), 1 Hud i Møl (Mandalen) og 1 Spand Smør i Gistedal ædle) Sml. Krafts Beskrivelse III, 466.
  3. ↑ Om Indskriften, som berettede dette, se nedenfor S. XXXX f. Det er en Misforstaaelse, naar Provst Saxe († 1812) i Undals Kaldsbog forklarer dette derhen, at Hr. Peder flyttede Kirken fra Foss til Valle, thi af talrige Breve ved vi, at der allerede længe før Hr. Peders Tid var Kirke paa Valle, se f. Ex. DN. VI 665 fra Aar 1516, hvor „kyrmössen a Vallom“ omtales, Valle Kirkesogn nævnes DN. VII 323, 345, 389, 446 og 764, og allerede hans Faders Formand, Rasmus Olafssøn, kaldes i et Brev fra 1549 „Sogneprest til Walla“.
  4. ↑ Landskylden angives i Jordebogen til 6 Løb og 10½ Mark Smør, 8 Huder 40 Engelsker, 2 ℔ og 6 Mark Talg og 4 Rottinger Korn.
  5. ↑ Spangereid, skyldte 1½ Hud.
  6. ↑ citeres i Diplom af 28de Nov. 1614 i Rigsarkivet. Peders Bygselbrev til Sobmund fra Aar 1577 sammesteds.
  7. ↑ Gaarden Hage ligger i Valle Sogn; i Herredagsdommen af 1604, hvorfra vi kjender denne Begivenhed, er Navnet skrevet Hauge og Hage. Thierckel Jufresen paa Haffue nævnes i et Brev fra 1564 (DN. VIII 812).
  8. ↑ Dipl. i Rigsarkivet, skrevet af Hr. Peder selv og beseglet af de 6 Lagrettesmænd.
  9. ↑ N. Rigsreg. III 296 (1593).
  10. ↑ N. Stiftelser III 557 efter Stavanger Stifts Jordebog S. 6.
  11. ↑ nu Melhus i Valle Sogn.
  12. ↑ Brevet, dateret 24de Marts 1590, er trykt i L. Daaes Bygdesagn (II 116 f.), hvor dog „denn 6 Dag Juli utii forgangen Vinter“ er Feil for „6 Dag Jul“.
  13. ↑ Stavanger Kapitels Jordebog S. 93.
  14. ↑ N. Rigsreg. III 379 f.
  15. ↑ Norske Samlinger I 89. Da „Claus“ paa Latin gjengives enten med „Nicolaus“ eller „Claudius“, kan det ogsaa være, at Hr. Peders Søn er den samtidig immatrikulerede „Claudius Petræus“.
  16. ↑ Faye har i sin Udgave af Aas, Gjerestads Prestegjeld og Prester (S. 55) troet, at Ordet „Godfader“ betyder Stedfader og derfor gjort Erik til Hr. Peders Stedsøn og ladet Peder ægte Eriks Moder!
  17. ↑ Han nævnes i Skattemandtal mellem 1620 og 1637.
  18. ↑ Diplom paa Gaarden Øvre-Nøding (Meddelelse fra Prof. Rygh).
  19. ↑ Herredagsdom af 1604.
  20. ↑ N. Rigsreg. IV 14.
  21. ↑ Stavanger Kapitelsbog for 1605, 23de Septbr.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Om_Peder_Claussøn_Friis_og_hans_Skrifter/7&oldid=85878»