Om Peder Claussøn Friis og hans Skrifter/11

Gustav Storm

Om Peder Claussøn Friis og hans Skrifter

Brøgger, 1881 (s. liv-lviii).

Studier. Hr. Peder har hverken drevet Universitetsstudier eller gjort store Reiser; han har neppe seet andre Byer end Stavanger, Skien og Bergen (den sidste maaske ikke før 1604); men til Gjengjeld havde han et saa meget fortroligere Kjendskab til sit eget Stift, ialfald til Kystlandskaberne, og paa de saa Reiser, han gjorde udenfor dette, sees han at have gjort sine selvstændige Iagttagelser. Hans lærde Opdragelse, hans Deltagelse i de offentlige Anliggender inden Stiftet, hans Virksomhed som Canonicus i Stavanger maatte paa mange Maader berige hans Aand og bringe ham i mangeartet Forbindelse med Tidens ledende Mænd. Som Provst hørte han til Stiftets Øvrighed og kunde omgaaes som Ligemand med Lagmænd og Fogder, derfor ogsaa med de indfødte Adelsmænd (som Familien Frille paa Bro og Obrestad, Benkestok paa Hananger, Teiste paa Bjelland o. a.), og havde ialfald Adgang til Biskoper og Lensherrer; saaledes stod han, som vi har seet, paa fortrolig Fod med baade Mag. Jørgen og hans Eftermand, og havde ogsaa udenfor Embedsanliggender samtalt med Statholderne Paul Huitfeldt (1572—77) og Axel Gyldenstjerne (1588—1601), med Kansleren Christian Friis, med Lensherrerne Erik Brockenhus og hans Broder Henrik o. fl. Paa samme Tid nærmede Tidens enkle Levesæt Presterne mere i Tænkemaade til Bondestanden: Hr. Peder var selv Jæger, han har mangen Gang paa sin Vei truffet Bjørnen og synes at have næret en mellem Frygt og Sympathi staaende Respekt for „Skovens Konge“, og han beherskes paa mange Maader af Bøndernes overtroiske Meninger om Dyrene. Han ytrer sig ofte som Bonde, betragter Naturen fra Bondens og Fiskerens Standpunkt, han priser Nordhavet som „den rige Kjelder, af hvilken Gud udfører allehaande Slags Fisk paa bestemte Tider“, og han glæder sig over de „skjønne og gode Kornjorder“, men han nærer ogsaa Bondens Rædsel for de fiendtlige Elementer: Havet er ham da et „suellende Dyb“, en Indsø et „grumt og forfærdeligt Vand“, Fjeldene „øde og vilde“. I hans Bedømmelse af sene Landsmænd finder vi ham derfor ogsaa snart paa deres Side, snart med stærke Udfald mod deres Feil; han dadler deres „Superstits“, men er selv hildet deri: han priser Bondens „Dristighed, Manddom og Styrke“ som Bjørnejæger, og det er med national Selvfølelse, han udhæver i Modsætning til den norske Bonde, som angriber Bjørnen med Haandværge, at „vel femten udlændiske og velforsøgte Mænd skulde i den Handel med Spyd og Hellebarder gaa fra den med Skamme“; han tager ogsaa sene Landsmænd i Forsvar mod „dem, som spotte dette Land“ for Fladbrødet, og hævder at „denne Maade og Form at bage er ikke uden stor nødtørftig Aarsag og umisteligt Gavn optænkt og opfunden“. Men paa samme Tid fremhæver han, at Nordmændene „altid har været et haardt, modvilligt, ulydigt, selvraadigt, overdaadigt, uroligt, oprørisk og blodgjerrigt Folk, som jeg ikke kan benægte, at de endnu ere“, især „tilfjelds“ og specielt i Thelemarken. Mere udelt er derimod hans Beundring for den gamle Tid, skjønt han naturligvis betragter den katholske Tid for „afgudisk“: da var Byerne større, Biskoperne kraftigere, Kongerne dygtigere — navnlig beundrer han deres „skjønne Rettebøder“ —, Befolkningen talrigere, mandigere og tarveligere, og „det var ønskendes, at den gamle frugalitas, Mandighed, Sparsomhed og Ædruelighed maatte altid blive ved Magt holden“.

Ligesom Litteraturens Fornyelse udgik fra Lagmændene, saaledes synes specielt en Lagmand at have været Hr. Peders Lærer og Veileder i det gamle Sprog og dets Forstaaelse. Helgelændingen Jon Simonssøn, der i sin Ungdom i den katholske Tid havde gaaet i Throndhjems Skole og siden efter sin Overgang til Reformationen i mange Aar været Lagmand paa Agdesiden og som saadan endog været sendt til Island (1553), har paa sine gamle Dage — han døde 1575 — veiledet den unge videbegjærlige Provst, har overladt han sin udmærkede Lovcodex^[1] til Afskrivning og hyppigt fortalt ham om Throndhjem (specielt Domkirken), om Nordland (spec. om Næringsveie og Naturprodukter) og vel ogsaa om Island. Men de Impulser, Hr. Peder her har faaet, har han selv forstaaet at udnytte. Han maa tidligt have skaffet sig Adgang til offentlige eller private Haandskriftsamlinger (rimeligvis i Stavanger og Bergen) og derfra faaet udlaant til Studium eller Afskrift dels historiske, dels Lov-Haandskrifter fra 13de og 14de Aarhundrede. Han har saaledes af den ældre Litteratur benyttet 1) Bergsbogen (nu i Stockholm, Isl. Membran 1 fol. fra c. 1400, Afskrift af de større Sagaer om Olav Trygvessøn og Olav den hellige^[2]; 2) et tabt Haandskrift af Snorres Kongesagaer (det samme, som Laurents Hanssøn benyttede, og som har havt Snorre Sturlassøns Navn over Fortalen, men forøvrigt beslægtet med Jöfraskinna^[3]); 3) et tabt Haandskrift af Sagaerne om Haakon Sverressøn, Guthorm, Inge Baardssøn og Haakon Haakonssøn (det manglede allerede de sidste Blade og stansede derfor midt i Skotlandstoget); 4) et Haandskrift af Noregs konungatal (= Fagrskinna B), det samme, hvorfra c. 1600 i Bergen excerperedes de Søndmørske Stamtavler, og hvoraf senere et Brudstykke er fundet i Rigsarkivet om et Bergensk Fogedregnskab fra 1627; 6) et tabt Haandskrift af de islandske Annaler, beslægtet med Annales regii, men fortsat til c. 1350, og 7) et tabt Haandskrift af Kongespeilet. Og af Lovhaandskrifter har han benyttet omtrent ligesaa mange: 1) den føromtalte Jon Simonssøns Bog; 2) en, som han kalder „Erlend Fraks Bog“ efter en Bergensk Lagmand af det Navn († c. 1505); 3) en, som har tilhørt Bergens Byraad; 4) en Frostathings Lov; 5) Tunsbergs Lovbog, den bekjendte Cod. Tunsbergensis, som paa Hr. Peders Tid endnu tilhørte Tønsbergs Lagstol, men som han rimeligvis har seet hos Pros Lauritssøn^[4], Lagmand i Skien († 1596), der en Stund havde den tillaans; 6) en islandsk Lovbog, og maaske endnu flere. Desuden ejede han en Afskrift af Mattis Størssøns Sagaoversættelse og én af den oversatte Gulathingslov, der tilhørte Lagmanden i Stavanger Morten Nilssøn († 1601). Hr. Peder synes ogsaa at have besiddet en ganske udbredt Læsning; han havde vistnok allerede i Skolen læst sin Tids historiske og geografiske Kompendier (Carion, Sebast. Münster e. lign.), men han havde ogsaa i sit lange Liv stadig udvidet sine Kundskaber og maaske endog erhvervet sig en Bogsamling, hvad der maatte være vanskeligt nok, thi neppe engang i Bergen fandtes der faste Boghandlere^[5]. De Bøger, han benytter, er Saxo Grammaticus (paa Latin), Albert Krantz’s Norvegia, Olaus Magnus’s Historia de gentium Septentrionalium variis conditionibus (som han dog mistænker for Løgnagtighed og stærkt polemiserer mod), Jakob Madsens Stamtavler over den danske og norske Kongeslægt (Kbh. 1592), Arngrim Jonssøns Brevis commentarius de Islandia (Kbh. 1593), Botanikeren Hieronymus Bocks Kräuterbuch (1549), Arild Huitfeldts Bispekrønike (Kbh. 1604) og Claus Lyschanders Grønlands Chronica (Kbh. 1608). At han havde Læsning paa Felter, hvor man ikke skulde vente det, viser Citatet af Hans Sachs (S. 438). Derimod tror jeg neppe, han paa første Haand kjender de ældre latinske Forfattere, han omtaler: naar saaledes et Sted hos Beda Venerabilis citeres (S. 175), er dette bevisligt udskrevet af Bergsbogen, og rimeligvis er det ogsaa gjennem Citater hos Tidens Geografer han har lært Plinius, Ptolemæus og Jornandes at kjende (S. 246).

Som Afskriver og Fortolker af Oldnorsk hører Hr. Peder til samme Skole, som de mange Lagmænd og Skrivere fra 2den Halvdel af 16de Aarhundrede, hvis Afskrifter endnu tildels findes i vore Bibliotheker. Men hans Syslen med flere andre Grene af den gamle Litteratur har gjort ham til deres Mester; han rager i Forstaaelse af det gamle Sprog og Kjendskab til den gamle Tid over dem alle. Hans Sprogkundskaber er forbausende, naar Hensyn tages til, at man ganske savnede Hjelpemidler til at beherske andre Sprog end Latin. Hans Lovafskrifter er vistnok ikke feilfri — han forvexler naturligvis hyppigt t med þ og er ikke stiv i Flektionen af de gamle Ord —, men han sees dog at have havt fin Sprogsands; hans Lovoversættelse er ubetinget den bedste, som haves, og han har undgaaet en Mængde af de Feil, som er begaaet af de ældre Oversættere og kort efter af dem, der udarbeidede Christian IV.s norske Lov (f. Ex. vébönd oversætter han rigtigt med „Thingbaand“, medens alle de andre har „Sæder“ e. lign.). Hans Forstaaelse af Sagasproget maatte være ufuldstændig, da Kongesagaerne var det eneste af den islandske Dialekt, han kjendte; men hans Kjendskab til andre germaniske Sprog (tysk og engelsk) har dog hjulpet ham over mange Skjær, og Oversættelsen er i Regelen baade tro og rigtig. Ved Stedsnavnene førte ofte netop hans Kundskaber ham paa Afvei f. Ex. Forklaringen af Solør, Stavanger og Oslo. Han synes som Sprogmand at være anseet for et Orakel af sine Bekjendte (se S. 439) og blev det end mere senere; saaledes har f. Ex. hans Forklaring af Navnet Oslo som „Loens Os“ givet Anledning til det uheldige Navn „Loelven“ paa den Elv, som hans Samtid kaldte Alne-Elven. Han havde naturligvis ikke Anelse om, at Stedsnavne ofte forudsætte et ældre Sprogstandpunkt end Litteraturtidens; men at han i Ukjendskab til Farerne vovede sig ud paa Etymologiernes Glatis, bør ikke gjøre os blinde for, at det er netop hans Oversættelse, de følgende Tider skylder sin voxende Kundskab.

1. den, som nu findes delt mellem AM. 114, 322 og 733; Jon Simonssøns egne Tillæg er derimod tabte, men Indholdet kan vistnok udfindes, se Chra. Vidensk.-Selsk. Forh. 1879 No. 14.
2. han troede denne Bog forfattet af Biskop Isleif (se S. 174 og 190 f.).
3. se Chra. Vidensk.-Selsk. Forh. 1881 No. 3.
4. han var nogle Aar (1565—71) Lensherre i Nedenæs, men var ogsaa senere forlenet med flere Gaarde her og Kongetienden af Øiestad og Landvik.
5. En privilegeret Boghandel oprettedes først 1622 (N. Rigsreg. V 243); dog nævnes leilighedsvis Boghandlere f. Ex. Henricus bibliopola † 1560 (N. Magasin I 189).