Om Norges Udførsel af Trælast i ældre Tider

Historisk Tidsskrift, anden Række, femte Bind, 1886 (s. 81-120).

journalHistorisk TidsskriftOm Norges Udførsel af Trælast i ældre TiderLorenz Juhl Vogt1886Kristianiaanden Række, femte BindOm Norges Udførsel af Trælast i ældre Tider81-120

Efterfølgende Artikel danner for Trælastens Vedkommende Indledningen til et paatænkt udførligere Arbeide om Norges udenrigske Omsætning i ældre Tider, og navnlig i den Tid, da de i Rigsarchivet bevarede Lehns- og Toldregnskaber fra 1500- og 1600-Tallet begynde at afgive statistiske Bidrag til Oplysning i den omhandlede Retning. Samtlige disse Regnskaber have ved Autoriteternes Velvillie efterhaanden været Forfatteren udlaante og ere under et fleraarigt Arbeide af ham gjennemgaaede og excerperede; men Resultaterne af dette Arbeide ville, paa Grund af de ikke ubetydelige Udgifter, som med Udgivelsen maatte være forbundne, ikke kunne offentliggjøres, medmindre det gjennem en tilstrækkelig Subscription i sin Tid maatte vise sig, at den norske Almenhed interesserer sig for disse Bidrag til Belysning af dens economiske Fortid. Nærværende Artikel (I) og en efterfølgende (II) ville afgive Prøver paa en indledende Oversigt til den egentlig statistiske Del af Arbeidet. I denne Oversigt vil blive medtaget de Oplysninger om Handels-, Haandværks- og Næringsforholde, der ikke lade sig indføre i det egentlige rubricerede Tabelværk, hvilket er tænkt som Arbeidets 2den Hovedafdeling.

I.

Omnia post obitum
fingit majora vetustas.

Et af de tidligst kjendte Exempler paa Udførsel af Trælast fra Norge findes i Vatnsdöla Saga,^[1] hvor det fortælles om Høvdingen Ingemund Thorsteinssøn, at han kort efter sin Bosættelse paa Island maatte gjøre en Reise tilbage til Norge for at skaffe sig det nødvendige Hustømmer, hvormed han efter en heldig Reise ogsaa kom tilbage til Island. Dette foregik omkring Aar 890 efter Christi Fødsel. Noget over 50 Aar senere berettes det^[2] om en anden Høvding, Hoskuld Dalakolssøn fra Hoskuldstad i Laxaadalen, at han reiste over til Norge i samme Ærinde som Ingemund Thorsteinssøn. Han landede paa Hordaland, der hvor Bergen siden blev bygget, og satte sit Skib op. Da Kongen (Haakon Adelsteinsfostre) hørte, at Hoskuld vilde skaffe sig Hustømmer, lod han ham følge sig til Viken og gav ham siden en fuld Skibsfarm med Tømmer, hvormed Hoskuld vendte hjem til Island.

Forholdene maatte af sig selv medføre, at Færøerne, Island og Grønland, navnlig gjennem de Tidsrum, da de fra Norge eller med Nordmænd befolkedes, maatte tiltrænge Forsyning med Tømmer, og det lader sig derfor vistnok uden videre forudsætte, at en hel Række af lignende Reiser som de ovenfor nævnte have været foretagne til Moderlandet og givet Anledning til en efter Tidens Leilighed ret livlig Export, hvorvel denne sandsynligvis har aftaget noget, efterat Udvandringen var ophørt og den endelige Bosættelse var fuldført. Islændingernes Trælastafhentning fra Norge synes endog, efter et enkelt Sted i Sagaerne at dømme, at have været saavidt regelmæssig, at man for denne Fart havde Skibe, særligt byggede efter en Trælastladnings Krav, der ikke let maatte kunne forliges med Oldtidens almindelige, maagelette Skibsformer. Stedet findes i Sturl. VII. 162, hvor det berettes om en Høvding, at han byggede et Skib „þat er Raptabuzza hét“, hvilket Ord vel nærmest oversættes ved „Trælast-Skuden“ eller lignende. .Den hele Afhentning af Trælast til Bilandene i hine fjærne Tider kan imidlertid kun have været en ren Ubetydelighed i Forhold til Norges daværende Rigdom paa Skov, der dengang ikke blot dækkede Fjeldlider og Dalfører, men i tykke Masser strakte sig ud over Fladbygderne lige ned til Havkanten.^[3] Forinden en saa uhyre Skovbestand kunde komme i Pris, tiltrængtes en Efterspørgsel i det Store, hvortil vore tyndt befolkede og fjærnt liggende Bilande manglede enhver Evne. Tømmeret var derfor i hine Tider, ialfald i raa Skikkelse, næsten værdiløst. Leilænding kunde efter vore gamle Love bygge sig Fartøi af Skoven, naar det kun ikke regnedes paa Sesser (Ældre Gul.-Lov 75), og den søfarende havde Ret til, hvorsomhelst han for Skov forbi, at udbedre Skade paa sit Skib m. V.^[4] Mest betegnende for Tømmerets ringe Værdi er det dog, at Islændingerne, naar de seilede til Norge, ansaa sig berettigede til at hugge alt det Tømmer, som de ønskede, hvor Skoven var Kongens. I Grágás 248 heder det: „Og have de (Islændingerne) Ret til at hugge al den Trælast, de ville, hvor Kongens Skov er“,^[5] en Ret, de vist ikke lode ubenyttet, og hvorefter man maa antage, at det endnu altid var Islændingerne, som hentede, og ikke Nordmændene, der bragte den Trælast, som Øen tiltrængte.

Først i en meget sildigere Periode begynder Lovgivningen at omhandle eller give Bestemmelser for Trælast-Exporten. I Kong Haakon V.s Retterbod om Udlændinges Told af 30te Juli 1316,^[6] der er den første norske Toldtarif, som kjendes, omhandles ikke Udførselen af andre Skovproducter end Tjære og Kvade. Derimod haves et af Kong Erik Magnussøn under 31te Juli 1296^[7] fra Bergen udstedt Friheds- og Privilegie-Brev, hvori gives Borgerne i Hamburg (burgenses de Hamborg) Ret til i sine Skibe uhindret at indlade „Trælast og hvilkesomhelst andre Varer“ (lignis et quibuscunque rebus aliis), paa Betingelse, at vedkommende Hamburger-Skib først skulde have erlagt den Told af et „talentum farine“, som siden gjennem Aarhundreder vedblev at være den faste Toldafgift, der erlagdes af Skibene fra de tyske Søstæder. Under den Taushed, som forøvrigt hersker i den norske Lovgivning fra denne Tid om Trælast-Udskibning, synes det paafaldende, at Trælast er den eneste Vareclasse, som i Frihedsbrevet for Hamburg navnlig fremhæves, medens Fiskevarerne og navnlig Skreiden, som man andenstedsfra ved maa have været Norges største Udførsels-Artikel paa hin Tid, ikke er nævnt, men da Tilladelsen kun gjælder Hamburg, lader Sagen sig maaske forklare derved, at Egnene sønden om Elbens og Weserens Mundinger allerede da have begyndt at lide Mangel paa Trævirke, og at de gjennem Hamburgerne ere blevne forsynede med denne Vare. I en Retterbod af Haakon V. („sandsynligvis udstedt i Bergen 11te Juni 1302“)^[8] forekommer et Forbud mod, at Udlændinger „kaupe sperrur, borðvið eða rapta af oðrum monnum en af konungsgarðe æða radzmonnum oc hussbondum i bœnum“, og dette er det første Sted, hvor man særlig finder omhandlet Udførsel af forædlet Trælast. Senere opigjennem 1300-Tallet findes en Retterbod af Kong Magnus Erikssøn (Oslo 23de April 1340),^[9] hvorved det forbydes Udlændinger og andre, som indlade Trælast („viðu“) i Mariekirkens Syssel paa Follo, at seile bort, forinden de have erlagt lovlig Told til Kirkens Provst (som indehavde denne Syssel ex officio paa Kongedømmets Vegne), og der lægges til: Bliver nogen overbevist om eller funden skyldig i at have overtraadt, hvad her er befalet, skal han undgjælde „som gamall rettr oc siduenia er till“.

Efter Tingenes Medfør maatte det i Middelalderen være en given Sag, at Omsætningen fra først af udviklede sig frit, at Sædvanen dernæst blev den ordnende Regulator, og at Lovgivningen først i tredie Haand traadte til for overensstemmende med Tidens Retning og Begreber at give de af Samfundets Krav paakrævede Forskrifter. Det synes derfor i og for sig sandsynligt, at regelmæssig Udskibning, navnlig af forædlet Trælast, omend i et Omfang, der vilde forekomme vor Tid ringe og ubetydeligt, har foregaaet, længe forinden man paatræffer de ovenfor nævnte Bestemmelser fra Lovgivningens eller Styrelsens Side. Enhver Ledetraad i statistisk Retning savnes i vore egne Diplom-Samlinger fra en saa tidlig Tid som 1200-Tallet, men man har fra engelske Kilder en Oplysning om, at forædlet Trælast allerede ved Midten af det nævnte Aarhundrede har været udført fra Norge til England. Den 13de November 1253 skriver Kong Henrik III. af England en ordre til sine Fogder (bailiffs) i Southampton, at de skulde indkjøbe 200 norske Furubord (bordos de Norvagia) og levere dem til Sherifen i samme By „for at anvendes til Paneling (to wainscote^[10]) i vor kjære Søn Edvards Værelse paa Winchester Slot“.^[11] Samtidig omhandles et Indkjøb af 1000 norske Bord til Paneling af nogle Rum i Windsor Slot, hvilke Bord efter slottets Beliggenhed ved Themsen maa antages indførte til London. Her forekommer altsaa samtidig Indførsel directe fra Norge saavel til Southampton som til London, eftersom der i hine Tider ikke kan forudsættes nogen længere landværts Førsel af saa tunge Varer. Det citerede Værk oplyser, at man paa 1200–Tallet i England begyndte med at panele Beboelses-Rum, og at dette fra først af kun foregik i fyrstelige Boliger og Capeller, hvorfra Brugen antages snart at have forplantet sig til de større og rigere Klostre. Til Paneling foretrak man Furubord, fordi de vare billigere og lettere lode sig arbeide end Egebord. „Norway planks,“ siger den citerede Forfatter, „were largely imported into this country from the early period of the century (13^th), and perhaps, although it is not quite clear, at a still earlier term“. Forfatteren paapeger ikke noget samtidigt Vidnesbyrd til Bestyrkelse for denne Anførsel, men opgiver i Almindelighed, at der fra den nævnte Tid findes „talrige Bestillinger“ (numerous orders) for Indkjøb af Bord til Paneling af Værelser. Allerede fra 1242 (26. Henry III.) haves en kongelig ordre om at udbetale en Person et Pengebeløb „pro lambriscatura quam fieri fecit in camera navis nostræ in qua transfretavimus“, uden at det udtrykkelig er sagt, om Panelingen var af norsk eller engelsk Træ. Det maa imidlertid ved Turners Beretning om en „betydelig Indførsel“ i det nævnte Aarhundrede af norske Planker ikke glemmes, at Importen dog kun kan være at sætte i Forbindelse med de Krav, som i Rigmændenes Boliger begyndte at gjøre sig gældende til Paneling af Murvægge, samt at der ikke endnu er Tale om nogen almindelig Anvendelse af Trægulv i engelske Husebygninger, ej heller om Anvendelse af den norske Trælast til Skibsbrug, hvorved en virkelig Efterspørgsel i det Store kunde have gjort sig gjældende.

At den norske Træ-Industri allerede paa 1200–Tallet havde naaet op til et saa fremskredet Standpunct, at den kunde forsyne England med Panelings-Bord, er ogsaa efter andre Vidnesbyrd udenfor al Tvivl. Tunebaaden og Gokstad-Skibet vise, med hvilken Dygtighed man allerede i den graa Oldtid vidste at tildanne Skibsplanker og Skibsmaterialier i det Hele, og fra den christne Tid viser vore Stavekirkers Indredning, at Forædlingen af Trævirket, trods Tidens ufuldkomne Redskaber, stod paa et forholdsvis høit udviklet Standpunct. Tilvirkningen foregik som bekjendt paa den Maade, at Tømmerstokken ved inddrevne Kiler kløvedes langsefter i saa mange Dele, som efter Øjemedet og Materialets Beskaffenhed fandtes hensigtsmæssigt, hvorpaa hver enkelt Del med Øxen blev videre tildannet og afglattet. At man ved langvarige Tiders Brug og Øvelse havde drevet det til en høi Grad af Virtuositet i denne Retning, fremgaar ikke alene af de Levninger, som endnu haves af disse Tilvirkninger, men ogsaa deraf, at de saa kaldte „Huggenbord“ ved Siden af Sagbord kunde holde sig som Udskibningslast lige ned i det 17de Aarhundrede, og dette uagtet Prisen altid var betydelig lavere end paa den sagskaarne Last. I Sverige har Tilvirkningen af „Huggenbord“ mangesteds holdt sig endog lige til ind i nærværende Aarhundrede.^[12]

Oldnorskens Benævnelser paa de ved Tømmerstokkens Kløvning tilvirkede Frembringelser ere: borð, borðviðr og fjalir, hvorimod Udtrykket þili, der betegner en Sammensætning af Fjæler, et af Bord sammenføiet Panel eller en Panelingsvæg, paa samme Maade som fili (n.) af fjöl (f.) er dannet af et til det tyske Diele (nederl. Deele) svarende Ord, der ikke findes i Oldnorsk.^[13]

Den ældre Gulathings-Lov 306^[14] nævner ved Bygning af Landværns-Skib „borð“ i Modsætning til Indtømmeret (innviðir og langviðir), ligesom hvert enkelt Omhvarv i et klinkbygget Fartøi endnu kaldes en „Bordgang“, hvorimod Ordet „borðviðir“ i vor ældre Lovgivning almindelig synes brugt om det kløvede og tilvirkede Træproduct som Handelsvare, i hvilken Henseende kan henvises til den foran citerede Retterbod af 11te Juni 1302, hvor det forbydes udenlandske Mænd at kjøbe „sperrur borðvið eða rapta“ af andre end fra Kongens Gaard eller af Raadsmænd og Husbønder i Kjøbstæderne. Paa samme Maade er Udtrykket anvendt i en omkring 1380 udgiven Retterbod,^[15] hvor det forbydes udenlandske Mænd og Gjæster til Udsalg her i Landet at kjøbe „spærror borduidu æder spiro“. I Opgjøret mellem Erling Vidkunssøns og Finn Øgmundssøns Partier (1326)^[16] findes opført som Drotsetens Gjæld: „X tylftir bordviðar“ sammen med 12 Mark 4 Ørtuger i „Gangspenninger“, saa at det synes, som om „bordviðir“ under hine Tiders følelige Mangel paa klingende Mynt endog har været benyttet som Omsætningsmiddel, ligesom de ogsaa i en senere Tid vides benyttede som Skyldspecies (Landskyld). Borð og borðviðr omfatter alle Dimensioner, altsaa baade Planker, Battens og Bord i Nutidens Sprog, og staar forsaavidt tildels i Modsætning til „fjöl“ og „fjalviðr“ som særlige Betegnelser for de tyndere Dimensioner, hvorvel sidstnævnte Udtryk bruges i Sammensætninger, hvor man neppe nutildags vilde anvende Ordet „Fjæl“ (t. Ex. fjala-golf, fjala-bru). Samme Betydning som „Bord“ synes Ordet „fjalviðr“ at have i Nyere Landslov, Landsleiebolken 62, hvor det heder, at „timber oc fjalviðr“, hugget i Almenning, henligger 12 Maaneder som Huggerens Eiendom, medens alt andet Virke, hvis det ikke afhentes inden Aften, „se allum iamheimolt“. Ordet „timber“ betegner formentlig i Almindelighed nærmest Tømmerstokken, medens „viðr“ som collectivt Begreb omfatter alskens Trælast. „Timber oc viðr“ bliver altsaa „Tømmer og Trælast“ i moderne Sprogbrug. Det fremmede Ord „Planker“ synes kun at forekomme meget sjeldent. Det findes i udateret Retterbod No. 61 i N. G. L., III, Side 145,^[17] hvor det heder, at „enhver, som stiger over Byens plaunkur eller kryber under dem, skal miste sin Hals“, en Bestemmelse, der som et Led i en Borglov synes at tyde hen paa, at de norske Kjøbstæder af nogen Betydning paa samme Maade som i andre Lande almindeligt i Middelalderen, navnlig i Tyskland og Danmark, have været omgivne af et Palissadeværk af Planker. Selv Gjærder af almindelige Bord, som ere stillede paa Enderne og støttede til Sviller, kaldes endnu fra hin Tid altid „Plankevær “.

Under Navn af „fiatviðja“ forekommer en egen Sort Trælast i et Forløfte af 17de Juni 1340, hvori indestaaes for, at Lodin paa Holte i Bakke Sogn paa Eker til førstkommende 8de September skulde levere Ketil Audunssøn i Kopervik (Drammen) 100 firhugne Sperrer og 6 Tylfter Flatved.^[18] Da Flatveden og Sperrerne skulde følges ad og efter Stedsforholdene maatte flødes nedigjennnm Vasdraget, ligger det nær at antage, at ved „Flatved“ maa forstaaes kløvede Bjelker omtrent af samme Udseende som Nutidens Sleepers for Jernbaneanlæg. En anden Conjectur, hvis sandsynlighed heller ikke kan benægtes, er den, at Ordet „fiatviðja“ er at henføre til de svære Gulvplanker fra meget gammel Tid, hvorpaa man har et Exempel i en Beskrivelse fra 1751 over, hvad sammesteds kaldes „Alf Erlingsens grevelige Residence“ paa Gaarden Skjelbred i Haajord Sogn i Nærheden af Tønsberg,^[19] hvori Gulvene i 2det og 3die stokværk vare „af meget tykke Planker, som hverken vare skaarne eller høvlede, men hugne glatte“.

Den Anvendelse til Paneling af Vægflader, som norske Bord efter det ovenfor oplyste allerede paa 1200-Tallet skal have faaet i England, stemmer ogsaa med den Anvendelse, som Nordmændene allerede længe før den Tid havde vidst at give de udkløvede Bord i den hjemlige Bygningskunst. Ordet þili (fili) betyder, som anført, en af Bord sammensat Flade, hvad enten denne danner den indre Klædning paa en Væg eller den benyttes som Skilne mellem tvende Rum. I førstnævnte Betydning synes Ordet i Almindelighed anvendt alene, medens det i sine andre Betydninger gjerne faar et forklarende Tillæg, t. Ex.: skjaldþili, láfafili o. l., medens Klædningen paa en Vægflade dog ogsaa undertiden faar sit særligt betegnende Tillæg og kaldes ligefrem „veggþili“. Den ældre Gulathings-Lov 75^[20] forbyder Leilændingen ved Fraflytning at borttage noget af Husets indre Udstyr og sætter 3 Marks Bod „ef hann bryter setstocca or husi æða brikr þær er greyping hever numet“, hvorimod det er ham tilladt at lade bortføre „láfafili oc florfili“, der vel altsaa have været løse Lemmer. Bestemmelsen er gjentaget i Nyere Landslov (1274)^[21] og kan formentlig neppe forstaaes anderledes, end at Leilændingen inde i Huset ikke maatte røre, hvad der var pløiet eller falset sammen, og dette synes igjen nærmest at maatte henføres til alt, hvad der var at henregne under Begrebet „þili“. Hvis dette forholder sig saaledes, tyder det hen paa en baade meget tidlig og meget udbredt Anvendelse af Paneling i norske Husebygninger, og navnlig er det mærkeligt, at saadant Udstyr endog skulde have været almindeligt i Leilændingens Bolig. I Bylovene findes ikke nogen Forskrift tilsvarende til den i Landsleiebolken nævnte, men Grunden hertil er vistnok ingen anden end den, at man paa Leiemaal i Byerne tillempede Landslovens almindelige Bestemmelser om Gaardleie paa Landet. I nyere Bylov (1276) VI, 3^[22] heder det em Guldsmedene, at de skulle holde til i de Boder, der ere gjorte af „skiællðili“, hver det ligger nærmest at antage, at Bordene have været sammenføiede ved „greyping“.

I Sagaerne forekommer Ordet „þili“ paa en Række Steder ved Omtale af Husenes indre Indredning. Et Sted, hvor Udtrykket ganske uomtvisteligt synes at maatte henføres til Bordklædning paa den indre Tømmervæg, findes i Sturl. VII, 16,^[23] hvor det heder: „hvart viltu hvíla við stokk eðr þili?“, altsaa „ved den ydre Sengkant eller ved Vægpanelet?“ Handlingen foregaar her paa et islandsk Høvdingsæde i et af de allerførste Aar af 1200-Tallet, og da Forfatteren, Sturla Thordssøn, født 1214 eller 1215,^[24] omtrent er samtidig med den Begivenhed, han skildrer, tør det ansees givet, at Staffagen nøie slutter sig til Handlingen og ikke, som ofte ellers, kun er en illusorisk Forudsætning hos Forfatteren. Men er det en given Sag, at Vægpanel i Husebygninger var brugeligt paa Island allerede ved eller forud for Aar 1200, maa dette selvfølgelig saa meget tidligere og i større Udstrækning have været Tilfældet i Norge, hvor man havde Overflod af det Træmateriale, som Island manglede.^[25]

Jordfund vise, at Høvler vare i Brug her i Landet allerede i den graa Oldtid, og efter Træarbeider, som ere os levnede, synes man ikke alene at have haft almindelige Slethøvler, men ogsaa Liste- og Pløihøvler, ved hvilke sidste den ovenfor omhandlede „Greyping“ eller Indskjæring af Falser blev udført. I denne Forbindelse kan ogsaa mærkes, at Plankerne i de gamle Stavekirkers Vægge ere falsede sammen.^[26] Der er saaledes intet til Hinder for at antage, at de til Slottene i Winchester og Windsor paa 1200-Tallet bestilte norske Bord baade kunne have været høvlede og pløiede, og den i den nyeste Tid igjen optagne Skibning af lignende Last mellem de samme tvende Lande som for 600 Aar tilbage giver isaafald en interessant Anvendelse af det gamle Ord, at „der er intet nyt under Solen“. Hvis det forholder sig som af Turner opgivet, at man først ved Midten af 1200-Tallet i England begyndte at panele Beboelses-Rum, viser det sig derhos efter det Anførte som en ganske nærliggende Conjectur, at denne Forbedring i Husenes Udstyr er kommet fra Norge til England.

Uagtet det saaledes er paaviseligt, at England allerede paa 1200-Tallet fik sine Panelingsbord indførte fra Norge, kan det dog ikke antages, at noget forholdsvis større Kvantum Trælast i det Hele taget paa hin Tid er udskibet herfra til England, ligesaalidt som dette Rige i første Haand var bestemt til at blive vort egentlige Trælastmarked. Dertil havde de Britiske Øer selv endnu altfor let og rigelig Tilgang paa Trævirke af egne Skove, og det var først langt op i det 16de Aarhundrede, at denne Tilgang for Englands Vedkommende begyndte at blive knap og i nogen større Grad tiltrængte at udfyldes ved Indførsel fra Norge som det nærmeste Naboland med større Skovbestand. Langt tidligere maatte derimod denne Trang gjøre sig gjældende i de skovløse og lavt liggende Egne mellem Elbens og Rhinens Mundinger, hvor navnlig store Masser af Trævirke snart maatte tiltrænges i de gjennem Skibsfart og Handel tidligt opblomstrende Landskaber af Holland og Frisland, hvor Digerne og Byggegrunden ikke mindre end Husene og Skibsfarten gjorde Krav paa en stærk og aarvis Indførsel af Skovproducter. Det er ovenfor paavist, at Trælast-Udførsel til Udlandet fra Norge, forsaavidt Lovgivningen angaar, første Gang forekommer i et Privilegium for Hamburg af 1296, og at dette formodentlig er at sætte i Forbindelse med Stadens Beliggenhed i Nærheden af hine, ovenfor omhandlede skovfattige Egne. At Privilegiet gjælder en af Hansaens betydeligste Stæder ved Nordsøen, er i ethvert Fald betegnende, da Hansnens Stæder ved Østersøen havde sit almindelige Marked for Trævarer langt nærmere ved Haanden i Skovegnene langs Østersøens sydlige Kyststrækninger, og ei heller seneru i nogen synderlig Grad bleve Importeurer af norsk Trælast, hvorved deres Skibe, da Farten med denne Vare havde antaget sin regelmæssige Character, jevnlig gik i Fragtfart med Sperrer og Deler mellem Norge og andre Lande. Uagtet Staden Bremen, samtidig med at Hamburg fik det nævnte Privilegium, var i særlig Gunst hos Kong Erik, og fik sig Privilegier meddelt, som det heder, endog „fremfor alle Kjøbmænd i England og Tyskland“,^[27] er der dog ingen Oplysning om, at disse Begunstigelser gjaldt Udførselen af Trælast, hvorimod der baade for Bremen og for de hollandsk-frisiske Søstæder Kampens og Staverns Vedkommende fra denne Periode og endnu længe senere kun er Tale om deres Interesse i Sildefangsten og i vort Fiskemarked.^[28] Alle Kjendemærker pege overhovedet i den Retning, at den Trælast-Udskibning, som fandt Sted 1300-Tallet igjennem og tidligere, kun har været af ligesaa ringe Omfang, som den øvrige Vareudførsel fra Norge i hin Tid med Undtagelse af Fiskevarerne fra Bergen. Fra denne Stad og de den omliggende Egne har vel ogsaa den ringe Trælast-Udførsel i Almindelighed foregaaet, som fandt Sted, forinden Hollænderne ved Midten af 1400-Tallet aabnede den større Export. At ogsaa vor Trælastudførsel oprindelig stammer fra Bergen og dens Omegn, hvor der endnu ind i det 17de Aarhundrede foregik en livlig Skibning, navnlig til Skotland, staar i Forbindelse med den almindelige Handelsmaner i Middelalderen, hvortil hørte, at en Skibsladning næsten altid var, hvad man med et moderne Udtryk kalder assorteret ɔ: bestaaende af en større eller mindre Mangfoldighed af Vareslags. For Skibe, der t. Ex. gik fra Norge, maatte altsaa Ladningens Indhold blive endel Fiskevarer, nogle Tønder Tjære, endel Skindvarer og nogle Tylfter Sperrer eller „borðviðr“ m. V., alt som Følge af, at der endnu ikke gaves nogen professionel Sømandsstand, eftersom Skibenes Besætning dannedes af reisende „Kjøbmænd“. Hver af disse havde leiet Rum for sine Varer i det almindeligvis lille Fartøi og likviderede helt eller delvis Fragten med sit Arbeide i Skibets Tjeneste. Overgangen til den nyere Tids Forhold baade med en professionel Sømandsstand og med Skibning i det Store af ensartede Ladninger dannes for Nord-Europas Vedkommende af de ved den tyske Hansa oprettede store „stapulæ“, hvoraf den i Bergen er en af de mest berømte, og hvorved Hansaen gjennem sin aldeles overvældende Capitalstyrke omtrent fik vor hele Fiskehandel i sin Magt, men med denne fulgte naturligen endel andre Handelsartikler som Appendix. Skibningen af Trælast var imidlertid ikke egnet for Stapel-Systemet, og Handelen med denne vare maatte derfor altid stille sig friere end Handelen med de Varer, der lode sig samle og magazinere in stapulis.

I Haakon VI.s udaterede Retterbod fra henved 1380^[29] paabydes ikke mindre skarpt end i de 300 Aar yngre Kjøbstads-Privilegier af 1662, at al Udførsel til Udlandet skulde henlægges til Kjøbstæderne. Grundsætningen om Kjøbstædernes Eneret til Udførselshandelen er i Retterboden udtalt ikke alene i positiv Form: – „aller varninger scal til kaupstadz føras“ (nemlig fra Landdistricterne), men den er ogsaa udtalt som Forbud mod, at Udlændingen bryder sin Bunke „i hafnum til nokra salu ther kaupa æder selia“.^[30] Da Retterboden nærmest synes given for Egnene om Christianiafjorden, og da en efterfølgende Bestemmelse særlig nævner „vidu“, har den vistnok været tænkt anvendelig ogsaa paa Trælast-Udførsel. Det forbydes nemlig Bønder og Herredsmænd af Kjøbmænd at modtage Sild, Klæde eller andet Gods og siden sælge og høkre det ud i Herrederne „firir sperror vidu æder naut“. Da „Kjøbmanden“ i den her nævnte Forbindelse altid er den seilende eller udenlandske Kjøbmand, synes Forskriften nærmest at maatte forstaaes som et Forbud mod, at Bønder og Herredsmænd for de fremmede Kjøbmænds Regning gjorde sig til Opkjøbere af de nævnte Udførselsvarer fra Landdistricterne og derved til Bymændenes Skade gjorde sig skyldige i den saakaldte Landprang, hvis Forebyggelse gjennem hine Aarhundreder og lige ned til vor Tid var en af den economiske Lovgivnings Hovedopgaver. For det her foreliggende Emne er Retterbodens sidstnævnte Bestemmelse nærmest af Interesse, fordi den synes at forudsætte, at Trælast-Udskibning fra Østlandets Kjøbstæder, og da nærmest fra Tunsberg og Oslo, paa hin Tid var almindelig Bynæring. At Fartøierne forudsættes at have Kjøbmands-Besætning (hásetar), viser 4 imidlertid, at der endnu kun er Tale om middelaldersk Smaatrafik med blandede Ladninger. Under disse Omstændigheder bliver ogsaa Forskriften om, at endog Trælast skulde føres til Kjøbstæderne og kun fra disse udskibes til Udlandet, nogenlunde forstaaelig. I Modsætning til disse smaa Forholde og denne ældgamle Handelsskik viser det sig, at den fra Midten af 1400-Tallet opstaaede Udførsel af Trælast til Holland inden 100 Aar efter Udgivelsen af den nævnte Retterbod var voxet op til at besørges af Fartøier paa vor Tids Vis med Skipper, Styrmand og professionel Matros-Besætning, der hentede Trælasten i hele Ladninger.^[31]

I samme Øieblik der under vore ældre Forholde krævedes en Trælast-Skibning af større Omfang, maatte det blive umuligt at opretholde Forbudet i Retterboden af 1380 mod Udførsel til Udlandet directe fra Landdistricterne. Dette havde sin Grund ikke mindre i vore Skovforholde og den Slags Last, hvorom der fra først af var Spørgsmaal, end deri, at der endnu maatte hengaa et Par hundrede Aar, forinden den economiske Evne i vore Kjøbstæder var voxet saavidt, at der havde dannet sig en professionel Handelstand med tilstrækkelig Capitel til at optræde som Mellemmænd mellem Landets Production og den udenrigske Omsætning. Endnu paa hin Tid stode vore Skove omtrent i samme tætte Urbestand som paa Harald Haarfagres Tid og dækkede Kystlandskaberne; i hver Vraa af vore mangfoldige Fjorde, fra Idefjord til Namsen, var der god Havn; billigt Indkjøb og faa eller ingen Omkostninger paa Fremdriften, kort, alle Omstændigheder vare samlede for at gjøre det til en Sag af overveiende Vigtighed for Hollænderne at søge sig dispenserede fra Retterbodens Forbud, saa at de frit og uhindret kunde sætte sig i directe Forbindelse med Producenten. Den eftertragtede Dispensation opnaaede de ved et Privilegiebrev af 1443,^[32] som 24de August samme Aar meddeltes Fogder, Lagmænd, Borgermestre og Raadmænd og deres Ombud, „navnlig i vor Stad Bergen“, og hvori disse underrettedes om, at der blandt andet var tilstaaet „de van Ampsterdam u(n)te Holland“ Tilladelse til, at de „moghen vriigh ungehindert und veligh kopslaghen in unsem rike Norweghen wor en des behof wert“. At Island og de saakaldte Skatlande undtoges fra denne Frihed, var vistnok Privilegiehaverne temmelig ligegyldigt. Privilegiet, der kun kjendes af den nævnte kongelige Meddelelse til Embedsmændene, er paaberaabt i Tractaten til Speier af 23de Mai 1544, Artikel 13, som et af Grundlagene for Amsterdamernes Ret til i Bergen at behandles „wie andere Hansestetten“, og maa saaledes have indeholdt en særlig Begunstigelse ogsaa i denne Retning, hvilket forklarer, at Privilegiet „besundern“ er meddelt Autoriteterne i den nævnte Stad. Privilegiet vakte hos Amsterdamerne saa stor Glæde, at de i sin By byggede en Kirke til Ære for St. Olaf.^[33] Efter Kong Christiern I.s Tronbestigelse haves der i Løbet af 6 Aar (1452–1458) ikke mindre end 5 Privilegiebreve for de hollandske Stæder, der vise, hvor store Interesser der knyttede sig til deres opvoxende Fart paa Norge. I det første af disse Breve, dateret 1ste Sept. 1452, handles kun om „de van Amsterdamme“, hvilke Kongen tager i sin Beskjærmelse og paabyder sine Embeds- og Befalingsmænd at behandle dem som Kongens egne Undersaatter. Inden 8 Dages Forløb udstedtes under 7de Sept. samme Aar et kongeligt Brev, hvorved fornyedes de Amsterdamerne af tidligere Konger givne Privilegier. Et følgende Kongebrev af 4de Juli 1453 er væsentlig kun et Leidebrev for Kjøbmændene fra Holland og Zeeland, hvorimod det næste i Rækken af 29de Novbr. 1454, der aabner fri og sikker Adgang til Norge ogsaa for de frisiske Stæder, er af større Vigtighed for det her foreliggende Spørgsmaal, da Skibene fra disse Byer i den følgende Periode væsentlig overtoge den hele Hollands-Skibning af Trælast fra Norge. Det sidste af de nævnte Kongebreve, dateret 24de Decbr. 1458, stadfæster de Amsterdams Borgere tidligere givne Privilegier og udvider disse til ogsaa at gælde Sverige.^[34]

Ingen af de senere mere bekjendte Trælastpladse i det Søndenfjeldske fremtræder saa tidligt som Drammen. Allerede ovenfor er omhandlet et Forløfte fra Aaret 1340 angaaende Leverance af nogen Trælast i Kopperviken, og naar Dronning Margrete ved et Brev^[35] af 6te Marts 1388 bortforlehner „Koparvikona i Dramfn med skipatollenom oc konungs kaupum“, kan herved neppe sigtes til andet end til Trælast-Udførsel, om den end har været i det Smaa. Denne tidligere Smaahandel har vel ogsaa været den nærmeste Anledning til, at Hollænderne, saasnart de havde faaet sine første Privilegier, vidste at tilgodegjøre sig denne saa bekvemt liggende Lasteplads med dens vidt forgrenede Vasdrag og dertil stødende rige Skovlandskaber. Af et Thingsvidne, dateret Kobbervik den 4de Septbr. 146(5), og en dermed i Forbindelse staaende Skrivelse af 30te Juni 1466^[36] fra Raadet i de frisiske Søstæder Bolsverd, Stavern og Hindelopen fremgaar, at Udskibningen fra Drammen^[37] allerede paa den Tid var saavidt tiltaget, at der paa Stedet var ansat en Tolder til Opkrævelse af Afgifterne. Sagen angik en Skipper fra Bolsverd, der laa i Kobbervik for at indtage Trælast. En Flaade Sperrer bragtes hen til hans Kreier, og det blev ham sagt, at Sperrerne tilhørte Lehnsmanden paa Akershus, Hr. Hartvig Krummedike, og at Flaaden indeholdt omtrent 800 Stykker. Skipperen angav da, at han skulde annamme dem paa Hr. Hartvigs Vegne, og „skrev dem i sin Tavle“, men siden fragik han at have modtaget Sperrerne af Hr. Hartvig. I denne Anledning synes Øvrigheden i Drammen ikke at have taget lempelig fat paa Angjældende. Hans Skib var efter Klagen fra Raadet i de nævnte frisiske Stæder „opgeholden ende angethast“, og han selv „mit sijn scepis kyndern^[38] qwalycke ghehandelt gheqwetzet gheslaeghen“ og desuden, som det synes, trukket for Lagthinget i Oslo. At de tre nævnte frisiske Stæder sloge sig sammen for at paatale den mod Bolsverder-Skipperen begangne Uret, viser, at de her havde en Fælles-Interesse at varetage, og deres Fart paa Norge maa derfor vistnok allerede nu have været baade regelmæssig og af et forholdsvis større Omfang Det kan ikke sees, hvorvidt de 800 Sperrer tilhørte Hr. Hartvig selv, eller om det var Tømmer, han i Egenskab af Lehnsherre lod udskibe fra nogen af Kongens Skove eller Brug. Da der begyndte at komme større Liv i Trælastskibningen, og Hollænderne jævnlig betalte sin Ladning helt eller delvis med klingende Mynt, blev snart Kongen ikke mindre end Adel og Geistlighed Exporteurer. For Kongen var hertil rigelig Anledning, baade fordi han gjennem sine Embedsmænd raadede over Almennings-Skovene, og fordi han efter Loven havde Forkjøbsret til alle Varer og saaledes ogsaa til Sagtømmer og anden Trælast.^[39] Mastetræer af større Dimensioner var især en Vare, som Kongerne i hine Tider forbeholdt sig selv, og hvis Overladelse til fremmede Fyrster var et Tegn paa det Venskab, der herskede mellem Kongen og vedkommende fremmede Monarch. I et Brev af 1511 skriver saaledes Kong Hans til Kongen af Scotland: – „malos, quos dudum vestris pro nauibus optastis, in regno nostro Noruegia disposuimus, in Scociam propria nostra naui quam primum M. V. transmissuri.“^[40]

Da den Trælastfart, som tog sin Begyndelse ved Midten af 1400-Tallet, efter sin Natur ikke kunde antage den exclusiv-egoistiske Character som Lybekernes Export af Fiskevarer fra Stapelen i Bergen, er det sandsynligt, at den ogsaa har givet den norske Activ-Handel paa Udlandet et Opsving. Det aabne hollandske Marked har vistnok modtaget Trævarerne lige gjærne, hvad enten de kom i hollandske eller i norske Skibe, og at saa virkelig har været Tilfældet, bestyrkes ved en Forordning fra Oslo af det norske Rigsraad, dateret 4de Decbr. 1490,^[41] hvorved forbydes „den almindelige og fordærvelige Skik, som mangesteds bruges her søndenfjelds, – i saa Maade, at Landbønder og Bokarle have og bruge sine egne store Skibe, med hvilke de fare og segle udenlands med Sperrer, Bord, Legter, Salt og andre Varer“ til Forsømmelse af Agerbruget. Det var Jorddrot-Interessen, som gjorde sig gjældende i denne ligesaa vel som i en Række tidligere lignende Forskrifter fra Lovgivningens Side, idet man frygtede, at der skulde blive Mangel paa Arbeidshjælp i Landdistricterne.^[42] Forbudet er nærmest en Gjentagelse af en Forordning fra Kong Erik af Pommerns Tid, dateret 29de August 1421,^[43] men i denne nævnes intet særligt om Trælast-Udskibning, en Omstændighed, der ogsaa peger i den ovenfor antydede Retning, hvorefter Trælast-Udskibningen netop i Aarene mellem 1421 og 1490 havde antaget en ganske ny Character. Kilderne give imidlertid ikke nogetsomhelst vink angaaende Omfanget af den Activhandel paa Udlandet, som Landbønder og Bokarle ved Slutningen af 1400-Tallet dreve med „deres egne store Skibe“, og som det norske Rigsraad forbød, ialfald paa Papiret, men som derfor gjærne tør have været fortsat, da Lov og Praxis, navnlig paa det economiske Gebet, i Middelalderen ofte vare meget divergerende. Selv om man fra en saa tidlig Tid havde haft Lehnsregnskaberne i Behold, vilde disse neppe have afgivet nogen statistisk Oplysning i den nævnte Henseende, da den almindelige Told (customa magna) efter gammel Skik kun opkrævedes af „fremmede Kjøbmænd“, og norske Skibe, der seilede paa Udlandet, ligge saaledes udenfor hine Tiders Told-Regnskaber. Dette var den almindelige Regel, som for Trælast-Udførselens Vedkommende først ophørte ved Forordningen ar 9de Mai 1602. Undtagelsesvis findes Tilfælde fra de ældste Regnskaber, hvor Told er opkrævet ogsaa af indenlandske Skibe, men dette synes isaafald nærmest kun at have været Tilfældet med Fartøier hjemmehørende i andre Egne af Riget, og Toldophævningen beror her maaske paa ældgammel sædvane fra den Tid, da Landskabs-Inddelingerne endnu stærkt gjorde sig gjældende.

Den nye Skik, som vor Trælasthandel fik fra Midten af 1400-Tallet, og som med Tiden skulde blive af saa indgribende Betydning for vort Fædreland, falder sammen med den Tid, man for Kunst og Lærdom har kaldet Renaissancens Tidsalder. I samme Tidsrum indfalder ogsaa det store Fremskridt i Trælastens Forædling, som i det følgende skal omhandles, og Renaissancen havde saaledes tillige sin stærkt practiske Retning.

I Modsætning til den tidlige og udbredte Brug, som Høvlen havde fundet i Norge, staar den sene og ufuldkomne Brug af Sagen, der er et Værktøi af forholdsvis moderne Oprindelse. Hr. Professor Rygh har velvilligen meddelt Forfatteren, at en øvet Skibstømmermand ved at gjennemgaa og istandsætte Sandefjords-Skibet ikke fandt noget Sted paa selve Skroget, hvor Sag var anvendt. Al Afkapning og Tilpasning maa altsaa have foregaaet ved Hjælp af Øxe, Hugjern eller Kniv. Dette stemmer ogsaa med den store Sjeldenhed, hvormed Sag eller Sagning findes berørt i Oldskrifterne. Cleasby og Fritzner anføre tilsammen kun tre Steder, hvor Ordet forekommer, og de to af disse Steder ere hentede fra Skrifter,^[44] der i første Haand have været Oversættelser eller Paraphraser fra Hebraisk og Græsk og derhos omhandle østerlandske Forholde. I Universitetets oldnordiske Samling findes flere Exemplarer af Jern-Sager fra den yngre Jernalder. De ere kun nogle faa Tommer lange og synes at have været haandterede ved Hjælp af en overliggende Træryg eller paa lignende Maade, hvorved de snarest maatte faa Anvendelse som en Slags Fil.^[45] Et Par lignende Exemplarer findes i Loranges Samling paa Fredrikshald. Naar man stod saa langt tilbage endog i Brugen af den almindelige Haandsag, vil det forstaaes, hvor langt man under hine krigerske Aarhundreder havde igjen, forinden man formaaede at fremstille et Kunstproduct som det fredelige Vandsagblad.

„I dette Aar (1530) – heder det hos Huitfeldt^[46] – fik Koning Fredrik Kundskab om en konstelig Tømmermand skulde være kommen til Norge, hvilken bygde der først Sauger, som drivis med Vand, udi Steden de tilforn skar med Flomsauger og med Haanden. Der han kom ned, kjendte Mester Johan Friis (Cansleren) hannem, at det var Palli Andersens Søn af Sverige, hvilken Kunst han havde lært udi Behmen.“ Dr. G. L. Baden^[47] tillægger, ved at henvise til dette Sted hos Huitfeldt, at „Cansler Friis, der var en meget bereist Adelsmand, uden Tvivl har indseet den store Nytte af Saugmøllers Indførsel ei alene for Norge og dets Handel men og selv for den kongelige Kasse.“ Efter Huitfeldts forvirrede Beretning skulde man altsaa i Norge allerede forinden Palli Andersens eller hans Søns Ankomst have kjendt at skjære Sagbord paa Flomsag og for Haanden, men alligevel heder det, at P. Andersen var den første, der byggede Sager, som drives med Vand. Beretningen tør derfor, som det efterfølgende skal vise, nærmest være at forstaa saaledes, at Palli Andersen ved Hjælp af sine Erfaringer fra Bøhmen i en eller anden Henseende har forbedret Vandsagernes Mechanisme. Vandsagernes Indførelse i Norge ligger i ethvert Fald før Aaret 1530. Allerede 9de April 1530 skriver saaledes Hr. Tyge Krabbe fra Vegholm i Skaane til Lehnsherren paa Bergenhus, Hr. Esge Bilde, om at sende ham „nogen gode sauskoren deler“, som ikke maatte være „for tyndt skaarne“. Her omtales altsaa sagskaarne Deler som en courant Handelsvare fra Bergens Stift, der endog kunde erholdes skaaret i forskjellige Tykkelser.^[48] I et Jordskifte-Brev, dateret Oslo 8de Septbr. 1529, omhandles en „Sagfos“ som tilliggende Gaarden Vasbond i Oppegaards-Bygden.^[49] I D. N., VI, S. 757 findes et Brev, hvoraf erfares, at Provsten ved Maria-Kirken i Oslo ved Aar 1529 havde overladt Hr. Henrik Krummedike en „Sagekværn“. Efter Sagefalds-Regnskabet for 1528^[50] bødede ikke mindre end 15 Bønder paa Eker, 2 Bønder i Lier og 9 Bønder paa Modum med Sagbord for forskjellige Forseelser, medens Bønderne paa Eker, tilsammen 18 Mænd, ligeledes i 1528 gave Sagbord som „Hjælp til Slottet“ (Akers- hus), og under Opregningen af disse Bønder træffer man Navnene paa Gaarde, hvortil der senere hørte større og bekjendte Sagbrug, saasom Skjelbred, Sæm, Foss (Fossesholm), Ulveland, Gevelt m. fl., og hvis Tilværelse man saaledes kan forfølge lige op til Begyndelsen af 1500-Tallet. Endvidere kan anføres, at i en optegnelse af Hr. Vinc. Lunge (D. N., X, S. 729), dateret Bud i Romsdal 28de Aug. 1533, nævnes „en Sagemester“. Vandsagerne have saaledes været i fuld og almindelig Brug omtrent paa alle Kanter af Landet før eller ved det Aar, da de efter Huitfeldt fra først af skulde have været indrettede. Benævnelsen „Huggenbord“ som Modsætning til „sagskaarne“ Bord maa selvfølgelig være opstaaet samtidigt med Vandsagernes Indførelse, og til samme Tid maa det antages, at det gamle Udtryk borðviðr er gaaet af Brug, ialfald hvor det gjaldt at præcisere en contractmæssig Ydelse. Borðviðr forekommer endnu i et Bygselbrev fra Nitedalen af 1447, hvor Landskylden fastsættes til 3 Tylfter „ skuldgengdo borduido“, medens Ordet „Huggenbord“ allerede synes at have været kjendt som Skyldspecies før 1520.^[51] Disse Omstændigheder lede Tanken nærmest hen paa, at Vandsager fra først af have været indførte her i Landet ved Slutningen af 1400-Tallet eller i de allerførste Aar af 1500-Tallet. Dette vilde ogsaa være nærmest i Overensstemmelse med den Del af Huitfeldts Beretning, der gaar ud paa, at Kunsten skulde være kommet til os ved en Svenske eller fra Sverige, hvor det er bevisligt, at man har havt Vandsager saa tidligt som ved Aar 1466. I „Bidrag till Scandinaviens historia under Medeltiden“^[52] oplyser Styffe, at Sagkværner eller Vandsager bleve under sidste Halvdel af 15de Aarhundrede om ikke først indførte, i det mindste mere almindelige i Sverige. Som Bevis herfor anføres Vadstena Klosters Foged-Regnskab for 1466, hvor „ena sagoquærn“ ved Forsvik i Vadsbo Herred omtales, samt et Brev af 29de Decbr. 1474, hvorigjennem Biskop Hans Marquardson i Skara gav Præsten i Sköfde Halvdelen af en Strøm ved Gyrida Bro, som han havde kostet meget paa „swa at ther ær nu kommen paa gangh een sagoquern medh all sin redhe“. Det os nærmest liggende er dog en af Styffe anført Dom af Borgermester og Raad i Lödöse af 21de Juli 1489 i en Tvist om en „sagoquern“, som Magnus Sagmester havde bygget for Hr. Nils Claesson, Høvedsmand paa Elfsborg. Det kan synes nok saa rimeligt, at Indretningen af Vandsager fra først af er kommet til den scandinaviske Halvø gjennem det rige Vadstena Klosters udbredte Forbindelser i Udlandet, og at Opfindelsen derfra af sig selv har vandret vestover til Götha-Elvens Vasdrag og Viken samt de øvrige norske Landsdele ved Rigsgrænsen, hvorfra den atter har udbredt sig til de øvrige Dele af Norge.

At Brugen af Vandsager paa denne Maade har udbredt sig, stemmer ogsaa med Spørgsmaalets techniske Side. Vanskeligheden ved at anvende Vandkraften til Sagning af Trælast synes nemlig mindre at have ligget i at udfinde den egentlige Mechanisme, end i at frembringe et tjenligt Sagblad. Paa den Tid, da Vandsagerne kom i Brug, havde Kornmøller, drevne ved Vandkraft, allerede været igang her i Landet i over 200 Aar,^[53] og Overgangen fra den horizontalt virkende Kværnkall til den verticalt virkende Hjulstok kunde ikke ligge fjærn, medens det maatte falde vanskeligere at udfinde den finere techniske Detail med Sagtændernes forskjellige Stilling og Tilpasning, eftersom Sagen skulde virke paatvers over Veden eller paalangs gjennem en Sagstok. Efter den ringe Brug, der i Oldtiden gjordes af Sagen, maa det endog ansees tvivlsomt, om man da har kjendt Hemmeligheden med, at et større Sagblads Tænder maa være „vikede“ – en simpel Kunst, naar den først er funden, men derfor ikke lige let at finde –, som bestaar deri, at Tænderne afvexlende til hver sin Side maa være noget udadbøiede, for at Bladet kan følge efter gjennem Veden. Men selv om dette var kjendt og anvendt, maatte man ogsaa udfinde, at Tænderne paa et Vandsagblad fornødiges tildannede som Hugjern eller Meisler med Eggen paatvers, medens den almindelige Ved-Sags Tænder, som bekjendt, ere smaa tve-eggede Knivsodder. Vandsagblade fra vort Aarhundredes Begyndelse ere endnu kun af Jern og hamrede, i Modsætning til de nyere, der ere af Staal og valsede. Som Følge heraf vise de gamle Sagblade sig at være svære og grove, men endnu sværere og grovere have Sagbladene naturligvis været 300 Aar tilbage i Tiden, da Forholdene af sig selv medførte, at enhver langt snarere tænkte paa velhamret Staal til sit Sværd end paa at bortødsle dette kostbare Materiale til en uselig Sagkværn. For at føre et saa plumpt Redskab gjennem en Sagstok krævedes en mægtig Motor, der i en Tid, da man ikke kjendte Dampkraften, ene kunde hentes fra Vandet eller fra Vinden, og Forbilledet for Mechanismen maatte saaledes efter de forskjellige Landes Forholde blive enten Vandmøllen eller Veirmøllen; paa den scandinaviske Halvø blev det den første, medens det i Holland blev den sidste, og beggesteds er den nye Opfindelse vistnok ogsaa bragt i Anvendelse nogenlunde samtidigt. Men forholder dette sig saaledes, maatte der endnu hengaa lange Tider, inden Jern-Industrien kunde naa dertil, at den frembragte et saa fint Redskab som den saa kaldte Langsag eller Kransag,^[54] hvilken man uden nøiere Kjendskab til de virkelige Forholde let forestiller sig som dannende Overgangen fra Hugkløvning til Vandsag. At Sverige med sin langt overveiende Jern-Rigdom og sin tidligt udviklede Jern-Industri blev det Land, hvorfra den nye Kunst forplantedes til Norge, synes derfor en ligesaa naturlig Sag, som at vore Sagbrug i Grænse-Districterne lige ind i den nyere Tid fra Sverige ere blevne forsynede med Sagblad, hvilket ogsaa tildels endnu er Tilfældet i vore Dage. At man imidlertid ogsaa i Norge snart er bleven fortrolig med Smedning af Vandsagblade, fremgaar af Akershus Lehns-Regnskab for 1557–1558, hvori som Udgift er opført $\scriptstyle 3{\frac {1}{2}}$ Dlr. for et Sagblad, „som Nils Gundersen slog til Saugene paa Moss“.

Uagtet opdagelsen af America og af Søveien til Indien omtrent vare samtidige Begivenheder med Indførelsen af Vandsager, fik den nye Kunst ingenlunde nogen øieblikkelig Indflydelse paa Afsætningen til Udlandet af vore Træproducter. Virkningen af de opdagede nye Lande og nye Handelsveie begyndte overhovedet først at vise sig i det nordvestlige Europa fra Midten af 1500-Tallet, og indtil da gik vor Trælast-Udførsel fuldstændig i sit vante Spor fra det foregaaende Aarhundredes Midte, da Hollandsfarten tog sin Begyndelse. Endnu mindre viste der sig paa et saa tidligt stadium nogen Tendens til, at Udskibningen af den sagskaarne Trælast skulde samle sig til Kjøbstæderne og drive disse fremad til større Indflydelse paa den hele Omsætning. Snarere syntes Udviklingen en Tid at have taget en ganske modsat Retning, da der navnlig i sidste Fjerdepart af 1500-Tallet og i Begyndelsen af 1600-Tallet under den stedse stigende Efterspørgsel efter skaaren Last snart sagt i hvert Bækkesig nede ved Kysten myldrede op smaa Vandsager for Tilvirkning af Udskibningslast. Om en kraftigere Indgriben fra Kjøbstædernes Side blev der først Spørgsmaal, da den store Skovbestand ved Kysten var ryddet og der paa Grund heraf fornødigedes Flødning fra fjærne Dalfører nedigjennem Elvedragene, og det saaledes i Almindelighed blev umuligt for Skoveierne at sætte sig i umiddelbar Forbindelse med den udenlandske Skipper, som kom ind paa Havnene for at kjøbe Trælast. Det er først fra den Tid, da det blev nødvendigt at organisere Flødningen fra de store skovbygder i Indlandet, at der begyndte at danne sig en Classe af Trælasthandlere i vore Kjøbstæder, der fik sin givne Rolle som Mellemmænd mellem Producenten og Efterspørgselen, mellem Skovbonden og Udlændingen.

Den ringe Udførsel af Skurlast, som fandt Sted i de første Aartier af 1500–Tallet, synes for det meste at have gaaet til Danmark med dets dengang underliggende Landskaber Skaane og Halland, medens kun et forholdsvis mindre Kvantum kan have fundet sit Marked i Holland, hvorfra Efterspørgselen da som senere væsentlig gjaldt Bjelker og Sagtømmer til skur paa Hollændernes egne Vindsager, ligesom den Tid heller ikke endnu var kommet, da hollandske Skibe gik i Fragtfart og forsynede andre Nationer, navnlig England og Spanien, med vore Træproducter. Nogen nærmere statistisk Oplysning om disse ældre Skibnings-Forholde lader sig imidlertid ikke meddele, fordi de ældste kjendte Lehns-Regnskaber (1516–1529, 1557–1558, 1560–1561)^[55] dels ere defecte, dels kun summarisk indeholde Meddelelse om de for hvert enkelt Fartøi erlagte Toldbeløb og tildels om Fartøiernes Hjemsteder. Der savnes saaledes enhver directe Oplysning baade om Skibenes Bestemmelsessted, om Drægtigheden og om Lastens særlige Beskaffenhed. Det er først Lehns-Regnskaberne fra 1500-Tallets seneste Aartier, der begynde at blive noget mere fuldstændige i disse Retninger, ihvorvel de endnu ikke paa langt nær ere saa statistisk udtømmende som et Toldregnskab fra Nutiden.

De Steder, med Hensyn til hvis Udskibning man af de ældste kjendte Lehns-Regnskaber faar et lille Indblik, ere Bragernæs og Havnene i Nedenæs Lehn. Efter Lehns-Regnskabet for 1528^[56] afgik fra Nedenæs Lehn 12 Fartøier med Trælast, hvoraf de 10 efter Skippernes Navne og Omstændighederne forøvrigt maa antages at have været Hollændere, medens tvende Fartøier opgives førte af scotske Skippere. De Havne, hvorfra Lasten udførtes, vare, forsaavidt de findes opgivne: Høvaag, Øxnefjord (Tvedestrand), Sarnes, Grimstad, Styraasvik og Arnedal. Tolden var i Almindelighed 1 à 2 Gylden af forskjellig Myntning, hvorimod de tvende Scotter hver erlagde 1 Krone. Fartøiernes Størrelse kan, efter hvad man kjender fra en noget senere Tid, gjennemsnitlig ikke have været over 20 Læster, og den hele Udførsel fra Lehnet altsaa ikke over 240 Læster, hvormed kan sammenlignes, at Trælast-Udskibningen fra samme Lehn efter Lehns-Regnskabet for 1612–1613 udgjorde 4,295 Læster i 238 Fartøier og i det følgende Aar 5,302 Læster i 250 Fartøier, hvilket sidste gjennemsnitlig giver omtrent 21 Læster for hvert Fartøi.

Fra Bragernæs^[57] udførtes i 1528 Trælast af 33 hollandske Fartøier samt af „et lidet Skotte Skib“. Da det senere viser sig, at de hollandske Fartøier, som ladede med Trælast i Drammen og overhovedet i Byerne eller bymæssigt bebyggede Ladesteder, havde en adskilligt større mægtighed end de, der lastede i de egentlige Landdistricter, kunne de nævnte 33 hollandske Fartøier maaske sættes til en gjennemsnitlig Drægtighed af 40 Læster, der dog vistnok er for høit. Efter dette udkommer for Aaret 1528 en Skibning i hollandske Fartøier af tilsammen 1,320 Læster, hvormed kan sammenlignes, at Drammens Udførsel fol. 1620–1621 udgjorde 5,450 Læster i 72 hollandske Skibe, hvilket giver en Drægtighed af omkring 76 Læster paa hvert Fartøi. 1 1528 hørte af de nævnte 33 Fartøier: 13 hjemme i Stavern, 7 i Hindelopen, 2 i Horn, 1 i Schiedam og 1 i Amsterdam, medens Stedet for de øvrige er uopgivet. Tolden erlagdes dels i Penge, efter Omstændighederne 2, 3 eller 4 Rhinske Gylden for hvert Fartøi, dels i Klæde (nerst). Efter „Told af Hollændere“ følger „Told af danske Skib“, hvorunder opregnes 19 Fartøier, men blandt disse har forvildet sig en Rostocker, 2 smaa Skuder af Marstrand og „svenske Saltbaade“, hvis Antal ikke er opgivet, og som vistnok have lastet paa Hurum, hvor der paa hin Tid var Saltkogerier. Den samlede Told af Marstrand-Skuderne var „IX tørre Torske“, medens hvert af de danske Fartøier, der kom med Kornvarer, maatte afgive 1 Tde. Malt.^[58] De danske Fartøier hørte hjemme i Engelholm, Kjøbenhavn, Skagen, Kjerteminde o. s. v. og have gjennemsnitlig neppe været over 10 Læster. Den samlede Trælast-Udførsel fra Drammen i 1528 kan efter dette neppe sættes høiere end til 1500 Læster, medens den i 1620–1621 var steget op til 6,040 Læster, og havde altsaa firdoblet sig i mindre end 100 Aar. Forskjellen mellem Begyndelsen af 1500-Tallet og Begyndelsen af 1600–Tallet vilde vise sig endnu skarpere, hvis man til Sammenligning tog Udførsels-Opgaverne fra Lehnsregnskabet af 1529, hvorefter Antallet af hollandske Skibe, som have udført Trælast fra Bragernæs, kun er 24, medens Rubriken „danske Skibe“ (derunder en Scotte, 2 Rostocker og 1 Nyløser) kun omfatter 15 Fartøier. Foruden for Nedenæs og Bragernæs give de nævnte Lehns-Regnskaber, hvad Trælasten angaar, kun Oplysning om Udførselen fra Skeberg, hvor der under Rubriken „Told af Skib“ for Aaret 1528 er ophørt 4 Fartøier, hvorunder en Amsterdamer, en Kjøbenhavner, der gjorde 2 Reiser, og et Fartøi fra Skagen, der betegnes som „en liden Skude“, hvormed kan sammenlignes, at Udførselen af Trælast fra Skeberg-Kilen 100 Aar senere (1628) foregik i 5 hollandske Fartøier med en samlet Drægtighed af 95 Læster, der omtrent vil kunne svare til Udførselen i 1528. Denne. Oplysning er selvfølgelig af ringe statistisk Betydning, men Anførselen i et officielt Actstykke om, at Trælastskibning paa et saa langt tilbageliggende Tidspunkt foregik fra den afsides liggende Skeberg-Kile er af Interesse, fordi den tyder hen paa, at Hollænderne allerede i Begyndelse af 1500-Tallet maa have spredt sin Trælasttrafik omtrent til alle vore Havne langs Kystranden mod Skagerak.

Tolden „af fremmede Kjøbmænd“ er i 1528 Aars Lehns-Regnskab for Oslo opført med 52 ₻ 10 ß, et Beløb, der nærmest synes at kunne repræsentere en halv Snes Smaaskuder. Da Stadens Omsætning med Udlandet for en ikke ringe Del dengang som senere maa have omfattet Skind, Ruder og Fedevarer, bliver der kun lidet Rum tilbage for nogen Trælast-Skibning gjennem Salg af Byboerne til ankomne skippere eller Kjøbmænd, hvorimod Byboernes Udførsel i egne Skibe, om der har været nogen, maa antages at ligge udenfor Regnskabet.^[59] Ved Trælastens Afsætning til den udenlandske Skipper eller reisende Kjøbmand gjordes ingen Afvigelse fra Tidens Handelsskik. Staplerne vare de eneste en-gros Forretninger, og udenfor disse foregik alt Kjøb fra og alt Salg til Udlændinger en detail. Dette Forhold opretholdt sig endnu i mere end 100 Aar efter den Tid, hvorom her er Tale. Udskibningsberettiget fra By var enhver Bymand uden Hensyn til Borgerskab. I Salget af Udskibningsvarer, og navnlig af Trælast, deltoge saaledes alle Bosiddende, Bispen og Capitulares ikke mindre end Byfoged og Raadmænd, Kræmmere og Haandværkere, om end hver enkelt kun havde tilfals et Par Tylfter Deler eller Sagbord. Til Udskibnings-Handel ansaaes overhovedet ikke Borgerskab (Borgerbrev) fornødent før i den nyere Tid, og det vedblev saaledes til langt ind paa 1600-Tallet at være en baade til Lov og sædvane støttet Handelsskik, at enhver som helst af Byernes Indvaanere forhandlede Udskibningsvarer, selvvirkede eller indkjøbte, til den udenlandske Skipper eller Kjøbmand.^[60] Des almindeligere maatte naturligvis Utaalmodigheden blive hos den hele Bybefolkning, naar Udlændingen gik dem i Næringen med Indkjøb fra Producenten, hvilket især blev Tilfældet fra Midten af 1400-Tallet, da det privilegievis indrømmedes Udlændinger Ret til, navnlig i Tønsberg og Oslo, at handle direkte med Landalmuen og „Gjæst med Gjæst“. At faa afskaffet dette Uvæsen, hvorved paa det nærmeste enhver Forskjel mellem By og Land var hævet, maatte være det første og nødvendigste Skridt til at bringe stædernes Omsætning ind i et bedre Gjænge, og et vigtigt Skridt i denne Retning var netop taget paa den Tid, hvorom her handles, ved den udvalgte Konge Christiern II.s Privilegier for Oslo af 7de Januar 1508, hvorved ikke alene fuldstændigt afskaffedes Rostockernes og andre. Tyskeres Ret til directe Handel med Landboen, men hvorved endog anvistes Osloboerne et territorium exclusivum for deres Handel med de omliggende Egne ved Fjorden: „Schulle oc inge købmend efter thenne dagh nogher købenschaff bruge paa thenne sidhe Gulholmen^[61] were sig enthen boordt, sparrer oc lechter men hantere købensehaff i Oslo by“. Dette Handels-Omraade beholdt Osloboerne, ialfald paa Papiret, indtil Rescript af 6te Septbr. 1688 § 2, der erklærede Tømmer at være Gjenstand for frit Kjøb over hele Norge; men i Virkeligheden hjalp denne Del af privilegiet meget lidt ligeoverfor Hollændernes, senere ved SpeierFordraget af 1544 stadfæstede Adgang til hvorsomhelst paa Norges Kyst at indlade Trælast, som de i videste Omfang benyttede ogsaa over hele Christianiafjordens indre Kystrand.

For den gjenstaaende Del af den Periode, som i nærværende Afdeling er taget under Behandling, haves ingensomhelst statistisk Oplysning om Trælast-Udførselen. Tiden fra 1530 og til henimod Aarhundredets Midte var kun lidet gunstig for den fredelige Bedrift. I 1531–1532 foregik Christiern II.s mislykkede Reisning af Legitimitetens Fane her i Landet. Kong Fredrik I.s Død i 1533 efterfulgtes af urolige og stormfulde Tider, der ikke mindst bleve skjæbnesvangre for vort Fædreland, og faa Aar efter, at Grevens Feide var udkjæmpet, kom Kong Christian III. som Medlem af det Schmalkaldiske Forbund i et fiendligt Forhold til Keiseren og saaledes ogsaa til Hollænderne, der, om det end ikke ledede til Felttog og Slag, dog bidrog til at gjøre Seiladsen i de nordlige Have endnu mere utryg, end den sædvanligen var i hine Tider. Dette var især Tilfældet i 1543 og Begyndelsen af 1544, da Kongen skrev til Lehnsmanden paa Akershus, at han havde vis Kundskab om, at „de Burgundiske ere endelig tilsinds strax i Foraaret at ville have Skib i Søen at lade gjøre et Angreb og Indfald i Norge.“^[62] Antagelig har i disse Aar liden eller ingen Trælast-Afhentning fundet Sted fra Hollændernes Side, forsaavidt de ikke, som nogle i en kongelig Skrivelse af 2den Sept. 1543^[63] omhandlede Fartøier fra Dewenter, Kampen og Zwolle, have haft særligt kongeligt „Pasbord“. Man var imidlertid i hine Dage ikke forvænnet med fredelige Forholde i Søen, og naar Forholdene ikke vare ligefrem umulige, fristede man sig frem paa Lykkens Leilighed. Udførsel af Trælast fra Norge til Danmark og Hertugdømmerne maa have foregaaet i temmelig betydeligt Omfang i Aaret 1533, da Storm og Bølger det foregaaende Aar havde foraarsaget store Digebrud paa Kysten af Nordsøen. I Anledning af disse Ulykker udgik i Novbr. 1532 Breve til alle Lehnsmænd i Norge, hvorved det forbødes, at norskt Tømmer solgtes til andre end Kongens egne Undersaatter i Danmark og Fyrstendømmerne. Noget senere (omkring 1540) sees forskjellige kongelige Slotte i Danmark, Riberhus, Aarhus-Gaard o. s. v., at have faaet det til Istandsættelse eller Nybygning fornødne Tømmer fra de under Akershus Lehn liggende Lastepladser. Ved det nævnte Udførsels-Forbud af 1532 forbydes Kongens Undersaatter i Norge ikke alene at sælge Tømmer til Fremmede, men ogsaa selv at udføre noget Tømmer andetsteds hen end til Danmark og Hertugdømmerne. Forudsætningen er her altsaa den, at Forbudet vilde være ufuldstændigt, medmindre der toges Hensyn til den norske Activ-Handel, og at al Udførsel af vore Producter i egne Skibe ikke var ophørt paa dette Tidspunkt af vor Historie, som man ogsaa i economisk Henseende gjærne har afmalet med de mørkest mulige Farver, bestyrkes ved et Anbefalings-Brev (litteræ intercessoriæ) af 12te Juli 1537 for en norsk Skipper fra Kong Christian III. til Kong Frans I.^[64] En i Langesund bosat Mand, Reinold Mure, havde med tvende Compagnoner i samme Havn, hvor de boede, bygget et Skib paa 200 Læster og lastet det med forskjellige Varer, Bjælker og Emneved (asseribus aliisque id genus lignis ad fabricam aptatis) foruden Skind og Huder, for dermed at seile over til England, men havde for Modvind maattet løbe ind til Flekkerø, hvor der laa en af Guvernøren i Picardi, „dominus de Rocheppot“, udrustet Orlogsmand. Franskmændene entrede uden videre det norske Skib, jog Folkene iland og seilede bort baade med Fartøi og Ladning, uagtet den norske Skibsbesætning tilraabte Røverne, at Skibet hørte hjemme i Norge, „men alt blev for døve Øren, og dertil bleve de norske Søfolk endog truede paa Livet, hvis de ikke øieblikkelig holdt sin Mund“. Reinold Mure skaffede sig da Kong Christians Anbefalingsbrev til Kongen af Frankrige. Ved Ankomsten til dette Land fandt han sit Skib liggende i St. Valery’s Havn og hørte der berette, at Fartøiet med indehavende Ladning var ansat til en Værdi af 8000 Gylden. Om at løsgive Fartøiet var der i St. Valery ikke Tale, og Reinold Mure maatte da give sig paa Veien med tvende franske Veivisere for at søge Kongen selv, der opholdt sig i Fontainebleau (in Fontibus Bellis). „Men her fik jeg,“ fortæller Reinold Mure, „af Hr. Connetabelen den barske Besked, at, hvis jeg ikke øieblikkelig pakkede mig bort, vilde han sørge for, at baade jeg og mine Ledsagere bleve hængte i en og samme Galge.“

II.

Omnia post obitum
fingit majora vetustas.

Det er i foregaaende Afsnit paavist, hvorledes vor hele Trælasthandel paa Udlandet i Løbet af 1400-Tallet, og saaledes netop paa en Tid, da Lovgivningen saavel i Norge som andetsteds paa det nøieste søgte at knytte al Handel Og Omsætning til Byerne, gjennem Hollændernes Privilegier factisk var bleven frigjort for ethvert Baand i denne Henseende. Hollænderne havde imidlertid kun brudt Isen. De øvrige Nationer rundt om Nordsøen, Skotter og Englændere ikke mindre end Dansker og Tyskere, der begyndte at føle samme Trang til vor Trælast som Hollændeme, fulgte snart efter i disses Spor, og ved Begyndelsen af 1500-Tallet synes det at have været en fastslaaet Kjendsgjerning, at Udskibningen af norsk Trælast uden Mellemkomst af nogen Kjøbstadsmand var aaben fra ethvert Sted paa Landets Kyst, hvor et Skib kunde lægge til og indtage sin Last. Naar denne Tingenes Tilstand paa et for Landets economiske Interesser saa vigtigt Felt uforandret kunde vedblive gjennem et Tidsrum af 200 Aar, eller lige indtil Kjøbstad-Privilegierne af 1662, er det neppe tilstrækkeligt som Forklaringsgrund udelukkende at henvise til Skovbestandens Udbredelse og Landets physiske Forholde forøvrigt, aldenstund det synes umuligt, at Styrelsen kunde have tilstedet en saa omfattende Undtagelse og en Tidens Opfatning saa modstridende Frihandel, hvis de norske Kjøbstæder havde indtaget en mere fremragende Stilling og navnlig inden en driftig og indflydelsesrig Borgerstand havde eiet en professionel Handelsclasse og en professionel Sømandselasse, der for nogen væsentlig Del selv kunde have overtaget Udførselen af Landets Trælast. Men det var netop dette, som endnu manglede paa hin Tid da Hollænderne fik sine Privilegier, medens Mangelen var afhjulpen, da Kjøbstad-Privilegierne af 1662 bleve givne og Trælasthandelen fuldstændig kunde overgaa til det Borgerskab i moderne Betydning, der gjennem 1500-Tallets sidste Halvdel begyndte at danne sig i vore Byer, og som senere for en ganske væsentlig Del naaede frem til social og politisk Betydning paa Grundlag af den economiske Evne, som var erhvervet gjennem en stadigt stigende Deltagelse i og Indflydelse paa Omsætningen af Rigets vigtigste Udførselsproduct, Trælasten.

Under Overgangen fra Middelalderen til den nyere Tid vare de norske Kjøbstæder, ialfald relativt til Tidens Udvikling, sunkne ned til et dødt Punct. Medens deres ældre economiske og sociale Fundament med de gamle Byslægter var sunket i Jorden, laa de nye Kræfter, der vare ivente, og hvorfra en forynget Kraft skulde udgaa, endnu i Svøbet og ventede paa sin Udvikling. Kong Magnus Lagabœters Bylov og Retterbøderne fra 1300-Tallet stode fremdeles ved Magt, men det Samfund, hvortil denne Lovgivning havde sluttet sig, var opløst og forsvundet. I Overensstemmelse med Lovgivningen, men endnu stærkere præget af den Tid, da Kjøbstæderne fra først af havde reist sig, maatte det hele Kjøbstadsliv gjennem Middelalderen blive patriarchalsk og væsentlig støttet til Jordbruget og dettes Interesser. Kjøbstadgrunden var kun en fra Landdistrictet udskiftet Takmark med særskilt Nærings-Lovgivning og en efter middelalderske Opfatninger tillempet ordning af Magistratur og Domstol. Enhver ikke særligt undtagen Del af den almindelige Lovgivning havde sin Anvendelse paa By-Territoriet, og som Følge deraf gjaldt Landslovens Odelsløsnings- og Landsleiebolk ikke mindre end Arvebolken i sin Almindelighed ligesaa vel for Kjøbstaden som for Landet. Naar de vigtigste af de norske Kjøbstæder siges anlagte af vore gamle Konger, er Meningen hermed, som ogsaa i Sagaerne udtrykkelig omtales, væsentlig den, at Kongerne skjænkede Grunden til By-Anlægget, idet de udskiftede Tomterne mellem sine haandgangne Mænd. Men en kongelig Gave af Jord eller Grund blev efter vore gamle Love^[65] med det samme til Odelsjord eller betragtedes med andre Ord som skjænket Modtageren og hans Slægt, hvilket vistnok ogsaa er Forudsætningen for den i Byloven (V. 5) indeholdte For skrift, at Bygrund af privat Eier ikke maatte sælges uden først at have været tilbudt Kongen, der altsaa havde Gjenløsnings-Ret, en Forskrift, der endnu saa sent som i Aaret 1661 ansaaes practisk gjældende.^[66] Som Efterkommere af haandgangne Mænd og bosiddende paa gammel Odelsgrund i de større og anseeligere By-Gaarde maatte Slægterne i de norske Kjøbstæder i nøie Overensstemmelse med Tidsaanden uvilkaarligen komme til at indtage en ledende, for ikke at sige en herskende Stilling.^[67] Hvad der fra først af trak de høibyrdige Slægter i Norge maaske mere end i de fleste andre Lande til Kjøbstæderne og senere gjennem Aarhundreder holdt dem blivende der, kan ikke blot have været Udsigten til større selskabeligt Samkvem, der i et ensomt og tyndt befolket Land som Norge maatte øve en betydelig Tiltrækningskraft, men ogsaa den lettere Adgang til at forestaa Omsætningen af Overskudet fra deres i Kjøbstadens opland eller Nabolag liggende Gaarde, hvad enten disse nu afgave et saadant Udbytte, at det udgjorde en hel Skibsfarm og udskibedes i eget Fartøi, eller der kun var Spørgsmaal om i mindre Partier at sælge til den „seilende Kjøbmand“. Det vil af sig selv forstaaes, at dette sidste til enhver Tid af vor Middelalders-Historie maatte være den ganske overveiende Handelspraxis, og at det kun var Krongodset og Prælat- eller Klostergodset samt ganske enkelte Stormands-Slægters Gods-Complexer, der ydede en saadan Afkastning, at der kunde blive Spørgsmaal om samlet Skibning i eget Fartøi. Den „seilende Kjøbmand“ omfattede vistnok efter sit videste Begreb ogsaa de indenlandske hásetar eller Kjøbsvende, der som Opkjøbere og Sælgere seilede om i Indlandet eller til Udlandet, men det synes indlysende, at den capitalstærkere Udlænding paa dette Omraade til enhver Tid maa have havt Overtaget, selv om man bortser baade fra den større Tryghed, hvormed t. Ex. Hanseaten og Hollænderen i sluttet Flaade seilede over Havet, og fra den Omstændighed, at Kjøbsvenden udenfor sin egen hjemlige Kjøbstad ikke havde større Handelsret end Udlændingen, hvorvel hans Varer vel i Almindelighed ansaaes toldfrie. Det vil allerede heraf forstaaes, at Kjøbstædernes daværende Udførselshandel maatte fordele sig paa en saa stor Mængde Hænder, at den kom til at nærme sig en Detailhandel, og at der inden den vide Kreds af Exporteurer ene kunde blive Spørgsmaal om Byrds-Aristocratiet og Cleresiet som Deltagere i, hvad der efter de smaa Omstændigheder kunde tillægges Navn af Handel en gros. Men professionel Handlende kunde den høibyrdige Kjøbstadboer i et feodalt statssamfund ikke blive uden at opgive sin egen og slægtens Fordring paa at være stillet over de øvrige Samfunds-Classer i sin Egenskab af professionel Kriger og sine Medborgeres Forsvarer. Middelalderen ansaa det for simpel Logik, at den, hvis hele Virksomhed var optaget af Handelsreiser og Handelsspeculationer med indkjøbte Varer, ikke samtidigt kunde gjøre Fordring paa at være en slagfærdig Kriger og Anfører, hvem man turde betro en Syssel eller et Lehn. En høiere professionel Handelsstand, der under Middelalderens Forholde efter Forbilledet fra de republikanske Oligarchier ved Østersøen og ved Middelhavet maatte have fremgaaet af de aristocratiske Byslægter, kunde under den nævnte Opfatning af Krigerkastens Betydning i den monarchiske Stat ikke danne sig i vore faatallige og spredt liggende Kjøbstæder, selv om der havde været en langt rigeligere Tilgang paa Producter til Afsætning og en dertil svarende Efterspørgsel; men enhver Udsigt i denne Retning syntes yderligere at formørkes ved den Tilbagegang i Byslægternes economiske Stilling, der gjennemgaaende viser sig over det hele Land i Løbet af 1400-Tallet, samtidigt med, at den almindelige Opfatning af standsmæssig Levemaade og optræden stedse stillede større Krav til den pecuniære Evne vore Byslægter synes endnu paa 1300-Tallet at have kunnet hævde sin Stilling, men vise sig i stærkt Aftagende gjennem det følgende Aarhundrede, ved hvis Slutning de nærme sig til fuldstændig Forsvinden.^[68] En ydre Maalestok for dette Byslægternes gradvise Forfald har man i Kongemagtens ikke mindre end i Hanseaternes Optræden ligeoverfor de norske Kjøbstæder, der under det 15de Aarhundredes sidste Halvdel næsten synes overgivne af Styrelsen og overladte de fremmede Kjøbmænd til fri Udnyttelse. Noget saadant havde man hverken fra den ene eller anden Side turdet tillade sig ligeoverfor høibaarne Krigerslægter, medens det efter Tidsalderens Opfatning uden videre lod sig practisere ligeoverfor en Hob fattige og lavættede Bodhandlere, Kjøbsvende eller Haandværkere, der havde tabt sit Rygstød i en høiere Samfundsclasse blandt deres egne Landsmænd.^[69]

Under alle Tidens omskiftelser havde de norske Kjøbstæder indtil den Tid, hvorom her handles, beholdt Præget af sin Oprindelse som gamle Markedspladser med frit Torv (villæ forenses).^[70] Forudsætningen om, at alle Kjøbstadens Indvaanere vare handelsberettigede, synes at have været saa stærk og gjennemgaaende, at man har anseet det unødvendigt i Bylovens Kjøbebolk udtrykkelig at udtale sig derom. Bolkens Cap. 4 indskrænker sig kun til Forbud mod Salg af forfalskede Varer, og efter Cap. 6 kunde ane Kjøbstadens Indbyggere (frealser men oc fulltida) raade sine Kjøb, hvilket ikke alene gjaldt Mænd, men ogsaa Kvinder (sva konor sem karlar).^[71] Den Handel, hvis Frihed herved fortrinsvis havdes for Øie, var Exporthandelen eller rettere Indkjøbet fra og Salget til den reisende Udlænding, en Handel, der langt ind i den nyere Tid bibeholdt sin oprindelige Retsstilling, medens Haandværksvirksomhed, hvormed Høker- og Bodhandel sattes i Classe,^[72] vistnok temmelig tidligt har ophørt at være en fuldstændigt fri Bedrift. Allerede Bylovens Forskrift om, at disse iðnarmenn skulde bo samlede og ikke udenfor de Bydele, der særlig vare hver enkelt Bedrift anviste, tyder hen paa en tidlig coërciv Organisation i laugsmæssig Retning. At saa blev Tilfældet, viser sig ogsaa meget snart af Retterbøderne. Det første, man i denne Retning paatræffer, er en Retterbod af 10de Mai 1318, der for Tunsbergs Vedkommende forbeholder „þeir sem burar ero“ at skjære Klæde til Salg. I Retterbod af 25de April 1346 heder det, at ingen „Indlænding eller Udlænding“ maa gjøres til Borger (burar) i Oslo uden med Samtykke af Raadmænd og Gjalker, hvilken Bestemmelse findes gjentagen i Retterbod af 22de Januar 1358. En udateret Retterbod fra Haakon VI.s Tid (altsaa før 1380) (Norges g. Love, III, No. 115) foreskriver for Bergen, at ingen Haandværker for Eftertiden maatte oprette noget Værksted, forinden han har løst Borgerskab, svoret Staden Troskabs-Ed og ladet sit Navn indføre i Stadsbogen, samt at ingen maatte have Krambod eller drive „mangareskab“ uden de, der havde fæstet Borgerskab og vilde svare under Byret. Det kan være tvivlsomt, hvorvidt disse Forskrifter om formaliter at lade sig gjøre til burar ogsaa oprindelig har gjældt Byens egne Indfødte, forsaavidt disse maatte ville blive Næringsdrivende i de Fag, hvortil burskap udkrævedes, men det har vistnok efter udenlandsk Mønster meget hurtigt gjort sig gjældende, at enhver, der vilde drive de almindelige Haandværk eller Krambodhandel, tiltrængte solenniter at incorporeres i Bysamfundet for at blive delagtig i dettes Frihed, hvormed ogsaa fulgte Ret til at handle med Udlændingen og Andel i Takmarken, altsammen Rettigheder, der inden det høiere Bysamfund, som selv eiede Gaard og Grund, gik i Arv fra Fader til Søn i og med selve By-Eiendommen. Det nye Stempel, der saaledes paatryktes de lavere Classer af Næringsdrivende i vore Kjøbstæder, synes imidlertid hverken at have forøget deres Sammenhold eller deres Indflydelse ligeoverfor de høibaarne Krigeres Efterkommere, der endnu boede i alle Stadens større Bygninger Daa nedarvet Odelsgrund, skjænket deres Forfædre af Landets Konger. Man træffer vistnok ogsaa i den norske ligesom i den samtidige udenlandske Lovgivning paa Forbud mod ulovlige samheldi eller Foreninger, hvormed vel Ogsaa hos os nærmest sigtes til Haandværker-Gilder med selvraadige Formaal, men disse Forbud forekomme ikke mindre fra den Tid, da Laug endnu ere ukjendte eller ialfald uomtalte her i Landet, end fra den følgende Tid, da det blev almindeligt for Smaabandlere og Haandværkere at tage Borgerskab,^[73] ligesom de Uroligheder, hvortil hine samheldi eller samband gave Anledning, snarere synes at have været Udbrud af Udlændingernes og de Indfødtes gjensidige Antipathi end noget Udbrud af skinsyge eller Uvillie inden det nationale Bysamfund, hvor der ikke findes noget sikkert paaviseligt Spor af de Kampe mellem ridderbaarne „Altbürger“ og de nye „Bürger der Zünfte“, der stadig foruroligede de tyske stæder fra Midten af 1200-Tallet til langt ind i det 14de Aarhundrede^[74] eller endnu længere.

Maa det saaledes antages, at den fra Udlandet komne Skik med formel Incorporation ikke formaaede at skabe noget stærkere laugsmæssigt Sammenhold mellem de lavere Næringsclasser i de norske Kjøbstæder, er der snarest Grund til at antage, at den nye Skik har tjent til at svække deres Indflydelse og sociale Anseelse, idet Modsætningen blev saa meget stærkere mellem dem, der som Grundbesiddere vare fødte til at nyde godt af Kjøbstadens Friheder og Rettigheder, og dem, der i en Tidsalder med ringe Agtelse for professionelt Arbeide ved en Naadesact af aristocratiske Raadmænd bleve tilstedte at optages i Bysamfundet. Dette synes ogsaa at bekræftes ved Kong Olafs Retterbod af 23de Juni 1384, hvor der sættes Taxt for de forskjellige Slags Haandværk, men uden at der gjøres nogen skarp Adskillelse mellem professionelle Haandværkere og almindelige Dagarbeidere, hvis løsere Bestanddele Fogden paalægges om Vaar og Høst at „köra af kaupstadhum varom“ til Arbeide ude paa Landet.

Hvad der hos os saavelsom andetsteds har bidraget til Misforstaaelse af de middelalderske Byforholde, skriver sig vistnok i ikke ringe Grad fra den Omstændighed, at man har haft vanskeligt for at forstaa eller ialfald ikke consequent har kunnet fastholde, at Begrebet „Borger“ i Middelalderen havde et ganske andet Indhold end i Nutiden, hvoraf Følgen lettelig blev den, at man forudsatte som givet, at der existerede et „Borgerskab“ og en „Borgerstand“ overalt, hvor der var Tale om Byborgere. Denne Misforstaaelse skriver sig navnlig fra den Tid i Slutningen af forrige Aarhundrede, da Sammenhængen i de gamle Forholde forlængst var glemt og det moderne Bourgeoisie stod ifærd med at opgjøre sit Mellemværende med den ikke synderligt ældre Brevadel, en Tid, da „Borgerdyd“ og „Borgerværd“ bleve faste Gloser for at betegne Summen af alle de fortræffelige Egenskaber, hvoraf Bourgeoisiet var i Besiddelse i Modsætning til Adelen.^[75] Ordet „Borgere“ er, som bekjendt, oprindelig kun en Fællesbenævnelse paa alle dem, der boede i hvad Middelalderens Latin kaldte en burgus eller en indgjærdet (palissaderet) By, idet alle virkelige Kjøbstæder oprindelig vare befæstede og derigjennem skjælnede sig fra Landsbyerne. Til Udtrykket Borgere (burgenses, bourgeois, burghesses) svarer i vor ældste Bylovgivning bœarmenn og kaupangrsmenn samt gjennem 1300-Tallets Retterbøder staðarmenn. Først ved Midten af 1400-Tallet viser det sig som noget mere almindeligt, at man efter udenlandsk Mønster benævnede de norske Kjøbstæders Indbyggere for „Borgere“, medens det endnu i officielle Documenter vedblev at være det sædvanlige at benytte Bylovens Benævnelse „Kjøbstadmænd“.^[76] Det tør saaledes vistnok fastholdes, at man fremdeles almindeligvis kun brugte Ordet Borgere (burar) om dem, der ikke hørte til Byens Grundeiere og derfor, efter hvad forhen er anført, trængte formel Incorporation i Bysamfundet, forinden det tilstedtes dem at drive Haandværk eller Krambodhandel. Men Slægterne og de aristocratiske Elementer forsvandt efterhaanden fra vore Kjøbstæder, og i denne Overgangs-Periode (1450–1550) er det vistnok lidt efter lidt, og stadig med udenlandske Forholde for Øie, bleven sædvanligt, at alle og enhver, den indfødte Bymand som den fremmede, maatte fremstille sig for Øvrigheden og løse Borgerskab, naar han vilde drive Krambodhandel eller Haandværk, thi Indkjøbshandelen og Udskibningsretten vedbleve uafbrudt indtil langt ind i den nyere Tid tilfølge Byloven af 1276 at staa aaben for alle Kjøbstædernes faste Indvaanere uden Hensyn til, om de for noget særligt Yrke havde løst Borgerskab eller ikke. Grunden til, at Friheden og Ligheden opretholdtes for alle Kjøbstadens Mænd paa dette Felt, der efter den moderne Opfatning særlig tilhører Handelen en gros, er selvfølgelig ikke at søge i nogen mercantil Theori, men i Tidens practiske Krav, hvorefter saavel Prælaturen som de høibyrdige Elementer i Kjøbstæderne nødvendigen trængte fri Udskibningsret for Producterne fra sine Jordegods samt fri Indførsels- og Indkjøbsret for sin Omsætning med Udlændingen, idet Mangelen paa klingende Mynt stadig gjorde det fornødent at bytte Varer mod Varer eller ialfald at hjælpe sig med det mindst mulige Beløb i rede Penge. Ved den gjennemgaaende Lighed i Handelsret for enhver Bymand fyldestgjordes alle Hensyn. Den høibyrdige Mand kunde ikke uden at declassere sig løse noget Borgerskab, og hans Salg eller Udskibning af egne Producter stillede ham i Almindelighed udenfor enhver nærgaaende concurrence med de øvrige Bymænds Indkjøb hos den torvsøgende Almue. Samtidigt maatte den lige Ret for alle Bymænd virke til samhold og Enhed mellem de forskjellige Samfundsclasser, ligesom Byslægterne maatte blive Kjøbstadens fødte Forsvarere, naar det gja1dt at beskytte Bysamfundets fælles Interesser mod Forulempelser udenfra; men des vanskeligere maatte ogsaa Trykket udenfra blive at modstaa, da de lavere Classer af Bymænd ved Tidernes Ugunst stode igjen uden fødte Førere. Medens denne Kjøbstædernes gradvise Tilbagegang i sociale Kræfter, der antagelig har begyndt tidligere, end den efter de bevarede Oplysninger lader sig tilsyne, ganske vist medførte skjæbnesvangre Følger for vor nationale Selvstændighed, synes der fra et rent commercielt Standpunct at være Grund til at tillægge den mindre nedslaaende Følger, om ogsaa en forbigaaende Nedgang heller ikke i denne Henseende lod sig undgaa. Vore Kjøbstæders krigersk-aristocratiske Samfundsorden havde vi havt tilfælles med Europas øvrige Feodal-Stater, der ogsaa delte Lod med os og væsentlig gjennemgik den samme Skjærsild, forinden de vare istand til at danne en professionel eller forretningsmæssig Søfart- og Handelsbedrift paa Grundlag af en høiere Borgerstand uden Fødsels-Prætensioner. Hanseaternes Handelsherredømme i de nordlige Farvande var derfor ligesaalidt som Venezianernes i de sydlige et Tilfældighedens ærgerlige Spil, men en Nødvendighedens Lov, der gjorde sin Indflydelse gjældende ikke mindre i rigt udstyrede Lande som England og Flandern end inden Scandinaviens af Naturen mindre begunstigede Landomraader, uagtet det baade tilforn havde vist sig og senere skulde vise sig, at disse Landes Kystbefolkning i fremtrædende Grad havde alle Betingelser for at færdes paa Havet og opretholde en national Skibsfart. Naar det derfor t. Ex. er sagt, at Norges Søfart paa England „lammedes i Løbet af det 14de Aarhundrede, saa at den umiddelbare Handels-Forbindelse mellem dem og Norge ophørte“,^[77] er Autoriteten os for stærk, til at vi tør tvivle om selve Kjendsgjerningen, men der maa dog spørges om det paaviselige eller sandsynlige Omfang i statistisk Henseende af den lammede Forbindelse, ligesom det vistnok ganske trygt tør paastaaes, at Lammelsen forholdsvis ligesaa godt var paa den engelske som paa den norske Side, og at dette i begge Lande var Virkningen af den samme Aarsag, nemlig at de hanseatiske Oligarchier paa hin Tid ene havde Betingelserne for at overtage den regulært-forretningsmæssige Søfart og Omsætning i de nordlige Farvande, der for første Gang viste sig som en Mulighed henimod Afslutningen af Korstogene. Denne Hanseaternes efter ganske nye Principer drevne Søhandel tog snart et Opsving, der satte den tidligere eventyrlige Og høist uregelmæssige Smaatrafik fuldstændigt i Skyggen. At vor nationale Skibsfart under disse Forholde i ethvert Fald maatte skifte Character ligger i sagens Natur. Den sikrere og stærkt forøgede Omsætning med Udlandet, som gjennem Hansan blev vort Land til Del, kan i ethvert Fald ikke have undladt at virke til en forøget indenlandsk Vareførsel, der blev overtaget af Landets egne Skibe, men det er vistnok en Overdrivelse, naar man paa den ene Side forudsætter, at den norske Activ-Handel paa Udlandet i den foregaaende Tid havde haft nogen større statistisk Betydning, og paa den anden Side, at den norske Søfart paa Udlandet fuldstændigt ophørte gjennem Middelalderens senere Tider. At den havde voldsomme Criser at gjennemgaa, hvorved den for Øieblikket blev lammet er udenfor al Tvivl, og herhen maa t. Ex. regnes de Tider, da Bergen under Krigene mod Victualiebrødrene og Hansestæderne plyndredes og ødelagdes, 1393 og 1395, 1428 og 1429.^[78] Men dette var overgaaende Ulykker, der ikke mindre rammede de to øvrige scandinaviske Riger, og under gjenvundne fredelige Forholde tog man sig, da som ellers, snart sammen for at optage den afbrudte Traad. Disse Slag have vistnok allerede været forvundne ved Midten af 1400-Tallet, og fra Tiden henimod dette Aarhundredes Slutning har man den allerede tidligere citerede Forordning, hvori det norske Rigsraad omhandler, at Landbønder og Bokarle „have og bruge sine egne store Skibe“, med hvilke de fare og segle udenlands, hvilket fra først af forbødes af Hensyn til Agerbruget, medens de senere Forbud i samme Retning synes at have været givne for at værne om Kjøbstads-Rettighederne.^[79] Efter hvad der overhovedet foreligger af positive Oplysninger for Tidsrummet omkring 1500-Tallets Midte, synes det utvivlsomt at der ialfald da gaves et Antal norske Handelsfartøier, der maaske ikke i Antal, men desmere i størrelse, Construction og Udstyr stod langt over, hvad vort Land i denne Retning havde kunnet opvise i nogetsomhelst Tidsrum af Middelalderen, ligesom det af officielle Actstykker fremgaar, at der ved dette Tidspunct her i Riget ogsaa havde dannet sig en professionel Sømandsclasse i Modsætning til de søfarende Kjøbsvende, ved hvem Skibsfarten havde været drevet indtil henimod Middelalderens Slutning.^[80]

Den Befolkning, der efter alle Tidens kirkelige og politiske omvæltninger ved Grevefeidens Slutning var levnet tilbage i de norske Kjøbstæder, synes fra først af kun at have haft ringe Forudsætninger for tiltagende velstand og kommende Anseelse. Deres samfundsmæssige Grundlag var oprevet, idet ethvert Element af høi Byrd var forsvundet fra dem, og det katholske Cleresi, der tidligere spredte sin Glands over Kjøbstadlivet, havde maattet opgive sine høie Stillinger og finde sig i, at Kongemagten, hvis Tid nu var inde bemægtigede sig det rige Prælatur- og Klostergods. Under disse Omstændigheder kan Indbyggerne i de norske Kjøbstæder ved den nævnte Tid neppe have bestaaet af synderligt andre Elementer end Krambodhandlere, nogle Rester af reisende Kjøbsvende og Haandværkere samt dertil endel Søfarende, Fiskere og Dagleiere. Billedet syntes lidet trøstefuldt, men det har sin Interesse som et Slags tabula rasa, hvor Bybefolkningen med Bibehold af sin gamle Lovgivning, men paa et ganske nyt Fundament af social Ligestilling, igjen skulde begynde sin Tilværelse. Det gik under disse Omstændigheder i Begyndelsen kun trægt og langsomt fremad, hvilket navnlig lader sig tilsyne ved Udskibningen af vort vigtigste Product, Trælasten. Fra først af er det næsten udelukkende kun Skurlasten, der begynder at trække sig fra Landdistricterne, der endnu fremdeles i det Hele fuldstændigt havde Overtaget. Men under det friere Spillerum for Virksomheden begynde Kræfterne at røre sig, og var væxten end til en Begyndelse langsom, gik det senere des sikrere fremad. Kjøbstædernes Styrelse og Kjøbstadlivets Ledelse var gaaet over fra middelalderske Frelsemænd og Grundherrer, der af alle Omgivelser ikke mindre end af sig selv betragtedes som høibyrdige Krigeres Efterkommere, hvem det socialt ikke nyttede at stille sig ved Siden, til Næringsdrivende af Yrke, hvem ingen faldt paa at tillægge nogen Byrd, og som kun i sin Næringsfiid og i sin Velstand havde den ydre Maalestok for Indflydelse og Anseelse. Den nye Tid gav sig ogsaa tilkjende deri, at Styrelsen ganske anderledes end under det norske Rigsraad i det foregaaende Aarhundrede opfattede sine Forpligtelser ligeoverfor Kjøbstæderne, hvilket navnlig viste sig ved den Odenseske Reces (1560), der reducerede Hanseaterne fra hovmodige Herskere til de samme beskedne Handelsmænd, som de havde været, da de 300 Aar tidligere begyndte Farten paa de scandinaviske Riger. Stærkest af alt virkede dog maaske det nye Handelsliv, der gjennem 1500-Tallets sidste Halvdel overalt i Europa saa kraftigt gav sig tilkjende, at det hverken lod sig holde nede ved borgerlige Uroligheder eller blodige Religionskrige, og som for Norge medførte en Efterspørgsel af vore Producter, hvorom man aldrig tidligere havde gjort sig nogen Forestilling. Disse kraftige economiske Impulser gave sig ogsaa et Udslag i de sociale Forholde inden Kjøbstæderne, hvor der nu for første Gang dannede sig et Borgerskab i moderne Betydning, medens det forholdsvis endnu skulde vare længe, forinden de forskjellige Kjøbstæders Borgerskab kunde glemme de indbyrdes Rivninger om Handelsdistricter og Handelsrettigheder, føle sig solidariske og danne en national Borgerstand. Som Moment i denne Udvikling har vor Trælasthandel den mest fremtrædende Betydning, idet den gradvise Concentration af denne Handel til Kjøbstæderne gaar parallelt med og stærkt indvirkende paa de sociale Byforholde. For professionelt at kunne drive den større Handel, hvorpaa det høiere Borgerskab skulde grundes, fornødigedes der navnlig i hine Tider en practisk Forskole, hvor man først kunde lære Detailhandelen, og det er i denne Henseende af Interesse at betragte den ganske forskjellige Stilling, som Krambodhandelen begynder at indtage under de nye Samfundsforholde i Modsætning til de ældre. Det før saa lidet agtede Krambod- og Mangareskap bliver nu den regulære Begyndelses-Vei for enhver Handlende, der vil svinge sig op til den større Handel, og det viser sig, at man end ikke gjærne slipper Kramboden, selv efterat den aldeles overveiende Del af Forretningen er gaaet over til Udskibnings- og Trælasthandel en gros. Men idet alle Handlende begynde ad denne Vei, tvinges de af Retterbøderne til at tage Borgerskab, hvoraf alle Borgere nu blive omsluttede som af et fælles Foreningsbaand. Allerede af Akershus Lehns-Regnskab for 1560 viser dette sig Oslo daværende mest fremtrædende Bymand, Trond Jonsen, er paa en Gang Borgermester, Grosserer og Krambodhandler – Stillinger, der 100 Aar tidligere vilde have været absolut uforenelige. Smaasalget af Trælast til den ankommende Udlænding fortgik endnu længe som tidligere, men man ser allerede Spirerne til en nyt Bypatriciat deri, at de mere fremtrædende Borgere mere og mere trække sig tilbage fra denne Handel for at gaa over til Udskibning af Trælast i egne Skibe, medens de derimod næsten altid fremdeles fortsætte Kramboden, hvormed de havde begyndt, og hvorigjennem de ligesom i det Ydre fastholdt, at de socialt vare sine economiskt mindre heldigt stillede Medborgeres Ligemænd. Oslo Toldregnskab for 1621–22 udviser et Antal af ikke mindre end 42 Krambodhandlere, blandt hvilke man omtrent gjenfinder alle Navnene paa Stadens større Skibs-Eiere og Trælast-Udskibere. Disse vare i Almindelighed tillige Stadens Borgermestre og Raadmænd, men lige godt stode de i sine Kramboder og maalte eller veiede selv til sine Kunder de Varer, disse tiltrængte, uden at tænke Sig Muligheden af, at dette i mindste Maade skulde gaa deres Værdighed for nær. I Modsætning til vort gamle nationale Aristocrati, der med sin Rod i Landets Bund ikke alene havde udgjort en integrerende Del af vore ældre Bysamfund, men ogsaa havde været disses styrende og ledende Element, fandt den indgiftede danske Adel og den nye Brevadel,^[81] forsaavidt ikke deres Embedsstilling knyttede dem til en Kjøbstad, sig aldrig hjemlig i de nye Bysamfund, holdt i Almindelighed til paa sine egne eller de kongelige Gaarde, de havde i Forlehning, og droges i det hele taget mere udelukkende over til Statstjeneste og Rigsstyrelse, end tidligere havde været Tilfældet med det gamle indfødte Aristocrati. Men om de nye eller indgiftede Adelsmænd ikke i Almindelighed vare bosiddende i Kjøbstæderne og directe kom til at deltage i disses Export paa samme Vis som de gamle Slægter, fik de dog som Lehnsherrer og Godseiere saa rigelig Anledning til at udnytte sin fremragende Stilling, at man under den jævnt stigende Efterspørgsel af den norske Trælast snart finder enkelte af de største Exportforretninger samlede netop hos disse Mænd, og da de ifølge sit Adelskab vare told- og skattefrie, maatte det vistnok ofte falde Kjøbstadborgerne des besværligere at optage Concurrencen med dem.^[82] Det samme var Tilfældet med den Trælast, der solgtes eller udførtes for Kronens Regning Geistlighedens Stilling som Exporteurer var væsentlig forandret siden Reformationen. Man træffer endnu i Regnskaberne paa Tilfælde, hvor t. Ex. Bispen deltager i Trælast-Exporten – hvilket ligefrem fulgte af den Maade, hvorpaa han var lønnet, – men Exportens Quantitet staar ogsaa i Forhold til de trangere Kaar, der nu vare den høiere Geistlighed anviste. Derimod optræder den menige Land-Geistlighed hyppigt som Trælastsælgere, tildels endog i betydeligt Omfang, indtil der fra Kronens Side træffes Foranstaltning til at indskrænke deres Raadighed over de Skove og Vandfald, der tilhørte Præstegaardene og det beneficerede Gods. Men den mest trykkende concurrence for det ny-opkommende Borgerskab maatte dog endnu altid komme fra Udlændingens frie Adgang til hvorsomhelst paa vor udstrakte og skovbevoxede Kyst at lægge til med sit Skib og kjøbe sin Trælast af de almindelige Landboere, der havde faa eller ingen Driftsomkostninger paa den Last, som Hollænderne eller Skotterne afkjøbte dem.

Samles det hele economiske Billede fra den Tidsperiode, hvorom i det Efterfølgende skal handles, i en Sum, vil det ikke kunne undgaa Betragteren, at Landets sociale ikke mindre end dets physiske Forholde i Begyndelsen lagde sig hindrende i Veien for en raskere Udvikling af Kjøbstædernes tiltagende velstand og borgerlige Samholdskraft, men at disse Endringer gjennem periodens senere Stadier efterhaanden bortryddes eller af sig selv forsvinde idet alt ligesom lægger sig tilrette for de nye Samfunds-Forholde, der fik sit ydre Præg ved den i 1660 foregaaede Forandring i den hele statsstyrelse. Sit høiere aandelige Relief faar dette Billede fra den Tid af, at det nye Borgerskab i de norske Kjøbstæder jævnligen begynder at give sine Sønner en høiere academisk Dannelse, et Tidspunct, der omtrent kan ansættes til 1600-Tallets første Decennium. Ved denne Tid fik for første Gang siden i Reformationen en Nordmand, Dr. Kort Aslaksen, Ansættelse som Lærer ved Kjøbenhavns Universitet, hvorom det dengang lød:

O Norge, det er dig stor prijs
Du saadann’ Mend oss sendte
Fra klippen graa, fra huiden ijs,
Hvo skuld’ sligt der fra vente?

Samtidig med, at Dr. Aslaksen var Professor, vare to af Kjøbenhavns tre Sognepræster, en af Danmarks Bisper og Rectoren for Herlufsholms Skole Nordmænd, „altsammen Vidnesbyrd om, at større aandelige Kræfter nu vare tilstede i Folket end forhen, og at man var villig til at give disse en passende Anvendelse ogsaa udenfor deres (Nordmændenes) Fædrelands Grænser i snævrere Forstand“.^[83]

Ved Freden til Speier opgjordes i Aaret 1544 ikke alene de politiske Forviklinger, der havde fundet Sted mellem Danmark-Norge paa den ene Side og Keiseren paa den anden Side, men samtidigt afsluttedes med Keiseren i dennes Egenskab af Hersker over hans „Nieder-Erblanden“ en Handels-Tractat, hvis Bestemmelser findes indtagne i selve Fredsfordraget, og hvorved særlig havdes for Øie at sikre Hollændernes Fart paa Norge og gjennem Sundet. Det synes overhovedet at fremgaa af det hele Freds-Instrument, at den hollandske Skibsfarts Krav har været Hovedmotivet til jo før des heller at se Freden gjenoprettet. Som Basis for den gjensidige Skibsfart opstiller Tractatens § 13, at der for Fremtiden, mod Erlæggelse af pligtige Afgifter, skal herske frit Handelssamkvem mellem de respective Lande, samt at de contraherende Magters Handelsfartøier ikke skulde behøve at medbringe noget „gemeinen oder sondern gleydt, gönnung oder erlaubnuss“, med andre Ord, at de kun behøvede at legitimere sin Nationalitet, og ikke længer skulde affordres de tidligere „Pasbords“, der vistnok ikke sjelden havde været brugte som Udpresnings-Middel. I Realiteten stemme Tractatens Handelsbegunstigelser temmelig nøie overens med de Privilegier, som Søstæderne omkring Zuidersøen i det foregaaende Aarhundrede havde erhvervet for sin Fart paa Norge, men de tidligere erhvervede Privilegier bleve nu almindelige for alle nederlandske Stæder, ligesom det hele Gjensidigheds-Forhold kom til at hvile paa et fast internationalt-tractatmæssigt Grundlag i Modsætning til hine middelalderske HandelsPrivilegier, som uden-landske Stæder, Landskaber eller Provinser, hver for sin egen Regning, havde brugt at tilhandle sig af Nordens pengefattige Regjeringer, og som alene af den Grund, at de ved hvert Tronskifte skulde fornyes, stadig fra den ene eller den anden parts Side havde været benyttede som Udgangspunet for politiske eller pecuniære Speeulationer.

Tractaten til Speier kom for et Tidsrum af mere end 100 Aar til at danne Grundlaget for Norges handelspolitiske Forhold til det Folk, der gjennem det samme Tidsrum hævede sig op til det første i Rangen blandt Europas handlende og søfarende Nationer. Hollændernes Afhentning af vor Trælast havde, som tidligere paavist, allerede fra Midten af det foregaaende Aarhundrede haft sin Betydning som et forholdsvis ikke uvigtigt Led i vor tarvelige Export, men fra nu af begynder Norges udenrigske Omsætning i det hele og navnlig for Trælastens Vedkommende umiddelbart at paavirkes af den forandrede Retning i Verdenshandelen og den kraftige Udvikling, der bragte et nyt Verdensmarked til at voxe op i Amsterdam, og lod Hollænderne indhøste Frugterne af de Rigdomme paa ædle Metaller, der i første Haand strømmede til Spanien og Portugal, men uden der at finde culturmæssige Forudsætninger for sin Forbliven eller videre Udnyttelse. Udførselen af norsk Trælast kom under disse Forholde til væsentlig at falde sammen med og bero paa Efterspørgselen fra Amsterdam, hvoraf Følgen igjen maatte blive, at ikke alene den Nederlandske Uafhængigheds-Kamps vexlende Skjæbner, men ogsaa de almindelige Conjuncturer for Verdenshandelen i Modsætning til tidligere Tider maatte komme til at øve en stærk og umiddelbar Indflydelse paa den norske Export. Virkningen af disse nye Forholde afspeiler sig ogsaa i de bevarede norske Toldregnskaber. Hvor faatallige og mangelfulde de end ere, især forinden man kommer ind i det næste Aarhundrede, synes man dog i dem uden Vanskelighed at kunne eftervise de forskjellige Faser i den nye Verdensstads Fremvæxt og derigjennem ogsaa hine mest fremtrædende Epocher i Tilstrømningen af ædle Metaller, der navnlig ere knyttede til de berømte Sølvgruber i Potosi. Disse opdagedes som bekjendt i 1545, men deres uhyre Rigdom kom først til sin Ret, da man omkring 1571 opfandt at udvinde Metallet ved Hjælp af Kviksølv. Efter de Oplysninger, der ere samlede af Humboldt og andre Videnskabsmænd,^[84] voxede Mængden af ædle Metaller i Europa fra 33 Millioner £ i 1492 til 50 Millioner i 1546, men var ved Udgangen af 1500-Tallet stegen til 155 Millioner, saa at alene Forøgelsen i disse 50 Aar udgjorde over det tredobbelte af den hele Verdensbeholdning paa den Tid, da America opdagedes. Samtidigt foregik i hele det vestlige Europa et saa overordentligt Opsving i den almindelige Production og Handels-Omsætning, at de ædle Metallers Værdi ikke paa langt nær sank i samme Mon, deres Mængde tiltog. Søhandelens stærke Udvikling viste sig i første Haand ved en betydelig forøget Efterspørgsel efter Skiberum, medens Befolkningernes Tilvæxt i Vest-Europas store Havnestæder krævede opførelsen af en Mængde nye Bygninger, hvilket alt igjen maatte forøge Efterspørgselen efter Trælasten fra Norge, der paa en Gang baade var det rigeste og det nærmest liggende ProductionsMarked. Intet af de nordlige Lande i Europa, der laa udenfor Tidens egentlig centrale Handelsaction, berørtes derfor hurtigere eller kraftigere af den nye Udvikling end vort Fædreland. Norsk Trælast bliver fra nu af en almindelig søgt Handelsvare, ikke alene i Holland, men ogsaa i Spanien, Portugal og England. De bevarede Toldregnskaber give vistnok kun undtagelsesvis Oplysning om de Lande eller Stæder, til hvilke Trælastfartøierne udexpederedes, og da disse næsten altid vare hollandske, forestiller man sig let, at ogsaa al den Trælast, der i disse udskibedes, umiddelbart gik til hollandske Havne. Dette var imidlertid ikke Tilfældet. Den hollandske skibsfart udvikledes paa denne Tid, ligesom den hanseatiske paa et tidligere Stadium, snart derhen, at den gjennem sin Fragtfart overtog Størstedelen af den europæiske Vareførsel udenfor Middelhavet. At dette ialfald foreløbig maatte blive Tilfældet ogsaa for Englands Vedkommende, hvis udenrigske Handel tidligere fuldstændig havde været i Hænderne paa Hanseater og Venezianere, fremgaar deraf, at dette Riges Coffardiflaade i udenrigsk Fart endnu i Aaret 1582 kun bestod af 135 Fartøier, et Forhold, som i vore Dage næsten vilde ansees utroligt, hvis ikke Opgaven lod sig eftervise i et saa paalideligt og anseet Værk som Tooke & Newmarch’s „History of Prices“,^[85] og som tillige viser, hvor uformuende endog de kraftigste monarchiske Stater gjennem de foregaaende Tider havde været til at optage Concurrenoen med de middelalderske Oligarchier, der efter Tidens Medfør ene havde haft Forudsætningerne for en omfattende Handels-Virksomhed. Efter de Materialier, som haves, er det end ikke i almindelige Træk muligt at faa en Oversigt over Omfanget af Udførselen af norsk Trælast til England før langt ind i den nyere Tid, men paa Grund af den overordentlige Indflydelse, som det engelske Marked senere kom til at udøve paa vore Trælastforholde, er det af Interesse at efterspore de første Tegn til, at Handelsforbindelsen med England kom i sin moderne Gjænge. Den større Efterspørgsel fra England efter Trælast skriver sig selvfølgelig ligesom den hollandske fra den Tid af, at Landets egne Skove bleve utilstrækkelige for det almindelige Behov. Dette Tidspunct synes at være indtraadt omkring Midten af 1500-Tallet, idet et Statut af 1544^[86] paalægger væsentlige Indskrænkninger i Landeiernes Ret til at fælde Skov og oprydde Marken til Agerland, men først i Dronning Elisabeths senere Regjerings-Aar begyndte Trangen til Træmateriale at gjøre sig almindeligt gjældende paa Grund af Handelsflaadens Udvidelse og Byernes stærkere Bebyggelse. Efterat Englænderne paa Hertugen af Albas Bud vare afskaarne fra sin Handelsforbindelse med Nederlandene, havde de i 1569 grundet en Stapel i Hamburg og samme Aar sluttet Handelsforbindelse med Rusland. I 1571 lagdes Grundvolden til Londons Børs, og i 1574 omhandler Camden den overordentlige Luxus, der begyndte at gjøre sig gjældende i Klædedragt og i Boliger.^[87] „Paa denne Tid, siger han, begyndte baade Adelige og Uadelige at lade sine Gaarde ombygge, udvide og forskjønne paa en Maade, som aldrig før havde været seet, vistnok til Rigets Pryd, men til Skade for Gjæstfriheden“. Nogle faa Aar senere (1580) berettes om en saa stærk Byggevirksomhed i Londons Udkanter, at Regjeringen af Frygt for Overbefolkning traf forskjellige repressive Forholdsregler, hvoriblandt den, at der i hvert Hus kun skulde bo een Familie. Antallet af engelske Handelsskibe steg samtidigt (i de nærmeste Aar efter 1582) til det tredobbelte. At en Mængde norsk Trælast allerede nu har begyndt at tage sin Vei til England og navnlig til London, er utvivlsomt, men Tiden havde endnu sine gamle commercielle Begreber om, at Storhandel kun kunde foregaa gjennem stapulæ, og Forsyningen med Trælast fra Norge til Steder udenfor Nederlandene har derfor vistnok almindeligvis foregaaet pr. Transit fra de store Emporier, først i Antwerpen og senere i Amsterdam. Om Handelen i Antwerpen ved Aar 1560, da Staden endnu stod i sin Blomstring, heder det i et samtidigt Værk, at den fra de nordlige Lande, hvoriblandt særlig nævnes Norge og Sverige, indførte Trælast af udmærket Qualitet og skikket for al Slags Tilvirkning „et mesmement pour faire navires et vaissaux“.^[88] Særlig fremhæves den i hin Tid meget søgte Artikel whageschott (wainscot), Bord eller Plader af flammet Furutræ, hvorom Guicciardini beretter, at det brugtes „til tusinde Ting“, samt at det var saa efterspurgt, at det fra Antwerpen igjen udførtes lige til Italien. Naar samme Forfatter derhos beretter, at Beg (paa Transit) udførtes fra Antwerpen til Spanien og England, tør man vistnok forudsætte, at det samme var Tilfældet med Tjæren fra de nordlige Landes Naaleskove.

Det var dog vistnok endnu forinden Amsterdam havde afløst Antwerpen som Vest-Europas største Handelsplads, at den førstnævnte Stad havde samlet til sig Størsteparten af den norske Trælasthandel. Her var det største Behov baade for Stadens egen og for de omliggende Egnes Forsyning, forbundet med Evne til at kjøbe, og – hvad det vistnok altid skortede paa i de søndenfor liggende flanderske Byer – tilstrækkeligt Skiberum til selv at hente den rumslugende Vare, hvorom der handledes. Digerne mod Havet, Pæleværket under deres blomstrende Stæder ikke mindre end Bygningen og Vedligeholdelsen af deres Handelsflaade, hvis Drægtighed paa denne Tid mindst var tidobbelt saa stor som den engelske og antagelig større end de øvrige europæiske Staters udenfor Middelhavet, trængte en stadig og stedse stigende Forsyning fra Norges Skove. Hollændernes overlegenhed i Skibsfart viste sig ogsaa i den planmæssige Bygning og systematiske Anvendelse af deres Fartøier. Bygningsmaade og Drægtighed lempedes efter de forskjellige Farvand, der skulde beseiles. I vore Toldregnskaber viser saaledes Drægtigheden sig gjennemgaaende forskjellig, eftersom det gjaldt at hente Lasten fra de smaa Udhavne eller fra de store og velforsynede Markeder ved Langesundsfjorden og Drams-Elvens Udløb, ligesom der ogsaa anvendtes større Skiberum for Farten paa Romsdal, Nordmøre og Trondhjemsfjorden end for de nærmere liggende Havne paa Agder og i Ryfylke. Aarvist som Trækfuglene stævnede disse hollandske Skibe ved første aabne Vande i store Flaader op imod Norges Kyst for ved Næset at skilles i mindre Flokker, der spredte sig ud over vore vidtstrakte Kyster. Femti Læsters „Mærsskibe“, Kreiere og Bojere paa 20 eller 15 Læster vare blandede om hinanden i disse Skarer, der paa Havet søgte Sikkerhed mod Sørøvere ved sit Sammenhold og sin Mængde og under Land trygt gik ind mellem velkjendte Skjær og Baaer til sine vante Lastepladser, dem de jævnt besøgte to à tre Gange om Aaret og ligesom efter Aftale havde fordelt imellem sig. Hinloperne, Zwollerne^[89] og Medemblickerne havde hver omtrent sine faste Pladser, hvor de søgte hen, medens Stafern- og Kampenboerne mere jævnt fordelte sig over det hele Land. Det er overhovedet næsten altid de smaa Søstæder, hvis Skibe ere optagne af Trælastfarten, medens den store Handelsstad, der modtog de fleste og største Ladninger, forholdsvis sjeldent er repræsenteret i Skibslisterne. Overalt synes Hollænderne at have været modtagne som kjendte og velseede Gjæster, der ikke alene bragte Afvexling i Ensformigheden, men ogsaa de kontante Penge og de Varer, man trængte. Samkvemmet med Udlændingen var overhovedet saa hyppigt og vedholdende, at det nødvendig maa have øvet en ikke ringe Indflydelse paa Kystfolkets Sæder og Culturudvikling. En characteristisk Overensstemmelse finder Sted mellem den Velvillie, hvormed Hanseaten som Hollænderen, hver til sin Tid, har været modtaget af de norske Landboere. I 1508 klagede Osloboerne over Rostockernes Handel directe med Bønderne, der havde taget saa stærkt Overhaand, „at ingen Borgermester, Raad eller Menighed kunde faa noget tilkjøbs af Bønderne, men finge altid Svar af Bønderne, at ville de Tyske have det, faa I intet deraf“. 150 Aar senere heder det i Kjøbstædernes Andragende af 1661, at „Bonden er og den Fremmede saa geneiget, at han før det til dennem (de Fremmede) for halv Værdi afhænder, end den Indlændiske derpaa den ringeste Skillings Fortjeneste forunder“, og efter Sammenhængen er her nærmest Tale om Salg af Trælast.^[90] I begge Tilfælde er det Kjøbstadfolk, der tale, men deres Vidnesbyrd synes at gaa dem selv imod, thi Grunden kan naturligen ikke have været nogen anden end den, at Udlændingen i Almindelighed var mere contant eller mere reel i sin Handel end de indfødte Byboere, blandt hvilke der paa Grund af den frie Indkjøbs- og Udskibningsret vistnok har været adskilligt lavt Opkjøberpak, der i Landboernes Øine tildels har givet den hele Kjøbstad sit Stempel.

Hvorvel Vandsager, som ovenfor paavist, maa antages at have været kjendte ved 1500-Tallets Begyndelse og allerede omkring 1530 at have været almindeligt udbredte her i Landet, synes det hele Sagbrugsvæsen dog først i det Tidsrum af omkring et fjerdedels Aarhundrede, der ligger mellem Freden til Speier i 1544 og Freden til Stettin i 1570, at være naaet frem til at blive en national Industri, hvis Tilvirkning i større Omfang begyndte at gaa til Udlandet. Trælastens Forædling begynder ogsaa først nu at spille en saa fremtrædende Rolle i Landets hele Economi, at den paakalder Lovgivningens Opmærksomhed og søges indordnet i Statens almindelige fiscale System. I et Kongebrev fra Koldinghus af 18de Marts 1545 til „Undersaatterne i alt Oslo Stift“ heder det, „at Kongen forfarer af sine Lensmænd og provster, at det bør dem (Undersaatterne) at tiende af hvis Gods, som de avle, eftersom Lovbogen og Christenretten udviser, og de have nu optaget sig en ny Bjering med Sagmøller, og Kongen har aldrig nydt noget deraf, som kan bevises med Lovbogen medrette burde ske“. Alle, som bruge Sagmøller, skulle derfor herefter „komme Kongen til Hjælp med hver tiende Bredde (Bord) af hver Sagmølle. Findes nogen modvillig til Udredelsen, da agter Kongen at søge sin Fordel anderledes i sine Havne, end han hidtil har gjort“.^[91] Samtidig fik Lehnsherren paa Akershus, Peder Hansen (Litle), Instrux om, at han skulde have flittigt Tilsyn hos Bønderne og Andre efter Kongens Breve og Befaling, at Kongen af alle Sagmøller, „som Bønderne bruge der over alt hans Lehn Søndenfjelds, endelig efter Lovbogen bekommer hver tiende Sagbredde“. Alt det Tømmer og de Deler, som Kongen paa sine egne Sagmøller lod tilvirke, eller som han i Tiende modtog af Bønderne, skulde Lehnsherren henføre til beleilige Udskibningssteder og „skibe og forskikke at sælge, Kongen tilbedste“. Den tidligere Lovgivning indeholdt selvfølgelig intet særligt om Tiende af Sagbord, en Tilvirkning, der ikke existerede paa den Tid fra først af Tiende indførtes, men Kongebudet udgik som en officiel Fortolkning, hvorved Sagbrugs-Virksomheden, forsaavidt den udøvedes af „Bønder og Andre“, inddroges under den almindelige Tiende-Lovgivning. Efter det brugte Udtryk maa det antages forudsat som givet, at Adelsmænd og Geistlige skulde være fritagne for den nye Skat, der udelukkende tilfaldt den kongelige Kasse og intet andet havde tilfælles med Christenrettens Tiende, end at den udgjorde 10 pCt. af Afkastningen og ikke faldt Geistligheden tillast. Naar Kongen i Skattebrevet udtaler, at han i Tilfælde af Modvillighed vil søge sin Fordel „anderledes paa Havnene end hidtil“, sigtes herved antagelig til den Kronen fra ældgammel Tid ved Lovgivningen hjemlede Forkjøbsret til alle Varer, der stilledes tilsalgs, en Ret, der vistnok baade var vel kjendt og frygtet paa Grund af de Misbrug, hvortil dens Iværksættelse let maatte kunne lede. Det er ogsaa fra denne Tid, at der viser sig de første Spor af en forskjellig Toldopkrævning, eftersom den Last, der udførtes var Rundlast eller virket til Bord og Planker.

Medens de egentlig statistiske Bidrag, der i enkelte opbevarede Lehns-Regnskaber ere os levnede, kun ere faa og sparsomme, synes de dog i Forbindelse med de Oplysninger, som forøvrigt staa til Raadighed, nogenlunde tilstrækkelige til at afgive en almindelig Oversigt over den norske Trælasthandels Udvikling i den her foreliggende Periode. Den bevarede fremdeles sit Præg af en Frihandel, der stod aaben for alle Landets Indbyggere, medens Toldafgifterne endnu vare forholdsvis saa lavt ansatte, at de ikke kunde virke hemmende for en sund og regelmæssig Udvikling, ligesom Adelens Toldfrihed først fik nogen større Betydning for den almindelige Concurrence ved Tarif-Forhøielserne i første Halvdel af 1600-Tallet. Det er saaledes fra Synspunctet af en fri Omsætnings autonome Udvikling, at den norske Trælasthandel paa 1500-Tallet henter en ikke ringe Del af sin Interesse. I stærk og umiddelbar berørelse med alle Samfundsclasser, med Adel og Geistlighed som med Borger og Bonde, afspeiler den gjennem de skiftende Tider ikke alene Landets naturlige, men ogsaa dets politiske og sociale Forholde, ligesom den allerede tidligt viser den frie Omsætnings Tilbøielighed til at samle sig op paa enkelte capitalstærke Hænder. Hvor ringe den flydende Capital dengang var og endnu længe maatte forblive her i Landet, kan man dog gjennem Trælasthandelens skiftende Faser nogenlunde følge dens Spor og delvis paapege baade dens Tilvæxt og dens Overflytninger inden de forskjellige Samfundsclasser. Den Capitalmagt – om man tør bruge dette Ord – som havdes her i Landet ved Midten af 1500-Tallet, var endnu hos Kronen, Adelen og Geistligheden, idet de Forandringer i Capital-Fordelingen, som vare foregaaede ved Reformationen, væsentlig kun havde været en Dislocation inden disse tre Kategorier.

Kronens Capitalmagt var bleven stærkest forøget, Adelen havde vundet endel, medens Geistligheden havde været den tabende Part. Men Geistlighedens Eiendomme havde forholdsvis været saa enorme, at der navnlig for Secular-Geistligheden paa Landet endnu var saa meget tilbage af Land- og Skov-Eiendomme, at Præsteskabet i det nærmest paafølgende Aarhundrede efter Reformationen ved Forholdenes egen Magt blev draget ind i en ganske omfattende Sagbrugs- og Udskibnings-Virksomhed. Idet Kronen som Eier af et uhyre Jordegods med tilhørende Skov-Eiendomme paa lignende Maade eg i endnu større Stil nødtes til at deltage i Skovdrift og Trælasthandel, kom den som enhver Statsstyrelse, der indlader sig paa professionel Handel, ind i en Mængde Vanskeligheder, der paa hin Tid maatte være saa meget mere uovervindelige, som Styrelsen havde sit Sæde udenfor Riget, og alt saaledes ucontrolleret maatte overlades Lehnsherrer og Fogder, der som oftest selv vare stærkt interesserede i den opblomstrende Bedrift og saa- ledes stadigt maatte blive Kronens skarpeste Concurrenter. Den samme vaklen i Anskuelser og den samme Omskiftelse i Planer, som bedst er kjendt fra de europæiske Regjeringers Fabrik- og Handels-Virksomhed under Projectmageriets Guldalder i det 18de Aarhundredes sidste Halvdel, gjorde sig derfor ogsaa gjældende med Hensyn til Kronens Forhandling af Udskibningslast under 1500-Tallets senere Decennier, idet Kronen snart selv lod drive sine Sagbrug, snart bortfæstede eller udleiede dem og snart igjen bortmageskiftede eller solgte dem, hvilket sidste endelig blev den staaende Regel. Medens Byborgere og Bønder endnu kun havde ringe economisk Evne Og endnu mindre politisk Indflydelse til at turde byde sig frem, hvor det gjaldt Erhvervelse af Krongods, havde den opvoxende nye Adel, uagtet faatallig og fra først af vistnok lidet capitalstærk, gjennem høie og efter Landets Forholde indbringende Embedsstillinger des bedre Leilighed til at gjøre sin Interesse gjældende. Det kan derfor næsten ansees som en regulær Tingenes Gang, at Krongodset først gik gjennem de adelige Embedsmænds og deres Efterkommeres Hænder, forinden det, væsentlig i det følgende Aarhundredes sidste Halvpart, indkjøbtes af Byborgere. Det mest fremtrædende Exempel paa denne Udvikling finder man i den Mængde Jordegods, som ved Midten af 1600-Tallet samledes af Statholderen Hannibal Sehested, men denne havde allerede 100 Aar tidligere haft en Forløber i Lehnsherren paa Akershus, Peder Hanssøn (Litle), der planmæssig havde vidst at tilgodegjøre sig den lette Adgang, som hans Embedsstilling ikke mindre end Tidsforholdene frembød til at samle Jordegods. Ligheden mellem disse to Mænd ligger ikke alene deri, at de begge vare vel begavede, af høi Byrd og i Rigets anseeligste Embedsstilling, men ogsaa deri, at de begge fortrinsvis udsøgte sig Eiendomme, hvortil der hørte Skov og Sagbrugsdrift. Den Maade, hvorpaa Peder Hanssøn gjorde sin Stilling og sin Capitalstyrke gjældende, er for Tidens Forholde saa characteristisk, at den fortjener en noget nærmere Omtale.

Til ingen af vore tømmerførende Vasdrag knytter sig en tidligere eller mere uafbrudt Interesse end til den ved Drammen udmundende Elv, der her danner en dyb og rummelig Havn, efter forinden at have samlet alle sine mange Tilløb fra en Række større eller mindre Dalfører, hvor overalt Egnens Skjønhed ikke mindre end Befolkningens Velstand paa det nøieste knytter sig til de skovklædte Lier og de kraftige Fossefald. Ligesom de første Spor af en regelmæssig Trælast-Udførsel maa søges i denne Egn, møder os ogsaa, som tidligere anført, de tidligste sikre Underretninger om norske Vandsager fra den ovenfor Drammen liggende Storbygd Eker.^[92] For en kløgtig og forretningsvant Mand som Peder Hanssøn maatte det snart blive indlysende, at denne Tract frembød særdeles gunstige Betingelser for den, der samtidigt kunde anvende baade Capital og politisk Indflydelse til at samle, afrunde og udnytte de langs Elvedraget og Fossefaldene liggende Eiendomme. Peder Hanssøn var dansk af Fødsel, havde tidlig været knyttet til Hoffet, var bleven indgiftet i det norske Aristocrati ved at ægte en Datter af Hr. Nils Henrikssøn (Gyldenløve) og Inger Ottesdatter, og havde Nedenæs i Forlehning,^[93] da han i 1537 eller kort derefter blev Lehnsherre paa Akershus og derigjennem den mest indflydelsesrige Mand i Riget. I 1541 fik han kongeligt Skjøde paa Sem Gaard paa Eker, der sandsynligvis har været blandt det confiskerede Biskops- eller Klostergods, og allerede i samme Aar begyndte han sine videre Eiendoms-Operationer, hvilke han med seig Udholdenhed uafbrudt fortsatte lige til sin Død i 1551. Dipl. Norv. (VII og VIII) indeholder for disse Aar omtrent 30 af hans Eiendomshandler, hvoraf 27 angaa Gaarde eller Gaardparter paa Eker, 2 i Skoger (Strømmen) og 1 i Hof paa Vestfold.^[94] Den betydeligste af de erhvervede Gaarde var uden Tvivl Foss, det senere Fossesholm, til hvilken Gaard Hr. Peder almindeligvis skrev sig. Maaden, hvorpaa de nye Eiendomme erhvervedes, danner et Tidsbillede i større Maalestok for, hvad der samtidigt i det mindre foregik omtrent over det hele Land. Fossesholm (eller dengang „Gaardene Foss“) tilhørte Maria-Kirken i Oslo og laa tildels til sammes Commun, da Godset af Capitlets Provst „med Capitlets Samtykke“, som det heder, blev tilmageskiftet Peder Hanssøn, som i 1541 erholdt kongelig Stadfæstelse paa Mageskiftet,^[95] der i Virkeligheden neppe har faldet mere i Provstens og Capitlets Smag, end naar Oslo Domcapitel omtrent samtidigt til Peder Hanssøn afgiver ikke mindre end syv Gaardes Landskyld, hvoriblandt Skjelbred, Sossen og Ulveland paa Eker, mod „jævngodt Gods“ af Rente paa Follo og Romerike.^[96] I en anden Eiendom paa Eker, søndre Hobolstad, var Peder Hanssøn Medeier med en Bondemand, Amund Perssøn, der under 14de October 1550 overdrog Lehnsherren den hele Gaard uden andet Vederlag, end at denne frafaldt sin Tiltale mod Afhænderen, fordi denne „dølde inde sin Landskyld og ei havde betalet hende i langsomme1ig Tid og havde ulovlig hugget i Skoven, hvorfor han bad for Guds Skyld om Naade og gav for^ne Peder Hanssøn derfor de to Øresbol Jorder, han aatte i for^ne Gaard Hobbelstad“. I det samme Tidsrum erhvervede Peder Hanssøn endel Fossefald under forskjellige Gaarde paa Eker, hvor det udtrykkelig nævnes eller af Sammenhængen forstaaes, at Sagbrug var indrettet eller skulde indrettes. Peder Hanssøns Enke, Ingeborg Nilsdatter (Gyldenløve), der først døde i 1597,^[97] var efter Mandens Død bosat paa Fossesholm, medens Sønnen, Canceler Hans Pederssøn, eiede og sædvanlig skrev sig til Sem Gaard, som han i 1602 mageskiftede til Kronen. Gjennem Canceler Hans Pederssøns Datter Anna kom Fossesholm derefter til den adelige Æt Lange, tilhørte senere Statholder Hannibal Sehested og endnu senere Constantin von Marselis, indtil den i 1697 kjøbtes af de to rige Christiania-Borgere Jørgen Paulssøn og Gjord Anderssøn, forblev derefter gjennem hele forrige Aarhundrede i Bypatriciatets Hænder for i vort Aarhundrede atter at gaa tilbage til Bondestanden.^[98] I Godsets vexlende Eiere gjenfinder man saaledes alle Overgangene i det norske Samfunds Udvikling fra Reformationen og lige ind i Nutiden. Dets Skjæbne gjennem Tiderne er et Billede i det Mindre af de samme Forholde, der i det Større have virket bestemmende for det hele Land.

De tidligste Udførsels-Opgaver, som haves for Tidsrummet efter Reformationens Indførelse i 1537, indeholdes i de tvende Akershus Lehns-Regnskaber, der ere os levnede for 1557–58 og 1560–61 ( det første fra Philippi & Jacobi Dag det ene Aar til samme Dag det følgende Aar og det andet fra Michelsdag til Michelsdag). Som det næste i Ordenen følger et Regnskab over „Told af udlendske Skib, som ladde paa Bergen vaag 67“ (1567). Som Anhang er til sidstnævnte føiet et Regnskab over „Told af udlendske Skib, som ladde udi Bergen Hus Lehn 67“ (1567), hvori er specificeret og beregnet til indtægt Tolden af de udenlandske Fartøier, der i det nævnte Aar havde indtaget Last paa Søndhordeland, i Ryfylke og paa Jæderen. En „Extract og Forklaring paa Erik Rosenkrants’s Regnskab af Bergenhus“ for Aaret fra Michelsdag 1566 til samme Dag 1567 har kun Interesse, forsaavidt man deraf kan udregne, hvormange Fartøier der i det nævnte Tidsrum have erlagt den sædvanlige Hansa-Told.^[99] Foreløbig skulle vi imidlertid udelukkende holde os til det Søndenfjeldske. De nævnte tvende Akershus Lehns-Regnskaber omfatte Tolden af fremmede Skibe, der have udklareret fra Follo Fogderi, fra Tunsberg Lehn og Bragernæs Fogderi samt fra Oslo, Tunsberg og Sarpsborg Kjøbstæder. Hertil kommer, forsaavidt angaar Regnskabet 1560–61, Brunla Lehn samt Nedenæs Lehn for $\scriptstyle {\frac {1}{2}}$ Aar.^[100] Det mest iøinefaldende Træk ved disse Told-Regnskaber er den ringe Rolle, som Kjøbstæderne spille med Hensyn til Trælast-Udskibningen. Det er endnu som i Middelalderen Skind, Huder, Fedevarer og Tjære, der foruden Fiskevarerne ere de væsentligste Udførsels-Artikler, medens Trælasten i Sammenligning med Landdistricternes Udførsel indtager en ganske underordnet Plads. Kjøbstædernes Trælastskibning er overhovedet paa denne Tid endnu saa ringe, at den for Betragteren væsentlig kun har sin Interesse som Udgangspunct for en senere paafølgende stor og kraftig Udvikling, hvorhos den allerede nu peger i den samme Retning, som den senere bibeholdt, idet den fortrinsvis omfatter de forædlede Varer, hvis fabrikmæssige Tilvirkning meget snart viste sig som en for Kjøbstad-Borgerne særlig egnet Virksomhed.

I Told-Regnskabet 1557–58 findes for Oslo intet nævnt om Salg eller Udførsel af Trælast, hvoraf imidlertid ingenlunde tør sluttes, at saadan Export ikke har foregaaet, eftersom kun Udlændiges Udførsel var beskattet, og Regnskaberne saaledes dengang og endnu længe senere intet indeholde om, hvad Byborgerne selv have exporteret i egne Fartøier. At allerede nu endel Fartøier hørte hjemme i Oslo, synes at fremgaa af Lehnsregnskabet 1560–61, hvor der omhandles tvende Skibsbyggere samt Skibstømmermænd, „Drivere“ og en Seilmager som bosiddende i Byen. Tilfældigt nævnes derhos et større Fartøi (Pinke) som tilhørende den ovenfor nævnte Borgermester Trond Jonssøn, der sees at have handlet med „Baysalt“, hvilket han ikke usandsynligt selv har ladet indføre fra Frankrige. Medens Regnskabet 1557–58 for Oslo By savner enhver Oplysning om Trælast-Exporten, har Regnskabet for 1560–61 en Rubrik saalydende: „Told for Skib og Saugdeler, som fremmede Kjøbmænd haver indskibet“ (indladet). Som Prøve paa, hvad der under denne Overskrift indeholdes, hidsættes følgende: .

iiɉ Dlr. ij ß, af Johan Flauvr(e)nne for 1002 Saugdeler til Told.

i Dlr., af Johan Fienn for 400 Saugdeler.

iɉ Dlr., af Jelle Wibrantsen for sit Skib Christiern Mule^[101] ladde, til Told.

xij ß, af Henrik Barenborch for 100 Deler til Told.

iiij Dlr. 1 Ort, af Johan Pedersen for 1900 Deler til Told.

iɉ Dlr. af forskrevne John for 600 Deler til Told.

xij ß, af Jochim Holm for 100 Deler til Told.

o. s. v.

Det udskibede Quantum Sagdeler udgjør i det Hele 10,252 Stykker, der regnet efter store Hundreder udgjør 1025 Tylfter, hvoraf resp. 210, 190, 180 og 100 Tylfter synes at have udgjort hele Ladninger, medens det øvrige i Smaapluk solgtes af Bymændene til den reisende Kjøbmand eller Skipper og udførtes til Udlandet sammen med andre indkjøbte Varer: Tjære, Huder o. s. v. De omhandlede 1025 Tylfter Sagdeler have neppe bestuet mere end omtrent 100 Læster, og da de ifølge Regnskabet ankomne 21 udenlandske Fartøier efter de af dem erlagte Skibsafgifter kunne antages at have haft en samlet Dræglighed af omtrent 600 Læster (1200 Tons), skulde altsaa den fra Oslo udførte Trælast endnu i 1560–61 kun have udgjort $\scriptstyle {\frac {1}{6}}$ af den samlede Tonnage for Udgaaende.^[102] Fra 1561 til 1608 haves intet Oslo Told-Regnskab, og den gradvise Tilvæxt i Byens Handel gjennem det mellemliggende Tidsrum af 47 Aar kan saaledes ikke nærmere paavises, men at Omsætningen i denne Periode har tiltaget i et Forhold, som baade før og senere har været ukjendt, erfares deraf, at Staden i sidstnævnte Aar (1608–09) besøgtes af tilsammen 76 udenlandske Fartøier med en samlet Drægtighed 2,968 Læster, hvori foruden andre Varer udskibedes 7,453 Tylfter Deler, og dog laa maaske det største Fremskridt deri, at Stadens Borgere nu eiede 14 større Fartøier af omtrent 700 Læsters Drægtighed i udenrigsk Fart, hvoraf hvert enkelt gjorde 3, 4 eller lige op til 6 Reiser paa Holland i Løbet af et Aar, saa at Stadens Borgere i egne Skibe udførte et næsten ligesaa stort Quantum Trælast som det, der efter ovenstaaende blev udexpederet i udenlandske Fartøier. Et lidet Indblik i Byens Trælastforholde og i disses stærke Udvikling gjennem Tidsrummet efter Stettiner-Freden faar man af Oslo By-Vedtægter fra 1595, hvor det forbydes i Julehelgen og andre store Høitider at lægge „Tømmer, Deler og Andet paa Gaden og Bryggen udi Veien til Uryd“. Til daglig skulde man altsaa finde sig i, at Tømmer og Dele-Stabler stode i Rækker langs Gaden og paa Bryggen. Ingen Politiforskrift kan tydeligere lægge i Dagen, at Trælasten allerede da var blevet en Hovednæring, hvis Betydning for Byens almindelige Trivsel saa meget lettere forstodes, som varen for en stor Del endnu forhandledes en detail og dens Salg saaledes noget nær var Hvermands Forretning.

Hverken i Regnskabet for 1557–58 eller for 1560–61 omhandles nogen Trælast-Udførsel fra Tønsberg By, hvor Omsætningen med Udlandet i det Hele synes at have været overmaade ringe. De Varer, der omhandles, ere kun de samme Ubetydeligheder af Oxehuder, Bukkeskind og Pelsværk m. v., hvormed Handelen her som i de øvrige norske Byer udenfor Bergen havde været drevet gjennem hele Middelalderen. Sarpsborg viser endnu kun ringe Tegn til, at dens fordelagtige Beliggenhed ved Glommen-Mundingen havde begyndt at gjøre sig gjældende, og de overordentlig ringe Quanta af Trælast, der udføres, pege hen til, at det endnu vilde vare længe, inden der blev Spørgsmaal om nogen Flødning fra Glommen-vasdragets øvre Løb. I 1557–58 besøgtes Sarpsborg (Salsborg) Havn kun af 10 udenlandske Fartøier, der samtlige kom for at hente Trælast. De benævnes i Regnskabet for „Skuder“, hvortil i hin Tid almindeligvis kun henførtes de mindste søgaaende Fartøier, navnlig de fra Danmark kommende „Kornskuder“. De 6 af disse 10 Fartøier vare ogsaa danske, 3 fra Stralsund og 1 fra Rostock; Toldbeløbet var fra 4 ß til 12 ß pr. „Skude, fuldt med Tømmer“, og Byens hele Trælasttold for Regnskabs-Aaret beløb sig til den beskedne Sum af 97 Skilling. Regnskabet 1560–61 viser ikke større Resultater. Der udførtes da i det Hele 1800 Deler og dertil 5 Skibslaster med Tømmer; af de ankomne Fartøier var 1 fra Scotland (Dundee), 1 fra England, 3 fra Workum og 1 Skude fra Sæby. Delerne solgtes til reisende Kjøbmænd. Indladningen har formodentlig foregaaet ved de saakaldte „Boder“ lidt ovenfor Sannesunds Færgested. Uagtet den ubetydelige Udførsel af Trælast berette dog Sarpsborgs Borgere selv i en Klage til Kongen af 1556, at „vor meste Handel, den vi fattige Mænd kunde hjælpe os med, er ikke andet end Sagedeler, Sperrer og Bord, som mangen Mand vel vitterligt er“.^[103] Efterat Sarpsborg var brændt i Syvaarskrigen, blev, som bekjendt, det ny anlagte Fredriksstad Arvtageren til den hele commercielle Stilling ved Glommen-Mundingen og kom saaledes til at staa i samme Forhold til Sarpsborg som senere Christiania i Forhold til Oslo. Det ældste levnede Told-Regnskab for Fredriksstad er for Regnskabs-Aaret Philippi & Jaeobi Dag (1ste Mai) 1603 til samme Dag 1604. I dette Tidsrum indkom til Staden 61 udenlandske Fartøier med en samlet Drægtighed af 1103 Læster, hvormed udførtes 3,621 Tylfter Deler foruden anden Trælast. Samtidigt sees Fredriksstads Borgere at have eiet 9 Fartøier paa tilsammen 196 Læster, der gik i udenrigsk Fart. Forskjellen mellem Sarpsborg i 1560 og Fredriksstad i 1603 er saaledes maaske endnu mere end den foran paaviste Forskjel mellem Oslos Udskibning i 1560 og i 1608 egnet til at give en Forestilling om den overordentlige Betydning, som Fredsperioden fra 1570 indtil Kalmarkrigen, navnlig for Kjøbstædernes Vedkommende, havde paa Udviklingen af Norges udenrigske Handel og Søfart. Fra disse Aar (efter 1570) skriver sig vistnok ogsaa de større Sagbrugsanlæg ved Glommens nederste Løb: ved Borregaard, Hafslund og Sande m. v., der maa antages at være af en noget sildigere Oprindelse end de større Sagbrugsanlæg ved Skiens og Drammens Vasdrag. Overhovedet tyde alle Omstændigheder hen paa, at de hollandske Trælastfartøier i Udskibningens tidligere Tider og i det Hele indtil Midten af 1600-Tallet fortrinsvis have holdt sig til den vestlige, langs Skagerak liggende Del af det søndenfjeldske Norge, idet de fra Næset fulgte Leden langs Nedenæs og Brunla helt op til Dramsfjorden. Glommen-Vasdraget laa endnu i Baggrunden, ventende paa den kommende Tid og den større Capitalmagt, som turde give sig ifærd med den lange Flødning og de kostbare Anlæg, der paakrævedes for i større Omfang at tilgodegjøre Vandmasserne gjennem Sarpen. Da Glommen-Dalens egentlige Tid var kommet, blev det ikke heller det lille Holland, men England og Frankrige, som derfra fyldte sit store Behov.

Bragernæs Fogderi omfattede ved Midten af 1500-Tallet Liers, Hurums og Røkens Præstegjæld, medens Skoger Sogn med de i samme liggende Lastepladser Strøm og Kobbervik (Tangen) hørte til Tunsberg Lehn eller Fogderi. Det synes imidlertid antageligt, at Tolden af Trælast-Udskibningen fra Drams-Elvens Munding i sin Helhed har været opkrævet af „Fogden paa Bragernæs Toldbod“, hvilket bestyrkes derved, at Udskibningen fra Kobbervik ikke i noget af Told-Regnskaberne for Tunsberg Lehn findes nævnt blandt Lastepladserne sammesteds.^[104] Ved de efterfølgende Uddrag af Bragernæs Told-Regnskaber maa derhos særlig haves i Erindring, at Adelens Udførselsproducter de facto om ikke de jure ansaaes som toldfrie, og at saaledes de forholdsvis betydelige Quanta skaaren Last, som sikkerlig udførtes fra Sem, Fossesholm og Ulveland Sagbrug, i deres Egenskab af „Junker-Deler“ ikke kunne antages at være medtagne i Regnskabet. Hvorledes dette Privilegium bragtes i Anvendelse, saa længe Tolden endnu nærmest kun havde Præget af en Skibstold, vides ikke. Under Overskriften: „Skibstold som Hollænder og andre Skipper have givet i dette Aar“ indeholder Akershus Lehns-Regnskab for 1557–58 efterstaaende, i schematisk Form overførte Oplysninger om Udskibningen fra Bragernæs Fogderi. Regnskabet indeholder intet om Fartøiernes Størrelse eller om Trælastens Beskaffenhed. Skibsdrægtigheden er derfor anslaaet efter en Sammenstilling med de øvrige Udskibningssteder og efter hvad der i saa Henseende er kjendt fra en noget sildigere Tids mere specificerede Regnskaber, hvorhos er taget i Betragtning, at mægtigheden for de hollandske Fartøier, der hentede Trælast i Drammen og Langesundsfjorden, senere gjennemsnitlig viser sig større end ved den hollandske Fart paa de fleste øvrige Landsdele:

1

Fartøi

gav

i

Told

\scriptstyle {\frac {1}{2}}

Dlr.,

ansl.

Drægtighed

15

Læster

15

Læster.

11

–

20

–

220

–

1

–

1

Ort,

–

25

–

25

–

17

–

35

–

595

–

3

–

1

–

37

–

111

–

16

–

40

–

640

–

1

–

1

–

44

–

44

–

2

–

50

–

100

–

52

Fartøier.

Samlet Drægtighed for Aaret 1750 Læster.

Fartøierne hørte næsten alle hjemme i de sædvanlige smaa Søstæder rundt Zuidersøen: Stafern, Hindelopen, Edam, Schiedam m. v. Lehns-Regnskabet for 1560–61 giver noget nær samme Resultat. Antallet af de fra Bragernæs Toldbod i dette Aar udklarerede Fartøier var 57 med en Drægtighed, der kan anslaaes til 1748 Læster, hvilket Quantum Trælast saaledes ved denne Tid synes at have været Gjennemsnittet af den toldpligtige Export. Kronens Sagbrug paa Buskerud Gaard sees i 1557–58 at have „rentet“ 730 Tylfter 3 Stykker Sagdeler, hvilket Quantum vistnok har været udført til Danmark eller andetsteds udenfor Norge. Det samlede Toldbeløb for Bragernæs Fogderi udgjorde i de tvende omhandlede Regnskabs-Aar resp. 143 Daler 12 Skilling og 155 Daler. Fra 1560 til 1620 haves intet Regnskab bevaret, der kan give Oplysning om Udskibningen fra Drammen. For Regnskabs-Aaret 1620–21 var den samlede Udskibning af Trælast fra „Drammens Fogderi“ (heri da ikke indbefattet Hurum og Røken) 6,040 Læster, der udførtes i 123 Fartøier, hvoraf 72 hollandske med en Drægtighed af 5,450 Læster, samt i 51 danske og norske Kreiere eller Smaaskuder med en Drægtighed af omtrent 590 Læster. Gjennemsnits-Drægtigheden for de hollandske Fartøier var nu steget til henimod 76 Læster. Ladningerne vare i Regelen blandede: Spirer, Bjælker og Deler. Toldintraderne ved Drammens Toldsted vare i 1620–21 stegne til 1869 Daler 1 Ort 10 ß. Tages Lehns-Regnskabet for 1528 til Udgangspunct, bliver Progressen for Udskibningen i hollandske Skibe fra Drammen:

	Antal Skibe.	Drægtighed.
1528	33	(anslaaet)	1,100	Læster^[105]
1557	52	(do.)	1,750	–
1620	72		5,450	–

Trælast-Udskibningen fra Follo Fogderi foregik i 1557–58 ved 29 fremmede Fartøier (24 Mærs-Kreiere og 5 Boiere). Regnskabets Overskrift er: „ Told som Hollænder og andre Skipper haffuer giffuit“.

5

Fartøier

erlagde

i

Told

\scriptstyle {\frac {1}{2}}

Dlr.,

ansl.

Drægtighed

à

15

Læster

75

Læster.

15

–

1

–

a

20

–

300

–

7

–

\scriptstyle 1{\frac {1}{2}}

–

à

30

–

210

–

2

–

\scriptstyle 1{\frac {1}{2}}

–

(+ 10Al. Lærred^[106])

à

35

–

70

–

29 Fartøier.

Tilsammen 655 Læster.

Foruden den normale Told erlagdes en Tillægstold „for Sko og Lærred“, hvilken Afgift for 9 af de større Fartøier er beregnet med $\scriptstyle {\frac {1}{2}}$ Dlr. og for 15 mindre med 12 Skilling for hvert. Denne Tillægstold havde oprindelig været et Gratiale, som Fogderne og Tolderne i Landdistricterne opkrævede for egen Regning, men ved en kongelig Instruction for Lehnsherrerne paa de fire Hovedslotte, dateret 1ste Marts 1558 (Art. 8) befaledes, at hvad „Havnefogderne“ saaledes efter Sædvane havde modtaget, herefter skulde opkræves som en Indtægt for den kongelige Kasse. Denne Tillægsafgift, der i Almindelighed kun forekommer i Landdistricternes Told-Regnskaber, vedblev til langt ind i næste Aarhundrede. Efter Lehns-Regnskabet for 1560–61 var Antallet af Fartøier, der lastede paa Follo 30, altsaa kun 1 mere end i 1557–58, men hertil kommer, som anført paa et andet Sted i Regnskabet, 4 Fartøier, der have indtaget Ladning i Næsoddens Præstegjæld (formodentlig i Bundefjorden), hvor der vel har været en egen Toldopkræver (Havnefoged). Af de 4 til Næsodden ankomne fremmede Fartøier var et paa 3 og et andet paa 2 Mærs, altsaa af forholdsvis større Drægtighed. I intet af Regnskaberne nævnes Sons Ladested. Det første Follo Told-Regnskab, der efter 1560 findes bevaret, er for Aaret 1614–15 og omfatter Drøiback, Hvidtsten, Emmerstad og Skiphelle Ladesteder, men heller ikke her nævnes Son, som derimod forekommer i særskilte Regnskaber for Aarene 1618–20 med en Export, der noget nær er lige saa stor som den samlede Export fra de ovenfor specielt nævnte Havne paa Follo. Trælast-Exporten paa disse foregik i Regnskabs-Aaret 1614–15 i 43 Fartøier med en samlet Drægtighed af 697 Læster, en Udskibning, der altsaa kun er lidet større end i 1557–58, medens Fartøiernes Gjennemsnits-Drægtighed endog viser sig at være i Synkende. Skovbestanden paa Follo Kyststrand (mellem Kjøvangbugten og Næsodden) maa saaledes vistnok i de mellemliggende Aar have været betydelig medtagen.

Medens Afbrydelsen i Rækken af de bevarede Told-Regnskaber i Almindelighed strækker sig fra 1560–61 til ind i det følgende Aarhundredes Begyndelse, er der for Tunsberg Lehn eller Fogderi bevaret ikke mindre end sex Told-Regnskaber i Aarene mellem 1584 og 1592, altsaa netop fra den Periode, da vor Trælasthandel gjennem sin nære Forbindelse med Amsterdam mere directe var begyndt at paavirkes af den almindelige Verdens-Omsætning. Denne lille Række Regnskaber fra Tunsberg Lehn udgjør i Forbindelse med tvende Bratsberg Lehns Regnskaber for 1585 og 1586 for Østlandets Vedkommende alt, hvad der med Hensyn til Tidsrummet 1561–1599 findes levnet af statistiske Opgaver om vor Trælast-Udførsel. Tabellen paa næste Side giver en Oversigt over Udførselen fra de forskjellige Lastepladser inden Tunsberg Lehn.

Gjennemsnits-Drægtigheden for de Fartøier, der have hentet Last i Fogderiet, viser kun ringe stigning i Tidsrummet mellem 1584 og 1610, i sidste Aar udgjør den 23 Læster, medens den i 1584 er 20 Læster, hvortil den ogsaa for Aarene 1557–581og 1560–61 er anslaaet. Navnene paa Lastepladserne ere endnu vel kjendte i vore Dage: Markebo ligger i Slagen Sogn under Gaarden Brataas, omkring 3 km. Syd for Aasgaardstrand, Stenbryggen mellem Aasgaardstrand og Horten, Frøbergsvik under Gaarden Freberg i Nykirke Annex til Borre. I Opgaven er ikke medregnet endel smaa danske Skuder paa ca. 10 Læster, som i Almindelighed medbragte Korn og Fedevarer, og med Hensyn til hvilke det kan ansees givet, at de igjen toldfrit udførte Trælast. Disse Smaafartøier hørte sædvanlig hjemme i de jydske Byer: Randers, Aalborg,

Sæby m. v. Tabellens Indhold er saaledes næsten

Trælast-Udskibningen fra Tunsbergs Fogderi.

Lastepladser.	1557–58.		1560–61.		1584–85.		1585–86.		1587–88		1589–90.		1591–92.		1610–11.
Lastepladser.	Antal.	Drægtighed (Læster).	Antal.	Drægtighed (Læster).	Antal.	Drægtighed (Læster).	Antal.	Drægtighed (Læster).	Antal.	Drægtighed (Læster).	Antal.	Drægtighed (Læster).	Antal.	Drægtighed (Læster).	Antal.	Drægtighed (Læster).
Melsomvik			2		16	291	6	105	14	267	12	232	16	312
Nøtterø			4		16	291	8	150	14	267	12	232	16	312	49	1,061
Markebo^[107]			6		18	388	13	463	14	272	12	232	22	456
Stenbryggen			4		9^[108]	182	7^[108]	129	5^[108]	94	6^[108]	132	22	456
Frøbergsvik			6		10	214	3	69	10	206	9	184	21	412	13	270
Snekkestad			5		10	214	3	69	10	206	9	184	21	412	13	270
Holmestrand			11		10	183	7	149	12	235	12	236	17	332	27	765
Sanden Sogn			5		15	299	7	135	12	231	8	160	17	336	32^[109]	685
Tilsammen	32	(600)	43	(800)	78	1,557	51	1,200	67	1,305	59	1,176	93	1,848	121	2,781

udelukkende at henføre til Udskibningen i hollandske Fartøier, fra Hinlopen, Koudam, Workum, Molkern m. v. Mellem 1560–61 og 1584–85 viser sig, som det vil sees, næsten en Fordobling baade i Skibenes Antal og i deres Drægtighed, men denne stærke Tilvæxt kan vistnok med Sikkerhed forudsættes ganske væsentlig at falde paa Tidsrummet efter Stettiner-Freden (December 1570), hvorefter altsaa Stigningen i de næste 13 à 14 Aar forholdsvis skulde have været adskilligt større end i de paafølgende 26 Aar fra 1584 til 1610. Stagnationen i det sidste Femaar af 1580-Tallet er let forklang af de skjæbnesvangre Kampe, Hollænderne just i disse Aar havde at bestaa med Spanien. Toldintraderne for Lehnet udgjorde i hvert af Regnskabs-Aarene 1588 og 1589 (fra St. Hans i det ene Aar til samme Dag i det følgende) resp. 127 og 137 Daler, medens de for 1591, med væsentlig samme Toldsatser, findes at være stegne til 227 Daler. Overhovedet indtraadte der paa 1590–Tallet og navnlig henimod Aartiets Slutning efter samtlige fra denne Tid levnede Told-Regnskaber en Efterspørgsel efter norske Producter og et Opsving i vor Omsætning, hvortil aldrig tidligere var seet Mage, og som staar i nøieste Forbindelse med den Lettelse, som føltes, og den Tillid til Fremtiden, som atter besjælede den protestantiske Verden, efterat Spaniens Overmagt tilsøs havde faaet sit Dødsstød ved Armadaens Undergang. Foruden „Begerholt“,^[110] der ved den her omhandlede Tid var bleven en almindelig Udførselsvare fra Norge, vise de nævnte Told-Regnskaber, at der i Tunsberg Lehn i hine Tider maa have hersket en udbredt Husflid for Tilvirkning af Træboskab, idet Hollænderne ved Siden af Granbjelker og Deler jævnlig fra Lehnet sees at have udført Øxe- og Spadeskafter, Truge, Hjulved og Aaretræer. Bøgeved udførtes fra Melsomvik.

Angaaende Trælast-Udførselen fra Brunla Lehn haves Oplysning i Akershus Lehns-Regnskab for 1560–61 i samme knappe Omfang som for de øvrige Steder, idet hvert enkelt udexpederet Fartøi kun er indført med Tilføielse af den erlagte „Skibstold“ og med Bemærkning om, hvor Fartøiet hørte hjemme. Antallet af Fartøier vil erfares af efterstaaende Sammendrag, hvor Fartøiernes Drægtighed er anslaaet paa samme Maade som tidligere:

56

Fartøier

gave

hver

\scriptstyle {\frac {1}{2}}

Daler

i Told, der

ansættes

à

15

Læster

til

840

Læster.

25

–

1

–

eller

3

Ort

–

20

–

500

–

7

–

\scriptstyle 1{\frac {1}{2}}

–

5

–

25

–

175

–

3

–

2

–

35

–

105

–

91

Fartøier.

Drægtige tilsammen 1620 Læster.

Med Undtagelse af en kort Notis om Toldbeløbet i 1630–31 haves ingen Oplysninger fra de levnede Told-Regnskaber om Trælast-Exporten fra Brunla Lehn, og nogen nærmere Sammenligning mellem før og senere kan derfor ikke anstilles. Den omhandlede Notis lyder saaedes: „Annammet udi Afgift for al Tolden af Lawervigen, Sandefjordt og des underliggende Ladsteder udi Brunlaug Lehn Pendinge = 1610 Dlr.“ For samme Aar findes en Oplysning om, at Trælasttolden for Langesund og „de smaa Ladesteder i Bamle Fogderi“ (ɔ: Skien, Porsgrund, Brevik og Langesund m. v.) udgjorde 14065 Dlr. 1 Ort 9 ß, men heri er ikke medregnet Rorstold og Zise m. v, saa at den samlede Told for Bratsberg Lehn i Regnskabs-Aaret vel maa antages at have udgjort mindst 2000 Dlr. Efter dette Anslag og hvad der senere vil findes anført af de specielle Opgaver om Trælast-Exporten fra Langesundsfjorden, tør det antagelig sluttes, at Trælast-Exporten fra Brunla Lehn i de sidste Decennier af 1500-Tallet og de første Decennier af 1600-Tallet har haft en Fremvæxt, der forholdsvis tilsvarede, hvad der gjennemsnitligt var Tilfældet med Udskibningen fra Bratsberg Lehn. At den, absolut taget, aldrig naaede op til Exporten fra Bratsberg Lehn, maa derimod ansees for givet. Gjennemsnits-Drægtigheden i 1560–61 (omtrent 18 Læster) viser sig betydeligt ringere for Farten paa Brunla end for Bragernæs Fogderi og Langesunds-Fjorden. Ikke mindre end 29 af de Fartøier, der vare i Fart paa Brunla, og hvis Hjemsted er opgivet, hørte hjemme i Husum, medens dog Hollænderne ogsaa her sees at have været de absolut talrigste.

Det sidste Fogderi eller Underlehn, hvorom Akershus Lehns-Regnskab for 1560–61 indeholder Oplysninger med Hensyn til Trælast-Exporten, er Nedenæs. Overskriften til dette Special-Regnskab lyder saaledes: „Opbørsel af Nedenæs Lehn, som Hollændere og andre skippere have givet udi dette $\scriptstyle {\frac {1}{2}}$ Aar. Item hvis Penninge der er opbaaret for Sko og Lærred, som Fogden tilforn pleiede at have, den haver han og haft i dette Aar, thi han haver intet andet at underholde sig med, uden en Gaard, som renter aarligen 3 Kohuder.“^[111] Da Regnskabet gaar fra Michelsdag det ene Aar til Michelsdag det følgende, maa det halve Aar, som Regnskabet siger sig at omfatte, utvivlsomt være Tidsrummet fra 29de Marts 1561 til 29de Sept. s. A. eller omtrent den egentlige Skibsfartstid af et helt Aar. Regnskabet opgiver som udklarerede 150 Fartøier, der alle maa antages at have været lastede med Trælast. Tolden af disse 150 Fartøier udgjorde 234 Dlr. 1 ₻ 8 ß, eller 1 Dlr. 27 ß pr. Fartøi, samtidigt med at den for 57 fra Bragernæs Fogderi (Drammen) i samme Aar udklarerede Fartøier udgjorde 155 Dlr. eller 2 Dlr. 34 ß pr. Fartøi. Da Toldopkrævningen neppe har været væsentlig forskjellig i de to Fogderier, maa af det Anførte sluttes, at Nedenæs-Skibningen har foregaaet i de almindelige smaa Fartøier, hvilket ogsaa fremgaar deraf, at neppe mere end Halvdelen vare hollandske og tyske, medens et betydeligt Antal var fra nærliggende danske og svenske^[112] Steder. Skibningen fra Nedenæs Lehn kan derfor i 1550–61 neppe have udgjort mere end 2,500 Læster, hvoraf omtrent 1300 Læster falder paa hollandske Fartøier. Dette stemmer ogsaa temmelig nøie med Udskibnings-Forholdene fra Nedenæs 50 Aar senere, hvorvel den egentlige Hollands-Skibning da var stærkere overveiende. Det første Told-Regnskab for Lehnet, som efter 1560–61 findes bevaret, er fra 1513–14; der udførtes da fra Lehnet Trælast i 277 Fartøier med en samlet mægtighed af 5,302 Læster, eller 19 Læster paa hvert Fartøi. Efter hvad der er anført foran Side 113, bliver altsaa Progressen for Nedenæs Fogderi:

Aar.	Antal Fartøier.	Drægtighed.
1528	12	240
1560–61	150	2500
1613–14	277	5302

Udskibnings-Havnene i Nedenæs vare efter Regnskabet for 1613–14: Gamle Hellesund, Sandsfjord (Lillesand), Lindevik,^[113] Strømsfjord, Grømstad, Arendal, Mørnæs,^[114] Oxefjord (Tvedestrand), Øster-Risør og have vistnok i det Væsentlige været de samme i 1560–61.

De statistiske Oplysninger, som i det foregaaende ere gjennemgaaede, omfatte Oslo, Tunsberg og Sarpsborg (Fredriksstad) Kjøbstæder samt Follo, Bragernæs, Tunsbergs, Brunla og Nedenæs Lehn, og hermed standse de Kilder fra Midten af 1500–Tallet eller Perioden før Syvaars-Krigen, der have dannet de faste Udgangspuncter for Sammenligningen mellem denne Periode og Tidsrummet omkring Begyndelsen af det følgende Aarhundrede. Men idet de officielle Opgaver begynde at glippe, opstaar Spørgsmaalet, om der ikke af de allerede indvundne Resultater lader sig udfinde en almindelig Maalestok for Progressen, ved hvis Anvendelse Lacunerne kunne udfyldes. Af det søndenfjeldske Norge, taget fra Sire-Aaen til Idefjord, gjenstaar Bratsberg Lehn, Mandals og Lister Lehn samt Kyststrækningen af det nuværende Smaalehnenes Amt. For disse Landskabers Vedkommende kjendes i det Væsentlige ingen tidligere statistiske Oplysninger, end hvad der indeholdes i forskjellige Told-Regnskaber fra 1600-Tallets første Fjerdedel. Et enkelt mindre District, nemlig Bunden af Christiania-fjorden vestenfor Christiania (Asker), findes ikke omhandlet i noget samtidigt Told-Regnskab, hvilket maaske kan finde sin Forklaringsgrund deri, at Udskibningen hovedsagelig er foregaaet for Kronens eller enkelte Adelsmænds Regning og saaledes har været anseet for toldfri. Muligens kan ogsaa Udskibningen, uden at derpaa udtrykkelig er gjort opmærksom, være indbefattet i Oslo Told-Regnskaber. Hurum og Røken høre ligeledes herhen, da der ikke har været taget noget Hensyn til disse to Præstegjæld ved de foran anstillede Sammenligninger mellem de tvende Handelsperioder, hvis gjensidige Forhold søges belyst. Udskibningen fra disse Districter maa i ethvert Fald have været forholdsvis ubetydelig.

Medens der for Bratsberg Lehn ikke haves noget Tom-Regnskab levnet før 1585, er der ingen Landsdel, der i den sidste Halvdel af 1500–Tallet hyppigere findes omhandlet i kongelige Breve og Actstykker, vedrørende Skovdrift eller Anlæg af Sagbrug. I et Kongebrev til Lehnsherren paa Akershus af 21de Juli 1551 heder det, at „Severin Skriver, Borgermester i Skien, dengang han var Foged paa Kongens Gaard Bratsberg, har taget et Stykke Skov og Mark fra Vor Frue Kirke og Præstegaarden i Tunsberg, og siden har Severin Skrivers Svoger og deres Anhængere taget en Møllefos fra samme Kirke og Præstegaard, og ladet bygge en Sagmølle der, og bruger Fordel dermed“. I 1559 fik Jørgen von Anzbach^[115] Livsbrev paa Kronens Sagmølle paa Bollefors og Døllevik samt paa Kronens Sagmølle i Klosterfossen; ligesom han samme Aar fik Brev paa Gimsø Kloster. I et Kongebrev af 1568 gives Tilladelse for en Jens Røraa i Eidanger til at beholde en Sagmølle, „som han selv bygget har paa Præstebolens Eiendom til Gjerpen og Eidanger med Holtzdam og anden Tilbehøring“. Det synes ogsaa allerede paa denne Tid ikke at have været usædvanligt gjennem Sprængning med Krudt at gjøre Vandfald lempelige for Anlæg af Sagbrug. I 1561 faar saaledes Lehnsmanden paa Bratsberg Peder Bild Befaling til at „gjennembrænde en Stenklippe“ til Opførelse af 2 eller 3 Sagkværne for Kronens Regning, og i 1569 faar Søfren Nilssøn, Borger udi Skien, kongelig Tilladelse til, at han „maa brænde og opbryde Klippen paa Eide udi Skiens syssel og der bygge og opsætte en Sagmølle“. Overdragelse af Kronens Sagbrug til de kongelige Embedsmænd blev endog benyttet som en directe Gageforbedring for disse. Lagmanden i Skien fik ved Kongebrev af 26de Mai 1570 udlagt en Sagmølle „til sin bedre Forsørgelse“, ligesom Byfogden i Skien af et Kongebrev af 5te Mai 1582 erfares at have „en Kronens Sagmølle“ afgiftsfrit til sin Disposition, men befales at erlægge 30 Daler i aarlig Afgift til Kronen, naar hans Befatning med Byfoged-Embedet ophører. Leieafgiften var i sidstnævnte Tilfælde ikke vilkaarlig valgt, men fastsat i Henhold til en af statholder Paul Huitfeldt (1572–1577) paabuden almindelig Forhøielse fra 6 Dlr. til 30 Dlr. i aarlig Leie af Kronens Sagbrug, en ganske mærkelig Regjerings-Foranstaltning, der viser, hvor lønnende Sagbrugsdriften maa have vist sig i det nærmeste Decennium efter Stettiner-Frede.. Bratsberg Lehns Hovedtoldsted var i Langesund, hvorefter hele Districtet ligetil den nyere Tid er bleven kaldet Langesunds eller Langesunds-Fjordens Tolddistrict, selv efterat Toldstedet var flyttet til Porsgrund. Allerede i de tvende ældste bevarede Regnskaber for Bratsberg Lehn af 1585–86 og 1586–87 fremtræder Langesunds Tolderi som Rigets daværende største Exportsted for Trælast, ligesom der sammesteds ialfald fra 1587 var beskikket en kongelig ansat Toldskriver.^[116] Efter 1586–87 findes bevaret et Langesunds Told-Regnskab for 1599–1600 og derefter tvende lignende for Aarene 1608–09 og 1609–10. I summarisk sammendrag stiller Udførselen sig for disse Aar, som følger:

Langesunds Tolderi:

Aar.	Antal udgaaende Fartøier.	Samlet Drægtighed (Læster).	Gjennemsnitlig Drægtighed (Læster).
1585–86	170	6,443	38
1586–87	127	7,696	$\scriptstyle 60{\frac {1}{2}}$
1599–1600	162	7,088	44
1608–1609	247	9,666	39
1609–1610	249	8,771	35

Efter denne Oversigt, hvori ikke er medtaget endel toldfri Smaatrafik paa Danmark (for 1585–86 og 1586–87 resp. 504 og 768 Læster), synes det antageligt, at Skibningen fra Bratsberg Lehn i Løbet af de 25 Aar, der ligge mellem 1570 og 1585 har tiltaget endnu stærkere end fra de øvrige Udskibningssteder, medens den derimod i det derpaa følgende Tidsrum af 25 Aar viser sig forholdsvis stagnerende. „Bønderne i Brevig“ og Borgerne i Skien ere her de almindeligst forekommende Exporteurer, de første for Rundlast og de sidste for skaaren Last. Det vide Indkjøbs-Marked i Langesunds-Fjorden viser sig tildels ogsaa i skibenes Nationalitet. Hollænderne ere vistnok her som paa de fleste andre Steder i ubestridt Overlegenhed, men ved Siden af dem forekommer der ogsaa engelske, scotske og lybske Fartøier, hvilke sidste udmærke sig ved en for hin Tid paafaldende Størrelse, enkeltvis indtil 260 Læster.^[117] Med Langesunds-Regnskabet for 1599–1600 følger et samtidigt Told-Regnskab for Sannikedal (Kragerø), hvoraf sees, at derfra er udført Trælast i 24 Fartøier paa tilsammen 528 Læster,– hvilket omtrent giver den normale Gjennemsnits-Drægtighed for Udskibningen fra Kystdistricterne.

I de første Decennier af 1600–Tallet henhørte Havnene ved Idefjord under Ide og Marker Lehn, der dog ikke strakte sig helt ud til Fjord-Mundingen ved Sponvik. Denne Ladeplads sees nemlig af Regnskaberne tilligemed Splidebogen, Skebergkilen, Kurefjord og Evjesund at have hørt under værne Kloster Lehn. Krokstad og Ellinkilen, der ligge mellem Skebergkilen og Kurefjord, hørte derimod ikke med til Klosterlehnet; den første Havn var eget Toldsted, og den sidste hørte under Onsø Lehn. Moss Ladested var eget Tolderi, og det samme var Tilfældet med Sons Ladested, der ikke er medregnet i de foran indtagne Opgaver over Indlastningen paa Follo, hvilket ogsaa stemmer med den nuværende Tolddistricts-Inddeling.^[118] De for de nævnte Ladepladser levnede Told-Regnskaber ere fra forskjellige Aar mellem 1602 og 1630, og der lader sig saaledes ikke for et enkelt bestemt Aar fremstille en samlet Oversigt over Udskibningen, hvorimod denne gjennem det hele Tidsrum synes at have haft en saavidt ensartet Character, at en Sammenligning for de forskjellige Aar neppe kan antages at give noget i det Væsentlige vildledende Resultat, naar kun Regnskaberne fra de indfaldende Krigsaar, saavidt muligt, holdes udenfor Regningen.^[119] Hvad der i disse Regnskaber indeholdes af statistiske Oplysninger om Trælast-Udskibningen, er i det Væsentlige søgt gjengivet i efterstaaende Tabel:

Regnskabs-Districter.	Regnskabs-Aar.	Antal Trælast-Fartøier.	Samlet Drægtighed (Læster).	Drægtighed paa hvert Fartøi (Læster).
Ide og Marker Lehn	1614–15	29^[120]	558	19
Værne Kloster Lehn	1629–30	20	335	17
Krokstad og Ellinkilen	1614–15	28	627	22
Moss	1624–25	63	1275	20
Son	1618–19	43	621	$\scriptstyle 14{\frac {1}{2}}$
Tilsammen		183	3,416	19 (÷)

For Mandals Lehn og Lister Lehn haves Told-Regnskaber fra Aarene 1612–13 og 1613–14. Lastepladsene i Mandals Lehn vare: Grumviken, der maaske er den nuværende Grundvikskile, der gaar ind i Ydre Flekkerø, Odderøen, Rugisholm og Lyngesund, der nævnes sammen, og hvoraf Rugisholm ikke længer kjendes, medens Lyngesund ligger mellem Lyngø, strax østenfor Christianssand, og Fastlandet, Hellesund og Trysfjord samt Vester-Risør og Hartmarksfjord. I Lister Lehn vare Lastepladserne: Naversund i Snigsfjorden, der nu henhører til Mandals Toldstedsdistrict, Oftefjord, Lyngdalsfjord og Lenefjord, Flekkefjord og Quindisdalsfjord. Udførselen af Trælast fra disse to Lehn er sammendraget i efterstaaende Tabel:

Lastepladser.	1612–13.			1613–14.
Lastepladser.		Antal Fartøier.	Samlet Drægtighed (Læster).	Gjennemsn. Drægtighed (Læster).	Antal Fartøier.	Samlet Drægtighed (Læster).
Mandals Lehn:
Grumviken	42	1038	$\scriptstyle 20{\frac {1}{2}}$	35	948
Odderø, Rugisholm og Lyngesund	68	1385			33	772
Hellesund og Trysfjord	53	1145			45	866
Vester-Risør og Hartmark Fjord	46	748			32	619
Lister Lehn:
Naversund	13	196	17	14	284
Oftefjord	6	161			113	169
Lyngdalsfj. og Lenefjord	25	348			17	28	446
Flekkefjord og Quindisdals Fjord	28	550			321	591
Tilsammen	283	5,571		230	4,695

Som sædvanligt er det Hollænderne, der findes stærkest repræsenterede ogsaa blandt de Fartøier, der hentede Trælast i Lister og Mandals Lehn, men strax man kommer vestenfor Næset, begynder Scotterne at vise sig i større Antal end østenfor, hvilket – som senere skal vises – end yderligere tiltager, naar man kommer til Ryfylke og de Bergenske Fjorde, en Fart, der vistnok var meget gammel og i det hele taget ældre end Hollændernes.^[121]

Efterspørgselen af Gran- og Furulast paa det store vest-europæiske Marked synes endnu ved Begyndelsen af 1600-Tallet fuldstændig at have kunnet tilfredsstilles ved Forsyningen fra norske Skove. Hvad der til dette Marked udskibedes af svensk Last fra Göta-Elvens Munding, var endnu forholdsvis ubetydeligt, og endnu ringere var Udskibningen fra de svenske Østersø-Provinser,^[122] der passerede ud gjennem Øresund. Under disse Omstændigheder faldt saaledes den norske Export og den vest-europæiske Trang til Forsyning i det Væsentlige sammen, og det bliver derfor af saameget større Interesse, om der maatte kunne anstilles en selv kun tilnærmelsesvis Beregning af, hvad den norske Export,i de forskjellige Tids-Afsnit af denne Periode har udgjort, og i hvilket Forhold Stigningen foregik. Slutningerne fra de kjendte Størrelser til de ukjendte, hvorved Hullerne i det bevarede Materiale skulde udfyldes, lettes her noget ved den Regelmæssighed i Fremadskriden og Udbredelse, hvoraf Hollændernes Trælastfart paa Norge i det Hele bærer Præget. Progressen for Mandals og Lister Lehn kan saaledes vistnok uden Betænkelighed ansættes i Overensstemmelse med, hvad man kjender til for Nedenæs, medens den for Kyststrækningen fra Idefjord til og med Follo paa samme Maade nærmest tør være at sammenstille med de fra Tunsberg Fogderis Regnskaber kjendte Talstørrelser. For Brunla Lehn haves kun et statistisk Holdepunct i Regnskabet for 1560–61, og dette tyder ved Mængden af Smaafartøier hen paa, at den tidligere Udførsel fra Lehnet (omkring 1528) nærmest maa kunne paralleliseres med Udskibningen fra Nedenæs Lehn, hvilket ogsaa synes naturligst for Bratsberg Lehns oprindelige Forholde. Men heri maa, som ogsaa sees af Bratsberg-Regnskabet 1609–10, i de sidste Decennier af 1500-Tallet være indtraadt den efter begge Lehns (Bratsberg og Brunla) Beliggenhed omkring Udløbet af skovrige og tømmerførende Vasdrag naturlige Forandring, at Udførselen efterhaanden er kommet til at foregaa i Fartøier af større Drægtighed og overhovedet mere og mere kommet i det for Bragernæs Fogderi characteristiske Spor.

Toldintraderne for Tunsberg Kjøbstad findes optagne i Akershus Lehns-Regnskaber baade i 1557–58 og i 1560–61. Af det første af disse Regnskaber synes at fremgaa, at aldeles ingen Trælastskibning da er foregaaet, ligesom der heller ikke i Regnskabet 1560–61 findes udtrykkelig omhandlet, at Trælast har været indbefattet under den overordentlige ringe Udskibning, som i det hele taget foregik fra Byen. Imidlertid er det, efter hvad der kjendes fra andre Kanter af Landet, sandsynligt, at der er udført Trælast fra Stedet i 3 i Regnskabet omhandlede Fartøier, hvoraf hvert enkelt er fragtet af „ en Skot“. Det første Told-Regnskab, som dernæst kjendes for Tunsberg By, er fra 1610–11, da der fra Byen udexpederedes ikke mindre end 85 Fartøier, hvoraf de. 68, tilsammen drægtige 1494 Læster, udtrykkelig nævnes som udførende Trælast, hvortil kommer 17, vistnok ganske smaa danske Fartøier, om hvis Udførsel intet er anført, men som sandsynligvis

Trælast-Udskibning

paa Strækningen fra Idefjord til Aaen Sire (1528–1628).

Kjøbstad, Ladested, Lehn eller Fogderi	1528.		1558–58 eller 1560–61.		colspan=2 Et af de første 3 Decennier paa 1600-Tallet
Kjøbstad, Ladested, Lehn eller Fogderi		Antal Fartøier.	Drægtighed (Læster).	Antal Fartøier.	Drægtighed (Læster).	Antal Fartøier.	Drægtighed (Læster).
Sarpsborg (Fredriksstad) Kjøbstad	0	0	5	100	77	1,623	1603–04.	Foruden de i midterste Rubrik opførte 5 Ladninger er fra Sarpsborg udført 180 Tylfter Deler.
Oslo –	0	0	10	300	128^[123]	5,798	1609–10.
Tunsberg –	0	0	3	60	68	1,494	1610–11.
Ide og Marker Lehn	9	180	60	1,200	3,395	1614–15:	29	Fart.	558	Læster
Værne Kloster –						1628–29:	19	–	330	–
Krokstad Ladested						1614–15:	28	–	580	–
Ellenkilen –						1610–11:	9	–	130	–
Moss –						1624–25:	54	–	1,176	–
Son –						1618–19:	43	–	621	–
								182	Fart.	3,395	Læster
Follo Fogderi	5	100	29	655	43	697	1614–15.
Bragernæs – (Drammen)	33	1,100	52	1,750	72^[124]	5,450	1620–21.
Tunsberg –	6	120	43	800	121	2,781	1610–11.
Brunla Lehn	10	200	91	1,620	150	4,000
Bratsberg – (med Skiens Kjøbstad)	15	300	80	2,900	277	5,302	1609–10.
Nedenes Lehn	12	240	150	2,500	277	5,302
Mandals og Lister Lehn	12	240	150	2,500	283	5,571
Tilsammen	102	2,480	673	14,385	1,650	44,892

have udført Smaalast til Danmark. Sættes de 3 Fartøier,

der efter det ovenfor Anførte i Aaret 1560–61 kunne antages at have udført Trælast fra Tunsberg, til den sædvanlige Gjennemsnits-Drægtighed af 20 Læster, fremkommer det i den schematiske Oversigt paa foranstaaende Sider opførte Ziffre. I Oversigten ere de specielle Anslags- og Beregnings-summer opførte med mindre Tal, hvilket dog ikke har været anseet nødvendigt at iagttage med Hensyn til de endelige Resultater.

De statistiske Uregelmæssigheder i foranstaaende Oversigt ere af sig selv indlysende for enhver, men desuagtet tør det antages, at de opførte Talstørrelser, hvilke mindre Feil der end nødvendigvis maa klæbe ved dem, give et i det Hele taget tro Billede af Udviklingen. De i Rubriken for Aaret 1528 analogisk opførte Tal støtte sig vistnok kun til 2 faste Størrelser, nemlig til hvad der i ældre Told-Regnskaber findes opgivet for Nedenæs Lehn og for Bragernæs Fogderi, men hver af disse to Opgaver er typisk for Tidens Export-Forholde. Udskibningen fra Bragernæs Fogderi eller rettere fra Dramsfjorden repræsenterer den fra gammel Tid af bestaaende, tidligt udviklede og derfor mere jævnt fremadskridende Export; denne maa forsaavidt antages omtrent at være enestaaende paa et saa tidligt Stadium som 1528, medens derimod Udskibningen fra Nedenæs, der ligeledes kjendes saavel for 1528 som for 1560–61, viser det første stærke sprang fremover, der foregik over hele det østlige Norges Kyststrækning i Tidsrummet mellem de sidstnævnte Aar, og som blev Grundlaget for det overordentlige Opsving, der navnlig betegner Perioden fra 1560 og ind i de første Decennier af det følgende Aarhundrede. Kjøbstæderne Sarpsborg, Oslo og Tunsberg ere i den foranstaaende Tabel opførte uden nogensomhelst Trælast-Export for Aaret 1528. Om der saa tidligt har været nogen Skibning fra disse Kjøbstæder, tør denne uden Betænkelighed forudsættes at have været saa ubetydelig, at den maa ansees jævngod med intet. Maaske har Forholdet stillet sig noget bedre for den 4de østlandske Kjøbstad, Skien, for hvilken man imidlertid ikke har noget særskilt Told-Regnskab levnet, idet dens Export indgaar under det samlede Bratsberg Lehn. Det mest betegnende Træk i den opstillede Tabels almindelige Physiognomi er Modsætningen mellem Landdistricternes stærke og Kjøbstædernes næsten umærkelige Fremskridt i Tidsrummet 1528–1560, medens Fremadskridningen i Tidsrummet mellem 1560 og Begyndelsen af 1600-Tallet ubetinget er til Kjøbstædemes Fordel. Modsætningen mellem den første og sidste Halvdel af 1500-Tallet er overhovedet for Kjøbstædernes Vedkommende saa stærk, at det neppe uden Grund vil kunne siges statistisk godtgjort, at vore østlandske Kjøbstæder gjennem Trælasthandelen i Tidsrummet mellem 1560 og 1600 fik et mercantilt-economisk Grundlag, som de aldrig tidligere havde eiet, og som ene var istand til at skabe et Borgerskab og senere en Borgerstand, saaledes som allerede foran er omhandlet i Indledningen til nærværende Afsnit. I Rubriken for Oslo er efter Told-Regnskabet for 1609–10 opført 128 udgaaende Ladninger med en samlet Drægtighed af 5,798 Læster imod resp. 20 Fartøier og 631 Læster i 1560–61. Modsætningen mellem før og senere taler her for sig selv, men de opstillede Talstørrelser give dog ikke noget sandt Billede, medmindre der tilføies, at næsten Halvparten af Ladningerne fra Oslo i Aaret 1609–10 udgik i Byborgernes egne Skibe, nemlig 52 Ladninger med en anslaaet Drægtighed af 2,830 Læster. Regnskabet 1560–61 oplyser, som allerede forhen paapeget, intet om Skibningen i Byens egne Skibe, men denne har i ethvert Fald været ubetydelig i Sammenligning med Tiden ved Aarhundredets Slutning. Ikke mindre oplysende om de Fremskridt, Oslo gjorde i dette Tidsrum, er det, at Stadens Udførsel af skaaren Last (Sagdeler) i 1560–61 i det Hele kun udgjorde 1,025 Tylfter, medens den i 1609–10 udgjorde 7,453 Tylfter alene i fremmede Skibe, hvilket Tal i 1611–12 vil sees at være steget til 8,196 Tylfter. Uagtet de quantitativt store Fremskridt vedligeholdt dog Stadens Trælasthandel endnu i Begyndelsen af 1600-Tallet sit gamle, fra Middelalderen nedarvede Tilsnit. Paa Grund af den fri Udførselsret, der tilkom alle Kjøbstadens Indbyggere, deltog ogsaa en stor og blandet Skare af disse i Udskibningen af den skaarne Last. Alle vare her lige, fra Bispen og Canceleren ned til Paul Vognmand og Henrik Glarmester, saa at det Hele fuldstændig faar Udseende af en Detailhandel. Stadens 2 Borgermestere ere dog blandt de største Dele-Udskibere, ligesom den ene af disse ogsaa .eiede stedets største Skib, St. Oluf, paa 100 Læster. De gamle aristocratiske By-Traditioner levede overhovedet endnu igjen, omend under nye Former; kun Kjøbstadens mest formuende Handelsmænd kunde blive Borgermestere eller Raadmænd, og Patriciatet var netop ved denne Tid atter i fuld Gang med at consolidere sig gjennem Giftermaal og socialt Sammenhold. Disse mere formuende Borgere eiede enkeltvis eller i Compagni Stedets Handelsflaade og forsendte i egne Skibe sin Trælast til sine Forbindelser i Udlandet, hvorigjennem de langt kunde overfiøie den Mængde Smaahandlere, der havde sine uanseelige Delestabler staaende langs Gaden nærmest ved Havnen og derfra udbød dem til de fremmede Skippere eller den seilende Kjøbmand. Efter senere Tiders Forholde skulde man paa Forhaand være tilbøielig til at antage, at de større Handlende, der selv eiede Skibe, navnlig ud- førte forædlet Last, tilvirket paa deres egne Sagbrug, men dette viser sig ikke at have været Tilfældet. Borgernes egne Skibe sees tvertimod i Almindelighed at have indtaget Rundlast (Sparrer) og med denne at have været sendte over til Holland. .Dette staar vistnok i nær Forbindelse med den Omstændighed, at det endnu ved denne Tid næsten ligesaa godt var Hvermands Forretning paa Landet i et eller andet nærliggende Aaløb at have en liden Delesag, som det i Kjøbstæderne var Hvermands Sag til Udførsel at afkjøbe Bonden de smaa Delelæs, han kom tilbys med, og som han der paa aabent Torv holdt tilfals for hvemsomhelst, der maatte give ham en rimelig Pris. Derhos var den Tid endnu ikke kommet for det begyndende By-Patriciat, at det kunde eller turde byde sig op mod de mægtigere Adelsmænd, hvor det gjaldt at erhverve større Jord-Eiendomme med dertil hørende Samling af Fossefald og Sagbrug. Selv de mest formuende Kjøbstad-Borgere vare ved Begyndelsen af 1600-Tallet ikke naaede længere frem end til at kjøbe mindre Skovstrækninger og til i noget større Omfang end tidligere at gjøre Indkjøb hos Bønderne af Hollands-Last og Deler. Det er først ved Midten af 1600-Tallet og navnlig efter Adelens Fald og Souverainetetens Indførelse, at de mere formuende Byborgere findes som Eiere af de større Brug ved Glommens og Drams-Elvens nedre Løb eller andensteds, hvor der var Anledning til at drive en omfattende Sagbrugs-Virksomhed, medens samtidigt Mængden af de smaa Bondesager paa Grund af Skovenes Udhugst i Nedlandet ikke mindre end paa Grund af, at Eierne manglede Udskibningsret, havde ophørt at .være Byborgerne de samme besværlige Conourrenter som i tidligere Dage. Anordningen af de privilegerede Udskibnings-Sager ved Rescript af 6te Sept. 1688 afsluttede og fuldstændiggjorde i saa Henseende, hvad der allerede ved Kjøbstads-Privilegieme af 1662 var bleven fastslaaet.

For Fredriksstad og Tunsberg var Stillingen, skjønt i mindre Stil, ved Begyndelsen af 1600–Tallet omtrent den samme som i Oslo. Et Borgerskab havde slaaet sig op, og dets mere formuende Elementer drev efter Tidens Leilighed en ret livlig Activhandel med Trælast. Fredriksstads Borgere udførte efter Told-Regnskabet for 1603–4 25 og Tunsbergs Borgere efter Regnskabet for 1610–11 18 Ladninger med Trælast i egne Fartøier, men forskjellige Omstændigheder hindrede senere hen, at den begyndte Udvikling i disse Byer vedligeholdt samme raske Fart fremover som i Oslo og Christiania.

Trælast-Udskibningen fra de vesten- og nordenfjeldske Dele af Norge havde paa 1500-Tallet ligesom i vore Dage en ganske anden Character end Skibningen fra Østlandet. Grunden hertil laa ikke alene i de enkelte Landsdeles forskjellige Natur, men tildels ogsaa i den historiske Udvikling. Der manglede paa Vestlandet den brede og mægtige Skovbestand, der fra Østlandets dybe Dalfører strakte sig udover Lavlandet og nedimod Kysten, men dette var naturlige Rigdomme, som i sin Overflod havde ligget værdiløse, saa længe der ikke var noget Udland, der baade havde Brug for samme og tillige den fornødne eoonomiske Evne til at gjøre Indkjøb i det Større. Vestlandet synes derimod allerede fra den tidligere Middelalder at have haft udenlandske Kjøbere, der efter Tid og Leilighed seilede derhen, og hvis lille Behov kunde tilfredsstilles fra det mindre rige Productions-Marked i Ryfylke, Søndhordland eller i de andre Fjord-Egne paa disse Kanter. Vestlandet havde derhos i Bergen en for den større og almindelige Omsætning organiseret Handelsstad, der havde alle Forudsætninger for ogsaa at blive Midtpunctet for Trælast-Exporten i denne Landsdel, hvor navnlig engelske Fartøier fra tidligste Dage havde hentet sine smaa Ladninger af Panelingsbord, hvor Hanseaterne med Deler og Tjære havde kunnet completere sine Fiskeladninger, og hvor Scotter, Orknøinger og Hjaltlændere som paa et fælles Samlingspunct vare vante til at anløbe for at lade sig underrette om de Steder inde i Fjordene, hvor de for Øieblikket kunde være sikre paa at finde færdig sin vanlige Last af Spirer, Aarer eller Sexæringer. Den tidligste Trælast-Udskibning fra vort Land, der kan tillægges nogen Grad af Regelmæssighed, samlede sig derfor naturligen hen til Bergen, men Staden maatte i denne Henseende af nærliggende Grunde snart blive overfløiet, naar først Efterspørgselen fra det store europæiske Marked for Alvor begyndte at paagaa og der quantitativt tiltrængtes en ganske anden Forsyning, end den, der kunde tilfredsstilles fra Vestlandets trange Fjorde og steile Fjeld-Skraaninger. At Trælast-Udskibningen fra det Vestenfjeldske baade oprindelig har været begyndt og gjennem Middelalderens senere Aarhundreder har været fortsat paa den her antydede Maade, synes at fremgaa af den idet foregaaende Afsnit citerede Retterbod fra Bergen af 11te Juni 1302 og stadfæstes af de statistiske Oplysninger, som kunne uddrages af de ældste bevarede Told-Regnskaber, hvor Trælast omhandles som Udførselsvare fra de vestlandske Fjorde. For Bergens By ere disse Regnskaber vistnok som oftest mindre oplysende, forsaavidt de paa Grund af Hanseaternes begunstigede Stilling med Hensyn til Toldafgifter ikke i Almindelighed give nogen tilfredsstillende Oplysning enten om Skibenes Drægtighed eller om Mængde og Slags af de indtagne Ladninger. Den udenlandske Skibsfart paa de Staden nærmest omliggende Districter lader sig derimod forsaavidt noget bedre controlere, som Fartøiernes Drægtighed her i Almindelighed findes opgivet, hvorhos Udlændingerne ikke i Landdistricterne lovligen kunde indtage andet end Trælast og saaledes som Regel tør forudsættes at have udført hele Ladninger af denne Vare. Men da Scotterne, Orknøingerne og Hjaltlænderne efter gammel Skik først anløb Bergen for der under et at afgjøre alle sine Toldafgifter baade for Ind- og Udgaaende, og idet Hanseaterne jævnlig sees at have udført mindre Partier Trælast mellem de store Partier af Fiskevarer, som de hjemførte til Tydskland, eller hvormed de i Fragtfart forsynede England, Flandern og Frankrige medføre Omstændighedeme, at en Fremstilling af den i Forhold til Stadens almindelige Omsætning underordnede Udførsel af Trælast maa sættes i Forbindelse med de Oplysninger, som Told-Regnskaberne have levnet os angaaende Stadens Handel i det Hele og Store.

De ældste Bergen vedrørende Told-Regnskaber, hvoraf Levninger findes bevarede, ere fra Aarene 1518, 1519 og 1521. Efter sidstnævnte Aar findes, som tidligere nævnt intet Regnskab før 1567, derefter følger med 10 Aars Mellemrum et Regnskab fra 1577 og dernæst med et Mellemrum af 20 Aar et Regnskab for 1597–98. Hvorvel Regnskaberne fra Aarhundredets Slutning ere betydeligt mere oplysende og for statistisk Brug mere tillidvækkende end de fra Aarhundredets Begyndelse, ere de dog endnu i flere Henseender mangelfulde og utydelige. De i disse Regnskaber indeholdte Oplysninger om Stadens Skibsfart ere søgte sammendragne i efterstaaende schematiske Oversigt.

Bergen.

Antal Fartøier udklarerede for Slottet i efternævnte Aar og hjemmehørende i efternævnte Stæder:

Hjemsted.	1518.	1519.	1521.	1567.	1577–78.	1597–98.	1598–99.	1699–1600.
Lübeck	21	23	21	20	13	40	35	27
Rostock	23	11	20	11	20	43	35	25
Wismar	6	15	11	9	4	10	10	11
Stralsund	1	2	4	5	21	80	18
Greifswalde	„	„	„	„	„	1	6	3
Anklam	„	„	„	„	„	„	2	1
Stettin	„	„	„	„	„	„	1	„
Kolberg	1	„	„	„	„	1	1	„	„
Hamburg	2	4	4	12	„	18	24	20
Bremen	4	2	4	5	9	2	45	66	47
Kampen	4	3	3	9	„	1	„	„
Stafern	„	„	„	13	2	3	2	„
Molkern	„	„	„	1	6	19	18	5
Amsterdam	3	1	4	4	„	5	6	3
Dewenter	„	„	3	4	15	3	2	9
Andre holl. Stæder	1	4	„	17	„	5	8	8
Scotland (Orknøerne og Hjaltland)	85	4	„	42	18^[125]	15^[126]	17^[127]	8^[128]
England	1	1	„	3	5	„	5	„
Andre	2	9	11	3	9^[129]	4^[130]	10^[131]	13^[132]
Tilsammen	75	79	84	181	119	234	277	198

Særligt for de Fartøier, der have erlagt den ved Hanseaternes Privilegier fastsatte Told af 1 Stykke Mel eller Malt (2 Tdr.), og som i oversigten repræsenteres af Stæderne Lübeck-Dewenter, udkommer følgende Række:

	1518	1519	1521	1567	1577–78	1597–98	1598–99	1599–1600
Antal:	62	61	64	92	87	206	233	167.

De hollandske Hansestæder (Kampen-Dewenter) spille her en underordnet Rolle, medens de tydske Hansestæders Handel viser sig stærkt voxende og i sin høieste Blomstring ved den Tid, da Hanse-Forbundets politiske Magt ved Udgangen af 1500-Tallet var i afgjort Nedgaaende. Herved er dog at mærke, at Aarene 1597–1599 synes at have ligget noget udenfor det Almindelige og dannet en af disse faa og korte Perioder i Handels-Historien, da Vare-Omsætningen med et naar op til en svindlende Høide for derefter at synke saa meget dybere ned. Men om disse tvende Aar saaledes ikke just kunne antages at afgive nogen ganske sikker Maalestok for Tidens almindelige Forholde, synes det dog givet, at den Nedgang i politisk Magtstilling, som Hansestæderne havde undergaaet i den sidste Halvdel af 1500-Tallet, ikke endnu ved Aarhundredets Udløb havde udøvet nogen svækkende Indflydelse paa stædernes Handels-Omsætning. Endog det relative Forhold mellem Hansa-Fartøier og andre udenlandske Fartøier, staar gunstigere for Hanseaterne ved Udgangen end ved Begyndelsen af 1500–Tallet, naar bortsees fra Opgaven for 1521, hvorefter Hansaen i dette Aar skulde have været eneraadig paa det Bergenske Marked, hvilket dog synes lidet troligt og snarest maa ansees som en Defect ved Regnskabet. Tilvæxten i Hanseaternes Handel paa Bergen i Tidsrummet 1521–1577 viser sig paafaldende ringe, forsaavidt man ikke for Aarhundredets senere Del tør forudsætte en større gjennemsnitlig Skibs-Drægtighed end for sammes tidligere Decennier, hvilket ikke er usandsynligt. Den overordentlig stærke Tilvæxt i Hanseaternes Skibsfart ved Aarhundredets Slutning er dog ikke uden sit mørke Varsel for Stæderne ved Østersøen, idet Hamburg og Bremen i Modsætning til tidligere Tider nu begynde at sætte Lübeck og Rostock i Skyggen.

Som allerede dere Gange tidligere paapeget omfatte Regnskaberne ikke norske Fartøier, fordi Toldlovgivningen og Toldbeskatningen kun gjaldt fremmede Skippere og seilende Kjøbmænd.^[133] At Bergen-Borgernes Activ-Handel paa Udlandet endnu ved denne Tid ikke har været af nogen forholdsvis stor Betydning, synes antageligt, men ogsaa her har der vistnok været en stor Forskjel mellem Aarhundredets Begyndelse og dets Slutning, i hvilken Henseende det kan anføres, at Finmarkens Indvaanere i et Kongebrev af 9de Februar 1569 omhandles som klagende over, at „Borgerne udi Bergen nu paa nogne Aar med deres Seglads og store Mærsskibe have dem fortrængt“.^[134] At disse større Fartøier ogsaa have været anvendte i udenlandsk Fart, forekommer høist sandsynligt. Indirecte give dog Regnskaberne fra Aarhundredets sidste Decennium nogen Oplysning om Bymændenes Activ-Handel, forsaavidt det da viser sig, at de eiede større eller mindre parter i hollandske Skibe og med disse dreve Udførsels-Handel, ligesom det saakaldte „Nykommer-Gods“ og „Bergen Borger-Gods“ jævnlig lastedes sammen i hollandske Fartøier, hvilket, betegnende nok, aldrig sees at have været Tilfældet med Hansa-Fartøærne. Naar nemlig et Fartøi eiedes sammen af Hollændere og Nordmænd, maatte Regnskabet redegjøre for de afgiftsfrie norske Parter og de afgiftspligtige hollandske, der pro quota maatte betale. Exempelvis kan nævnes: Under 3die Februar 1598 er i Regnskabet opført et Fartøi, som for $\scriptstyle {\frac {1}{4}}$ eiedes i Holland og for $\scriptstyle {\frac {3}{4}}$ i Bergen. Af dette opkrævedes kun 4 Dlr. i Told eller $\scriptstyle {\frac {1}{4}}$ af den et Nykommer-Skib almindeligvis paahvilende Told af 16 Dlr. Under 15de April samme Aar er opført Skibet „De tolv Apostler“, der ligeledes for $\scriptstyle {\frac {3}{4}}$ eiedes af Bergens Borgere og for $\scriptstyle {\frac {1}{4}}$ af Amsterdamere eller saakaldte Nykommere.

Almindeligvis kunde blot et indskrænket Antal Fartøier faa fuld Trælastladning i Bergens By, hvorimod der, som allerede foran antydet, i de afgaaende Fiskeladninger jævnlig medtoges Deler og Tjære. De Fartøier, der enten i Ballast anløb Bergen eller dersteds lossede sine Ladninger for senere i Søndhordland at indtage fuld Trælastladning, „forløvedes paa Ladestederne“, som det heder i Regnskaberne, men først efterat have gjort fuldstændig Udklarering og betalt sine Afgifter ved Bergens Toldsted. Dette var navnlig Tilfældet med Fartøierne fra Scot1and, Orknøerne og Hjaltland, hvorved Bergen for disses Vedkommende blev et Slags Anløbssted „for Ordre“; men Forholdet har maaske for en ikke ringe Del ogsaa haft sin Grund i, at man ved Hovedtoldstedet var sikrere paa en reel og expedit Behandling med Hensyn til Afgifterne. For Aaret 1567 er næsten den hele Trælastskibning fra Søndhordland indtaget i Bergens Told-Regnskab.

Udførselen af Sagbord eller Deler fra Bergens By^[135] viser gjennem sidste Halvdel af 1500–Tallet følgende Fremvæxt:

I	1567 udførtes			206	Tylfter.
–	1577–78 –			496	–
–	1597–98 –			2,188	–
	hvoraf i 41 Hansa-Skibe	1,410	Tylfter
i 2 hollandske –	330	–
og i 9 scotske^[136], orknøiske m. v.	448	–
–	1598–99			3,115	–
	hvoraf i 30 Hansa-Skibe	2,249	Tylfter
	(til Spanien 1,144 Tylfter i 7 Fartøier)
	– i 7 hollandske, franske og engelske Skibe	532	–
	– i 7 scotske, orknøiske og i 1 dansk Fartøi	114	–

Regnskaberne give endnu paa denne Tid, selv for Fartøier, der ikke vare hanseatiske, kun leilighedsvis Oplysning om Drægtigheden, og der lader sig altsaa ikke opgjøre nogen sikker Beregning for Tonnagen. For 17 scotske, orknøiske og hjaltlandske Fartøier, der i 1598–99 indkom til Bergen, er Drægtigheden anført med tilsammen 255 Læster, hvilket for disse Fartøier give et Gjennemsnit af 15 Læster pr. Fartøi, medens de mindste af dem gaa ned lige til 8 og 6 Læster. For et Fartøi paa 6 Læster er det endog tilføiet, at det var „smale“ Læster, et Udtryk man i hine Tider ikke sjelden støder paa, især hvor der handles om scotske Forholde.^[137] De hollandske og engelske Fartøier, der ankom, vare derimod af større Drægtighed. I Regnskabet 1597–98 er Drægtigheden kun opgivet for 3 Fartøier af hollandsk og engelsk Nationalitet, og disse ere paa 40, 50 og 80 Læster, medens Gjennemsnits-Drægtigheden for 9 Fartøier af de samme Nationaliteter i 1599–1600 udgjør mellem 54 og 55 Læster. De almindelige Hanseatiske Bergenfarere have neppe været over 25–35 Læster, maaske nærmere det første Tal end det sidste. At Hanseaterne for længere Reiser og grovere Last undtagelsesvis havde betydeligt større Fartøier, fremgaar af Bergens Told-Regnskab for 1597–98, hvor der ved et Hamburger-Skib leilighedsvis er tilføiet, at det var „ungeferlig 80 Lester“. Skibet var fragtet af Johan Windelcken, Borger og Indvaaner i Bergen, med en Ladning Deler fra Søndmøre til Dippen (Dieppe), hvilket er det eneste Bidrag, som Regnskaberne yde med Hensyn til Trælast-Udskibningen paa Kyststrækningen mellem Søndhordland og Romsdal.

Bergens Told-Regnskaber for de første Decennier af 1600-Tallet vise, at Stadens Udførsel af Trælast fremdeles har været i jævnt Stigende, hvilket navnlig gjælder Exporten til Spanien, der i hine Dage af nærliggende Grunde udøvede en sær Tiltrækningskraft paa alle Nord- og Vest-Europas Handelsfolk. Delerne sendtes vel her endnu mest ud som Appendix til Fiskevarerne, men Regnskaberne omhandle dog ogsaa, at der lige til Spanien udgik større Fartøier med fuld Trælast-Ladning.

Endnu i de første 20 Aar af 1600-Tallet beholdt „Contoiret-“ sin gamle Overlegenhed, men det kjæmpede stadigt under ugunstige Omstændigheder og navnlig mod den stedse voxende hollandske Capital-Rigdom, som de gamle middelalderske Formuer i Lübeck og Rostock ikke kunde holde Stangen. Hanseaterne kjæmpede imidlertid mod strømmen med en Udholdenhed og Energi, der blev sig selv lig til det sidste, og først da de commercielle Livsaarer, der satte dem i Forbindelse med Tydsklands Indre og Nord-Italien, gjennem Trediveaars-Krigens Hærjinger vare afskaarne og udtørrede, maatte de give tabt. Hansaens aftagende Handelsbetydning er maaske intetsteds tegnet i skarpere Træk end i Bergens Told-Regnskaber. Som foran oplyst havde deres Omsætning med Stapelen i Bergen ved Slutningen af 1500-Tallet voxet til en forhen ukjendt Høide. Efter Told-Regnskabet 1610–11 indklarerede ved Slottet endnu det betydelige Antal af 168 skibe fra Stæderne, efter Regnskabet 1619–20 indklarerede endnu 142, men derefter synker Tallet, saaledes som efterstaaende tabellariske Oversigt udviser:

1620–21.	1624–25.	1627–28.	1628–29.	1633–34.	1635–36.	1639–40.	1640–41.
125	103	87	43	56	41	25	32

Foruden Bergens By omfatter Bergenhus Lehns-Regnskab for Aaret 1567 ogsaa Stavanger By, Ryfylke, Jæderen og Dalerne, Sogn, Søndfjord og Nordfjord, Nordhordland, Voss, Hardanger, Søndhordland samt extractvis de Nordlandske Lehn og Finmarken, men kun for Ryfylke og Søndhordland er der indkommet Told af udført Trælast og af andre udførte Varer kun for Jæderens Vedkommende, hvorfra en Rotterdamer-Skipper udførte 28 Heste. Efter Stavanger-Regnskabet for 1567 maa man antage, at Byen ved denne Tid næsten havde ophørt at existere, da Ledingen kun opkrævedes af 31 og „Stadspenge“ kun af 16 Personer. Men det er vel et Spørgsmaal, om Byen overhovedet nogensinde havde været synderligt større. Efter senere Told-Regnskaber synes den kun overordentlig langsomt at have kommet sig op. I 1607–8 udexpederedes fra Stedet kun 10 Fartøier, der tilsammen udførte 297 Tylfter Deler foruden nogle Smaapartier af Lax, Talg og Huder. En af Byens bedste Borgere, Christopher Thrane, udførte 25 Tylfter Sagdeler i eget Skib. I 1619–20 findes Antallet af de i Regnskabet opførte Fartøier at være steget til omtrent det dobbelte, og Udførselen af Deler til 820 Tylfter, foruden endel Baandstager, tørre Lax, saltet Sild og nogle Tønder Nødder.^[138] Kun et Par af Fartøierne vare paa Stedet hjemmehørende. I Regnskabs-Aaret 1629–30 er Udførselen af skaaren Last stegen til 1,841 Tylfter foruden adskillige „Egedeler“. I samme Aar var Antallet af udgaaende Fartøier 21, hvoraf 2 fra Calais og mindst 7 hjemmehørende paa Stedet. Trælasten sees da at have været Byens fomemste Udførsels-Artikel. Gjennem hele det her omhandlede Tidsrum synes iøvrigt Stavanger i det Mindre at have indtaget samme Stilling ligeoverfor Ryfylke, som Bergen i det Større indtog ligeoverfor Søndhordland, idet de udenlandske Trælastfartøier jævnlig anløb Byen, forinden de seilede videre ind i Fjordene.

I 1567 indtoge 37 udenlandske Fartøier Ladning i Ryfylke; et af disse udførte 5 Heste, medens de øvrige indtoge Trælast. Af de 36 Trælastdragere vare 26 Scotter, 8 Hollændere eller Frislændere, 1 Hamburger og 1 Bremer. Sættes Gjennemsnits-Drægtigheden til 20 Læster, bliver det hele udskibede Quantum ca. 720 Læster, hvad dog maaske er noget for høit efter de Talopgaver, som haves fra en senere Tid. Hermed sigtes til Regnskaberne for 1618–19 og 1619–20, efter hvilke TrælastUdførselen fra Ry-fylke foregik i resp. 108 og 182 Fartøier, drægtige tilsammen 1,676 og 3,394 Læster, hvilket giver en Gjennemsnits-Drægtighed af omtrent $\scriptstyle 15{\frac {1}{2}}$ Læst og $\scriptstyle 18{\frac {1}{2}}$ Læst paa hvert enkelt Fartøi. Trælasten fra Ryfylke bestod især i Bord, men ved Siden deraf indtoges stadig ogsaa Bjelker, Ved og Baandstager. Af de udenlandske Fartøier vare 76 i 1618–19 og 113 i 1619–20 fra Scotland, navnlig fra Stæderne Dundee, Aberdeen, Montrose, Leith og Largo. Blandt de Steder, hvor Lasten indtoges, kan nævnes Leranger, Qualøen, Hylen, Vigedal, Ladestedet i Søffde Sogn, Ladestedet ved Strømmen og Ladestedet i „Hobbordzvigen“, Ladestedet i Vads Sogn, Næsvig, Barkenæs m. v. Af Stavanger-Borgere nævnes i Regnskabet 1618–19 som Exporteurer fra Ryfylke Borgermester Søfren Jenssøn og Raadmand Jesper Egbretssøn, hvilken sidste synes at have været Stavanger Byes mest foretagsomme Handelsmand paa hin Tid.

Efter Bergenhus Lehns-Regnskab for 1567 var Antallet af Trælastladninger, der i samme Aar afgik til Udlandet fra Søndhordland, 42, hvoraf kun et directe var indkommet, medens de øvrige 41 først anløb Bergen og ere indtagne i denne Byes Told-Regnskab som „forløvede paa Ladsteden“. Af disse 42 Fartøier vare 31 Scotter, 7 Hollændere eller Frisere, 2 fra England og 1 Hamburger.^[139] Intet Farten fra Orknøerne eller Hjaltland findes nævnt i Regnskabet for 1567, men dette har vistnok sin Grund deri, at den gamle Tradition om, at disse Fartøier skulde behandles som norske og altsaa være toldfrie, endnu vedligeholdt sig. En optegnelse fra ca. 1550 med Overskrift: „Undervisning paa hvis Told, som til Bergenhus af alle Nationer gives skal“, viser ialfald, at Fartøier fra (Orknøerne og) Hjaltland endnu dengang vare toldfrie, idet den eneste Forpligtelse, der paalaa dem, var, at de skulde „lade komme paa Slottet alle de Arbeidsdrenger og Piger, som de hidføre og tjenestløse ere; af dennem tager Høvedsmanden paa Slottet hvem og saa mange hannem teches“.^[140] Senere hen i Aarhundredet sees derimod samme Told at være opkrævet af Orknøinger og Hjaltlændere som af Scotter.

Oplysningerne om Trælast-Udførselen fra Søndhordland fortsættes i en Række Told-Regnskaber fra 1597 og Begyndelsen af det følgende Aarhundrede Et Uddrag af disse vil findes indtaget i nedenstaaende schematiske Oversigt, hvori til Sammenligning ogsaa er medtaget de ovenfor gjengivne Talopgaver for Aaret 1567.

Søndhordland.

Aar.	Antal udexpederede Fartøier.							Drægtighed.
Aar.	Scotske.	Orknøiske og Hjaltlandske.	Norske.	Hollandske.	Tydske.	Andre.	Tilsammen.	Drægtighed.
1567	32	?	?	7	1	2	42	840(?)
1597	–	39	11	?	20	3	7	80	1,525
1610	56	17	4	9	22	4	112	2,727
1611	39	11	3	4	15	5	77	1,524
1612	41	12	„	6	11	6	76	1,420
1613	63	11	„	3	7	3	87	1,592
1614	44	7	3	2	10	3	73	1,440
1620	40	7	3	2	19	„	71	2,016
1621	64	21	2	4	15	1 107	1,950

Fartøierne kunne vistnok i Almindelighed forudsættes at have været fuldladede, skjønt enkelte sees indkomne for at fortsætte en i Bergen paabegyndt Indladning eller at være afseilede med ufuldstændig Ladning. Regnskaberne for 1622 og 1623 vise en betydelig Nedgang i Udskibningen. I førstnævnte Aar var den samlede Drægtighed af de fra Søndhordland udexpederede Fartøier kun 1,346 Læster, men sank i det følgende Aar ned til 655 Læster, fordelte paa 42 Fartøier. I de 4 første Maaneder af 1623 sees intet Fartøi indkommet og fra 1ste August 1623 til 1ste Mai 1624 kun et eneste Fartøi, hvilket muligens staar i Forbindelse med et eller andet Udførselsforbud i Anledning af Bergens Brand den 6te April 1623. I de følgende Aar synes atter normale Forholde at have indtraadt. Antallet af de fra Søndhordland med Trælast udexpederede Fartøier viser sig at have udgjort:

		1624–25.	1626–27.
af	scotske^[141]	44	55
–	orknøiske og hjaltlandske	19	10
–	tydske	17	13
–	hollandske	3	1
–	norske	„	2
	Tilsammen	83.	81.

I 1627–28 udexpederedes 90 Fartøier og endnu i 1634–35 82, men i 1636–37 synker Tallet til 60, der samtlige vare hjemmehørende i Scotland eller i vore tidligere Bilande med Undtagelse af et Londoner-Skib paa 60 Læster. Tydskerne ere nu ganske forsvundne, og man har saaledes endog i Trælast-Udførselen fra Søndhordland et Bevis paa, hvor ødelæggende Trediveaars-Krigen virkede paa den kort forud saa blomstrende tydske Søfart, der i stor Udstrækning ogsaa for Trælastens Vedkommende havde været en Fragtfart, idet det af tidligere Regnskaber fremgaar, at navnlig Stralsunderne jævnlig havde været fragtede til at føre Trælast over til Scotland. Den stærke Forbindelse med dette Land gav den hele Handel sit Præg. Salt, scotsk Klæde og „Pled“ sees at have været de vanlige Omsætningsmidler, hvor contante Penge fattedes, og som med Lethed omgjordes i Bord, Furubjelker og Baandstager. Af disse sidste udførtes i 1621–22 ikke mindre end 297,150 Stykker, medens Udskibningen af skaaren Last i samme Aar var 1,783 Tylfter. Af de Lastepladser, hvor skaaren Last indtoges, kan nævnes: Samnanger, Lingehavn, Vekelandsholm, Kalvsund og Lervik foruden en Mangfoldighed af mindre Udskibningssteder. De saa kaldte „Hjeltespirer“ var en Særegenhed i Søndhordlands Udførsel, hvorhos Baade og Aarer i ikke ringe Mængde udførtes til de gamle Bilande paa den anden Side Vesterhavet. Udførselen af Sexæringer og Færinger til Orknøerne og Hjaltland kunde gaa op til 60 Stykker om Aaret, og der maa saaledes efter Tidens Leilighed i de Bergenske Fjorde have foregaaet et ret livligt Baadbyggeri. „Begerholt“ sees at have været en ganske almindelig Udførsels-Artikel ved Siden af den øvrige Trælast, hvoraf tør sluttes, at Løvskoven har haft en jævn Udbredelse ved Siden af Naaleskoven. Særligt nævnes i Regnskaberne „Linde Begerholt“. Endog den i vor Tid fra Norge foregaaende Udførsel til fremmede Lande af færdige Husbygninger har sit Sidestykke i disse gamle Regnskaber, idet et Fartøi i Aaret 1577 sees udexpederet til Hjaltland med et „tilhuggen Stuetømmer“, der afhentedes i Næshavn.

Det gjenstaar nu kun at omhandle de Oplysninger om vor Trælast-Export i ældre Tider, der indeholdes i Lehns-Regnskaberne for Trondhjem og de samme underliggende Lehn: Romsdal, Nordmøre, Fosen og Namdal. Det ældste af disse Regnskaber, som findes bevaret, er fra Aaret 1604–5 og angaar Romsdals Lehn. De ældste Regnskaber for Trondhjems By og for Nordmøre ere fra 1606–7, hvorpaa følger en Række Regnskaber saa vel for Byen som for de nævnte underliggende Lehn, hvis Indhold, forsaavidt Trælast-Udførselen angaar, nedenfor i Sammendrag er gjengivet:

Trondhjems By.

Aar	Antal udexpederede Fartøier.^[142]	Drægtighed (Læster).	Udførte Deler og Sagbord. (Tylfter).	Udført Tjære. (Læster).
1606–7	19	518	175	176
1607–8	17	566	205	142
1609–10	25	1,071	613	$\scriptstyle 180{\frac {1}{2}}$
1610–11	23	914	1,210	104
1611–12	41	1,821	4,763	$\scriptstyle 123{\frac {3}{4}}$
1612–13	40	1,763	2,763
1614–15	33	1,255	2,945
1616–17	66	3,025	6,385
1629–30	44	2,421	11,438

Trondhjems Export af Trælast indskrænker sig gjennem hele det nævnte Tidsrum næsten udelukkende til Deler og Sagbord, hvilket ogsaa for en stor Del er Tilfældet med Exporten fra de underliggende Lehn. Bestuvningen af de i de to første Aar, 1606–7 og 1607–8, udførte Quanta af 175 og 205 Tylfter Deler kan neppe have opgaaet til synderligt mere end en Snes Læster, og det vil saaledes sees, at Trælasten endnu i disse Aar spiller en næsten forsvindende Rolle i Forhold til den hele udgaaende Drægtighed, der væsentlig er optaget af Fiskevarer og Tjære, hvilke Varer i Forbindelse med Skind og Huder lettelig skjønnes at have været de fra tidligste Tider gjængse Export-Artikler. Efter hvad der saaledes foreligger, synes det med Sikkerhed at kunne forudsættes, at Trælast-Exporten fra Trondhjem ved Begyndelsen af 1600-Tallet har været forholdsvis ny og saaledes er af meget yngre Oprindelse end i det Søndenfjeldske, hvilket ogsaa bestyrkes ved de herefter følgende Uddrag af Told-Regnskaberne for Nordmøre, Fosen og Namdal. Blandt udførte Artikler fra Trondhjem i 1606–7 kan nævnes „Kobberbrum“, der er ansat til en Værdi af 5 Dlr. pr. Vog, men hvoraf kun er udført 2 Vog. En anden Udførsels-Artikel er „Trauffer“(?), hvoraf nogle faa Tønder ere udførte. De udklarerede Fartøiers Nationalitet fordeler sig som følger:

	1606–7.	1607–8.	1609–10.	1610–11.	1611–12.	1612–13.	1614–15.	1616–17.	1629–30.
Hollændere	13	14	13	15	26	24	17	47	33
Norske	„	„	2	„	6	7	5	2	3
Danske	6	3	9	7	6	6	11	17	„
Engelske og Scotske	„	„	1	1	2	1	„	„	7	5
Tydske	„	„	„	„	1	2	„	„	2
Franske	„	„	„	„	„	„	„	„	1

Som det vil sees, stemmer Trondhjems udenrigske Handelsforbindelser gjennem det her omhandlede Tidsrum deri overens med Rigets øvrige Stæders, at Grosset af Udførselen gik til Holland, eller ialfald udførtes i hollandske Skibe, ligesom Størstedelen af Stadens Indførsel kom fra dette Land. Det hollandske Element synes blandt Stadens Handelsstand forholdsvis at have været endog mere fremtrædende end i de fleste andre af vore Byer. En indvandret Amsterdamer, Johan de Noquers med Hustruen Sara, der forestod Kramboden, viser sig at have været Stadens mest foretagsomme Handelsmand, og ved Siden af ham finder man Navne som Otte Lorrick, Henrik Sommerskiell m. fl., der tyde hen paa samme Oprindelse. Uagtet Trondhjems udenrigske Skibsfart ikke absolut taget naaede op til noget betydeligt Omfang, var den dog gjennem Tidsrummet i stærk Udvikling og har derhos allerede fra først af et Særpræg, der ligesom udskiller det gamle Erkebispesæde fra Landets øvrige Stæder, hvor Omsætningen kunde være baade livligere og mere omfangsrig, men tillige mere udstykket og kræmmeragtig. Udenfor den danske Trafik, der nærmest var at anse som indenrigsk, foregik den hele udenrigske Omsætning fra Trondhjem i større Skibe, paa 40 til 80 eller flere Læster, der væsentlig hørte hjemme i Amsterdam, men ikke ganske sjelden tillige i Trondhjem selv eller i London. Det største Skib, som findes i samtlige de Staden vedrørende Told-Regnskaber, er et Trondhjems-Skib, St. Oluf paa 100 Læster, der eiedes af Lehnsherren Oluf Parsberg „samt nogle andre Indbyggere“ og i 1629 udklarerede til Udlandet med 450 Tylfter Deler. Hvor livlig Stadens indenrigske Omsætning til sine Tider kunde være, viser Told-Regnskabet for 1611–12, hvorefter der i Tiden fra 16de til 26de April sidstnævnte Aar, der formodentlig har været gunstigt for Fiskerierne, fra Trondhjem udgik til Nordland, Bergen og Bjugn ikke mindre end 44 Smaafartøier med en samlet Drægtighed af 643 Læster.

Romsdals Lehn.

Aar.	Antallet af udexpederede Fartøier.	Drægtighed. (Læster).	Udførte Deler og Sagbord. (Tylfter).
1604–5	20	768	2,233
1606–7	21	698	3,077
1609–10	38	1,415	5,743
1611–12	54	1,697	6,709
1612–13	55	1,862	8,406 $\scriptstyle {\frac {1}{2}}$
1614–15	58	2,058	8,991 $\scriptstyle {\frac {1}{2}}$
1616-17	64	2,214	9,705
1630–31	89^[143]	2,511	(11,000)

Nordmøre Lehn.

Aar.	Antallet af udexpederede Fartøier.	Drægtighed. (Læster).	Udførte Deler og Sagbord. (Tylfter).
1606–7	8	311	879
1607–8	5	280	1,170
1609–10	19	1,135	2,320 $\scriptstyle {\frac {1}{2}}$
1611–12	51	2,506	4,907
1612–13	52	2,767	7,548
1614–15	45	2,513	10,028
1616–17	46	2,508	11,119
1629–30	79	3,820	19,560
1630–31	90	3,9	20	19,980

Fosen Lehn.

Aar.	Antallet af udexpederede Fartøier.	Drægtighed. (Læster).	Udførte Deler og Sagborg. (Tylfter).
1612–13	2	150	750
1614–15	2	80	370
1616–17	2	120	500

For Namdals Lehn kjendes af Regnskaberne kun en Udexpedition til Udlandet i de nævnte Aar, nemlig et Enkhuyser-Skib paa 40 Læster, der i 1616–17 lastedes med „Redskabet af et stort Skib, som forgangen Aar var bleven“.^[144] Fartøier, der vare indkomne til Trondhjems By, sees jævnlig at udløbe til Nordmøre for at indtage Trælast, og i saa Henseende stod altsaa dette District omtrent i samme Forhold til Trondhjem som Søndhordland og Ryfylke i Forhold til Bergen og Stavanger. En enkelt Lastning sees at have foregaaet ved Rein, men ogsaa den maatte til Nordmøre for at fuldgjøres. Til Hr. Michel paa Hevne udgik et Fartøi for at faa den Ladning, det ikke kunde faa i Staden. Overhovedet vare omtrent ved den Tid, hvorom her handles, Sognepræsterne i Hevne og i Aure de største Exporteurer Nordenfjelds, saa at endog Farvandene deromkring paa de gamle hollandske Søkarter skulle være mærkede med: „Hr. Michel op Hevn“ og „Hr. Christen op Oure“. Den sidste sees af Regnskaberne ogsaa at have drevet Handel med Fiskevarer, som han i egen Jægt sendte til Bergen.

Den hollandske Trælastfarts Overlegenhed ophører, som ovenfor paa sit Sted nærmere paapeget, hvor det søndenfjeldske Norge slipper ved Sire-Aaen, hvornæst Scotterne væsentlig overtage Udførselen i Ryfylke og de Bergenske Fjorde, men fra Romsdalen af begynder atter Hollænderne at blive den langt overveiende Nationalitet. Dette gjælder lige meget Trondhjems Stad som de underliggende Lehn. Mellem Hollænderne findes ogsaa her spredt endel scotske og engelske, men kun ganske enkelte tydske og franske Fartøier. I Aaret 1612, altsaa samtidigt med Scotter-Toget, hentede 6 scotske Fartøier Trælast i Romsdal, og der manglede saaledes i Oberst Sinclairs Hjemland ikke Søfarende, der kunde vise ham Veien ind til Veblungsnæs. Som det af det schematiske Sammendrag vil sees, var Trælast-Udskibningen fra Romsdalen endog i Stigende i Krigs-Aaret 1612. Hverken Indfødte eller Fremmede synes dengang at have tænkt paa, at der skulde være noget i Veien for, at Scotterne fredelig hentede sin Last samtidigt med, at der fra deres Land kom en fiendtlig Krigsstyrke, der gjorde Hærtog netop ind i de samme Fjorde, hvor endel af deres Handels-Omsætning foregik. Den 19de Juli 1612 kom Oberst Mönnichafen med sin Krigsmagt fra Holland paa fem Skibe,^[145] hvoraf de tre vare „monterede“ samt hjemmehørende i Amsterdam, Horn og Enkhuysen, netop tre Stæder, hvis Coffardi-Skibe i dette Aar som ellers laa i den stærkeste Handels-Forbindelse med vort Land, men heller ikke heri synes man fra norsk Side at have fundet noget paafaldende. Imidlertid findes intet Skib udklareret fra Trondhjem i Tidsrummet 12te Juli–4de August 1612, hvortil ogsaa var skjellig Grund, da Obersten paa Søndmøre havde kapret et Skib fra St. Andrews og et andet fra Husum, hvilke begge sandsynligvis havde søgt derind for at hente Trælast. Om Afskiberne og de forskjellige Lastepladse i Lehnene Nordenfjelds faar man af de her gjennemgaaede Regnskaber i Almindelighed kun ringe Besked. I Romsdal nævnes som Udskibningssteder Hammersund eller Hammersvog, men i Særdeleshed Molde, der særlig kaldes „Ladesteden“ og paa en Maade, som gjør det sandsynligt, at Toldopkrævningen allerede da (1604–5) har foregaaet paa dette Sted. De ovenfor givne statistiske Sammendrag vise med Hensyn til Trælastskibningens Omfang, at Romsdal fra først af (1606–7) har været langt forud for Nordmøre, men at Forholdet i Løbet af et Snes Aar har vendt sig om. Nordmøre har antagelig haft en rigere Skovbestand, maaske ogsaa bedre Leilighed for Anlæg af Sagbrug.

Efter alt det foreliggende maa man slutte, at den store og almindelige Trang til Træmateriale i Udlandet indtil henimod Slutningen af 1500-Tallet har ladet sig tilfredsstille ved Skibningen fra det Søndenfjeldske, men at det under den overordentlig stærkt fremadskridende Handels-Udvikling i det sidste Decennium af 1500-Tallet har vist sig nødvendigt for Hollænderne ogsaa at søge hen til de fjærnere Dele af Norge for at finde de for det stigende Europæiske Forbrug udfordrende Quanta. At det især var skaaren Last, som det udenlandske Marked da tiltrængte, viser sig af den næsten rivende Hurtighed, hvormed Sagbrugs-Virksomheden paa denne Tid maa have udviklet sig paa de forholdsvis nye Productions-Markeder i Romsdal og paa Nordmøre, saa at der sammestedsfra tilsidst næsten ikke udførtes andet Trævirke end Sagbord og Deler, og det i saa store Quanta, at Udskibningen i denne Henseende endog kappedes med de største Exportpladser i det Søndenfjeldske.

Den Trævare, Hollænderne altid fortrinsvis har søgt i Norge, er Granen. Som bekjendt slipper Granen i Lister Fogderi og tager ikke igjen ved før i Søndre Trondhjems Amt, og des villigere have vistnok Hollænderne fra gammel Tid af været til at lade Scotter og Englændere beholde deres gamle Forsynings-Marked i Ryfylke og paa Søndhordland. Som Fragtfarere for andre Nationer hentede Hollænderne ogsaa en stor Del Furulast, men brede Granbord og Granbjelker, som de opskare paa sine Vindmøller, har altid været den Last, de særlig søgte for sit hjemlige Forbrug. Et Amsterdamer-Skrift om Skibsbygning fra 1671, men hvis Oplysninger i den her omhandlede Henseende dog synes at stamme fra en meget tidligere Periode,^[146] egner et helt Afsnit til Opregning og Gjennemgaaelse af de Steder i Norge, hvorfra det hollandske Skibsbyggeri hentede sin Forsyning af Træmateriale. Der er her kun Tale om det Søndenfjeldske til og med Mundingen af de Christianssandske Vasdrag (Flekkerø). Langesunds- og Kobberviks-Bjælkerne ere opførte med de største Dimensioner (27 à 30 Fods), og man har saaledes ogsaa heri en Forklaring paa den Omstændighed, at de sværeste Trælastdragere just søgte hen til disse tvende Fjordtracter. Om den skaarne Last heder det blandt andet, at det var Handels-Coutume i Kobbervik „1100 Delen for duizent te tellen, ziin breet omtrent 10 duim“, hvoraf erfares, at Hollændernes Forkjærlighed for de større Bredder af Skurlast ligeledes skriver sig fra gammel Tid. Fredriksstads-Delerne omtales som „veeltyts hart en scheurig“, ligesom ogsaa Holmestrands- og Drøbaks-Delerne faa et mindre godt Skudsmaal.

De gamle Regnskaber give kun ganske sjelden et lille Indblik i Sagbrugs-Virksomhedens Enkeltheder, og de ovenfor nævnte Bratsberg Lehns-Regnskaber fra 1580-Tallet ere omtrent enestaaende i denne Retning. I Regnskabet for 1586–87 redegjøres saaledes for, hvad der daglig tilvirkedes ved en Kronens Sag paa Herre i Bamle, et Brug, der fra gammel Tid af havde hørt til det inddragne Gimsø-Kloster-Gods. Sagen var netop færdig opbygget og sat i Gang, da Regnskabet tager sin Begyndelse:

„Den 24 April (1586) begyndte Oluf Sagmester at skjære paa forskrevne Saug, og har skaaret til den

1

Mai

af

\scriptstyle 2{\frac {1}{2}}

Tylft

Tømmer

18

Tylfter

Deler.

fra

1

til

8

Mai

3

–

4

St.

do.

223

–

do.

–

8

–

15

–

3

–

„

–

do.

21

–

do.

–

15

–

22

–

3

–

6

–

do.

23

–

do.

–

22

–

29

–

2

–

6

–

do.

17

–

do.“

o.s.v.

Til og med 11te Sept. blev der opskaaret 50 Tylfter og 3 St. Tømmer og deraf udbragt 350 Tylfter og 6 St. Deler eller gjennemsnitlig 7 Deler paa Stokken, hvilket vistnok kan ansees som det sædvanlige Udbringende af Sagtømmeret i hine Tider, hvorvel „Syv-Bord-Stokken“ i Christian IV.s Forordning af 28de Juni 1632 angaaende „Skovenes Forhuggelse i Norge“ omhandles som den mindste Dimension, der under ellers paagaaende Confiscations Straf var tilladt at opskjære. Regnes hver af den Tids Sag-furer paa Grund af de svære Sagblad til 4 Tomme og Bordene til $\scriptstyle 1{\frac {1}{2}}$ Toms Tykkelse, kan det almindelige Sagtømmer fra 1500- og 1600-Tallet vistnok regnes til mindst 15 Toms Diameter midt paa Stokken. Gjennemsnits-Skuren paa den ovennævnte Herre-Sag bliver ca. 3 Tylfter Deler for hvert Døgn, regnet efter 115 Dagsværk.

De Oplysninger, som haves om Prisen paa Trælast før Midten af 1500-Tallet, ere kun faa og sjeldne. En af de tidligste Meddelelser om Prisen paa Sagdeler findes i et Brev af 1ste Marts 1539 til Hr. Esge Bilde, hvori Jens Skriver paa Brunla beretter, at han for sin Husbond har tinget paa 10 Tylfter Sagdeler 12 Alen lange, og at Sælgeren for disse vil have „2 Stykker nerst III marck igjen“, hvilket formentlig er at forstaa saaledes, at Betalingen skulde være Værdien af 2 Stykker brabandtsk Klæde mindre end 3 Mark. Et Stykke „nerst“ synes fra en lidt senere Tid at have haft en temmelig constant Værdi af 5 Dlr.,^[147] og da der paa den her omhandlede Tid regnedes 3 ₻ i Daleren, bliver Prisen paa de omhandlede 10 Tylfter Sagdeler = 9 Dlr. Denne Pris synes senere i Aarrækker omtrent at have holdt sig, dog med en ringe Afsynkning i Tidsrummet 1560–1587 og senere (1625) med nogen Stigning Den ringere Pris paa Skurlasten fra Bergens Stift (1596) har rimeligvis sin Grund i de mindre Dimensioner, som derfra havdes til Afsætning. Nedenstaaende Opgave over Priserne for 1625 er uddraget af den „Norges Riges Taxt“, som findes indtaget i Saml. til det N. Folks Sprog og Historie,

IV. Side 83:

Priser.

	1539. Brunla.	1560. Akershus Lehnrs.	1584–1587. Tunsberg Lehn.	1585–1586. Bratsberg Lehn.	1596–1597. Bergenhus Lehn.	1625. Rigstaxt.
	Dlr.	Dlr.	Dlr.	Dlr.	Dlr.	Rdlr.
10 Tylfter Sagdeler	9	8	8	8 à 9	7 $\scriptstyle {\frac {4}{5}}$	10
10 – Huggenbord		1 $\scriptstyle {\frac {2}{3}}$	2 $\scriptstyle {\frac {2}{3}}$			5
10 – (Sag-)Tømmer		9 $\scriptstyle {\frac {1}{2}}$				20
1 Stykværd Spærrer			5			3
1000 Baandstager		ca. $\scriptstyle {\frac {4}{5}}$	c. 1
1 Læst (12 Tdr.) Tjære		12				18

For Sagtømmer og Spærrer bliver Sammenligningeu mellem de tidligere Priser og Priserne fra 1625 mindre paalidelig paa Grund af, at Dimensionerne her maa antages mere vexlende end med Hensyn til skaaren og huggen Last. Udtrykket Stykværd (Stückwerth) havde en forskjellig Betydning, eftersom det anvendtes paa Mastetræer, paa Deler eller paa Spærrer. Anvendt paa Master var et Stykværd = 3 Tylfter, paa Deler = 5 Tylfter, og paa Spærrer = 30 Tylfter eller 300 (390) Stykker.^[148] Heller ikke i de Prisopgaver, man har fra en noget sildigere Tid end den i ovenstaaende Tabel omhandlede, opgives Dimensionerne paa den skaarne Last, hvilket navnlig er Tilfælde med en temmelig detailleret Prisliste for Aarene 1659–61, der findes indtaget i Norske Saml. I. Side 604 efter en Optegnelse i Rigsarchivet. Dimensionerne maa derfor forudsættes givne efter en vis almindelig vedtagen Maalestok. For 1659 heder det her: „De bedste Ringeriges Bord, som i Hønefos paa Ringerige skjæres, Hundredet 12 à 13 Rdlr.“ Den laveste Pris er 7 à 8 Rdlr. pr. Hundredet for „Granbord“. I 1660 og 1661 vare Priserne noget, men ikke stærkt afsynkende, ligesom det overhovedet viser sig, at Prisfluctuationerne i ældre Tider, selv under de mest brændende politiske Kriser, ikke vare saa voldsomme som nutildags, medens Priserne under almindelige Omstændigheder gjennem Aarrækker kunde holde sig med en mærkelig Seighed. Dette synes for den norske Trælasts Vedkommende at have været Tilfældet selv i de Aarrækker gjennem Slutningen af 1500- og Begyndelsen af 1600-Tallet, da Tilstrømningen til Europa af ædle Metaller var paa det stærkeste. Efter det Anførte kan der i det ovenfor gjennemgaaede Tidsrum (1539–1661) neppe have været grundet Anledning for den norske Trælasthandel til i Almindelighed at klage over lave Priser. Den store og gjennemsnitlige Handel synes tvertimod at have virket under forholdsvis gunstige Forholde og indbragt Landet en Capital-Forøgelse, der i alle Retninger maatte vise sin belivende Kraft. Imidlertid er det her som ellers nærmest Klagerne over Tidernes Mislighed, som have givet sig Luft og kommet ned til Efterslægterne, men disse Klager synes ingenlunde at stadfæstes ved en Undersøgelse af Kjendsgjerningerne i deres Sammenhæng I et aabent Brev fra Kongen til Lehnsherrerne i Norge af 6 Juni 1635 heder det, at Hollænderne og andre fremmede og udlændske, som hente Tømmerlast, medføre Varer, hvilke „vore Undersaatter udi Betaling for Tømmeret saa godt som tvinges til at annamme, hvorudover hvis gode Varer her udi Riget falder, bliver udført og mesten fordærvede Varer for ubillig Pris og moxen ingen rede Penge udi Landet igjen indføres, vore Undersaatter i Længden til stor Skade og Fordærv“ – en Skrivelse, der ved sine kraftige Udtryk giver et Indtryk af Kongens varme Retsfølelse, men derfor vel ogsaa nærmest slutter sig til en speciel Sag, der har vakt Kongens Harme.^[149] I den almindelige Landcommissions Indstilling af 1661 heder det paa lignende Vis, at Hollændere og andre bruge „deres Trek og Egennyttighed med faa Skibe at lade komme paa Havnerne, saa Bonden ikke kan faa saa meget for sin Last som Værdien af hans Kost, der er fortæret, imidlertid samme Last er huggen“ o. s. v. Denne Udtalelse stemmer vistnok med, hvad man andetstedsfra ser omtalt, at de hollandske Skippere i Forveien sig imellem aftalte, hvad de vilde give for Bjælkerne og Bordene, som de agtede at hente i Norge, men det vil neppe kunne undgaa et handelskyndigt Øie, at deslige Skipper-Aftaler umuligt kunde have gjennemgaaende eller varig Indflydelse paa en Handel, der havde antaget saa store Dimensioner som den norske Trælast-Export efter 1570. Man behøver i saa Henseende kun at se hen til Omfanget af Exporten t. Ex. fra Drammen og Langesundsfjorden eller endog kun fra Romsdal og Nordmøre. Priserne for en Omsætning af denne Betydning opgjordes, derom kan man uden videre være forvisset, paa Amsterdams Børs af de store Importeurer efter et velberegnet Opgjør af Markedets almindelige Tilstand, dets Begjær og dets Tilbud, og ikke efter selvraadige Indfald af nogle Enckhuysen- eller Gampen-Skippere, hvorvel det maaske undertiden kunde lykkes disse i en eller anden Af krog at faa sig tilpranglet nogen Smaalast til Underpris eller for Skamkjøb. Den store Landcommission af 1661 afgav en Indstilling, der ganske vist er af største Interesse for Skovbrugets og Trælasthandelens Tilstand paa hin Tid, men den var og en Commission, der efter sin Sammensætning maa ansees nedsat ad hoc, og hvis endelige Øiemærke maatte blive at skaffe Kjøbstæderne en exclusiv Udskibnings-Ret. Under disse Omstændigheder er det af sig selv indlysende, at de Kjendsgjerninger, som den fremdrager, og hvortil den støtter sig, ikke altid uden videre kunne ansees fyldestgjørende som almindelige Udgangspuncter, om de end enkeltvis tør gjengive et Billede fra Virkeligheden. En objectiv Betragtning af Forholdene kan i et Tilfælde som det heromhandlede kun faaes gjennem statistiske Data, hvis Betydning man i hine ældre Tider ikke vidste at vurdere, og forsaavidt har maaske Nutiden gjennem Lehns-Regnskaberne i Forbindelse med Tids-Afstanden et sikrere Grundlag for sin Bedømmelse, end den almindelige Landcommission var i Besiddelse af i en tildels stykkevis Forstaaelse fra det daglige Livs locale Erfaringer, hvor respectable disse end i mange Henseender kunne have været. Det ligger ogsaa i Sagens Natur, at den Trælastflaade, der aarligaars gik til Norge, allerede fra Midten af 1500-Tallet havde været saa talrig og af en saa betydelig Tonnage, at Norge umulig kunde modtage lutter Indførsels-Artikler i Udbytte for sine Skovproducter. Dette viser sig ogsaa af Regnskaberne, hvor Massen af ankommende Fartøier, naar overhovedet nærmere Forklaring gives, anføres som ballastede, forsaavidt det ikke endog udtrykkelig heder, at vedkommende Fartøi „indførte Ballast og rede Pendinge“. Men hvadenten Betalingen for den udskibede Vare bestod i Avl, i Tilvirkninger eller i klingende Mynt, maa Landets aarlige Gjennemsnits-Indtægt af Trælast-Udskibningen i den her omhandlede Periode forholdsvis til Rigets øvrige Næringskilder have været særdeles betydelige, og dette maa antages at gjælde Arbeidsfortjenesten ikke mindre end den egentlige Handels- og Salgsfortjeneste. At den betydelige Tilvæxt i Landets Folkemængde, som foregik i Tidsrummet mellem 1500-Tallets Begyndelse og Souverainetetens Indførelse, væsentlig skyldes Trælasthandelen, ligger saaledes uden for al Tvivl. Den Undersøgelse af Norges ældre Befolkningsforholde, der af Hr. Professor J. E. Sars er anstillet i et tidligere Bind af nærværende Tidsskrift, er i sit almindelige Resultat gjengivet saaledes, at „Norge forud for den store Mandedød talte i det høieste 300,000 Indbyggere, at dets Folkemængde ved Mandedøden sank ned til omtrent 200,000, at den ved Begyndelsen af det 16de Aarhundrede atter havde naaet til omkring 300,000, i Slutningen af det 16de Aarhundrede til omkring 400,000 og i 1660 til over $\scriptstyle {\frac {1}{2}}$ Million (Jæmteland, Herjedalen og Bohuslehn medregnede)“. Om Materialier havde været levnede til en detailleret Undersøgelse af de specielle mindre Tids-Afsnit, der ligge mellem 1500-Tallets Begyndelse og Aaret 1660, tør det vistnok efter de Slutninger, der kunne drages fra den udenrigske Trælasthandels forskjellige Phaser, ansees som givet, at Folkemængdens Bevægelse fremover vilde have vist sig stærkest i de Decennier, der ligge mellem 1570 og 1620. Det svage Punct i denne Bevægelse var imidlertid Kjøbstad-Befolkningens langsomme Væxt i Forhold til det hele Lands Indbyggertal, og særligt i denne Retning skulde det endnu vare længe, inden Norge nogenlunde kunde sættes i Sammenligning med sine Nabolande eller naa frem til det Standpunct, at det i sine Kjøbstæder eiede ikke alene en economisk uafhængig, men ogsaa en saavidt talrig Borgerclasse, at denne kunde gjøre sin Indflydelse gjældende i Statslivet og tilsidst blive Bæreren af den nationale Bevægelse, der i vort Aarhundrede har stillet Norge som jævngod Trediemand i Rækken af de scandinaviske Brødrefolk. Endnu ved Aar 1660 kan der i Norge neppe regnes mere end 67 Byboere paa hvert 1000 af det samlede Indbyggertal. Ved den første almindelige Folketælling af 1769 var Tallet steget til 89 for Norges Vedkommende, men udgjorde for det egentlige Danmark 183, for Slesvig 148 og for Holsten 254.^[150] Kjøbstadbefolkningens Antal i Norge kan vistnok med større Sikkerhed anslaaes at have naaet op til 20,000 i 1620 end til 10,000 i ethvert foran Aaret 1530 liggende Tidsrum. Efter dette Anslag fremkommer for de sidstnævnte Aar som Bybefolkning henholdsvis 50 og 33 for hvert 1000, naar Rigets samlede Folkemængde sættes til henholdsvis 400,000 og 300,000. Herved er imidlertid at mærke, at netop fra Tidsrummet efter 1530 skriver sig de begyndende Spirer til en hel Række nye Kjøbstæder, der fra først af benævnedes Ladesteder, men hvis Liv og Idræt var fuldstændigt kjøbstadsmæssig, forsaavidt de economisk beroede paa Udskibningen til Udlandet af Trælast. Lægges disses Indbyggertal i Vægtskaalen, bliver Forskjellen mellem 1530 og 1620 saa meget mere paatagelig. Opkomsten af disse Ladesteder under den fri Udskibningsret før 1662 kom det almindelige Kjøbstadsliv tilgode under den senere Tid, da Udskibningsretten exclusivt blev knyttet til Kjøbstads-Borgerskab, og da et ikke ringe Antal af disse Ladesteder, efter den Betydning og Livskraft, hvortil de havde vundet frem, billigvis ikke længer kunde nægtes Optagelse i Kjøbstædernes Tal.

De fiscale Forholde, hvorunder Trælasthandelen foregik, ere ovenfor leilighedsvis berørte. Den ved Kongebrev af 8de Marts 1545 under Navn af Tiende (hvert tiende Bord) paabudne Productions-Afgift til Kronen paa Tilvirkning af Skurlast gik kort efter Souverainetetens Indførelse over til en Penge-Afgift,^[151] der ved Siden af Tolden opkrævedes af al udført Trælast og betaltes af Udskiberen, medens den alligevel blev opretholdt i sin oprindelige Egenskab af en Productions-Skat, idet Forordningen af 20de April 1665 fastsætter, at Bonden eller den, som sælger Trælast til Borgerne, skal istedetfor 10 Tylfter levere 11 og ikke i Betaling modtage mere af Borgerne eller Indvaanerne, som dermed handler, end for 10 Tylfter.^[152] At Trælast-Tienden for Statskassen maa have været meget indbringende, erfares af et officielt Actstykke fra den her omhandlede Tid, hvori det heder, at der i Trondhjems Lehn ikke fandtes „Aargangs- men Flom-Sauger, hvad Bord derpaa skjæres, kan ongefær efter 300 Sauger, i Lehnet findes, beregnes til fire Stabel overhoved, og eragtes for 1200 Stabel eller Tusinde“. Var der alene i Trondhjems Lehn 300 Sager i Virksomhed ved Midten af 1600-Tallet og med en saa betydelig Afkastning som den her nævnte, vil man deraf kunne forstaa, hvor overordentlig Productionen i Tidens Løb var steget for det hele Land og navnlig i de egentlige Skovdistricter søndenfjelds. I Durells Relation om Danmark (ca. 1650) findes Opgaver over Sagernes Antal for hvert enkelt Fogderi udenfor Trondhjems Stift, hvilke Opgaver tilsammen give et Antal af 1514. Fradrages Antallet af Sager i Baahus Lehn og tillægges de ovennævnte 300 for Trondhjems Lehn, udkommer Tallet 1751, der altsaa skulde udgjøre det samlede Antal Sagblad i Norge med dets nuværende Grænser ved Midten af 1600-Tallet.^[153]

Told-Afgifterne paa Trælast, som paa andre Varer, der ind– eller udførtes, bibeholdt i alt væsentligt lige til Slutningen af 1500-Tallet sin middelalderske Character af en Beskatning paa den fremmede Skipper eller de Skibet medfølgende Kjøbsvende, medens Rigets og navnlig vedkommende Kjøbstads egne Indbyggere vare fritagne for samme. Toldafgifterne synes oprindelig nærmest at have været betragtede som et Slags Løsningssum, der afkrævedes den Fremmede for den Tilladelse, hvorved det overhovedet blev ham muligt at foretage Handels-Operationer paa det fremmede Territorium og navnlig i den Kjøbstad eller Markedsplads, hvor han skulde gjøre sit Indkjøb af Landets Producter, og det var saaledes disses Udførsel, hvorpaa der efter Middelalderens Opfatning væsentlig lagdes Vægt, medens de indførte Varer nærmest betragtedes som den Valuta, hvormed det Udførte skulde betales, og derfor i Almindelighed vare toldfri. Som i det foregaaende Afsnit paapeget, opstiller Retterboden af 30te Juli 1316 en Tarif for de Varer, som „utlensker kaupmen“ udføre herfra Landet, men selv om denne Tarif har været tænkt gjældende for det hele Land, ere dens Forskrifter vistnok snart komne i Strid med en Mangfoldighed af gamle Sædvaner eller Vedtægter og fremforalt med saa megen feudal Vilkaarlighed, at den inden føie Tid er gaaet i Glemme, hvilket ialfald er Tilfældet fra den Tid, da de ældste Lehns-Regnskaber haves i Behold. Retterbodens Forskrifter ere ved denne Tid saa fuldstændigt forsvundne, at der ikke længer er Spor tilbage af nogen fælles Tarif for det hele Land, idet Toldopkrævningen endog i samme Lehn og paa nærliggende Steder foregaar paa forskjellig Maade, et Resultat, der blandt andet maatte fremgaa af det vidt udbredte Privilegie-System, hvilket i en raa og krigersk Tidsalder dog maatte være meget at foretrække for en Tilstand, hvor ingen kunde føle sig nogenlunde sikker for Udpresning, medmindre man kunde paaberaabe sig contractmæssige Rettigheder, og som saadanne fremholdtes altid Privilegierne af deres Indehavere. En anden Grund til Ulighed i Toldopkrævning laa deri, at den ankommende Fremmede opgjorde sin Toldpligt i Varer eller i fremmed Mynt. I den kongelige Instruction af 1ste Marts 1558 til Indehaverne af Rigets fire Hovedlehn, ɔ: Baahus, Akershus, Bergenhus og Trondhjem, heder det endnu (Artik. 9), at enhver Lehnsmand i sit Lehn skal, „eftersom Leiligheden sig begiver“, lade fordre Told af de Varer, som udføres, hvorhos det med Hensyn til den almindelige Trælast-Udskibning i Instructionens Artikel 10 heder, at der skal tages Told af alle Skibe, der lades under Norge, „som Sædvane er“, hvortil Art. 11 føier, at „hvis Fordel, som Kjøbmændene udgive for de store Master, den skal Kongen have og aarligen derfor gjøres Regnskab “. Den „Fordel“, som her omhandles, var en hidtil af de fremmede Kjøbmænd til Fogderne ydet sædvansmæssig Douceur, som Kronen, i Lighed med hvad der samtidig paabødes med Hensyn til „Sko og Lærred“, nu fratog Fogderne og for Eftertiden opkrævede for egen Regning. I begge Tilfælde var det Fogderne, som til Forbedring af sin Lønning havde gaaet i Spidsen, medens det blev Kronen eller Staten, som fulgte efter i sin Tjeners Fodspor og derved i Gjerningen viste sin Paaskjønnelse af det givne Exempel. Som ovenfor paavist af Akershus Lehns-Regnskaber for 1557–58 og 1560–61 foregik Opkrævningen af Trælast-Tolden endnu dengang ganske summarisk, eftersom Skibet, hvormed Lasten udførtes, indgik under de almindelige Navne paa større eller mindre Fartøier (Mærsskibe, Kreyere, Boyere o. s. v.), medens der dog vistnok tidligt er gjort en Undtagelse med Hensyn til Deler. Fra Tiden mellem 1568 og 1571, altsaa omkring den nordiske Syvaars-Krigs Slutning, haves i Rigsarchivet tvende Optegnelser om Toldopkrævningen i Akershus og Tunsberg Lehn, der vise, at Styrelsen under Krigen i høi Grad har maattet hjælpe paa Stats-Indtægterne ved at anspænde den norske Trælasttold.^[154] Denne sees her omgjort til en Værditold, der skulde opkræves med en halv Daler pr. 4 Dalers Værdi. Dette var ganske vist en i Forhold til tidligere Tider excessiv Udførsels-Told, hvis Paabud ene kunde forsvares af Krigsforholdene, ligesom den heller ikke synes at have undgaaet Paatale fra Hollændernes Side, idet det maaske er denne Toldsats, hvortil tsigtes i en kongelig Befaling af 9de Juni 1568 til Indehaverne af de norske Hovedlehn, hvori, efter Forestilling fra „Gubernatoren i Nederlandene Hertog von Alba“, forordnes, at den nye Told, som er paalagt Kongen af Hispaniens Undersaatter i Norge, skal være afskaffet. Værditolden holdt sig tildels ogsaa efter Krigens Afslutning, men Uoverensstemmelserne i Opkrævningen, selv paa nærliggende Steder, ere fremdeles omtrent de samme som tidligere, saa at Tolden i Bratsberg Lehns-Regnskab for 1585 er opkrævet efter Tylft eller Stykketal, medens den samtidigt i Tunsberg Lehn gjennemgaaende er opkrævet med 3§ pCt. af Værdien. Det første større Tiltag til at gjøre en Ende paa disse Misligheder skriver sig fra en under Formynder-Regjeringen udgaaet kongelig Forordning af 30te Juli 1589, i hvis Indledning det heder: „Eftersom vi komme udi Forfaring, hvorledes at vor og Kronens Told og Rettighed ikke skal oppebæres lige og ens udi alle Havner og Ladesteder udi vort Rige Norge af Master, Spirer, Deler og anden Tømmerlast, som der af Riget udføres, hvorover sig stor Urigtighed skal tildrage, at den handterende Kjøbmand ikke ved, hvorledes han sig skal forholde udi samme Tolds Forretning, da ville vi hermed det saa endeligen forordnet og holdet have, at for^ne vor og Kronens Told skal opbæres ens og lige udi alle Havner og Ladesteder“ o. s. v. I Forbindelse hermed forordnedes, at „hvilken Kjøbmand eller Skipper, som sig tilforhandler og vil udføre Tømmerlast, skal deraf give til Told Fjerdeparten af dets Værd“. Paa denne urimeligt høie Toldsats har formodentlig Forsøget paa at skaffe ens Trælast-Told over det hele Land foreløbig strandet, thi allerede under 12te Marts 1590 udkom en authentisk Fortolkning af Forordn. af 30te Juli 1589, hvorved igjen fastsattes, at der for Deler skulde „gives og fornøies til Told, eftersom deraf af Arilds Tid givet er“. Hvad der ikke var lykkets Formynder-Regjeringen, gjennemførte Christian IV, da han selv havde overtaget Styrelsen, idet han ved Forordning af 9de Mai 1602 paabød en ny Tarif for Udførselstold af Trælast, der skulde gjælde det hele Rige, og for Indlændinger ikke mindre end for Udlændinger, ved hvilken sidste Bestemmelse et fuldstændigt nyt Princip lagdes til Grund for den hele Beskatning. Alle senere Trælast-Tarifer vare Enheds-Tarifer, men man har endnu mange Aar efter 1602 enkeltvis Exempel paa den gamle Tilbøielighed til at paabyde locale Toldsatser for Udførsel af Trælast.^[155] For andre Udførsels-Varer end Trælast vedbleve derimod ogsaa efter det her omhandlede Tidspunct de gamle sædvansmæssige Forskjelligheder i Toldbehandlingen fremdeles at være gjældende, ligesom ogsaa den gamle Regel, at kun Fremmede vare toldpligtige, for disse Vareclasser indtil videre opretholdtes. Men den med Hensyn til Landets store og ledende Udførsels-Artikel Trælast foretagne Forandring blev snart Forbilledet for en lignende gavnlig Lov-Reform ogsaa med Hensyn til de øvrige Classer af Landets Udskibningsvarer.

Et almindeligt Overblik over Handelens og Søfartens ydre Vilkaar i Europa gjennem det halve Aarhundrede, der ligger mellem 1570 og 1620, synes ved første Øiekast at lede til den Antagelse, at Omsætningen mellem Nationerne maatte hensygne eller ganske ophøre under al den Voldsomhed og Krigsuro, hvoraf Europa var hjemsøgt gjennem den allerstørste CDel af det nævnte Tidsrum. Spørgsmaalet om, hvorledes det var muligt, at Handel og Søfart i denne Periode, saa langt fra at være i Tilbagegang, tvertimod tog et Opsving, der for de nordiske Farvande danner Indledningen til den internationale Omsætning i moderne Forstand, bliver tilsyneladende saa meget vanskeligere at løse, som den Kamp, der havde reist sig om fri Religions-Øvelse, efter Forholdenes Medfør under sin videre Udvikling tillige blev en Kamp om Herredømmet paa Havet. De mere opsigtvækkende Begivenheder i denne Kamp slutte sig til Udrustningen af de store spanske Armadaer og til de mindre Flaader, det spanske Monarchis Modstandere formaaede at udsende, men til daglig førtes Kampen af Kapere og Sørøvere, mellem hvilke tvende Classer der i Almindelighed ikke herskede stor Forskjel. Dette Uvæsen skrev sig, forsaavidt det i 1500-Tallets sidste Fjerdedel begyndte at foregaa i større Stil, oprindelig fra Englænderne^[156] og Hollænderne, men fortsattes senere til Gjengjæld saa meget stærkere af de bekjendte „Dunkerkere“, efterat Krigslykken paa Havet havde vendt sig mod Spaniolerne og disse ikke længer ved Nordsøen formaaede at reise større Krigsflaader, medens omvendt Englænderne og Hollænderne efterhaanden ophørte med Sørøveri, eftersom de sattes istand til at organisere en regulær Orlogsmagt. Det almindelige Forhold henimod 1500-Tallets Slutning var saaledes dette, at DunkerkerKaperne, navnlig i Nordsøen, forulempede Farten til og fra England og Holland, medens Englænderne og Hollænderne med sine Krigsskibe eller Kapere, saavidt gjørligt, forulempede Farten paa Spanien og Portugal eller paa disse Landes Colonier. Kaperiet, eller Sørøveriet under officiel Bemyndigelse, antog under disse Omstændigheder en organiseret Skikkelse, og det nyttede ofte kun lidt, at Coffardimændene seilede i sluttede Flaader under saakaldet Admiralskab, da Kaperne ogsaa samlede sig sammen for med forenede Kræfter at angribe de fredelige Seilere. At disse Forholde ogsaa maatte faa Indflydelse paa en saa stor og vigtig Handelsgren som Afhentningen af Trælast fra Norge, er af sig selv indlysende. I denne Fart vare Spaniolerne for sin Marines Skyld ligesaa interesserede som Englænderne og Hollænderne. Det gjaldt for alle Parter at sørge for sin egen Forsyning og saavidt muligt at hindre Modpartens. Dunkerkerne fandt sig i denne Henseende bedst tjente med at angribe og plyndre de hollandske Fartøier, der, forsynede med contante Penge, seilede til Norge for at hente Trælast, hvorimod det baade var forbundet med større Vanskeligheder og mindre indbringende at plyndre Hollænderne, naar de lastede vendte hjemover. I Langesunds Tolderis Regnskab for 1585 heder det om en Skipper Cornelius Jacobsen af Mønnichedam, at han „løb udi igjen og bekom ingen Last, thi at Fribytter havde hannem frataget alt det, han havde paa sit Skib, som han skulde have kiøfft sig Last for“, og dette er vistnok en i hine Tider ganske hverdagslig Tildragelse, der kun ved et Tilfælde er indkommet i Regnskabet. I sine Annales^[157] beretter Hugo Grotius, at Dunkerkerne i 1595 i Nordsøen angrebe, overmandede og borttoge paa en Gang ikke mindre end 35 hollandske Fartøier, der vare stedte paa Reise til Norge for at hente Trælast. Rovet faldt Dunkerkerne saa meget lettere, som de hollandske Fartøier, paa en enkelt Undtagelse nær, samtlige vare uvæbnede, ligesom vistnok ogsaa de fleste af dem kun have medført „Ballast og rede Penge“. Om en anden samtidig Kamp med en Dunkerker beretter Grotius, at denne kom tilkort, blev taget af Hollænderne, hvorefter de 43 Mand af Besætningen, der overlevede Kampen, samtlige bleve hængte, og saaledes hemmede man dog noget, heder det, disse Røveres „grassantem satis feliciter audaciam“. Om Grotius nøiagtig fra samme Standpunct bedømte de engelske og hollandske Kapere, der samtidigt krydsede i Canalen og Biscaya-Bugten for at gjøre Bytte og afskjære Spanien den Tilførsel, Landet tiltrængte fra Østersøen af Kornvarer samt fra Norge af Trælast og Fiskevarer, tør maaske være noget tvivlsomt. Grunden til det hele Uvæsen laa tilsidst i Folkerettens lave Standpunct paa hin Tid, idet man hverken fra den ene eller anden Side respecterede nogensomhelst Neutralitet for Skib eller Ladning, hvor det med eller uden Skin af Sandhed kunde paaskydes, at Tilførselen gjaldt et fiendtligt Land. Paa Grund af at Fartøiernes Bestemmelsessted endnu kun ganske undtagelsesvis findes opgivet i Toldregnskaberne fra 1500-Tallets Slutning, er det ikke muligt endog tilnærmelsesvis at anslaa Omfanget af den norske Trælast-Udskibning til Spanien, men saadan Fart findes dog leilighedsvis udtrykkelig nævnt, ligesom det i denne Henseende er paafaldende, at Hanseaterne ved denne Tid fra vore østlandske Havne med engang paabegynde en Trælast-Udskibning med Fartøier af en ganske usædvanlig Drægtighed, hvilket neppe kan betyde andet, end at disse Fartøier udgik til fjærnere Farvande og rigere Marked, end tidligere havde været Tilfældet, og Bestemmelsesstedet kan da i Almindelighed neppe have været noget andet end Spanien og Portugal, hvor hollandske Fartøier ikke længer i Almindelighed bleve modtagne.^[158] Fra Langesunds-Fjorden udløb saaledes i 1586, altsaa netop paa den Tid, den store Armada udrustedes, blandt en Mængde andre Fartøier sex i Lübeck, Rostock og Wismar hjemmehørende Trælastdragere med en gjennemsnitlig Drægtighed af omtrent 190 Læster, Skibe, der i hine Dage forholdsvis vare meget sjeldnere end 1000-Tons Ocean-Dampere nutildags. At hindre deslige Ladningers Ankomst til de spanske Orlogs-Havne maatte naturligen være af største Interesse baade for Hollænderne og Englænderne, hvorfor Dronning Elisabeth i Overensstemmelse dermed opstillede Instructionerne for de Krydsere, der paa Havet skulde gjøre hendes Fiender Afbræk. Det practiske Hensyn blev altsaa Udgangspunctet for Dronningens Opfatning af Neutralitets-Retten, og dette blev tildels ogsaa Ledetraaden for Englands Holdning gjennem de følgende Aarhundreder, medens paa den anden Side Danmark-Norge og Polen allerede fra først af søgte at gjennemføre den Opfatning, at neutralt Skib ikke mindre end neutral Ladning skulde være uangribelig under den almindelige Vareførsel over Havet til eller fra fiendligt Land, forsaavidt der ikke handledes om Krigscontrebande i egentlig Forstand, f. Ex. Svovel, der, selv paa aaben Sø, efter gammel Regel ikke dækkedes af neutralt Skib. I det ovenfor omhandlede Værk beretter Grotius, at den danske Styrelse sammen med den polske i Aaret 1597 havde skikket Udsendinger til det engelske Hof for at gjøre Forestillinger mod de Hindringer, der fra engelsk Side under Krigen mod Spanien lagdes den neutrale Skibsfart paa dette Rige i Veien. Fordringen fra den dansk-norske og polske Side opstilledes i den almindelige Form: „ne ipsis esset grave bellum, non suum“. Da Udsendingerne fra de nævnte Riger indfandt sig til Audiens hos Dronning Elisabeth og søgte at gjøre gjældende den naturlige Ret, som Havet aabnede alle Nationer til at omsætte sine Producter, indvendte Dronningen herimod, at intet kunde være mere stemmende med Menneske-Naturen end at søge de Farer fjærnede, hvoraf man truedes, og hun vilde derfor ikke finde sig i, at nogen fremmed Magt i mindste Maade kom den Monarch til Hjælp, som truede hendes Rige med Undergang. Hendes Opfatning, mente hun, var i Overensstemmelse med, hvad hun tidligere havde opgjort med Hansestæderne. Hun vendte sig tilsidst med en skarp Tiltale til den polske Udsending og lod ham vide, at „baade Kong Sigismund og hans Fader under deres Krig med Rusland havde opstillet ganske andre Grundsætninger ligeoverfor den engelske Handel end dem, hun nu fik høre af Udsendingen“. Og dermed blev det. Hvad der særligt gjaldt for Polen og Danmark, beretter Grotius, var ikke at miste Kornudførselen til Spanien, der væsentlig dreves af Amsterdams Kjøbmænd.^[159] Men Danmark havde paa denne Tid ikke noget Korn-Overskud, der stod i Forhold til Begjæret fra det store spanske Marked, hvorimod navnlig den spanske Krigsflaade under de daværende Forholde trængte en betydelig og aarvis Tilgang paa Bygnings-Materiale, der i forskjellige Retninger ene kunde tilfredsstilles fra det rige og velkjendte Trælast-Marked i Norge, hvorfor det lader sig forudsætte, at der ved Affærdigelsen af Gesandtskabet til England fra vor Styrelses Side vel saa meget er taget Hensyn til Norges som til Danmarks economiske Interesse, om man end maaske har villet skyde denne Side af Spørgsmaalet tilside under Forhandlingerne, hvilket dog lidet nyttede ligeoverfor en saa kraftig og skarpsynt Personlighed som Dronning Elisabeth.

Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.

↑ Cap. 16, hvor det berettes, at Kongen (Harald Haarfagre) ikke alene gav Ingemund en fuld Ladning med Tømmer til det Skib, hvormed han var kommet over til Norge, men ogsaa forærede ham et Skib, Stigandi, med fuld Tømmerlast, saa at I. kom hjem til Island med to Ladninger Tømmer.
↑ Laxdöla-Saga Cap. 11–13.
↑ En saadan Udbredelse af Skoven fandt Sted endnu lige til Slutningen af 1500-Tallet og tildels endnu længere frem i Tiden. Lehns-Regnskaberne for 1557 og 1560 vise, at Nedenæs, Brunla og Follo Fogderier endnu dengang vare vore største Export-Districter. Jfr. Udskibningsrettens Udvikling i Norge ved L. J. Vogt, Side 59 ff.
↑ Jfr. Chr. V.s Lov 3–14–35 ff.
↑ I Capitlets Slutning siges det, at Kong Olaf den hellige gav Islændingerne den Lov og Ret.
↑ Norges gamle Love, III, S. 118.
↑ Diplomatarium Norvegicum, V, S. 33.
↑ N. G. L., III, S. 135. Efter en af Hr. Professor G. Storm meddelt Oplysning bør den rettere dateres 29de Mai 1306.
↑ D. N., I, S. 212.
↑ Fransk lambris; middelald. Latin: lambruscatura.
↑ Liberate Roll 37. Henry III., anført i: Some Account of Domest. Architecture in Engl. from the conquest to the end of the thirteenth Century, by T. Hudson Turner. Oxford 1851.
↑ Sveriges officiela Statistik. Q. Skogväsendet. I, Side 99. Stockholm 1879. Jfr. Dr. G. L. Baden: Udk. t. en Historie af Danmarks og Norges Handel og Næringsv. fra Oldtiden til Nutiden. Khavn. 1806, S. 208. Pontoppidan: Norges naturl. Hist. I, 220. Af Akershus Lehnsregnsk. 1557–1558 fremgaar, at Huggenbord da brugtes til Dørkarmer og slæder (Træskoninger).
↑ Velvillig Meddelelse af Hr. Rector Nygaard. Det nævnte tyske eller nederl. Ord (Dele) blev, som bekjendt, almindelig brugt her i Landet paa 15- og 1600-Tallet, men er igjen forsvundet.
↑ N. G. L., I, S. 100.
↑ N. G. L., III, S. 204, jfr. S. 207.
↑ Dipl. Norv. VI, S. 144.
↑ Efter en Oplysning af Hr. Professor G. Storm skal Maurer have paavist, at den citerede Retterbod No. 61 kun er en Privat-Oversættelse af en svensk Gaardsret. Paa Grund heraf bliver det meget tvivlsomt, om man fra samme kan gjøre nogen Slutning med Hensyn til de norske Byers Palissadering.
↑ D. N., V, No. 137.
↑ Tidsskriftet Urda, I, S. 389.
↑ N. G. L., I, 38.
↑ N. G. L., II, 111.
↑ N. G. L., II, s. 245.
↑ Sturl. I, 208. (Oxf. Ed. 1878 af Dr. G. Vigfusson).
↑ Sturl. I, XCVI. (Oxf. Ed.).
↑ Efter N. Hist. Tidsskr. IV, S. 342 ff. og S. Vigfussons Afh. om Oldtidens Bygningskunst i Hovene og i de store Skaaler synes det, som om denne Forfatter gaar ud fra, at der allerede i Hovene ligesom i Skaalerne (i aðalhusit) har været anvendt ialfald en delvis Vægpaneling. (Árbok hins Islenzka Fornleifa félags 1882, Side 8). Hvor uenig Forfatteren i Tidsskriftet i mange Stykker er med Hr. Vigfussons Anskuelser om Hovenes og Skaalernes Bygningsform, ere dog begge enige i, at Skaalerne indvendig ofte havde Paneling (þil), jfr. N. Hist. Tidsskr., 1ste Række, I, S. 177 og Norsk Tidsskrift III, S. 308.
↑ Velvillig Meddelelse af Hr. Prof. Rygh.
↑ D. N., V, 29.
↑ D. N., V. 17, 20, 55, 121, 192.
↑ N. G. L., III, S. 203.
↑ Lignende Forskrift for Danmarks Vedkommende indeholdes i Haakon VI.s Enkes, Dronning Margretes Forordning af 1396. Geheime-Arch. Aarsb. V, S. 55.
↑ Med Retterbodens Bestemmelser kan iøvrigt sammenholdes Forordning af 4de Decbr. 1444 om Handelen i Bergen (D. N., VIII, S. 351), hvor det forbydes Tyskerne „selv at fare i skog efter Tømmer og Brændeved“.
↑ D. N., V, S. 520.
↑ Daae, Norges Helgener, S. 69, jfr. samme Forfatters Kong Christiern I.s Norske Historie, S. 110.
↑ D. N, V, s. 561, 562, 564, 570, 591.
↑ D. N., I, S. 374.
↑ D. N., III, s. 634, 638.
↑ „Kobbervik“ er stedets Navn ogsaa paa de gamle hollandske Søkarter. Kraft, Norges Beskrivelse, II, S. 264.
↑ Det sees, at Skibet aldeles som i vore Dage har havt Skipper, Styrmand og Matroser, der stode under regulær Commando og derfor paa patriarchalsk Vis bleve kaldte „Schiffskinder“, der var den almindelige Betegnelse paa et Skibsmandskab i den senere Middelalder i Modsætning til den foregaaende Tids Kjøbmands-Søfolk (hásetar), der vel havde sin ved Lov og Sædvane fastsatte Tjeneste ombord, men dog paa Sæt og Vis optraadte som handlende proprio motu, ligesom Skibets Høvidsmand henvendte sig til dem efter de franske Sølove med Tiltalen „Seigneurs“ og efter de tyske Sølove med „Ihr Herren“.
↑ Kong Magnus’s L. L. Kjøbebolken, Cap. 9, gjentaget i Lovbogen af 1604, men ikke senere. Jfr. Saml. t. d. N. F. Spr. og Hist., I, S. 365 og den der indtagne Herredags-Dom af 6te Aug. 1585, jfr. ogsaa Retterbod 5te Febr. 1360, hvor specielt omhandles Kongens Forkjøbsret til „timber, tak, vidakost“.
↑ Aarsberetning fra Geheime-Arch., I, S. 45.
↑ D. N., II, S. 708.
↑ Nyere L. L. (1274) Kjøbebolken, Cap. 23, Retterbod 8de Marts 1364 (N. G. L. III, S. 184), 26de Aug. 1883 (N. G. L. III, S. 216).
↑ D. N., II, S. 493.
↑ Stjórn, 77²⁶ samt Barlaams og Josaphats Saga 166³.
↑ Efter Formen maatte disse kunne have været anvendelige t. Ex. ved Udskjæring af Billedværk i Træ eller lignende, hvormed kan sammenlignes det af Fritzner citerede Sted i Barlaams Saga 166³, hvor der handles om Fabrikationen af et Gudebillede: „þann kaller þu guð er þu saat skammv aðr hoguinn oc sagaðan. skorenn oc skapaðan. eða elligar af malme blasenn oc med hamrum dengdan oc tangum togaðan“.
↑ Folio-Udg. II, S. 1321.
↑ Udk. til Hist. af D. og Norges Handel og Næringsv., S. 208.
↑ D. N., IX, S. 669.
↑ D. N., VIII, S. 627.
↑ Afskrift i Rigsarchivet efter Orig. i Geheime-Arch. („Norske Samlinger“, 4de Afdeling, Fase. 2, No. 10).
↑ Jfr. D. N., VIII, S. 850 og de der anførte Vidneprov. I Aaret 1527 forekommer i Akershus Lehns-Regnskab som „Hjælp til Slotsbygning“ af Follo 127 Tylfter huggen Bord. (Nævnte Lehnsregnskab og Meddelelser fra Rigsarchivet, I, S. 218).
↑ Tom I, p. CXXVII.
↑ Kornmøller, drevne ved Vand, omtales neppe directe i nogen af vore gamle Love, medens saadanne udtrykkelig findes nævnte i Jydske Lov (1240) Cap. I, 57. „Mylnarar“ nævnes i Nyere Bylov (1276) III, 8 og „mylnumen“ i en Retterbod for Bergen af 1282 (N. G. L., III, S. 15). Prof. Rygh har velvilligen meddelt mig, at han ikke er i Tvivl om, at disse have været Vandmøllere. I Kong Haakons Værnebrev for Nidaros Capitel af 1308 (D. N., III, S. 78) nævnes udtrykkelig „mylnur“ Og 1319 „mylnustædi“ (D. N., III, S. 111).
↑ der haandteres af to Mænd, hvoraf den ene fra et Stillads fører Redskabet ovenfra, medens den anden trækker i nedenfra.
↑ Jfr. Meddelelser fra Rigsarch. I, S. 184 og Norske Saml. I, S. 161.
↑ I Regnskabet staar kun „eodem anno“, men efter Forbindelsen maa dette henføres til 1528. Der er forøvrigt kun Spørgsmaal om dette Aar eller 1529. Afskrift i Rigsarch. efter Orig. i Geheime-Arch. („Norske Saml.“, 4de Afd., Fasc. 2, No. 10).
↑ I Regnskabet staar ikke Stedet nævnt. Overskriften er kun „Told af Hollændere“, men at der handles om Hollands-Skibningen fra Bragernæs synes utvivlsomt.
↑ Dette var en adskilligt høiere Told paa Danskerne end senere. Den mellemrigske Toldfrihed, som fastsættes i Christiern I.s norske Haandfestning af 1449, synes nærmest kun at gjælde for Sildefiskets Vedkommende. Huitf. II, S. 845.
↑ At Rostockernes Handel paa Oslo kun i ringe Grad har gaaet ud paa Indkjøb af Trælast, synes at fremgaa af deres Skrivelse af Juli 1514 (D. N., VII, 519), hvor der klages over den ubillige Told, som Byfogden i Oslo ophæver af dem udenfor den af Kongen befalede. Der opregnes her endel Vare-Artikler, navnlig Huder og Peltsværk, men Trælast forekommer ikke.
↑ Loven af 8de Juni 1818 (prov. Anord. 24de Octbr. 1816) danner, mærkeligt nok, det første Grundlag for en laugsmæssig Organisation af den norske Handelsstand, hvilket maa betragtes som en fuldstændig Anachronisme, men staar i Forbindelse med den hele reactionaire Retning, som vore Handels- og Productionsforholde antoge i de første 30 Aar efter 1814. (Jfr. Schweigaards Handelsret, S. 9.)
↑ Udenfor Jæløn.
↑ Norske Rigsregistranter, I, S. 72.
↑ N. Rigsreg. I, S. 64.
↑ Geheime-Arch. Aarsb. IV, S. 59 flg., 146–149.
↑ N. Landsl., Odelsløsn.-Bolken Cap. 2; jfr. nyere Bylov, Byordn. Cap. 5; Ældre Bjarkøret 145, 150, 151 m. f. At Kjøbstadtomt endnu i Aaret 1505 ansaaes som Gjenstand for Odelsret fremgaar blandt andet af D. N., IX. S. 418. De engelske Byforholde synes i det væsentlige at have udviklet sig i Lighed med, hvad her er antaget for de norske Kjøbstæders Vedkommende. „The franchise“ blev skjænket de oprindelige Grundeiere og disses Arvinger, medens indflyttede Personer neppe i Almindelighed fik fuld Andel i Byens Frihed. Arveligheds-Systemet gjennemførtes endog paa middelaldersk Vis saa conseqvent, at den, der indgiftedes i en Byslægt, derigjennem blev delagtig „in the franchise“. (Mc. Culloch, Account of The British Empire, II. S. 192).
↑ Meddelelser fra Rigsarchivet, I. S. 36 (12).
↑ At Alle, baade Indfødte og Udlændinger, i Kjøbstæderne tilfølge Ældre Bjarkø-Ret 13, 47, 97 (Norges gamle Love, I. S. 305 ff.), sammenholdt med Oslo Priv. 25de April 1346, havde „samme Ret“ (jafnan rétt), nemlig Haulds- eller Odelsmands Ret, hvor det gjaldt personlige Fornærmelser, maatte efter sit Øiemed nærmest kun blive en Forskrift af politiretlig Natur, for i hine voldsomme Tider og under den større Sammenstimling af Mennesker i Kjøbstæderne at opretholde Ro og Orden, men var iøvrigt uden Forbindelse med eller Indflydelse paa de egentlig sociale eller politiske Forholde inden Byen. Efter Grágás (248) havde Islændingerne Haulds-Ret overalt i Norge. Uden udtrykkelig Bestemmelse i saa Henseende vilde Udlændingen paa det nærmeste have været retløs.
↑ Jfr. herald. hist. Optegnelser af G. Munthe i Saml. til det N. Folks Spr. og Hist. III. og IV. Bind. Dr. Yngvar Nielsen: Bergen, S. 112–136 m. v. Om Raadmændenes Ansættelses-Maade giver Byloven ingen Oplysning, men forudsætter deres Stilling som given, en Forudsætning, der faar sin nærmere Forklaring i Kong Eriks Retterbod af 9de Marts 1295. Dennes Forskrift herom gaar i en Retning, da er fuldstændig aristocratisk. De skulde omskiftes af Gjalker og Lagmænd „med gode Mænds Raad“. Retterbod af 15de Juni 1361 omhandler som noget sædvanligt, at Bergens Raadmænd ved Kongens Brev kunde blive bortkaldte i „Rigets Ærinder“, hvilket ligefrem synes at forudsætte Hirdmands Stilling hos Vedkommende. Efter Retterbod No. 15 i N. G. L., III, skulde Lagmand og Raadmænd igjen vælge Gjalkyren (Byfogden). Det hele er et fuldstændigt Selvsupplerings-Apparat, hvor alt gaar i exclusiv Retning.
↑ Jfr. Oslo Privil. af 7de Januar 1508 (D. N., III. S. 752). Langes Tidsskrift, 1847, S. 268 og ff. Dr. L. Daae: Christiern I.s Norske Historie, S. 150 osv.
↑ Fr. Brandt (Langes Tidsskrift, 1851–1852, S. 130, 144) og T. Aschehoug (Statsforfatn. i Norge og Danmark, S. 125) forudsætte, at villæ forenses i Norge ere Stæder med fuldstændigt egen dømmende Jurisdiction (eget Lagthing). I Norge skulde altsaa kun Bergen, Oslo, Tunsberg og Trondhjem have været villæ forenses. Det sees ikke, hvortil de nævnte Forfattere støtte denne Forudsætning, der neppe uden videre kan godkjendes. I middelalderens Latin betyder forum (eng. fair, fr. foire) et aabent Torv eller frit Marked og en villa forensis er en By med et saadant Torv ener Marked, og Ordet bliver saaledes en ligefrem Oversættelse paa Latin af det norske Ord „Kjøbstad“ (kaupangr). Anvendt paa de scandinaviske Kjøbstæder er det vistnok ogsaa meget tvivlsomt, om „villa“ i middelaldersk Latin betegner en større og anseligere Stad end Udtrykket „civitas“, (jfr. Udtr. „the City of London“, „la cité de Paris“). Villa synes overhovedet at være et Fællesbegreb, fra Landsbyen af og lige op til Storstaden; civitas er oprindelig Byen tænkt som Borgersamfnnd, medens burgus er dens Benævnelse som indgjærdet eller fast (palissaderet) Plads. (G. L. v. Maurer: Städteverfassung, I. S. 169 og Ch. Gross: Gilda mercatoria. Götting. 1883. S. 32. R. Keyser: Efterladte Skrifter, II. 1. S. 181). Jfr. ogsaa Priv. for Marstrand af 2den Juli 1455, hvorefter denne By skulde „nyde sijn egen logbog“, men det var ikke paa Grund heraf, at den kunde kaldes en villa forensis.
↑ Kvinder forekomme ogsaa som Exporteurer eller Forhandlere af Exportvarer i de ældre Toldregnskaber.
↑ Jfr. Byordn. Cap. 4, der indeholder Forskrift om, hvor i Byen Krænmere og Haandværkere have at drive sin Næring. Capitlets Overskrift er: „Her segir um skipan bœar vare oc hvar huer iðnamaðr skal vera.“ Raade Haandværkere og Krambodhandlere regnedes altsaa til iðnarmenn.
↑ Det Haandværk, man hyppigst ser omhandlet, er Skomagernes, og disse synes næsten altid at have været Udlændinger. Af Retterboden af 24de Januar 1377 fremgaar, at det egentlig professionelle Haandværk endnu dengang i norske Byer havde meget snævre Grænser, og at t. Ex. Smede, Tømmermænd, Snedkere og vistnok mange flere leiede som Dagarbeidere og ikke opfattedes som inddelte i Mestere, Svende og Lærlinger.
↑ Jfr. Retterbøder af 1295 og 1320 i N. G. L., III. S. 125 og 150. G. L. von Maurer: Die Stadteverfass. in Dentschl., I og V.
↑ Professor R. Nyerups „Skildring af Danmark og Norge“ (Khavn 1803) kan her exempelvis nævnes, hvor det (I. 95) heder: „Under Oluf (Olaf Kyrre) fik Norge en Borgerstand“, hvilket vistnok maa ansees for en omtr. 500-aarig Foregribelse af en norsk Borgerstands Opkomst. C. Th. Odhner i en acad. Afh. (Upsala 1860) antager endnu, at det var gjennem den svenske Stadslag fra Tiden mellem 1349 og 1357, at Borgerskabet i de svenske Stæder blev en virkelig Stand og begyndte at kaldes til alm. Rigsdage. Herimod synes med Grund at kunne indvendes, at om end Repræsentanter for Kjøbstæderne begyndte at kaldes til Rigsdagene, er det ikke givet, at disse Repræsentanter vare valgte i Interesse af noget Borgerskab og endnu mindre i Interesse af nogen Borgerstand og i Modsætning til en Stand, hvis Enhedstanke laa i dens høie Byrd. Efter samme Afhandling var det ogsaa først ved 1617 Aars Rigsdags-Anordning, at Borgerstanden blev erklæret for en egen Rigsstand og udskilt fra de øvrige Stænder.
↑ Brev fra Kong Hans af 5te Januar 1502 (D. N., VIII. S. 460). Norske Rigsraads Udkast til Christiern II.s Haandfæstning 1513 (D. N., IX. S. 433), kongelig Proclamation om Hyldingen i 1548, paa hvilke Steder Udtrykket Kjøbstadsmænd er benyttet. Den kgl. Proclamation om Hyldingen i 1610 har „Borgere“, medens det Dagen forud (2den Januar) udstedte Herredagsbrev endnu har Kjøbstedsmæn d. Paa den anden Side findes Udtrykket Borgere i D. N., IX. S. 260 af 143* (Sarpsborg) og i de bekjendte Kongebreve fra Heiligenhafen af 22de October 1447 og fra Skara af 20de Januar 1458 ang. Rostockernes Privilegier i Oslo og Tunsberg, hvormed kan sammenlignes det i Dr. L. Daaes Christiern I.s Norske Historie, S. 87 anførte Brev fra Hr. Eggert Frille til hans Hustru, dateret 19de Juni 1453, hvori han beretter, at Borgerne i Oslo havde stormet og tilbageerobret Bispe-Gaarden i Hamar fra Kong Karl Knutssons Tilhængere. Borgere kan her neppe betyde andet end de ifølge Bylovens Landværnsbolk (12) værnepligtige Kjøbstadsmænd, Gaardsdrenge og Haandværkssvende derunder indbefattede. Forøvrigt brugtes i Kongebreve fra 1400- og 1500-Tallet ogsaa Udtrykkene: „vore Borgere og Menighed“, „Raadmænd og Menighed“, „Borgermester, Raad og Menighed“ (Privileg. for Oslo af 21de Juli 1548, D. N., III. S. 845). I en Ansøgning af 8de Mai 1556 fra Sarpsborg By kalder Ansøgerne sig: „Borgermester, Raad og menige Almue, som bo og bygge i Eders Naades Kjøbstad Sarpsborg“. Ordet borgar-maðr forekommer allerede i Sagaerne (mest i Plur.) Eg. 244. Fms. I. 103. Sks. 649 (Cleasbys Dict.).
↑ R. Keyser: Efterladte Skrifter, II. S. 219.
↑ Isl. Hyldings-Brev af 1ste Juli 1419 (hvori klages over, at de 6 Skibe, der efter Retterbøderne aarligen skulde sendes til Island fra Norge, ikke paa lange Tider vare komne) anføres i Almindelighed som et af Beviserne for Norges aftegne Søfart. Her kan imidlertid kun være Tale om Skibe, udsendte for Kronens Regning. Selve Kjendsgjerningen var ellers ikke Islænderne ukjendt fra de tidligere Tider, da Norges Activ-Handel paa Udlandet formenes at have været paa sit høieste. Efter Sagaerne kom der saaledes intet Skib fra Norge til Island i Aarene 1187, 1219, 1326. Isl. Annaler i Appendix til Sturl. S. Oxf. Edition, II. 466).
↑ Af Oslo Priv. af 1548 sees de gamle Klager over, at Bønderne brugte Seglets med større Skibe, end der var dem tilladt, da at have gjentaget sig. I et Brev til Hr. Esge Bilde af 1ste Marts 1539 (D. N., X. S. 764) sees en Landbo at ønske Tilladelse til at bruge en liden Danmarks-Skude „ubekymret for Kjøbstad Mænd“.
↑ Allerede i 1542 udskrives fra Norge til Orlogsflaaden Baadsmænd, Styrmænd og Tømmermænd. Ved en af de første Sørustninger i Anledning af Syvaarskrigen (24de Marts 1567) udskrives 38 Skippere, 40 Styrmænd, 69 Skibstørnmermænd foruden flere Hundrede Baadsmænd (Matroser). De fleste Skippere og Styrmænd vare antagelig fra Kjøbstæderne. Fra Sarpsborg udskreves 3 Skippere og fra Tunsberg 4. (N. Rigs-Reg.).
↑ Ordet „Adel“ skal ikke findes før i Fredrik I.s danske Haandfæstning (1523), medens Ordet „Ædlinge“ første Gang findes i Kong Hans’s Haandfæstning af 1483.
↑ „Kongsdeler“ og „Junkerdeler“ vare toldfrie ligesom al anden Trælast, der solgtes af Kronen eller Adelsmanden; Bymandens Trælast derimod ikke, naar den solgtes til den fremmede Skipper, men – indtil Slutningen af 1500-Tallet – kun naar han selv var Exporteuren. Bondelasten, der altid solgtes til den udenlandske Skipper, blev af denne Grund altid toldpligtig.
↑ H. F. Rørdam: Kjøbenhavns Univ. Hist. III. S. 446.
↑ Tooke & Newmarch: History of Prices, VI. S. 359 og 411.
↑ VI. S. 408.
↑ Henry VIII. cap. 17.
↑ Annal. rer. Anglic. 273. (Amsterd. ed. 1677).
↑ L. Guicciardin (Ludovico Guicciardini): Description de toute les Pays-Bas, derechef illustrée, Amsterd. 1641, med Fortale af 1566. Guicciardinis Beretning om Antwerpens Handel henføres i History of Prices (VI. s. 406) til Aaret 1560.
↑ s’Zwolle er i Toldregnskaberne bleven til Edswold, Erdswold eller endog til Erdswordt.
↑ D. N., III. S. 752 og Meddel. fra Rigsarch. I. S. 33.
↑ N. Rigs-Reg. I. S. 76.
↑ P. Claussøn Friis (1545–1614) omtaler Folket paa Eker som „de rigeste og prægtigste Bønder, som her i Landet ere“ (Saml. Skrifter ved Dr. G. Storm, S. 292). Bønderne paa Eker og i Lier dreve gjennem hele Perioden ikke alene som Ruderne andetsteds Handel med Trælast fra sine egne Skove, men indkjøbte ogsaa Last til Salg, saa at deres Overgang til professionel Handel og Nedsættelse paa selve Udskibningsstedet i Drammen vistnok har været meget sædvanlig. I 1551 vilde Bønderne formene Provsten i Tunsberg at udføre Trælast fra Drammen, men Kongen svarede, at det stod hver Mand „frit i Drammen at maatte søge sit Kjøbmandskab der“ (N. Rigs-Reg. I. 136). Jfr. kongebreve af 19de Juni 1586, 25de Marts 1587 og 20de Sept. 1596 i N. Rigs-Reg. Anordn. om Bragernæs af 30te August 1662 i Wessel-Bergs Rescripter.
↑ Saml. t. d. Norske Folks Spr. og Hist. III. S. 563.
↑ Med Drift gjennem Ekern-Vandet til Drams-Elven.
↑ Krafts Norges Beskrivelse, II.
↑ Capitlet har fundet det nødvendigt at udstede „et aabent Brev“ om Handelen, at denne er foregaaet „med vor fri Villie, Samtykke og beraad Hug“.
↑ Saml. t. N. Folks Spr. og Hist. III. S. 563.
↑ Krafts Norg. Beskriv. II. S. 420 ff.
↑ Af Akershus Lehns-Regnskaber for 1557–58 og 1560–61 findes Uddrag i Norske Samlinger, I. S. 162–220 (ved T. H. Aschehoug). Jfr. Norsk Magasin, II. S. 52–74, hvor der er indtaget et Uddrag af Bergens Lehns-Regnskab for „1566–67“, hvis statistiske Resultater sees i det væsentlige at falde sammen med den af mig benyttede „Extract“ af Regnskabet for „67“.
↑ For de mindre administrative Delinger er Brugen af Navnene „Lehn“ og „Fogderi“ vaklende.
↑ Var en af Byens Borger-Matadorer. Foruden ham og Trond Jonssøn nævnes i Regnskabet Hans Krøg og Jochim Stang paa en Maade, der gjør det antageligt, at de have hørt til de større Handlende. Tvende andre, „Iffuer“ og „Robert“, nævnes kun ved Fornavn, ligesaa en ved Navn „lange Claus“.
↑ Mærkeligt nok synes Oslo-Borgernes Handels-Virksomhed ved denne Tid at have været mest optaget af Omsætningen med de svenske Naboprovinser paa den anden Side Rigsgrænsen. I et Kongebrev af 7de Decbr. 1555 siges det, at Osloboerne have klaget over en dem paalagt Udrustning af et Skib til Kongens Tjeneste, der havde kostet dem henved 2,500 Mark, og at det faldt dem særdeles byrdefuldt at udrede dette Beløb „baade for den dyre Tids Leilighed“ og „fordi der i Sverige er gjort Forbud, saa at de ingen vare maa derud fange“. I Lehns-Regnsk. 1560–61 sees Osmund-Jern kjøbt til Slottet af svenske Bønder, der antagelig paa Vinterføret havde bragt Varen til Oslo. Den Vare, Svenskerne paa denne Tid almindeligvis hentede fra Norge, var Salt. Det svenske Jern har saaledes vistnok i større Omfang været indkjøbt af Oslo Kjøbmænd og betalt med Salt. [Wikikildens note: Fotnotetegnet mangler i originalen.]
↑ D. N. IV. S. 837.
↑ Maaske staar det hermed i Forbindelse, at Kobbervik er henført til Bragernæs Fogden i P. Claussøn Friis’s Norges Beskrivelse. (Saml. Skrifter ved Dr. G. Storm, S. 292).
↑ Drægtigheden er i forrige Afsnit ansat til 1320 Læster, men Beregningen i Tabellen her maa ansees tilnærmelsesvis mere correct. Den er ansat efter samme Forhold som for 1557, og skibenes Gjennemsnitsstørrelse har stadig været voxende lige siden Americas Opdagelse.
↑ Erlagt i Mangel af Contanter.
↑ Markebo forekommer tildels sammen med Aasgaardstrand.
↑ ^108,0 ^108,1 ^108,2 ^108,3 Stenbryggen „og Løvsund“.
↑ „Strømmen og Sanden Sogn“. Sanden Sogn er Sandekilen i N. Jarlsberg; Strømmen ligger ved Svelvik. Hvor der i Tabellen er aabent Rum, savnes Opgave. De indklamrede Tal ere Anslags-Summer.
↑ Ved „Begerholt“ forstodes Emnetræ af Løvved til Forarbeidelse af Stav for mindre Kjøreld. Det brugtes ogsaa til Skibsblokker.
↑ Afgiften „Sko og Lærred“ var paa denne Tid i Almindelighed $\scriptstyle {\frac {1}{2}}$ Daler for de større og 1 Ort for de mindre Fartøier. Enkeltvis findes ogsaa opført Toldopkrævning kun for Lærred eller kun for Sko: „Et Skjortelærred $\scriptstyle {\frac {1}{2}}$ Dlr. “, „Et Par Sko 12 Skilling“.
↑ Der forekommer ikke mindre end 14 Fartøier fra „Løse“ (Nyløse) lige ved det nuværende Göteborg. Muligens have dog disse Fartøier hentet Salt.
↑ ved Gaarden Arnevik strax østenfor Lillesand, i Kalveldfjorden.
↑ Vistnok i Tromøsund i Nærheden af Gaarden Mørland (Næskilen).
↑ Efter Bratsberg Lehns-Regnskab for 1585–86 var Jørgen von Ansbach da Borgermester i Skien.
↑ Norske Rigs-Reg. II. S. 713. Jfr. kgl. Resolutioner 8de Decbr. 1821, 11te Sept. 1839 og 5te April 1843. Krafts Norg. Beskriv. III. S. 21.
↑ Regnskabet 1586–87, hvor der i det Hele forekommer større Fartøier end baade før og senere. Maaske turde de mindre Fartøier sjældnere vove sig ud i denne utrygge Tid.
↑ I Toldrullen af 27 de Mai 1686 nævnes „Moss, Sogn, Krokstad“ sammen.
↑ Det synes dog, som om Kalmar-Krigen (1611 og 1612) ikke har medført nogen mærkelig Forandring i Hollændernes Trælast-Afhentning fra Norge, hvorimod Krigen 1626–1629 maa have virket ulige mere nedslaaende.
↑ Desuden er i Regnskabet opført 46 Smaafartøier (7 norske, hvoraf de fleste fra Bohuslehn, og 39 danske), der tilsammen erlagde 14 Daler i Rortold, men uden opgivende af hvad de ind- eller udførte. Det har vel tildels været Vedjagter.
↑ „Gud bevare os, nei det er vel heller en Scotte, som indtager Trælast,“ udbryder Søfolkene ombord i et til Østersøen fra Bergen hjemvendende hanseatisk skib ved Synet af en mistænkelig Kreier, der om Høsten 1526 saaes at henligge i Mandals Havn, og som senere viste sig at være en Sørøver. I hine Tider var ingen Søfolk bedre kjendt med Forholdene paa Kysten mellem Bergen og Næset end Hanseaterne fra de østersøiske Stæder. (Jfr. dette Tidsskrift, 1. Række, I. S. 486).
↑ Ifølge Cronholm (Sver. Hist. u. Gustaf Adolf) var den hele svenske Udførsel af skaaren Last endnu i 1632 kun 16,838 Stykker Bredder, hvoraf fra Stockholm 4,020 og fra Göteborg 4,295 Stykker, medens ingen saadan Last udførtes fra Gefle. Ifølge Odhner (Sver. innre Hist. u. Drottning Christinas Förmyndare) udførtes i 1640 fra Sverige 31,100 Tylfter Bredder, hvoraf mere end Halvdelen fra Göteborg, der først ved denne Tid begynder at drive Trælast-Export i større Omfang. H. Forsell (Sver. innre Hist. från Gustaf I., 2den Del, Tabel II. a) opgiver Exporten fra Lödöse i 1546 til 12,600 Tylfter Sagedeler, Sagebreder, Granbord etc., men Udskibningen fra de øvrige svenske Søstæder var i samme Periode i Alm. meget ubetydelig (fra Gefle 270 Tylfter i 1560), hvorved ogsaa er at mærke, at den svenske Styrelse meget strængere end den norske søgte at opretholde Kjøbstæderne Eneret til Udskibning i Modsætning til „Havnerne“.
↑ Hvor de i Oslo hjemmehørende Skibes Drægtighed ikke særlig findes opgivet i Regnskabet, er den anslaaet efter Bestuvningen af den indtagne Ladning. En forholdsvis ringe Afgang i Bestuvningen maa forudsættes paa Grund af Udskibningen af andre Varer end Trælast, ɔ: Tjære, Huder m. v. I Rubriken 1560–61 er gjort Tillæg for Osloboernes Udførsel i egne Skibe og for anden toldfri Udførsel.
↑ foruden 51 norske og danske Kreiere eller Skuder i indenlandsk Fart (anslaaet Drægtighed 60 Læster), men med Hensyn til hvilke det kun kan antages, at de i Almindelighed udførte Trælast.
↑ 10 fra Orknøerne og Hjaltland.
↑ 2 fra Orknøerne og Hjaltland.
↑ 7 fra Orknøerne og Hjaltland.
↑ 6 fra Orknøerne.
↑ 2 fra Frankrige.
↑ 3 danske.
↑ 2 danske og 1 fransk.
↑ 2 Fartøier, tilhørende Bergen-Borgere og tildels frugtede af Scotter.
↑ I Regnskabet for 1519 og enkeltvis andre Steder forekommer „Told“ paa norske Fartøier, men kun i indenlandsk Fart. Denne Afgift tilfaldt Kronen, men maa desuagtet baade paa Grund af sin Natur og efter sin lave Ansættelse nærmest sammenlignes med en Havne- eller Consumtions-Afgift i vore Dage. Ex.: (Regnsk. 1519) „Item vj ß udi Told af en Jægt af Sogn“. „Item iiij ß af Bisp Andors Jægt“.
↑ N. Rigs-Reg. II. S. 612.
↑ Uagtet Hanseaternes gamle Privilegium, at ethvert af deres Fartøier skulde have opgjort sin hele Toldpligtighed ved at erlægge et Stykke Mel eller Malt, sees de dog af Regnskabet for 1567 fra dette Aar og senere at have maattet erlægge særskilt Told af udførte Deler.
↑ Et af de scotske Fartøier førtes af Mogens Zinklar, „Borger og Indvaaner i Bergen“. Et andet Skib, der eiedes af en Kjøbstadmand i Bergen, udførte 60 Tylfter Deler for en Edinburgher.
↑ Jfr. N. Samlinger, I. Side 328 og den der indtagne Dom af 18de Sept. 1593 om Læstedrægtigheds Beregning („xxx smale lester – regnett xij tønner i lesten“.) Om For-sendelse af en Trælastladning i Consignation til Amsterdam fra Bergen se sammesteds en Dom af 29de August 1592.
↑ Leding ophævedes i dette Aar af 196 Personer, saa at Folkemængden da maa være betydelig tiltaget siden 1567. Efter de Fines Beskr. af Stavanger Amt var Borgerskabet i Stavanger ved Aar 1664 steget til et Antal af 373. N. Mag III. S. 171. Jfr. Jens Aagessøn Bjelke af Y. Nielsen, S. 340.
↑ De scotske Skibe, der omhandles i Bergenhus Lehns-Regnskaber for 1518 og 1519 (Medd. fra Rigsarch. I, S. 226, 232 og 237), og som erlagde $\scriptstyle 7{\frac {1}{2}}$ ₻ i Told, have vistnok indtaget Trælast paa Søndhordland, da Tolden svarer til den Told af 3 Rhinsgylden, der endnu i 1550 ophævedes af scotske Fartøier, der lastede med „Tømmer i Lehnene“. (Jfr. D. N. VI. S. 805).
↑ D. N. VI. S. 805, og N. Mag. II. S. 51.
↑ Navnene paa de scotske Byer, hvor Fartøierne hørte hjemme, ere ofte sært fordreiede: „Karkadi“ er Kirkaldi, „Ferelsbrugh“ er Frasersborough, „Bruntellig“ er Burntisland, „Semonens“ er St. Monans, „Eli“ er Alloa o. s. v.
↑ Da Fartøierne i de ældre Told-Regnskaber opføres paa samme Sted baade for Indgaaende og for Udgaaende samt ganske kortelig, lader det sig ikke altid med samme Nøiagtighed som efter et moderne Told-Regnskab opgjøre, hvor mange Udklareringer der har foregaaet til Udlandet.
↑ samtlige, med Undtagelse af to Smaaskuder, udexpederede med Sagbord.
↑ Endnu i 1661 erlagdes ingen Sagskat (Sagtiende) i Namdals Fogderi. Saml. t. N. Folks Spr. og Hist. IV. S. 26.
↑ Saml. t. d. N. Folks Spr. og Hist. III. S. 236.
↑ Witsen: De Scheepbouw. Amst. 1671 fol. Drammens-Bjælker kaldes i samme Skrift endnu „Kooperwyksche Balken“. Christiania og Christianssand nævnes ikke, hvorimod der handles om Anslo og Flekkerø. Optegnelsen skriver sig saaledes vistnok oprindelig fra 1600-Tallets første Fjerdedel. Afsnittets Overskrift er: „Byzondere toestant van het Noortshout“. Værket har velvilligen været Forfatteren udlaant fra det store kongelige Bibliothek i Kjøbenhavn.
↑ Det kgl. Danske Geheime-Archiv: Norske Saml. IV. Afd., Fasc. 2, No. 1, hvoraf Afskrift i Rigsarchivet (Optegn. fra omtr. 1570). Jfr. Saml. t. d. N. Folks Spr. og Hist. IV. S. 85.
↑ N. Saml. I. S. 605. I Bratsberg Lehns-Regnskab 1585–86 opgives Tolden af hvert „Støche Sparrer“ til 2 ß Lybsk, hvorefter det heder: „och er beregnitt udi huert Støche xxx^ct sparrir oc udi huert c^t xxx Sparrir“. En tilsvarende Forklaring haves i en Optegnelse i Rigsarchivet fra det Danske Geheime-Archiv (N. Saml. fasc. 2, No. 1), hvorefter synes at maatte antages, at der i denne Forbindelse regnedes 130 istedetfor ellers 120 paa hvert (stort) Hundrede, og et Stykværd Sparrer skulde altsaa blive i det Hele 390 Stykker. I Tunsberg Lehns Told-Regnskab 1585–86 forekommer „300 Stykker“ og „1 Stykværd“ Sparrer opførte ved Siden af hinanden og hvert Quantum til samme Værdi, nemlig 5 Dlr.
↑ Der mangler iøvrigt heller ikke Exempel paa, at Bonden lagde an paa at bedrage Hollænderen.
↑ Heinze, Samml. zur Gesch. u. Statswiss. I.
↑ Forordninger af 30te Jan. 1664, 20de April 1665 og 4de April 1668 (Paus). Forordn. 22de April 1795. Trælast-Tienden blev ophævet ved prov. Anordn. af 7de Decbr. 1818 § 11.
↑ „Relation om Trondhjems Commissions Forretning i A^o 1661“ i Saml. t. d. N. Folks Spr. og Hist. IV. S. 38.
↑ Relation om Danmark. Afskrift i N. Rigsarchiv.
↑ Afskrift fra det kgl. Danske Geheime-Archiv: Norske Saml., IV. Afd., Fasc. 2, No. 1.
↑ Kongebrev af 3die Marts 1636 (i Rigs-Reg.) om Dele-Tolden i Bergenhus Lehn.
↑ Lindsay beretter i sit Værk om den engelske Skibsbygning, at Mayoren i Dover ved Aar 1563 var en berygtet Sørøver, og at baade han og andre indflydelsesrige Indvaanere (other leading inhabitants) i Byen ikke engang indskrænkede sig til Plyndring af Neutrale, men, hvor Leiligheden gaves, ogsaa angrebe sine egne Landsmænd.
↑ Hug. Grotii Annal. & Hist. de reb. Belg. p. 239. (Amst. 1647).
↑ I Bergens Told-Regnskab for 1597–98 findes, mærkeligt nok, flere hollandske Skibe udklarerede til Spanien: „Tre Konger“ fra Enckhuysen med 2000 Deler, „Den brabandtske Dans“ fra Aggerschlott med 1300 Deler o. s. v., men dette maa have beroet paa særskilt „Pasbord“ eller anden Dispensation, som nu ikke kjendes, men vel for gode Ord og Penge var at faa hos Regjeringen i Brüssel.
↑ Efter Bergens Toldregnskab 1597–98 indkom „formedelst Guds Storm og Veder“ et Campener Fartøi paa omtr. 40 Læster, der var paa Reise fra Kjøge til Spanien med Byg. Begjæret for Kornvarer og Trælast maa paa denne Tid have været meget stort i Spanien, siden man saaledes modtog hollandske Fartøier, om ogsaa kun per dispensationem.

[1] Cap. 16, hvor det berettes, at Kongen (Harald Haarfagre) ikke alene gav Ingemund en fuld Ladning med Tømmer til det Skib, hvormed han var kommet over til Norge, men ogsaa forærede ham et Skib, Stigandi, med fuld Tømmerlast, saa at I. kom hjem til Island med to Ladninger Tømmer.

[2] Laxdöla-Saga Cap. 11–13.

[3] En saadan Udbredelse af Skoven fandt Sted endnu lige til Slutningen af 1500-Tallet og tildels endnu længere frem i Tiden. Lehns-Regnskaberne for 1557 og 1560 vise, at Nedenæs, Brunla og Follo Fogderier endnu dengang vare vore største Export-Districter. Jfr. Udskibningsrettens Udvikling i Norge ved L. J. Vogt, Side 59 ff.

[4] Jfr. Chr. V.s Lov 3–14–35 ff.

[5] I Capitlets Slutning siges det, at Kong Olaf den hellige gav Islændingerne den Lov og Ret.

[6] Norges gamle Love, III, S. 118.

[7] Diplomatarium Norvegicum, V, S. 33.

[8] N. G. L., III, S. 135. Efter en af Hr. Professor G. Storm meddelt Oplysning bør den rettere dateres 29de Mai 1306.

[9] D. N., I, S. 212.

[10] Fransk lambris; middelald. Latin: lambruscatura.

[11] Liberate Roll 37. Henry III., anført i: Some Account of Domest. Architecture in Engl. from the conquest to the end of the thirteenth Century, by T. Hudson Turner. Oxford 1851.

[12] Sveriges officiela Statistik. Q. Skogväsendet. I, Side 99. Stockholm 1879. Jfr. Dr. G. L. Baden: Udk. t. en Historie af Danmarks og Norges Handel og Næringsv. fra Oldtiden til Nutiden. Khavn. 1806, S. 208. Pontoppidan: Norges naturl. Hist. I, 220. Af Akershus Lehnsregnsk. 1557–1558 fremgaar, at Huggenbord da brugtes til Dørkarmer og slæder (Træskoninger).

[13] Velvillig Meddelelse af Hr. Rector Nygaard. Det nævnte tyske eller nederl. Ord (Dele) blev, som bekjendt, almindelig brugt her i Landet paa 15- og 1600-Tallet, men er igjen forsvundet.

[14] N. G. L., I, S. 100.

[15] N. G. L., III, S. 204, jfr. S. 207.

[16] Dipl. Norv. VI, S. 144.

[17] Efter en Oplysning af Hr. Professor G. Storm skal Maurer have paavist, at den citerede Retterbod No. 61 kun er en Privat-Oversættelse af en svensk Gaardsret. Paa Grund heraf bliver det meget tvivlsomt, om man fra samme kan gjøre nogen Slutning med Hensyn til de norske Byers Palissadering.

[18] D. N., V, No. 137.

[19] Tidsskriftet Urda, I, S. 389.

[20] N. G. L., I, 38.

[21] N. G. L., II, 111.

[22] N. G. L., II, s. 245.

[23] Sturl. I, 208. (Oxf. Ed. 1878 af Dr. G. Vigfusson).

[24] Sturl. I, XCVI. (Oxf. Ed.).

[25] Efter N. Hist. Tidsskr. IV, S. 342 ff. og S. Vigfussons Afh. om Oldtidens Bygningskunst i Hovene og i de store Skaaler synes det, som om denne Forfatter gaar ud fra, at der allerede i Hovene ligesom i Skaalerne (i aðalhusit) har været anvendt ialfald en delvis Vægpaneling. (Árbok hins Islenzka Fornleifa félags 1882, Side 8). Hvor uenig Forfatteren i Tidsskriftet i mange Stykker er med Hr. Vigfussons Anskuelser om Hovenes og Skaalernes Bygningsform, ere dog begge enige i, at Skaalerne indvendig ofte havde Paneling (þil), jfr. N. Hist. Tidsskr., 1ste Række, I, S. 177 og Norsk Tidsskrift III, S. 308.

[26] Velvillig Meddelelse af Hr. Prof. Rygh.

[27] D. N., V, 29.

[28] D. N., V. 17, 20, 55, 121, 192.

[29] N. G. L., III, S. 203.

[30] Lignende Forskrift for Danmarks Vedkommende indeholdes i Haakon VI.s Enkes, Dronning Margretes Forordning af 1396. Geheime-Arch. Aarsb. V, S. 55.

[31] Med Retterbodens Bestemmelser kan iøvrigt sammenholdes Forordning af 4de Decbr. 1444 om Handelen i Bergen (D. N., VIII, S. 351), hvor det forbydes Tyskerne „selv at fare i skog efter Tømmer og Brændeved“.

[32] D. N., V, S. 520.

[33] Daae, Norges Helgener, S. 69, jfr. samme Forfatters Kong Christiern I.s Norske Historie, S. 110.

[34] D. N, V, s. 561, 562, 564, 570, 591.

[35] D. N., I, S. 374.

[36] D. N., III, s. 634, 638.

[37] „Kobbervik“ er stedets Navn ogsaa paa de gamle hollandske Søkarter. Kraft, Norges Beskrivelse, II, S. 264.

[38] Det sees, at Skibet aldeles som i vore Dage har havt Skipper, Styrmand og Matroser, der stode under regulær Commando og derfor paa patriarchalsk Vis bleve kaldte „Schiffskinder“, der var den almindelige Betegnelse paa et Skibsmandskab i den senere Middelalder i Modsætning til den foregaaende Tids Kjøbmands-Søfolk (hásetar), der vel havde sin ved Lov og Sædvane fastsatte Tjeneste ombord, men dog paa Sæt og Vis optraadte som handlende proprio motu, ligesom Skibets Høvidsmand henvendte sig til dem efter de franske Sølove med Tiltalen „Seigneurs“ og efter de tyske Sølove med „Ihr Herren“.

[39] Kong Magnus’s L. L. Kjøbebolken, Cap. 9, gjentaget i Lovbogen af 1604, men ikke senere. Jfr. Saml. t. d. N. F. Spr. og Hist., I, S. 365 og den der indtagne Herredags-Dom af 6te Aug. 1585, jfr. ogsaa Retterbod 5te Febr. 1360, hvor specielt omhandles Kongens Forkjøbsret til „timber, tak, vidakost“.

[40] Aarsberetning fra Geheime-Arch., I, S. 45.

[41] D. N., II, S. 708.

[42] Nyere L. L. (1274) Kjøbebolken, Cap. 23, Retterbod 8de Marts 1364 (N. G. L. III, S. 184), 26de Aug. 1883 (N. G. L. III, S. 216).

[43] D. N., II, S. 493.

[44] Stjórn, 77²⁶ samt Barlaams og Josaphats Saga 166³.

[45] Efter Formen maatte disse kunne have været anvendelige t. Ex. ved Udskjæring af Billedværk i Træ eller lignende, hvormed kan sammenlignes det af Fritzner citerede Sted i Barlaams Saga 166³, hvor der handles om Fabrikationen af et Gudebillede: „þann kaller þu guð er þu saat skammv aðr hoguinn oc sagaðan. skorenn oc skapaðan. eða elligar af malme blasenn oc med hamrum dengdan oc tangum togaðan“.

[46] Folio-Udg. II, S. 1321.

[47] Udk. til Hist. af D. og Norges Handel og Næringsv., S. 208.

[48] D. N., IX, S. 669.

[49] D. N., VIII, S. 627.

[50] Afskrift i Rigsarchivet efter Orig. i Geheime-Arch. („Norske Samlinger“, 4de Afdeling, Fase. 2, No. 10).

[51] Jfr. D. N., VIII, S. 850 og de der anførte Vidneprov. I Aaret 1527 forekommer i Akershus Lehns-Regnskab som „Hjælp til Slotsbygning“ af Follo 127 Tylfter huggen Bord. (Nævnte Lehnsregnskab og Meddelelser fra Rigsarchivet, I, S. 218).

[52] Tom I, p. CXXVII.

[53] Kornmøller, drevne ved Vand, omtales neppe directe i nogen af vore gamle Love, medens saadanne udtrykkelig findes nævnte i Jydske Lov (1240) Cap. I, 57. „Mylnarar“ nævnes i Nyere Bylov (1276) III, 8 og „mylnumen“ i en Retterbod for Bergen af 1282 (N. G. L., III, S. 15). Prof. Rygh har velvilligen meddelt mig, at han ikke er i Tvivl om, at disse have været Vandmøllere. I Kong Haakons Værnebrev for Nidaros Capitel af 1308 (D. N., III, S. 78) nævnes udtrykkelig „mylnur“ Og 1319 „mylnustædi“ (D. N., III, S. 111).

[54] r haandteres af to Mænd, hvoraf den ene fra et Stillads fører Redskabet ovenfra, medens den anden trækker i nedenfra.

[55] Jfr. Meddelelser fra Rigsarch. I, S. 184 og Norske Saml. I, S. 161.

[56] I Regnskabet staar kun „eodem anno“, men efter Forbindelsen maa dette henføres til 1528. Der er forøvrigt kun Spørgsmaal om dette Aar eller 1529. Afskrift i Rigsarch. efter Orig. i Geheime-Arch. („Norske Saml.“, 4de Afd., Fasc. 2, No. 10).

[57] I Regnskabet staar ikke Stedet nævnt. Overskriften er kun „Told af Hollændere“, men at der handles om Hollands-Skibningen fra Bragernæs synes utvivlsomt.

[58] Dette var en adskilligt høiere Told paa Danskerne end senere. Den mellemrigske Toldfrihed, som fastsættes i Christiern I.s norske Haandfestning af 1449, synes nærmest kun at gjælde for Sildefiskets Vedkommende. Huitf. II, S. 845.

[59] At Rostockernes Handel paa Oslo kun i ringe Grad har gaaet ud paa Indkjøb af Trælast, synes at fremgaa af deres Skrivelse af Juli 1514 (D. N., VII, 519), hvor der klages over den ubillige Told, som Byfogden i Oslo ophæver af dem udenfor den af Kongen befalede. Der opregnes her endel Vare-Artikler, navnlig Huder og Peltsværk, men Trælast forekommer ikke.

[60] Loven af 8de Juni 1818 (prov. Anord. 24de Octbr. 1816) danner, mærkeligt nok, det første Grundlag for en laugsmæssig Organisation af den norske Handelsstand, hvilket maa betragtes som en fuldstændig Anachronisme, men staar i Forbindelse med den hele reactionaire Retning, som vore Handels- og Productionsforholde antoge i de første 30 Aar efter 1814. (Jfr. Schweigaards Handelsret, S. 9.)

[61] Udenfor Jæløn.

[62] Norske Rigsregistranter, I, S. 72.

[63] N. Rigsreg. I, S. 64.

[64] Geheime-Arch. Aarsb. IV, S. 59 flg., 146–149.

[65] N. Landsl., Odelsløsn.-Bolken Cap. 2; jfr. nyere Bylov, Byordn. Cap. 5; Ældre Bjarkøret 145, 150, 151 m. f. At Kjøbstadtomt endnu i Aaret 1505 ansaaes som Gjenstand for Odelsret fremgaar blandt andet af D. N., IX. S. 418. De engelske Byforholde synes i det væsentlige at have udviklet sig i Lighed med, hvad her er antaget for de norske Kjøbstæders Vedkommende. „The franchise“ blev skjænket de oprindelige Grundeiere og disses Arvinger, medens indflyttede Personer neppe i Almindelighed fik fuld Andel i Byens Frihed. Arveligheds-Systemet gjennemførtes endog paa middelaldersk Vis saa conseqvent, at den, der indgiftedes i en Byslægt, derigjennem blev delagtig „in the franchise“. (Mc. Culloch, Account of The British Empire, II. S. 192).

[66] Meddelelser fra Rigsarchivet, I. S. 36 (12).

[67] At Alle, baade Indfødte og Udlændinger, i Kjøbstæderne tilfølge Ældre Bjarkø-Ret 13, 47, 97 (Norges gamle Love, I. S. 305 ff.), sammenholdt med Oslo Priv. 25de April 1346, havde „samme Ret“ (jafnan rétt), nemlig Haulds- eller Odelsmands Ret, hvor det gjaldt personlige Fornærmelser, maatte efter sit Øiemed nærmest kun blive en Forskrift af politiretlig Natur, for i hine voldsomme Tider og under den større Sammenstimling af Mennesker i Kjøbstæderne at opretholde Ro og Orden, men var iøvrigt uden Forbindelse med eller Indflydelse paa de egentlig sociale eller politiske Forholde inden Byen. Efter Grágás (248) havde Islændingerne Haulds-Ret overalt i Norge. Uden udtrykkelig Bestemmelse i saa Henseende vilde Udlændingen paa det nærmeste have været retløs.

[68] Jfr. herald. hist. Optegnelser af G. Munthe i Saml. til det N. Folks Spr. og Hist. III. og IV. Bind. Dr. Yngvar Nielsen: Bergen, S. 112–136 m. v. Om Raadmændenes Ansættelses-Maade giver Byloven ingen Oplysning, men forudsætter deres Stilling som given, en Forudsætning, der faar sin nærmere Forklaring i Kong Eriks Retterbod af 9de Marts 1295. Dennes Forskrift herom gaar i en Retning, da er fuldstændig aristocratisk. De skulde omskiftes af Gjalker og Lagmænd „med gode Mænds Raad“. Retterbod af 15de Juni 1361 omhandler som noget sædvanligt, at Bergens Raadmænd ved Kongens Brev kunde blive bortkaldte i „Rigets Ærinder“, hvilket ligefrem synes at forudsætte Hirdmands Stilling hos Vedkommende. Efter Retterbod No. 15 i N. G. L., III, skulde Lagmand og Raadmænd igjen vælge Gjalkyren (Byfogden). Det hele er et fuldstændigt Selvsupplerings-Apparat, hvor alt gaar i exclusiv Retning.

[69] Jfr. Oslo Privil. af 7de Januar 1508 (D. N., III. S. 752). Langes Tidsskrift, 1847, S. 268 og ff. Dr. L. Daae: Christiern I.s Norske Historie, S. 150 osv.

[70] Fr. Brandt (Langes Tidsskrift, 1851–1852, S. 130, 144) og T. Aschehoug (Statsforfatn. i Norge og Danmark, S. 125) forudsætte, at villæ forenses i Norge ere Stæder med fuldstændigt egen dømmende Jurisdiction (eget Lagthing). I Norge skulde altsaa kun Bergen, Oslo, Tunsberg og Trondhjem have været villæ forenses. Det sees ikke, hvortil de nævnte Forfattere støtte denne Forudsætning, der neppe uden videre kan godkjendes. I middelalderens Latin betyder forum (eng. fair, fr. foire) et aabent Torv eller frit Marked og en villa forensis er en By med et saadant Torv ener Marked, og Ordet bliver saaledes en ligefrem Oversættelse paa Latin af det norske Ord „Kjøbstad“ (kaupangr). Anvendt paa de scandinaviske Kjøbstæder er det vistnok ogsaa meget tvivlsomt, om „villa“ i middelaldersk Latin betegner en større og anseligere Stad end Udtrykket „civitas“, (jfr. Udtr. „the City of London“, „la cité de Paris“). Villa synes overhovedet at være et Fællesbegreb, fra Landsbyen af og lige op til Storstaden; civitas er oprindelig Byen tænkt som Borgersamfnnd, medens burgus er dens Benævnelse som indgjærdet eller fast (palissaderet) Plads. (G. L. v. Maurer: Städteverfassung, I. S. 169 og Ch. Gross: Gilda mercatoria. Götting. 1883. S. 32. R. Keyser: Efterladte Skrifter, II. 1. S. 181). Jfr. ogsaa Priv. for Marstrand af 2den Juli 1455, hvorefter denne By skulde „nyde sijn egen logbog“, men det var ikke paa Grund heraf, at den kunde kaldes en villa forensis.

[71] Kvinder forekomme ogsaa som Exporteurer eller Forhandlere af Exportvarer i de ældre Toldregnskaber.

[72] Jfr. Byordn. Cap. 4, der indeholder Forskrift om, hvor i Byen Krænmere og Haandværkere have at drive sin Næring. Capitlets Overskrift er: „Her segir um skipan bœar vare oc hvar huer iðnamaðr skal vera.“ Raade Haandværkere og Krambodhandlere regnedes altsaa til iðnarmenn.

[73] Det Haandværk, man hyppigst ser omhandlet, er Skomagernes, og disse synes næsten altid at have været Udlændinger. Af Retterboden af 24de Januar 1377 fremgaar, at det egentlig professionelle Haandværk endnu dengang i norske Byer havde meget snævre Grænser, og at t. Ex. Smede, Tømmermænd, Snedkere og vistnok mange flere leiede som Dagarbeidere og ikke opfattedes som inddelte i Mestere, Svende og Lærlinger.

[74] Jfr. Retterbøder af 1295 og 1320 i N. G. L., III. S. 125 og 150. G. L. von Maurer: Die Stadteverfass. in Dentschl., I og V.

[p283-75] Professor R. Nyerups „Skildring af Danmark og Norge“ (Khavn 1803) kan her exempelvis nævnes, hvor det (I. 95) heder: „Under Oluf (Olaf Kyrre) fik Norge en Borgerstand“, hvilket vistnok maa ansees for en omtr. 500-aarig Foregribelse af en norsk Borgerstands Opkomst. C. Th. Odhner i en acad. Afh. (Upsala 1860) antager endnu, at det var gjennem den svenske Stadslag fra Tiden mellem 1349 og 1357, at Borgerskabet i de svenske Stæder blev en virkelig Stand og begyndte at kaldes til alm. Rigsdage. Herimod synes med Grund at kunne indvendes, at om end Repræsentanter for Kjøbstæderne begyndte at kaldes til Rigsdagene, er det ikke givet, at disse Repræsentanter vare valgte i Interesse af noget Borgerskab og endnu mindre i Interesse af nogen Borgerstand og i Modsætning til en Stand, hvis Enhedstanke laa i dens høie Byrd. Efter samme Afhandling var det ogsaa først ved 1617 Aars Rigsdags-Anordning, at Borgerstanden blev erklæret for en egen Rigsstand og udskilt fra de øvrige Stænder.

[76] Brev fra Kong Hans af 5te Januar 1502 (D. N., VIII. S. 460). Norske Rigsraads Udkast til Christiern II.s Haandfæstning 1513 (D. N., IX. S. 433), kongelig Proclamation om Hyldingen i 1548, paa hvilke Steder Udtrykket Kjøbstadsmænd er benyttet. Den kgl. Proclamation om Hyldingen i 1610 har „Borgere“, medens det Dagen forud (2den Januar) udstedte Herredagsbrev endnu har Kjøbstedsmæn d. Paa den anden Side findes Udtrykket Borgere i D. N., IX. S. 260 af 143* (Sarpsborg) og i de bekjendte Kongebreve fra Heiligenhafen af 22de October 1447 og fra Skara af 20de Januar 1458 ang. Rostockernes Privilegier i Oslo og Tunsberg, hvormed kan sammenlignes det i Dr. L. Daaes Christiern I.s Norske Historie, S. 87 anførte Brev fra Hr. Eggert Frille til hans Hustru, dateret 19de Juni 1453, hvori han beretter, at Borgerne i Oslo havde stormet og tilbageerobret Bispe-Gaarden i Hamar fra Kong Karl Knutssons Tilhængere. Borgere kan her neppe betyde andet end de ifølge Bylovens Landværnsbolk (12) værnepligtige Kjøbstadsmænd, Gaardsdrenge og Haandværkssvende derunder indbefattede. Forøvrigt brugtes i Kongebreve fra 1400- og 1500-Tallet ogsaa Udtrykkene: „vore Borgere og Menighed“, „Raadmænd og Menighed“, „Borgermester, Raad og Menighed“ (Privileg. for Oslo af 21de Juli 1548, D. N., III. S. 845). I en Ansøgning af 8de Mai 1556 fra Sarpsborg By kalder Ansøgerne sig: „Borgermester, Raad og menige Almue, som bo og bygge i Eders Naades Kjøbstad Sarpsborg“. Ordet borgar-maðr forekommer allerede i Sagaerne (mest i Plur.) Eg. 244. Fms. I. 103. Sks. 649 (Cleasbys Dict.).

[77] R. Keyser: Efterladte Skrifter, II. S. 219.

[78] Isl. Hyldings-Brev af 1ste Juli 1419 (hvori klages over, at de 6 Skibe, der efter Retterbøderne aarligen skulde sendes til Island fra Norge, ikke paa lange Tider vare komne) anføres i Almindelighed som et af Beviserne for Norges aftegne Søfart. Her kan imidlertid kun være Tale om Skibe, udsendte for Kronens Regning. Selve Kjendsgjerningen var ellers ikke Islænderne ukjendt fra de tidligere Tider, da Norges Activ-Handel paa Udlandet formenes at have været paa sit høieste. Efter Sagaerne kom der saaledes intet Skib fra Norge til Island i Aarene 1187, 1219, 1326. Isl. Annaler i Appendix til Sturl. S. Oxf. Edition, II. 466).

[79] Af Oslo Priv. af 1548 sees de gamle Klager over, at Bønderne brugte Seglets med større Skibe, end der var dem tilladt, da at have gjentaget sig. I et Brev til Hr. Esge Bilde af 1ste Marts 1539 (D. N., X. S. 764) sees en Landbo at ønske Tilladelse til at bruge en liden Danmarks-Skude „ubekymret for Kjøbstad Mænd“.

[80] Allerede i 1542 udskrives fra Norge til Orlogsflaaden Baadsmænd, Styrmænd og Tømmermænd. Ved en af de første Sørustninger i Anledning af Syvaarskrigen (24de Marts 1567) udskrives 38 Skippere, 40 Styrmænd, 69 Skibstørnmermænd foruden flere Hundrede Baadsmænd (Matroser). De fleste Skippere og Styrmænd vare antagelig fra Kjøbstæderne. Fra Sarpsborg udskreves 3 Skippere og fra Tunsberg 4. (N. Rigs-Reg.).

[81] Ordet „Adel“ skal ikke findes før i Fredrik I.s danske Haandfæstning (1523), medens Ordet „Ædlinge“ første Gang findes i Kong Hans’s Haandfæstning af 1483.

[82] „Kongsdeler“ og „Junkerdeler“ vare toldfrie ligesom al anden Trælast, der solgtes af Kronen eller Adelsmanden; Bymandens Trælast derimod ikke, naar den solgtes til den fremmede Skipper, men – indtil Slutningen af 1500-Tallet – kun naar han selv var Exporteuren. Bondelasten, der altid solgtes til den udenlandske Skipper, blev af denne Grund altid toldpligtig.

[83] H. F. Rørdam: Kjøbenhavns Univ. Hist. III. S. 446.

[84] Tooke & Newmarch: History of Prices, VI. S. 359 og 411.

[85] VI. S. 408.

[86] Henry VIII. cap. 17.

[87] Annal. rer. Anglic. 273. (Amsterd. ed. 1677).

[88] L. Guicciardin (Ludovico Guicciardini): Description de toute les Pays-Bas, derechef illustrée, Amsterd. 1641, med Fortale af 1566. Guicciardinis Beretning om Antwerpens Handel henføres i History of Prices (VI. s. 406) til Aaret 1560.

[89] s’Zwolle er i Toldregnskaberne bleven til Edswold, Erdswold eller endog til Erdswordt.

[90] D. N., III. S. 752 og Meddel. fra Rigsarch. I. S. 33.

[91] N. Rigs-Reg. I. S. 76.

[92] P. Claussøn Friis (1545–1614) omtaler Folket paa Eker som „de rigeste og prægtigste Bønder, som her i Landet ere“ (Saml. Skrifter ved Dr. G. Storm, S. 292). Bønderne paa Eker og i Lier dreve gjennem hele Perioden ikke alene som Ruderne andetsteds Handel med Trælast fra sine egne Skove, men indkjøbte ogsaa Last til Salg, saa at deres Overgang til professionel Handel og Nedsættelse paa selve Udskibningsstedet i Drammen vistnok har været meget sædvanlig. I 1551 vilde Bønderne formene Provsten i Tunsberg at udføre Trælast fra Drammen, men Kongen svarede, at det stod hver Mand „frit i Drammen at maatte søge sit Kjøbmandskab der“ (N. Rigs-Reg. I. 136). Jfr. kongebreve af 19de Juni 1586, 25de Marts 1587 og 20de Sept. 1596 i N. Rigs-Reg. Anordn. om Bragernæs af 30te August 1662 i Wessel-Bergs Rescripter.

[93] Saml. t. d. Norske Folks Spr. og Hist. III. S. 563.

[94] Med Drift gjennem Ekern-Vandet til Drams-Elven.

[95] Krafts Norges Beskrivelse, II.

[96] Capitlet har fundet det nødvendigt at udstede „et aabent Brev“ om Handelen, at denne er foregaaet „med vor fri Villie, Samtykke og beraad Hug“.

[97] Saml. t. N. Folks Spr. og Hist. III. S. 563.

[98] Krafts Norg. Beskriv. II. S. 420 ff.

[99] Af Akershus Lehns-Regnskaber for 1557–58 og 1560–61 findes Uddrag i Norske Samlinger, I. S. 162–220 (ved T. H. Aschehoug). Jfr. Norsk Magasin, II. S. 52–74, hvor der er indtaget et Uddrag af Bergens Lehns-Regnskab for „1566–67“, hvis statistiske Resultater sees i det væsentlige at falde sammen med den af mig benyttede „Extract“ af Regnskabet for „67“.

[100] For de mindre administrative Delinger er Brugen af Navnene „Lehn“ og „Fogderi“ vaklende.

[101] Var en af Byens Borger-Matadorer. Foruden ham og Trond Jonssøn nævnes i Regnskabet Hans Krøg og Jochim Stang paa en Maade, der gjør det antageligt, at de have hørt til de større Handlende. Tvende andre, „Iffuer“ og „Robert“, nævnes kun ved Fornavn, ligesaa en ved Navn „lange Claus“.

[102] Mærkeligt nok synes Oslo-Borgernes Handels-Virksomhed ved denne Tid at have været mest optaget af Omsætningen med de svenske Naboprovinser paa den anden Side Rigsgrænsen. I et Kongebrev af 7de Decbr. 1555 siges det, at Osloboerne have klaget over en dem paalagt Udrustning af et Skib til Kongens Tjeneste, der havde kostet dem henved 2,500 Mark, og at det faldt dem særdeles byrdefuldt at udrede dette Beløb „baade for den dyre Tids Leilighed“ og „fordi der i Sverige er gjort Forbud, saa at de ingen vare maa derud fange“. I Lehns-Regnsk. 1560–61 sees Osmund-Jern kjøbt til Slottet af svenske Bønder, der antagelig paa Vinterføret havde bragt Varen til Oslo. Den Vare, Svenskerne paa denne Tid almindeligvis hentede fra Norge, var Salt. Det svenske Jern har saaledes vistnok i større Omfang været indkjøbt af Oslo Kjøbmænd og betalt med Salt. [Wikikildens note: Fotnotetegnet mangler i originalen.]

[103] D. N. IV. S. 837.

[104] Maaske staar det hermed i Forbindelse, at Kobbervik er henført til Bragernæs Fogden i P. Claussøn Friis’s Norges Beskrivelse. (Saml. Skrifter ved Dr. G. Storm, S. 292).

[105] Drægtigheden er i forrige Afsnit ansat til 1320 Læster, men Beregningen i Tabellen her maa ansees tilnærmelsesvis mere correct. Den er ansat efter samme Forhold som for 1557, og skibenes Gjennemsnitsstørrelse har stadig været voxende lige siden Americas Opdagelse.

[106] Erlagt i Mangel af Contanter.

[107] Markebo forekommer tildels sammen med Aasgaardstrand.

[p322n2-108] 108,0 ^108,1 ^108,2 ^108,3 Stenbryggen „og Løvsund“.

[109] „Strømmen og Sanden Sogn“. Sanden Sogn er Sandekilen i N. Jarlsberg; Strømmen ligger ved Svelvik. Hvor der i Tabellen er aabent Rum, savnes Opgave. De indklamrede Tal ere Anslags-Summer.

[110] Ved „Begerholt“ forstodes Emnetræ af Løvved til Forarbeidelse af Stav for mindre Kjøreld. Det brugtes ogsaa til Skibsblokker.

[111] Afgiften „Sko og Lærred“ var paa denne Tid i Almindelighed $\scriptstyle {\frac {1}{2}}$ Daler for de større og 1 Ort for de mindre Fartøier. Enkeltvis findes ogsaa opført Toldopkrævning kun for Lærred eller kun for Sko: „Et Skjortelærred $\scriptstyle {\frac {1}{2}}$ Dlr. “, „Et Par Sko 12 Skilling“.

[112] Der forekommer ikke mindre end 14 Fartøier fra „Løse“ (Nyløse) lige ved det nuværende Göteborg. Muligens have dog disse Fartøier hentet Salt.

[113] ved Gaarden Arnevik strax østenfor Lillesand, i Kalveldfjorden.

[114] Vistnok i Tromøsund i Nærheden af Gaarden Mørland (Næskilen).

[115] Efter Bratsberg Lehns-Regnskab for 1585–86 var Jørgen von Ansbach da Borgermester i Skien.

[116] Norske Rigs-Reg. II. S. 713. Jfr. kgl. Resolutioner 8de Decbr. 1821, 11te Sept. 1839 og 5te April 1843. Krafts Norg. Beskriv. III. S. 21.

[117] Regnskabet 1586–87, hvor der i det Hele forekommer større Fartøier end baade før og senere. Maaske turde de mindre Fartøier sjældnere vove sig ud i denne utrygge Tid.

[118] I Toldrullen af 27 de Mai 1686 nævnes „Moss, Sogn, Krokstad“ sammen.

[119] Det synes dog, som om Kalmar-Krigen (1611 og 1612) ikke har medført nogen mærkelig Forandring i Hollændernes Trælast-Afhentning fra Norge, hvorimod Krigen 1626–1629 maa have virket ulige mere nedslaaende.

[120] Desuden er i Regnskabet opført 46 Smaafartøier (7 norske, hvoraf de fleste fra Bohuslehn, og 39 danske), der tilsammen erlagde 14 Daler i Rortold, men uden opgivende af hvad de ind- eller udførte. Det har vel tildels været Vedjagter.

[121] „Gud bevare os, nei det er vel heller en Scotte, som indtager Trælast,“ udbryder Søfolkene ombord i et til Østersøen fra Bergen hjemvendende hanseatisk skib ved Synet af en mistænkelig Kreier, der om Høsten 1526 saaes at henligge i Mandals Havn, og som senere viste sig at være en Sørøver. I hine Tider var ingen Søfolk bedre kjendt med Forholdene paa Kysten mellem Bergen og Næset end Hanseaterne fra de østersøiske Stæder. (Jfr. dette Tidsskrift, 1. Række, I. S. 486).

[122] Ifølge Cronholm (Sver. Hist. u. Gustaf Adolf) var den hele svenske Udførsel af skaaren Last endnu i 1632 kun 16,838 Stykker Bredder, hvoraf fra Stockholm 4,020 og fra Göteborg 4,295 Stykker, medens ingen saadan Last udførtes fra Gefle. Ifølge Odhner (Sver. innre Hist. u. Drottning Christinas Förmyndare) udførtes i 1640 fra Sverige 31,100 Tylfter Bredder, hvoraf mere end Halvdelen fra Göteborg, der først ved denne Tid begynder at drive Trælast-Export i større Omfang. H. Forsell (Sver. innre Hist. från Gustaf I., 2den Del, Tabel II. a) opgiver Exporten fra Lödöse i 1546 til 12,600 Tylfter Sagedeler, Sagebreder, Granbord etc., men Udskibningen fra de øvrige svenske Søstæder var i samme Periode i Alm. meget ubetydelig (fra Gefle 270 Tylfter i 1560), hvorved ogsaa er at mærke, at den svenske Styrelse meget strængere end den norske søgte at opretholde Kjøbstæderne Eneret til Udskibning i Modsætning til „Havnerne“.

[123] Hvor de i Oslo hjemmehørende Skibes Drægtighed ikke særlig findes opgivet i Regnskabet, er den anslaaet efter Bestuvningen af den indtagne Ladning. En forholdsvis ringe Afgang i Bestuvningen maa forudsættes paa Grund af Udskibningen af andre Varer end Trælast, ɔ: Tjære, Huder m. v. I Rubriken 1560–61 er gjort Tillæg for Osloboernes Udførsel i egne Skibe og for anden toldfri Udførsel.

[124] ruden 51 norske og danske Kreiere eller Skuder i indenlandsk Fart (anslaaet Drægtighed 60 Læster), men med Hensyn til hvilke det kun kan antages, at de i Almindelighed udførte Trælast.

[125] 10 fra Orknøerne og Hjaltland.

[126] 2 fra Orknøerne og Hjaltland.

[127] 7 fra Orknøerne og Hjaltland.

[128] 6 fra Orknøerne.

[129] 2 fra Frankrige.

[130] 3 danske.

[131] 2 danske og 1 fransk.

[132] 2 Fartøier, tilhørende Bergen-Borgere og tildels frugtede af Scotter.

[133] I Regnskabet for 1519 og enkeltvis andre Steder forekommer „Told“ paa norske Fartøier, men kun i indenlandsk Fart. Denne Afgift tilfaldt Kronen, men maa desuagtet baade paa Grund af sin Natur og efter sin lave Ansættelse nærmest sammenlignes med en Havne- eller Consumtions-Afgift i vore Dage. Ex.: (Regnsk. 1519) „Item vj ß udi Told af en Jægt af Sogn“. „Item iiij ß af Bisp Andors Jægt“.

[134] N. Rigs-Reg. II. S. 612.

[135] Uagtet Hanseaternes gamle Privilegium, at ethvert af deres Fartøier skulde have opgjort sin hele Toldpligtighed ved at erlægge et Stykke Mel eller Malt, sees de dog af Regnskabet for 1567 fra dette Aar og senere at have maattet erlægge særskilt Told af udførte Deler.

[136] Et af de scotske Fartøier førtes af Mogens Zinklar, „Borger og Indvaaner i Bergen“. Et andet Skib, der eiedes af en Kjøbstadmand i Bergen, udførte 60 Tylfter Deler for en Edinburgher.

[137] Jfr. N. Samlinger, I. Side 328 og den der indtagne Dom af 18de Sept. 1593 om Læstedrægtigheds Beregning („xxx smale lester – regnett xij tønner i lesten“.) Om For-sendelse af en Trælastladning i Consignation til Amsterdam fra Bergen se sammesteds en Dom af 29de August 1592.

[138] Leding ophævedes i dette Aar af 196 Personer, saa at Folkemængden da maa være betydelig tiltaget siden 1567. Efter de Fines Beskr. af Stavanger Amt var Borgerskabet i Stavanger ved Aar 1664 steget til et Antal af 373. N. Mag III. S. 171. Jfr. Jens Aagessøn Bjelke af Y. Nielsen, S. 340.

[139] De scotske Skibe, der omhandles i Bergenhus Lehns-Regnskaber for 1518 og 1519 (Medd. fra Rigsarch. I, S. 226, 232 og 237), og som erlagde $\scriptstyle 7{\frac {1}{2}}$ ₻ i Told, have vistnok indtaget Trælast paa Søndhordland, da Tolden svarer til den Told af 3 Rhinsgylden, der endnu i 1550 ophævedes af scotske Fartøier, der lastede med „Tømmer i Lehnene“. (Jfr. D. N. VI. S. 805).

[140] D. N. VI. S. 805, og N. Mag. II. S. 51.

[141] Navnene paa de scotske Byer, hvor Fartøierne hørte hjemme, ere ofte sært fordreiede: „Karkadi“ er Kirkaldi, „Ferelsbrugh“ er Frasersborough, „Bruntellig“ er Burntisland, „Semonens“ er St. Monans, „Eli“ er Alloa o. s. v.

[142] Da Fartøierne i de ældre Told-Regnskaber opføres paa samme Sted baade for Indgaaende og for Udgaaende samt ganske kortelig, lader det sig ikke altid med samme Nøiagtighed som efter et moderne Told-Regnskab opgjøre, hvor mange Udklareringer der har foregaaet til Udlandet.

[143] samtlige, med Undtagelse af to Smaaskuder, udexpederede med Sagbord.

[144] Endnu i 1661 erlagdes ingen Sagskat (Sagtiende) i Namdals Fogderi. Saml. t. N. Folks Spr. og Hist. IV. S. 26.

[145] Saml. t. d. N. Folks Spr. og Hist. III. S. 236.

[146] Witsen: De Scheepbouw. Amst. 1671 fol. Drammens-Bjælker kaldes i samme Skrift endnu „Kooperwyksche Balken“. Christiania og Christianssand nævnes ikke, hvorimod der handles om Anslo og Flekkerø. Optegnelsen skriver sig saaledes vistnok oprindelig fra 1600-Tallets første Fjerdedel. Afsnittets Overskrift er: „Byzondere toestant van het Noortshout“. Værket har velvilligen været Forfatteren udlaant fra det store kongelige Bibliothek i Kjøbenhavn.

[147] Det kgl. Danske Geheime-Archiv: Norske Saml. IV. Afd., Fasc. 2, No. 1, hvoraf Afskrift i Rigsarchivet (Optegn. fra omtr. 1570). Jfr. Saml. t. d. N. Folks Spr. og Hist. IV. S. 85.

[148] N. Saml. I. S. 605. I Bratsberg Lehns-Regnskab 1585–86 opgives Tolden af hvert „Støche Sparrer“ til 2 ß Lybsk, hvorefter det heder: „och er beregnitt udi huert Støche xxx^ct sparrir oc udi huert c^t xxx Sparrir“. En tilsvarende Forklaring haves i en Optegnelse i Rigsarchivet fra det Danske Geheime-Archiv (N. Saml. fasc. 2, No. 1), hvorefter synes at maatte antages, at der i denne Forbindelse regnedes 130 istedetfor ellers 120 paa hvert (stort) Hundrede, og et Stykværd Sparrer skulde altsaa blive i det Hele 390 Stykker. I Tunsberg Lehns Told-Regnskab 1585–86 forekommer „300 Stykker“ og „1 Stykværd“ Sparrer opførte ved Siden af hinanden og hvert Quantum til samme Værdi, nemlig 5 Dlr.

[149] Der mangler iøvrigt heller ikke Exempel paa, at Bonden lagde an paa at bedrage Hollænderen.

[150] Heinze, Samml. zur Gesch. u. Statswiss. I.

[151] Forordninger af 30te Jan. 1664, 20de April 1665 og 4de April 1668 (Paus). Forordn. 22de April 1795. Trælast-Tienden blev ophævet ved prov. Anordn. af 7de Decbr. 1818 § 11.

[152] „Relation om Trondhjems Commissions Forretning i A^o 1661“ i Saml. t. d. N. Folks Spr. og Hist. IV. S. 38.

[153] Relation om Danmark. Afskrift i N. Rigsarchiv.

[154] Afskrift fra det kgl. Danske Geheime-Archiv: Norske Saml., IV. Afd., Fasc. 2, No. 1.

[155] Kongebrev af 3die Marts 1636 (i Rigs-Reg.) om Dele-Tolden i Bergenhus Lehn.

[156] Lindsay beretter i sit Værk om den engelske Skibsbygning, at Mayoren i Dover ved Aar 1563 var en berygtet Sørøver, og at baade han og andre indflydelsesrige Indvaanere (other leading inhabitants) i Byen ikke engang indskrænkede sig til Plyndring af Neutrale, men, hvor Leiligheden gaves, ogsaa angrebe sine egne Landsmænd.

[157] Hug. Grotii Annal. & Hist. de reb. Belg. p. 239. (Amst. 1647).

[158] I Bergens Told-Regnskab for 1597–98 findes, mærkeligt nok, flere hollandske Skibe udklarerede til Spanien: „Tre Konger“ fra Enckhuysen med 2000 Deler, „Den brabandtske Dans“ fra Aggerschlott med 1300 Deler o. s. v., men dette maa have beroet paa særskilt „Pasbord“ eller anden Dispensation, som nu ikke kjendes, men vel for gode Ord og Penge var at faa hos Regjeringen i Brüssel.

[159] Efter Bergens Toldregnskab 1597–98 indkom „formedelst Guds Storm og Veder“ et Campener Fartøi paa omtr. 40 Læster, der var paa Reise fra Kjøge til Spanien med Byg. Begjæret for Kornvarer og Trælast maa paa denne Tid have været meget stort i Spanien, siden man saaledes modtog hollandske Fartøier, om ogsaa kun per dispensationem.

[1]

[2]

[3]

[4]

[5]

[6]

[7]

[8]

[9]

[10]

[11]

[12]

[13]

[14]

[15]

[16]

[17]

[18]

[19]

[20]

[21]

[22]

[23]

[24]

[25]

[26]

[27]

[28]

[29]

[30]

[31]

[32]

[33]

[34]

[35]

[36]

[37]

[38]

[39]

[40]

[41]

[42]

[43]

[44]

[45]

[46]

[47]

[48]

[49]

[50]

[51]

[52]

[53]

[54]

[55]

[56]

[57]

[58]

[59]

[60]

[61]

[62]

[63]

[64]

[65]

[66]

[67]

[68]

[69]

[70]

[71]

[72]

[73]

[74]

[75]

[76]

[77]

[78]

[79]

[80]

[81]

[82]

[83]

[84]

[85]

[86]

[87]

[88]

[89]

[90]

[91]

[92]

[93]

[94]

[95]

[96]

[97]

[98]

[99]

[100]