Om Myrdyrkning/Dyrkning af Fjeldmyrer

Peter Christen Asbjørnsen

Om Myrdyrkning

P.F. Steensballe, 1856 (s. 82-86).

4. Dyrkning af Fjeldmyrer eller Heidmyrer.

Ved Dyrkningen af Fjeldmyrer eller Heidmyrer maa man i Hovedsagen gaa frem paa samme Maade som ved Udveiting og Dyrkning af Myrer i Almindelighed, dog siger det sig selv, at man paa enhver mulig Maade bør søge at lette Arbeidet samt gjøre det simpelt og lidet bekosteligt, naar det forresten kan ske uden Skade for Øiemedet. Det er naturligviis ikke muligt i Forveien at bestemme den bedste Fremgangsmaade herved; thi den kan alene udfindes ved Prøvning og Forfaring. Imidlertid kan man her meddele følgende almindelige Regler:

1. Der udvælges et Stykke god Myr paa Fjeldet eller Heiden, det vil sige, en som er nogenlunde fast og som bestaar af vel raadnet sort Myrjord, samt har godt Afløb for Vandet; er den overvoxet med Skov, eller den indeholder mange Stubber og megen Braate, er dette saa meget desto bedre. Derimod bør man ikke lægge Arbeide paa en Myr, som bestaar af Hvidmose eller som alene er dækket med Myrbust (Scirpus cæspitosus), eller som ikke har Fald nok for Vandet.
2. Denne veites vel ud Aaret før man bryder den op, siden brændes den til passelig Tid, helst tidlig paa Sommeren, og ved Brændingen bruges der saameget Riis og Braate som muligt. Har man Tilgang paa saa megen Braate at hele Myren kan blive braatebrændt, bør dette ikke forsømmes.
3. Asken blandes vel med Myrjorden ved Pløining, Harving eller Hakning.
4. Myren saaes til med Græsfrø af almindelig Timothei, af Engbunt (Aira cæspitosa), af Fjeldtimothei (Phleum alpinum), samt almindeligt Græsfrø (Hømo).
5. Eller ogsaa saaes der, hvis man kan række det, Havre den samme Sommer som Myren er bragt i dyrkningsfør Stand, og i Havren saar man Græsfrø og tromler. Kan man ikke række det samme Sommer, faar man bie til næste Aar. Havren høstes grøn til Foder.
6. Al den Gjødsel, som falder ved Sætren gjør man til Kompost eller Blandingsgjødsel med god Jord, Granbar og andet deslige, samt bruger denne til Overgjødsling paa Græsmarken.
7. Naar Græsset ikke længer voxer frodigt og giver lønnende Slaat, men Væxten begynder at tage af, saa gjentages Brændingen med Tørv, Braate, Stubber o. s. v. Er Myren grund, bør Tørvbrændingen ikke blive gjentaget. Hvis der ogsaa mangler Skov til Braatebrænding, er der ikke andet at gjøre, end at plovvende, harve og gjødsle, inden man igjen saar Græsfrø eller Havre.

Til disse Regler, der ere anførte efter Lindequist´s „Beretninger om Reiser i Bratsberg Amt i 1852 og 1853“, føie vi, efter den sidste af disse Beretninger, endnu følgende Bemærkninger om Dyrkning af Heidmyrerne; thi, som det paa flere Steder i dette Skrift er omtalt, kan man ikke noksom raade og opmuntre til at øge Foderavlten i vort Land, og fornemmelig paa Fjelde og Heider, der ere lidet eller aldeles ikke skikkede til Kornavl.

„En stor Deel Fjeld- og Heidmyrer kunne gjøres eller blive til god Græsmark. — Det er ikke vanskeligt at skjønne, hvad der er Aarsagen til, at der er gjort saa faa Prøver paa at faa disse Fjeldmyrer dyrkningsføre: Fjeldbonden har, som vi alt foran have sagt, saa lidet Skjøn eller Greide paa Myrdyrkning, at det ikke er sjelden, at Myrer af bedste Slags ofte ligge urørte og unyttede ved Bøen eller Jorderne tæt ved Gaarden; paa Fjeldet eller Heiden har man endnu større Betænkelighed ved at lægge Arbeide paa Myrerne, fordi man tror, — hvilket naturligviis er aldeles urigtigt — at Fjeldlufter er mindre tjenlig for Foderdyrkning. Derhos siger ogsaa Fjeldfolket — hvad vi allerede forhen have omtalt — at Fjeldmyrerne ligge saa langt borte, at de ikke kunne række at gjøre noget ved dem, da Hjemmarken har saa mange Krav paa Forbedring.

Hvad det angaar, at Myrdyrkningen ikke er almindelig kjendt, da har dette alt begyndt at forandre sig; og med Landets tiltagende og fremskridende Dyrkning, vil Myrerne nok ogsaa komme til at stige i Anseelse og Værd. I andre Lande, der nu ere vel dyrkede, har der hersket lignende Forhold, og Myrdyrkningen har ogsaa der først fundet Indpas paa samme Tid, som Folket fik bedre Skjøn paa og større Indsigt i jordbruget, det vil sige, efter at man lærte at skille Jorden ved overflødigt, skadeligt Vand og frembringe kunstige Græsmarker, hvortil Myrvidderne netop ere ypperligt skikkede.

Spørgsmaalet om det vil lykkes at anlægge kunstige Enge paa Heidmyrerne og Fjeldmyrerne, synes for en Deel alt paa Forhaand at kunne besvares med Ja, fordi man ofte høit til Fjelds, ved Bredderne og i Omegnen af disse Myrer, finder en rig og ypperlig Græsvæxt; — forøvrigt kan det alene besvares fuldkomment tilfredstillende paa Erfaringens Vei, eller naar man har prøvet Sagen. Derfor er det ogsaa vigtigt at søge at faa Kundskab om de Forfaringer, som man nu for Tiden har om denne Sag, samt at bringe disse til Mængdens Kundskab. I dette Øiemed kunne vi her fortælle, at der paa Haddeland, i Roulands Sogn, findes Myrer af ikke ringe Vidde, som man, efter troværdige Mænds Udsagn, begyndte at dyrke for en 80 Aar siden, og disse Myrer have siden den Tid stadig været meget græsrige. Ved vort Besøg paa Haddeland i Juli 1853, siger Lindequist i denne Deel af sin Beretning, vare disse Myrer saa fortrinlig græsrige, at man næppe kunde tænke sig bedre Græsgange. Det er herved at mærke, at paa Haddeland bor driftige Folk, som skjøtte de omhandlede Myrmarker udmærket godt, ved Afgrøftning og Gjødning, men disse uundværlige Hjælpemidler kunne ogsaa tilveiebringes og bruges næsten overalt, hvor der findes gode Heid-Myrer. Haddeland ligger over 2000 Fod over Havfladen eller høiere end de fleste Heid-Myrer i Thelemarken. Naar nu Forfaring Viser, at Myrhævding lykkes saa høit tilfjelds, som paa Haddeland, synes den kolde Fjeldluft ikke at lægge nogen Hindring i Veien for en vellykket Græsvæxt paa Fjeldmyrer, som forøvrigt have gode Egenskaber og kunne lægges tørre.

Et endnu bedre Beviis for at Heid- og Fjeldmyrer i store Høider kunde blive græsbærende er, at der findes opdyrkede Myrer, som bærer godt Græs, endog paa Mjøsstranden i Thelemarken, som ligger henved 3000 Fod over havet, eller saa høit at der hverken kan voxe Fure eller Gran, men alene Dvergbirk eller Fjeldrab (Betula nana). Aarsagen til at man har slaaet sig paa Myrdyrkningen saa høit tilfjelds er formodentlig den, at deroppe, at hele Bygdelag for største Delen bestaar af Myrer, saaledes at Folket deroppe, hvorsomhelst det har fæstet Bopæl, har havt Myrer lige ved Siden af sig og næsten været tvunget til at dyrke dem. Potetes eller Korn bliver ikke modent paa disse Myrer, der ligge saa høit; de bruges derfor udelukkende til Fodermark, som holdes i Hævd ved Overgjødsling hvert 3die Aar. Disse Myrdyrkninger ere forøvrig blevne udførte paa den allersimpleste Maade. Hvis Myrerne vare blevne brændte, eller der var ført Gruus eller andet deslige paa dem, skulde Udfalden udentvil have været endda bedre. Som Tillæg — til hvad her er bleven sagt om Raulands og Mjostrandens Myrer — kan anføres, hedder det videre i Beretningen, at vi paa mangfoldige andre Steder have seet forskjellige Smaadele af Heid-Myrer, som tilfældigviis ere blevne tørre og gjødslede, dækkede med gode Græsslag. Paa alle disse Steder have vi i større eller mindre Mængde fundet et Slags selvsaat Græs, nemlig Fjeldtimothei (Phleum alpinum), som derfor synes at være vel skikket til Dyrkning paa Heidmyrerne. Dette Græsslag bliver ikke høit i vild Tilstand, men det er ikke urimeligt, at det kunde drives til høiere Bæxt ved Dyrkning. I Udseende ligner det almindelig Timothei, men skilles let fra denne ved sit sorte Ax.

Det er vistnok saaledes, at Heid-Myrerne eller Fjeld-Myrerne, som oftest ligge langt borte fra Gaardene, og at det derfor bliver vanskeligt og besværligt at dyrke dem, men man bør heller ikke lægge altfor megen Vægt paa dette; thi som man veed flytter baade Folk og Fæ op i disse Egne paa den bedste Tid af Aaret. Paa denne Tid maatte det ikke være saa vanskeligt at udveite eller opdyrke en eller anden Reit eller Dug paa Fjeldmyrerne, især da de fordetmeste ere saaledes skikkede, at man kan udveite mindre Stykker af Gangen. Skal Arbeidet gjøres ved leiede Arbeidsfolk, kunne disse vel ikke blive dyrere at føde tilfjelds end hjemme, thi Melk, Smør og Ost er jo der at faa til den billigste Priis. — Det er ogsaa baade vist og sandt, at der er overmaade meget at gjøre med at forbedre Hjemmarken, men der gives ingen Ting, som kunde hjælpe mere til denne Forbedring end at man fik en stor Høavling fra Heiderne, thi derved kunde man undgaa den overdrevne Beiting i Hjemmarken Høst og Vaar, og der kunde samles en større Mængde af Gjødsel; heraf vilde det igjen blive en naturlig Følge, at der kunde brydes op og dyrkes mere Jord hjemme ved Gaarden.

Heid-Myrerne ere ikke sjelden omgivne af tæt Skov, der ofte er af meget ringe Værdi, fordi der ikke gives brøtningsføre Elve, og fordi Marken i det Hele er saa utilgjængelig, at Tømmeret ikke kan føres bort derfra. Hvis Heid-Myrerne bleve opdyrkede, saa kunde man idetmindste nytte en Deel af den Skov, som stødte til dem, ved at føre den ud paa Markene og brænde den til Aske, thi denne vilde i høi Grad øge Myrjordens Frugtbarhed, men det siger sig selv, at man kun griber til dette Middel, naar Skoven ikke kan nyttes paa nogen anden Maade og endda bør man være varsom med at snaudhugge Skoven; thi under mange Omstændigheder kan Skoven, ved at give Marken Ly og Værn mod kold Sno og Veidrag, hjælpe mere paa Frugtbarheden, medens den staar der, end om man hugger den ned og brænder den til Aske og slipper Vasrøg og de kolde Fjeldvinde løse over den Mark, som skal dyrkes.

Ved Sætrene kan der samles megen Gjødsel, som under de almindelige Forhold oftest ikke kommer til nogen synderlig Nytte der; men hvis Heid-Myrerne bleve dyrkede skulde Sætergjødselen komme vel tilpas ved Overgjødsling paa Græsmarkerne.

Hvis en større Deel af Heid-Myrerne bleve omgjorte til rigt Græsland, da vilde det være gavnligt og nyttigt, at mna byggede Fjøs i Nærheden af Myrerne, saaledes at man i nogen Tid kunde staldfodre Kvæget tilfjelds. Ved saaledes at give Foderet op paa Stedet, sparede man endeel af den besværlige Hjemførsel og fik mere Gjødsel samlet paa Stedet til Overgjødning paa Græsmarken.